Hvad er lykke?

Hvad er lykke?
Lykke for mig er i høj grad forbundet med min datter <3

Jeg skrev et anderledes og meget personligt indlæg om et øjebliks lykkefølelse på bloggen i onsdags. Jeg håber du har læst det. 

I dag kunne jeg godt tænke mig, at skrive lidt om at være lykkelig. For hvornår er man egentlig lykkelig? Og hvad vil det sige at være lykkelig? Hvad er lykke egentlig? Og kan man være det hele tiden?

Lykke er for mig en “øjebliks-følelse”. Ikke en konstant følelse. Lykken kommer og går i flæng. Faktisk dukker den tit uventet op. Ligesom da jeg stod splitter ravende Hans Jørgen på badeværelset og faktisk var både ked af det og frustreret. 

En forbipasserende følelse af et skørt mix af glæde, stolthed, hengivenhed, taknemmelighed, kærlighed, kilden i maven og hvad der nu ellers er godt. Lidt som et konfettirør, hvor de vildeste flotteste farver, afspejler de vildeste bedste følelser. Dét er lykke for mig. 

Hvis lykken var en konstant følelse, ville jeg personligt blive drevet til vanvid. Jeg synes, der er meget fokus på at jagte lykken i dag. Altså blandt os mennesker. En stræben, om man vil. Men hvem vil da ikke også gerne bare være lykkelig? Men skal man absolut være det hele tiden?

Er jeg et lykkeligt menneske? Ikke hele tiden i hvert fald. Jeg er et positivt, taknemmeligt og glad menneske, der er velsignet med mange gode ting i min hverdag på trods af, at jeg bestemt også har mit at slås med. Ind i mellem sker det så, at lykkefølelsen kommer buldrende ind over mig og laver en form for eksplosion i min krop. Oftere og oftere her efter jeg er blevet mor til Anna Oline. I de øjeblikke er jeg et lykkeligt menneske. Men altså ikke hver dag og hele tiden. Og det er også sådan det skal være. Synes jeg. Det er min opfattelse, at vi har brug for ind i mellem at være mindre lykkelige også. Altså at vi har brug for at mærke hele følelsesregistret – også det, der gør lidt ondt. For hvis vi ikke mærker det dårlige, kan vi så overhovedet mærke, når det er rigtig godt?

Hvad sker der, når vi spørger ordbogen om, hvad “lykke” er? 

“Lykke er en individuel (mental eller emotionel) proces af forbigående tilstande af positive tanker eller følelser af varierende intensitet og stabiliet”.

Kan vi jagte lykken? Måske. Jeg tror personligt ikke, at det er lykken i sig selv, vi skal have for øje, når vi er “på jagt”. Jeg tror ikke den kan jagtes. Jeg tror den kommer af sig selv, når det er helt rigtigt. Og når den kommer, er vi ikke i tvivl. I stedet kan vi jo søge dét, der giver os de gode følelser i maven. Glæden. Stoltheden. Taknemmeligheden. Hengivenheden. Kærligheden. Dét der kilder i maven. Så skal det nok smelte sammen i ét stort konfettirør med de vildeste flotteste farver – Og eksplodere når vi mindst venter det. I én stor lykkerus.

Det er altså, hvis du spørger mig.


Lykkelig

Lykkelig

Jeg står foran spejlet på badeværelset.

Jeg har lige været i bad og har derfor ikke en trevl på kroppen.

Helt splitterravende Hans Jørgen.

Lige dér foran spejlet.

Jeg har smidt håndklædet om mit lange våde hår. 

De sidste vanddråber pibler af mig. 

Gulvet er dejligt varmt. Vi har nemlig gulvvarme. 

Mit nattøj ligger klar. Jeg skal bare lige tage det på. På den nøgne krop. 

Jeg kigger på den. Kroppen.

Min krop. 

Stærkmærkerne. Der er nok af dem. Både på lårene og på maven. Minder fra en graviditet, hvor jeg blev kæmpe stor. 

Det løse maveskind, som rynker rosin-agtigt sammen på min mave. 

Mavedellen (-erne). Også minder fra en graviditet. Men også en påmindelse om min nuværende kamp med PCOS, insulinresistens og overvægt. 

Min kropumulige kamp med min kropumulige krop. 

Jeg er så træt.

Jeg er så træt af den. Kroppen.

Min krop. 

Jeg væmmes. 

Jeg sukker. 

Den er ikke mig.

Jeg er “bedre” end den.

Jeg er sundere, end min hvad min krop viser dig.

Stemningen er som en sort sky. Lige dér på badeværelset, hvor jeg står. Splitterravende Hans Jørgen.

Jeg hader den. Min krop. Jeg mega fucking hader de….

Men så … 

Lyden af latter inde fra stuen. 

Min datter griner.

Skraldgriner.

Et grin der kommer helt nede fra maven. 

Det bedste grin. Min yndlings lyd af alle lyde i hele verden. 

Verdens bedste lyd. 

Verdens dejligste pige. 

Hendes far griner også. 

Verdens bedste far.

Og mand. 

De griner sammen. Far og datter. 

Mine to. Mine bedste yndlings to. 

Jeg elsker dem så højt! 

Jeg er så heldig.

Tænk at jeg har fået dem begge to. 

Min kropumulige krop har dog trods alt velsignet mig med hende.

Min dejlige datter. 

Endda mod alle odds.

Verdens dejligste barn. 

Min mand elsker mig.

Min krop er en bagatel for ham. 

Uden betydning for hans kærlighed. 

Han er blind.

Blind for strækmærker.

Blind for løst rosin-agtigt rynket maveskind.

Blind for mavedeller. 

Blændet af kærlighed?

Måske. 

Latteren fortsætter. Højere og højere. 

Endnu højre. 

Jeg tror snart, at hun græder af grin.

Min skønne pige. 

Jeg elsker hende!

Men hvad er nu det? …

Der løber et sus igennem min krop. Som en eksplosion, selvom jeg er helt stille. 

Det kilder i maven. 

Jeg kan mærke mit hjerte banke. Måske springer det også et slag over. 

Jeg får en tåre eller to i øjnene.

Jeg smiler. Min krop bliver helt varm. 

Lykkelig! Det er følelsen af lykke, der strømmer igennem min ellers kropumulige krop. 

Lige dér er jeg lykkelig. 

Nøgen efter badet midt i min egen foragt for min egen krop. 

LYKKELIG! 

Jeg er ikke perfekt.

Min krop er langt fra perfekt. 

Men det er min mand. 

Og det er min datter i særdeleshed. 

Og lige nu er jeg… 

LYKKELIG!

Anna Olines Klatkager

Anna Olines Klatkager

Det er ikke sådan specielt ofte, at jeg deler erfaringer, råd og oplevelser fra køkkenet her på bloggen. Nu skal I heller ikke blive skræmte, for jeg lover jer, at det ikke kommer til at ske så tit. Sandheden er bare, at jeg efterhånden har erstattet Jonas på posten som “madmor” her hjemme. Ja, du læste rigtigt. Det er primært mig, der står i køkkenet og laver aftensmad hver dag nu. Det er bare sådan, det fungerer bedst i vores hverdag, da Jonas er sent hjemme de fleste dage og vi har en lille pige, der går tidligt i seng. Men det er jo ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg har fandme lært at lave brun sovs og alt muligt andet gøgl. Jeg arbejder naturligvis mest i den børnevenlige menu lige nu. Men mere om dét en anden god gang. I dag skal indlægget nemlig handle om Anna Olines højt elskede klatkager. 

Anna er jo efterhånden så stor, at hun spiser det meste mad selv. Det er efterhånden flere uger siden – et par måneder måske? – at vi måtte droppe skemaden næsten helt. Moset mad siger hende bare ikke en skid. Hun kan lige klare, at hendes øllebrød og havregrød om morgenen er med ske, men så heller ikke mere end det. Frugtmos må faktisk også gerne komme på en ske. Men alt andet vil hun klare selv. Rugbrød, kartofler, grøntsager, kød, you name it. Hun styrer det selv. Det giver et værre svineri ca. 4 gange om dagen, når hun har spist, men jeg er sikker på, at det kun er sundt, at hun gerne vil sidde med maden selv. 

Jeg har dog været inde i en lidt ideløs periode, hvad angår det der mad. Det er jeg nok i virkeligheden stadig. Synes godt det kan være svært at give hende noget “finger-venligt-mad”, hvor meget af det rent faktisk også ender i maven. Men så fik jeg alligevel en idé den anden dag og hvorfor ikke dele den med jer? Måske kan andre få glæde af den. Specielt fordi den er så dejlig nem 🙂 

Jeg har fået bikset nogle klatkager sammen til hende. Tror da nok, at det er det man vil kalde dem? Det gør jeg i hvert fald og jeg bestemmer heldigvis selv her på bloggen. De er super lette og hurtige at lave og Anna eeeeeelsker dem! Og så er de nemme for hende at styre selv og jeg vil absolut mene, at mindst 80% af klatkagen ender i hendes mave. Opskrift følger under billedet.

Opskrift 

Jeg fik ca. 20 klatkager ud af opskriften, men det vil altså være forskelligt afhængigt af, hvilken størrelse, man laver dem i. 

Du skal bruge:

  • 3 dl. havregryn 
  • 6 dl. vand 
  • 2 æg
  • 4 spsk mel 
  • 2 modne bananer 
  • 2 æbler 
  • Evt. vaniljesukker, hvis man har lyst

Sådan gør du:

  • Kog en havregrød af vand og havregryn 
  • Tag grøden af varmen. Kom den i en skål, hvis det er knapt med plads i gryden. Man kan også sagtens blande resten i gryden, hvis den er stor nok. 
  • Tilføj æg og mel til havregrøden og rør godt. 
  • Mos/blend bananerne og rør dem med i. 
  • Skræl æblerne og riv dem på et rivejern. De revne æbler tilføjes og hele blandingen røres godt sammen. 
  • Det er her du også kan tilføje lidt vaniljesukker, hvis du synes. Jeg har brugt en smule, når jeg laver dem – måske en halv teske – og jeg synes det giver en god smag. Men det kan sagtens undværes. 

Klatkagerne kan steges på panden i smør/olie, men kan med fordel også bages i ovnen. Jeg bruger sidstnævnte mulighed. 

Hvis du bruger ovn, hældes dejen ud i små “klatter” på bagepapir på en bradepande. De skal have ca. 20 minutter ved 200 grader varmluft – alt efter størrelse naturligvis, så hold øje med dem undervejs. 

Klatkagerne kan opbevares i køleskab, men de kan også med fordel fryses ned. Jeg frøs hele portionen ned – med undtagelse af den jeg med det samme åd selv og den jeg gav Anna – så kan jeg tage den eller de, jeg skal bruge op aftenen før, jeg skal bruge dem.

Anna spiser klatkagerne som snack eller supplement til hendes måltider. De er også geniale, at have med på tur. 

God fornøjelse med dem 🙂

Nu i egen tremmeseng – del.2

Nu i egen tremmeseng – del.2

Husk lige at få læst del 1 af den her beretning om at komme i sin egen seng. Ellers ved du ikke en ski’ om, hvorfor og hvordan og det er så øv at være bagud, ikk?

Æggehovedet (forklaring nederst i indlægget) på billedet aka. lille’pigen har sovet i sin egen seng i sådan cirkus 2.5 uge nu. Det er kommet væsentligt hurtigere, end vi havde forudset det her hjemme. Det er slet ikke noget, vi har haft fokus på eller på nogen måde haft travlt med. Men når man er ved at kravle sig til ulykker i søvne, så er tremmesengen bare en mere sikker løsning. Fair nok. Vi har sadlet om og det skal der jo også være plads til.

“Så må vi jo bare tage kampen med hende..”

Den nederen og 0 procent positive sætning fik jeg sagt flere gange, da vi besluttede, at hun skulle sove i sin egen seng. Fordi jeg faktisk forventede og regnede med, at det ville blive en kamp. Vores pige er vane- og rutinedyr og så eeeeeeelsker hun bare, at putte i vores seng. Så jo, selvfølgelig regnede jeg ikke med, at hun ville tage det pænt eller let, men det ville jeg heller aldrig forvente af hende. Jonas og jeg havde derfor snakket om, at vi nok gik nogle hårde aftner i møde og sådan måtte det jo bare være. Det er faktisk lidt som om, at de hårde aftner er en my lettere, når man forventer dem. Det er i hvert fald min erfaring.

Nå, men det blev jo så bare en stor fe’ lyvhistorie og en masse unødvendige negative forventninger og bekymringer.

Putning for lortebleer

Lige i tiden er det kun Jonas, der putter hende til natten hjemme ved os. Og hvorfor så det? Jo, den kan vi da godt lige tage også. Faktisk er det bare fordi, at jeg simpelthen ikke har lyst. Turde jeg virkelig skrive det? Ja, det gjorde jeg. Jeg gider pisse meget ikke det der putning. Når vi rammer aftentid og sengetid for lille’pigen, som er ca. omkring kl 19.00 – meget sjældent senere end det, så gider jeg egentlig bare ikke mere, hvis jeg kan slippe. Jeg vil meget hellere ordne de praktiske ting, som jeg ikke har nået i løbet af dagen, fordi jeg har brugt tiden med mit barn. Vaske sutteflasker, rydde op, gøre klar til dagen efter, rydde legetøj væk, gøre rent m.m. Som om jeg bare trænger til at være effektiv praktisk-gris, uden at skulle holde øje med hende på samme tid. Og så synes jeg egentlig, at det er fint, at de to får den tid sammen, da Jonas i hverdagene, ikke ser hende mere end et par timer. Jonas synes også det er fint. Mest fordi vi har slået en handel af: Putning for lortebleer. Han ville sikkert putte hende alligevel, selvom jeg ikke tog alle lortebleerne, men det har bare været så nemt og uproblematisk for mig, at få den handel i hus. Så sådan gør vi det lige i tiden i hvert fald. Og det fungerer.

Godnat og sov godt 

Det er så lige præcis, hvad lille’pigen har gjort. Det er gået overraskende hun-har-taget-røven-på-os-agtigt let. Første aften tog det halvanden time. Den aften var vi begge oppe ved hende på skift og hun endte med at falde i søvn i mine arme, hvorefter jeg kunne lægge hende i sengen. Eller i babynesten som hun bare har fået med over i tremmesengen. Den kender hun jo, så ingen grund til at fjerne den trygge genkendelighed for hende. Næste aften tog det under en time og Jonas klarede det selv. Tredje aften tog det en halv times tid, hvor hun rodede lidt rundt i tremmesengen og havde lidt svært ved at finde ro. Og derfra er det bare gået lettere og lettere. Slet ikke så besværligt, som vi selv havde kørt det op til at blive. De seneste dage har hun ikke sagt et eneste piv, men bare accepteret, at nu er det her hun skal sove. Her til aften, hvor jeg sidder og skriver det her indlæg, tog det under 5 minutter. Nemt med nemt på. Og altså ikke alt det pis, som især jeg havde frygtet.

Egentlig har jeg primært skrevet om lille’pigens oplevelse med at komme i egen seng, fordi der var nogen, der skrev til mig og spurgte til det, da jeg i et tidligere indlæg fik nævnt, at vi var gået i gang med det. Mest fordi de selv ville i gang med samme projekt med eget barn og stod med samme øv-forventninger, som vi selv gjorde. Nå, men de synes nok ikke, at det her indlæg er pisse fedt. Nul brugbare tips og tricks, men bare en beretning om, at det gik så glat, som en nysmurt barnerøv. Fuck dig, Leah! Så er det sagt 😉

Putte med mor

Lille’pigen sover naturligvis ikke i egen seng hele natten. Ikke at det er en natuligvis-hed, som der slet ikke er noget der hedder. Det har hele tiden kun været forventningen, at hun skulle kunne puttes i egen seng til at starte med, da hun går væsentligt tidligere i seng end os. Ikke at jeg ikke ind i mellem godt kunne lukke øjnene med hende ved 19 tiden, for det kunne jeg snildt. Men hvem skulle så pleje det ellers så stærkt ophidsende ægteskab med Jonas? Han ville sgu da blive ensom, hvis han skulle fede den i sofaen alene hver aften. Dårlig vittighed. Han ville elske det. Derfor bliver jeg længere oppe. Bare for at irritere ham 😉

Det er så sikkert som amen og tørre kiks i kirken, at lille’pigen kommer over mellem os i løbet af natten. Det kan være alt fra det sekund, jeg rammer soveværelset til nogle timer efter, vi er gået i seng. Det er meget forskelligt, men altid helt fint. Hun er mere end velkommen i vores seng og så længe hun har behov for den tryghed, vil hun få den. Uden tvivl. Jeg sover faktisk også bedre, når hun ligger lige ved siden af mig. Så det er jo win win.

Bonusinfo: Lille’pigen omtales som æggehovedet i det her indlæg og med fare for, at det giver mig mor-politiet på nakken, så forklarer jeg mig lige: Lille’pigen har sådan ca. landets rundeste hoved og det har hun haft fra dag ét af. Så rundt, at hun nok gør sig klogt i at holde sig fra bowlinghallerne. Så rundt og fint, helt uden skævheder og buler, som ellers er meget naturligt og normalt hos små børn. På billedet i det her indlæg er det bare som om, at det er ekstra tydeligt. Det hjælper heller ikke på situationen specielt meget, at hun gror hår ligeså langsomt, som græsset gror i vintermånederne. Derfor æggehoved. Vi elsker hende altså stadig! Hvordan kan man også andet med det fjæs, hun kan stille op? 🙂

Nu i egen tremmeseng – del 1.

Nu i egen tremmeseng – del 1.

Så skete det. Lille’pigen sover i sin egen seng nu. Ikke hele natten, men det vender jeg tilbage til. For bare to-tre uger siden syntes jeg overhovedet ikke, at det var dét vi skulle. Det fungerede da pis’ fint, at hun blev puttet i sin babynest i vores seng og kom over til mig i løbet af natten. Jonas sov i gæsteværelset og selvom han har været savnet i vores egen seng, så har hans snorken været det sådan ca. 0 procent. Så det hele fungerede jo super fint og alle fik den bedst mulige søvn. Nogen kunne endda snorke uden at forstyrre andre.

Men .. 

Så lærte lille’pigen at kravle. Sådan for alvor altså. Sådan at hun nu er i hele hytten, hvis man altså ikke sørger for at lukke døre osv. På den der måde, hvor hun river alle tingene ned fra alle tænkelige steder og på den der måde, hvor vi så på ny indretter hjemmet, så det bliver mest sikkert for hende. Hun kravler selv ud på badeværelset om aftenen efter aftensmaden, fordi hun ved, at hun skal i bad. Hun kravler selv hen til skuffen med babysnacks og alt hendes andet mad, når hun er sulten. Hun ved også, at det er dér mariekiksene er. Jo, jo, hun skal nok blive til noget en dag. Hun kravler selv hen til mig, når hun har brug for mig. Det er så vildt, at min baby kravler. Hvornår blev hun lige så stor? Må jeg overhovedet stadig kalde hende for en baby mere? Vittighed. Hun kommer jo til at være min baby til hun er 33 år. Præcis ligesom alle andre babyer.

Ulykken skete næsten

Fra at hun knækkede kravle-koden for alvor, gik der ikke lang tid, før hun udfoldede sine kravle-evner i søvne. Som om hun ikke har krudt nok i blemåsen om dagen. Jøsses. Hun kravlede ud af babynesten i fuldstændig søvne og lige over i favnen på sin mor. Der er ikke noget galt i, at hun kommer over til mig og sover videre. Det er hun altid velkommen til. Hun kravlede kun ud, når jeg var kommet i seng eller nogle timer senere. Som om hun fornemmede, at nu var jeg kommet i seng. Indtil da lå hun bare bum stille. Men det er så skide meget både datid og fortid nu.

En aften hvor Jonas og jeg sad i stuen i timerne, efter hun var gået i seng, sagde babyalarmen en lille bitte lyd. Ikke noget vi som sådan behøvede at reagere på og på alle mulige andre aftner, havde vi nok bare set an, om der kom mere lyd. Men lige den aften valgte Jonas alligevel at stikke hovedet op til hende. Og hvor var det bare skide heldigt, at han gjorde det! Da han kiggede ind i soveværelset, var babynesten bare tom. Hvor var lille’pigen? Hun møffede rundt i min side af sengen i min dyne, fordi hun ledte efter mig. Og hun var skræmmende tæt på kanten. Av! H-E-L-D-I-G-V-I-S var hun stadig i sengen og ulykken skete ikke. Det kunne have været gået grueligt galt. Hun startede helt sikkert kravleriet i søvne, for ellers havde der været mere lyd på hende. Hun troede nok, at jeg lå der og at hun bare lige kunne parkere sin søde mås hos mig og sove videre. Hun vågnede så, mens hun ledte og Jonas tog hende med ned i stuen.

Børnesikring eller egen tremmeseng? 

Så skulle vi jo pludselig til at tage en hurtig beslutning, for allerede næste aften kunne vi jo ikke putte hende i babynesten i vores seng, som vi ellers hele tiden havde gjort. Enten skulle vi sikre vores seng, så hun ikke kunne falde ud nogen steder. Det ville betyde sengeheste hele fucking vejen rundt, så vi alle kunne sove i én kæmpe stor fed kravlegård. Øh, nej tak! Så var muligheden jo kun, at hun måtte i sin egen seng. Den fine tremmeseng, som alligevel bare stod urørt på hendes værelse. Det var jo klart den nemmeste løsning, da vi havde den og kunne tage den i brug allerede næste aften. Men øv! Jeg har bare ikke været vild med, at hun skulle i egen seng. Eller jeg har i hvert fald ikke haft travlt med det, for jeg synes sgu det er pisse hyggeligt, at have hende med i min egen seng. Og jeg tror virkelig på, at det der samsovning gør noget pisse godt for sådan et lille barn – hvis det fungerer for alle parter vel og mærke. Ellers gør det sgu ikke en skid godt. Og nej, kære mor-politi. Jeg tror ikke at børn, der ikke samsover lider nogen form for overlast. Bare ned med den krogede pegefinger igen.

Så i næste del kan du læse alt om, hvordan det gik med at få hende i egen seng og hvordan jeg har haft det med det. Og hvordan det går nu og hvordan jeg har det med det nu. Der bliver nok at skrive og læse om, så følg endelig med 🙂

Hvornår er man klar til at få et barn?

Hvornår er man klar til at få et barn?

             

Jeg er blevet spurgt så pænt, om jeg ikke kunne lave et indlæg om, hvornår man er klar til at få et barn. Herunder hvilke overvejelser, som Jonas og jeg selv gjorde os. Heldigt, for jeg kan jo ligesom også kun tale på vores egne vegne. Jeg er sgu altid med på den værste, så selvfølgelig vil jeg skrive et indlæg om det.

 

Så hvornår er man klar til at få et barn?

Jeg ved ikke, hvornår “man” er klar. Men jeg ved, at vi var klar, da jeg sagde til Jonas, at nu er vi altså klar. Vi havde vist nok været sammen i knap 6 år eller ca. der omkring, da Jonas fik den besked. Før det havde vi faktisk snakket skræmmende lidt om det med børn. Ingen af os vidste med sikkerhed, om det var noget vi overhovedet ville have. Altså de der børn. Jonas har altid vidst, at det ikke nødvendigvis var et behov for ham at få børn. For mit vedkommende blev det først et behov, og på samme tid også et ufravigeligt krav, da jeg blev moster til min storesøsters første barn. Min dejlige niece, Olivia. Det lille bitte vidunderlige menneske rørte bare noget i mig. Hun fik mig i kontakt med min indre “mor”. Og så skulle jeg altså bare selv være en mor også. Mærke mor-rollen på egen krop og i eget liv. Se mine egne gener gå videre i et lille bitte helt nyt menneske. Mit menneske. Mit barn. Selvfølgelig skulle jeg være nogens mor. Selvfølgelig!

 

Okay. Jamen så gør vi det

Det var sådan ca. Jonas’ reaktion. Og ja, han er virkelig oftest så rolig og tilbagelænet, som han lyder. For min skyld og vores parforholds skyld, var han klar på at få et barn. Og med et barn mener han ét barn. Omkring det har han aldrig været i tvivl. Han har aldrig rystet i stemmen eller tænkt efter en ekstra gang. Han vil kun have ét barn og det skulle jeg altså vide fra start, inden vi overhovedet kastede os over projektet. Så det fik jeg at vide og det accepterede jeg. Det accepterer jeg stadig.

 

Og så gik “projekt baby” faktisk i gang med øjeblikkelig virkning

Uden vi overhovedet havde en mistanke om det eller overhovedet frygtede det på forhånd, endte “projekt baby” jo så med at blive, ja.. Faktisk et rigtig omstændigt projekt. Som mange allerede ved, fik jeg konstateret PCOS og endometriose. Vi røg igennem fertilitetsmøllen med flere intense mislykkede forsøg. Jeg blev opereret og efter et længere hormonhelvede, hvor intet andet fyldte i vores tanker og i vores liv generelt, lykkedes det os endelig at få de to magiske streger på graviditetstesten. Efter en egentlig jævnt fysisk hård graviditet, der toppede med svangerskabsforgiftning og en vægtøgning på hele 30 kilo (“projekt baby med PCOS og det hele endte med at give mig 40 kilo ekstra på sidebenene), fik vi vores dejlige datter i armene i april i år. Nu har vi simpelthen verdens dejligste pige på knap 8 måneder, men vejen til hende har efterladt os med ar på sjælen og for mit vedkommende også en masse fysiske skavanker, som jeg stadig kæmper med. Men hun er selvfølgelig det hele værd x 100! – Hvis du er interesseret i at vide mere om vores forløb i fertilitetsmøllen, PCOS og graviditeten, er der masser af læsestof at finde her på bloggen. Bare søg efter det 🙂

 

Mine råd og erfaringer til dig, der måske gerne vil have barn

For at vende tilbage til det her med, hvornår “man” er klar, så mener de fleste nok, at klar bliver man sgu nok aldrig helt og det perfekte tidspunkt findes ikke og kan ej planlægges. Det er jeg til dels enig i. Med de erfaringer vi har gjort os og har med i bagagen i forhold til at blive forældre, vil jeg dog klart anbefale, at man overvejer følgende:

Jeg pointerer lige med en let løftet pegefinger, at følgende er mine holdninger ud fra, hvordan jeg er som menneske og trives bedst med tingene. Det er meget muligt, at andre ikke er enig, men det er sgu da bare helt i orden. 

De familiemæssige rammer – Måske har du en partner. En kæreste eller måske er du gift. Måske er du single og i gang med beslutningen om et donorbarn. Måske noget helt andet. Uanset hvad vil jeg råde dig til at kigge på de familiemæssige rammer, som du vil skabe for et evt. kommende barn. Der er overhovedet ikke noget rigtigt eller forkert, det vigtigste er bare, at din mavefornemmelse er rigtig. Er han den rigtige far til mit barn? Er vores forhold klar til det? For ja, det giver nye udfordringer til forholdet at blive forældre. Uanset hvor knaldhamrende rosenrøde kinder man har af ren og skær forelskelse. Er du klar på at blive selvvalgt alenemor til et donorbarn, jamen så handler overvejelserne jo om, at man er klar til at stå med det hele alene. Måske også om man har et stærkt netværk i ryggen. Så ja, uanset hvor og hvem du er sammen med eller ikke, så overvej om det er dét, der føles rigtig at give et evt. kommende barn.

De fysiske rammer – Det handler ganske enkelt om, hvor du eller I bor, når et evt. barn kommer til verden. Vi boede i lejlighed, da jeg blev gravid. Husdrømmen, som vi tidligere havde jagtet, var sat på pause, da vi endte i fertilitetsmøllen. Vi ville nemlig kun eje et hus, hvis vi skulle have et barn. Ellers ville en lejlighed være rigeligt til os. Der gik vist kun lige akkurat en måned eller halvanden fra at testen viste positiv, til vi skrev under på købsaftalen på vores nuværende hus. Det var en stor og dyr beslutning vi tog os, men vi har ikke fortrudt. Vi elsker vores hus og den by vi nu bor i. Men vi har også erfaret, at en lejlighed fint kunne gøre det til at starte med. Vi behøvede altså ikke have “så travlt”, hvis I forstår, hvad jeg mener. Vi ville ikke gøre det om, hvis vi kunne, men jeg vil blot fortælle, at de fysiske rammer egentlig betyder meget lidt i første omgang, når baby blot er en baby. Det betyder ikke, at en baby ikke kræver plads, for det gør den så absolut. Vi får ikke indrettet vores stue, som vi gerne vil, så længe lille’pigen er lille. Hendes ting fylder simpelthen bare det hele. Og så er der hendes barnevogn, puslebord, tøj og alt andet, som fylder alle andre steder i huset. Så bor man i en skotøjsæske, skal man måske overveje noget større. Men man behøver ikke tænke, som vi gjorde, at det skal være et hus lige med det samme.

Uddannelse – I vores tilfælde er den ene af os under uddannelse, mens vi har fået et barn. Det var ikke planlagt, men da “projekt baby” trak ud, valgte Jonas at sadle om undervejs og påbegynde en uddannelse til skibsmontør. Simpelthen fordi vores liv ikke bare kunne gå i stå. Og bum. Midt i det hele kom barnet. Så det var en satsning vi tog. Det kunne ligeså godt have trukket ud så længe, at han var blevet udlært, før vi blev forældre. Vi fortryder ikke tingene, som de er. Men med den erfaring vi har gjort os, vil vi til enhver tid anbefale, at man har sin uddannelse i hus, før man får børn. Det er i forhold til både økonomi og tid. Simpelthen.

Økonomi – Det leder mig straks videre til næste punkt. Økonomi. Er der styr på den? Vi har fint styr på vores økonomi, men med den ene forælder på en lærlingeløn, så er det økonomiske net bare pisse meget strammere, end hvis han havde været udlært nu. Det er simpel matematik, som selv jeg kan regne ud. Og sådan en baby er ikke bare glæde, kærlighed, fis og ballade. Den er fandme også en dyr omgang. Tøj, mad, bleer, medicin, udstyr, evt. barnedåb eller navngivningsfest og jeg kunne blive ved. Der er hele tiden noget nyt i takt med, at barnet vokser. Vi er så heldige, at vi har arvet og fået meget i gave. Det sætter vi dagligt pris på, for det er virkelig en kæmpe hjælpende hånd. Men derfor kan vi stadig mærke i vores økonomi, at vi er blevet forældre. Der er bare en del ting, som vi enten må nedprioritere, vente med eller helt takke nej til. Det gør vi gerne for vores datters skyld og vi har det fint. Vi sulter ikke eller noget 😉 Vi har bare ikke den samme frihed, som vi havde før. Og sådan er det. Så i forhold til økonomi vil jeg anbefale at man overvejer, om man egentlig har råd? Om man er klar til at give afkald på en vis økonomisk frihed osv.

Den personlige frihed – Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt dette punkt skulle med eller ej. Men så tænkte jeg egentlig, at selvfølgelig skal det da det. Frihed. Friheden til at gøre, hvad man har lyst til, lige når man har lyst til det. Det at man ikke er bundet op af nogen eller skal tage et særligt hensyn, som man unægteligt skal, når man får et lille barn. Den personlige frihed. Er du klar til at give afkald på den for en stund? Passer det ind i dit liv lige nu? Den personlige frihed er afgjort det, som vi savner mest i vores hjem. Det er ikke kommet bag på os, at vi skulle give afkald på den, men det er nok kommet lidt bag på os, hvor meget vi egentlig godt kan lide den og at vi rent faktisk savner den lidt. Igen, ikke på sådan en måde, at vores datter ikke er det værd, for selvfølgelig er hun det. Det ville ikke være en løgn at sige, at vi glæder os til at få den tilbage en dag. Det er jo forskelligt, hvor meget man som nybagte forældre oplever, at give afkald på sin frihed. Nogle babyer er lettere at komme ud og afsted med end andre. Vores baby har hele tiden været sidstnævnte. Hun har hele tiden haft det bedst med faste rutiner og ikke for meget hurlumhej eller faren rundt. Eller for mange mennesker omkring sig. Det har vi naturligvis indrettet vores hverdag efter, for sådan er det, når man får et barn. Så er det en andens behov før ens egne.

 

Det var egentlig nok de punkter, som jeg vil anbefale at man overvejer, hvis man er i tvivl om, hvornår man er klar til at få et barn. Jeg synes det er meget vigtige punkter, men jeg er også af den holdning, at man ikke kan planlægge alt. Nogen bliver jo gravide, uden det overhovedet er planlagt og det går jo altså ofte ganske fint. Man kan også tage mange ting, “som de kommer”. Det vigtigste er sgu, at man har den rigtige mavefornemmelse og en masse kærlighed, at give det her kommende barn. Med den rette kærlighed og omsorg, så gør man sgu allerede det vigtigste man overhovedet kan, når man er mor eller far til nogen. Det er det, som baby har absolut mest brug for. Det betyder ikke, at alt det andet praktiske er fuldstændigt ligemeget, for det er det ikke. Men man kan komme i gennem meget, hvis man sætter sig for det og har den rigtige indstilling. Man siger jo også altid, at man fortryder ikke de børn man får, kun dem man ikke får. Så uanset hvad, planlagt eller ikke planlagt, selvvalgt singlemor eller gift, uden uddannelse eller med, få eller mange penge, hus eller ej, så skal det fandme nok gå.

Så hvornår er man klar til at få et barn? Det er man måske i virkeligheden aldrig helt. Men uanset hvad, så skal det nok gå 🙂

Hvad har du egentlig lavet i dag, Leah? #5

Hvad har du egentlig lavet i dag, Leah? #5

Jeg har dokumenteret endnu en dag på barsel med lille’pigen. Ikke fordi jeg lever et sådan specielt vildt barselsliv på nogen som helst tænkelig måde. Jeg synes bare det er interessant at se, hvordan de her dage ændrer sig i takt med, at lille’pigens udvikling skrider frem og hun kan mere og mere. Og så har de nysgerrige en mulighed for at finde ud af, hvad vi bruger tiden på.

Jeg har taget udgangspunkt i dagen i går: Mandag den 3. december.

 

Kl. 00.00: Vi sover alle 3. Lille’pigen i egen seng nede ved fodenden af vores seng.

Kl. 00.14: Lille’pigen vil over til os, så det kommer hun. Vi sover videre med det samme.

Kl. 02.58: Lille’pigen vågner og roder lidt rundt. Har svært ved at finde ro. Jeg henter en tår vand til hende nede i køkkenet. Hun er vågen et lille kvarters tid, inden vi sover videre igen.

Kl. 05.00: Jonas står op og tager afsted på arbejde.

Kl. 07.10: Jeg vågner. Jeg kan fornemme at klokken er mere, end den plejer at være, når lille’pigen og jeg starter dagen. Kigger på min telefon og får et chok over at se, hvor “meget” klokken er. Lille’pigen sover endnu. Hun ligger stadig lige ved siden af mig.

Kl. 07.14: Lille’pigen vågner og er i et vældig godt humør. Hun har sovet “længe”. Normalt står hun op et sted mellem kl. 05.15-06.15’ish. Jeg klager ikke, hvis det skal til at være en ny vane.

Kl. 07.20: Vi står op. Jeg reder seng og åbner vinduer, mens lille’pigen tager en kravletur på gulvet. Bagefter går vi ned i stuen, hvor lille’pigen siger godmorgen til rødderne i kravlegården.

Kl. 07.30: Lille’pigen får sin sutteflaske.

Kl. 07.42: Jeg får noget tøj på og håret sat op, mens lille’pigen leger og ser Go’ Morgen Danmark.

Kl. 07.57: Lille’pigen får ren ble og tøj på.

Kl. 08.05: Jonas har glemt at samle barnevognen efter vi var på tur med den i søndags. Det er altid hans opgave, så det har jeg ikke en skid styr på. Mens lille’pigen leger og undersøger bryggerset, giver jeg mig i kast med at få samlet den, da vi jo skal bruge den i løbet af dagen. Det tager lang tid, men efter en masse brok og telefonisk guidning fra Jonas lykkes det dog.

Kl. 08.30: Lille’pigen leger på legetæppet, mens jeg tømmer opvaskemaskine og rydder op.

Kl. 08.50: Jeg forbereder noget morgenmad til lille’pigen og mig selv. 7 ud af 10 gange får hun øllebrød med sveskemos. Det får hun også i dag.

Kl. 08.58: Vi spiser.

Kl. 09.25: Jeg rydder af bordet. Lille’pigen har spist med hele kroppen i dag, så hun får et rent sæt tøj på og en ren ble.

Kl. 09.32: Jeg rydder op og gør rent efter morgenmaden. Lille’pigen leger selv i mens.

Kl. 09.40: Jeg børster tænder og skifter sengetøj på lille’pigens dyne. På samme tid endda.

Kl. 09.45: Lille’pigen er ved at være træt, så vi finder overtøj frem og gør barnevognen klar.

Kl. 09.57: Vi tager afsted på gåtur.

Kl. 10.05: Lille’pigen falder i søvn. Turen fortsætter med 2 gode podscasts i ørerne. I dag hører jeg “Mads & Monopolet” og “Mørkeland”.

Kl. 12.17: Lille’pigen vågner efter en god lur på mere end 2 timer. Kan ikke huske, hvornår hun sidst har sovet så længe. Det må da også gerne være starten på en ny vane.

Kl. 12.20: Vi er hjemme fra gåtur efter 11.3 gode kilometer i benene.

Kl. 12.29: Overtøjet er røget af og jeg forbereder noget frokost til os. Lille’pigen leger lidt i kravlegården i mens.

Kl. 12.40: Vi spiser. Lille’pigen får en halv skive rugbrød med smøreost, noget gnavegrønt og et par majssnacks. Jeg får en skive rugbrød med æg og nogle grøntsager.

Kl. 13.10: Jeg rydder op efter maden. Lille’pigen leger på legetæppet og rocker lidt til lyden af gode gamle mpg sange fra Youtube.

Kl. 13.20: Jeg sætter mig ned til lille’pigen, men hun er optaget af at lege selv og vil ikke sin mor ret meget. Jeg sætter mig derfor i stedet ved bordet og begynder at skrive på det her indlæg.

Kl. 13.53: Lille’pigen får en ren ble.

Kl. 13.55: Vi går op på lille’pigens værelse og leger.

Kl. 14.10: Lille’pigen bliver lidt pylret og måske er hun også ved at være lidt træt, så vi går ned igen og gør en flaske klar.

Kl. 14.12: Lille’pigen drikker sin mælk.

Kl. 14.23: Lille’pigen er færdig med sin mælk og vi overvejer nu, om vi skal tage en gåtur mere med barnevognen. Det regner ret meget. Vi ser vejret lidt an, mens lille’pigen leger og jeg lægger noget vasketøj sammen.

Kl. 14.32: Vi hygger og pludrer lidt i sofaen. Vi ser stadig vejret lidt an. Det pis’ regner.

Kl. 14.40: Vi beslutter os for at tage den mest hyggelige løsning: En fælles eftermiddagslur oppe i mors og fars seng. Lille’pigen elsker det!

Kl. 14.52: Vi har pludret og sunget lidt sange og nu er lille’pigen ved at falde i søvn.

Kl. 15.28: Jeg vågner. Er faktisk lidt i tvivl om, hvem af os der faldt i søvn først. Lille’pigen sover stadig lige ved siden af mig. Jeg ligger lidt med min telefon og stener instagram.

Kl. 15.58: Lille’pigen vågner.

Kl. 16.04: Vi går ned i stuen. Lille’pigen leger på sin madras, mens jeg ordner noget mere vasketøj.

Kl. 16.17: Jeg begynder så småt at gøre klar til madlavning. Lille’pigen kravler lystigt afsted mellem legetæppet i stuen og mine ben i køkkenet. Hun synes selv, at det er mega skægt.

Kl. 16.32: Jonas kommer hjem fra arbejde. Han hygger med lille’pigen, mens jeg laver aftensmad.

Kl. 17.00: Vi spiser sammen alle 3.

Kl. 17.20: Vi er færdige med at spise. Jeg rydder lidt op, mens Jonas hjælper lille’pigen med de sidste bidder mad.

Kl. 17.32: Lille’pigen er i brusebad med sin far. Jeg vasker højstol og lufter ud i mens.

Kl. 17.50: De er færdige med at være i bad og jeg giver lille’pigen ren ble og nattøj på.

Kl. 17.57: Jeg tager et bad, mens Jonas og lille’pigen hygger i stuen med legetøj og musikvideoer på YouTube.

Kl. 18.13: Jeg kommer ud fra badet og går ind i stuen til de andre.

Kl. 18.30: Jeg giver lille’pigen dagens sidste sutteflaske.

Kl. 18.39: Lille’pigen er færdig med sin mælk og jeg gør hendes sutteflasker rene.

Kl. 18.48: Jeg hygger med lille’pigen. Hun får også lige skiftet sin ble, da der lige var gevinst i den.

Kl. 19.00: Jeg siger godnat til lille’pigen og Jonas går op og putter hende. Jeg får ryddet legetøjet op i stuen og sætter mig og skriver videre på det her indlæg, mens jeg ser nyhederne.

Kl. 19.32: Lille’pigen er endelig faldet i søvn. Det er ikke nemt sådan at komme over i sin egen seng. Jonas kommer ned i stuen igen. Han sætter en film på, mens jeg selv sidder og arbejder videre på et projekt jeg har gang i til lille’pigen. En aften i lavt tempo må man sige.

Kl. 21.13: Jeg børster tænder og gør mig klar til at komme i seng. Jonas begynder så småt at gøre det samme.

Kl. 21.21: Jeg går op i seng. Lille’pigen sover dejligt i sin egen seng og har ikke sagt en lyd, siden hun faldt i søvn. Jeg ligger og tjekker lidt instagram, inden jeg vil lægge mig til at sove.

Kl. 21.40: Trætheden melder sig og jeg lægger mig til at sove.

Kl. 23.40: Lille’pigen vågner og vil over til os, så det kommer hun.

Kl. 00.00: Vi sover alle sammen.

 

Og så var den dag da vist også gået. En dejlig dag med en lille’pige, der bare var nem og glad hele dagen. Hun sov godt igennem natten og vågnede først lidt før klokken 07.00 her til morgen. Skønt! Så skal det måske til at være en ny vane med at sove lidt længere om morgenen? Vi krydser fingre 🙂

Baby-spam på Instagram

Baby-spam på Instagram

Fra min profil på Instagram

Da jeg var gravid og faktisk også allerede før det, var jeg af den meget bestemte holdning, at mit kommende barn i hvert fald ikke skulle fylde det hele på min instagram profil. Jeg skulle ikke være sådan en mor, der ikke kunne vise andet end sit barn. Som om man ikke har andet at gå op i.

Nå, men øh, jaaah .. Det blev jo så en stor fe’ løgn, hva?

I virkeligheden handler det jo ikke om, at der ikke er andet at vise end mit barn… Ej, hold nu kæft, Leah. I virkeligheden handler det jo sgu da om, at der vitterligt ikke er andet at vise, end dit barn.

Okay, hvem prøver jeg at narre? Ingen. Sandheden er bare, at jeg ikke oplever så meget andet end mit barn og derfor er det sgu da svært, at tage billeder af alt muligt andet lækkert pis. Jeg gad da godt smide et billede op fra en fed koncert. Eller noget lækkert mad fra et lækkert restaurantbesøg. Eller en selfie – dem som jeg aldrig tager – fra en festlig aften med fuld make-up og pænt tøj. Men sandheden er jo, at det oplever jeg ikke ret meget af lige i tiden. Faktisk slet ikke.

 

Kone, datter, veninde, lillesøster og mor, mor, mor og mor 

Før i tiden – altså før og under graviditeten – var jeg sikker på, at jeg skulle være sådan en mor, der var god til at huske på, at jeg også er så meget andet en nogens mor. Jeg er jo både nogens datter, nogens lillesøster, nogens kone og nogens ven og veninde. Det er jo heller ikke fordi jeg har glemt det, for det har jeg bestemt ikke. Jeg har bare aller mest brug for bare at være mor, mor, mor og mor. På absolut fuld tid. Jeg har det stadig bedst med at være sammen med lille’pigen hele tiden. Jeg kan da godt savne, at tage på date med Jonas. Eller hygge med mine veninder. Eller tage på shoppetur med min mor eller hvad vi nu kunne finde på. Men slet ikke så meget, at jeg ikke kan undvære det lidt endnu.

Og det gør heller ikke noget. Jeg kan sagtens mærke, at veninderne er der endnu og de venter på mig. Vi tjekker ind hos hinanden en gang i mellem og det er egentlig helt fint for mig lige nu. Jeg véd at de ved, at jeg nok skal komme tilbage i gamet, når jeg er færdig med at være i den her konstante “mor-boble”. Derfor ved jeg også, at de få tætte veninder jeg nu har, er nogle af de aller bedste af slagsen.

Jeg ses jo stadig meget med min familie. Mor, storesøster, svigerfamilie. Det er bare på en anden måde. Vi farer ikke sådan rundt og laver ting og sager. I stedet ses vi, som det passer lille’pigen bedst. Det er jo alligevel også hende, som alle helst vil se 😉

Jonas’ og mit parforhold lider heller ingen last af, at vi ikke tager ud sammen bare os to. Vi ved at den mulighed kommer tilbage til os en dag, så det haster slet ikke. Heller ikke selvom det kunne være skide hyggeligt. Vi har været sammen i 9 år nu og kærligheden er ligeså stor, som den hele tiden har været. Anderledes naturligvis, men absolut ligeså stor. Og det er på trods af, at hverdagen rigtig meget er indrettet efter, hvad der passer vores datter bedst. Vi svømmer i vasketøj, stofbleer, rutiner, lortebleer, babyudstyr, legetøj og meget mere. Og ja, selvfølgelig er der gået noget hverdag i den. Hvad ellers? Det er jo det vores dage er. Hverdage. Barsel, arbejde, oprydning, rengøring, aftensmad, opvask, putning af baby og det er jo om og om og om igen. Egentlig er jeg kun stolt af, at det ikke påvirker vores parforhold mere, for det ville da være forståeligt, hvis det gjorde. Det fortæller os bare, at vi virkelig er som skabt for hinanden. Og så kan vi og vores forhold klare alt. Nu skal det jo ikke være alt for rosenrødt. Ind i mellem synes jeg sgu da også, at Jonas er både en nar og en klaphat. Og hans synes nok, at jeg godt kan være en værre rappenskralde. Men altså.. Sådan var det også før vi blev lille’pigens mor og far 😉

 

Mere baby-spam på Instagram

Så nu ved I, hvad I fortsat kan glæde jer til, hvis I følger mig på Instagram. Flere billeder af min skønne datter, for det er bare hende, som alt min tid går med. Og sådan skal det bare være, for det er dét, der føles aller mest rigtigt for mig. Lige nu skal jeg bare være mor, mor og mor. Så kommer de andre skønne “titler” tids nok til at fylde mere igen. Og det vil jeg glæde mig til, mens jeg fortsætter livet derudaf i min “mor-boble”.

Og ja, så kan man jo ellers lære at lade være med at være så pisse klog på det der mor-liv, før man overhovedet er blevet mor. Hold nu fast hvor er meget lidt blevet, som jeg havde forudset det. Men det er sgu da blevet pisse godt alligevel 🙂

Jamen så lærer hun jo aldrig at ..

Jamen så lærer hun jo aldrig at ..

Kender I det der med, når andre synes de ved mere om dit barn, end du selv gør? Altså dig der er moren? Heldigvis er det ikke det, jeg oplever mest, men det sker dog alligevel sådan jævnt ind i mellem. Mest i form af små stikkende kommentarer, som måske eller måske ikke var ment som stikkende.

Det kommer oftest som bemærkninger i min indbakke, hvor det er ganske privat og meget nemt. Ind i mellem også i direkte tale, men så er det oftest fra nogen, som ikke er tæt på mig i hverdagen. De der er tæt på mig og lille’pigen i hverdagen, ved efterhånden godt, at jeg har styr på det og at jeg desuden ikke laver om på, hvordan jeg er mor, fordi nogen mener noget andet end mig.

Jeg kunne godt tænke mig at dele nogle af de ting, som “bekymrer” andre folk i ny og næ. Bare fordi jeg kan og fordi det er skægt. Og fordi vi skal snakke om et eller andet.

 

“Jamen så lærer hun jo aldrig at sove i sin egen seng”

Nej. Det gør hun i hvert fald ikke i morgen. Heller ikke i næste uge og nok heller ikke om en måned. Men der er langt fra dét og så til aldrig, aldrig, aldrig nogen-fucking-sinde. Lille’pigen skal nok komme i sin egen seng, når det er det bedste for hende. Og det er det ikke lige nu. Hun tror desuden, at hendes tremmeseng er en legeplads, så der er så ganske meget uro, hvis man prøver at putte hende i den. Og nok kan vi godt lide sjov og ballade, men ikke når vi skal sove. Så hun får altså lov til at blive i vores seng sin babynest, som nok snart skal skiftes ud med en juniornest, da hun godt kan lide at ligge i sådan en “rede”. I løbet af natten ender hun underligt nok altid med at ligge i favnen på sin mor. Ikke underligt at det også er der, hvor hun altid sover mest roligt og tungt. Og det der med egen seng, det tager vi når tid er og så lærer hun det der. Vi er jo heller ikke begyndt på matematikken endnu, selvom det også er noget, hun gerne skulle kunne en dag. Om ikke andet, så kender jeg ikke mange 13-årige, der stadig kun kan sove i en babynest hos mor og far. Så vi når det nok 😉

 

“Jamen så lærer hun jo aldrig, at være uden sin mor og far”

Vores datter på 7 måneder er ikke rigtig blevet passet af andre end os endnu. “Os” er hendes mor og far. Det er “kun” blevet til en enkelt gang på en halvanden times tid af min mor og det var hverken planlagt eller det, jeg havde mest lyst til. Du kan læse om det HER, hvis du har lyst. Selvom det nu alligevel gik meget fint, så ligger det ikke lige i kortene, at hun skal passes igen i nærmeste fremtid.

Jeg synes simpelthen bare ikke, at det er tid til det endnu. Hun er alt for lille. Altså min pige er alt for lille. Det kan sagtens være en anden sag med alle andres babyer på samme alder. Det fede ved babyer er nemlig, at de pisse meget ikke er ens. Heller ikke i behov. Men lille’pigen er altså for lille. Bum basta! Men jeg kan love jer, at jeg kender ingen 13-årige, der ikke hellere vil på weekend hos bedsteforældrene eller sove hos bedste vennen. Så det når vi nok, når tiden er rigtig for hende.

 

“Jamen så lærer hun jo aldrig, at sove i en stillestående barnevogn. Hun bliver aldrig klar til dagpleje så” 

Jeg er godt klar over, at det ikke er en hemmelighed, at jeg går mange ture med lille’pigen i barnevognen, når hun sover. Det er sådan jeg får den motion, som jeg gerne vil have. Totalt egoistisk mor, ikke sandt? 😉 Det bekymrer åbenbart nogle sjæle, at min datter så ikke kan sove i en stillestående barnevogn. Men jeg kan godt love jer, at det er en stod fed løgn, for det kan hun faktisk godt. For det gør hun nemlig også. Hun sover jo altså flere gange om dagen og vi går ikke tur hver gang. Vi bekymrer os desuden på ingen måde om dagplejetiden endnu eller forbereder os til den. Der er 4 fucking måneder til dagplejestart endnu, så vi når det nok. Børn har det jo også med at tilpasse sig dagligdagen, når de starter i pasning, så det skal vel nok gå. Jeg kender desuden ingen 13-årige, der ikke klarede at sove i en stillestående barnevogn i pasningsordningen. Så det skal nok gå.

 

Uanset hvad der end måtte være en bekymring, så når hun det nok den dag, hvor hun er klar til det 🙂

Ørelægen og lidt om weekendens planer

Ørelægen og lidt om weekendens planer

Tid ved ørelægen lige midt i den vanlige middagslur – det ses på de klattede øjne

Så blev det fredag d. 23 november. Lige netop i dag betyder det for nogen BLACK FRIDAY og en helvedes masse penge op ad lommen. For lille’pigen og jeg har det bare mest handlet om, at vi skulle til ørelægen. Bevares, jeg nåede da at handle lidt julegaver på nettet i morges i bedste Black Friday-stil. Sådan går det, når man har et barn, der står tidligt op. Jeg skal nok endda have kigget lidt mere, når jeg har skrevet det her indlæg. Lille’pigen sover nemlig, så det er med at udnytte tiden.

Nå, tilbage til det med ørelægen. Gennem de seneste måneder har flere anbefalet mig, at få tjekket lille’pigens ører. Særligt gennem de sidste uger, hvor hun har grædt meget om natten. Jeg har været lidt tilbageholdende og sådan “vi ser lige tiden an” – agtig. Det kan jo være både godt og skidt at gøre det. Nu er hun jo også stoppet med at græde om natten. Nå, men jeg endte alligevel med at bestille en tid, for det kan sgu da aldrig skade. Det har ikke været min umiddelbare fornemmelse, at der var noget at komme efter i de ører andet en højst en rest øllebrød og sveskemos. Men vi tog alligevel afsted i dag. Vi skulle med bussen, da Jonas bruger bilen. Det er blevet min erfaring, at det er så meget lettere at tage bussen med lille’pigen i bæreselen, så det gjorde vi også i dag. Hun elskede det! Gåturen op til bussen, selve busturen og gåturen til ørelægen. Der var godt nok meget spændende at kigge på. Og mange mennesker at charme sig ind på. Det var også vores held, at vi tog bæreselen, for der havde ikke været plads til hverken barnevogn eller klapvogn i bussen i dag.

Det gik heldigvis hurtigt ved ørelægen. Vi kom ind til tiden og de sang “Mariehønen Evigglad” for hende, mens de tjekkede hendes ører. Så dejligt personale, det er helt vildt! Jeg elsker virkelig at komme hos dem. Lille’pigen er dog ikke ret begejstret for at blive rørt i ansigtet, så hun gav dem kamp til stregen og overdøvede deres, i følge hende, mægtige lorte sang. Heldigvis var der intet at komme efter i hendes ører, så vi kunne hurtigt smutte hjem igen. Endda så vi kunne nå en bus lige med det samme.

Hun sov hele busturen hjem og vågnede så, da vi nåede i den lokale Rema1000, som åbenbart også er ramt af Black Friday-feberen. Igen var det heldigt, at vi ikke havde barnevognen med. Pheeeew, for et menneskemylder. Nu er vi hjemme igen. Vi har fået frokost, lille’pigen har leget og jeg har pakket nogle julegaver ind. Nu sover hun som sagt lur, mens jeg skriver det her indlæg. I dag er hun endda faldet i søvn med en af hendes nye sutter, som vi har forsøgt at få hende til at acceptere gennem de seneste nok 2-3 måneder. Indtil nu har hun kun ville bruge 0-2 måneders sutter. Min 7 måneder gamle pige har i hvert fald ikke travlt.

I aften skal min weekend skydes i gang med finalen i Vild Med Dans. I morgen skal vi alle 3 ud og besøge min storesøster, min niece og min nevø. Jeg har ikke set dem i knap 3 uger. Kan ikke huske, hvornår der sidst er gået så lang tid. Jeg savner dem helt vildt! Så i morgen skal nok blive en god dag. Ellers har vi faktisk ikke nogen planer for weekenden, hvilket også er skønt til tider. Jeg har nogle praktiske ting i hjemmet, som jeg skal have overtalt Jonas til at ordne. Hans højt elskede PlayStation er gået på pension for nogle dage siden, så måske bliver han slet ikke så svær at overtale til det 😉

Måske skal jeg også have bagt nogle julesmåkager. Næste weekend er nemlig fyldt med planer, så det kunne måske være rart, at få det gjort nu. Jeg fik slet ikke bagt sidste år, fordi min kæmpe store gravide krop ikke kunne stå op ret længe ad gangen. Jeg tror ikke, at jeg får lov til at slippe igen i år. Familien vil have deres vaniljekranse, så det skal de få 🙂

Skal du mon lave noget fedt her i weekenden? Og har du mon shoppet amok i dag? Kommentér endelig og når du nu alligevel er i gang, så vær lige en ven og smid et “synes godt om” på min facebookside lige HER.