Mor-situationer hvor jeg lige tæller til 10

Jeg elsker min datter. Sådan virkelig meget knus-elsker, op til månen og tilbage igen, uendelig kærligheds-agtig kærlighed. Hun ér det aller bedste i hele verden! Når dét så er sagt, så er vi fandme ikke altid lige gode venner og ja, der findes øjeblikke, hvor jeg synes, at hun er røv-irriterende. Der findes øjeblikke, hvor hun er helt ude og polere mine aller yderste grænser, hvor hun leger med de sidste dråber af min tålmodighed.


I dag kommer der altså et indlæg, der er knap så rosenrødt og mor-sødt. Eller IG-venligt om man vil. Til gengæld er det pisse mor-ærligt, virkelighed og jeg tænker, at sådan ca. alle mødre kan genkende sig selv i det her skriv.

Let’s do it:

Puslebordet: Anna afskyr og hader absolut alt, hvad der foregår på puslebordet. Bleskift, tøj af, tøj på osv. Sådan har det ikke altid været, men det er kommet over den seneste tid. Hun vrider sig, spræller, sparker og skriger som en vanvittig. Altså en komplet vanvittig. Man skulle virkelig tro – udfra hendes opførsel – at vi er decideret ondskabsfulde ved hende. Det er vi naturligvis slet ikke. Faktisk vil vi ofte bare hjælpe hende af med en lorteble eller putte hende i nattøj eller whatever. Det er fuldstændig skaberi fra hendes side, for det er ovre i det splitsekund hun kommer væk fra bordet, hvor hun så sagtens kan være glad og smilende med det samme igen. T-Å-B-E-L-I-G-T, hvis du spørger mig. Men nok ikke usædvanligt. Jøsses, hvor jeg hader hvert et øjeblik vi skal bruge på det puslebord. Håber det er en fase, som hun bare skal igennem.

Når hun ikke vil spise: Anna er et lille myr og det der med mad har sgu bare altid været et følsomt emne her hjemme. Nok fordi hun altid har befundet sig lige på grænsen til den lidt for lille side sådan rent vægtmæssigt. Jeg kan næsten ikke være i mig selv af ren og skær frustration, når hun ikke vil spise. Ikke bare ved ét måltid, men ved flere efter hinanden. Det handler selvfølgelig om ren og skær bekymring fra min side og mine frustrationer nytter jo egentlig ikke en skid. Jeg kan jo ikke tvinge maden i hende, så jeg kan jo ikke gøre andet end at vente på, at hun vil spise igen. Og det sker jo altid før eller senere.

Når hun er skide pisse træt, men bare ikke vil sove: I det store hele er Anna god til at falde i søvn om aftenen på en måde, som er både god, tryg og rolig. Men så er der jo lige de der aftener. De der aftener, hvor hun er SÅ træt, men også SÅ meget modstander af at falde i søvn. Om jeg fatter det. Jeg fatter ikke, at hun gider kæmpe i mod. Så SOV DOG FOR HELVEDE barn. Jøsses. Når vi render ind i sådan en aften, er der ikke så meget andet at gøre, end at væbne sig med tålmodighed. Jeg kan stå læææænge ved hendes tremmeseng, hvor hun bare mosler rundt i sengen i kampen for at finde ro – eller i kampen for at kæmpe imod søvnen. Heller ikke i mine arme – som ellers er hendes absolut favorit sted i hele verden – vil hun overgive sig. Nogle gange er hun ked, andre gange er hun fuld af brok og andre gange er hun fjollet og pjattet. På den der skide trætte måde. Øv, hvor jeg hader, når jeg føler, at jeg bruger hele min aften på at få hende i seng.

Når hun finder det eneste i rummet, som hun ikke må: Vi er generelt ret gode til at fjerne ting i børnehøjde, som hun ikke må pille ved. Det løser jo i sig selv mange konflikter på forhånd. Men Anna har også en helt særlig evne til at finde liiiiiige præcis dét, som hun ikke må. Det hun ikke må pille ved, lege med, bide i eller smide med. Der følger naturligvis en reaktion uden lige, når vi siger “nej”, fjerner tingen, mens vi oftest tilbyder hende noget andet, som hun godt må lege med. En voldsom reaktion kan jeg godt love jer. Gerne noget med at smide sig ned på gulvet, slå med arme og ben i gulvet, mens hun skriger på det der vanvids-niveau.

Generelt når hun udfolder sit temperament: Anna har temperament. Ikke bare temperament, men skide pisse mega meget temperament. Det er ofte med skrigen, spark, slag og en voldsomhed af ganske særlig karakter, når der er noget, der ikke går efter hendes hoved. Uanset hvad fanden det så end er. Altså alt fra småting til større udfordringer. Shiiiiiiiiit. Hun giver os kamp til vores hår og det trækker fandme tænder ud ind i mellem. Vi kan stadig blive ret forskrækkede over, hvor meget temperament hun har og hvor vred hun kan blive over ingenting. Og ja, vi synes sgu også det er svært at håndtere det ind i mellem, for det kan virkelig være voldsomt. Men vi kan jo ikke gøre så meget andet, end selv at vise hende vejen frem ved at bevare roen i en kaotisk situation. Så det er det vi prøver på. Jeg kan godt tælle til ti mange gange inde i mig selv i sådan en situation. Men det også okay, hvis det er sådan jeg bedst kan bevare roen ud ad til overfor hende, for jeg tror virkelig på, at det er den bedste måde at håndtere det på.

Men jøsses, hvor gad jeg godt vide, hvem hun har det temperament fra?


Det var nogle af de situationer i hverdagen, hvor jeg godt kan være presset godt og grundigt på tålmodigheden i mor-rollen. Jeg synes fandme det er pisse træls, når situationerne står på, men jeg er også overbevist om, at ingen kommer igennem livet uden konflikter og modstand. Det kan hun vel ligeså godt lære fra start af? Jeg føler mig lidt “blottet” som mor, når jeg deler sådan noget som det her, men på den anden side ved jeg jo godt, at det nok er genkendeligt i de fleste hjem med små børn. Derfor er der ingen grund til at pakke det ind.

Smid gerne en kommentar, hvis du kan genkende nogle af ovenstående situationer. Måske har du gode råd til, hvordan man evt. kan komme udenom nogle af dem? Et skulderklap kan også gøre det 😉

Skriv et svar