Dagplejestart – uge 1

Et billede fra dagplejen

Så er Annas første uge som dagplejebarn ved at være ovre. Det er så vildt, at min lille pige er startet i dagpleje nu. Det er noget, jeg har frygtet og 0 procent glædet mig til, lige siden hun blev født. I hvert fald indtil hun blev 10 måneder gammel, hvor jeg godt kunne mærke, at der skulle mere til end bare mit selskab, for at holde hende beskæftiget og underholdt en hel dag.

Hele marts måned gik jeg faktisk og begyndte at glæde mig mere og mere til, at vi skulle starte indkøring d. 1. april og tage hul på en ny hverdag. Mest fordi jeg bare har kunne mærke, at hun er SÅ klar til, at få fyldt hverdagen med andre indtryk, udfordringer og selskab fra andre børn. Præcis ligesom jeg er klar til at vende tilbage på mit arbejde og fylde hovedet med noget andet end alt, hvad der lugter af barsel.


Men bare fordi man er klar…

Behøver det jo ikke betyde, at det er skide let. For det er det ikke. Omvendt er det faktisk heller ikke alt sammen så svært, som jeg havde frygtet. Jeg synes det er mega hårdt at gå fra Anna, når jeg kan se, at hun bliver ked af det og reagerer på de følelser hun har. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om hun føler, at jeg svigter hende og forlader hende mod hendes vilje. For sådan føles det lige i øjeblikket, hvor jeg går og lukker døren bag mig. Men når jeg så står i garderoben og tager sko på igen, kan jeg jo høre, at hun stopper med det samme. Og så er det faktisk helt okay igen. Jeg forlader dagplejen med ro i sindet og kun med en lille øm mor-knude i maven.

Jeg har gjort mig mange tanker om forinden, hvordan det der med at sige farvel til Anna skal foregå. Anna forstår ikke så meget et farvel endnu, for vi har sgu helt ærligt ikke sagt farvel til hinanden ret mange gange. Jeg har tidligere arbejdet i en vuggestue og har i den sammenhæng selv været med til at køre andres børn ind. Den erfaring har jeg naturligvis med mig, men jeg kan satme godt love jer, at det er en heeeeelt anden snak, når det er ens eget barn det handler om.


Sådan siger vi farvel

Fra start af satte jeg mig for, at de der farvel’er der, bare skal gå så hurtigt, som de overhovedet kan. Ingen grund til at forvirre Anna og trække pinen ud, med at stå og trippe i døren og tøve. Det gavner absolut ingen af os og så længe hun ikke reagerer mere end hun gør, så føles det mest rigtigt, at jeg bare kommer ud af døren med det samme, så hun kan komme i gang med at lære de nye omgivelser at kende.

Så derfor foregår det lige nu således, at vi kommer ind i dagplejen og tager overtøjet af. Vi går sammen ind i dagplejen, hvor jeg snakker meget kort med de voksne, hvis der lige er noget, der skal drøftes. Eksempelvis hvornår jeg skal hente senere eller hvordan hun har sovet om formiddagen, hvis hun har sovet. Så afleverer jeg Anna i favnen på den af de voksne, der melder sig klar. Siger farvel og ønsker hende en god dag i dagplejen. Her skærer Anna gerne en grimasse og hun græder lidt. Hun er godt klar over, at jeg går nu. Hun ser mig gå og mens jeg tager sko og jakke på, kan jeg høre, at hun bliver okay igen og at de går i gang med noget, for at aflede hendes opmærksomhed. Det gør smadder ondt i mor-hjertet i noget der ligner 10 sekunder og så går det over, når jeg kan høre, at hun er videre igen. Jeg er helt sikker på, at den her metode gør det lettest i længden for Anna. Jeg glæder mig dog meget til, at hun ikke længere reagerer på, at jeg går. Jeg glæder mig til den dag, hvor hun med glæde og smil møder i dagpleje om morgenen. Den dag skal nemlig nok komme.


Sådan har hendes dage været

Helt overordnet er det faktisk gået rigtig godt og over forventning. Men ingen tvivl om, at det er hårdt for vores lille mus, at lære en ny hverdag at kende. Alt andet ville fandme også være for mærkeligt.

Mandag: Anna blev afleveret kl 9.30. Hun var frisk og udhvilet efter en formiddagslur (som hun pludselig er begyndt at tage en gang i mellem?) og mæt efter en god portion formiddagsmad. Med andre ord: Hun er smadder klar og energien er i top. Jeg afleverede hende i favnen på den ene voksne og Anna gjorde ikke det store nummer ud af, at jeg gik. Jeg fik kort efter en besked med et billede, hvor jeg kunne se at hun havde været ked af det, men at hun var okay igen. Efter aftale hentede jeg hende igen kl 11.00 og her var hun lidt ked af det og mere end klar til at komme hjem. Det havde været en halvanden times tid med blandet humør, men vigtigst af alt, så kunne de trøste hende, når hun blev ked. – Jeg brugte min alenetid på at sidde hjemme i min sofa og ikke lave en skid.

Tirsdag: Jeg afleverede Anna kl 9.30 igen. Igen var hun frisk og klar efter både lur og formiddagsmad. Det var aftalen, at hun skulle spise med og muligvis sove middagslur der, hvis hun kunne klare at være med til det. Jeg forventede faktisk at skulle hente hende efter mad, da jeg ikke regnede med, at de hverken kunne få mad i hende eller få hende til at sove. Jeg havde delvist ret. De kunne ikke få mad i hende, men sove ville hun gerne. Så da jeg regnede med at modtage en besked om, at hun gerne ville hjem, fik jeg i stedet et billede af min sovende lille mus. Jeg er stadig overrasket over, at de fik hende til det. Så sejt! – Jeg brugte min alenetid hjemme i sofaen med en serie i tv’et, inden jeg hentede hende kl 13.30.

Onsdag: Jeg afleverede Anna kl 9.15. Igen, igen havde hun både sovet og spist inden. Jeg tog ud og gik en tur lige efter at have afleveret hende. Jeg modtog et billede af en Anna i ok humør, der sad og legede. I onsdags kunne jeg faktisk godt mærke – på både hende og mig selv – at virkeligheden var ved at gå op for os begge to. Det gjorde lidt av i morhjertet. Efter gåturen på 10 km kom jeg hjem, hvor jeg fik frokost, set et afsnit af en serie og ordnede lidt vasketøj og vandede blomster. Midt i det hele modtager jeg et billede af en sovende Anna. Jeg hentede hende kl 13.30 igen den dag.

Torsdag: Jeg afleverede Anna kl 8.50. Denne dag uden formiddagslur, da hun ikke var træt nok. Jeg var spændt på, hvordan hun ville klare dagen, når det var første gang uden en formiddagslur. Anna græd meget da jeg gik, men som de andre dage var det ovre meget kort tid efter. Senere fik jeg et billede af, at hun var på tur i sin egen barnevogn sammen med nogle af de andre større børn, der gik ved siden af. Hun var så glad og tilpas på det billede og det varmede naturligvis mit mor-hjerte. Da klokken blev 13.30 sad jeg og trippede efter beskeden om, at hun skulle hentes efter sin lur. Den kom 13.45 efter at min datter havde sovet hele (og hold nu fast!) 2 timer og 15 minutter. Og hun havde ikke været svær at putte. Det lyder måske ikke af meget, men jeg kan love jer for, at det er noget der ligner en rekord her hjemme. Det var en dejlig glad pige jeg hentede kort efter og jeg kunne virkelig se, at hun så småt er begyndt at falde til.

Fredag: Ja, det er jo så i dag. I morges afleverede jeg Anna kl 8.45. Igen i dag uden lur, da hun ikke havde brug for den. Igen var det en grædende Anna jeg gik fra, men få minutter senere fik jeg en besked om, at hun var ok igen. Indtil videre har jeg ikke modtaget noget billede af hende i dag, men min mavefornemmelse er helt okay. Jeg tror hun hygger sig. Jeg håber, at hun tager sig endnu en god lang lur i dag og i eftermiddag kan hun glæde sig til, at både Jonas og jeg henter hende ved 14 tiden, hvis hun er stået op der. Jonas har nemlig taget tidligt fri fra arbejde i dag, så han kan komme med over og se dagplejen og møde dem, der passer hans barn. Det har han nemlig ikke endnu. Der er forældrekaffe i dag fra kl 14.00 og det lyder smadder voksent, at vi skal til sådan noget i vores barns dagpleje. Jeg har altså noget der ligner 5 timer for mig selv i dag og det er stadig helt skørt, at det føles så uvant. Indtil videre har jeg været ude at løbe en tur og været i bad. Jeg har skrevet det her indlæg færdigt og sat noget vasketøj i gang. Jeg har desuden tænkt mig, at lægge mig på sofaen og se en serie på Viaplay. Jeg skal også have noget frokost på et tidspunkt og så skal jeg bage muffins til Jonas. Jeg skal nok få tiden til at gå, tænker jeg. Nu glæder jeg mig bare rigtig meget til, at jeg skal hente hende igen og holde weekend med min lille familie.

Jeg håber desuden også på, at det er i dag det lykkedes for dem, at få Anna til at spise noget. Indtil videre nægter hun stadig at spise noget som helst, mens hun er hos dem. Også selvom jeg har givet hende noget med hjemmefra, som jeg ved hun altid vil spise her hjemme. Anna har normalt ikke den støreste appetit og der har altid været mange følelser og problemer forbundet med hendes indtagelse af mad. Det er sådan lidt et ømt punkt, men det er mest fordi der er så mange bekymringer forbundet med, at hun ikke spiser ret meget. Så derfor undrer det mig heller ikke, at det er dér hun sætter grænsen for, hvad hun vil være med til. Jeg er sikker på, at det nok skal komme på sigt, når hun er faldet mere til.

Mon nogle af jer har erfaringer med, at jeres barn ikke har ville spise i dagplejen/vuggestuen? Så del gerne 🙂

3 comments / Add your comment below

  1. Hej. Min dreng spiste eller drak ikke noget de første 3 uger han gik i dagpleje. Selvom han hurtigt blev glad for det så var det også der han satte grænsen. Hans dagpleje mor blev så glad første gang han tog en bid rugbrød med leverpostej. Så det skal nok komme. Bare i deres egen tempo.

    1. Åh, dejligt at høre, at mit barn ikke er ene om at være hammer stædig på det område.
      Vi må se tiden an – Hun bliver vel nok sulten på et tidspunkt 😉

Skriv et svar