Lidt om sorg

Anna på besøg hos bedstefar

“Jeg plejede at tro på for evigt, men for evigt er for godt til at være sandt” – Citat: Peter Plys.

Snakken om sorg i dag kommer sådan lidt ud af det blå faktisk. Ikke at sorgen – min sorg – er kommet ud af det blå, for det er den ikke. Den er der hele tiden, men fylder nogen dage mere end andre dage. Det er op og ned præcis som så meget andet her i livet.


Snakken om sorg udspringer af en helt vidunderlig tankevækkende podcast, som jeg netop har slugt alle afsnit af på ganske få dage. Normalt kommer mine podcastanbefalinger i et lille skriv typisk sammen med mine weekendplaner, men den her podcast skal have et helt andet og mere detaljeret skriv.

Det drejer sig om podcasten “Jeg plejede at tro på for evigt”.

Podcasten er skabt i samarbejde med Landsforeningen Liv&Død. Den baserer sig på fortællinger om det at miste og savne, men også om sorgen og minderitualer. Podcasten bygger på en række afsnit, der er rørerende, svære og helt vildt smukke historier på samme tid. Historier fortalt af mennesker, som har mistet en, som de var tæt på. Det er både om pludselige dødsfald, men også ventede. Og så handler det om både børn og voksne, der har mistet livet. Der tales om dødsfaldene, de afdøde, sorgprocessen der følger med og om, hvorfor det er så svært for de fleste at tale om døden, selv når den er helt tæt på.

Værterne på podcasten er Julie Schelhart og Pernille Strøm Øster, der har mistet hhv. en lillebror til en frygtelig ulykke efter en gymnasiefest og en mor til en pludselig aneurisme. I hvert afsnit mødes de to med en tredje gæst, som fortæller om at have mistet en af sine nærmeste.

Jeg kan ikke sige det nok: Den her podcast er virkelig et lyt værd for alle. Om du har mistet en tæt på dig eller ej.


Jeg har også mistet en tæt på mig

Jeg har nævnt det her på bloggen i ny og næ, men det er nu ikke det, som jeg taler mest om.

For lidt mere end 8 år siden måtte jeg tage afsked med min far. Det var urimeligt tidligt, hvis du spørger mig og jeg tror ikke, at mange vil være uenige i det. Min far døde d. 12. april 2011 – små 3 uger efter hans egen 51 års fødselsdag og 3 dage efter min 21 års fødselsdag.

Jeg kunne skrive side og side ned om min fars død og det har jeg gjort utallige gange i dagbøger, som et led i min egen sorgproces. Jeg vil derfor prøve at gøre en lang historie kort i det her indlæg.

I efteråret 2010 bliver min far stille og roligt mere svækket. Vægten daler og han har ondt i maven. Jeg husker at han går til lægen forgæves flere gange og får at vide, at man intet kan gøre. Ikke at ret meget er forsøgt på det tidspunkt.

Uden at ane en skid om alvoren i situationen, flyttede jeg til Køge på sjælland d. 1. december 2010 for at slå pjalterne sammen med Jonas. Det var faktisk min far, der kørte mig derover i sin bil, der var fuldt pakket. Det var en bekymret far, der kørte mig den dag. En bekymret far, der synes at hans lille pige flyttede langt væk. Han ville gerne råde, udtrykke sin bekymring, men samtidig ikke stå i vejen for, at jeg skulle leve mit liv og prøve det af, som jeg gerne ville. Jeg ville bo med Jonas og så havde jeg dengang et reelt ønske om at komme væk og starte forfra et helt nyt sted. Han lagde heller ikke skjul på, at han troede, at jeg nok skulle vende hjem en skønne dag. Og han fik ret sidenhen.

Dagen d. 1. december 2010 hvor jeg flyttede, er sidenhen blevet den allerstørste fejltagelse og fortrydelse i mit liv. Havde jeg ikke gjort det, havde jeg ikke kæmpet med de indre dæmoner, som jeg kæmper med i dag. Til dato er det stadig det, jeg fortryder allermest i mit liv og ønsker allermest, at jeg kunne få lov at gøre om. Bare tanken giver mig ondt i maven.

Da jeg så min far 23 dage senere – altså lille juleaften i 2010 – kunne jeg godt se, at den var helt gal. Vægttabet havde for alvor taget fat og han var træt. Meget træt. Julen var speciel det år, for vi alle kunne mærke, at noget ikke var, som det skulle være med ham. Men fortsat vidste ingen noget som helst.

Det går dog stærkt derfra og detaljerne vil jeg spare jer for. Der er simpelthen alt for mange. I februar 2011 får min får konstateret kræft i bugspytkirtlen og det er med spredning til andre organer. Kræft i bugspytkirtlen er en led fucking satan – det er kræft jo for fanden altid – men den her form for kræft går stærkt og kan være svær at opdage. Ofte opdages den først, når det ér for sent. Det var desværre tilfældet for min far også. Men selvom jeg helst ikke vil tænke tanken til ende, så er der omstændigheder i min fars sygdomsforløb, der gør, at man ikke kan lade være med at tænke: “Hvad nu hvis de bare havde …. ? Kunne det have givet et andet udfald?”. Det er et svar der for evigt vil blive i det uvisse.

Min far fik en udsigt på et år.

Blot omkring 7 uger efter fik jeg et opkald midt om natten fra min søster om, at jeg skulle komme hjem straks. Selvfølgelig kom det opkald på en af de dage, hvor jeg ikke allerede var hjemme, som jeg ellers var hvér weekend i meget lang tid. Det kom blot 1,5 døgn efter, at jeg havde sagt farvel til min far i lufthavnen for at flyve hjem. Jeg husker at alt ved den flyvetur føltes forkert, og jeg ville mest bare gerne af igen og hjem til min far. Det dummeste tidspunkt ikke at lytte til min mavefornemmelse.

Sammen med Jonas ankommer jeg til Aalborg Sygehus ved middagstid. Det var verdens længste togtur, for jeg anede ikke, hvad jeg ville komme frem til. Jeg vidste bare, at min far blev akut opereret den formiddag. Og den operation kendte ingen udfaldet af på forhånd.

Jeg ankommer til en opvågningsstue, hvor min far ganske vist er i live, men jeg ser ham desværre aldrig vågen igen. Han sover stille, fredfyldt og smertedækket ind ca. tre timer senere – omringet af os alle sammen. Heldigvis. Når det nu skulle være.

Dernæst fulgte en kaotisk uges tid, hvor alt skulle ordnes her og nu. Min fars hus, vigtige ting skulle findes, folk skulle have besked: Hans arbejde, banken og ikke mindst venner. Og så var der hans hund. Begravelsen skulle planlægges og ikke mindst udføres. Jeg husker det som en uge, hvor jeg selv slukkede ned følelsesmæssigt og blot samarbejdede med min søster på autopilot. Det var tidligt i livet, at skulle gøre sådan nogle ting. Vi var kun hhv. 21 og 24 år. Alt for unge.


Årerne derefter

Og pludselig er der gået 8 år, men ind i mellem føles det ikke som om, at han ikke har været væk så længe. En konsekvens af min fars død blev, at jeg fandme skulle hjem til Nordjylland igen. Hjem til min søster og mor. Om det så kostede mit forhold til Jonas. Det gjorde det heldigvis ikke, for han fulgte jo med.

Jeg har selvfølgelig savnet og manglet min far rigtig meget i årerne efter. Jeg har savnet at have en far. Den sparringspartner han var gennem livet. Den man altid kunne gå til. Den beskyttende rolle han havde. Han mangler altid, men han manglede særligt, da jeg blev udlært og fik en uddannelse i hus. Da jeg giftede mig med Jonas. Da jeg pludselig stod med en ny diagnose og sygdom tæt inde på livet. Da jeg kæmpede en brav kamp for at blive mor. Da jeg blev gravid med hans tredje barnebarn. Da vi købte vores hus. Da jeg blev mor. Han har ikke været der til alle de store ting i mit voksne liv og hans fravær har skinnet, som var det malet i alverdens grimmeste neonfarver.

Jeg har aldrig haft svært ved at tale om det uanset, hvem jeg har stået overfor. Jeg har dog heller ikke bragt det unødvendigt på bane. Hvis nogen i dag spørger mig, hvornår min far døde og jeg skal sige, at det er 8 år siden, så gør det helt ondt i maven på mig. Jeg er så bange for, at nogen vil tænke: “Jamen så har hun det nok helt fint med det nu” eller: “Så er hun nok ikke så ked af det mere”. Derfor følger sætningen også ofte: “Men ind i mellem føles det stadig som om, at det lige er sket”. For jeg er sgu stadig ked af det. Jeg kan stadig græde. Men det er da klart, at livet er gået videre. Det skulle det jo. Og et nyt liv er skabt i vores familie, hvor han selvfølgelig ikke fysisk er en del af det. Men vi er fucking gode til at mindes ham, hvis jeg selv skal sige det. Med faste ritualer som hotdogs til hans fødselsdag og når vi hvert år til jul pynter kranse til hans gravsted. Ting som også vores børn er med til. Hans børnebørn som han aldrig har mødt. De har uden tvivl mistet verdens bedste bedstefar, før de overhovedet fik lov til at få ham. Eller før han fik lov til at få dem. Det er fandme synd! – Det mest mærkelige er sgu, at jeg aldrig får et billede af, at min far bliver gammel. Jeg vil altid huske ham, som han så ud som 51 årig. Eller egentlig 50 årig, da jeg bedst husker ham, fra før han blev syg. Det synes jeg fandme er underligt. Og urimeligt, ikke mindst. Og ind i mellem er mindet om han stadig SÅ stærkt, at jeg helt spontant kan komme til at tænke: “Mon far har lyst til at komme til kaffe i dag?”. Det gad han sikkert pisse gerne, men det kommer jo desværre ikke til at ske igen.


I dag er livet rigtig godt, men man bliver aldrig den samme efter at have været det igennem. Hans alt for tidlige død har betydet en stor del for, hvordan jeg prioriterer i dag. Hvordan jeg anskuer livet og hvilke værdier jeg lader skinne igennem i min egen hverdag. Jeg kan takke min far (og hans alt for tidlige død?) for mange ting.

I podcasten “Jeg plejede at tro på for evigt” slutter hver episode med, at en gæst har taget en sang med, som på en eller anden måde har en betydning i forhold til det menneske, som de har mistet. Jeg vil derfor slutte mit blogindlæg af med at gøre præcis det samme. Jeg kan selvfølgelig ikke spille den for jer, men jeg kan skrive teksten ned.

Det er sangen “I’ll stand by you” af The Pretenders. Ca. 6-7 måneder efter min fars død, fandt jeg mig selv i en krise over, at han ikke var her mere. Det var en stor nedtur og jeg var helt nede med flaget i længere tid. Gik bare hjemme og kunne ingenting. En dag i den periode vågnede jeg fra en lur efter at have drømt, at min far bad mig om at lytte til sangen. Siden da har den altid mindet mig om ham og jeg hører den tit.

Oh, why you look so sad, the tears are in your eyes,
Come on and come to me now, and don’t be ashamed to cry,
Let me see you through, ’cause I’ve seen the dark side too.
When the night falls on you, you don’t know what to do,
Nothing you confess could make me love you less

I’ll stand by you,
I’ll stand by you, won’t let nobody hurt you,
I’ll stand by you

So if you’re mad, get mad, don’t hold it all inside,
Come on and talk to me now.
Hey there, what you got to hide?
I get angry too, well, I’m alive like you.
When you’re standing at the cross roads,
And don’t know which path to choose,
Let me come along, ’cause even if you’re wrong

I’ll stand by you,
I’ll stand by you, won’t let nobody hurt you,
I’ll stand by you.
Baby, even to your darkest hour, and I’ll never desert you,
I’ll stand by you.
And when, when the night falls on you baby,
You’re feeling all alone, you’re wandering on your own,
I’ll stand by you.

I’ll stand by you, won’t let nobody hurt you,
I’ll stand by you, baby even to your darkest hour,
And I’ll never desert you,
I’ll stand by you,

I’ll stand by you.
I’ll stand by you, won’t let nobody hurt you,
I’ll stand by you, baby even to your darkest hour,
And I’ll never desert you
I’ll stand by you


Lyt endelig til podcasten og vær med til at nedbryde tabuet om at tale om døden. Og berøringsangsten. Det skal være okay, at man er ked af det. Det skal være okay at tale om det, hvis man har lyst til det. Eller lade være, hvis man ikke har lyst. Sorg er forskelligt fra person til person og ingens sorg er forkert, for stor, for lille eller for mærkelig.

Tak fordi I læste med. Det var et svært emne i dag <3

3 comments / Add your comment below

  1. Puh, det gjorde ondt i hjertet at læse 🙁

    Det er aldrig skægt at miste, vi sagde selv farvel til et familiemedlem
    i torsdags som også kom herfra alt for tidligt :'(

    Kan slet ikke sætte mig ind i hvordan det må være at miste en forældre. Føler virkelig med dig og sender dig kærlige tanker <3

  2. Smuk og levende beretning om din far og om at miste Lea❤️
    Er slet ikke i tvivl om at Ole ville have været verdens bedste bedstefar og ville have nydt hvert sekund med børnebørnene ❤️

Skriv et svar