Historien om min fødsel .. #1

Det er torsdag den 12. april 2018 og jeg er på det tidspunkt 39+2 i min graviditet. Jeg skal til jordemoder kl 15.00 og håber naturligvis, at det er sidste besøg. Kroppen er træt og jeg kan godt mærke, at belastningen på kroppen er taget yderligere til de seneste dage. Jeg er SÅ klar til at få min baby ud. Da jeg går hjemme og gør mig klar til at tage af sted, får jeg allerede der en fornemmelse af, at jeg ikke kommer hjem igen samme dag. At jeg nok ville ende på sygehuset. Så jeg prioriterer selvfølgelig lige at få barberet ben, for dét er nemlig pisse vigtigt, ikk? Som i det er det overhovedet ikke jo. Nå, jeg skærer mig i øvrigt også, men så kan jeg jo lære ikke at gøre det i hastværk og højgravid tilstand. Nå, men afsted mod bussen, som jeg er lige ved at komme for sent til, da jeg også skulle finde et par strømpebukser, der ikke var hul i. Det lykkedes ikke, men jeg fandt det par med kun ét hul i og det var det bedste par.

 

Jeg ankommer til jordemoderen i god tid og skal lave den obligatoriske urinprøve. Ret svært med den store mave og aldrig har jeg klumset sådan rundt på et toilet før. Men det gik. Jeg husker, at jeg følte mig stor, klodset, besværet, svedig, træt og så havde jeg hovedpine.

Min jordemoder, Nanna, kan godt se på mig, at jeg ikke har det godt. Min urinprøve slår ud for æggehvidestof og mit blodtryk er alt for højt. Det samme med min puls. Hun skønner desuden, at jeg er ved at have for meget fostervand. Hun bekræfter den mavefornemmelse jeg havde, inden jeg tog hjemmefra. Hun ringer til fødegangen og jeg skal tage derind med det samme. Præcis som jeg havde forudset det.

 

På fødegangen har de travlt som altid, så jeg bliver undersøgt et andet sted. Der køres ctg strimmel på lille’pigen og jeg får målt blodtryk op til flere gange og får taget blodprøver. Jonas er nu også ankommet i semi-bekymret tilstand. Der bliver scannet og vurderet af en læge, som vurderer at jeg skal indlægges til observation for svangerskabsforgiftning på Gynækologisk Sengeafsnit. Det er øv, for jeg kan godt lide at sove i min egen seng sammen med Jonas. Men på den anden side er det jo rart at blive holdt øje med.

Jeg kommer på en stue med 3 andre kvinder. Sådan noget hader jeg. Ikke kvinderne, de var sådan set søde nok. Men jeg hader at dele værelse og bad med fremmede mennesker. Den ene kvinde snorkede så frygteligt højt om natten, at der blev uddelt utallige ørepropper til os andre af de flinke sygeplejersker, som syntes det var lidt synd for os. Ingen af os kunne sove for snorkeren. Synd for hende også, for hun var jo sådan set ret flink.

Den første nat gik med at tælle snorken og få målt blodtryk og puls ca. en gang i timen. Og hver gang jeg skulle tisse, skulle det ske i en fucking plastikbakke og opsamles i en stor kande. Ikke underligt, at jeg ikke fik sovet den nat. Og så savnede jeg Jonas.

 

Næste morgen er det blevet fredag den 13 april 2018. Ved formiddagens stuegang kunne lægen konstatere svangerskabsforgiftningen og at den eneste løsning for dét på nuværende tidspunkt ville være, at få født mit barn. Jeg var fan, men det behøver jeg vist ikke råbe højt for nogen her. Jeg har dog på intet tidspunkt ønsket igangsættelse, men lige præcis den dag var det lige meget. Hun skulle bare ud, så jeg kunne få styr på min krop igen. Og hendes velbefindende selvfølgelig. På det tidspunkt kunne de faktisk gøre ved mig, hvad de ville. Jeg var så træt, kvæstet og ligeglad. Var faktisk kun bekymret for, om jeg havde energien til at føde. Vi fandt også ud af, at jeg i løbet af de seneste 14 dages tid havde taget hele 12 kilo på. 12 kilo væske som følge af svangerskabsforgiftningen. Det er jo vanvittigt og min samlede vægtøgning i løbet af hele graviditeten blev pludselig mere end 30 kilo. Shit!

 

Nå, men som altid havde fødegangen travlt. Også for travlt til at tage mig ned. Så jeg havnede i venteposition. Ikke særligt foreneligt med min tålmodighed, men på den anden side ønskede jeg jo heller ikke at føde, når de ikke havde tid til at hjælpe mig. Jeg tænker det er en pænt stor opgave at stå med på egen hånd.

Ved middagstid kom lægen dog tilbage med gode nyheder. Der var et hul på fødegangen. Måske havde de haft en super-føder. Hvem ved? Nå, men jeg blev sendt til forundersøgelse og denne viste, at lille’pigen ikke selv planlagde at komme ud lige her og nu da. Livmoderhalsen var lidt afkortet, men ellers var der ingen tegn til fødsel. De besluttede sig for at sætte det i gang, for ud skulle hun jo altså. Jeg blev startet op på Angusta piller. Det er en igangsættelses pille, skulle der være tvivl om det. Sådan en pille tages oralt og jeg skulle tage dem hver anden time fra kl 13.00-21.00 den aften. Kun afbrudt af, hvis fødslen gik i gang. Det er meget forskelligt, hvordan man reagerer på sådan en pille. Nogen går i fødsel efter første pille, mens de slet ikke virker på andre. Så det var da med en vis spænding i maven, da jeg lagde mig op i seng igen med første pille i maven. Jonas kørte hjem for at hvile og stå på standby, mens jeg selv forsøgte at få sovet. Snorke-marie sov dog også den eftermiddag, så det var lidt svært at få ro.

 

Eftermiddagen gik og jeg begyndte så småt at mærke forandringer. Murren i underlivet, tiltagende plukveer og modningsveer. De kom og gik og som vinden den blæser og det er jo altså ikke med den regelmæssighed, som man kunne have håbet på. Jeg begyndte at frygte, at der ikke ville ske mere den dag.

Om aftenen var vi på fødegangen til undersøgelse igen. Eller jeg fik egentlig bare kørt en ctg strimmel på lille’pigen igen. Den var fin. Men da klokken var ved at være 21.00 ville de ikke tage vandet. Jeg skulle jo op og sove mente de. Jeg kan skam godt se logikken, men nu var det jo ikke dem, der delte værelse med snorke-marie. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke ville få sovet, så jeg frygtede bare, at jeg så ville være dét mere træt, når min fødsel så gik i gang.

Jeg blev lovet, at de ville tage mig ned som noget af det første næste morgen. Med henblik på at tage vandet. Selvfølgelig forudsat, at de ikke havde for travlt. Så kan I jo nok gætte, hvad der skete, ikk?

Der er så fandens meget, som jeg ikke forstår .. #3

I anledning af at jeg fødte for ikke ret længe siden synes jeg, at det er på sin plads at lave et indlæg om ting jeg ikke forstår ved den tid, som jeg netop går i gennem i disse dage.

 

Hvorfor det skal gøre så voldsomt ondt at føde – Det siges at man glemmer smerten. Jeg er spændt på, hvornår det mon sker, for jeg husker det så ganske grusomt tydeligt endnu.

 

Hvorfor man ikke kan forklare, hvor ondt det gør at føde – Det er jo fuldstændig umuligt at sætte ord på den smerte, man oplever under en fødsel. Jeg er blevet spurgt et par gange nu, men jeg kan ikke finde de rigtige ord, der beskriver det præcist nok. Det er sikkert meningen, for ellers ville vi kvinder sikkert kunne skræmme hinanden fra at få børn.

 

Hvorfor jeg stadig skal døje med svangerskabsforgiftning – Her en uge efter fødslen fylder svangerskabsforgiftningen stadig meget i min krop. Siden vi kom hjem har jeg måtte forbi lægevagten om natten, da det ikke vil give slip. Hvorfor kan det ikke bare ophøre med graviditeten, så jeg kan få noget fred i min trætte og alt for brugte krop?

 

Hvorfor jeg nu skal have en “hænge-mave” – Hvorfor kan den ikke bare skrumpe ind af og ikke ned af? Jeg var jo godt klar over, at den ikke ville blive sig selv lige med det samme, meeeeeeen. Synes det er lidt nedtur, at den pludselig skal hænge så meget, at den nærmest skal foldes pænt ind i buksekanten. Ikke ret charmerende. Det bliver spændende at se, hvor maven ender henne 😉

 

Hvordan min datter kan være så fandens smuk – Hun er det smukkeste jeg nogensinde har set og det er jo vildt at tænke på, når man kigger på de umiddelbart gennemsnitligt pæne mennesker, der har skruet hende sammen. Hun ligner mest sin far, som det ser ud lige nu, men man kan sagtens se os begge i hende.

 

Hvor naturligt det føles at have fået en baby – Allerede nu er det som om hun altid har været her. Og hun er kun lige knap en uge gammel. Det føles simpelthen som det mest naturlige i verden, at hun er landet lige her hos os og det er næsten svært at forstå, at det ikke er længe siden hun ikke var her.

 

Hvor heldigt det er, at hun ligner det hun hedder – Vi havde jo valgt navnet for længe siden. Læs evt. mere om det HER. Jeg har været vild med navnet hele tiden, men jeg har også været spændt på om navn og ansigt ville passe sammen. Men det gør det bare. Hun kunne ikke hedde andet, tror jeg 🙂

 

Hvor vildt det er at se Jonas være en far – Jeg vidste godt, at han ville blive en god far. Ingen tvivl om det. Men jeg vidste ikke, at han ville blive SÅ god en far. Det falder ham bare ret naturligt og jeg synes det er helt vildt at se den side af ham, efter vi har været sammen i så mange år. Det er lidt som om at blive forelsket på ny igen og det er jo bare fantastisk.

 

Følelsen af at være en mor – Jeg havde da regnet med, at det ville være temmelig stort. Men temmelig stort dækker jo slet ikke følelsen nok. Tror faktisk ikke jeg kan beskrive, hvor stort det er og hvor vildt det føles, men det er så absolut det største jeg nogensinde har oplevet. Og det vildeste. Og det lykkeligste. Og så meget mere!

 

At det kan være så svært at falde i søvn, når man er så fandens træt – Jeg har haft svært ved at sove i dagene efter fødslen, men det er altså ikke fordi jeg ikke har været træt. For uha, dét har jeg da godt nok været. De sidste par dage er det dog efterhånden blevet lettere, så mon ikke bare hele oplevelsen skulle fordøjes lidt?

 

Læs også:

“DER ER SÅ FANDENS MEGET JEG IKKE FORSTÅR .. #1”

“DER ER SÅ FANDENS MEGET JEG IKKE FORSTÅR .. #2”

 

 

Jeg er tilbage igen, men alligevel ikke helt ..

Så er jeg tilbage igen. Og det er på alle mulige måder, som et andet menneske, end hende der skrev det sidste indlæg herinde. Jeg er nemlig blevet MOR. Jeg er Anna Olines MOR. Det er det vildeste og hun er det bedste! Jeg elsker hende så højt!

Anna Oline kom til verden i søndags den 15.04.18 på en solrig forårsdag. “En fin dag at komme til verden på”, som jordemoderen sagde. Hendes ankomst startede med et par frygtelige dage med indlæggelse og igangsættelse pga svangerskabsforgiftning. Selve fødslen gik på ingen måde, som jeg havde håbet eller forventet. Den gik sådan ca. på en måde, som jeg end ikke ville ønske for min værste fjende. Ikke en gang den dummeste jeg kender, som ellers er et røvhul. Dagene efter med mere indlæggelse grundet svangerskabsforgiftningen satte bestemt det sidste prik over i’et for, hvor galt hele det her fødselsforløb er gået. Da vi kom hjem fra sygehuset i går, havde jeg ikke flere kræfter eller tårer tilbage.

Jeg bearbejder stadig de seneste dages oplevelser og det kommer til at tage sin tid og energi. Men når jeg er klar, vil der komme en beretning her på bloggen om det hele. Det er altid sundt, at få skrevet tingene ned.

Men nu vil jeg nyde, at vi er kommet hjem i egne rammer igen. Mine skuldre er endelig ved at sænke sig og jeg trækker vejret mere naturligt igen. Jeg nyder at udforske min nye rolle som mor og jeg elsker at se på min dejlige mand, som nu er blevet far. Han er så skide god til det! Min dejlige datter har det godt, mens hun udforsker sin nye rolle som det mest sovende og skidende menneske her i huset. Men også det absolut sødeste.

Vi har det godt alle 3 🙂