Ugens op og ned #21

Endnu en søndag. Endnu en slutning på endnu en uge. Og hvilken uge det har været. Der er fuld skrald på hverdagen igen, dét kan jeg da i hvert fald godt love jer. Det har været en uge med op og ned og det skal jeg fortælle jer mere om her:

Ugens ned:

Jeg er kommet godt i gang med jobbet igen. Det er ikke en nedtur, men det er mit trætte hoved og min trætte krop til gengæld. Tænk at man kan blive så øm i kroppen af at sidde ned? Jeg har et stillesiddende job. Lidt stillestående også. Det er sgu ganske få skridt jeg tager i løbet af en arbejdsdag og nøj, hvor står det bare i stor kontrast til mit seneste år på barsel. Og ja, jeg bliver faktisk øm og træt i kroppen af det. Og træt i hovedet af alle de informationer, som jeg pludselig skal tage ind igen. Puuuuh. Det tager tid at vænne kroppen til den nye hverdag, men det skal nu nok komme.

Jeg troede at børn blev mere trætte af at starte i dagpleje. Eller vuggestue for den sags skyld. Det er i hvert fald det, som de fleste siger. Men altså.. Det er der nogen, der har glemt at fortælle vores lille tornado. Lige i tiden er vi faktisk vågne med hende i 1-1.5 time stort set hver nat. Sådan lige omkring kl. 01.00/02.00 stykker. Og når jeg siger “vi”, så mener jeg jo selvfølgelig bare, at JEG er vågen med hende om natten. Hun gider nemlig overhovedet ikke have sin far i det tidsrum, så han kan roligt sove videre igen. Gaaaaab! Det er altså hårdt sådan midt i opstarten af den nye hverdag med job og det hele. Den dumme vane må hun godt droppe igen snarest.

Rasmus Paludan. Den klaphat får simpelthen får meget opmærksomhed i medierne. I sig selv er han sgu en kæmpe nedtur.


Ugens op:

Dagplejelivet kører smadder godt for Anna. Hun har godt nok kun været afsted to dage i denne uge, men det er bare gået smadder fint med det hele. Hun giver et lille piv ved aflevering, men det er ovre på få sekunder, hvorefter hun er tilpas langt det meste af dagen. Hun sover en skide god middagslur og så er hun fandme også begyndt at spise også. SÅ godt! Dagplejelivet er godt til hende.

I onsdags var første morgen, hvor jeg skulle aflevere barn og samtidig afsted på job lige bagefter. Vores første rigtige morgen i vores nye hverdag. Det gik bare super godt og bedre end forventet. Vi havde en dejlig rolig morgen med god tid, hygge og godt samvær, inden jeg afleverede hende i dagplejen ved 07.00 tiden. Jeg nåede min bus og kom helt roligt og godt afsted på arbejde. Total drømme-morgen. Sådan håber jeg, at langt de fleste af vores morgener bliver.

Vejret har været intet mindre end fantastisk. Bevares, det regnede hele dagen i går og det gør det sgu også i dag, men det trængte naturen da vist også til, så det er sgu da ok, når det har været så lækkert alle de andre dage.

Jeg har været ude og dyrke motion hvér aften efter arbejde i denne uge. Det er vigtigt for mig, fordi jeg ikke bevæger mig smadder meget på mit arbejde. Jeg har både været ude at løbe og jeg har fået gået nogle ture. Jeg finder tid til det om aftenen, når Anna er puttet ved 19.00 tiden, så tiden til det ikke tages fra hende. Jeg synes det fungerer godt og håber, at det bliver en vane at gøre det sådan.

Det har været lettere at huske mine arbejdsopgaver på jobbet, end jeg havde regnet med. Det tager naturligvis tid, at blive helt selvkørende igen, men det går bestemt den rigtige vej.

Anna får jo ikke sutteflaske mere. Det læste du måske i indlægget HER. Som jeg også har nævnt, har det betydet at vi skulle opfinde et nyt putteritual for hende. Det er lykkedes nu og det har været vellykket hele ugen. I hvert fald når jeg gør det. Jonas har en anden måde at putte hende på. Jeg har tænkt mig at skrive et indlæg om det snart, så det kan I jo se frem til, hvis I har lyst.


Alt i alt en blandet uge på både godt og ondt. Håber I har haft en dejlig uge og kan melde klar til, at en ny uge begynder i morgen 🙂

Her til morgen tog jeg lige en løbetur i regnvejret. Vi har også alle tre været oppe og handle ind til den kommende uge. Resten af dagen kommer vi nok til at bruge indendøre, for det skulle da vist pisse ned hele dagen. Anna er træt efter en masse natteroderi i nat (det tror da fanden?), så hun får nok lov til at sove middagslur i sin mors favn i dag. Det passer som regel den unge dame meget godt. Rigtig god søndag til jer 🙂

Skriv et svar