Jeg er bange for at ønske mig flere børn

I dag er en af de dage, hvor det bliver ret personligt her på bloggen. Det er dog også den slags indlæg, som plejer at være i høj kurs hos jer. Jeg forstår det godt. Jeg er også vild med at læse de indlæg, der går tæt på og hvor der tales om noget af det, som mange måske synes er svært at tale om. Det som oftes ties væk.

Og måske fungerer indlægget i virkeligheden som en slags terapi for mig selv. Som en slags bearbejdning af nogle følelser, som jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal håndtere eller reagere på. Derfor prøver jeg sgu bare lige at starte med at skrive hele gøje’møjet ned.

Jeg er bange for at ønske mig flere børn. Simpelthen.

Noget af det jeg bliver spurgt hyppigst om, efter vi har fået verdens dejligste Anna er, hvornår vi skal have nummer to. Ikke OM, men HVORNÅR. Altså der ligger en antagelse fra mange om, at vi ønsker os en nummer to. Mit svar er en god blanding af følgende:

  • “Det ved vi ikke”
  • “Ikke endnu i hvert fald”
  • “Jeg tror ikke vi skal have flere børn”
  • “Det tager vi en snak om, når Anna er lidt større”
  • “Min mand vil ikke have flere børn”
  • “Det er jeg slet ikke klar til lige nu”

Men i virkeligheden er der så mange flere tanker og svarmuligheder til netop spørgsmålet om, hvornår vi skal have nummer to. Der ligger virkelig mange følelser bag. Og frustrationer også. I virkeligheden kommer det jo så slet ikke umiddelbart andre end Jonas og mig selv ved.


Hånden på hjertet så JA, jeg ér virkelig bange for at ønske mig flere børn. Det var ikke bare en unødvendigt dramatisk overskrift. Jeg er bange af flere årsager og ja, I får dem sgu her:

Jeg er bange for:

At det ikke kan lykkes at blive gravid igen: Uanset hvordan man vender og drejer det og på trods af, at jeg har fået et barn, så ér min krop bare ikke skabt til at blive gravid. Det er fakta, at der er udfordrende for mig og det er fakta, at vi er nødsaget til at søge en eller anden form for hjælp igen, hvis jeg skal blive gravid igen. Min PCOS og endometriose er nemlig ikke gået i dvale efter jeg har fået Anna – tværtimod. Og selvom jeg føler mig ung, så gør min alder det ikke spor lettere for mig med tiden. Tænk at have et brændende ønske om at blive gravid og så ikke lykkedes med det? Jeg har jo været der, så jeg kender godt følelsen. Det tror jeg ikke, at jeg kan klare igen.

At miste i graviditeten: Jeg synes jeg ser og hører om det overalt. Kvinder der aborterer enten tidligt eller sent i graviditeten. Kvinder der må føde dødfødte spædbørn smadder tæt på termin efter en ellers fin og helt normal graviditet. PCOS og endometriose er begge tilstande, der kan vanskeliggøre det at holde på en graviditet. Jeg begyndte selv spontant at bløde kraftigt halvvejs i min graviditet med Anna og ja, jeg troede på det tidspunkt, at vi ville miste hende. Gode læger fik mig undersøgt uden at finde en egentlig årsag og kunne kun konstatere, at så kraftige blødninger ikke er en god ting i en graviditet. Derfor blev jeg også omgående sygemeldt og smidt hjem på sofaen i sin tid. Jeg aner ikke, om vi var tæt på at miste hende eller ej. Jeg ved bare, at jeg har mærket skrækken og med det jeg ved omkring aborter i forhold til PCOS og endometriose nu, så føler jeg mig fandme vanvittig heldig med, at min pige er hos os i dag.

At være gravid som jeg var det sidste gang: Jeg havde ikke en særlig rar graviditet. Foruden at mærke liv fra hende, så nød jeg sådan ca. 0 procent af det at være gravid. Jeg blev 40 kilo tungere og kom op og veje over 100 kilo til sidst i min graviditet. Det er fandeme meget, når man kun er halvanden meter høj. Jeg fik så meget væske i kroppen, at alt bare gjorde pisse ondt. Jeg kunne næsten ikke gå i 3. og sidste trimester, jeg kunne ikke sove og kunne generelt ikke holde ud at være i min egen krop. Jeg var SÅ tung! Foruden det sluttede jeg jo af med svangerskabsforgiftning og blev egentlig ret syg af det. Jeg ville hade at gå gennem sådan en graviditet igen.

De permanente aftryk på min krop: I forlængelse af ovenstående skriv om min graviditet, så bør det nævnes, at man ikke nødvendigvis kommer ud af sådan en graviditet uden at det kan mærkes på kroppen længe efter. Jeg kan stadig mærke min graviditet tydeligt. I hvert fald følgerne af den. Jeg bøvler med at komme ned i vægt og så har den massive vægtøgning givet mig ledsmerter, som nok kommer til at blive den del af mig fremadrettet også. Det er særligt ledsmerter i mine ben og fødder. Skulle jeg tage ligeså meget på i en mulig anden graviditet, jamen så tør jeg næsten ikke tænke på de aftryk, som det ville sætte på min krop. Jeg tænker ikke, at det gør noget som helst bedre – tværtimod. Jeg ville helt sikkert frygte, at ikke at kunne bruge min krop på det aktive niveau, som jeg gerne vil, hvis jeg fik samme skader oveni. Jeg har naturligvis drøftet det med min læge, som ikke lægger skjul på, at min fysik bør være i mine overvejelser i forhold til at tage en beslutning om at få et barn mere. Det er altså også tankevækkende, synes jeg. Jeg er jo for pokker da kun 29 år.

Ikke at kunne være den mor, som jeg rigtig gerne vil være: Mine målsætninger som mor er ganske klare. Jeg véd hvilken mor, jeg bestræber mig på at være. Jeg er helt klar på, hvad mine værdier er og de er ikke til at rykke ved. Det er noget af det, som jeg i mit liv har gjort mig allerflest overvejelser om og jeg tager mange bevidste valg i min rolle som mor. Jeg kunne skrive side op og side ned om det emne alene, men i helt korte og meget grove træk, så handler det om at være nærværende overfor Anna. Nærværende og imødekommende. Og en mor, der har overskud. Jeg bestræber mig hver dag på, at være den her mor og jeg synes jeg lykkes pisse godt med det. Jeg er ikke fejlfri, men det skal jeg heller ikke være. Jeg gør bare mit allerbedste. Jeg har også erfaret, hvad der bl.a. hjælper mig til at være den mor, som jeg gerne vil være. Det gør frihed. Altså tiden til at være mig selv lidt også. Jeg kan helt ærligt mærke, at det spiller en altafgørende rolle i min stræben efter, at være den mor, som jeg gerne vil være. Og vi ved jo alle sammen godt, at der ikke kommer mere frihed, jo flere børn man får. Det er matematik, som selv jeg forstår. Helt ærligt så kunne jeg godt frygte, ikke at evne at være den mor, som jeg gerne vil være, hvis jeg får mere end ét barn at se til. Jeg siger ikke, at man ikke kan være en god mor til flere børn. Det kan jeg jo se, at rigtig mange mødre er. Jeg kender jo selvfølgelig bare mig selv bedst og jeg ved, at jeg hellere vil være den bedst mulige mor for én, end ikke at kunne leve op til mine egne forventninger i mor-rollen, hvis jeg er mor til to eller flere børn. Det er måske en frygt, som blot bunder i, at jeg slet ikke ser tiden eller overskuddet til flere børn lige nu. Anna er slet ikke klar til at blive storesøster. Måske vil jeg tænke anderledes, når hun er ældre og kræver mig på en helt anden måde, end hun gør nu. Hvem ved?

At få den samme start igen: Jeg havde ikke en picture-perfect start på livet som mor til Anna. Alting var langt fra idyl og jeg satte virkelig tvivl ved mine egne evner som mor op til flere gange. Det startede med verdens værste hospitalsindlæggelse, som helt ærligt ødelagde min start på livet som mor. Jeg blev fuldstændigt ødelagt i mit eget sind af det personale, som ellers skulle forestille at passe på mig, guide mig og hjælpe mig. Den hospitalsindlæggelse førte til, hvad jeg i dag tror, godt kunne kategoriseres som en fødselsdepression. Jeg er skræmt over, hvor jeg var i mit sind den gang. Skræmt over de tanker, som jeg kunne tænke. I dag er jeg helt sikkert kommet ud på den rette side igen og når jeg tænker over det, så ved jeg jo godt, at det ikke ville blive det samme næste gang. For det første ville jeg aldrig lade mig indlægge på samme afdeling igen og for det andet ved jeg jo nu, at jeg ér en god mor. At jeg sagtens kan. Men den gang føltes det så endeløst, at det stadig sidder i mig, når jeg tænker tilbage på livet om nybagt mor. Det var fandme ikke sjovt.

At Jonas skrider: Ej, det her punkt er sgu lidt fjollet, men alligevel relevant for den her snak om at ønske sig flere børn. Jonas vil nemlig ikke have flere børn. Helt fra start af, altså allerede før vi vidste, at jeg har svært ved at blive gravid, har Jonas sagt, at han skulle have ét barn og ikke flere end den ene. Det har han altid været meget klar i mælet om, så jeg kan ikke komme og sige nu, at det kunne han helt ærligt godt have sagt. Jeg vidste sgu godt, hvad jeg gik ind til, hvis jeg skulle lave en familie med ham. Og jeg respekterer ham virkelig for at være så klar og tydelig omkring det, for vi har sgu oplevet, at det er lidt tabu, at tage et bevidst valg om at ens barn skal være enebarn. Næsten som om nogen mener, at det burde være forbudt. Men egentlig har Jonas bare pisse meget selvindsigt. Han siger selv, at han helt sikkert vil være den bedst mulige far, hvis vi “bare” er os tre. Ham, mig selv og Anna. Jeg synes det er flot, at han er så bevidst om sig selv og sine far-evner på den måde og at han tør sige det højt også. Om han nogensinde ændrer mening, vil kun tiden vise. Jeg tror det dog ikke lige umiddelbart. Så hvor ville det bare være pisse nederen, hvis jeg så pludselig brændende ønsker mig barn nummer to. Hvem fanden skulle jeg så få det barn med? 😉


Det er nogle af de tanker, der kommer op i mig, hvis jeg nærmer mig at tænke på, at få flere børn. Jeg synes selv, at jeg har mange “hurtler” at skulle overkomme i forhold til bare at turde at ønske mig et barn mere. Hvis jeg ikke havde problemer med at blive gravid og måske var sådan en, der kunne nøjes med, bare at blive gravid på maven i stedet for over hele kroppen med max overbelastning, jamen så var jeg allerede der mere tilbøjelig til at se en fremtid mere flere børn. Jeg føler mig bare udfordret på nogle områder allerede fra starten af og det er udfordringer, som tydeligvis skræmmer mig. Egentlig er jeg mest tilbøjelig til, at tænke at det letteste helt klart ville være, at nyde livet som det er nu. At nyde at det vi har nu – den familie Jonas og jeg har skabt sammen – er helt perfekt, som den er nu. Vi trives, har det godt og glæder os til resten af livet sammen. Vi ved hvad vi har, men vi ved ikke, hvad der evt. ville vente os i ønsket om et barn mere.

Desuden kan jeg ikke slippe følelsen af, at Anna bare er vores mirakel. Hun er det barn, som vi ikke kunne få, men bare skulle have alligevel. Det føles ærligt talt som om, at nogen holdte hånden over os og særligt over hende. Måske lyder det fjollet, men det er sådan jeg ser på det.

Kan du genkende ovenstående eller synes du, at jeg er helt gakkelak, så smid endelig en kommentar. Jeg ville elske at læse jeres input 🙂

2 comments / Add your comment below

  1. Stærkt og spændende indlæg! 😊

    Jeg går selv med nogle af de samme tanker (nogle af dem, for modsat jer, så er vi 100% sikre og enige om at vi skal have et par børn mere om nogle år (hvis vi da kan)) – jeg går nemlig allerede nu og frygter fertilitetsmøllen, er så bange for jeg ikke kan blive gravid igen, bange for at miste osv.

    Super indlæg med interessante tanker..

    1. Taaak! Det var faktisk ret svært at skrive.

      Ja, du må bestemt kunne genkende nogle af tankerne. Det er altså bare ikke fedt at gå og vide, at man skal alt det pis igennem igen. Selvfølgelig er hvert et barn hele møllen værd, men det er sgu stadig en hård proces!
      Jeg håber at fertilitetsmøllen er sødere ved jer næste gang <3

Skriv et svar