Fårking Gravid? – Ja for helvede da

Da jeg selv var fårking gravid (og kæmpe tyk) med endnu en måned til fårking termin (og ja, jeg blev faktisk endnu større op til fødslen)

*Indlægget indeholder reklame for Mofibo

Jeg er ikke gravid lige nu, men jeg har helt selv født Anna for et års tid siden, hvilket unægteligt betyder, at jeg har prøvet at være det. Det kommer måske bag på nogen af jer, men faktisk er jeg ej heller nogen tv-kendis. Ikke ligesom hende Sofie Linde, som jeg tænker de fleste synes, er en ret så cool personlighed på tv. Det synes jeg i hvert fald. Men selvom jeg hverken er gravid eller kendt fra tv, så kan jeg alligevel pisse meget relatere til hendes geniale bog “Fårking Gravid – En fremmed flytter ind”. Måske kender du bogen? Måske har du læst den eller blot hørt om den? Jeg har skrevet en personlig anmeldelse af bogen og den kan du læse lige her:

Bogen udspringer af Sofie Lindes personlige dagbog, som hun påbegyndte da hun, efter en tid med masser af alkohol, fest og farver, opdagede, at hun var gravid. Efter min mening er der kommet en særdeles underholdende og hudløs ærlig bog ud af det. Men faktisk er den også en smule klam. Men heldigvis er den mest bare skide skæg.

Jeg havde ikke selv en specielt rar graviditet. Ligesom så mange andre gravide nød jeg bestemt, at mærke liv i min mave. At mærke min datter vokse sig stor og stærk inde i mig. Og taknemmelig var jeg afgjort hver eneste dag, for det var fandme ikke en selvfølge, at jeg skulle blive gravid. Når dét så er sagt, så pis’hadede jeg bare at være gravid. Jeg fik ondt, begyndte at bløde og skulle holde mig i ro og kunne ikke passe mit arbejde. Jeg blev kæææææmpe tyk – hele 35-40 kilo tungere. Ja, du læste rigtigt. Da jeg fødte vejede jeg mere end 100 fucking kilo. Det er så crazy, når man kun er lidt mere end halvanden meter høj. Jeg fik masser af vand i kroppen, kunne ikke gå ordentligt til sidst, fik svangerskabsforgiftning og blev bare pisse syg. Jeg var træt af folks ellers meget velmenende kommentarer og jeg følte mig mutters alene om at fucking hade at være gravid. Det ser jo ofte så pisse rosenrødt ud på Instagram, ikke?! Fuck nej.

Så da jeg hørte, at Sofie Linde udgav en ærlig beretning om hendes graviditet som – udfra titlen – unægtelig lød som om, at hun havde oplevet en graviditet ala min, så vidste jeg bare, at den ville jeg læse. Og her takker jeg så for Mofibo, for jeg får aldrig tid til at få læst en skid. Jeg har derfor lyttet til bogen og det har jeg gjort med mange smil på læben.


Fårking Gravid – en fremmed flytter ind

Hele omdrejningspunktet i bogen er selvsagt graviditet og hvad sådan en egentlig gør ved kroppen, psyken og livet generelt. I hvert fald i Sofie Lindes tilfælde. Sofie Linde udtrykker det så rigtigt, når hun siger, at det er mega hårdt arbejde at bage sådan en baby. Med andre ord: At være en baby-bageovn. Men hvad stiller man egentlig op, hvis man ikke oplever den søde ventetid, som værende sådan særlig sød? Altså stik modsat alles forventninger? Sofie Linde hæfter sig særligt ved tre ting:

  • Det fysiske og psykiske ubehag ved at være gravid
  • Den konstante frygt for, at der sker babyen noget inde i maven
  • Frustrationerne over alle de mange ting, som du ikke længere kan eller må, fordi du venter dig en baby

Hele vejen gennem bogen følger vi op- og nedturerne, kvalmen, humørsvingningerne, frustrationerne og reaktionerne fra omverdenen. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, om hun har fortalt absolut alt, men det virker i hvert fald som om, at vi får det hele med. På den helt hudløst ærlige måde. Sofie Linde optræder aldeles filterfri og der er da også deltaljeret beskrivelser af alt lige fra bumser, til prutter, til toiletbesøg og til de ikke helt så heldige cravings. Det er måske ikke for sarte sjæle, men omvendt.. Ja, altså jeg kan i hvert fald personligt genkende og relatere til det hele og jeg vælger at tro, at det er jeg absolut ikke ene om.

Forløbet i bogen strækker sig helt fra graviditeten opdages, til den bliver offentliggjort, mens den står på og så til fødslen, hvorefter hun også beskriver den første tid med lille Trine (som hendes datter hedder) hjemme i deres egen lejlighed. Også her blev jeg lettet over at høre, at det ikke kun er mig der har oplevet, at den første tid med sådan en baby ikke nødvendigvis er nem og en dans på roser. Det er røv hårdt og den dag i dag, tror jeg stadig at folk er pisse fulde af lort, hvis de siger andet. Jeg siger det bare. Pisse. Fulde. Af. Pisse. Meget. Lort.

Sidst i bogen bliver ordet givet videre til både Sofie Lindes lægeuddannede mor og hendes kæreste, Joakim. Det giver flere vinkler til bogen, hvilket bestemt ikke gør den mindre underholdende og interessant. Sproget i bogen er generelt fuldstændigt ucensureret, hvilket også gælder de ærlige personlige billeder, der følger med. Dem har jeg sidenhen været inde og kigge. Det blev jeg simpelthen nødt til efter at have hørt bogen.


Ville jeg selv have lyst til at være gravid efter at have hørt bogen, hvis jeg ikke selv havde oplevet det? Hell no! Ej, det’ sgu da gas. Bogen er ikke en skræmmekampagne, men ganske tiltrængt bryder den nogle tabuer omkring, hvad kvindelighed og moderskab også kan være. Det er pisse fedt! Og jeg tror at mange kvinder vil have glæde af at læse den her bog. Jeg vil i hvert fald på det kraftigste anbefale kvinderne i min omgangskreds at læse bogen. Både dem, der har været gravide og dem der endnu ikke har oplevet det på egen krop.

“Fårking Gravid – En fremmed flytter ind” er kæmpe mega langt fra overskudsagtige speltmødre, der hopper i deres før-graviditets-jeans på hjem fra hospitalet lige efter fødslen til deres køkkenmaskine, caféaftaler og ikke-allergifremkaldende skyllemidler. Og jeg elsker det!


Har du fået lyst til at kaste dig ud i bogen, men har du ligeså lidt tid til at sætte dig ned og læse som mig? Så tab ikke modet. Jeg kan lige nu tilbyde dig 30 gratis dage med Mofibo med koden LR2019. Du skal blot følge dette link. Koden gælder for nyoprettelser på Mofibo og kan bruges helt frem til 31. juli 2019.

God fornøjelse med bogen, hvis du kaster dig ud i den 🙂

Skriv et svar