Lille’pigen og jeg trækker stikket for en stund

Lille’pigen har sgu haft en hård start på livet. Det har hun altså. Vi startede med en hård fødsel, som hun ikke selv satte i gang (den kan du læse om HER). Derefter var vi indlagt på sygehuset, hvor vi var omringet af dumme vanvittige kællinger (dem kan du læse om HER).

I dag er hun en måned gammel og alle dage den sidste måned har særligt ét problem plaget den lille mus. Nemlig hendes lille mave. Lille’pigen har ondt i maven og det gør ondt i hendes forældres hjerter mindst ligeså meget, som det gør ondt i hendes mave. Vi er nået til det punkt, hvor lille’pigen har kolik-lignende tendenser. Muligvis har hun kolik, det ved vi ikke med sikkerhed. Vi jagter nemlig ikke en decideret diagnose. Vi jagter mere løsningen og den jagt er ikke slut endnu.

Vi har efterhånden prøvet alt. Vi laver massage, zoneterapi og hjuler med benene flere gange dagligt. Vi går til kiropraktor ugentligt. Vi afprøver forskellige typer modermælkserstatninger og vi bruger sutteflasker med anti-kolik-funktion. Ja, jeg kunne faktisk blive ved. Men på trods af alt dét, har vi stadig en datter, der flere gange dagligt kæmper med smerter. Det gør hende naturligvis meget ked af det og urolig, hvilket hun bruger en del energi på. Vi andre har det jo heller ikke pisse fedt, når maven gør ondt. Men hun er sgu sej er hun og vi er meget stolte af, hvordan hun klarer det.

Da Jonas går på arbejde, er det naturligvis mig der er hjemme med hende i det daglige. Vores hverdag er meget styret af hendes maveproblemer og sjældent er to dage ens. Det kommer helt an på, hvornår smerterne er værst. Det kan ske både formiddag, eftermiddag, aften og nat. Nogle gange lidt af det hele. Andre gange meget af det hele. Nogle gange får vi sovet, andre gange får vi slet ikke sovet. Jeg har vist endnu ikke sovet mere end to timer i streg, siden hun blev født. Men det gør heller ikke noget, når mine vågne timer bliver brugt på, at lille’pigen er mest mulig tryg og bliver trøstet, som hun har behov for. Det betyder meget mere end søvn.

Det bedste vi kan gøre for lille’pigen lige nu er, at give hende alt den tryghed, som hun har brug for. Den finder hun ved kropskontakt, kys, kram og kærlighed i bunkevis. Jeg kan sagtens have lille’pigen liggende på mig en hel dag, da hun er mest rolig og tryg der. Så det sker ofte, at jeg ikke selv når hverken i tøj eller får spist. Men det gør heller ikke noget så længe jeg ved, at jeg er der mest muligt for min datter. Men det er klart, at det giver mig mindre tid til alt muligt andet. Ligesom det også er begrænset, hvor meget jeg kan lave udover at sidde med hende. Derfor holder bloggen her nok en pause for en stund. Måske er den helt stille i en periode eller måske får jeg skrevet lidt. Det må tiden vise. Men lige nu skal jeg være der for min datter 110%, mens hun kæmper med sine maveproblemer og forhåbentlig vokser fra dem snart. Det er det eneste, jeg har lyst til at bruge min tid på. Hendes ve og vel er og bliver min første prioritet. Så kan jeg altid sove, spise og få tøj på en anden dag.

Jeg håber at kunne vende tilbage på fuld styrke inden så længe. Jeg lover i hvert fald, at jeg er tilbage så snart tid, overskud og maveproblemer er bedre her hjemme. Det kan godt være, at I hører et lille pip fra mig ind i mellem, men det kan ikke vides med sikkerhed endnu. Så derfor vil jeg hellere melde ud, så I ved hvorfor jeg er fraværende. Jeg er blevet super glad for min hobby med denne blog og alle de fantastiske læsere jeg har fået. Og jeg véd, at I har forståelse for, at jeg lige nu er nødt til at være mor og absolut intet andet end dét, indtil lille’pigen er kommet ovenpå igen. Vi er nødt til at trække stikket for en stund.

Jeg håber vi skrives ved snart igen. Vi har jo masser af ting vi skal nå, som fx at bekæmpe de 24 tunge slaskede kilo. Dem kan du læse mere om HER.

Vi skrives ved, når stikket sættes i igen 🙂

Det kan man sagtens sige til den nybagte mor

I seneste indlæg læste I, hvad jeg prøver at undgå at høre, når det bliver sagt. Hvis I ikke lige fik det læst, kan I læse det HER.

Men det er jo ikke alt der bliver sagt, som er helt skidt og det er ikke til alt jeg lukker ørerne. Jeg har derfor lavet en lille liste med ting, som er rart at høre for den nybagte mor.

 

Du ser godt ud – I dag har jeg været mor i 4 uger og jeg har endnu ikke kigget mig i spejlet og tænkt: “Hold kæft hvor det spiller i dag”. På en god dag har jeg fået et komplet sæt tøj på, håret er redt og jeg har været i bad i løbet af det seneste døgns tid. Hvis det er helt vanvittigt, har jeg fået lidt mascara på. Men det vover jeg mig kun ud i på dage hvor jeg ved, at jeg kan nå at få det på begge sæt øjenvipper. Så det varmer lidt ekstra om hjertet, når nogen siger at jeg ser godt ud. Jeg ved godt, at de ikke mener det helt, men det lader jeg bare som om, at jeg ikke ved.

 

Hold op, hvor er hun smuk – Der er ikke noget bedre, end når nogen roser mit smukke lille barn. Lille’pigen har høstet mange roser for sit udseende og uden at prale (selvom det må man så absolut gerne), så har hun altså også hele tiden været en smuk baby. Selv lige da hun kom ud. Mange nyfødte har lidt buler og ujævnheder her og der, som hurtigt retter sig ud. Det havde lille’pigen ikke og jeg var faktisk selv overrasket over, hvor fin hun var lige med det samme. Når nogen roser mit barn vokser jeg lige 10 centimeter (og ja, dem kan jeg nu godt bruge) og kan næsten ikke rumme mere stolthed i min lille krop med slasket maveskind.

 

Hvordan har DU det? – Jeg har været frygtligt ramt på fysikken efter graviditeten pga svangerskabsforgifningen, men det er heldigvis kraftigt i bedring nu her 4 uger efter fødslen. Jeg har selv kastet alt min opmærksomhed og fokus på lille’pigen og måske ikke husket mig selv helt så meget, som jeg burde. Så det har været dejligt når nogen har spurgt til mig ligeså meget, som de har spurgt til lille’pigen. Så er jeg også lige blevet mindet om, at jeg selv skal have det godt også.

 

Skal I have hjælp til noget? – Ja, ja og ja. For jeg er bag ud med sådan ca. alting, for jeg bruger bare alle mine vågne timer på lille’pigen og Jonas passer jo sit arbejde og er væk mange timer i løbet af dagen. Så det er så dejligt, når nogen lige vil give en hånd med et eller andet. I øvrigt tak til min mor for at være flittig til at svinge støvsugeren her hjemme den seneste tid 🙂

 

Vi tager kage med – Det har været dejligt med alle de barselsbesøg vi har haft og skønt har det været, når de selv har taget kage med og selv har sat kaffen over. Jeg er fan af kage og så har det været en befrielse, at jeg ikke selv har skulle stå for noget. For det har jeg faktisk heller ikke haft hverken tid, overskud eller lyst til.

 

Måske har du også lyst til at læse:

“3 uger før, 3 uger efter og så en status på slaske-maven” 

Det kunne man jo også lade være med at sige til en nybagt mor

Som gravid syntes jeg, at jeg skulle høre på mange ting, som jeg faktisk prøvede ikke at høre, når de blev sagt. Måske husker du det, ellers kan du da lige læse det HER

Nu er jeg nybagt mor, men det betyder ikke at mine ører har fået fred. Jeg ved jo godt, at meget bliver sagt i bedste mening og med bedste hensigt, så jeg bliver sgu aldrig sådan rigtig træt at høre på dét, jeg faktisk prøver ikke at høre, når det bliver sagt. Det lyder lidt som noget værre sludder det jeg skriver, men jeg tror I er så skarpe, at I er med alligevel. I må tilgive den lidt trætte nybagte mor.

Nå, men tilbage på sporet igen. Her får I lige indsigt i nogle ting, som jeg har måtte høre på som nybagt mor, men hvor jeg faktisk bare lukker ørerne og husker på den gode hensigt, der ligger bag.

 

Pas på hendes hoved – Nej, for søren da, hvad er det du siger? Kan hun ikke selv holde hovedet? Pyyyyh, godt du fortalte mig det, for det havde jeg slet ikke opdaget. Ironi kan forekomme her. Nej vent, ironi forekommer her!

 

Du er ikke pisse god til at give hende fra dig – Nej, for det er måske slet ikke noget man skal være god til. Eller have lyst til? Og hvornår er man god til det? Måles det på tid eller antal hænder hun kommer over i? – Læs mere om mine tanker om at give lille’pigen fra mig HER. 

 

Hva så, er det lidt hårdt sådan at blive mor? – Er det mine kulsorte rander under øjnene eller din generelle viden om det at blive mor, der får dig til at spørge mig om det? Selvfølgelig er det da hårdt at blive mor. Det er det vel for de fleste. Særligt første gang. Hvor hårdt det opleves kan selvfølgelig variere fra mor til mor alt efter moren, men også det barn hun har fået. Og den søvn hun får. Men ja, det er hårdt at blive mor, men det er fandme også det mest lykkelige jeg nogensinde har oplevet. De kulsorte rander skal nok fordufte på et tidspunkt.

 

Bare vent til hun … – Og så gerne efterfulgt af et eller andet, som jeg bare overhovedet ikke bør se frem til, at lille’pigen vil gøre. Men er det sikkert, at hun vil gøre det? Og hvorfor bekymre sig om dét, jeg ikke ved noget om endnu, når jeg nu kan nyde hende præcis som hun er lige nu? Tingene skal nok komme til sin tid og jeg har bestemt ikke tænkt mig at sidde og vente på, at hun gør det ene og det andet. Hvad end det er noget jeg skal glæde mig til eller ej. Husk nu også, at jeg allerede HAR ventet en del. Alene bare på at få hende. Ja, alene bare på at få hende lavet. Lille’pigen kan ikke udfordre os på nogen som helst måde, der slår kampen vi havde, for at få hende lavet. Så er dét ligesom sagt.

 

Hun skal også lære at … – Og så efterfulgt af noget, som nogen ønsker eller forventer at hun skal lære. Men altså. Lille’pigen skal ikke lære noget som helst. Eller jo, selvfølgelig skal hun det. Hun skal lære alt muligt. Læse, skrive, gå, snakke og ikke at bøvse ved spisebordet og meget meget mere. Men hun skal ikke lære noget, fordi du har sagt eller mener det. Jonas og jeg skal nok selv finde ud af, hvad lille’pigen skal lære og hvornår. Hun er vores datter. Og uanset hvad skal hun ikke bekymre sig om at lære ret meget lige nu. Vi skal nok finde ud af det hen ad vejen, som hun bliver klar til det.

 

Det bliver nemmere med nummer to – Lille’pigen er kun lige knap 4 uger gammel. Hun er ikke på vej til at blive storesøster i nærmeste fremtid. Som i slet slet slet ikke! Det er lidt sjovt, at det antages at vi selvfølgelig vil have en nummer to. Hvad nu hvis vi ikke vil? Og hvorfor skal vi overhovedet snakke om en nummer to, som slet ikke findes? Lad os nu lige fokusere på det skønne lille bitte menneske, som vi lige har fået. Vi har alt for travlt med at kaste vores opmærksomhed, tid, penge og kærlighed i hende, så der er slet ikke plads til en nummer to, som det ser ud lige nu.

Du er ikke pisse god til at give hende fra dig

Jeg har ind i mellem fået at vide, at jeg ikke er ret god til at give lille’pigen fra mig. Det har mit hoved lidt svært ved at slippe og når mit hoved har det sådan sker det ofte, at der kommer et blogindlæg ud af det.

At give sit barn fra sig, så andre kan holde det. Er det noget man skal være god til? Kan man være dårlig til det? Skal man overhovedet have lyst til det? Skal man gøre det bare fordi andre synes, at det er noget man skal være god til? Hm. Mine spørgsmål er mange og jeg undres.

Da lille’pigen lå i maven tænkte jeg tit på, hvordan det mon skulle blive når hun kom ud. Hvordan det ville føles, at have hende ude på den anden side. Jeg har selvfølgelig glædet mig til at møde hende, se hende, røre hende, kysse hende og alt muligt andet. Men på den anden side har jeg også fundet en enorm stor tryghed i at have hende i maven. Beskyttet og passet på. Så tæt på mig, som hun overhovedet kunne komme. Bare hende og mig.

Nu er lille’pigen så ude og jeg synes faktisk det er pisse meget federe, end da hun lå og boblede den i maven. Det er den vildeste følelse at blive mor. Det er den vildeste følelse at kigge ned på det lille bitte menneske i mini format og vide, at hende har vi skabt. Jonas og jeg. Hun er vores. Det ultimative resultat af, at Nordjylland mødte Sjælland. Det kan du i øvrigt læse mere om HER.

Lille’pigens ankomst har naturligvis budt på mange besøg, både på sygehuset og hjemme hos os selv. Der har været mange, som gerne ville møde vores lille menneske og vi har virkelig nydt at vise hende frem. Men, og nu taler jeg åbent, ærligt og med hånden på hjertet, så har jeg haft svært ved at finde balancen i, hvor meget og hvor lidt jeg synes hun skal holdes af andre. Og af hvem andre. Jeg har det nemlig utrolig blandet med det og ja, måske er jeg ikke pisse god til at give hende fra mig. Som overskriften siger. Men igen, er det noget man SKAL være god til? For faktisk er jeg ret god til noget andet. Jeg er ret god, bedre med tiden endda, til at læse min datters behov. Hendes behov lige nu (og siden hun blev født) er ikke så meget andet end rene bleer, mad, søvn, tryghed, tryghed, tryghed og tryghed. Og kærlighed i bunkevis. Og dét får hun. Lille’pigens behov er ikke og har endnu ikke været, at møde og være hos andre end hendes far og mor. Hun har haft brug for at lære os at kende, ligesom vi har skulle lære hende at kende. Og det er en proces, der stadig er i gang.

Men det betyder ikke, at lille’pigen ikke er blevet holdt af andre. For det er hun faktisk rigtig meget endda. For selvom jeg gerne vil møde hendes behov og udelukkende fokusere på dem, så vil jeg jo også rigtig gerne, at de der ellers er tætte på hende, får lov til at møde hende. Ligesom jeg også har ønsket og stadig ønsker, at hun skal møde dem. Hun er jo så heldig, at have en dejlig stor familie omkring sig, udover sin mor og far. Hun har bedsteforældre, onkler, en faster, en moster, en kusine, en fætter og mange andre, der allerede elsker hende himmelhøjt. Den pisse heldige kartoffel. Og de har alle fået lov til at holde hende, selvfølgelig har de det. Og jeg ved godt, at det har været alle andres behov end hendes, at hun er blevet holdt af andre. For hun har stadig kun brug for sin mor og far i hendes helt grundlæggende og basale behov. Så hvordan har jeg så fundet balancen i at møde hendes behov og samtidig også møde andres ønske om at få hende i hænderne?

Det har været vigtigt for mig, at lille’pigens andre grundlæggende behov har været fuldstændig dækket, før hun er kommet i hænderne på andre. En mæt lille’pige, der har en tør ble og har fået sovet og har fået masser af kærlighed og tryghed fra mor og far, er en glad og tilpas lille’pige. Her er hun, efter min vurdering, mere klar til at komme i hænderne på andre. Har hun været ked eller på anden måde utilfreds, så har jeg holdt hende selv. Har hun sovet under et besøg, er hun ikke blevet vækket eller taget op, for hendes behov for søvn er vigtigere end andres lyst til at holde hende. Og det er selvom jeg godt har kunne se, at der er blevet trippet for at få lov til at få hende. Det med at trøste, give mad og skifte ble er stadig kun forbeholdt mor og far. Når der er balance i lille’pigens grundlæggende behov og er hun ellers glad og tilpas, så har jeg det lidt bedre med at give hende fra mig. Jeg elsker det ikke ligefrem, men jeg har det fint nok med det. Ellers gjorde jeg det selvfølgelig ikke. Jeg er hendes mor og jeg skal være mindst ligeså tryg i det, som hun skal.

Det er ind i mellem blevet kommenteret, at lille’pigen jo også skal lære at være hos andre end sine forældre. Jonas og jeg skal selvfølgelig nok selv vurdere, hvad hun skal lære og ikke lære, men jeg er faktisk meget enig. Hun skal lære, at kunne hygge sig uden os og hun skal lære, at vi altid kommer tilbage efter hende igen, når vi har været væk. Hvis ikke hun lærer det, så kommer hun aldrig på ferie hos bedsteforældrene, moster eller andre, når hun bliver stor nok til det. Hun kommer heller aldrig til at starte i institution og det holder jo ikke i længden. Min barsel varer jo ikke evigt, selvom jeg lige nu godt kunne ønske det. Så selvfølgelig skal hun lære, at være uden sine forældre. Men det er så afgjort ikke mens hun er spædbarn, at hun skal lære noget som helst. Hun skal ikke koncentrere sig om andet lige nu end hendes egne behov, som stadig er rene bleer, mad, søvn, tryghed, tryghed, tryghed og tryghed. Og kærlighed i bunkevis. Så kan vi bygge på hen ad vejen, som vi synes hun er klar til det.

Så ja, det er sådan jeg finder balancen i noget, som jeg synes er både vigtigt og svært på samme tid. Nogen vil måske kalde mig for en “hønemor”, men jeg vil nu hellere sige, at jeg er i meget tæt kontakt med min indre “løvemor”, som først og fremmest beskytter og varetager sin datters behov. For jeg kender hende uden tvivl bedst, sammen med hendes “løvefar” selvfølgelig. Det med at give hende fra mig, skal jo nok blive lettere med tiden som hun vokser og bliver større. Og også selv bliver mere kontaktsøgende. Da bliver det mere naturligt og den tid glæder jeg mig faktisk også til 🙂

 

Hvis du vil læse mere fra min hånd, kan jeg da byde på:

“3 UGER FØR, 3UGER EFTER OG SÅ EN STATUS PÅ SLASKE-MAVEN”

3 uger før, 3 uger efter og så en status på slaske-maven

 

Og vupti, så blev Anna Oline 3 uger gammel. Jeg har en gang hørt nogle kloge hoveder sige, at tiden flyver afsted, når man får børn. Ja, det er sgu ikk’ lyv da. Det første af de to ovenstående billeder er taget 3 uger før hun kom til verden. Svangerskabsforgiftningen var for alvor ved at tage fat, jeg vidste det bare ikke på daværende tidspunkt. Der kom mere væske til og min almene tilstand blev stille og roligt forværret over de næste uger. Det sidste billede er taget nu. Altså 3 uger efter hendes ankomst og nu er svangerskabsforgiftningen ved at slippe sit tag igen. I hvert fald det største greb. Jeg har stadig flere steder på kroppen, hvor væsken har svært ved at slippe og så har jeg fået ledsmerter i flere led, som følge af belastningen fra den store mængde væske. Men hey, jeg kan få sko på igen, så helt skidt er det jo ikke. Det er altid en god ting, at kunne få sko på. Det kommer til at tage tid, men min fysik skal nok vende tilbage igen. Og det bliver med hårdt arbejde, er jeg sikker på.

 

Grundet svangerskabsforgiftningen endte jeg med at tage rigtig meget på i min graviditet. Lidt mere end 30 kilo, hvis vi skal have det skræmmende høje tal på bordet. 30 kilo er fandme meget, når det skal fordeles på sølle 157 cm. Og jeg var sgu ikk’ den slankeste model i forvejen da. De ca. 12 kilo af de 30 kom alene på de sidste 14 dage. Det er en voldsom vægtøgning på kort tid og det har bestemt sat sine spor på min krop. Det giver jo næsten sig selv, så det behøver jeg jo sådan set ikke fortælle jer. Strækmærker, ødelagt hud, ledsmerter og vældig meget slasket maveskind er blot nogle af sporerne. Noget vil gå i sig selv igen, mens andet er kommet for at blive. Og sådan er dét bare. Jeg er heldigvis så meget mere, end hvordan jeg ser ud.

 

Jeg har indtil videre tabt 17 af de 30 kilo, så det er da en flot start og allerede lidt over halvvejs. Jeg klager ikke. Jeg håber de sidste kilo ryger ligeså hurtigt, men så heldig er jeg sgu da nok ikke og det kræver nok også, at jeg snart begynder at spise en smule mere fornuftigt og regelmæssigt, end jeg gør lige nu. Faktisk drømmer jeg om, at få den krop tilbage, som jeg havde før vi begyndte at tænke på børn. Altså helt tilbage til den tid, hvor PCOS’en ikke var brudt ud endnu. Helt tilbage til årsskiftet 2015/2016, hvor vores babydrøm begyndte. Hvis I har læst med tidligere HER så ved I, at jeg tog rigtig meget på, da jeg fik PCOS også. Det betyder faktisk, at jeg i kampen for ønskebarnet endte med at tage hele 40 kilo på. Altså her er det PCOS kilo og graviditets kiloene lagt sammen, hvor jeg undervejs har både tabt lidt og taget på. Men altså 40 kilo alt i alt. Det er altså meget.

 

Det betyder så nu, at hvis jeg skal tilbage til udgangspunktet og den vægt jeg havde inden vi gik i gang med projekt baby, så mangler jeg fortsat 24 kilo. Hele 24 tunge slaskede kilo. Jeg kan da heldigvis trøste mig med, at nogle af dem stadig er fyldte væskedepoter på min krop, men derefter er det altså også kun hårdt arbejde, der kan hjælpe mig af med det sidste. Medicinering for PCOS’en vil nok også komme på tale og det vil sikkert også hjælpe på det, men det kommer dog først på tale når graviditeten er langt nok på afstand.

 

Nå, og hvorfor så dele målet om de 24 tunge slaskede kilo med jer? Det ved jeg faktisk ikke. Måske fordi jeg deler så meget andet. Måske fordi jeg ved det vil holde mig til ilden, at I følger med derude? Måske fordi jeg bare har brug for, at få det ned sort på hvidt, så det er til at forholde sig til. Nå, men nu hvor I er lukket ind i de 24 tunge slaskede kilos klub, så lover jeg at holde jer opdateret i hvordan, hvorledes og hvor meget. Og man behøver kun læse med, hvis man har lyst. Ingen tvang her da.

 

Rigtig glædelig solskins søndag til jer 🙂

 

Læs også:

“NYBAGT MOR, NYFØDT BABY OG VORES GODE VEN GOOGLE” 

Nybagt mor, nyfødt baby og vores gode ven “Google”

Vores mini-mulle er nu hele 17 dage gammel og hun er stadig pisse lækker. Det ændrer sig selvfølgelig aldrig. Vores allerbedste yndlings menneske i mini format. Det er også ret fedt at være forældre. Det er der uendeligt mange følelser i og hormonerne pisker og sprøjter ud alle steder. Det er nok faktisk mest hos moren, at de gør det. Far er egentlig ret cool i sin nye rolle. Der er ikke nogen større lykke og glæde for os lige nu, end når vi kigger ned på det her mini menneske, som vi sammen har skabt. Men med det nybagte forældreskab kommer der fandme også en ordentlig røvfuld spørgsmål. Som så meget andet, er det der med at være mor og far noget, som man skal lære mens man gør det. Learning by doing. Men det er også pis’ fedt faktisk, for der ér jo hjælp at hente, hvis man er helt ude at skide. Det er nu ikke fordi, at lille’pigen er specielt vanskelig at blive klog på. Hun brokker sig sgu ikke ret meget og gør hun det endelig er det ikke svært, at komme frem til synderen. Hendes største problem er som regel, at maden ikke var klar for 5 minutter siden.

Men når vi er i tvivl om noget, så er google bare en pisse fed og klog ven. Og hvem kender ikke det? Er vi i tvivl om det mindste i dag, så hiver vi straks telefonen frem og googler os frem til svaret. Om det handler om baby eller ej. Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste. Hvad jeg har googlet de seneste 17 dage, er dog noget helt andet end jeg plejer. Og det afslører nok pænt meget, at jeg er en nybagt mor med en nyfødt baby. Jeg har bl.a. googlet:

 

Babys første bad – Bare for at finde ud af hvornår, hvor ofte, hvor længe, hvor varmt, hvordan m.m. I virkeligheden er der ikke så mange ben i det og lille’pigen er pisse meget nede med at komme i bad, heldigvis da.

 

De bedste bleer – For kun det bedste er godt nok til lille’pigens yndige lille mås. De viser sig så, at den bedste ble ikke findes, for det der er den bedste ble for nogens mås, sidder af helvedes til på den næste mås. Lille’pigen er ret cool med bleerne fra Netto, så dem får hun da.

 

Hvor meget afføring skal en baby lave – Og her kommer chokket så: Det findes der ikke et præcist svar på. Man kan læse meget om konsistens og farve, for det er nemlig en hel videnskab, men der er ikke et klart svar på hvor meget og hvor ofte. Det kommer an på så meget. Lille’pigen leverer heldigvis hver dag og det er både hun og vi ret glade for faktisk.

 

Den bedste modermælkserstatning – Ja, lille’pigen får jo modermælkserstatning og også her er kun det bedste godt nok til hende. Men faktisk er det lidt ligesom bleerne. Det naboens baby kan lide, falder ikke nødvendigvis i god jord hos ens egen baby. Men så er det jo fint, at der findes en million forskellige slags. Vi startede med noget og måtte sadle lidt om undervejs. Nu kører det meget fint med det og lille’pigen er pisse tilfreds, hver gang hun tømmer flasken. Den nytilkomne kæmpe dobbelthage er vist også et meget godt bevis på det.

 

Zoneterapi til baby – Lille’pigen havde lidt opstartsproblemer med den lille mavse og det kunne den nybagte mor ikke bære. Til gengæld kan jeg nu trylle en glad baby frem ved at trykke lidt her og der. Jeg har nemlig set maaaaaange videoer med zoneterapi på babyer. Hvis jeg er rigtig god, kan jeg også trylle en sprød melodi frem fra lille’pigens helt eget tarmorkester. Det er så fed en følelse, når man kan hjælpe sit lille barn på den måde.

 

Kan man vende babys døgnrytme? – Lille’pigen er jo generelt ret nem, men hun har dog delvist taget sin døgnrytme fra tiden i maven med ud. Det betyder, at vi gerne har en fest i tidsrummet 23.00-02.00. Ikke alle 3 timer, men en god del af tiden i det tidsrum. Her skal vi gerne pludre lidt, snakke, kigge og arbejde lidt på at fylde en ble. Festen slutter med en ren mås og et festmåltid på flaske. Og så sover vi til gengæld også rigtig godt resten af natten. Så mor her klager ikke og jeg har googlet mig frem til, at det ikke er endnu, jeg skal prøve at påvirke hendes døgnrytme. Det siger vores søde sundhedsplejerske i øvrigt også og hun har nok ikke spurgt google. Så jeg nyder de timer med hende i stedet og så ændrer jeg bare lidt på min egen døgnrytme.

 

De bedste sutteflasker – Endnu en gang er kun det bedste godt nok. I har efterhånden opfanget, at sådan er det med det meste, når det gælder vores lille mus. Vi havde jo fået alverdens fine flasker fra fine mærker i diverse babypakker. Så dem startede vi jo med at prøve af på lille’pigen. Det kunne vi så pisse meget godt glemme. De første mange dage af hendes korte levetid, ville hun kun tage de der klassiske gammeldags sutteflasker. Altså dem du kan købe for en slik i diverse supermarkeder. Så vi købte da et hav af dem. Som dagene er gået har det dog vist sig, at de ikke var så forenelige med lille’pigens ivrige sult, suttelyst og mave. Så nu har vi skiftet dem alle ud med et noget kun dyrere mærke. En vældig fancy flaske med anti-kolik funktion og jeg skal komme efter jer. Nu døjer lille’pigen ret sjældent med maven, så vi klapper i vores små hænder og glemmer fuldstændig, hvor dyr en fornøjelse den unge dame kan være. Det er også pisse lige meget, hun er hver en krone og mere til værd.

 

 

 

 

Ting jeg har sagt de sidste 14 dage, som jeg aldrig har sagt før

Min skønne dejlige datter er nu allerede hele 14 dage gammel. Ej, det går bare allerede alt for stærkt. Jeg nyder min nye rolle som mor, det gør jeg virkelig. Men hold nu op, hvor får jeg ind i mellem sagt de skørreste ting. Af og til må jeg helt stoppe op og lige spole filmen 10 sekunder tilbage for lige at høre, at det virkelig var dét jeg sagde. Og det var det oftest, hvorefter jeg griner lidt af mig selv. Hvis du er mor, kan du måske genkende nogen af dem?

 

“Kan du lige lave en lille prut til mor?” – Det siges gerne, når der er gået lige vel lang tid siden den sidste fyldte ble. Det kan også siges, når jeg masserer hende eller laver zoneterapi for at sætte gang i tarmsystemet på hende. Og jeg bliver så glad, når hun belønner min indsats med den sprødeste melodi fra tarmorkestret.

 

“Du må ikke skifte hendes ble endnu, jeg skal lige se hvordan det ser ud” – Jeg tog et fredeligt og roligt bad den anden aften, mens Jonas passede lille’pigen. Hun havde haft lidt maveknep i løbet af dagen og vi ventede så ivrigt på en fyldt ble. Pludselig kommer Jonas bragende ud på badeværelset med beskeden om, at nu var der jackpot. Så kan I nok tro, at min stille og rolige stund i badet kunne blive færdig da. For fandme om jeg ikke skal se, hvad hun leverer i de bleer. Også selvom det koster de sidste minutters fred og ro 😉

 

“Ej, du tisser jo som en dreng da” – Jeg har ikke tal på, hvor mange gange min datter har tisset på mig eller dét, der er en smule værre. Men det er et højt tal, når man tænker på hendes korte levetid. Jeg er bare ret god til at tage bleen af hende på de rigtige tidspunkter. Den anden dag tissede hun på mig ved puslebordet med sådan en kraft, at det krævede skift af tøj. Altså mit tøj. Det troede jeg kun skete ved drengebørn.

 

“Sikke en god prut da” – Når lille’pigens tarmorkester spiller op til dans, så er jeg ret god til at kommentere og rose det jeg hører. Jonas synes at jeg er lidt mærkelig, når jeg gør det.

 

“Må mor ikke få en lille bøvs?” – Når jeg har givet lille’pigen mad, er der ikke nogen bedre form for tak fra hendes side af end en rigtig god bøvs, hvorefter hun oser af velbehag og oftest også af træthed. Ind i mellem skal jeg dog vente noget tid på den bøvs, men så hjælper det måske at spørge lidt efter den.

 

“Nu skider du da vist mor i hånden. Dygtig skat!” – Det hænger lidt sammen med nogle af de ovenstående punkter. Jeg havde nok aldrig troet, at jeg skulle rose nogen for at skide enten i eller på min hånd. Men det er som regel helt okay, når lille’pigen gør det. Som regel fordi vi har ventet lidt på den der fyldte ble.

Historien om min fødsel .. #4

Har du læst:

“Historien om min fødsel .. #1”

“Historien om min fødsel .. #2”

“Historien om min fødsel .. #3”

 

Fødslen er ovre og sikke en vanvittig følelse, der løber igennem både krop og sind. Eller følelser i virkeligheden. Jeg har lige været igennem det absolut vildeste, som min krop nogensinde skal præstere. Hold nu kæft, hvor er jeg sej! Ja, det er jeg fandme. At føde er fandme ikke for tøsedrenge og min fødsel er bestemt ingen undtagelse. Og så er jeg blevet MOR. Den vildeste lykkerus. Og dér var hun bare. Den lille mus, som jeg har mærket, snakket med og elsket gennem de sidste 9 måneder. Nu kom der ansigt på og hvilket ansigt. Det smukkeste, fineste og yndigste. Jeg elsker det fjæs! Hun får ikke smerterne ved fødslen eller dagene både før og efter til at gå væk, hverken de fysiske eller psykiske, men hun gør dem det hele værd x 100!

 

Efter fødslen havde vi regnet med at blive installeret på barselshotellet med en forventning om, at vi her stille og roligt kunne starte vores nye tilværelse som en familie på 3. Sådan skulle det naturligvis ikke gå, men hvorfor også det. Intet andet var jo gået som forventet. Grundet min svangerskabsforgiftning skulle jeg indlægges på Barselsafsnittet. De blev en dårlig start på mange ting. Jeg blev indlagt med lille’pigen og skulle tilbringe første nat alene med hende, da Jonas ikke måtte være der mellem 22.00 – 08.00. Hvis du spørger mig, er det langt fra en god start for familielivet. Den første nat var ganske lang og ganske forfærdelig. Fysisk var jeg jo så medtaget, som man nu er efter at have født. Smerteramt, uendeligt træt og så blødte jeg rigtig meget. Blødte igennem sådan ca. alt. Flere gange måtte jeg rende og pletvaske gulvet fra min seng og ud til toilettet. Ikke rart. Hormonerne kørte jo også, det er da klart. Jeg savnede Jonas så frygtelig meget og jeg stod her med vores nye lille pige. Hun sov nu fredeligt igennem det hele, men det var da ikke let at stå med ansvaret selv, når jeg også fysisk var så besværet. Der kunne jeg godt have brugt Jonas til hjælp. Det kommer nok ikke bag på nogen, at jeg nærmest ikke fik sovet den nat. I løbet af den første nat begyndte lille’pigen også at kaste fostervand op. I sådan ret store mængder, hvor hun ind i mellem ikke fik luft i lang tid. Jeg ringer efter hjælp, da hun bliver ved og jeg er i tvivl om, hvor meget hun skal gøre det. Eller må gøre det. Jeg har jo ikke haft en nyfødt før. Det vælger den grusomme jordemoder så at tolke som om, at jeg ikke kan finde ro med min baby på stuen. Hun begynder derfor at tage hende ud af stuen. Av mit hjerte, tag ikke mit barn fra mig. Jeg får hende stoppet og beholder min baby hos mig, men får også for første gang følelsen af, at jeg ikke slår til som mor til mit barn. Av!

 

Amningen skulle jo også op at køre, mens jeg lå der på Barselsafsnittet. Jeg stod til at skulle have ekstra hjælp til netop det, da jeg har PCOS og derfor kan være ekstra udfordret i forhold til at få gang i min indre malkeko. Jeg er blufærdig af natur. Det har jeg altid været og det vil jeg altid være. Så det var svært for mig, at skulle sidde der med babserne til frit udsyn, mens jordmødrene/sygeplejerskerne på skift kom ind og hev i dem, mens de også skubbede min datters hoved på dem, som var hun en levende sugekop. Og netop det her med, at de kom på skift var frustrerende. Jeg skulle kalde hver gang jeg lagde hende til, så de kunne tjekke at jeg gjorde det rigtigt. Hver gang kom der et nyt ansigt ind med beskeden om, at hende der passede min stue lige var optaget. Gerne fulgt op af, at vedkommende ikke lige var sat ind i min situation. Jeg skulle derfor gang på gang forklare, hvorfor jeg lå der og hvorfor jeg skulle have hjælp. Det bliver man pænt træt i ægget af. Det værste ved det var så, at alle de her kvinder havde forskellige måder at gøre tingene på. Jeg har ikke noget i mod, at man ikke gør tingene ens. Men for en nybagt mor bliver amning svært, hvis de heller ikke er enige med hinanden i, hvordan man får amning op at køre. Gang på gang fik jeg at vide, at jeg gjorde det forkert, selvom jeg lige havde fået det vist af hende der var inde før. Lille’pigen fik også at vide, at hun gjorde det forkert på trods af, at hun virkelig er født med en suttekraft af en anden verden. Det gjorde ondt på mig hver gang de tog fat i baghovedet på hende og maste hende ind på mit bryst. Hun græd og græd og det føltes på alle mulige måder som et overgreb på både hende og mig. Lille’pigen gispede og gispede efter det bryst og fik på den måde alt for meget luft ned i maven. Det førte jo til mavekneb og en meget grædende baby. Igen ikke rart og særligt ikke i de timer jeg var alene.

 

Det skal dog siges, at jeg også mødte søde og rolige sygeplejersker, men desværre var der bare ikke nok af dem og de sure og dumme af dem kom til at fylde for meget. Mandag eftermiddag/aften, dagen efter fødslen, ringer jeg efter ammehjælp endnu en gang. Ind kommer en sød yngre sygeplejerske, som forsigtigt forsøger at hjælpe til. Hun var desuden en af dem, der ikke lige havde sat sig ind i min situation. Lille’pigen får dog et flip af en anden verden i frustration over hele amme-situationen, som hun tydeligvis var ligeså lidt tilpas i, som jeg var. Det var en af de værste flip hun hidtil havde fået. Hun blev helt blå af raseri og sygeplejersken måtte tage hende med ud for at få hende til at falde ned. Det fik filmen til at knække for den trætte nybagte mor, med hormonerne flyvende ud af alle tænkelige huller. Jeg brød helt sammen og den søde, men også stakkels sygeplejerske fik klar besked på, hvordan jeg havde det med at være indlagt der. Hvor meget jeg hadede deres amme-hjælp og hvor meget jeg hadede de gamle kællinger, der var ansat der. Hun var ualmindeligt rolig under mit flip og sagde også, at jeg ikke var den første der havde sagt de ting. Skræmmende! Hun fik arrangeret, at Jonas kunne sove hos mig om natten. Det er fandme også kun rimeligt, at vi får lov til at være sammen, når vi lige er blevet forældre sammen. Det var en hård nat med en grædende lille baby, som vi skiftes til at tage os af. Den nat. Altså natten til tirsdag ville jeg bare gerne have ro. Så jeg valgte ikke at ringe efter hjælp til amning. Jeg snakkede med Jonas om, at det her amning gjorde mig mere ulykkelig end lykkelig. Som nybagt mor er det svært hele tiden at få at vide, at man gør det helt forkert. Det er også svært at få at vide, at ens barn ikke kan finde ud af det. Det var det ene slag oven i hovedet efter det andet. Min selvtillid som nybagt mor led et alvorligt knæk og sådan noget skal man ikke spøge med. Det er alvorligt. Jeg er endnu en gang vågen hele natten og tankerne fiser rundt i knolden på mig. Det er efterhånden begrænset, hvor meget mere jeg kan klare før jeg knækker. Det tør jeg godt indrømme nu, hvor jeg tænker tilbage på situationen.

 

Tirsdag morgen er vi temmelig trætte og udmattede. Lille’pigen havde dog haft en okay god nat, hvor hun bare havde fået lov til at sove på brystet af mig. Så fredeligt og roligt og heldigvis var natten både jordemoder-og sygeplejerske-fri. Fantastisk! Jeg har mere eller mindre besluttet mig for, at jeg vil hjem nu. Ikke én gang siden min fødsel har der været en læge forbi og snakke med mig om min tilstand. Jeg kendte ikke svaret på de blodprøver de tog og deres blodtryksmålinger. Så hvorfor skulle jeg ligge der, når ingen virkelig tog sig af mig og min tilstand? Jeg har også besluttet mig for, at stoppe med at amme. Når I læser det her, lyder det sikkert som om, at det har jeg “bare” sådan lige taget et valg om. Det er IKKE tilfældet. Som I har læst længere oppe, fik vi ikke den bedste start på amningen. Min selvtillid som nybagt mor, lider endnu et stort knæk, da jeg tager denne beslutning. Og det er bestemt en beslutning, der bliver taget i ren afmagt, udmattelse og frustration over, hvordan vi blev behandlet på afdelingen.

 

Dagens sygeplejerske, eller var hun mon jordemoder? Jeg ved det faktisk ikke helt. Men hun kom i hvert fald ind til os omkring kl 8.00 tirsdag morgen. To dage efter fødslen. Jeg fik endnu et sammenbrud, da jeg fortæller hende, at jeg ikke kan klare hele amme-situationen mere. Hun sætter sig ned og lytter. Og hun forstår. Hun dvæler ikke længe ved det, hvilket jeg havde frygtet. Hun gør det hurtigt klart og tydeligt for os, at en god mor ikke sidder i brysterne. Det vidste jeg jo godt i forvejen, men i situationen var det rigtig rart at høre. En lettelse. Hun får hurtigt lagt en ny plan for os. Lille’pigen skal tilbydes en flaske næste gang hun giver tegn til sult og så skulle vi arbejde hen i mod, at jeg kunne komme hjem. For det havde jeg virkelig brug for. Jeg får en fornyet energi af den nye plan. Det var mere end tiltrængt på daværende tidspunkt.

 

Lille’pigen må have hørt, hvad vi snakkede om. Der gik i hvert fald ikke længe, før hun meldte sig på banen med en kæmpe suttelyst. Vi får lavet en flaske til hende og det er Jonas, der får æren af at give hende den første flaske. Hun tømte den på absolut ingen tid og absolut uden problemer. Hun var stærkt tilfreds efterfølgende og jeg havde ikke følt større lykke, siden det øjeblik jeg fik hende ud og så hende første gang. Selvom maden ikke kom fra mig og selvom det var Jonas, der gav hende flasken, så følte jeg for første gang, at jeg begyndte at slå til som mor. At jeg havde taget et valg, som gjorde min datter mæt, glad og tilfreds. Hun skulle ikke kæmpe og jeg skulle ikke kæmpe. Vi var glade begge to. Er det egentlig ikke også det vigtigste?

 

Vi kom hjem til middag samme dag og hvilken lettelse det var. Det var den bedste følelse at træde ind af døren her hjemme og bare vide, at nu havde vi fred og ro. Ingen dumme og sure sygeplejersker. Bare os. Mor, far og baby. Og kanin. Jeg tænker stadig meget på dagene omkring min fødsel, både før og efter, samt selve fødslen. Det der gør mest ondt på mig at tænke på, er helt klart dagene efter fødslen, hvor jeg lå indlagt. Mit hjerte bløder og græder, når jeg tænker på de nybagte mødre, der lige nu får samme behandling som jeg fik. Det er ingen tjent med. Jeg er ked af den start på amningen, som jeg fik. Jeg er ked af, at det blev så træls en oplevelse for både mig og min datter. Men jeg er ikke ked af, at jeg ikke ammer. Min datter er mæt, glad og tilfreds, når hun får sin flaske og så tager hun på med lynets hast. Hendes lykke er den vigtigste prioritet for mig.

 

Status er nu, at jeg stadig er plaget af svangerskabsforgiftningen, men vi bevæger os stille og roligt i den rigtige retning med det og jeg bliver friskere og friskere for hver dag. Lille’pigen trives og vi får mere og mere fornemmelsen af, hvem hun egentlig er og hvad hendes behov er. Det er fedt, at vokse i rollen som mor og min selvtillid er tilbage på rette spor, efter den led et knæk på sygehuset. Jeg synes faktisk, at jeg er ret god til at være Anna Olines mor. Det er det største, bedste og vildeste jeg nogensinde har oplevet 🙂

Historien om min fødsel .. #3

Læs først:

 

“HISTORIEN OM MIN FØDSEL .. #1”

“HISTORIEN OM MIN FØDSEL .. #2”

 

Vandet blev taget med et ordentligt plask kl 19.50. Jonas siger, at jordemoderen spjættede lidt og måtte flytte sig, da det væltede ud. Oppe fra hvor jeg lå, kunne jeg da også se hvordan gulvet blev mere og mere vådt. Det er en underlig fornemmelse, når vandet siver. Men allerede der følte jeg mig en smule lettere i kroppen. Lille’pigen fik monteret en elektrode på hovedet og jeg blev koblet til alt det nødvendige udstyr. Gennem hele fødslen følte jeg mig enormt begrænset på min bevægelighed, fordi der var slanger og ledninger over det hele. Både ud fra tissefruen, på benene og i hånden. Senere også fra ryggen, men det kommer vi til. Men altså, vi kunne jo heller ikke undvære noget af udstyret.

 

Der begyndte ret hurtigt at ske ting og sager i underlivet. Den murrende fornemmelse tog til og jeg begyndte så småt at få veer. Ganske tålelige i starten og til at snakke hen over. Jeg sad i en stol med Jonas overfor. Vi snakkede om, hvordan den tid vi havde netop nu, var den sidste hvor vi bare var os to. Ikke det fedeste sted, at holde dét øjeblik, men sådan kan det jo gå. Vi fik det bedste ud af det. Min storesøster dukkede op kort efter og så var hele mit fødselsteam ellers samlet. Stemningen var fortsat god og jeg var så spændt, mens jeg på samme tid aldrig har været mere træt og udmattet. Men klar, dét var jeg!

 

Mens jeg endnu var frisk og klar i hovedet skulle det der klyx lige overstås. Føj, for en omgang. Det er bestemt noget fanden har skabt. Men jeg er nu glad for, at vi fik det gjort inden jeg for alvor ville få ondt. Det er jo sådan noget, der bare skal overstås, ikk?

 

Jeg kom tilbage på stuen igen. Veerne tog for alvor til nu, ja faktisk gik det ret stærkt med det. Nu kunne jeg virkelig mærke, at vi for alvor var i gang. Veer er en smerte, der er helt ufattelig svær at ord på. Men jeg kan love, at det gør fandens ondt. Mine veer svingede lidt i længde og hyppighed. Jeg syntes dog, at de kom hyppigt nok. Nogle varede rigtig lang tid, mens andre var overstået nogenlunde hurtigt. Jeg arbejdede bedst med veerne stående, hvor jeg lagde overkroppen ind over en sækkepude, der lå i sengen. På trods af smerterne syntes jeg faktisk, at jeg klarede arbejdet med veerne ret godt. Jeg var umiddelbart godt i gang med min drømmefødsel, hvor jeg fandt ro i mig selv og mine dybe vejrtrækninger. Det gjorde jo pokkers ondt, men jeg havde en følelse af, at det bare kørte. Jeg var ret stolt af mig selv faktisk.

 

De næste timer af fødslen er mere sløret for mig. I hvert fald i forhold til rækkefølge og tid, men lad os nu se, om vi ikke kan få historien sat rigtigt sammen. Efter nogle timer med, hvad der føltes som gode veer og pisse godt arbejde af mig selv, bliver jeg undersøgt. Jeg havde ikke åbnet mig. Lad os lige tage den igen. SÅ mange grusomme veer og så duede de ikke til en skid. Her begynder klappen så småt at gå ned. Så hårdt et arbejde med veer for absolut ingen nytte. Efter denne nedslående besked har jeg enormt svært ved at samle mig igen. Faktisk lykkes det overhovedet ikke. Nu kommer veerne bare væltende og jeg kan slet ikke finde tilbage til det gode arbejde, som jeg havde med dem tidligere. Vi prøver smertelindring i form af en varmepude. Det var fint nok, men jeg samarbejdede stadig ikke med veerne. Jeg husker følelsen af total magtesløshed, fordi jeg netop ikke havde åbnet mig overhovedet. Så træt og udmattet, men stadig så lang vej igen. Jordemoderen, som nu er en anden men også pisse sød jordemoder, foreslår lattergas. Ja tak! Dét ville jeg gerne prøve. Det havde jeg faktisk høje forventninger til, men de forventninger bliver hurtigt kørt i sænk. Hold nu op, hvor blev jeg dårlig af det. Puuuha! Jeg opgav det ret hurtigt og ville op og stå igen. Da jeg sætter mig op, sidder Jonas foran mig og holder mig, mens jeg kommer igennem nogle veer. Han rejser sig dog hurtigt som lynet, da jeg siger: “Jeg skal altså kaste op”, hvorefter jeg næsten kaster op på den kommende fader. Det er i øvrigt ikke sjovt at kaste op, mens man har veer. Slet ikke, når den ene gang ikke var den eneste. Puha da!

 

Som jeg husker det, bliver jeg nu undersøgt igen. Jeg har vel haft veer i godt og vel 7-8 timer. Igen er beskeden nedslående. Jeg havde vist kun åbnet mig en lille halv centimeter mere. Nu går klappen for alvor ned og jeg ser ingen ende på den her fødsel. Jeg opgav fuldstændig at arbejde mere med veerne og fødslen i det hele taget. Hvad skulle det også nytte, når veerne ikke gav en skid? – Nå, nu siger jordemoderen at der skal noget hjælp til. Vestimulerende drop finder hun frem. Ydmygt foreslår hun en epidural, så jeg kan få noget ro mens det vestimulerende drop kommer i gang. Hvorfor hun gør det ydmygt, kan du læse HER. Jeg afviser hende først. Så kommer den lidt på tale igen og jeg vil stadig ikke have den. Jeg husker det nu som om, at min søster tager fat i mig. Ikke på den hårde måde, men hun fanger min opmærksomhed, kigger mig i øjnene og får mig overbevist om at tage den epidural. Hun kan et eller andet, hende min søster. Nå, men det lød jo også meget godt med muligheden for at få noget ro og hvile i dette endeløse smertehelvede. Lægen bliver tilkaldt og den bliver lagt uden videre problemer. Det gjorde faktisk ikke ondt overhovedet, så det var en fin oplevelse. Jeg spørger jordemoderen, hvornår det forventes at den virker. 20-30 minutter er hendes svar. Jeg kigger på klokken og ser nu bare frem til det der hvil, som jeg var blevet lovet.

 

20-30 minutter senere ligger jeg stadig i smertehelvede. Lortet virker ikke. Jeg husker ikke præcist, hvad jeg får sagt ud i rummet, men nogen får i hvert fald at vide, at den skide epidural ikke holder, hvad der var blevet lovet mig. For det gør fandme stadig fucking ondt, så jeg er altså ikke bedøvet nogen steder. Altså hviler jeg jo heller ikke. Jordemoderen arbejder med at skrue op for dosis, mens det også skal stemme overens med det vestimulerende drop. Hun havde svært ved at finde balancen med begge dele. På et tidspunkt er der skruet for højt op for droppet, så jeg får veer på stribe. Av, av, av! I forhold til epiduralen er hun på kanten til at kalde lægen ned igen. Hun giver den dog lige det sidste og jeg får absolut maksimal dosis. Men så endte den faktisk også med at virke. Godnat til Leah og hej drømmeland. I hvert fald for de næste 40 minutter, hvorefter jeg allerede mærker veer igen. Jordemoderen giver mig mere bedøvelse. Der er ro på stuen i dette øjeblik. Jeg får en god snak med jordemoderen om, hvor skuffet jeg er over min fødsel. Hvor meget den bare er alt dét, som jeg ikke havde håbet på. Hun er sød og det er rart at hun anerkender, at min fødsel ikke går lige efter bogen. At det er okay, at jeg føler mig magtesløs.

 

Jeg falder i søvn igen og får faktisk et par timers søvn. Da jeg vågner, er det blevet morgen og lyst igen udenfor. Jeg kigger på klokken og opdager til min store skræk, at jeg nok ikke når at føde, inden næste vagtskifte. Min jordemoder havde nemlig fri 7.30 og jeg vågnede omkring kl 7.00 i total bedøvet tilstand. Nå, men en 3. jordemoder kan vel heller ikke skade. Det gjorde hun heller ikke, for hun var faktisk rigtig sød også. Da jeg vågner bliver jeg undersøgt igen. Og hør nu her, venner. 9 CENTIMETER ÅBEN!! YEEEEEEEEES!! Så begyndte det jo at ligne noget. Tænk at jeg havde sovet mig fra 3 – 9 centimeter. Med den kamp jeg havde inden da, føler jeg nu også at det er ganske velfortjent. Der slukkes for epiduralen og nu afventer vi bare, at bedøvelsen ophører. Det gør den heldigvis hurtigt og veerne overfalder mig endnu en gang. Nu føltes de dog anderledes og mere “pressende” forneden. Lille’pigen var bestemt på vej. Da jeg stadig er påvirket af bedøvelsen, må jeg ikke komme op at stå. Frygteligt, for det var egentlig sådan jeg havde det bedst. Jeg kommer dog op på alle 4 i sengen og det er bestemt bedre end at ligge ned på ryggen. De veer jeg har nu er væmmelige. Det vestimulerende drop og min krop formår ikke at møde hinanden i et samarbejde. Jeg føler mig blot angrebet af den ene ve efter den anden, mens jeg slet ikke kan finde ud af at arbejde sammen med dem. Det var slet ikke som de veer jeg havde, umiddelbart efter vandet gik, hvor jeg arbejdede så godt med dem. Ej, hvor jeg græd meget. Mest af magtesløshed, men smerterne skal man heller ikke undervurdere da. Jeg begynder så småt at føle pressetrang. Eller jeg tror i hvert fald, at det er det jeg føler. Jeg får lov til at presse forsigtigt, men kan godt høre på jordemoderen, at vi ikke er helt dér endnu. Så jeg prøver at holde igen. Efter noget tid er der dog ingen vej udenom. Pressetrangen bliver for stærk. Så jeg begynder at presse, mens jeg stadig er på alle 4. Mellem veerne, som jeg havde svært ved at finde hoved og hale i, laver jordemoderen noget rebozo på mig, for at hjælpe lille’pigen på vej.

 

Nu bliver det endelig tid. Altså sådan rigtig tid til at få hende ud. Jeg kommer om på ryggen at ligge, hvilket jeg ikke bryder mig om. Jonas og min søster placeres på hver sin side af mig, hvor de hjælper med at holde mine ben, når jeg presser. Inden fødslen havde jeg en forventning om, at pressefasen ville føles “forløsende”. Mange oplever, at det er rart at kunne gøre noget selv. Sådan havde jeg det bare slet ikke! Jeg kunne fortsat ikke samarbejde med veerne og det var ét stort kaos. Jeg vælger dog at finde min egen rytme, hvor jeg presser alt hvad jeg overhovedet kan 3-4 gange afbrudt af en enkelt vejrtrækning. Ve eller ej, jeg pressede fandme bare. Jeg kunne simpelthen ikke mærke, hvornår jeg “rigtigt” skulle gøre det. Lille’pigens hjerterytme begyndte at dykke en smule, så jeg skulle koncentrere mig om at få ekstra ilt, når jeg ikke pressede. Så nu hed rytmen: Ilt, preeeeees, vejrtrækning, preeeeees, vejrtrækning, preeeeees, vejrtrækning, preeeeees og så ilt med langsomme vejrtrækninger. Om og om igen. Ve eller ej. En voldsom smerte, men med mit eget system følte jeg lidt kontrol over situationen igen. At kroppen så ikke var helt med, er jo en anden ting. I takt med at hjerterytmen dykkede, kom der flere og flere folk på stuen. Dem opdagede jeg godt nok først bagefter. De ville tage blodrøve af hendes hoved for at se, om hun var stresset. De nåede ikke at få en ordentlig prøve, før jeg havde presset hende ud. 29 minutter var jeg om at presse hende ud med min egen teknik og mere eller mindre udenom veerne. Det gav et skulderklap og en krammer fra den afdelingsledende jordemoder efter fødslen. “Dét du gjorde, har jeg alligevel ikke set før”, sagde hun.

 

Klokken 11.19 søndag den 15.04.18 blev vi altså forældre til Anna Oline. Fra de tog vandet varede fødslen 15.5 time. Igangsættelsen var dog startet knap 2 døgn før, så det var da noget af en weekend. Men med det absolut bedst mulige udfald.

 

Der kommer en del 4 af denne historie, da jeg gerne vil dele med jer, hvad der skete i dagene efter fødslen. Disse gik nemlig heller ikke, som hverken håbet, ønsket eller forventet. Det er ligesom temaet med denne historie efterhånden. Jeg vil dog understrege, at min datter er præcis som både håbet, ønsket, drømt om, forventet og SÅ meget mere til. Hun er perfekt!

Historien om min fødsel .. #2

LÆS FØRST “HISTORIEN OM MIN FØDSEL .. #1”

Så blev det lørdag den 14.04.18. Natten havde været hård med mange plukveer og smerter i underlivet. Det tog mere og mere til, men stadig ikke i en grad, der lignede aktiv fødsel. Jeg sov også dårligt. Dels var jeg spændt, for fødslen var jo, som de havde lovet, ikke langt væk. Men snorke-marie var også i sit es den nat. Desuden var der uro på stuen, da en af de andre kvinder skulle ned på fødegangen. Det var dog mod hendes vilje, da hun lå indlagt med alt for tidlig vandafgang. Hun var kun i graviditetsuge 31. Hende og jeg blev hurtigt enige om, at veerne var havnet i den forkerte seng. Mit hjerte græd med hende, da de kørte hende afsted. Snorke-marie sov ret meget gennem det hele. Som indskudt bemærkning kan jeg dog fortælle, at hun vendte tilbage på stuen igen i løbet af lørdagen. De fik stoppet fødslen. Hun var så glad og lettet.

 

Lørdag morgen er jeg ude på min vanlige tissetur. Tisse i plastikbakke og hælde det i en kande. Meget hyggeligt. På gangen blev jeg mødt af en af de søde sygeplejersker. Hun kiggede medlidende og modløst på mig, da hun gav mig beskeden om, at fødegangen havde for travlt til at tage mit vand. For sulan, hvor blev jeg ked af det. Jeg var ret frustreret over, at de havde startet en temmelig hård proces i min krop, men ikke havde tænkt sig at følge den til dørs, så jeg kunne få forløsning for smerterne. Jeg blev bedt om at fortsætte med igangsættelses pillerne hver 2. time med beskeden om, at de ville kalde mig ned så hurtigt som muligt. Jeg var ikke glemt, som de sagde. Jeg fik kørt endnu en ctg strimmel på lille’pigen, som havde det fint. Heldigvis.

 

Dagen gik og smerterne tog til. Jeg havde svært ved at finde hvile og blev kun mere og mere frustreret over, hvor træt jeg var. Hvor træt skal man have lov til at blive inden man skal kaste en masse energi i at føde? Temmelig træt, kan jeg godt fortælle jer.

Min storesøster kom på besøg nogle timer ved middagstid. Det var faktisk hyggeligt. Vi spillede 500 i opholdsstuen og grinte. Det er nok sidste gang i et stykke tid, at vi har haft alenetid på den måde. Så det var rart, når jeg nu alligevel skulle gå rundt i venteposition. Da hun tog hjem fandt jeg min seng for at prøve at hvile lidt igen.

 

Jeg formår at sove en lille smule. 20-30 minutter, tror jeg. Klokken er nu 16.30 lørdag eftermiddag og jeg vågner i et smertehelvede. Min mave er helt hård og nærmest “oppustet”. Og så har jeg følelsen af at have en ve, der aldrig stopper. Ulidelig smerte. Jeg ringer efter en sygeplejerske. Hun kommer ind på stuen og kan godt se, at det ikke er godt. Jeg får målt et tårnhøjt blodtryk og en puls, hvor de færreste kan følge med. Hun kalder en jordemoder ind for at kigge på min mave. Min mave fortsætter med at være sådan de næste 45 minutter og faktisk også videre derefter. Jordemoderen vurderer, at jeg er blevet overstimuleret på igangsættelses pillerne. Det er ikke en god situation at stå i, for det er ikke godt for hverken mig, baby eller selve fødslen. Jeg får noget hurtigtvirkende medicin til at slå blodtrykket ned og jordemoderen tager fat i fødegangen. Nu er de nemlig nødt til at gøre noget. Travlhed eller ej. Måske var de endda nødt til at lave et kejsersnit.

 

Den sødeste jordemoder fra fødegangen kommer ind på stuen. Hun har det mest rolige væsen, som kommer til udtryk både i hendes bevægelser og i det hun siger. Hun var den perfekte jordemoder til mig. Hun konstaterede det samme som den anden jordemoder. Overstimulering. Heldigvis havde lille’pigen det fortsat godt i maven. Jeg blev undersøgt, hvorefter vi blev bedt om at pakke sammen og komme med ned på fødegangen. YES! ENDELIG!

Vi bliver installeret på fødestue nummer 2. En lille bitte fødestue. Og når jeg skriver “vi”, mener jeg Jonas og mig selv. Jeg var så fandens træt allerede der, men så satte adrenalinen nok ind. Jeg følte i hvert fald, at jeg fik en ny energi. Jeg var SÅ fødeklar. Vandet blev taget kl 19.50 lørdag aften og inden så længe gik det hele for alvor i gang.