Godnat min lille skat – del 2

En alvorlig lur i bilen

Er du nogens mor? Det er du højst sandsynligt, hvis du læser med her på min blog som unægteligt handler en helt masse om det dersens liv som mor. Så har du måske erfaret det samme, som jeg har. At man som mor har nogle helt specifikke “mærke-mor-sager”, som bare betyder uendeligt meget for en selv som mor at opfylde.

For nogle mødre er det smadder vigtigt at barnets garderobe spiller hundrede procent og de kaster gerne mange penge i dyre mærkevarer, så tøjet har det helt rigtige look og den helt rigtige kvalitet. Det synes jeg slet ikke, der er noget galt i, men det er ikke her min mærke-mor-sag er.

For nogle mødre er det vigtigt at hjemmepasse og ikke sende barnet ud i andre pasningsmuligheder. De sætter gerne egen karriere i bero og går gerne gevaldigt ned i indtægt for at gøre dét, som de føler er det rigtige for deres børn. Jeg synes det er fedt for dem, der gerne vil det og som også kan få det til at fungere i hverdagen. Både praktisk og økonomisk. Igen er det dog ikke her min mærke-mor-sag er.

Jeg kunne blive ved på den her måde, men jeg véd, at I er nogle skarpe læsere. I har luret, hvor jeg vil hen med det her. Alle mødre er forskellige og langt de fleste mødre er dem, der kendes deres eget barn bedst. Og heldigvis gør langt de fleste mødre det, som de ved er det bedste for deres barns ve og vel.


Min mærke-mor-sag

Ja, faktisk har jeg mange mærke-mor-sager. Men den vi skal snakke om i dag er den med, at det er uhyre vigtigt for mig, hvordan mit barn slutter dagen aften efter aften og hvordan hun finder søvnen. Det er SÅ vigtigt for mig, at det foregår så roligt som overhovedet muligt. Det skal være trygt, rart og fyldt med kærlighed at afslutte dagen og finde søvnen. I hvert fald hvis du spørger moren i mig.

I har nok alle sammen hørt om “Godnat og sov godt metoden”. Hvis ikke, så har jeg skrevet nogle få linjer om den her:

“Godnat og sov godt metoden” går ud på, at forældre skal lade deres børn falde i søvn uden unødig indblanding. De skal følge et skema, hvor de skal lade barnet græde i bestemte intervaller, inden de trøster det. Intervallerne øges hele tiden og ender til sidst på cirka 17 minutter. Altså – for lige at skære det ud i pap – man lader barnet græde uden at blive trøstet i op til 17 minutter.

NEJ! Det er afgjort ikke den metode, som vi bruger her hjemme. Den metode ligger kæmpe-tusindvis-af-kilometer-langt væk fra dét, som et godt putteritual er for mig. Og ja, længere oppe i teksten skrev jeg, at enhver mor gør, hvad de ved, er det bedste for deres eget barn. Velvidende at der findes mødre derude, der bruger denne metode, så er metoden så fjern fra mine værdier, at jeg aldrig vil kunne sætte mig ind i det. Eller forstå det. Eller mene, at det er okay for nogen som helst børn, at blive lagt til natten med den her metode. Det er min helt personlige holdning. Jeg er cool med, at andre mener noget andet.


Et godt putteritual for mig handler om tryghed og nærvær. Det skal være rart, at sige farvel til dagen og møde natten og søvnen. Vigtigst af alt, så skal det være så trygt og fyldt med kærlighed, som overhovedet muligt. Det er vigtigt for mig, at Anna ikke finder søvnen alene. Hun skal have os – sin mor eller far – tæt på, som tryghed og hjælp til at finde søvnen. I hvert fald så længe hun har brug for det.

Det betyder ikke, at hun ikke må græde, når putningen finder sted. Det kan jeg ikke altid forhindre hende i og desuden er gråd en af hendes meget få muligheder for at kommunikere noget til os. Altså som tingene er lige nu. Men der er forskel på gråd, der mødes med tryghed, trøst og omsorg og gråd, der slet ikke mødes. Av min arm. Ikke på vilkår, at Anna nogensinde kommer til at græde sig selv i søvn alene.


Men hvorfor er putningen en mærke-mor-sag for dig, Leah?

Tjaa, det ved jeg egentlig ikke. Eller måske ved jeg det godt lidt. Som barn frygtede jeg ofte selv, når natten kom og dagen sluttede. Ikke altid, men absolut i perioder. For det første er jeg hammer mørkeræd. Det har jeg været ligeså længe jeg kan huske. Som barn hadede jeg at finde søvnen alene om aftenen. Og her snakker vi naturligvis ikke om mine spædbarns-år, for dem kan jeg ikke huske og jeg ved ikke, hvordan jeg blev puttet til nat, men jeg tror bestemt, at det var under trygge og gode forhold. Det er senere hen, hvor jeg er blevet en stor pige, der gik i folkeskole og alt muligt. Jeg hadede at skulle finde søvnen og jeg hadede, at det blev mørkt. Jeg husker tydeligt, at jeg søgte trygheden i, at jeg kunne høre mine forældre i stuen. At jeg kunne høre fjernsynet køre og at der kom lidt lys ind ved døren, som stod lidt på klem.

Måske er det derfor, at det er så vigtigt for mig, hvordan Anna afslutter dagen. At hun møder natten og søvnen med mest mulig tryghed i form af nærvær, knus, kram, kys og kærlighed. Uanset hvad og hvorfor, så betyder det bare pisse meget for mig.

I næste del kan du læse om det nye ritual, som jeg har stablet på benene efter Anna sagde farvel og tak til sutteflasken og derfor hendes hidtil faste måde at falde i søvn på.

2 comments / Add your comment below

  1. Jeg kender flere forældre, der har tyet til bogen “Godnat og sov godt”, og de deler flere fællestræk:

    For det første er det forældrepar, der med spædbørn har været decideret tortureret i meget lange perioder, hvor hverdagen er holdt helt op med at fungere og ingen af dem har kunne passe job, og deres mentale helbred har røget som en tur helt ned i kulkælderen.

    For det andet, så er det forældrepar, der forinden har prøvet alt. Alt alt alt. Som i, at der ikke kan nævnes gode råd, fordi alt er prøvet (jeg listede alle mulige behandlingsformer op og blev mødt med “det HAR vi prøvet”).

    For det tredje, så har ingen af forældreparrene lade barnet græde i den længste periode, som bogen anbefaler. De har taget de informationer og anbefalinger, de kunne bruge.

    Jeg er ikke talsperson for bogen. Overhovedet. Jeg håber aldrig, at jeg kommer til at skulle bruge den. Aldrig, aldrig, aldrig. Men jeg har set eksempler på gode, dejlige forældrepar, der er helt ødelagte, og jeg forstår dem fandme godt. Jeg forstår, hvordan tvunget søvnløshed i meget lange perioder (9 måneder i det ene tilfælde) er tortur. Hvordan det næsten kan splitte en (ny) familie ad, og hvorfor man til sidst må prøve enhver mulighed.

    Bogen virkede iøvrigt for begge par, og børnene sover så fint i dag.

    Jeg kan godt forstå, hvorfor der er så mange, der tager afstand til bogen, men når de kommer med kritik af dem, der bruger den (hvilket jeg ikke synes, at du gør!), eller bruger forældre-skam, når de omtaler den, så indser de ikke, hvor priviligeret de er, fordi de har ikke VÆRET NØDT TIL at bruge den.

    Jeg læste ikke dit indlæg som om, at du peger fingre af andre, det er ikke derfor, at min kommentar er opstået. Jeg tænker bare, at det kunne være, at hvis nogen medlemmer af Danmarks Mor-Politi eller dem, der køber bogen ind til afbrænding (what the fuck?, ps) læser med på din blog, så havde jeg hvert fald to eksempler, der måske kunne nuancere billedet af dem, der, som sidste udvej før depression, skilsmisse osv., vælger at prøven nogle af bogens tricks ad.

    Håber du kommer til at skrive om flere af dine mor-mærkesager i fremtiden.

    1. Heeej – Tak for din gode respons!

      Jeg er SÅ glad for, at ikke læser mit indlæg som en kritik af de forældre, der bruger “Godnat og sov godt metoden”. Jeg skal nemlig ikke løfte min pegefinger af nogen, for det er jeg slet ikke berettiget til. Desuden synes jeg slet ikke dårligt om forældre, der anvender metoden. Jeg synes bare dårligt om metoden. Men jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvor desperat og magtesløs man som forælder kan være. Det oplever jeg også ind i mellem – Bare ikke i forhold til søvn. Heldigvis!

      Egentlig tænker jeg, at de fleste forældre gør, hvad de føler er det rigtige for deres børn og deres situation. Vi har – som mødre og forældre – ikke ret til at pege fingre ad hinanden og belære andre om, hvad der er det rigtige. For det aner vi ikke en skid om, når det ikke er vores egne børn, men andres. Selv mor-politiet kan godt pakke sammen.
      I forhold til det her indlæg om mine egne værdier i forhold til putning, så var det vigtigt for mig at understrege, hvordan jeg i hvert fald ikke vil gøre det med MIT barn.

      Tak fordi du tog dig tid til at skrive. Det er vigtigt at vi får flere nuancer af tingene. Faktisk er det første gang jeg hører, at nogen har fået noget positivt ud af metoden, dog piller det ikke ved min holdning.

      Jeg lover at der kommer flere af mine mærkesager fremafrettet 🙂

Skriv et svar