Jeg tror jeg ville elske, at være kronprinsens ven

Indlægget indeholder reklame for Mofibo

Kender du kronprinsen? Altså ham Frede der? Nå, ej men det gør jeg faktisk heller ikke. Men jeg ved, hvem han er og hvad der venter ham i fremtiden. Kongetitlen, som han jo er født til at skulle bære en dag. Det må have givet ham en helvedes masse angstsved i årernes løb. Det forestiller jeg mig, fordi jeg personligt selv får angstsved og langt mindre ting. Nu er jeg så bare slet heller ikke ligeså pisse sej som ham jo.

Med ørerne har jeg læst bogen “Under Bjælken – Et portræt af Kronprins Frederik” af Jens Andersen. Bogen lokkede mine ører til, fordi jeg har en lille royalist i maven. Jeg synes sgu det er ret blæret, at vi har det der kongehus og jeg synes sgu, at de fleste af medlemmerne af kongeklubben repræsenterer vores lille danske land ret godt. Kronprins Frederik har nærmest altid været et af mine yndlings medlemmer. Han virker sgu bare som sådan en guttermand helt ind til hans kongelige rygmarv.

Jens Andersens biografi om Kronprins Frederik går under huden på hele Danmarks kommende konge og giver et nuanceret billede af mennesket bag den (angstsveds-provokerende) titel. Forfatteren skriver ikke dette portræt ud fra en ukritisk beundring af kongehuset, men forsøger at komme ind på selve mennesket Kronprins Frederik. Derfor lykkes det ham at danne et portræt af Kronprinsen som et moderne og reflekterende menneske. Et yderst respektfuldt portræt, hvis du spørger mig. Og opbygningen af selve bogen er simpelthen så fin og ligetil. Den følger en afgrænset tidsperiode sådan ret slavisk, hvor man gennem hele bogen på skift hører både Jens Andersen og Kronprinsen selv, men også andre af kongehusets medlemmer og nære venner får taletid i de situationer, hvor de selv optræder. Det giver bogen rigtig meget karakter og personlighed.

Kronprinsen fødes midt under ungdomsoprøret tilbage i 1968 og allerede kun et års tid efter kommer hans bror Prins Joachim til verden. Først og fremmest et klap på skulderen til Dronning Margrethe, for det kan jo ikke have været helt uden betydning for hendes krop – #godtdetikkeermig. De to små prinser opdrages som pseudotvillinger og går i helt ens tøj frem til gymnasietiden. De vokser op uden at se sådan særligt meget til deres forældre, som består af en super travl mor, der bliver dronning i en meget tidlig alder og en aristokratisk far, der bestemt er af den gamle skole, hvad angår opdragelsesprincipper. På godt og ondt bliver barnepigen, Else, en slags reservemor for de to drenge, hvor hun langt hen ad vejen lærer dem, hvordan man begår sig på livets vej.

Jeg blev selv særligt rørt af snakken om, hvordan han er vokset op med en vis distance til sine forældre. Hvordan de ikke spiste aftensmad sammen om aftenen eller hyggede i nattøj en søndag morgen. Personligt er det en opdragelsesform, der ligger fjernt fra mine egne værdier som mor og jeg kan sagtens forstå, at han selv har valgt at prioritere anderledes i sit voksne liv, da han selv blev far.

I bogen lægger Kronprinsen ikke skjul på, at det har været smadder svært at vokse op som en genert og indadvendt dreng, når der helt fra dag ét af, har været kæmpe stor opmærksomhed på ham. Han lægger dog heller ikke skjul på, at det overhovedet ikke kunne gå hurtigt nok med at flyve fra den kongelige rede, da han rundede 18 år. Gennem hele bogen er der særligt fokus på Kronprinsens glæde ved fysisk udfoldelse. Han opfatter ikke sig selv som værende sådan særligt intellektuel og forsøger heller ikke at være det. I stedet søger han fysiske udfordringer bla. da han tager den noget kun hårde, fysisk og psykisk krævende uddannelse til frømand. Desuden da han rejser med Siriuspatruljen og sætter sig for at løbe et marathon på et tidspunkt, hvor han ikke står i et særligt heldigt lys i de danske medier efter at have været involveret i noget spritkørsel.

En anden del af bogen der fangede mig meget, er beretningen om, hvordan han møder sit livs kærlighed, Mary og hvordan de to får et parforhold op at køre, mens de jagtes af journalister på både dansk og australsk jord. Du kan sikkert – præcis ligesom mig – huske det første kyssebillede af de to, der så dagens lys. Altså billedet med det helt vildt uskyldige “halvt på munden, halvt på kinden-kys”. Der ligger så meget mere bag den historie, end jeg overhovedet anede og jeg er vild med de detaljerede og personlige beretninger om netop denne tid fra både Kronprinsen og Mary selv, men også menneskerne omkring dem. En rigtig fin kærlighedshistorie.

Bogen – som er et fantastisk stykke skrevet håndværk – er kommet til efter halvandet års interviews med Kronprinsen, hans familie og de nærmeste venner. Faktisk blev bogen skudt i gang på bagsiden af en rulle julepapir og så tog den ellers fart derfra. Jens Andersen formår på bedste vis at tegne et portræt af et sårbart menneske, der om nogen er underlagt en helt speciel skæbne.

Jeg blev bestemt ikke mindre fan af Kronprins Frederik af at høre den her bog. Tværtimod. Og jeg kan absolut kun give bogen mine bedste anbefalinger. Så har du evt. en lille royalist i maven, så synes jeg da bare, at du skal kaste dig ud i den her bog.

Med koden LR2019 kan du lige nu få 30 dages gratis adgang til Mofibo ved at følge linket HER. Koden gælder for nyoprettelser og frem til 31. juli 2019. Så er der ingen undskyldning, hvis du også vil under huden på hele Danmarks kommende konge.

Rigtig god fornøjelse, hvis du kaster dig ud i bogen 🙂

Skriv et svar