Besøg af sundhedsplejersken

Besøg af sundhedsplejersken
Det her billede er ikke fra sundhedsplejerskens besøg. Jeg synes bare, at hun er mega lækkerhaps 🙂

Det her indlæg skal ikke handle om så meget andet, end at vi havde besøg af vores søde, flinke og meget rare sundhedsplejerske i går. Jeg troede faktisk, at det var det sidste besøg, men hun overraskede os positivt med, at hun kommer på besøg igen til august. Det synes jeg er dejligt. Mest fordi jeg bare godt kan lide at snakke med hende.

2 CommentsLæs mere

Året der gik – 2018

Året der gik – 2018

2018 har været mit livs aller bedste år. Det er der virkelig ingen tvivl om. Det føles vildt at sige det. Jeg er 28 år og af alle mine 28 leveår, så har det her altså været det bedste. Det vildeste. Det største. Et år jeg aldrig vil glemme – naturligvis fordi, at jeg i 2018 blev Anna Olines mor.

Jeg kan ikke huske et nytår, hvor jeg ikke har glædet mig til at komme ud af det gamle år og starte på et nyt – Lidt med den der følelse af, at nu skal jeg fandme have en “frisk start”. Som om livet ikke helt har været dét, som jeg ønskede af det. Det er sgu da lidt trist, hva? Men i år er det heldigvis helt modsat for en gangs skyld. Jeg har været så glad for 2018, at jeg godt kunne blive i det lidt endnu. Men sådan hænger det jo ikke sammen. 2019 har meldt sin ankomst. Ved årsskiftet i år ser jeg dog på ingen måde frem til en ny start. Jeg glæder mig bare til at fortsætte livet, som det er lige nu: Fyldt med kærlighed til min lille familie. 2019 bliver pisse godt til os!

Men nu hvor 2019 har skubbet 2018 ud af kalenderen, vil jeg gerne mindes mit år 2018 sammen med jer. Sådan lidt måned for måned, tror jeg. 

Januar 2018

Jeg åbnede bloggen den 28. januar 2018. Hele min januar gik med at forberede og gøre den klar. Det var med spænding og en kilden i maven. Hvad søren havde jeg nu kastet mig ud i? En tanke blev gjort til handling. En tanke som i øvrigt havde spiret gennem et par år. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle jer, der trofast læser med her på bloggen. 

Du kan læse mit aller første indlæg lige HER

I januar 2018 var jeg desuden også godt i gang med at være gravid. Vi holdt “Bedsteforældredag” d. 26. januar, hvor vi – Jonas og jeg – havde vores forældre med til en 3D-scanning. 

Da så vores lille Anna Oline sådan ud: 

Februar 2018

Tilbage i februar begyndte jeg at berette om vores tid i fertilitetsbehandling her på bloggen. At skrive om vores oplevelser i fertilitetsmøllen, har virkelig hjulpet mig meget med at bearbejde hele processen. Ikke bare processen, men også chokket over, at vi havnede i det. 

Du kan læse det første indlæg om grusvejen til ønskebarnet lige HER

Jeg mindes den 24. februar 2018 med stor glæde. Det var dagen, hvor jeg blev taget ved næsen og overrasket med et super dejligt, super hyggeligt og super sjovt babyshower. Jeg lyver ikke når jeg siger, at de virkelig tog røven på mig. Det var så dejlig en oplevelse!

Du kan læse og se billeder fra mit babyshower HER. 

Jeg mindes også februar som måneden, hvor graviditeten virkelig begyndte at blive en tung og smertefuld affære. På billedet nedenfor er jeg 32+4 i graviditeten. Næsten ligeså bred, som jeg er høj 😉

Marts 2018

Fra marts husker jeg mest tydeligt, at lille’pigen blev “færdigbagt”. Vi nåede de magiske 3 uger før termin og hun kunne pludselig melde sin ankomst når som helst. 

Det skrev jeg et blogindlæg om, og det kan du læse HER

Med så kort tid til termin fik jeg også samlet mine tanker omkring fødslen. Jeg lavede en “fødsels-ønske-liste”, som du kan læse lige HER. Det er lidt sjovt at læse den her på den anden side af fødslen. For den holdt jo ikke en meter. Epidural var pisse nice til mig 😉

Maven voksede naturligvis fortsat frem mod termin. På billedet her er jeg 37+4 og meget meget meget fødeklar. 

April 2018

April for fanden, din gamle svinger. April har altid været min yndlings måned. Naturligvis fordi jeg har fødselsdag i april. Den 9. april for at være helt præcis. I 2018 rundede jeg 28 år og for første gang blev min fødselsdag ikke fejret. Det kunne min kæmpe enorme væskefyldte gravide krop bare ikke klare. Og så kunne lille’pigen jo komme når som helst, så det var svært at planlægge en helt masse.

April blev kun endnu bedre i 2018. 6 dage efter min egen fødselsdag – søndag den 15. april kl 11.19, kom vores dejlige pige til verden efter en 18 timer lang fødsel.

Jeg berettede om min fødsel i hele 4 blogindlæg:

Historien om min fødsel .. #1

Historien om min fødsel .. #2

Historien om min fødsel .. #3

Historien om min fødsel .. #4

Maj 2018

Tilbage i maj begyndte graviditeten og svangerskabsforgiftningen at forlade kroppen mere og mere. Jeg var stadig ret svækket, særligt af svangerskabsforgiftningen, men det blev stille og roligt bedre. Tilbage i maj valgte jeg også at dele med jer, at kampen for vores ønskebarn havde givet mig hele 40 kilo ekstra på sidebenene. Fra PCOS og graviditet. Og da jeg skrev dette indlæg, havde jeg 24 kilo tilbage af de 40 kilo.

Der er sket meget i kampen mod kiloene og så alligevel ikke så meget. Jeg lover jer, at der snart kommer en opdatering om det.

Da lille’pigen var en måned gammel den 15. maj, måtte jeg sætte bloggen på pause for en stund. Vi kæmpede med en meget grædende pige, som absolut fejlede ét eller andet. Vi vidste bare ikke hvad.

Det skrev jeg lidt om HER.

Det viste sig jo at være kolik og refluks. Formentlig også et umodent tarmsystem. I dag kan jeg næsten ikke huske andet end gråd og frustrationer fra hendes første par måneder. Det er jeg faktisk ret ked af. På den anden side, så skete der bare heller ikke så meget andet end dét. Hold nu fast, hvor hun græd og skreg.

Heldigvis er vi på den anden side af alt dét i dag 🙂

Et billede fra min første mors dag som Anna Olines mor <3

Juni 2018

I anledning af Fars Dag den 5. juni vendte jeg tilbage til bloggen igen. Jeg mindedes min egen far, som jeg savner så meget hver eneste dag. Det gjorde jeg med det her indlæg:

“Jeg vil gerne arbejde i en pølsevogn, far” – Tag og læs det, det er altså lidt skægt.

Juni var også måneden, hvor jeg fik nok af at forsvare, at min datter er flaskebarn. Eller et barn, der får flaske og altså ikke bliver ammet.

Du kan genlæse det indlæg lige HER.

Selvom lille’pigen får mere almindeligt mad end flaske efterhånden, så fylder det her “amning vs. flaske” faktisk stadig lidt i mit hoved. Det kunne der godt være et indlæg eller to på vej om.

Juli 2018

Jeg husker juli som værende den (fucking varmeste) måned, hvor tingene begyndte at vende her hjemme. Lille’pigen fik det bedre og bedre. Hun græd mindre og sov mere. Så jeg fik gradvist mit overskud tilbage, hvilket betød at jeg kastede noget af den på mit vægttabs projekt. Jeg skrev bl.a. et personligt indlæg om, hvorfor det vægttab er så vigtigt for mig.

Læs det indlæg lige HER.

Det var også i juli, at jeg skød min “vanvittige sundheds-måned” i gang. En hård måned, hvor min krop blev “nulstillet” ved hjælp af sund og PCOS-venlig kost.

I juli gjorde jeg også op med, hvad jeg havde lært af livet som mor. Da var jeg 3 måneder inde i min nye rolle. Siden da har jeg bare lært SÅ meget mere. Måske det snart er tid til et indlæg af samme slags?

Lille’pigen og jeg da hun i juli var 3 måneder gammel <3

August 2018

I august delte jeg historien om et ganske særligt æbletræ.

Det var også i august, at jeg blev en del af det skønne MOMSTER-netværk, hvor jeg i dag er så heldig, at være premiumblogger. Jeg synes det er fedt, at netop min blog fik lov til, at blive en del af et større fællesskab.

Du kan læse mit første indlæg som “MOMSTER-blogger” lige HER.

Det var også i august, at jeg sluttede min “vanvittige sundheds-måned”. Du kan genlæse mine resultater med det HER.

Den 30. august kunne Jonas og jeg fejre 4 års bryllupsdag. I den anledning delte jeg historien om vores bryllup og den kan du læse eller genlæse lige HER.

September 2018

I september fik jeg nok af at forsvare, at Jonas og jeg umiddelbart ikke skal have flere børn, end den ene skønne pige, som vi nu har. Det er i hvert fald ikke på tegnebrættet lige nu og slet slet ikke i nærheden af at være det. Jeg skrev derfor hele 3 indlæg, hvor jeg beskrev mine/vores tanker omkring dét at tage et bevidst valg om et enebarn. Du kan læse indlæggene:

HER

HER

og

HER

Det er ikke utænkeligt, at der er et opfølgende indlæg på vej til disse indlæg. For måske har tankerne og ønskerne ændret sig? Måske slet ikke? Det kan I nok glæde jer til at læse lidt mere om i fremtiden.

I september udgav jeg mit første indlæg om mine snakke med børnehave rødderne. De indlæg har I taget i mod med smil og grin. Og jeg forstår jer godt! Læs eller genlæs første indlæg lige HER.

Det var også i september, at jeg skrev et indlæg om mine personlige råd til førstegangs gravide – eller dem, der tænker på at blive det.

Oktober 2018

Oktober startede hårdt ud, da lille’pigen blev meget påvirket af sin 5 måneders vaccination. Det skrev jeg lidt om HER.

I oktober skrev vi også under på lille’pigens kommende pasningsaftale. Det blev jo den store private dagpleje og ikke vuggestuen, som jeg ønskede mig. Til gengæld er jeg ikke i tvivl om, at vi alligevel endte med det helt rigtige sted hos de helt rigtige vidunderlige børnepassere. Læs mere om det HER. Tænk at vi nu går ind i det år, hvor min lille pige skal starte i pasning. Heldigvis har vi 3 måneder hjemme sammen endnu.

I oktober havde jeg båret “mor-titlen” i hele 6 måneder. Jeg skrev om mit først halve år som mor og delte det med jer lige HER.

Det var også i oktober, at jeg udgav en række meget personlige og meget velovervejede indlæg om min egen erfaring med ret barsk mobning gennem stort set hele min folkeskoletid. Læs indlæggene:

HER

HER

HER

HER

og

HER

November 2018

I november kunne jeg berette om en ret ubehagelig tur på Gynækologisk Afd. Jeg krummer stadig tæer, når jeg tænker tilbage på den konsultation.

Jeg var også ved ørelægen med lille’pigen. Det skrev jeg lidt om HER.

Jeg kom også lidt på tværs med mor-politiet og måtte derfor lige kridte banen op, med det her indlæg.

Jeg delte også et hyggeligt indlæg om mine egne yndlings juletraditioner. Læs eller genlæs det lige HER.

December 2018

I december gjorde jeg mig nogle tanker om, hvornår man er klar til at få et barn. Jeg kan jo naturligvis ikke tale på andres vegne, men med mine egne erfaringer kunne jeg skrive lidt om, hvad jeg synes man bør overveje, hvis man er lidt i tvivl om, om man er klar til at få et barn. Læs eller genlæs indlægget HER.

Lille’pigen stiftede også bekendtskab med sin egen tremmeseng. Det lå jo ellers ikke lige i kortene hjemme hos os, hvor samsovning hele tiden har været det rigtige for os. Du kan læse eller genlæse mine indlæg om det lige HER og HER.

Jeg skrev også et smadder personligt og faktisk ret anderledes indlæg om en pludselig følelse af komplet lykke. Du kan finde det lige HER.

Det var mit år 2018 i blogindlæg. I hvert fald nogle af dem. Sikket et vildt, men fantastisk år det har været.

Jeg håber at 2019 byder på ligeså mange gode og spændende begivenheder – selvom intet kan måle sig med, at vi blev forældre til Anna Oline.

Tusind tak til jer fordi I læser med her på min blog. En lille drøm er blevet til virkelighed – ene og alene fordi I gerne vil læse med.

Jeg håber at 2019 er jeres år! Uanset hvad I end ønsker jer af det 🙂

Rigtig godt nytår til jer.

Hvad er lykke?

Hvad er lykke?
Lykke for mig er i høj grad forbundet med min datter <3

Jeg skrev et anderledes og meget personligt indlæg om et øjebliks lykkefølelse på bloggen i onsdags. Jeg håber du har læst det. 

I dag kunne jeg godt tænke mig, at skrive lidt om at være lykkelig. For hvornår er man egentlig lykkelig? Og hvad vil det sige at være lykkelig? Hvad er lykke egentlig? Og kan man være det hele tiden?

Lykke er for mig en “øjebliks-følelse”. Ikke en konstant følelse. Lykken kommer og går i flæng. Faktisk dukker den tit uventet op. Ligesom da jeg stod splitter ravende Hans Jørgen på badeværelset og faktisk var både ked af det og frustreret. 

En forbipasserende følelse af et skørt mix af glæde, stolthed, hengivenhed, taknemmelighed, kærlighed, kilden i maven og hvad der nu ellers er godt. Lidt som et konfettirør, hvor de vildeste flotteste farver, afspejler de vildeste bedste følelser. Dét er lykke for mig. 

Hvis lykken var en konstant følelse, ville jeg personligt blive drevet til vanvid. Jeg synes, der er meget fokus på at jagte lykken i dag. Altså blandt os mennesker. En stræben, om man vil. Men hvem vil da ikke også gerne bare være lykkelig? Men skal man absolut være det hele tiden?

Er jeg et lykkeligt menneske? Ikke hele tiden i hvert fald. Jeg er et positivt, taknemmeligt og glad menneske, der er velsignet med mange gode ting i min hverdag på trods af, at jeg bestemt også har mit at slås med. Ind i mellem sker det så, at lykkefølelsen kommer buldrende ind over mig og laver en form for eksplosion i min krop. Oftere og oftere her efter jeg er blevet mor til Anna Oline. I de øjeblikke er jeg et lykkeligt menneske. Men altså ikke hver dag og hele tiden. Og det er også sådan det skal være. Synes jeg. Det er min opfattelse, at vi har brug for ind i mellem at være mindre lykkelige også. Altså at vi har brug for at mærke hele følelsesregistret – også det, der gør lidt ondt. For hvis vi ikke mærker det dårlige, kan vi så overhovedet mærke, når det er rigtig godt?

Hvad sker der, når vi spørger ordbogen om, hvad “lykke” er? 

“Lykke er en individuel (mental eller emotionel) proces af forbigående tilstande af positive tanker eller følelser af varierende intensitet og stabiliet”.

Kan vi jagte lykken? Måske. Jeg tror personligt ikke, at det er lykken i sig selv, vi skal have for øje, når vi er “på jagt”. Jeg tror ikke den kan jagtes. Jeg tror den kommer af sig selv, når det er helt rigtigt. Og når den kommer, er vi ikke i tvivl. I stedet kan vi jo søge dét, der giver os de gode følelser i maven. Glæden. Stoltheden. Taknemmeligheden. Hengivenheden. Kærligheden. Dét der kilder i maven. Så skal det nok smelte sammen i ét stort konfettirør med de vildeste flotteste farver – Og eksplodere når vi mindst venter det. I én stor lykkerus.

Det er altså, hvis du spørger mig.


Lykkelig

Lykkelig

Jeg står foran spejlet på badeværelset.

Jeg har lige været i bad og har derfor ikke en trevl på kroppen.

Helt splitterravende Hans Jørgen.

Lige dér foran spejlet.

Jeg har smidt håndklædet om mit lange våde hår. 

De sidste vanddråber pibler af mig. 

Gulvet er dejligt varmt. Vi har nemlig gulvvarme. 

Mit nattøj ligger klar. Jeg skal bare lige tage det på. På den nøgne krop. 

Jeg kigger på den. Kroppen.

Min krop. 

Stærkmærkerne. Der er nok af dem. Både på lårene og på maven. Minder fra en graviditet, hvor jeg blev kæmpe stor. 

Det løse maveskind, som rynker rosin-agtigt sammen på min mave. 

Mavedellen (-erne). Også minder fra en graviditet. Men også en påmindelse om min nuværende kamp med PCOS, insulinresistens og overvægt. 

Min kropumulige kamp med min kropumulige krop. 

Jeg er så træt.

Jeg er så træt af den. Kroppen.

Min krop. 

Jeg væmmes. 

Jeg sukker. 

Den er ikke mig.

Jeg er “bedre” end den.

Jeg er sundere, end min hvad min krop viser dig.

Stemningen er som en sort sky. Lige dér på badeværelset, hvor jeg står. Splitterravende Hans Jørgen.

Jeg hader den. Min krop. Jeg mega fucking hader de….

Men så … 

Lyden af latter inde fra stuen. 

Min datter griner.

Skraldgriner.

Et grin der kommer helt nede fra maven. 

Det bedste grin. Min yndlings lyd af alle lyde i hele verden. 

Verdens bedste lyd. 

Verdens dejligste pige. 

Hendes far griner også. 

Verdens bedste far.

Og mand. 

De griner sammen. Far og datter. 

Mine to. Mine bedste yndlings to. 

Jeg elsker dem så højt! 

Jeg er så heldig.

Tænk at jeg har fået dem begge to. 

Min kropumulige krop har dog trods alt velsignet mig med hende.

Min dejlige datter. 

Endda mod alle odds.

Verdens dejligste barn. 

Min mand elsker mig.

Min krop er en bagatel for ham. 

Uden betydning for hans kærlighed. 

Han er blind.

Blind for strækmærker.

Blind for løst rosin-agtigt rynket maveskind.

Blind for mavedeller. 

Blændet af kærlighed?

Måske. 

Latteren fortsætter. Højere og højere. 

Endnu højre. 

Jeg tror snart, at hun græder af grin.

Min skønne pige. 

Jeg elsker hende!

Men hvad er nu det? …

Der løber et sus igennem min krop. Som en eksplosion, selvom jeg er helt stille. 

Det kilder i maven. 

Jeg kan mærke mit hjerte banke. Måske springer det også et slag over. 

Jeg får en tåre eller to i øjnene.

Jeg smiler. Min krop bliver helt varm. 

Lykkelig! Det er følelsen af lykke, der strømmer igennem min ellers kropumulige krop. 

Lige dér er jeg lykkelig. 

Nøgen efter badet midt i min egen foragt for min egen krop. 

LYKKELIG! 

Jeg er ikke perfekt.

Min krop er langt fra perfekt. 

Men det er min mand. 

Og det er min datter i særdeleshed. 

Og lige nu er jeg… 

LYKKELIG!

Anna Olines Klatkager

Anna Olines Klatkager

Det er ikke sådan specielt ofte, at jeg deler erfaringer, råd og oplevelser fra køkkenet her på bloggen. Nu skal I heller ikke blive skræmte, for jeg lover jer, at det ikke kommer til at ske så tit. Sandheden er bare, at jeg efterhånden har erstattet Jonas på posten som “madmor” her hjemme. Ja, du læste rigtigt. Det er primært mig, der står i køkkenet og laver aftensmad hver dag nu. Det er bare sådan, det fungerer bedst i vores hverdag, da Jonas er sent hjemme de fleste dage og vi har en lille pige, der går tidligt i seng. Men det er jo ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg har fandme lært at lave brun sovs og alt muligt andet gøgl. Jeg arbejder naturligvis mest i den børnevenlige menu lige nu. Men mere om dét en anden god gang. I dag skal indlægget nemlig handle om Anna Olines højt elskede klatkager. 

Anna er jo efterhånden så stor, at hun spiser det meste mad selv. Det er efterhånden flere uger siden – et par måneder måske? – at vi måtte droppe skemaden næsten helt. Moset mad siger hende bare ikke en skid. Hun kan lige klare, at hendes øllebrød og havregrød om morgenen er med ske, men så heller ikke mere end det. Frugtmos må faktisk også gerne komme på en ske. Men alt andet vil hun klare selv. Rugbrød, kartofler, grøntsager, kød, you name it. Hun styrer det selv. Det giver et værre svineri ca. 4 gange om dagen, når hun har spist, men jeg er sikker på, at det kun er sundt, at hun gerne vil sidde med maden selv. 

Jeg har dog været inde i en lidt ideløs periode, hvad angår det der mad. Det er jeg nok i virkeligheden stadig. Synes godt det kan være svært at give hende noget “finger-venligt-mad”, hvor meget af det rent faktisk også ender i maven. Men så fik jeg alligevel en idé den anden dag og hvorfor ikke dele den med jer? Måske kan andre få glæde af den. Specielt fordi den er så dejlig nem 🙂 

Jeg har fået bikset nogle klatkager sammen til hende. Tror da nok, at det er det man vil kalde dem? Det gør jeg i hvert fald og jeg bestemmer heldigvis selv her på bloggen. De er super lette og hurtige at lave og Anna eeeeeelsker dem! Og så er de nemme for hende at styre selv og jeg vil absolut mene, at mindst 80% af klatkagen ender i hendes mave. Opskrift følger under billedet.

Opskrift 

Jeg fik ca. 20 klatkager ud af opskriften, men det vil altså være forskelligt afhængigt af, hvilken størrelse, man laver dem i. 

Du skal bruge:

  • 3 dl. havregryn 
  • 6 dl. vand 
  • 2 æg
  • 4 spsk mel 
  • 2 modne bananer 
  • 2 æbler 
  • Evt. vaniljesukker, hvis man har lyst

Sådan gør du:

  • Kog en havregrød af vand og havregryn 
  • Tag grøden af varmen. Kom den i en skål, hvis det er knapt med plads i gryden. Man kan også sagtens blande resten i gryden, hvis den er stor nok. 
  • Tilføj æg og mel til havregrøden og rør godt. 
  • Mos/blend bananerne og rør dem med i. 
  • Skræl æblerne og riv dem på et rivejern. De revne æbler tilføjes og hele blandingen røres godt sammen. 
  • Det er her du også kan tilføje lidt vaniljesukker, hvis du synes. Jeg har brugt en smule, når jeg laver dem – måske en halv teske – og jeg synes det giver en god smag. Men det kan sagtens undværes. 

Klatkagerne kan steges på panden i smør/olie, men kan med fordel også bages i ovnen. Jeg bruger sidstnævnte mulighed. 

Hvis du bruger ovn, hældes dejen ud i små “klatter” på bagepapir på en bradepande. De skal have ca. 20 minutter ved 200 grader varmluft – alt efter størrelse naturligvis, så hold øje med dem undervejs. 

Klatkagerne kan opbevares i køleskab, men de kan også med fordel fryses ned. Jeg frøs hele portionen ned – med undtagelse af den jeg med det samme åd selv og den jeg gav Anna – så kan jeg tage den eller de, jeg skal bruge op aftenen før, jeg skal bruge dem.

Anna spiser klatkagerne som snack eller supplement til hendes måltider. De er også geniale, at have med på tur. 

God fornøjelse med dem 🙂

Nu i egen tremmeseng – del.2

Nu i egen tremmeseng – del.2

Husk lige at få læst del 1 af den her beretning om at komme i sin egen seng. Ellers ved du ikke en ski’ om, hvorfor og hvordan og det er så øv at være bagud, ikk?

Æggehovedet (forklaring nederst i indlægget) på billedet aka. lille’pigen har sovet i sin egen seng i sådan cirkus 2.5 uge nu. Det er kommet væsentligt hurtigere, end vi havde forudset det her hjemme. Det er slet ikke noget, vi har haft fokus på eller på nogen måde haft travlt med. Men når man er ved at kravle sig til ulykker i søvne, så er tremmesengen bare en mere sikker løsning. Fair nok. Vi har sadlet om og det skal der jo også være plads til.

“Så må vi jo bare tage kampen med hende..”

Den nederen og 0 procent positive sætning fik jeg sagt flere gange, da vi besluttede, at hun skulle sove i sin egen seng. Fordi jeg faktisk forventede og regnede med, at det ville blive en kamp. Vores pige er vane- og rutinedyr og så eeeeeeelsker hun bare, at putte i vores seng. Så jo, selvfølgelig regnede jeg ikke med, at hun ville tage det pænt eller let, men det ville jeg heller aldrig forvente af hende. Jonas og jeg havde derfor snakket om, at vi nok gik nogle hårde aftner i møde og sådan måtte det jo bare være. Det er faktisk lidt som om, at de hårde aftner er en my lettere, når man forventer dem. Det er i hvert fald min erfaring.

Nå, men det blev jo så bare en stor fe’ lyvhistorie og en masse unødvendige negative forventninger og bekymringer.

Putning for lortebleer

Lige i tiden er det kun Jonas, der putter hende til natten hjemme ved os. Og hvorfor så det? Jo, den kan vi da godt lige tage også. Faktisk er det bare fordi, at jeg simpelthen ikke har lyst. Turde jeg virkelig skrive det? Ja, det gjorde jeg. Jeg gider pisse meget ikke det der putning. Når vi rammer aftentid og sengetid for lille’pigen, som er ca. omkring kl 19.00 – meget sjældent senere end det, så gider jeg egentlig bare ikke mere, hvis jeg kan slippe. Jeg vil meget hellere ordne de praktiske ting, som jeg ikke har nået i løbet af dagen, fordi jeg har brugt tiden med mit barn. Vaske sutteflasker, rydde op, gøre klar til dagen efter, rydde legetøj væk, gøre rent m.m. Som om jeg bare trænger til at være effektiv praktisk-gris, uden at skulle holde øje med hende på samme tid. Og så synes jeg egentlig, at det er fint, at de to får den tid sammen, da Jonas i hverdagene, ikke ser hende mere end et par timer. Jonas synes også det er fint. Mest fordi vi har slået en handel af: Putning for lortebleer. Han ville sikkert putte hende alligevel, selvom jeg ikke tog alle lortebleerne, men det har bare været så nemt og uproblematisk for mig, at få den handel i hus. Så sådan gør vi det lige i tiden i hvert fald. Og det fungerer.

Godnat og sov godt 

Det er så lige præcis, hvad lille’pigen har gjort. Det er gået overraskende hun-har-taget-røven-på-os-agtigt let. Første aften tog det halvanden time. Den aften var vi begge oppe ved hende på skift og hun endte med at falde i søvn i mine arme, hvorefter jeg kunne lægge hende i sengen. Eller i babynesten som hun bare har fået med over i tremmesengen. Den kender hun jo, så ingen grund til at fjerne den trygge genkendelighed for hende. Næste aften tog det under en time og Jonas klarede det selv. Tredje aften tog det en halv times tid, hvor hun rodede lidt rundt i tremmesengen og havde lidt svært ved at finde ro. Og derfra er det bare gået lettere og lettere. Slet ikke så besværligt, som vi selv havde kørt det op til at blive. De seneste dage har hun ikke sagt et eneste piv, men bare accepteret, at nu er det her hun skal sove. Her til aften, hvor jeg sidder og skriver det her indlæg, tog det under 5 minutter. Nemt med nemt på. Og altså ikke alt det pis, som især jeg havde frygtet.

Egentlig har jeg primært skrevet om lille’pigens oplevelse med at komme i egen seng, fordi der var nogen, der skrev til mig og spurgte til det, da jeg i et tidligere indlæg fik nævnt, at vi var gået i gang med det. Mest fordi de selv ville i gang med samme projekt med eget barn og stod med samme øv-forventninger, som vi selv gjorde. Nå, men de synes nok ikke, at det her indlæg er pisse fedt. Nul brugbare tips og tricks, men bare en beretning om, at det gik så glat, som en nysmurt barnerøv. Fuck dig, Leah! Så er det sagt 😉

Putte med mor

Lille’pigen sover naturligvis ikke i egen seng hele natten. Ikke at det er en natuligvis-hed, som der slet ikke er noget der hedder. Det har hele tiden kun været forventningen, at hun skulle kunne puttes i egen seng til at starte med, da hun går væsentligt tidligere i seng end os. Ikke at jeg ikke ind i mellem godt kunne lukke øjnene med hende ved 19 tiden, for det kunne jeg snildt. Men hvem skulle så pleje det ellers så stærkt ophidsende ægteskab med Jonas? Han ville sgu da blive ensom, hvis han skulle fede den i sofaen alene hver aften. Dårlig vittighed. Han ville elske det. Derfor bliver jeg længere oppe. Bare for at irritere ham 😉

Det er så sikkert som amen og tørre kiks i kirken, at lille’pigen kommer over mellem os i løbet af natten. Det kan være alt fra det sekund, jeg rammer soveværelset til nogle timer efter, vi er gået i seng. Det er meget forskelligt, men altid helt fint. Hun er mere end velkommen i vores seng og så længe hun har behov for den tryghed, vil hun få den. Uden tvivl. Jeg sover faktisk også bedre, når hun ligger lige ved siden af mig. Så det er jo win win.

Bonusinfo: Lille’pigen omtales som æggehovedet i det her indlæg og med fare for, at det giver mig mor-politiet på nakken, så forklarer jeg mig lige: Lille’pigen har sådan ca. landets rundeste hoved og det har hun haft fra dag ét af. Så rundt, at hun nok gør sig klogt i at holde sig fra bowlinghallerne. Så rundt og fint, helt uden skævheder og buler, som ellers er meget naturligt og normalt hos små børn. På billedet i det her indlæg er det bare som om, at det er ekstra tydeligt. Det hjælper heller ikke på situationen specielt meget, at hun gror hår ligeså langsomt, som græsset gror i vintermånederne. Derfor æggehoved. Vi elsker hende altså stadig! Hvordan kan man også andet med det fjæs, hun kan stille op? 🙂