Når træningstøjet bare er ski’e flot og smart

Når træningstøjet bare er ski’e flot og smart

* Dette indlæg er sponsoreret af Hunkemøller.  

Jeg er stadig i gang med kampen mod de 24 tunge slaskede kilo. Vægten har været i dvale den seneste måneds tid og det udfordrer virkelig min motivation og tålmodighed. Suk! Men der er vel ikke så meget andet at gøre, end at holde fokus og huske på, at det trods alt ikke er 24 kilo det drejer sig om mere. Nu er det 18 komma et-eller-andet. Så det er da bedre end udgangspunktet. Trods alt. Den anden dag sagde min søde nabo: “Hold nu kæft, du har da tabt dig!”. Det er ikke helt så rigtigt. Eller i hvert fald ikke så meget, som hun troede. Men det var da meget sødt og jeg blev lidt glad 🙂

Jeg lunter rundt i træningstøj næsten hver evig eneste dag. Det er praktisk med de mange gåture, jeg går dagligt og så er det mere “fleksibelt” end så meget andet tøj. Jeg har i hvert fald svært ved at tumle rundt på gulvet med lille’pigen i cowboybukser. De strammer fandme for meget. Ja, så ved I da det. De kan i øvrigt heller ikke lukkes lige nu. Sådan! kortene på bordet.

Men nu er der lige noget, som jeg lige skal have det helt på det rene: Hvor mange af jer vidste, at Hunkemøller er mere end lækkert undertøj og nattøj? Jeg anede det altså ikke, før jeg så fandt ud af det. Og godt det skete. For Hunkemøller har altså noget virkelig lækkert træningstøj og det har jeg haft muligheden for at teste noget af i samarbejde med Momster Test.

Jeg har testet:

HKMX Dot Mesh sportsleggins
HKMX løbe t-shirt med korte ærmer
Min primære motion i det daglige består jo af gåture med en sovende lille’pige. Så det er i den sammenhæng, jeg har testet tøjet. Nogle gange er hun mere en skrigende pige, mens hun ligger der i barnevognen, så det er lige før jeg godt tør sige, at tøjet er testet til løb også 😉
Momster, som jo er det fede kvinde-mor-power univers, hvor min blog har hjemme, har deres helt egen testside. Den hedder Momster Test. Her har forskellige skønne kvinder og mødre testet af hav af produkter. Det er altså et ret fedt sted, at søge inspiration. Tip til jer, selv tak! 🙂
Passer træningstøjet på min æbleformede krop? Pakker det “mave-mor-dellen” ind? Og hvad med åbningen i t-shirtens ryg? Står tøjet distancen, når man har et barn der gylper som et vandfald på overarbejde? Er det pengene værd? Find ud af det på Momsters testside Momster Test, inden ret længe.
Jeg tør dog godt indrømme, at jeg har været mere end begejstret for både træningsbukserne og t-shirten. Særligt må jeg fremhæve bukserne, som jeg synes er smadder flotte også.
Står du og mangler nyt lækkert træningstøj, så hold da lige øje med min instagram @leahrundblad – Jeg er nemlig den flinke type, der lige tipper, når anmeldelsen er klar. Selv tak 😉

Sådan hjælper lille’pigen mig med at tabe de tunge slaskede kilo

Sådan hjælper lille’pigen mig med at tabe de tunge slaskede kilo

Jeg er stadig i gang med det her større vægttab. Det startede med 24 kilo og så hed det 19 komma-et-eller-andet kilo. Og status lige nu er, at det hedder 18 komma-et-eller-andet kilo. En smule er der altså sket de seneste 3 ugers tid, men ikke helt så meget. Og det er på trods af, at jeg gik så mega mange lange ture i august måned, at jeg sled hul på et par af mine bukser. 271.5 km er altså ret meget.

Min udfordring er helt sikkert at holde et stabilt blodsukker hele dagen i gennem. Som følge af PCOS har jeg konstant rod i mit blodsukker, hvilket skaber helt vildt meget ubalance i min krop. Hovedpine, kvalme, sukkertrang, you name it. Jeg har det ret ofte i løbet af en helt almindelig dag. Om en lille måneds tid skal jeg til lægen igen. Her forventer jeg at blive henvist videre til sygehuset, så jeg kan få den rette hjælp. Det glæder jeg mig til!

Men indtil da knokler jeg videre på egen hånd. Heldigvis har jeg min glade lille hjælper og ja, jeg hentyder til min dejlige datter. Hun har en kæmpe rolle i det her vægttab. Ikke at hun fatter så meget af det.

Hun hjælper mig ved:

At sove godt i sin barnevogn, så jeg kan gå en masse lange ture. Vi går tur om formiddagen og ind i mellem om eftermiddagen også. 

Hun sover middagslur i viklen på mig. Gerne 2-3 timer. I dette tidsrum kan jeg ikke spise noget, da hun så vågner. Jeg sørger selvfølgelig for, at have fået frokost inden hun ender i viklen, så jeg ikke sidder og er mega sulten og får mere rod i blodsukkeret. 

Nu vi snakker om viklen. Lige når hun er sat i den og inden hun falder i søvn, tager vi gerne nogle ture op og ned af trappen. Lille’pigen vejer omkring 6,7 kilo nu, så det giver da noget ekstra vægt, når jeg skal op og ned. Det får min puls rigtig godt op og lille’pigen har det for grineren over det. 

Og nu vi snakker om trappen. Lille’pigen går i seng ved 19 tiden om aftenen. Hun bliver puttet i soveværelset på 1. sal, mens Jonas og jeg så kan have det for fedt uden barn nede i stuen. Lille’pigen er glad for sin sut, men hun er også god til at komme til at spytte den ud. Så piver hun lidt og det opfanger babyalarmen. Nogle gange snakker hun i søvne og det opfanger babyalarmen. Nogle gange snorker hun og det opfanger babyalarmen også. Og jeg tager gerne turen op og ned af trappen hver gang. Så det bliver til nogle trin i løbet af sådan en aften.  

Hun ruller rundt på sit legetæppe, men giver pænt besked når hun er rullet ud på gulvet. Da vil hun gerne, at jeg flytter hende ind på tæppet igen. Det giver en masse renden frem og tilbage, bukke sig ned, løfte baby og op igen. Ikke noget med at mor skal sidde stille. Tak min skat. 

Tumleri og leg med lille’pigen giver masser af bevægelse. Vi har mange lege, som vi leger hver dag og vi sidder sjældent helt stille ret længe ad gangen. 

Styrkestræning med baby som redskab. Jo, jo. Jeg er så småt kommet i gang med at lave nogle øvelser, der styrker kroppen. Det er  i meget små bidder, da jeg stadig døjer en del med ledsmerter. Men det gode er, at til de få øvelser jeg kan lave, kan lille’pigen hjælpe mig og samtidig gør vi det til en leg. 

Sidste og nok den mest vigtige ting hun hjælper med er at minde mig om, at det skide vægttab så heller ikke er det vigtigste i hele verden. Og at det ikke skal fylde hele min hverdag. At det ikke skal påvirke min opfattelse af mig selv. Hun er nemlig fuldstændig vild med sin mor og hun ser slet ikke alle de ting på min krop, som jeg ser. Hun er egentlig bare glad for, at der er nogle gode brede hofter at sidde på og en god barm og en slasket mave at putte på. Det er nok meget sundt, at det er hende jeg bruger alt min tid med 😉 

 

Fik du læst mine tanker omkring vuggestue eller dagpleje? 

Vægt-politiet har været efter mig

Vægt-politiet har været efter mig

Vi kender jo alle til mor-politiet. Det er dem med de lange krogede pegefingre. Det er før sket, at jeg er blevet hapset af mor-politiet og heldigvis er jeg tilpas pisse ligeglad med det. Men så opdagede jeg, at det der politi kommer i mange forskellige afskygninger. Jeg begyndte nemlig at dele ud af min kamp mod de 24 tunge slaskede kilo. Altså mine 24 tunge slaskede kilo. Ikke andres. Mine. Nå, men det gør jeg så åbenbart heeeeelt forkert og hvor er det da så bare heldigt, at nogen vil fortælle mig det. Med deres lange krogede pegefinger.

For jeg vidste jo slet ikke, at det er dybt forkert af mig og nærmest næsten kriminelt, at jeg deler med jer, at der er et specifikt antal kilo, som jeg gerne vil tabe. Altså at jeg har et mål om et specifikt tal på vægten. Hvor kunne jeg dog gøre det? Skam dig, Leah. Skam dig! – Og gå så ind på dit værelse!

Altså.. Jeg ved faktisk ikke en gang, hvordan jeg skal starte det, som jeg gerne vil sige med det her indlæg. Men jeg kan jo starte med den klassiske: “Tag lige og klap hesten en gang”. Eller “Flet næbbet”. Eller: “Luk ædespalten”. I kan vel selv komme på flere. Jeg tror I ved, hvor jeg vil hen.

Vægt-politiet (som jeg har valgt at kalde dem i mangel på bedre) mener åbenbart, at det er forkert af mig, at gå så meget op i den vægt, som jeg åbenbart udtrykker, at jeg gør. Det er blevet udtrykt, at jeg bør smide min badevægt ud og ikke hænge mig så meget i tallet. Det er ikke sundt for mig. Det er blevet udtrykt, at jeg sender et forkert signal til de unge piger (jeg er ikke sikker på, hvor mange læsere jeg har af de helt unge piger, men jeg gætter på, at det ikk’ er særligt mange). Det er blevet udtrykt, at min mentale tilgang til det her vægttab, ikke er sund. Det er også blevet udtrykt, og den her er nok den groveste, at jeg kommer til at have en negativ indflydelse på min datter i fremtiden. Hun vil angiveligt, som følge af mit nuværende vægttab, få et forskruet syn på egen krop og en usund tilgang til mad. Nå, jeg kunne faktisk fortsætte med det her lidt endnu, men det er så kedeligt, hvis man kun skal læse alt det, der er en smule røv sygt.

Men jeg er tilfældigvis ikke en kvinde af få ord, så lad os endelig snakke lidt om det, ikke? Det kunne have været hyggeligt over en kop kaffe, men jeg vil ikke have så mange krogede pegefingre i min stue. Og så drikker jeg ikke kaffe.

Nå. Hvordan det er blevet til, at jeg skal tabe 24 tunge slaskede kilo, kan du læse om lige HER, hvis du ikke allerede ved det.

Jeg er udemærket godt klar over, at vi lige nu befinder os i en tid, hvor det handler meget (rigtig meget) om, at acceptere sig selv og hinanden præcis, som vi nu er. Det er okay at være overvægtig. Det er også okay ikke at være det. Det er okay at kunne lide mænd eller kvinder uanset, hvilket køn man selv er. Det er okay at tage en høj uddannelse og det er også okay, ikke at gøre det. Det er okay, at have en særlig personlig stil og det er også okay, hvis man bare gerne vil ligne de andre. Hey venner, jeg er helt med jer. Vi er helt på samme side her og jeg synes det er vigtigt, at det med accepten af os selv og andre fortsætter. Det er fandme god stil!

MEN! Man skal vel heller ikke acceptere sig selv eller dele af sig selv, hvis man dybest set virkelig ikke er tilfreds? Jeg kunne arbejde nok så meget med at acceptere de 24 tunge slaskede kilo. Jeg kunne endda omfavne dem, kæle for dem, vise dem frem i en smadder flot garderobe. Stoppe med at bekæmpe dem. Leve med dem og beholde dem til evig tid. Men det har jeg faktisk pisse meget lidt lyst til.

Jeg er egentlig et meget lykkeligt menneske. Jeg har ret mange ting at være lykkelig over og det værdsætter jeg rigtig højt. Jeg jagter ikke lykke med det her vægttab, for det har jeg masser af. Jeg ønsker at tabe de 24 tunge slaskede kilo, fordi de simpelthen ikke er mig. De afspejler ikke mig. De afspejler ikke den måde jeg lever på. De afspejler til gengæld rigtig meget den PCOS, som jeg ikke kan gøre for, at jeg har. De er nemlig kommet pga den. Altså pga den insulinresistens, der følger med PCOS. Jeg bliver ikke et bedre menneske, når jeg har tabt dem. Jeg vil nemlig allerede mene, at jeg er et godt menneske præcis, som jeg er nu. Og som jeg ser ud nu. Mit vægttab handler desuden allermindst om udseende. Til gengæld handler det rigtig meget om sundhed og frygten for at få en af de følgesygdomme, som jeg kan få, hvis jeg ikke kommer af med de ekstra kilo. Livsstilssygdomme, som jeg ikke har lyst til at få ind på livet. Slet ikke nu, hvor jeg er mor og har et ønske om at være i min datters liv så længe, som det overhovedet kan blive muligt.

Når jeg går op i det helt specifikke tal på vægten, så handler det simpelthen om min egen kampgejst. Jeg er sådan et menneske, der skal have et specifikt mål for øje. Et meget nøje og præcist mål. Fakta. Et tal, hvor jeg kan trække fra og synligt se, at jeg kommer tættere på målet. Det er dét, der motiverer mig bedst! Det er dét, der fungerer bedst for mig! Så kan det jo godt være, at naboen har det på en anden måde. Eller dem fra vægt-politiet for den sags skyld. Fred være med det, de skal bare gøre det på deres egen måde. Derfor vil jeg ikke smide min badevægt ud, for det gør det faktisk lidt sværere for mig, at få de her præcise tal. Men blot fordi jeg har et mål for øje med en specifik vægt, betyder det jo ikke, at jeg ikke har evnen til at mærke efter undervejs. Hvis jeg er tilfreds to kilo før målet, jamen så stopper jeg sgu da bare. Måske sker det også, at jeg vil tabe mig endnu mere. Hvem ved? Men tvivl ikke på, at jeg godt kan mærke efter på min egen krop. For det kan jeg sagtens. Jeg har faktisk kendt den krop i en del år efterhånden.

Og hvad angår min datter, så kommer hun ikke til at vokse op med en slankekurs-fikseret mor, der giver hende et forskruet syn på hendes egen krop og en usund tilgang til mad. Men virkeligheden er jo altså, at hun kommer til at vokse op med en mor, der er nødt til at undlade at spise visse fødevarer, for at holde sin krop i balance. Jeg tænker, at det er lidt det samme, som at have en mor med laktoseintolerans eller glutenallergi. Det tænker jeg, at mange børn har klaret uden problemer og uden særlig påvirkning. Min datter kommer uden tvivl også til at vokse op med nogle forældre der fortæller hende, at hun er absolut helt perfekt og smuk, som hun er. Jeg regner desuden med at være færdig med dette vægttab, når hun rammer en alder, hvor hun kan forstå ordet “vægttab”. Så er det ligesom sagt. Og understreget. Og emnet er lukket. Og alligevel ikke. For det kan vel lige nævnes, at hendes far har et ganske afslappet forhold til mad og han er jo altså halvdelen af den indflydelse, hun vil få fra sine forældre.

Jeg er egentlig lidt ked af, at jeg har følt mig nødsaget til at skrive dette indlæg. At jeg følte et behov for at forsvare mig selv. Men det gjorde jeg altså. Jeg bryder mig ikke specielt meget om, at folk skriver til mig, at jeg påvirker unge piger negativt. Det gør mig ked af det. Jeg er desuden fuldstændig uenig, men tager gerne i mod konkrete eksempler. Ellers kan jeg ikke gøre en fløjtende fis ved det. Jeg bliver også ked af det, når folk skriver, at min mentale tilgang til det her vægttab ikke er sund. Og det undrer mig, at nogen kan få disse ord over sine læber. Eller hov, vent. De ord kom jo ikke over nogens læber, mens der i mod ud af fingrene og ned på telefonen og sendt som en privat besked i min indbakke. Så ingen andre kan se den eller hvem, der sendte den. Det er også så nemt, at være så pisse klog, når man sidder med sine krogede pegefingre bag en skærm og ikke kan snakke med mig ansigt til ansigt.

Jeg håber at dette indlæg var første og sidste af sin slags. At jeg ikke behøver at forsvare mit ønske om et vægttab yderligere. Det er nemlig overhovedet ikke derfor, at jeg deler ud af min kamp mod kiloene. Det kunne jeg jo sådan godt lade være min egen private sag. Men nu ved jeg tilfældigvis, at der sidder en del kvinder derude (måske også mænd, men ikke nogen, der har sagt noget), både med og uden PCOS, som rent faktisk bliver inspireret og motiveret af at høre, hvad jeg kæmper med og hvordan jeg gør det.

Så kære vægt-politi. Vil I ikke godt lade være med at ødelægge glæden for andre? Og for mig?

Tak 🙂

Hvis jeg skulle .. #1

Hvis jeg skulle .. #1

.. Bage en kage lige nu, ville jeg bage en kanelkage. Jeg elsker kanelkage! Men jeg prøver også at tabe 24 tunge slaskede kilo, så jeg skal nok ikk’ bage en kage lige nu. Eller spise den gode is, som jeg ved jeg har i fryseren. Suk!

.. Stoppe en dårlig vane, skulle jeg stoppe med at bide negle. Jeg har gjort det, så længe jeg kan huske tilbage og det er så duuuumt, grimt og ikk’ særligt lækkert!

.. Tage en ny uddannelse, ville jeg på nuværende tidspunkt læse til folkeskolelærer. I nyhederne i går aftes tippede de lige om, at der er mangel på matematiklærere. Hmm. Det ville jeg nok aldrig blive med mine elendige matematiske evner.

.. I biografen i morgen, ville jeg være SÅ ligeglad med filmen, så længe der er masser af popcorn. Haps, haps.

.. Bestille en pizza lige nu, ville jeg vælge en helt simpel en. Bare ost og pepperoni. Og hvis de ved et uheld kom til at smide ananas på, ville de få deres pizza smidt lige tilbage i nakken igen. Men jeg skal stadig tabe 24 tunge slaskede kilo, så jeg skal ikk’ have pizza.

.. Holde en fridag fra livet på barsel og livet som mor, ville jeg holde en moster/niece-dag med min skønne niece, Olivia. Hun er 3.5 år. Og hun savner sin “boster” (moster) ligeså meget, som jeg savner hende! <3

.. Undvære en årstid, ville jeg rive sommeren ud af kalenderen. Nok modsat de fleste. Jeg er mest fan af efterår og forår og jeg ville vælge vinter over sommer til hver en tid. Men egentlig vil jeg helst ikke undvære nogen af årstiderne. Jeg elsker at bo i et land, hvor man kan se hvordan årstiderne skifter.

.. Give min datter et andet navn, ville det nok føles underligt, for nu kan hun jo ikke hedde andet. Men jeg har altid været vild med navnet Kaya, så det ville jeg nok vælge. Jonas og jeg var faktisk ikk’ på samme side (eller planet, faktisk), da vi først snakkede babynavne. Hvis du vil vide, hvordan vi endte på samme planet, kan du læse om navnevalget lige HER.

.. Lave noget om ved min krop, ville jeg fjerne alle spor af PCOS og dermed gøre mange ting meget lettere.

.. Læse en bog, ville jeg læse bogen “Kære Zoe Ukhona” af Pelle Hvenegaard.

P.s. Jeg skal faktisk ikk’ tabe 24 tunge slaskede kilo mere, for jeg har jo tabt lidt. Hvis du ikke har læst om det, kan du gøre det lige HER

Bloggen er flyttet! Det er stadig den samme blog, men …

Bloggen er flyttet! Det er stadig den samme blog, men …

… Det er det så egentlig ikke helt alligevel, for nu bliver det faktisk lidt federe. Bloggen har nemlig søgt nye veje og stødte i den forbindelse på et nyt, men absolut venligt og dejligt bekendtskab hos www.momster.dk – Et netværk af kvinder til kvinder der har børn eller brændende ønsker sig at få dem. Jeg passer godt ind her af flere årsager. 1: Fordi jeg er en kvinde. 2: Fordi jeg har et barn. 3: Fordi jeg tidligere havde et brændende ønske om at få et barn, men her stødte jeg på udfordringer fra min egen kropumulige krop. 4: Fordi jeg er pisse sjov, hudløst ærlig og god til at skrive. Men det vil du jo få at se hen ad vejen, ikk?

Nå, men inden jeg kommer for godt i gang og måske også bliver en smule for selvfed, må jeg jo hellere præsentere mig selv. Dette indlæg er altså mest henvendt til de af jer, som desværre ikk’ er stødt på mig endnu. Men det er altså tilladt for alle at læse med. Også dig, mor 🙂

Mit navn er Leah Rundblad og det er mig på billedet oven over. Jeg er en 28 år gammel nordjyde og så er jeg rigtig godt gift med Jonas Rundblad. En 28 år gammel forhenværende sjællænder. Hvis du har lyst, kan du jo læse om, hvad der skete da Nordjylland mødte Sjælland for snart 9 år siden. Det er jævnt kikset og vi var ikk’ halvt så kønne den gang, som vi er nu. Så er I advaret.

Til daglig er jeg uddannet og arbejder som lægesekretær på Aalborg Sygehus, men lige nu lever jeg barselslivet med alt, hvad der hører sig til af gylp, lortebleer, sutteflasker, gylp, gåture med barnevognen, grimt lamaze legetøj, gylp, uglet mor-hår i knold, ingen make-up og gylp. Ja, der er masser af gylp her hjemme. Vores datter har nemlig refluks så det basker. Og nu vi alligevel taler om solen. Vores datter hedder Anna Oline og hun kom til verden den 15. april i år. Det betyder at hun runder 4 måneder lige om lidt. Hun er herlig, fræk, smuk, sjov og fuld af fis og ballade. Vores ønskebarn, som vi har været utroligt heldige at få. Det lå nemlig ikke i kortene, at vi med sikkerhed skulle blive forældre. Jeg lider af PCOS, som er en tilstand, der påvirker min krop utroligt meget. Hvis du ikke helt ved, hvad det er, så er du faktisk langt fra den eneste. Men du kan heldigvis blive klogere på det lige HER. Grundet PCOS’en gik vi igennem en temmelig hård og udmattende tid med fertilitetsbehandling, da vi tog grusvejen til ønskebarnet. Heldigvis endte det godt, da vi jo har fået vores skønne datter. Hvis du har lyst, kan du læse historien om min fødsel, som slet ikke gik, som jeg havde håbet. Heller ikke i dagene efter, som faktisk endte med at være hårdere end selve fødslen.

Min hverdag med PCOS er besværlig og bøvlet, men jeg er blevet bedre til at håndtere det. Min største udfordring med PCOS (nu hvor jeg ikke kæmper for at blive gravid mere) er insulinresistensen. Kort fortalt betyder den, at min krop konstant tror, at den mangler insulin og derfor producerer den en helvedes masse ekstra af det. Og sådan noget sætter sig som fedt på kroppen. Og det er fandme ikk’ sjovt, skulle I være i tvivl om det. Det betyder lige nu, at jeg har gang i et større vægttabsprojekt. 24 tunge slaskede kilo var mit udgangspunkt. Den seneste måneds tid har den for alvor fået en skalle med PCOS-venlig kost og god motion, hvilket heldigvis har båret frugt. Nu mangler jeg nemlig “kun” 19,4 kilo. Hvordan jeg nåede til det, kan du læse lige HER. Du vil her på bloggen kunne følge med i min vægttabsrejse, hvis du har lyst. Det motiverer i hvert fald mig rigtig meget, at dele ud af den.

Bloggen her kom til verden tilbage i januar i år. Jeg har altid elsket at skrive og har længe ønsket at få det til at fylde mere i min hverdag. Jeg er flere gange blevet spurgt om ikke “sådan noget blogging”, kunne være noget for mig, for det kunne jeg da nok være god til. Så jeg overvejede det i et par år for længe, hvorefter jeg endelig kastede mig ud i det. Og det har jeg ikk’ fortrudt. Bloggen er mit frirum, min online dagbog og egentlig også som en slags mødregruppe. Jeg deler i hvert fald meget ud af livet som mor. Mest fordi mit liv ikke handler om så meget andet lige nu, men også fordi jeg egentlig synes, at jeg gør det ret godt. Altså det der med at være nogens mor. Dog er jeg blevet hapset af mor-politiet før, men det er det der kan ske, når man deler åbent og ærligt.

 

Jeg håber at I med dette indlæg har fået en bedre idé om, hvem jeg er. Hende den nye Leah Rundblad på www.momster.dk. Jeg kunne egentlig fortælle meget mere om mig selv, men så bliver det bare lidt ligesom bland-selv-slik. Hvis man blander for meget, bliver det noget rod og hvis man spiser det hele gør det bare ondt i maven. Så lad os hellere tage vores nye bekendtskab i mindre bidder og bruge noget tid på at lære hinanden at kende.

Jeg glæder mig super meget til at være en del af dette fantastiske “blogger-kvinde-mor-univers” og jeg håber, at I vil tage rigtig godt i mod min kære blog. Bloggen er desuden at finde på Facebook, hvor jeg altid opdaterer med de nyeste indlæg. Du er også velkommen til at følge mig på Instagram, hvor jeg (tro det eller ej) faktisk formår at kortfatte mig en my mere, end jeg gør her på bloggen. Men det bliver det ikk’ kedeligere af, det lover jeg!

God dag til jer 🙂

Resultatet af den vanvittige sundheds-måned

 

Så er der gået en måned på sund og fornuftigt PCO-kost. Det har været pisse hårdt, at gå fra en “nu spiser jeg lige, hvad end jeg kan skubbe i fjæset med én hånd og med en baby på armen” – kost til en nøje planlagt og ret striks PCO-venlig kost. Men det har også været godt for kroppen at blive “nulstillet”. Jeg kan mærke en forandring på mit energiniveau. Jeg føler mig friskere og “lettere” på en måde. Fysisk kan jeg se resultater på min hud, mit hår og måske en lille bitte smule på slaske-maven. Sofa-rumpen er indtil videre kommet for at blive, ser det vist ud til.

 

Og hvad har jeg så konkret gjort? 

Når jeg siger, at jeg har spist PCO-venligt betyder det, at jeg har skåret stivelse og sukker ud af min kost. Brød, pasta, ris og vingummier. Chokolade også. Og is. I kan selv tænke jer til resten. Det er sådan ca. alt det, der smager bedst. Jeg har desuden gjort mit bedste for at få 3 hovedmåltider og 2 mellemmåltider i løbet af dagen. Med lidt god og nøje planlægning og en sød og nogenlunde tålmodig datter, er det faktisk lykkes de fleste dage. På de varmeste dage i den her ulidelige sommer, har jeg ikke altid klaret den. Jeg har det med at miste appetitten, når det er varmt. At spise sådan hjælper rigtig meget med at holde mit blodsukker stabilt, som er en af udfordringerne (i hvert fald for mange), når man har PCOS. Hvis du ikke er helt med på, hvad det der PCOS er, så har jeg skrevet lidt om det HER. Men i bund og grund har min krop den udfordring, at den forvandler gulerødder til tivolistænger nede i maven. Jeg er insulinresistent og derfor tror min krop, at den skal lave mega meget ekstra af det. Altså insulin. Og det er dét, der giver de drøn mange ekstra kilo.

Man siger jo, at et vægttab ligger 80% i kosten. Men lidt motion har jo aldrig skadet nogens ekstra kilo på kroppen. Så jeg begyndte at løbe igen. Efter 4 korte løbeture af 2 km på 2 uger, viste det sig dog at være alt for tidligt for min krop efter graviditeten. Jeg fik vanvittigt ondt i mine knæ. Ligeså ondt som da jeg var højgravid og havde svangerskabsforgiftning med knæ, der var noget nær dobbelt så store, som de er nu. Øv for pokker. Det skulle ikke være unormalt, at døje med ledsmerter efter en graviditet. Og det siges jo også, at kroppen sagtens kan bruge helt op til et år på at komme sig igen. Så jeg tager det ikke så tungt, men jeg savner nu stadig at løbe.

Men så det bliver i stedet til nogle gode gåture med barnevognen og lille’pigen. Hendes første lur på dagen ligger heldigvis tidligt på morgenen, hvilket passer mig perfekt. Jeg elsker at starte dagen tidligt og jeg elsker at starte dagen med at være aktiv. Ja! Jeg er et af de der irriterende morgenfriske A-mennesker. Lille’pigen er blevet rigtig god til at sove en længere lur, så vi får ofte gået omkring 10 km. Jeg elsker det! Musik i ørerne, tankerne der får frit spil og roen som vi finder, når vi ofte er de eneste i bybilledet eller på landevejene, som vi elsker at befinde os på. Det giver mig faktisk mere energi, end hvis jeg sov to timer. Mega nederen en type, I know 😉

 

Og hvad er resultatet så? 

Jeg var på vægten i morges. Det var heldigvis et positivt møde. Der er røget 4,6 kilo den seneste måned. Jeg havde håbet på 6 kilo eller mere, men jeg ved også godt, at jeg bare ikke taber mig ret nemt. Min storesøster, som i øvrigt heldigvis ikke er ramt af PCOS, sagde den anden dag, at 4 kilo er da flot, men så igen. Havde hun spist som jeg gør, så havde hun nok tabt 10 kilo. Og det er nok ikke helt forkert. Lorte PCOS. Så i bund og grund skal jeg vist bare være mere end tilfreds med resultatet. For altså. Nu mangler jeg da 4.6 kilo mindre, end da jeg startede for en måned siden. Men åh, hvor gad jeg godt at der var røget bare lidt mere. Alt i alt er jeg nu 19,4 kilo fra mit umiddelbare mål. Det er mange, men ikk’ så mange som da det var 24 kilo for en måned siden. Det lyder da en my “lettere” at det er under 20 kilo nu 😉 Men dælme også kun en my da.

Og hvad skal der så ske nu? 

Jeg er slet ikke færdig med det her vægttab endnu. Der er laaang vej igen. Men nu er jeg heldigvis i gang og motivationen er tårnhøj. Min plan er at fortsætte præcis som jeg gør nu. For selvom det går langsomt, så sker der jo trods alt noget. Fremadrettet vil jeg dog holde en ugentlig “fridag”. Altså en dag, hvor jeg må spise, hvad jeg har lyst til og egentlig glemme lidt, at jeg har PCOS. Det er vist populært at kalde det for en “cheat day”, men det begreb kan jeg ikke lide. Det lyder som om man gør noget forkert og det er generelt ikke noget, som jeg vil forbinde med mad og livsstil. Jeg har kørt med de her “fridage” før og for mig betyder det, at jeg har ro i hovedet for en dag. Altså i forhold til planlægning af kost og have fokus på, hvad jeg skubber i kæften. Det betyder at jeg kan tage til fødselsdag eller andre arrangementer og ikke være hende, der ikke kan spise noget af maden. Det betyder, at jeg ind i mellem kan få nogle af mine livretter, som tilfældigvis bare indeholder nogle af de ting, som jeg ikke må få normalt. Det giver et pusterum, som så giver fornyet energi til de andre 6 dage i ugen. Og det er med til at gøre, at jeg ikke falder i på andre tidspunkter. Det holder mig fokuseret på målet. Og motiveret.

Jeg er godt nok spændt på, hvor langt jeg kommer med mit vægttabsprojekt og hvor hurtigt. Og om jeg ender med at skulle have medicinsk behandling som støtte ved siden af. Det må tiden jo vise.

Det er august og dette er mine planer ..

 

Det er august og i denne måned skal jeg:

 

.. Afslutte og se resultatet af “Min vanvittige sundheds-måned” – Det har været godt at komme i gang med PCOS-kosten igen og jeg håber sådan, at der er røget lidt af de 24 tunge slaskede kilo. Jeg fortsætter selvfølgelig det hårde arbejde, efter den første måned her er gået.

 

.. Have lille’pigen med til lægen – Hun skal have sin 3 måneders vaccination. “Jamen Leah, er hun ikke fyldt 3 måneder?”. Jo, men stikket ordner vi lige på den dag hun runder 4 måneder. Vi når vel nok det hele til sin tid.

 

.. Forhåbentlig sige farvel til den ulidelige sommervarme – Her hjemme er vi, præcis som hele landets græsplæner, ved at være trætte af den ekstreme sommervarme. Vi er klar til efterår og mildere vejr, så vi kan komme mere ud. Og sove bedre også. Gerne på vores 1. sal hvor soveværelset er.

 

.. Til endnu et møde med Familieiværksætterne – Et tilbud i vores kommune til førstegangsforældre. Det startede allerede i min graviditet. Her mødes vi med andre førstegangsforældre og snakker om babyer og ting, der har med babyer og livet som forældre at gøre. Det er bare SÅ hyggeligt! Elsker at vi har fået så mange nye skønne mennesker i vores netværk.

 

.. Til at have Jonas mere hjemme – Jeg er alene med lille’pigen 11 timer om dagen og her ser jeg bort fra natten, hvor jeg oftest også har hende. Jonas arbejder nemlig i Langtbortistan. Eller faktisk bare i Skagen. Her bygger han skibe til lyden af måge-skrig i omgivelser, der lugter af fisk og synes, at det er ret fedt. Så han har jo en del kørsel til og fra arbejde, hvilket giver mig flere timer alene hjemme med lille’pigen. Nu skal han så på skoleophold (fordi han er lærling og under uddannelse) og den skole ligger tættere på og arbejdsdagen er væsentligt kortere. Lille’pigen og jeg glæder os meget til at have ham mere hjemme de næste par måneder.

 

.. Holde barnedåb – Den 19. august. Præcis 28 år efter min egen barnedåb, skal min lille pige døbes. Vi har inviteret til brunch og kagehygge og vi glæder os til at fejre dagen med i alt 26 skønne mennesker. Du kan læse mere om lille’pigens barnedåb og hvorfor hun skal døbes lige HER.

 

.. Have lille’pigen til børnelægen – Her skal vi følge op på refluks, det bløde strubehoved og det umodne tarmsystem, medicinering osv. Det bliver spændende og jeg håber inderligt, at lille’pigen snart er klar til at trappe lidt ud af alt det medicin hun får. Men det vigtigste er nu, at hendes smerter er på et minimum.

 

.. Have min første weekend alene hjemme med lille’pigen – Jonas skal vist nok på drengerøvs-weekend her i august. Det er vist nok måske ved at falde på plads. Det betyder, at lille’pigen og jeg skal være alene en hel weekend. Det skal nok blive godt 🙂

 

.. Fejre 4 års bryllupsdag – Jo, jo. Den er god nok. Den 30. august er det 4 år siden, at vi sagde “Fandme JA” til hinanden på mere kristelig vis i Hammer Kirke. Vi plejer at fejre dagen på den restaurant, hvor vi havde vores gæster med til middag den dag vi blev gift. Her plejer vi at spise vores bryllupsmenu og det er en pisse hyggelig tradition. Jeg ved dog ikke om jeg er klar til, at lille’pigen skal passes den dag, så mon ikke vi kommer til at fejre den på anden vis i år? Læs mere om, hvornår lille’pigen skal passes lige HER.

 

Jeg tænker i øvrigt på at lave et indlæg om vores bryllup og hvordan det hele foregik for 4 år siden. Men mens du venter på det, kan du jo bare læse mere om, hvordan Nordjylland mødte Sjælland.

Min vanvittige sundheds-måned

Da du læste indlægget Hvorfor vægttabet er så ski’e vigtigt for mig læste du til sidst, at jeg er i gang med en måned, hvor jeg går all-in på at få “nulstillet” min krop. Vi er nu lige lidt mere end en uges tid inde i den måned og det går faktisk jævnt fedt. I hvert fald hvis man er til gulerødder og broccoli. Jeg har holdt mig på salatbladet og kun spist PCOS-venligt. Derfor er de mange astronaut is i fryseren blevet skånet og jeg har heller ikke rørt Jonas’ chokolade. Jeg havde faktisk svoret, at jeg ikke ville hoppe på vægten, men det løfte har jeg så pisse meget ikke holdt. Satans. Men alligevel er det ikke helt skidt, for turen der på motiverede mig kun til at fortsætte og knokle hårdere. Så kan I jo selv gætte på, om det er fordi tallet var det samme, højere eller måske mindre. Gæt løs! Men jeg siger det ikk’. Endnu i hvert fald.

Det har fungeret ski’e godt for mig, at jeg forbereder min mad til flere dage. Det giver mig nemlig ikke mange undskyldninger for at spise udenom planen. Til gengæld giver det mig en masse tid, da både min frokost og aftensmad står klar de fleste dage. Jeg er også som en fuldstændig fremmed i mit eget køkken, så det passer mig fint, at jeg ikke skal befinde mig der hver dag.

Med min nyfundne tid er der blevet plads til løbeture i programmet. Her i starten er det mit mål at løbe 2 gange i ugen og jeg er startet blidt ud med 2 km pr. tur. Godt jeg ikke satte det højere end det, for 2 km er fandme rigeligt for mig lige nu. Det føles som 10. Det er faktisk så hårdt, at jeg lige nu ikke forstår, at jeg en gang syntes, at løb var pisse fedt. Hvis den følelse kommer tilbage en dag, så er det sgu da en sejr i sig selv. Nå, men sofa-rumpen og slaske-maven bliver i hvert fald rystet i gennem, når jeg løber ude på landevejen og slår huller i asfalten. Men jeg kommer afsted og det er det vigtigste. Det skal nok blive godt på et tidspunkt, dét er jeg sikker på!

 

Lige nu er ønsket, at det alt for varme sommervejr skrider ad helvedes til, så jeg kan få gået nogle længere ture med barnevognen. Efter klokken er passeret 10-11 stykker om formiddagen er barnevognen simpelthen oftest så varm, at det gør ondt i mit moderhjerte, hvis lille’pigen ligger i den. Hun bliver i øvrigt også pisse skide eddike sur, for hun bryder sig ikk’ om at have det alt for varmt. Så køligere vejr til os, tak!

 

Jeg lover (og nu kommer der faktisk et løfte, som jeg har tænkt mig at holde), at jeg vil opdatere jer om resultatet, når den her vanvittige sundheds-måned er gået. Det motiverer i øvrigt også pisse meget, at jeg ved I sidder nogen derude og følger med. Det ville satme være pinligt at komme om en måned og sige, at vægten er steget med 3 kilo. Så det sørger jeg så lige for, at den ikke er! 🙂

 

 

Mavedeller og PCO-kost

Græsk yoghurt toppet med hakkede mandler, blandede frø og kerner, samt en smule mørk chokolade 80% = PCOS-venlig morgenmad, som jeg først når at spise efter middag, fordi min baby er en tidsrøver 🙂

Er du da vimmersvej, så svært det er at komme i gang med et vægttab lige efter en fødsel og mens man har hænderne fulde af baby, sutteflasker, gylp, lort, vasketøj, tis,  grimt lamaze-legetøj og alt muligt andet gøgl.

Som tidligere nævnt måtte jeg blive hele 40 kilo (JA, 40!!) tungere i kampen for ønskebarnet. Heldigvis sidder alle 40 kilo der ikke endnu, men jeg mangler stadig en 24 kilo-ish. Det er et stykke tid siden jeg sidst var på vægten, så det kan da godt være, at der er røget et par kilo mere siden jeg sidst vejede mig. Men jeg tør ikke udsætte mig for oplevelsen af, at der ikke er røget en ski’, derfor hopper jeg ikke på vægten endnu. Der er alligevel nok kilo at tage af, så jeg skal nok få det set an på et tidspunkt.

Lille’pigen er ikke dødsens angst for sin barnevogn mere og jeg har nogenlunde styr på, hvornår og hvor længe hun efterhånden vil sove. Det er to gode ting, for det betyder nemlig, at vi får gået nogle gode ture med barnevognen. Sovende barn, musik i mors ører og kondisko på fusserne. Mine. Ikke lille’pigens. Dét er noget jeg har savnet og det er godt for sofa-rumpen og slaske-maven. Hold nu kæft min mave den slasker. De gåture er den eneste form for motion jeg dyrker, for det er det eneste der er tid og overskud til lige nu. Og fysik til. Jeg har nemlig stadig ledsmerter i mine ankler og knæ, som følge af svangerskabsforgiftningen. Jeg håber, at det snart kan blive muligt at komme ud at løbe igen, men nu må vi se. Jeg er nu tilfreds nok med gåturerne, som oftest strækker sig til 6-10 km pr. gang og vi er næsten ude at gå hver dag. Det er sgu da meget godt, klap på skulderen til mig. Det eneste sted, der ikk’ har en delle. Og så er det jo hyggeligt, at lille’pigen er med også!

Nu har jeg så også fået losset mig selv SÅ pisse hårdt i sofa-rumpen, at kosten er ved at være nærmest næsten helt perfekt og PCO-venlig igen. Det er det samme som pisse kedelig, for jeg er ikke voldsomt kreativ, når det kommer til madlavning. Jeg undgår de ting jeg skal undgå og får det bedste ud af det, der så er tilbage. Du kan læse mere om PCO lige HER, hvis du har lyst til at blive klogere på det.

 

Hvor lang tid skal det mon tage, at komme af de 24 kilo-ish? Det bliver sgu da pis’ spændende at finde ud 🙂

3 uger før, 3 uger efter og så en status på slaske-maven

 

Og vupti, så blev Anna Oline 3 uger gammel. Jeg har en gang hørt nogle kloge hoveder sige, at tiden flyver afsted, når man får børn. Ja, det er sgu ikk’ lyv da. Det første af de to ovenstående billeder er taget 3 uger før hun kom til verden. Svangerskabsforgiftningen var for alvor ved at tage fat, jeg vidste det bare ikke på daværende tidspunkt. Der kom mere væske til og min almene tilstand blev stille og roligt forværret over de næste uger. Det sidste billede er taget nu. Altså 3 uger efter hendes ankomst og nu er svangerskabsforgiftningen ved at slippe sit tag igen. I hvert fald det største greb. Jeg har stadig flere steder på kroppen, hvor væsken har svært ved at slippe og så har jeg fået ledsmerter i flere led, som følge af belastningen fra den store mængde væske. Men hey, jeg kan få sko på igen, så helt skidt er det jo ikke. Det er altid en god ting, at kunne få sko på. Det kommer til at tage tid, men min fysik skal nok vende tilbage igen. Og det bliver med hårdt arbejde, er jeg sikker på.

 

Grundet svangerskabsforgiftningen endte jeg med at tage rigtig meget på i min graviditet. Lidt mere end 30 kilo, hvis vi skal have det skræmmende høje tal på bordet. 30 kilo er fandme meget, når det skal fordeles på sølle 157 cm. Og jeg var sgu ikk’ den slankeste model i forvejen da. De ca. 12 kilo af de 30 kom alene på de sidste 14 dage. Det er en voldsom vægtøgning på kort tid og det har bestemt sat sine spor på min krop. Det giver jo næsten sig selv, så det behøver jeg jo sådan set ikke fortælle jer. Strækmærker, ødelagt hud, ledsmerter og vældig meget slasket maveskind er blot nogle af sporerne. Noget vil gå i sig selv igen, mens andet er kommet for at blive. Og sådan er dét bare. Jeg er heldigvis så meget mere, end hvordan jeg ser ud.

 

Jeg har indtil videre tabt 17 af de 30 kilo, så det er da en flot start og allerede lidt over halvvejs. Jeg klager ikke. Jeg håber de sidste kilo ryger ligeså hurtigt, men så heldig er jeg sgu da nok ikke og det kræver nok også, at jeg snart begynder at spise en smule mere fornuftigt og regelmæssigt, end jeg gør lige nu. Faktisk drømmer jeg om, at få den krop tilbage, som jeg havde før vi begyndte at tænke på børn. Altså helt tilbage til den tid, hvor PCOS’en ikke var brudt ud endnu. Helt tilbage til årsskiftet 2015/2016, hvor vores babydrøm begyndte. Hvis I har læst med tidligere HER så ved I, at jeg tog rigtig meget på, da jeg fik PCOS også. Det betyder faktisk, at jeg i kampen for ønskebarnet endte med at tage hele 40 kilo på. Altså her er det PCOS kilo og graviditets kiloene lagt sammen, hvor jeg undervejs har både tabt lidt og taget på. Men altså 40 kilo alt i alt. Det er altså meget.

 

Det betyder så nu, at hvis jeg skal tilbage til udgangspunktet og den vægt jeg havde inden vi gik i gang med projekt baby, så mangler jeg fortsat 24 kilo. Hele 24 tunge slaskede kilo. Jeg kan da heldigvis trøste mig med, at nogle af dem stadig er fyldte væskedepoter på min krop, men derefter er det altså også kun hårdt arbejde, der kan hjælpe mig af med det sidste. Medicinering for PCOS’en vil nok også komme på tale og det vil sikkert også hjælpe på det, men det kommer dog først på tale når graviditeten er langt nok på afstand.

 

Nå, og hvorfor så dele målet om de 24 tunge slaskede kilo med jer? Det ved jeg faktisk ikke. Måske fordi jeg deler så meget andet. Måske fordi jeg ved det vil holde mig til ilden, at I følger med derude? Måske fordi jeg bare har brug for, at få det ned sort på hvidt, så det er til at forholde sig til. Nå, men nu hvor I er lukket ind i de 24 tunge slaskede kilos klub, så lover jeg at holde jer opdateret i hvordan, hvorledes og hvor meget. Og man behøver kun læse med, hvis man har lyst. Ingen tvang her da.

 

Rigtig glædelig solskins søndag til jer 🙂

 

Læs også:

“NYBAGT MOR, NYFØDT BABY OG VORES GODE VEN GOOGLE”