Det er lettere end mit tankemylder forestillede sig

Det er lettere end mit tankemylder forestillede sig

Jeg elsker at være mor. I hvert fald langt det meste af tiden. Ind i mellem trækker det også tænder ud og dem, der siger noget andet, er simpelthen fuld af lyv i deres pisse flyvende bukser. Jeg synes også, det er noget helt andet (men heldigvis meget bedre) end jeg havde forestillet mig, før jeg blev lille’pigens mor. Som nævnt før i tidligere indlæg, så gør jeg godt nok også mange ting anderledes, end hvad jeg først havde forventet. Altså før jeg egentlig vidste en skid om at være nogens mor.

Jeg synes også, at det bliver nemmere og nemmere med tiden. Tidligere tænkte jeg meget mere over tingene. Altså sådan unødvendigt meget. Hvor tit skal hun have mad? (vi havde et barn, der ikke meldte sult de første 3-4 måneder). Hvornår skal hun have grød og hvor meget? Hvor hurtigt skal hun af med sutteflaskerne? Hvornår skal hun undvære natflasken? Hvor hurtigt skal hun have flere måltider med fast føde? Hvornår skal hun sove i sin egen seng? Hvor meget tøj skal hun have på i barnevognen? Osv, osv. Nøj, hvor har jeg spekuleret meget. Særligt da jeg var gravid og så lige, da jeg var allermest nybagt mor. Det er nok fordi jeg er sådan et menneske, der godt kan lide at planlægge og vide ting på forhånd. Det kan man bare ikke så meget som mor og det syntes jeg faktisk var svært til at starte med. En af de største omvæltninger og udfordringer for mig.

Men i virkeligheden er det jo såre simpelt og jeg havde slet ikke behøvet, at tænke så meget over det. For egentlig fortæller lille’pigen jo selv, hvornår det er tid til det ene eller det andet. Eller hun fortæller det selvfølgelig ikke, men hun viser det. Hun viste selv interesse for fast føde, da hun var 3,5 måned gammel, så der gik vi forsigtigt i gang. Hun begyndte selv at afvise sutteflaskerne og har selv reguleret sit indtag ned fra 6 flasker i døgnet til nu 2-3 flasker. Natflasken var den første hun afviste. Endda lang tid før jeg syntes, at jeg var klar til at slippe vores hyggelige ritual med det. Desværre har hun så tilpas meget temperament, at jeg ikke havde noget, at skulle have sagt. Hun sover ikke i sin egen seng endnu, for det er hun til gengæld slet ikke klar til. Samsovning er sådan, hun helst vil sove. Gerne så tæt sammen, at der ikke er luft mellem os. Og det er fint. Alting til sin tid.

Og hvor vil jeg så hen med det her sniksnak? Egentlig vil jeg bare udtrykke, hvor overrasket jeg er over, og glad naturligvis, for hvor “let” det egentlig er at tage de forskellige skridt fra det ene til det andet. Hvor “let” det har været, når hun selv egentlig har bestemt hele vejen. Slet ingen grund til alt den spekuleren, Leah! Det er ikke det samme, som at det er helt bekymringsfrit at være mor, for det er det ikke. Og der skal også nok komme situationer fremadrettet, hvor jeg grubler og spekulere endnu en gang. Sådan er livet som mor vist bare.

Og egentlig ville jeg ønske, at jeg kunne række hånden ud til alle kommende førstegangs mødre (og fædre måske) og forklare, hvor uhyggeligt lidt de faktisk kan planlægge og vide på forhånd. Altså før baby er landet i en smattet pøl af blod, fosterfedt og hvad ved jeg, på mors mave. Lad være med at beslutte en helt masse inden babys ankomst, for der skal med garanti nok være noget, der ikke bliver som I gerne vil det eller regner med. Her hjemme samsover vi og det var faktisk ikke det vi talte om, inden vi blev forældre. Da skulle vores barn sove i egen seng. Vi giver sutteflaske, selvom jeg rigtig gerne ville amme. Sådan blev det bare. Vi bruger vikle, selvom jeg mente, at det var alt for hippe-agtigt. Vi indretter vores liv efter, at vores datter ikke trives med, at der er for meget i kalenderen. Det betyder bare mere hjemmehygge og færre ture til IKEA, venner, familie og hvad ved jeg. Vi har en kravlegård, selvom jeg havde svoret, at sådan en skulle jeg ikke have. Nu kunne vi ikke forestille os at undvære den og lille’pigen elsker den hyggekrog, som vi har gjort kravlegården til. Nå, jeg tror I har fanget, hvad jeg mener. Vi vidste i virkeligheden ikke en skid om noget som helst om at være forældre, inden vi selv blev det. Men hvordan kunne vi også det? Vi kendte jo ikke den lille prutfis med det stormende temperament, men yderst kærlige og følsomme sind, inden hun kom ud til os og viste os, hvordan og hvor skabet skal stå.

Så ja, hvad jeg ville jeg egentlig med det her indlæg? Det ved jeg faktisk ikke helt, for egentlig startede jeg bare med at skrive. Jeg ville nok bare fortælle, at det hele fandme nok skal gå. Uanset om du er sådan en, der bare springer ud i det eller grubler over absolut alt, ligesom jeg gør. Og gerne vil planlægge. Lad være med at planlægge og beslutte en masse på forhånd. For meget af det vil baby måske alligevel have en anden holdning til. Eller måske føler du i virkeligheden lige pludselig selv noget helt andet, når dit dyrebareste ligger der i dine arme. Slap af og nyd tiden inden I bliver forældre. Og friheden ikke mindst. Det er den vi savner mest her hjemme.

 

Det var vist nok sniksnak fra mig i dag. Rigtig god weekend til jer 🙂

En god historie til turen .. Eller bare til sofaen

En god historie til turen .. Eller bare til sofaen

Indlægget er sponsoreret af Mofibo 

Præcis ligesom dig mangler jeg et par timer eller tre mere i døgnet. For når vasketøjet er vasket, aftensmaden er lavet, opvaskemaskinen er tømt, huset er rydeligt og barnet er lagt i seng, ja så er der ikke så meget tid tilbage. Eller energi for den sags skyld. Så bare rolig, du er ikke ene om at have det sådan. Det er efterhånden sparsomt, hvor meget tid jeg har til at lave de ting, som jeg har lyst til. Sådan er det, når man bliver mor og en andens behov kommer før ens egne. Men det er jeg nu egentlig heller ikke ked af. Min tid skal nok komme tilbage en dag. En af de interesser der desværre er blevet nedprioriteret, efter jeg blev mor for 6 måneder siden, er læsning. At sluge den ene bog efter den anden, hører efterhånden min fortid til, men desværre ikke min nutid.

Men så fik jeg hilst på Mofibo. “Hej Mofibo, min nye gode ven”. Mofibo er en kæmpe godtepose fyldt med mere end 60.000 forskellige e- og lydbøger. Altså bøger du kan læse på din telefon eller tablet og derved spare turen til biblioteket eller boghandleren. Smart! Bøger du kan få læst højt, mens du laver alt muligt andet. Endnu mere smart! Lige noget for mig.

Mofibo har givet mine mange gåture med barnevognen et helt nyt og mere spændende pift. Nu lytter jeg nemlig til de mange bøger, som jeg længe har længtes efter at have tid til at læse. Jeg har skraldgrinet på åben gade til lyden af Hella Joofs skønne stemme, mens hun læser “Båven Om Gud” højt for mig. En bog jeg faktisk startede med at læse, kort før jeg fødte mine datter, men aldrig blev færdig med. Jeg har grint og grædt, til lyden af fortællinger om Linse og hendes kære mor, Mopper, i bogen “Mopper og mig”. Jeg har grædt, følt og i den grad relateret til dele af alle de følelsesmæssige op- og nedture, som Pelle Hvenegaard beskriver i bogen “Kære Zoe Ukhona”, som er en ærlig, detaljeret og dybfølt fortælling om hans og konen Carolines vej til ønskebarnet.

Mødet med Mofibo har faktisk sørget for, at jeg får gået endnu mere med barnevognen, end jeg gjorde i forvejen. Simpelthen fordi jeg bare gerne vil afsted i den friske efterårsluft, mens jeg sluger den ene gode bog efter den anden. Med mine ører altså. Det er gevinst for både krop og sjæl. For jeg slapper virkelig af, når jeg henkaster mig til fortællingerne, mens benene bevæger sig frem et skridt ad gangen og lille’pigen sover trygt i sin barnevogn. Det er afslapning præcis, som hvis jeg lå på sofaen med benene oppe. Og så er det endda sundere. Win, win!

Mofibo har heldigvis flere bøger i vente til mig og jeg glæder mig til at høre dem alle sammen. Om det så er på gåturen, mens jeg broderer på lille’pigens julesok, mens jeg skriver på min blog eller endda, når jeg laver mad.

Er du også bidt af en gal læsehest, men mangler tid præcis, som jeg gør? Så har jeg faktisk en lille gave oppe i ærmet til dig. Du kan nemlig få lov til at prøve Mofibo ganske kvit og frit i hele 30 dage uden binding. Du skal blot bruge koden MORLYDBOG, når du har signet dig op hos Mofibo, ved at følge dette link:

https://mofibo.com/dk/da/signup?utm_source=Mor3&utm_medium=Blog&utm_campaign=Partner

Har du brug for mere inspiration og viden, kan du lige nu læse min anmeldelse af MofiboMomsters helt egen testside Momster Test. Testsiden hvor du kan finde inspiration til et hav af produkter, som er nøje testet af en masse skønne og ikke mindst skarpe mødre.

Den gode pusleplads

Den gode pusleplads

Ja, dem har vi to af, men vi bruger faktisk mest bare den ene af dem. Af praktiske årsager, men egentlig mest bare af dovenskab, valgte vi at lave en pusleplads både i bryggerset i stueetagen (den på billedet) og på lille’pigens eget værelse på 1. sal. Det kan indtil videre tælles på to hænder, hvor mange gange jeg har brugt puslebordet på 1. sal. Så måske var det en investering, vi ikke havde behøvet at gøre os. Heldigvis kan puslebordet med tiden laves om til et lege- og skrivebord, så det var ikke helt som at smide penge ud af vinduet alligevel. Heldigt, for det går vi overhovedet ikke ind for. Der er nemlig desværre ingen af os, der skider pengene. Bare for at sige det lige ud.

Nå, men nu til det jeg egentlig vil frem til: Hvad indeholder den gode pusleplads? Og hvordan er den indrettet? – Det har jeg et bud på. Altså jeg kan i hvert fald fortælle, hvad der fungerer for os. Og så er det fuldt ud tilladt at lade sig inspirere eller lade være.

 

Det er der på vores pusleplads:

Puslebord – Tadaaaaa! Den gode pusleplads har selvfølgelig et puslebord. For os var det en af de sværere ting at finde. Der findes et hav af pusleborde derude og mange af dem er bare unødvendigt dyre, hvis du spørger mig. Jeg var chokeret over at se, at et puslebord godt kan koste på den anden side af 2000-3000 kroner. Jeg er ikke nærig, når det kommer til ting til lille’pigen, men jeg giver simpelthen ikke så meget for et bord, hvor vi primært arbejder med lort og tis. Og så er det sådan set lige meget, hvilket navn det her puslebord har. Hvis du står og skal købe et puslebord, vil jeg anbefale, at du tager højde for, hvor puslebordet skal stå og hvem der skal stå ved det. Vi købte et brugt BRIO puslebord (en model der ikke produceres mere) til bryggerset til sølle 150 kroner, som vi lige malede en gang så det fik lidt nyt liv. Der er god chance for, at bordet vil få en skramme eller to, da bryggerset er et sted vi går meget igennem, kører barnevognen igennem osv. Ikke et sted for et puslebord til 3000 kroner 😉 Puslebordet i værelset på 1. sal er fra IKEA. Er der stor højdeforskelle på de, der skal benytte puslebordet, er det også værd at tænke over. Her hjemme bor undertegnede, en hobbit på 157 cm og så hobittens mand, det lange rør på godt 185 cm. Det giver sig selv, at vi har brug for forskellige bordhøjder, for at kunne arbejde bedst muligt og mest skånsomt. IKEA puslebordet har vist sig, at være for højt til mig. Nok derfor jeg ikke bruger det så meget. BRIO puslebordet er lavere og passer bedre til mig.

Det kan desuden også anbefales at tænke kreativt og lave sit eget puslebord. Jeg har set mange flotte løsninger på nettet, hvor man har bruge en helt almindelig kommode og derved har fået et puslebord i en god højde og med masser af opbevaringsplads. Win, win!

Puslepude – Der findes farligt mange forskellige slags puslepuder i dag og nogen af dem er unødvendigt smarte, hvis du spørger mig. Vi har en helt almindelig “gammeldaws” puslepude og den fungerer upåklageligt og kan rengøres nemt.

Bleer – Nok ikke en overraskelse for nogen. Bleer og rigeligt af dem! Du bestemmer helt selv mærket. Her hjemme er vi ret glade for mærket Vibelle fra Aldi.

Stofbleer – Vi har for en formue i stofbleer her hjemme. Det er en nødvendighed med et utæt refluksbarn. Men lige på puslebordet bruger vi dem som underlag, når blerøven ligger på puslepuden. Jeg kan i øvrigt anbefale, at have forskellige stofbleer i huset. Fx nogen med mønster til puslebordet og nogen uden til gylp osv. Det er rart at kunne kende forskel.

Engangsvaskeklude/vådservietter – Det deler virkelig vandene i “mor-land”, om det er bedst at bruge det ene eller det andet. Vi bruger udelukkende vådservietter og hun har aldrig haft så meget som en knop eller snerten af rød numse, så det fungerer vist fint på hende og så synes jeg bare, at det er det nemmeste. Og nemt er ofte godt, når man har et lille barn.

Bleposer – Små fine affaldsposer til stinkende lortebleer. Nogen ynder også at bruge en blespand. Dem er jeg ikke så stor fan, men det er mest fordi jeg hverken kan klare lugten eller tanken om blespandens indhold. Så her bliver de lige smidt udenfor døren og så kan den, der først kommer forbi lige smutte dem ud i affaldscontaineren.

Creme til en rød mås – Som sagt har vi ikke oplevet en rød babynumse endnu, men jeg har zinksalve liggende til hvis det sker.

Babypudder – Vi bruger det til de af lille’pigens deller, som er svære at holde tørre. Så undgår vi, at huden bliver rød og irriteret.

Babyolie – Vi bruger det til babymassage og så får hun ind i mellem et par dråber i badet. Så er hun simpelthen så blød og lækker, når hun kommer op af badet. Jeg har også smurt det på hendes hoved, de få gange jeg har fjernet arp.

Neglesaks – Til den vanskelige opgave det nu kan være, at klippe de satans små bløde babynegle.

Babyvatpinde – Altså de der sikkerhedsnogen. Jeg bruger dem både til bortløben ørevoks og stride bussemænd.

Termometer – Og ja, det til numsen er altså det eneste rigtige og det mest præcise til de små pus.

Snotsuge-dims – Hvad enten du foretrækker den, hvor man suger selv eller ej, så skulle den vist være guld værd, når baby bliver forkølet. Det har vi heller ikke oplevet endnu, men det skal jo nok komme.

Legetøj – Jeg har nogle enkelte stykker legetøj liggende ved puslebordet, så lille’pigen kan få noget i hænderne. Så ligger hun nemlig tilnærmelsesvis stille og det gør mit arbejde en smule lettere.

Uro over puslebordet – Ligesom med vådservietterne og engangsvaskekludene, kan du her få en ordentlig røvfuld af mor-politiet, hvis du ikke mener det samme som dem. Nogle mener, at en uro over puslebordet udelukker muligheden for, at forældre og barn kan have øjenkontakt under pusletiden. Det er jeg tilfældigvis lodret uenig i. Jeg har altid kunne fange lille’pigens øjenkontakt, selvom der hænger en jævnt grim uro over hendes puslebord. Og altså. Sådan et bleskift er sgu ikke altid lige ud af landevejen. Slet ikke i takt med, at baby bliver større og kan bevæge sig mere. Og være mere irriterende. Så hvis det ind i mellem ikke skal stikke helt af (med andre ord: Hvis der ikke skal komme bæ og tis over det hele), kan det altså godt være rart med noget afledning. Og her kan både uro og legetøj blive din bedste ven. Og så er der i øvrigt rigeligt tid og mulighed for nærvær både før og efter bleskift.

Tøj – Det er altid rart at have babys tøj nær puslepladsen. Det er logik for perlehøns. Jeg har lille’pigens tøj i et skab på hendes værelse ved det puslebord, som vi ikke bruger ret meget. Ikke altid så smart, men jeg har heldigvis for vane, at jeg hver aften finder det tøj, som hun skal have på dagen efter. Så ligger jeg det ned til puslebordet i bryggerset, så det er klar. I en skuffe i kommoden ved siden af puslebordet i bryggerset, har jeg noget ekstra tøj, så vi kan skifte i løbet af dagen i tilfælde af gylp og hvad der nu ellers kan komme på. Jeg har desuden i samme skuffe hendes overtøj, da det også er her hun bliver gjort klar, når vi skal ud af huset.

Håndsprit – Så er hygiejnen i top!

Panodil – Det deler også vandene, om man bør give små børn Panodil. Jeg havde det faktisk ikke i huset, før episoden for nogle uger siden, hvor vi endte ved lægevagten efter 5 måneders vaccinen. Du kan læse om det HER, hvis du har lyst. Jeg er på ingen måde i mod brugen af Panodil til børn. Det skal naturligvis bruges med omtanke, men jeg vil til enhver tid give det til lille’pigen, hvis jeg ved, at det kan lette hendes smerter og ubehag.

 

Så sådan ser vores pusleplads altså ud. Hvis du synes, at jeg mangler at nævne noget nævneværdigt, så smid da lige en kommentar, så andre kan få glæde af det 🙂

Hvad har du egentlig lavet i dag, Leah? .. #4

Hvad har du egentlig lavet i dag, Leah? .. #4

Så blev det tid til at dokumentere endnu en dag på barsel med lille’pigen. Den bandit. For sikke en dag det endte med at blive og jeg tænkte flere gange undervejs gennem dagen, at det her kan jeg altså ikke udgive. Men altså. Hvorfor ikke? For de fleste ved sgu da, at en barselsdag også kan være temmelig rådden. Ligesom vores dag i torsdags var. Dagen jeg tager udgangspunkt i er nemlig torsdag d. 18. oktober.

Kl. 00.00: Vi snorksover.

Kl. 00.30: Anna vågner og er ked af det. Eller egentlig vågner hun ikke. Hun er bare ked af det i søvne. Hun drømmer nok noget ikke særligt rart. Jeg tager hende ud af babynesten og putter hende tæt ind til mig. Hun sover videre med det samme uden gråd.

Kl. 05.19: Anna vågner. Det er liiige til den tidlige side for hende (og mig), men så kunne vi da nå ned og sige godmorgen og farvel til far.

Kl. 05.27: Jeg skifter Annas ble og giver hende tøj på.

Kl. 05.36: Vi kysser far farvel, da han nu skal på arbejde. Jeg lægger derefter Anna i kravlegården, mens jeg selv kommer i noget tøj og får smidt håret op i en barsels-knold.

Kl. 05.50: Jeg laver en sutteflaske klar. Anna er med på armen. Hun spiser uden bøvl. Skønt!

Kl. 06.04: Anna kommer tilbage i kravlegården, hvor hun lige slår mave, mens hun gennem tremmerne ser vejrudsigten. Jeg rydder op og begynder at samle ind til en røvfuld vasketøj.

Kl. 06.30: Jeg spiser morgenmad. A38 og en grapefrugt. Jeg indtager den i sofaen, mens jeg ser starten af Go’ Morgen Danmark. Anna ligger og hygger ved siden af i sofaen. Hun er ligeså vild med Mikkel Kryger, som jeg er.

Kl. 07.02: Anna er ved at blive træt igen. Vi får gjort klar til at kunne tage på gåtur med barnevognen. Vi lukker vinduer rundt omkring og Anna får overtøj på.

Kl. 07.21: Så er vi ude af døren. Anna sover efter små 10 minutter.

Det absolut bedste ved at stå tidligt op er, når vi fanger sådan en solopgang og ellers ser byen vågne.

Kl. 08.59: Vi er hjemme igen. Anna sov en times tid og nød ellers det sidste af turen hjem, hvor hun lå og kiggede ud på træerne. 7.5 km blev det til. Anna får skiftet ble og bliver lagt på sit legetæppe omringet af legetøj.

Kl. 09.10: Jeg sætter en vask over. I fryseren finder jeg Annas aftensmad frem, så den kan tø op. Hun får grøntsagsmos med en kødbolle, da hun ikke kan spise det, som vi skal have. Jeg laver også formiddagsmad til Anna. Det er bare en omgang fuldkornsgrød med frugtmos i dag, som hun spiser med udemærket velbehag.

Kl. 09.34: Anna er færdig med at spise og vi bevæger os op på hendes værelse, hvor vi skal have sorteret størrelse 68 ned i kasser, mens vi graver str. 74 frem. Det er altid med blandede følelser, når vi pakker tøj ned og frem. Men det genkender alle mødre vel?

Kl. 10.05: Vi er færdige med at sortere tøj og bevæger os nedenunder igen. Anna leger på sit legetæppe, mens jeg spiser et æble.

Kl. 10.18: Så begynder den unge dames humør ellers så småt at vende. Vi skynder os at lave en sutteflaske klar.

Kl. 10.30: Jeg opgiver at få flasken i hende, da hun bare pisse meget skriger af den og mig. De seneste dage er hun begyndt at drikke mindre af formiddagsflasken og brokke sig mere over den. Så i dag var måske sidste gang med den. Nu prøver vi i hvert fald at gøre det anderledes fremover. Wish me luck! 😉 – Nå, men vi pludre lidt på legetæppet i stedet, men hun er godt nok noget af en gnavpot.

Kl. 11.00: Jeg putter hende i barnevognen og sætter hende udenfor. Jeg når lige at hænge en omgang vasketøj til tørre, inden vi igen smutter på gåtur.

Kl. 12.00: Anna vågner efter kun 40 minutters lur, da en stor traktor kører forbi. Ja, vi bor på landet. Jeg ved af erfaring, at det ikke passer den unge dame at vågne allerede efter 40 minutter til middagslur og der går heller ikke lang tid, før hun stikker i vanvids hyl og bare ingenting vil. Sparker og slår ud til højre og venstre, mens hun skriger som en vanvittig. Hun vil have sutten, men spytter den ud. Hun vil have dynen, men sparker den af. Hun vil have os til at køre videre, men alligevel får hun mig til at stoppe hele tiden. Kan I stave til M-Ø-G-U-N-G-E? For sulan, hvor jeg hader, når hun laver det nummer, mens vi er ude på åben gade. Vi når op til den lokale skole, hvor jeg finder en ret rustik og gammel parkeringsplads. Hun synes at falde til ro, når vi ruller hen over den. Så der går jeg ellers pænt i cirkler i 20 minutter til hystaden falder i søvn igen.

Kl. 12.30: Hun sover igen. Thank God! Jeg fortsætter gåturen.

Kl. 13.29: Vi er hjemme igen efter i alt 10.3 km gåtur. Anna får skiftet ble og kommer ind på legegulvet igen. Der går kun få minutter, før hun genfinder sit jævnt sure humør frem igen og bare skriger efter mig, indtil jeg tager hende op.

Kl. 13.41: Jeg laver en sutteflaske klar og en smule frugtmos. Jeg tænker, at hun nok er sulten efter at have skippet sidste flaske. Det er hun så overhovedet slet ikke! Fuld af brok drikker hun måske 40% af, hvad hun plejer og frugtmosen får lige akkurat lov til at komme ned i maven. Så vi fortsætter den dårlige stemning. Halleluja!

Kl. 14.06: Jeg lægger noget vasketøj sammen, mens Anna ligger på legegulvet og overvejer sit humør en ekstra gang.

Kl. 14.12: Jeg tænker, at jeg måske kan få lov til at forberede lidt til aftensmaden. Men det tænker Anna, at det kan jeg slet ikke få lov til. Skide sur baby, som hverken vil sidde hos mig eller være væk fra mig. Jep. Så er hun nemlig rigtig let at blive klog på. Jeg kæmper med en sur, utålmodig, hidsig og ked møgunge den næste times tid. Intet kunne stille hende tilfreds.

Kl. 15.30: Nu er jeg nødt til at gå i køkkenet, da aftensmaden skal i ovnen omkring kl 16.00, da den skal stå og hygge sig derinde i dejlig lang tid. I hvert fald en time. Og vi skal jo helst have mad til omkring kl 17.00, hvor Anna plejer at spise. Bare så vi kan spise sammen alle 3. Anna accepterer faktisk, at ligge lidt på legetæppet i køkkenet. Hun får også lov til at se lidt Ipad. Whatever works 😉

Kl. 15.40: Anna finder det sure humør frem igen, men begynder også at gabe. Det passer også med hendes eftermiddagslur, så jeg drøner hende i barnevognen. Hun sover bare i bryggerset, da jeg ikke vil stille sådan en hystade udenfor og ellers rende frem og tilbage. Hun plejer også kun sove 20-30 minutter om eftermiddagen, så ingen grund til at smide hende i en masse tøj for det.

Kl. 16.00: Det lykkes mig at få maden i ovnen, selvom jeg render frem og tilbage mellem køkkenet og bryggerset konstant. Øv, hvor hun kæmper mod den søvn. Det plejer hun ellers ikke at gøre ret tit.

Kl. 16.15: Jeg opgiver at putte hende i barnevognen og tager hende op igen. Hun kommer ned på legetæppet, men af ren og skær træthed vrider hun sig bare i vildskab. Jeg tager viklen på og putter hende i den. Det giver en smule mere ro, men slet ikke nok.

Kl. 16.35: Jonas kommer hjem, men hvor han plejer at møde en glad og frisk datter, der lige er vågnet fra sin eftermiddagslur, er det så overhovedet ikke tilfældet i dag. I stedet bliver han viftet væk af mig, da hun ikke må se ham. Hun er nemlig lige ved at falde i søvn, hvilket sker 5 minutter senere.

Kl. 17.00: Hun vågner igen efter 20 minutter. Hun er ikke helt frisk, men da hun ser sin far, kan hun jo ikke sove mere. Det er også fint. Hun kommer op til Jonas, mens jeg forbereder hendes aftensmad. Vores mad er også færdig, så vi kan alle sætte os ved bordet. Den unge dame vil selvfølgelig ikke have sin mad. Da hun ikke har spist så flittigt i dag, vælger jeg at lave noget andet til hende, som heldigvis glider lidt bedre ned. Men hun spiser ikke ret meget.

Kl. 17.43: Vi rydder af bordet. Jeg skynder mig at smutte i bad og nyder freden, mens Jonas hygger sig med Anna. Hendes humør er nogenlunde nu.

Kl. 18.04: Jeg er ude af badet igen. Jeg ordner lidt praktisk, mens jeg har Anna med på armen.

Kl. 18.19: Jonas giver Anna nattøj på, mens jeg gør en sutteflaske klar. Den drikker hun heldigvis med velbehag. Hun slutter af med lidt frugtmos. Det plejer hun ikke, men da hun ikke har spist ret meget gennem dagen, så får hun lige en lille klat af det.

Kl. 18.43: Jeg renser sutteflasker, mens Jonas og Anna hygger i sofaen. Tager desuden øllebrød op af fryseren, som Anna skal have til formiddagsmad fredag.

Kl. 19.00: Jonas putter Anna. Ikke uden bøvl og hun bliver da noget sur. Hun overgiver sig dog og sover omkring 19.20. Øv. Jeg hader når hun går sur i seng. – Mens Jonas putter hende, sætter jeg mig med min computer og begynder at skrive dette indlæg. Jeg ser “Til Middag Hos” i mens.

Kl. 21.00: Jeg gør mig klar til at komme i seng. Stiller sutteflasker klar til fredag. Finder tøj til Anna og ellers gør klar, hvad der nu skal gøres klar til dagen efter.

Kl. 21.17: Jeg er hoppet under dynen. E-N-D-E-L-I-G! Jeg er godt nok træt efter sådan en dag med hystaden. Og helt modsat ligger hun nu ganske fredeligt i sin babynest ved siden af mig, mens hun bare snorksover. Så er hun pludselig verdens sødeste igen <3

Kl. 21.34: Efter at have kigget instagram igennem fra ende til anden, er jeg nu ved at have svært ved at holde øjnene åbne. Godnat og slet ikke tak for i dag.

Kl. 00.00: Vi snorksover.

 

Natten til fredag går rigtig fint og hun sover til kl 06.00 fredag morgen. Desværre fortsætter det sure humør fredag morgen, men heldigvis finder jeg frem til grunden i løbet af formiddagen. Den unge dame har fået sig en gang hård mave. Et problem vi jævntligt møder her hjemme, trods daglig brug af Movicol og jævntligt en omgang sveskemos. Stakkels mus. Hendes humør vender 180 grader, da det lykkes hende at fylde en ble. Skønt! Jeg får jeg det faktisk helt dårligt med, at jeg har været ret træt i ægget af hende det meste af torsdagen.

Hvis der sidder nogle af jer derude, der har gode fif til at komme det der hård mave til livs, så send gerne en hjælpende hånd til os 🙂

Tæt på hjertet

Tæt på hjertet

Indlægget er sponsoreret af MiniMai Cph

Før jeg blev gravid, havde jeg en klar ide om, hvilken mor jeg skulle være og i hvert fald også, hvilken jeg ikke skulle være. Herunder hvilke metoder jeg nok ikke regnede med, at jeg ville gøre brug af. Bl.a. vidste jeg, at jeg ikke ville samsove, for selvfølgelig skal et barn da lære at sove i sin egen seng. Jeg skulle heller ikke gå rundt med sådan en vikle, for det er sgu da lidt hippieagtigt og barnet skal jo også lære, ikke at hænge på mor 24/7.

“Nååe, så øøøh, Leah? Hvorfor er der så et billede, hvor du bærer din datter i en vikle?” Jo altså ser du. Så skete der jo lige det helt fantastiske, at jeg dælme blev gravid. Og i takt med, at graviditeten skred frem og terminen nærmede sig, kunne jeg godt mærke, at mine tanker om at være mor og hvordan jeg skulle være det, ændrede sig løbende. Det var som om jeg kunne mærke, at den pige jeg bar rundt på i maven i så lang tid, havde et andet behov, som mine første overvejelser ikke stemte overens med. I synes sikkert det lyder skørt og I behøver heller ikke tro det samme. Jeg tror bare på, at jeg allerede i graviditeten kunne mærke, at her har vi altså med en følsom pige at gøre. Altså hende der lå i min mave.

Jeg begyndte i hvert fald at undersøge det ser samsovning lidt. Jeg kiggede også på alle de mange forskellige slags bæreseler og flotte vikler der findes. Og ikke mindst alle de smarte måder, man kan binde sådan en vikle på. Så altså. Allerede inden hun var født, vidste jeg godt med mig selv, at vi kom nok til både at vikle/bruge bæresele og samsove. Som om jeg vidste, at det blev hendes behov. Og faktisk også mine.

Min datter er nu 6 måneder og sørme om ikke vi samsover. Jo det gør vi da. Naturligvis. Faktisk kan det tælles på én hånd, hvor mange gange hun har sovet i den flotte tremmeseng, der står oppe på værelset. Og det har kun været til små lure i løbet af dagen. Nå, men jeg bærer hende jo så også i viklen. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg har haft hende i vikle mere eller mindre dagligt fra hun var et par uger gammel. Jeg skulle lige lære det først og derfor gik der noget tid, før vi rigtigt gjorde brug af den. Det er forskelligt, hvor meget jeg dagligt har hende i vikle. Det kan være alt fra, at hun tager en hel lur i den til blot 15 minutter, hvor hun lige har brug for at få fyldt tryghedstanken op igen. Så altså meget forskelligt.

 

Hvorfor er det godt at vikle? 

Nu er jeg ikke babyprofessor eller noget. Faktisk er jeg ikke professor i noget som helst. Jeg ved bare, hvad der godt for min datter og mig selv og så ved jeg også, at alle børn er forskellige og derfor har forskellige behov. Derfor er det ikke givet, at vikling (eller samsovning) er den rigtige løsning for alle. Men nu vil jeg fortælle, hvorfor det er det rigtige for os og hvorfor jeg tror, at jeg gør noget helt vidunderligt for mit barn.

Et lille obs: Jeg læste rigtig meget om vikler og det at bære sit barn, da jeg var gravid. Derfor er noget af min viden muligvis en smule sløret og uskarp. Desuden står det jo dig fuldstændig frit for, om du er enig eller ej. 

Der er mange gode fordele, ved at bære sit barn i et godt ergonomisk bæreredskab. De fleste nyfødte elsker det, fordi det minder dem om den trygge tid fra maven. Det menes at den her tætte bæring med babyen, øger begge parters produktion af stoffet oxytocin, som bl.a. mindsker risikoen for udvikling af en fødselsdepression hos moren. Jeg kan faktisk godt huske, at jeg fik det meget bedre som mor efter en svær start, da jeg begyndte at bære min datter i viklen. Kan det mon være grunden? Desuden kan stoffet oxytocin også hjælpe med at fremme amningen. En baby der bæres meget, skulle desuden blive bedre til at regulere sin kropstemperatur og søvn og vejrtrækningen skulle blive mere stabil af at mærke morens vejrtrækning så tæt. Eller farens. Han kan jo også benytte sig af viklen, hvilket kan forstærke båndet mellem far og barn også. Jeg elsker desuden synet af en far, der bærer sit barn i et bæreredskab! – Foruden ovenstående er det jo helt almindelig viden, at babyer har et helt fundamentalt behov for nærkontakten til sine forældre. Uanset hvor mange forældre det her barn har. Det er nemt at klare med et godt bæreredskab og så har man frie hænder i mens. Win win. Jeg kan desuden anbefale viklen på en tur i IKEA. Det er så meget lettere, end at slæbe barnevognen med 😉

Jeg tror på, at den tilknytning jeg skaber med min datter, når jeg bærer hende tæt på mit hjerte, er altafgørende for hendes udvikling. Jeg tror på, at den tilknytning og tryghed jeg giver hende, er afgørende for udviklingen af hendes personlighed. Eksempelvis hvordan hun håndterer følelser og stress. Både nu, men faktisk også resten af hendes liv. Jeg tror på, at den danner et godt grundlag for hendes evne til at udvikle og udvise empati og se andres situation indefra, ligesom den har betydning for hendes evne til at se sig selv udefra. Jeg tror på, at den tætte kontakt jeg giver hende nu, giver hende tryghed i at møde verden på sigt og de mennesker, der kommer forbi hendes vej gennem livet. – Og ja, det er tilladt at være uenig og mene, at det er lidt hippieagtigt 😉

En baby bekymrer sig naturligvis ikke om ovenstående. En baby vil bare gerne være tæt på sine forældre. Dufte dem. Mærke dem. Lytte til deres hjerte og det er helt instinktivt. Jeg er helt sikker på, at påvirkningerne fra at bære sit barn tæt på hjertet, kommer barnet meget tilgode senere i livet.

Jeg tror også på, at der kan være andre måder at gøre tingene på. Bare så ingen (host.. host.. mor-politiet.. host) tror, at jeg mener, at mine metoder er de eneste rigtige 😉

 

Jeg har helt indtil nu gjort brug af en strækvikle, men nu er det blevet tid til at skifte over til en fastvikle. Heldigvis har jeg fået muligheden for at teste en super fin fastvikle i samarbejde med Momster Test og MiniMai Cph. Kender du MiniMai Cph? Ellers kan jeg fortælle, at de er rigtig gode, faktisk specialiseret, i at vejlede i køb og brug af ergonomiske bæreredskaber. Ejeren bag er sågar uddannet slyngevejleder og faktisk deltog MiniMai også ved Momster Market den 7. oktober, hvor der var mulighed for at få vejledning i at bære sit barn med ergonomiske bæreredskaber. Jeg var desværre ikke selv tilstede, da der var liiiiidt for langt fra Nordjylland til København den dag. Men havde jeg været det, så havde jeg helt sikkert været forbi MiniMai Cph.

Jeg har testet viklen Didymos Silver, som du ser på alle billeder her i indlægget.  Jeg har skrevet en anmeldelse af den og shoppen den er fra, nemlig skønne MiniMai Cph og den kan du lige nu finde på Momsters helt egen testside Momster Test. En side jeg i øvrigt kan anbefale, hvis du vil have inspiration til lækre produkter, som er nøje testet af andre mødre. Så er det altså en rigtig god side at kigge lidt nærmere på. Så hvad venter du på? Afsted med dig, så du kan blive inspireret af de fine anmeldelser 🙂

Nu har jeg været nogens mor i 6 måneder

Nu har jeg været nogens mor i 6 måneder

.. Og ikke bare “nogens” mor. Lille’pigens mor. Verdens bedste Anna Oline. Hold nu kæft hun er dejlig altså. Og i dag er det 6 måneder siden, at hun kom til verden og gjorde mig til mor. Skræmmende og fuldstændig vidunderligt på samme tid. Egentlig har jeg følt mig som en mor længere tid end det. For mig startede det allerede ved den første positive graviditetstest og det bånd, der blev skabt mellem os allerede dér. Det helt specielle mor-datter-bånd, som eksisterede i bedste velgående, selvom jeg faktisk først troede, at vi ventede os en dreng.

Wauw. Og hvilke 6 måneder har det ikke lige været? Jeg tror jeg har været samtlige følelser i følelsesregistret igennem, siden hun blev født. Det har Jonas helt sikkert også. Det startede med ekstrem overvældelse og lettelse efter en semi-lang og semi-hård fødsel ovenpå en semi-hård graviditet. Og på samme tid kom den ekstreme kærlighed. Den eksisterede egentlig allerede i graviditeten også, men den tog for alvor fat i os, da hun lå der på min mave for første gang. Kærligheden der blæste Jonas halvvejs bagover, da den havde haft et mindre fast greb i ham i graviditeten. Det er jo klart, han var jo ligesom ikke den gravide af os. To stks lettede, stolte og forelskede forældre blev født for 6 måneder siden.

Lykken fik dog ikke lov til at fylde det hele ret længe. Faktisk gik der kun knap 12 timer, før lykken måtte deles om pladsen med frustration, ulykke, modløshed og måske starten på en fødselsdepression. Vi havde bestemt ikke den bedste start som forældre, da jeg var indlagt på barselsafsnittet i dagene efter fødslen. Udueligt personale og endnu mere ringe ammehjælp, gjorde nok især starten på mit liv som mor, til en rigtig smertefuld oplevelse. Måske kan du huske historien. Hvis ikke kan du lige læse den HER. Den oplevelse og følelse de gav mig på den afdeling, fik mig til at udskrive mig selv, selvom jeg stadig var møg syg og svækket. Den fik mig også til at opgive noget så essentielt som amning. Jeg siger ikke, at amning er det eneste rigtige, for det er det ikke. Men det fortjener at få en fair chance under ordentlige forhold. Det fik min amning ikke, før jeg selv valgte den fra i nød. Jeg brugte det som en mulighed for, at flygte fra barselsafsnittet. Det er fandme trist, selvom det er ganske rigtigt. Sørgerligt også.

De næste 3 måneders tid var en værre rodebunke. Jeg kæmpede med mine indre dæmoner over min mislykkede amning. Vi kæmpede med en pige, der skreg til sine lungers bristepunkt sådan ca. de fleste af hendes vågne timer. Vi elskede hende højt, men ville samtidig gerne benytte os af den returbillet, som man ikke har på sådan et barn. Det er hårdt, men også ganske rigtigt. Der var masser af afmagt, gråd, frustration og ulykke i et skørt mix af fuldstændig overvældende lykke over, at vi havde fået den her skønne smukke pige. Ikke underligt at man kan have brug for hjælp psykisk, til at håndtere den første tid som forældre.

Nå, men efter ca. 3,5 måneds tid blev alt jo pludselig noget ganske meget andet. Vi fik styr på det der refluks, som var skyld i mange af skrigeturerne. Samtidig voksede hun jo også og hendes lille krop blev mere moden. Pludselig kunne hun godt slå en lille fis uden, at det var jordens undergang. Det gik også lidt bedre med at spise. Hun kom faktisk også i tanke om, at man jo ligeså godt kunne sove om natten. Så det gjorde hun. Heeeeeeele freaking fucking natten lang og det behager sådan nogle trætte, udkørte og meget brugte forældre rigtig godt. Og sådan gik det ellers fremad med fremskridt på fremskridt på fremskridt.

I dag går det rigtig godt. Lille’pigen er ikke længere i underkanten af vægtskalaen, men i stedet er hun lige akkurat på gennemsnittet. Hun spiser stadig som en fugl, men hun får jo tydeligvis det hun skal bruge. Hun har selv valgt sin vanlige natflaske fra for nogle uger siden. Altså den hun fik i søvne nogle timer efter hun var lagt i seng ved 19 tiden. Så nu sover hun fra ja, stadig der ved 19 tiden og så ellers frem til kl 05.00-06.30 stykker. Vi klager ikke. Hun sover dejligt mageligt i sin babynest i vores seng, sammen med mig. Jonas har vi sendt ud af soveværelset og ned i gæsteværelset. Simpelthen fordi han snorker en lille smule for højt, så både lille’pigen og jeg vågner en lille smule for meget. Desuden skal han nu til at afsted på job, før hun måske vågner, så det er meget fint, at han ikke kan komme til at vække hende. Lille’pigen er snu og har fundet ud af, at vågner hun lige til den liiiidt for tidlige side af kl 05.00, da kan hun få lov til at møve sin lille blerøv helt over til mig og så snupper vi ellers lige en times tid eller halvanden mere på den måde. Og vi nyder nærheden begge to!

Sådan ser det ud, når hun møver sin blerøv over til mig om natten. Sådan kan vi også godt finde på, at tage en lur sammen i løbet af dagen. Det er så hyggeligt! <3

Om dagen er der jo efterhånden fuld fart på. Særligt lige i tiden synes jeg godt nok, at det går stærkt. Hun er jo over det hele for pokker. Og det tager hende kun et splitsekund efterhånden. Men det er kun dejligt, at hendes fysik nu tillader det, som hendes hoved gerne vil. Det har hun vist ventet utålmodigt på. Og når ellers hendes mod på at udforske verden bliver lidt for meget for hende selv, jamen så tager hun gerne lidt tid i viklen på mig, hvor hun lige får fyldt tryghedstanken lidt op, inden hun selv viser, at hun er klar til at udforske igen. Lille’pigen er bestemt stadig en meget følsom pige. Særligt sensitiv har været nævnt uafhængigt af hinanden af både sundhedsplejersken og lægen, når jeg har fortalt, hvordan vi oplever hende, når dagen ikke er, som den plejer at være. Det er hun nemlig stadig ikke så pjattet med. Hun er egentlig nem nok, at have med. Fx når vi besøger andre eller tager i IKEA eller hvad vi nu kan finde på. Reaktionen kommer først, når vi kommer hjem (eller hvis vi har været for længe hjemmefra). Så bliver hun ganske vanvittig og ret svær at samarbejde med. Hun har en ganske naturlig skepsis, når hun møder folk, der ikke er hendes mor og far. Nogen synes hun har det meget, jeg synes bare at hun skal holde fast i sin mavefornemmelse om, lige at se folk an en ekstra gang. Eller flere. Lille’pigen reagerer desuden meget på andres følelser og tager dem gerne på sig, ligesom hun også ofte er påvirket af drømme/mareridt. Særligt sensitiv? Det ved jeg ikke om hun er. Måske er hun bare et følsomt menneske? Måske går det over eller måske skal hendes hverdag bare planlægges anderledes på længere sigt. Det finder vi jo ud af med tiden. Jeg er i hvert fald ikke tilhænger af, at sætte sådan en mærkat på hende endnu. Det har vi masser af tid til, hvis det endelig skal være.

Nå, men altså en skøn pige i dejlig skøn trivsel. Og hun er glad og tilfreds langt det meste af tiden. Og fræk som bare pokker. Og charmerende af helvedes til. Og lækker. Og pisse sjov. Ja, hun er bestemt så fantastisk som hun lyder, det meste af tiden og den smule tid, der er tilbage kan hun da godt være et surt og trælst røvhul. Hun er jo altså også kun en baby på 6 måneder, så der er nok ikke noget unaturligt i det.

Vi nyder rollerne som forældre nu. Det er noget ganske andet end i starten. Noget meget andet faktisk. Selvfølgelig kan vi også føle os drænet for overskud ind i mellem. Bevares. Vi er jo kun som alle andre forældre. Men vi ønsker ikke længere at benytte os af den returbillet, som ikke følger med, når man får et barn. Så vi er nået meget langt og vi er meget glade for den lille familie, som vi nu er. Jonas har netop været hjemme på sjælland i weekenden og jeg har været alene med lille’pigen her hjemme. Det føltes på alle måder helt forkert, at vi ikke var sammen i vores lille tresomhed.

Nå, men det her var jo egentlig bare en sludder for en sladder om, hvordan vi går og har det. Det går jo ganske godt, som I nok kunne læse. Også selvom det ikke er regnbuer og uendelig lykke og en nem baby hver eneste dag. Det behøver det heldigvis heller ikke at være og faktisk ville det også være ganske underligt ..

En hyldest til den seje kvinde – solomoren

En hyldest til den seje kvinde – solomoren

 

Jeg er ikke solomor. Lille’pigen har en far. Han hedder Jonas og ham er jeg sørme også gift med. Han bor også i huset og han kører i bilen, men han sover sgu ikke i soveværelset, for det forstyrrer mig og lille’pigen. Jeg kan ikke udelukke, at han får lov til at komme tilbage i soveværelset igen. Men alting til sin tid 😉 I det mindste har han altid rolige nætter, så han klager alligevel heller ikke..

Nå, men det her indlæg skulle slet ikke handle om, hvem der sover hvor.

Det er en omvæltning at blive mor. Jeg er ikke som sådan blevet taget med bukserne nede og der er ikke meget, der er kommet helt vildt bag på mig. Jeg vidste godt, at det ville blive hårdt og udfordrende på mange måder. Til gengæld er jeg blevet klogere på, hvor meget jeg værdsætter fritid og frihed. Og hvor vigtigt det er for mig som menneske, at jeg har alenetid og tid til at gøre det, som jeg har lyst til. Så ligeså meget som jeg elsker at bruge en masse tid med min datter hver eneste dag, ligeså meget nyder jeg også, når Jonas tager hende lidt eller når hun går i seng kl 19.00 om aftenen og vi derefter har nogle timer for os selv. Det er der vist ingen skam i at indrømme 😉

Jeg følger et par seje og meget inspirerende solomødre på Instagram. Og flere gange dagligt tænker jeg på, hvordan det havde været, hvis jeg havde været alene med lille’pigen. Det havde i hvert fald betydet endnu mindre frihed og fritid og der havde ikke lige været nogen, der lige kunne tage hende lidt. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg havde klaret at være solomor. Det skal man jo, hvis man er det. Men jo, jeg sætter sgu meget pris på, at vi er to om det her forældreprojekt. Og flere gange dagligt går mine tanker ud til solomødrene derude. Det er der blevet et lille brev ud af:

 

Kære Solomor.

Til dig der er solomor, fordi nogen smuttede og gjorde dig til det: Du er for sej! Til dig der er solomor, fordi du selv tog et aktivt valg om at blive det: Du er for sej! Til dig der på anden vis er blevet solomor: Du er for sej!

Du klarer det hele selv. Du køber nødvendige ting til dit barn for dine egne penge. Du giver dit barn mad hver gang, han eller hun er sulten. Du skifter alle bleerne. Du putter til natten om aftenen. Du tager alle de hæslige vågne nattetimer. Du tager alle timerne med skrig og skrål. Du trøster altid. Du klarer lægetiderne og alle aktiviteterne. Alle sygedagene. Du klarer alle tigerspringene. Du klarer desuden også hjemmet selv. Og vasketøjet. Og indkøb. Og aftensmaden. Du står med alle bekymringerne selv. Du står med alle glæderne selv. Du tager alle beslutningerne selv. Jeg synes fandme, at du er for sej! Du har min dybeste respekt.

Du har ikke meget tid til dig selv. Du har ikke meget tid til at gøre lige præcis dét, som du har lyst til eller brug for. Du har (måske) ikke nogen, der lige kan snuppe barnet i 5 minutter, så du kan få lidt luft. Du er i det hele tiden. Det kræver sin kvinde. En sej kvinde, hvis du spørger mig. En sej mor!

Du skal vide, at jeg beundrer dig. Du skal vide, at jeg tænker på dig hver eneste dag. Måske er du solomor, fordi det lige præcis var sådan du helst ville have det. Måske var det ikke din umiddelbare drøm, at blive solomor. Uanset hvad, hvordan og hvorfor, så skal du bare vide, at jeg synes du gør det godt og jeg synes bare, at du er mega sej. 

Kærlig hilsen Leah 

Blev det vuggestue eller dagpleje?

Blev det vuggestue eller dagpleje?

Husker du indlægget: Vuggestue eller dagpleje? Tænke, tænke, tænke .. ?

Jeg kan godt huske det, for jeg synes godt nok, at tankerne var mange. Jeg er nu ikke i tvivl om, at kunne jeg heeeeeelt frit vælge fra alle hylder, så havde vuggestuen i det integreret børnehus stadig været mit 1. valg. Men ..

Der var ikke helt frit valg fra alle hylder. Det viste sig nemlig at blive sværere end som så, at finde pasning til vores lille blerøv. Vuggestuens ledige pladser omkring den tid, hvor lille’pigen skal i pasning, var alle reserveret til søskende. Sådan kan det gå.

Så kontaktede jeg pladsanvisningen, for skulle det være en dagplejer, så ville jeg faktisk rigtig gerne selv have stor indflydelse på hvem og hvor det blev. Det viste sig så, at vores lille by lider lidt at dagplejemangel og at lille’pigen er født på sådan ca. samme tidspunkt, som rigtig mange andre i byen. Det forklarer jo også, hvorfor der jævntligt findes en folder i min postkasse med spørgsmål om mine fremtidige ønsker om at blive dagplejer. De er så sandelig uhyggeligt små, kan jeg godt love jer for 😉 Faktisk stod hun lige nu til at skulle i dagpleje i en anden by i kommunen. Det passede så overhovedet ikke ind i vores liv, hvor manden bruger den ene bil vi har, når han kører hele vejen til Langbortistan om morgenen FØR alle tænkelige pasningsmuligheder åbner, mens jeg skal med bussen fuldstændig i modsat retning af ham og den mulige dagplejeplads i den anden by, ville ligge i en helt 3. retning. Så jo. Nok kan vi godt løse et puslespil eller to her hjemme, meeeeeeen …

Så vi måtte få hænderne op ad lommen og tænke hurtigt. Jeg har været lun på en helt særlig privat dagpleje lige siden vi flyttede til byen. Jeg har dog ikke haft den i tankerne som en mulighed, da åbningstiderne kunne blive lidt svære at danse med. Og så ville jeg jo gerne have lille’pigen i vuggestue, så min næse var ligesom rettet mod det.

Men omstændighederne har gjort, at næsen er vendt tilbage mod den her skønne dagpleje, som jeg nu er faldet pladask for, efter at have været på besøg. Faktisk er det to dagplejere, der er gået sammen om at have hele 10 børn i pasning. To skønne kvinder, der ikke er meget ældre end Jonas og jeg. Selv mødre begge to og så er de bare super søde og lille’pigen kunne de begge bare tage i armene allerede efter 10 sekunders møde. Det er altså uhyggeligt sjældent, at lille’pigen er så åben overfor at sidde hos andre så hurtigt. Det tog jeg som et godt tegn og mine skuldre faldt lige en halv meter ned allerede ved første møde. Nu er tanken om, at hun skal passes ude lige pludselig ikke så slem mere. Der er ro i maven faktisk. For ja, vi har netop skrevet under på papirerne og nu venter der en plads hos dem forude. Og noget af det absolut bedste er faktisk, at dagplejen ligger super tæt på os. 1 minuts gang, hvis man tager det stille og roligt. Vi kan se ned til dem fra vores stuevinduer, men den ligger heldigvis ikke sådan, at lille’pigen vil kunne se hjem. Det tror jeg faktisk er meget godt. Så nok skal vi have et puslespil til at gå op med åbningstider, arbejdstider osv, men til gengæld er der meget praktisk i, at vi ikke skal så langt for at aflevere og hente.

Så altså den 1. april 2019 starter lille’pigen i den dejligste dagpleje. Egentlig havde jeg skrevet hende op til pasning fra den 1. februar, men lige nu passer det mig faktisk rigtig godt, at jeg får hele to måneder mere med hende hjemme, inden hun bliver sendt afsted. Den tid vi har lige nu, får vi kun én gang, så det er dejligt at vi kan forlænge tiden, selvom det ikke var sådan, det først var planlagt.

Med fuldstændig ro i maven kan jeg nu nyde den sidste tid af barslen med min dejlige pige. Et halvt år har vi så stadig tilbage. Og så glæder vi os til at komme i hænderne på et par skønne dagplejere til foråret 🙂

De hedder i øvrigt “Børnepasserne Evigglad”. Hvor rart et sted, lyder det ikke lige til at være? 😉 De ser sgu også altid evigt glade ud, når jeg møder dem i bybilledet på deres gå- eller cykelture. Jeg er vild med dem!

Finurlige babyting, som vi er blevet klogere på

Finurlige babyting, som vi er blevet klogere på

Husker du indlægget om finurlige babyting som vi ikke turde ikke at købe, men ikke ved om vi kan finde ud af at bruge? Det er længe siden. Jeg var stadig gravid og der var endnu knap en måned til lille’pigens ankomst på det tidspunkt.

Nu er der gået lidt tid og vi er faktisk blevet lidt klogere på de der finurlige ting. Så dette indlæg skal handle om nogle af de ting til baby, som vi enten ikke fik brug for eller absolut ikke vil undvære. Måske kan nogle af jer kommende mødre derude blive inspireret. Lad os da starte med nogle af de ting fra det tidligere indlæg:

Lusekammen: Altså det der også hedder en tættekam. Man kan bl.a. bruge den til at fjerne arp fra babys hoved. Lille’pigen har ikke haft ret meget arp. Ind til videre har jeg måske fjernet arp 2-3 gange, så i det mindste fandt jeg da ud af, hvordan man gør. Den har været ganske god at bruge til det, så selvom den ikke er brugt meget, ville jeg ikke have undværet den.

Ammeindlæg: Jeg købte en enkelt pakke, men har ikke brugt dem til en ski’. Jeg fik jo aldrig det der amning op at køre, så det har naturligvis ikke været en nødvendighed for mig. Men jeg er sikker på, at kvinder der ammer kan have stor glæde af dem.

Amme-BH: Det er lidt den samme historie, ikk? 😉

Mormortrusser og gigantiske natbind: JA TAK! Åh, jeg havde ikke kunne være nogle steder i dagene efter fødslen uden både de kæmpe trusser og de store natbind. Faktisk huggede jeg en håndfuld af de der smukke og elegante net-trusser med hjem fra sygehuset. Der gik i hvert fald 14 dage, før jeg kunne undvære dem. Sad, but true!

Snot-støvsuger-dimsen: Lille’pigen har endnu ikke været snottet, så jeg har ikke haft fornøjelsen af at prøve den endnu. Jeg har dog stadig svært ved at se for mig, at jeg skulle komme til at tage den i brug. Jeg forstår stadig heller ikke, hvordan den overhovedet virker? Tror hellere jeg vil have en af dem, hvor jeg ikke skal suge.

Ergonomisk babypude: Den har vi aldrig fået brug for, så den ligger pænt ubrugt nederst i en kasse under puslebordet.

Barnevognen: De færreste nybagte forældre vil undvære en barnevogn. Det giver vist sig selv. Men jeg bliver simpelthen lige nødt til at lave en omgang fuldstændig usponsoreret reklame for min egen barnevogn. En Emmaljunga Big Star Supreme med punkterfrie drejbare hjul. Det var et af de første køb vi gjorde os. Eller faktisk var det mine svigerforældre, der købte den til os. Det var den babyting, som jeg havde glædet mig mest til at købe og havde lagt flest tanker i. Den har været let at finde ud af. Den kører upåklageligt og så er den pisse hamrende flot. Jeg er ret vild med “det klassiske” barnevogns-look, men jeg vil gerne have alle de smarte funktioner fra de nyere vogne. Den her barnevogn har levet op til det hele og alle tænkelige forventninger vi har haft. Jeg eeeeeeeelsker den barnevogn. Vi har netop erhvervet os en klapvogn af samme mærke. En Emmaljunga Super Nitro. Den kan alt muligt fancy og smart, mens den også har “det klassiske” look. Jeg glæder mig allerede til at lille’pigen kan sidde op selv, så vi kan bruge den.

Barnevogntaske: Eller hvad det nu hedder. Altså sådan en smart lille fætter, der kan hænge på styret. Den har været uundværlig for mig. Den har lige kunne bære min telefon, nøgler, pung og vandflaske, så jeg altid har det mest nødvendige med. Jeg er jo ikke typen, der går med taske selv, så det er rigtig rart, at have den med i stedet.

Vikle: Jeg bruger en strækvikle, for sådan en havde min søster liggende fra da hun havde små babyer. Ikke at hun nogensinde fik den brugt. Det har bestemt været til mit held, for hold nu op, hvor har den bare været guld værd. Før jeg blev mor, havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle vikle. Ligesom jeg heller ikke troede, at vi skulle samsove 😉 Men lille’pigen er en trygheds narkoman og viklen har ind i mellem været det eneste rigtige sted for hende. Hun sover faktisk til middag i den lige nu, mens jeg sidder og skriver det her.

Kidsme Food Feeder: Nogen kalder den også for en frugtsut. Uanset navnet så er den i hvert fald smart og lille’pigen elsker den. Indtil videre har hun smagt: agurk, æble, blomme, nektarin, vandmelon, vindruer, hindbær, blåbær og kiwi. Foruden at stimulere smagssansen, så udfordrer den også hendes finmotorik i fingrene. Den er desuden fremragende, når gummerne klør og gør ondt. Den er jo ikke uundværlig, men jeg vil altså helst ikke undvære den alligevel.

Puslebord: Altså jeg ville selvfølgelig ikke have undværet et puslebord. Men at have 2 er måske en my i overkanten. Vi købte 2 fordi vi tænkte, at det ville være praktisk med et i stueetagen og et på hendes værelse på 1. sal. Men faktisk bruger vi bare mest det i bryggerset i stueetagen. Og det er endda det, som vi købte brugt for en slik. Det fine nye puslebord der står på hendes værelse, bliver forhåbentlig brugt mere i fremtiden. Om ikke andet kan det laves om til et legebord/skrivebord, når hun bliver større. Så helt spildt er det forhåbentlig ikke.

Uroen over puslebordet: Det deler lidt vandene, om man bør have en uro over puslebordet eller ej. Nogen mener vist, at det skaber uro omring pusletiden og mindsker muligheden for nærvær og øjenkontakt. Det er vi lodret uenige i hjemme ved os. Her hjemme havde vi ikke overlevet de første 3 måneder af lille’pigens liv uden den uro, som hænger over puslebordet. Hun har elsket den fra første gang hun så den. Og den er ikke engang sådan vildt pæn eller noget. Den er faktisk jævnt grim. I perioder var det simpelthen det eneste, der kunne få hende til at falde til ro, når hun var ked af det. Jonas og jeg kommer til at gemme den uro til evig tid, fordi vi er så taknemmelige for den hjælp, den gav os i starten af lille’pigens liv. Heldigvis formåede vi at skabe ro, nærvær og øjenkontakt på alle mulige andre tidspunkter 😉 – Og nu hvor lille’pigen ikke nødvendigvis ligger stille under bleskift mere, så er den faktisk ret god til lige at aflede hendes opmærksomhed i et splitsekund, så det ikke altid behøver være en kamp at få bleen på hende.

5 måneders vaccination og en smuttur til lægevagten

5 måneders vaccination og en smuttur til lægevagten

Det her indlæg har kun ét eneste formål og det er egentlig bare at fortælle lidt om den kæmpe ØV-dag, som vi havde i går. Jeg skriver ikke så tit indlæg, som dette der kommer nu. Det burde jeg måske gøre? Den primære opgave i livet som mor, er jo vel hverdagen som mor med alt hvad der hører med. Både på godt og ondt.

Lille’pigen er 5,5 måned gammel nu. I går var det blevet tid til hendes 5 måneders undersøgelse og vaccination. Jeg hader når vi skal afsted til de her undersøgelser. Dels fordi jeg ved, at hun bliver ked af det. Dels fordi det altid passer med, at hun burde sove lur i stedet. Og dels fordi hun ofte er skør i bøtten bagefter, fordi dagen ikke går, som den plejer. Ja, min baby er et vanedyr og hendes livret er faste rutiner.

Nå, men omvendt kunne jeg heller ikke drømme om, ikke at lade hende vaccinere. Så afsted det skulle vi jo. Og selvfølgelig lige midt i hendes middagslur.

Børneundersøgelsen gik simpelthen så fint. 66 cm og nu hele 7300 gram. Endda lige præcis. Man får desværre ikke en præmie, for at ramme så fint et lige tal 😉 Lille’pigen har taget 600 gram på den seneste måned. Jeg forstår ikke, hvordan og af hvad, for hun spiser virkelig oftest som en fugl. Men hun må jo tage det til sig, som hun har brug for. Tydeligvis. Vaccinationen gik også fint. Hun græd lidt ved begge stik, men det gik egentlig hurtigt over igen. Nu ud i barnevognen til middagslur og en dejlig lang gåtur hjem. Vi fik gået hele 16 km i går.

Ved sidste vaccination – 3 måneders – var lille’pigen syg i 4 dage med feber. Så kalenderen for resten af denne uge er bevidst helt tom. Dette har vist sig at være godt tænkt. Der gik nemlig ikke mange timer, før feberen kom snigende i går. Der gik heller ikke lang tid før vi fornemmede, at hun er mere mærket af feberen denne gang. Sidst var hendes humør egentlig nogenlunde ok. Vi havde en rigtig pylret og ked pige i de sene eftermiddags- og tidlige aftentimer i går. Hun gik dog i seng ved 19 tiden med nogenlunde ro, som hun plejer. Det lignede en fredelig aften. Men så gik der knap en time og så var der gang i den igen. Skrig, skrål, gråd og gylp overalt. Og hun var brandvarm. Temperaturen sagde 38,8. Det var lavere end vi forventede ud fra hendes kropsvarme og det er jo heller ikke alarmerende højt. Men hendes reaktion og adfærd var alarmerende. Sjældent har vi hørt hende skrige og græde på den måde. Og hun er endda tidligere kolikbarn. Efter en times tid på den måde, hvor absolut intet hjalp, valgte jeg at ringe til lægevagten. Ikke med den forventning, at hun skulle kigges på, men egentlig ville jeg bare spørge til råds omkring Panodil, som jeg så ville sende Jonas ind til byen efter. Men da lægen hørte hendes gråd i baggrunden, ville hun altså gerne se os i lægevagten. Så afsted det gik omkring kl 21 i går aftes.

Vi endte med at bruge 1.5-2 timer ved lægevagten, Mest pga ventetid. Selve konsultationen var egentlig hurtigt overstået og lægen var heldigvis hurtig til at vurdere, at hun var “okay”. Alle hendes reaktioner var normale og vi gik hjem med lidt vejledning om, hvordan vi hjælpe hende bedst igennem det og med klar besked om, at hun altså ikke bør være syg 4 dage igen, uden tilsyn af en læge undervejs. Jeg gik egentlig derfra med en lethed over, at hun under omstændigheder var “okay”. Men jeg synes også vi brugte lang tid på at få den vejledning i Panodil, som jeg bare gerne ville have i første omgang. Jeg kunne jo godt have oplyst lægen om hendes adfærd og reaktioner i telefonen, men fair nok. Hvis jeg var lægen i den anden ende af røret, ville jeg nok også have bedt om at se barnet. Så alt i alt var det jo fint vi kom afsted. Og så kunne vi jo købe det der Panodil på vej hjem. Det flydende Panodil er i øvrigt mere effektivt end Panodil som stikpiller. Et tip fra lægen, selv tak 🙂

Vi kom rigtig sent hjem. Lille’pigen burde have været i hvert fald 4 timer inde i sin nattesøvn på det tidspunkt. Hun fik nattøj på og ren ble. Hun sugede det der Panodil i sig. Godt at det smager af sådan noget syntetisk jordbær-pis. Derefter en meget lille tår mælk og så op i seng. Hun faldt i søvn med en smule besvær kl 23.42. Jonas og jeg aftalte, at han bare skulle tage afsted næste morgen uden at sige farvel, for hun ville helt sikkert sove længe.

Ja, det var så OVETHOVEDET ÆK’ det der skete. Vi havde en rædsom nat, hende og jeg. Hun vågnede 2-5 gange i timen gennem hele natten. Grædende hver gang. Kl 04.45 var hun klar til at stå op. Det er tidligere end hun normalt vågner. Møgunge. Ej, hun er tydeligvis ikke tilpas, så det er mere end rimeligt, at hun reagerer. Det er bare hårdt for moren, som i lang tid har været vant til at sove med en pige, der sover hele natten. Det er jo også hårdt for hende selv.

Så her til morgen er vi begge mega trætte. Jonas også, men han er taget afsted. I dag tager vi bare en stille og rolig hjemme-dag. Ingen gåture eller andet. Det skulle alligevel også blive pis’meget regnvejr hele dagen. Lille’pigen sover lige nu formiddagslur. Hun er gået omkuld på mig, hvor hun altid sover bedst. Hendes yndlings sovested. Vi har smidt os i sofaen med gårdagens afsnit af Robinson Ekspeditionen på Viaplay. Senere skal vi indhente nogle afsnit af Luksusfælden og Til Middag Hos. Måske tager vi også lige aftenens afsnit af De Unge Mødre. Og måske en fælles middagslur.

Så selvom vi er mega trætte og en lille en holder den gående på Panodil (befalet af lægen, ro på kære mor-politi), søvn og kram, så bliver det nok alligevel en hyggelig og afslappende dag 🙂