Ugens op og ned #19

Så blev det atter søndag og det betyder jo, at det igen er tid til at reflektere over ugen, der netop er ved at nå sin ende. Det har været en uge med mange blandede følelser og det er naturligvis fordi, at vi er startet på et nyt kapitel her hjemme: Nemlig dagplejestart.

Ugens ned:

Anna har hele ugen nægtet at spise i dagplejen og selvom jeg egentlig havde forventet det fra hende, så går det mig faktisk stadig lidt på. Anna er i forvejen meget småtspisende og jeg kan godt blive lidt urolig over, at hun nu skipper frokosten helt, når hun er i dagpleje. Hun vil mægtig gerne spise i dagplejen, hvis jeg er tilstede, men jeg kan jo for dælen da ikke starte i dagpleje også. Håber hun snart kommer på bedre tanker.

Indkøringen af Anna er egentlig gået over al forventning. Jeg synes bare det er hårdt, at aflevere et barn, der begynder at græde, når jeg afleverer hende i en andens favn. Også selvom hun stopper igen, så snart jeg er ude af syne. Det gør sgu bare hammer nas i mor-hjertet.

Jeg har vist ikke tabt mig yderligere i denne uge. Øv! Nu gik det ellers lige så godt.


Ugens op:

Selvom der er udfordringer med maden, så er det der indkøring jo virkelig gået smadder godt og det føles bare som om, at vores datter er landet det helt rigtige sted. Læs evt. mere om indkøring og den første uge i dagplejen HER.

I løbet af ugen har jeg fået flere og flere timer for mig selv. Jeg hader at indrømme det, men hold nu kaje, hvor jeg trængte til det. Og jeg nyder det, selvom jeg savner Anna på samme tid. Jeg har gået lange ture for mig selv, løbet uden hende i klapvognen og så har jeg fedet den i sofaen helt for mig selv. SÅ skønt! Jeg må hellere nyde den sidste uge jeg har hjemme, inden jeg begynder på arbejde igen d. 15. april.

Jeg har fået styr på flere forberedelser til min og Annas fødselsdag, som vi skal fejre i påsken.

Jeg har været rigtig god til at drikke nok vand.

Vejret har virkelig været lækkert det meste ugen. Det begynder virkelig at lugte mere og mere af forår.

Jeg har bagt chokolade/banan muffins. Det er vistnok Jonas’ yndlings kage og han blev da også rigtig glad.

I går var vi i sommerhus, hvor vi havde en virkelig dejlig dag i noget helt vidunderligt næsten-sommer-agtigt-vejr.


I dag kommer min mor på besøg og er her nok det meste af dagen. Hun har morgenbrød med, men her hjemme har vi været vågne siden 04.52. Selvfølgelig pga husets mindste menneske, der åbenbart ville starte dagen tidligt i dag. Jeg tror bestemt, at Anna og jeg skal have en fælles formiddagslur på sofaen lidt senere. – Jonas har nogle projekter i haven, som han vil kaste sig over i dag og så må se vi, hvad denne søndag ellers byder på.

Jeg håber i hvert fald, at I får en dejlig en af slagsen 🙂

1 comment / Add your comment below

  1. Puha, kunne forestille mig det må være så svært at aflevere et grædende barn 🙁 Det har vi (7-9-13) heldigvis aldrig oplevet (endnu – det skal nok ske en eller anden dag).

    Men, dejligt det går godt med Anna musen deromme, det med spisningen skal helt sikkert nok snart komme. God søndag til jer <3

Skriv et svar