Det er maj og dette er mine planer

Så blev det maj. Kan I også smage, at sommeren er lige om hjørnet? Jeg synes, at 2019 har alt for meget fart på indtil videre og det er sgu lidt svært at følge med. Altså helt ærligt. Snart er der kun 7 måneder til jul. Jeg synes lige, at det har været jul. Nå, men selvom tiden flyver afsted, så må vi jo gøre vores bedste for at hænge i. Her er mine planer for denne måned, hvor der er gang i den som altid:

Til tapasaften: På fredag skal jeg til tapas-og-vin-aften i Annas dagpleje med mødrene til de andre unger fra dagplejen. Jeg glæder mig helt skørt meget til at møde alle de andre mødre. Det bliver godt at møde nogle flere her fra vores elskede lille by. Jeg glæder mig selvfølgelig også til god mad og god vin ikke mindst. Godt jeg ikke har så langt hjem 😉

Til 30 års fødselsdag: Min fætter og gode ven runder 30 år på lørdag. Det skal naturligvis fejres og vi skal alle tre være med til at fejre ham til en dag med aktiviteter, sjov og ballade om dagen. Om aftenen læner det sig mere op ad mandehørm, så der er Anna og jeg nok smuttet hjem. Så må vi se om Jonas mandehørmer den til den lyse morgen.

Fejre Mors Dag: Det er mors dag i denne måned. Min anden af slagsen. Jeg tænker ikke, at der skal ske noget særligt, men mon ikke Anna (og hendes far) har fundet på et eller andet til mig – altså moren. Ellers er det her skriv da et gevaldigt hint 😉

Til familieiværksætter-hygge: Vi skal atter mødes med vores skønne dejlige familiegruppe og alle de vidunderlige unger. Når vi mødes i denne måned er alle ungerne blevet 1 år og det skal vi naturligvis fejre. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

I sommerhus: Jeg ved ikke helt hvornår, men jeg kunne ikke forestille mig andet end at mine svigerforældre kommer en tur op til deres sommerhus i løbet af denne måned også. Hvis det sker, skal vi selvfølgelig et smut forbi sommerhuset til rigtig familiehygge.

Se nogle gode venner: Sidst på måneden skal vi have en hyggedag med vores gode venner. Min fætter (selvsamme der fylder 30 år om lidt) og hans kæreste. Vi har inviteret til brunch og vi glæder os. Vi måtte desværre aflyse vores seneste aftale, da Anna ikke var klar på det den dag, så nu glæder vi os ekstra meget til at være sammen med dem senere på måneden.

På løbe- og gåture: Jeg skal holde den gode rytme, som jeg er kommet ind i. Det er så svært at finde ordentlig tid til motion, nu hvor jeg er i arbejde igen, men det er så vigtigt, at jeg kommer afsted. Ellers går min krop sgu helt i stå.

Holde fridage: Denne måned byder på flere helligdage, som er lig fridage for både mig og Jonas. Og Anna naturligvis. I dag, 1. maj, er også en fridag og den nyder vi hjemme bare os tre.


Byder din maj mon på nogle gode planer? 🙂

Skriv et svar