Historien om min fødsel .. #3

Læs først:

 

“HISTORIEN OM MIN FØDSEL .. #1”

“HISTORIEN OM MIN FØDSEL .. #2”

 

Vandet blev taget med et ordentligt plask kl 19.50. Jonas siger, at jordemoderen spjættede lidt og måtte flytte sig, da det væltede ud. Oppe fra hvor jeg lå, kunne jeg da også se hvordan gulvet blev mere og mere vådt. Det er en underlig fornemmelse, når vandet siver. Men allerede der følte jeg mig en smule lettere i kroppen. Lille’pigen fik monteret en elektrode på hovedet og jeg blev koblet til alt det nødvendige udstyr. Gennem hele fødslen følte jeg mig enormt begrænset på min bevægelighed, fordi der var slanger og ledninger over det hele. Både ud fra tissefruen, på benene og i hånden. Senere også fra ryggen, men det kommer vi til. Men altså, vi kunne jo heller ikke undvære noget af udstyret.

 

Der begyndte ret hurtigt at ske ting og sager i underlivet. Den murrende fornemmelse tog til og jeg begyndte så småt at få veer. Ganske tålelige i starten og til at snakke hen over. Jeg sad i en stol med Jonas overfor. Vi snakkede om, hvordan den tid vi havde netop nu, var den sidste hvor vi bare var os to. Ikke det fedeste sted, at holde dét øjeblik, men sådan kan det jo gå. Vi fik det bedste ud af det. Min storesøster dukkede op kort efter og så var hele mit fødselsteam ellers samlet. Stemningen var fortsat god og jeg var så spændt, mens jeg på samme tid aldrig har været mere træt og udmattet. Men klar, dét var jeg!

 

Mens jeg endnu var frisk og klar i hovedet skulle det der klyx lige overstås. Føj, for en omgang. Det er bestemt noget fanden har skabt. Men jeg er nu glad for, at vi fik det gjort inden jeg for alvor ville få ondt. Det er jo sådan noget, der bare skal overstås, ikk?

 

Jeg kom tilbage på stuen igen. Veerne tog for alvor til nu, ja faktisk gik det ret stærkt med det. Nu kunne jeg virkelig mærke, at vi for alvor var i gang. Veer er en smerte, der er helt ufattelig svær at ord på. Men jeg kan love, at det gør fandens ondt. Mine veer svingede lidt i længde og hyppighed. Jeg syntes dog, at de kom hyppigt nok. Nogle varede rigtig lang tid, mens andre var overstået nogenlunde hurtigt. Jeg arbejdede bedst med veerne stående, hvor jeg lagde overkroppen ind over en sækkepude, der lå i sengen. På trods af smerterne syntes jeg faktisk, at jeg klarede arbejdet med veerne ret godt. Jeg var umiddelbart godt i gang med min drømmefødsel, hvor jeg fandt ro i mig selv og mine dybe vejrtrækninger. Det gjorde jo pokkers ondt, men jeg havde en følelse af, at det bare kørte. Jeg var ret stolt af mig selv faktisk.

 

De næste timer af fødslen er mere sløret for mig. I hvert fald i forhold til rækkefølge og tid, men lad os nu se, om vi ikke kan få historien sat rigtigt sammen. Efter nogle timer med, hvad der føltes som gode veer og pisse godt arbejde af mig selv, bliver jeg undersøgt. Jeg havde ikke åbnet mig. Lad os lige tage den igen. SÅ mange grusomme veer og så duede de ikke til en skid. Her begynder klappen så småt at gå ned. Så hårdt et arbejde med veer for absolut ingen nytte. Efter denne nedslående besked har jeg enormt svært ved at samle mig igen. Faktisk lykkes det overhovedet ikke. Nu kommer veerne bare væltende og jeg kan slet ikke finde tilbage til det gode arbejde, som jeg havde med dem tidligere. Vi prøver smertelindring i form af en varmepude. Det var fint nok, men jeg samarbejdede stadig ikke med veerne. Jeg husker følelsen af total magtesløshed, fordi jeg netop ikke havde åbnet mig overhovedet. Så træt og udmattet, men stadig så lang vej igen. Jordemoderen, som nu er en anden men også pisse sød jordemoder, foreslår lattergas. Ja tak! Dét ville jeg gerne prøve. Det havde jeg faktisk høje forventninger til, men de forventninger bliver hurtigt kørt i sænk. Hold nu op, hvor blev jeg dårlig af det. Puuuha! Jeg opgav det ret hurtigt og ville op og stå igen. Da jeg sætter mig op, sidder Jonas foran mig og holder mig, mens jeg kommer igennem nogle veer. Han rejser sig dog hurtigt som lynet, da jeg siger: “Jeg skal altså kaste op”, hvorefter jeg næsten kaster op på den kommende fader. Det er i øvrigt ikke sjovt at kaste op, mens man har veer. Slet ikke, når den ene gang ikke var den eneste. Puha da!

 

Som jeg husker det, bliver jeg nu undersøgt igen. Jeg har vel haft veer i godt og vel 7-8 timer. Igen er beskeden nedslående. Jeg havde vist kun åbnet mig en lille halv centimeter mere. Nu går klappen for alvor ned og jeg ser ingen ende på den her fødsel. Jeg opgav fuldstændig at arbejde mere med veerne og fødslen i det hele taget. Hvad skulle det også nytte, når veerne ikke gav en skid? – Nå, nu siger jordemoderen at der skal noget hjælp til. Vestimulerende drop finder hun frem. Ydmygt foreslår hun en epidural, så jeg kan få noget ro mens det vestimulerende drop kommer i gang. Hvorfor hun gør det ydmygt, kan du læse HER. Jeg afviser hende først. Så kommer den lidt på tale igen og jeg vil stadig ikke have den. Jeg husker det nu som om, at min søster tager fat i mig. Ikke på den hårde måde, men hun fanger min opmærksomhed, kigger mig i øjnene og får mig overbevist om at tage den epidural. Hun kan et eller andet, hende min søster. Nå, men det lød jo også meget godt med muligheden for at få noget ro og hvile i dette endeløse smertehelvede. Lægen bliver tilkaldt og den bliver lagt uden videre problemer. Det gjorde faktisk ikke ondt overhovedet, så det var en fin oplevelse. Jeg spørger jordemoderen, hvornår det forventes at den virker. 20-30 minutter er hendes svar. Jeg kigger på klokken og ser nu bare frem til det der hvil, som jeg var blevet lovet.

 

20-30 minutter senere ligger jeg stadig i smertehelvede. Lortet virker ikke. Jeg husker ikke præcist, hvad jeg får sagt ud i rummet, men nogen får i hvert fald at vide, at den skide epidural ikke holder, hvad der var blevet lovet mig. For det gør fandme stadig fucking ondt, så jeg er altså ikke bedøvet nogen steder. Altså hviler jeg jo heller ikke. Jordemoderen arbejder med at skrue op for dosis, mens det også skal stemme overens med det vestimulerende drop. Hun havde svært ved at finde balancen med begge dele. På et tidspunkt er der skruet for højt op for droppet, så jeg får veer på stribe. Av, av, av! I forhold til epiduralen er hun på kanten til at kalde lægen ned igen. Hun giver den dog lige det sidste og jeg får absolut maksimal dosis. Men så endte den faktisk også med at virke. Godnat til Leah og hej drømmeland. I hvert fald for de næste 40 minutter, hvorefter jeg allerede mærker veer igen. Jordemoderen giver mig mere bedøvelse. Der er ro på stuen i dette øjeblik. Jeg får en god snak med jordemoderen om, hvor skuffet jeg er over min fødsel. Hvor meget den bare er alt dét, som jeg ikke havde håbet på. Hun er sød og det er rart at hun anerkender, at min fødsel ikke går lige efter bogen. At det er okay, at jeg føler mig magtesløs.

 

Jeg falder i søvn igen og får faktisk et par timers søvn. Da jeg vågner, er det blevet morgen og lyst igen udenfor. Jeg kigger på klokken og opdager til min store skræk, at jeg nok ikke når at føde, inden næste vagtskifte. Min jordemoder havde nemlig fri 7.30 og jeg vågnede omkring kl 7.00 i total bedøvet tilstand. Nå, men en 3. jordemoder kan vel heller ikke skade. Det gjorde hun heller ikke, for hun var faktisk rigtig sød også. Da jeg vågner bliver jeg undersøgt igen. Og hør nu her, venner. 9 CENTIMETER ÅBEN!! YEEEEEEEEES!! Så begyndte det jo at ligne noget. Tænk at jeg havde sovet mig fra 3 – 9 centimeter. Med den kamp jeg havde inden da, føler jeg nu også at det er ganske velfortjent. Der slukkes for epiduralen og nu afventer vi bare, at bedøvelsen ophører. Det gør den heldigvis hurtigt og veerne overfalder mig endnu en gang. Nu føltes de dog anderledes og mere “pressende” forneden. Lille’pigen var bestemt på vej. Da jeg stadig er påvirket af bedøvelsen, må jeg ikke komme op at stå. Frygteligt, for det var egentlig sådan jeg havde det bedst. Jeg kommer dog op på alle 4 i sengen og det er bestemt bedre end at ligge ned på ryggen. De veer jeg har nu er væmmelige. Det vestimulerende drop og min krop formår ikke at møde hinanden i et samarbejde. Jeg føler mig blot angrebet af den ene ve efter den anden, mens jeg slet ikke kan finde ud af at arbejde sammen med dem. Det var slet ikke som de veer jeg havde, umiddelbart efter vandet gik, hvor jeg arbejdede så godt med dem. Ej, hvor jeg græd meget. Mest af magtesløshed, men smerterne skal man heller ikke undervurdere da. Jeg begynder så småt at føle pressetrang. Eller jeg tror i hvert fald, at det er det jeg føler. Jeg får lov til at presse forsigtigt, men kan godt høre på jordemoderen, at vi ikke er helt dér endnu. Så jeg prøver at holde igen. Efter noget tid er der dog ingen vej udenom. Pressetrangen bliver for stærk. Så jeg begynder at presse, mens jeg stadig er på alle 4. Mellem veerne, som jeg havde svært ved at finde hoved og hale i, laver jordemoderen noget rebozo på mig, for at hjælpe lille’pigen på vej.

 

Nu bliver det endelig tid. Altså sådan rigtig tid til at få hende ud. Jeg kommer om på ryggen at ligge, hvilket jeg ikke bryder mig om. Jonas og min søster placeres på hver sin side af mig, hvor de hjælper med at holde mine ben, når jeg presser. Inden fødslen havde jeg en forventning om, at pressefasen ville føles “forløsende”. Mange oplever, at det er rart at kunne gøre noget selv. Sådan havde jeg det bare slet ikke! Jeg kunne fortsat ikke samarbejde med veerne og det var ét stort kaos. Jeg vælger dog at finde min egen rytme, hvor jeg presser alt hvad jeg overhovedet kan 3-4 gange afbrudt af en enkelt vejrtrækning. Ve eller ej, jeg pressede fandme bare. Jeg kunne simpelthen ikke mærke, hvornår jeg “rigtigt” skulle gøre det. Lille’pigens hjerterytme begyndte at dykke en smule, så jeg skulle koncentrere mig om at få ekstra ilt, når jeg ikke pressede. Så nu hed rytmen: Ilt, preeeeees, vejrtrækning, preeeeees, vejrtrækning, preeeeees, vejrtrækning, preeeeees og så ilt med langsomme vejrtrækninger. Om og om igen. Ve eller ej. En voldsom smerte, men med mit eget system følte jeg lidt kontrol over situationen igen. At kroppen så ikke var helt med, er jo en anden ting. I takt med at hjerterytmen dykkede, kom der flere og flere folk på stuen. Dem opdagede jeg godt nok først bagefter. De ville tage blodrøve af hendes hoved for at se, om hun var stresset. De nåede ikke at få en ordentlig prøve, før jeg havde presset hende ud. 29 minutter var jeg om at presse hende ud med min egen teknik og mere eller mindre udenom veerne. Det gav et skulderklap og en krammer fra den afdelingsledende jordemoder efter fødslen. “Dét du gjorde, har jeg alligevel ikke set før”, sagde hun.

 

Klokken 11.19 søndag den 15.04.18 blev vi altså forældre til Anna Oline. Fra de tog vandet varede fødslen 15.5 time. Igangsættelsen var dog startet knap 2 døgn før, så det var da noget af en weekend. Men med det absolut bedst mulige udfald.

 

Der kommer en del 4 af denne historie, da jeg gerne vil dele med jer, hvad der skete i dagene efter fødslen. Disse gik nemlig heller ikke, som hverken håbet, ønsket eller forventet. Det er ligesom temaet med denne historie efterhånden. Jeg vil dog understrege, at min datter er præcis som både håbet, ønsket, drømt om, forventet og SÅ meget mere til. Hun er perfekt!

Historien om min fødsel .. #2

LÆS FØRST “HISTORIEN OM MIN FØDSEL .. #1”

Så blev det lørdag den 14.04.18. Natten havde været hård med mange plukveer og smerter i underlivet. Det tog mere og mere til, men stadig ikke i en grad, der lignede aktiv fødsel. Jeg sov også dårligt. Dels var jeg spændt, for fødslen var jo, som de havde lovet, ikke langt væk. Men snorke-marie var også i sit es den nat. Desuden var der uro på stuen, da en af de andre kvinder skulle ned på fødegangen. Det var dog mod hendes vilje, da hun lå indlagt med alt for tidlig vandafgang. Hun var kun i graviditetsuge 31. Hende og jeg blev hurtigt enige om, at veerne var havnet i den forkerte seng. Mit hjerte græd med hende, da de kørte hende afsted. Snorke-marie sov ret meget gennem det hele. Som indskudt bemærkning kan jeg dog fortælle, at hun vendte tilbage på stuen igen i løbet af lørdagen. De fik stoppet fødslen. Hun var så glad og lettet.

 

Lørdag morgen er jeg ude på min vanlige tissetur. Tisse i plastikbakke og hælde det i en kande. Meget hyggeligt. På gangen blev jeg mødt af en af de søde sygeplejersker. Hun kiggede medlidende og modløst på mig, da hun gav mig beskeden om, at fødegangen havde for travlt til at tage mit vand. For sulan, hvor blev jeg ked af det. Jeg var ret frustreret over, at de havde startet en temmelig hård proces i min krop, men ikke havde tænkt sig at følge den til dørs, så jeg kunne få forløsning for smerterne. Jeg blev bedt om at fortsætte med igangsættelses pillerne hver 2. time med beskeden om, at de ville kalde mig ned så hurtigt som muligt. Jeg var ikke glemt, som de sagde. Jeg fik kørt endnu en ctg strimmel på lille’pigen, som havde det fint. Heldigvis.

 

Dagen gik og smerterne tog til. Jeg havde svært ved at finde hvile og blev kun mere og mere frustreret over, hvor træt jeg var. Hvor træt skal man have lov til at blive inden man skal kaste en masse energi i at føde? Temmelig træt, kan jeg godt fortælle jer.

Min storesøster kom på besøg nogle timer ved middagstid. Det var faktisk hyggeligt. Vi spillede 500 i opholdsstuen og grinte. Det er nok sidste gang i et stykke tid, at vi har haft alenetid på den måde. Så det var rart, når jeg nu alligevel skulle gå rundt i venteposition. Da hun tog hjem fandt jeg min seng for at prøve at hvile lidt igen.

 

Jeg formår at sove en lille smule. 20-30 minutter, tror jeg. Klokken er nu 16.30 lørdag eftermiddag og jeg vågner i et smertehelvede. Min mave er helt hård og nærmest “oppustet”. Og så har jeg følelsen af at have en ve, der aldrig stopper. Ulidelig smerte. Jeg ringer efter en sygeplejerske. Hun kommer ind på stuen og kan godt se, at det ikke er godt. Jeg får målt et tårnhøjt blodtryk og en puls, hvor de færreste kan følge med. Hun kalder en jordemoder ind for at kigge på min mave. Min mave fortsætter med at være sådan de næste 45 minutter og faktisk også videre derefter. Jordemoderen vurderer, at jeg er blevet overstimuleret på igangsættelses pillerne. Det er ikke en god situation at stå i, for det er ikke godt for hverken mig, baby eller selve fødslen. Jeg får noget hurtigtvirkende medicin til at slå blodtrykket ned og jordemoderen tager fat i fødegangen. Nu er de nemlig nødt til at gøre noget. Travlhed eller ej. Måske var de endda nødt til at lave et kejsersnit.

 

Den sødeste jordemoder fra fødegangen kommer ind på stuen. Hun har det mest rolige væsen, som kommer til udtryk både i hendes bevægelser og i det hun siger. Hun var den perfekte jordemoder til mig. Hun konstaterede det samme som den anden jordemoder. Overstimulering. Heldigvis havde lille’pigen det fortsat godt i maven. Jeg blev undersøgt, hvorefter vi blev bedt om at pakke sammen og komme med ned på fødegangen. YES! ENDELIG!

Vi bliver installeret på fødestue nummer 2. En lille bitte fødestue. Og når jeg skriver “vi”, mener jeg Jonas og mig selv. Jeg var så fandens træt allerede der, men så satte adrenalinen nok ind. Jeg følte i hvert fald, at jeg fik en ny energi. Jeg var SÅ fødeklar. Vandet blev taget kl 19.50 lørdag aften og inden så længe gik det hele for alvor i gang.

Historien om min fødsel .. #1

Det er torsdag den 12. april 2018 og jeg er på det tidspunkt 39+2 i min graviditet. Jeg skal til jordemoder kl 15.00 og håber naturligvis, at det er sidste besøg. Kroppen er træt og jeg kan godt mærke, at belastningen på kroppen er taget yderligere til de seneste dage. Jeg er SÅ klar til at få min baby ud. Da jeg går hjemme og gør mig klar til at tage af sted, får jeg allerede der en fornemmelse af, at jeg ikke kommer hjem igen samme dag. At jeg nok ville ende på sygehuset. Så jeg prioriterer selvfølgelig lige at få barberet ben, for dét er nemlig pisse vigtigt, ikk? Som i det er det overhovedet ikke jo. Nå, jeg skærer mig i øvrigt også, men så kan jeg jo lære ikke at gøre det i hastværk og højgravid tilstand. Nå, men afsted mod bussen, som jeg er lige ved at komme for sent til, da jeg også skulle finde et par strømpebukser, der ikke var hul i. Det lykkedes ikke, men jeg fandt det par med kun ét hul i og det var det bedste par.

 

Jeg ankommer til jordemoderen i god tid og skal lave den obligatoriske urinprøve. Ret svært med den store mave og aldrig har jeg klumset sådan rundt på et toilet før. Men det gik. Jeg husker, at jeg følte mig stor, klodset, besværet, svedig, træt og så havde jeg hovedpine.

Min jordemoder, Nanna, kan godt se på mig, at jeg ikke har det godt. Min urinprøve slår ud for æggehvidestof og mit blodtryk er alt for højt. Det samme med min puls. Hun skønner desuden, at jeg er ved at have for meget fostervand. Hun bekræfter den mavefornemmelse jeg havde, inden jeg tog hjemmefra. Hun ringer til fødegangen og jeg skal tage derind med det samme. Præcis som jeg havde forudset det.

 

På fødegangen har de travlt som altid, så jeg bliver undersøgt et andet sted. Der køres ctg strimmel på lille’pigen og jeg får målt blodtryk op til flere gange og får taget blodprøver. Jonas er nu også ankommet i semi-bekymret tilstand. Der bliver scannet og vurderet af en læge, som vurderer at jeg skal indlægges til observation for svangerskabsforgiftning på Gynækologisk Sengeafsnit. Det er øv, for jeg kan godt lide at sove i min egen seng sammen med Jonas. Men på den anden side er det jo rart at blive holdt øje med.

Jeg kommer på en stue med 3 andre kvinder. Sådan noget hader jeg. Ikke kvinderne, de var sådan set søde nok. Men jeg hader at dele værelse og bad med fremmede mennesker. Den ene kvinde snorkede så frygteligt højt om natten, at der blev uddelt utallige ørepropper til os andre af de flinke sygeplejersker, som syntes det var lidt synd for os. Ingen af os kunne sove for snorkeren. Synd for hende også, for hun var jo sådan set ret flink.

Den første nat gik med at tælle snorken og få målt blodtryk og puls ca. en gang i timen. Og hver gang jeg skulle tisse, skulle det ske i en fucking plastikbakke og opsamles i en stor kande. Ikke underligt, at jeg ikke fik sovet den nat. Og så savnede jeg Jonas.

 

Næste morgen er det blevet fredag den 13 april 2018. Ved formiddagens stuegang kunne lægen konstatere svangerskabsforgiftningen og at den eneste løsning for dét på nuværende tidspunkt ville være, at få født mit barn. Jeg var fan, men det behøver jeg vist ikke råbe højt for nogen her. Jeg har dog på intet tidspunkt ønsket igangsættelse, men lige præcis den dag var det lige meget. Hun skulle bare ud, så jeg kunne få styr på min krop igen. Og hendes velbefindende selvfølgelig. På det tidspunkt kunne de faktisk gøre ved mig, hvad de ville. Jeg var så træt, kvæstet og ligeglad. Var faktisk kun bekymret for, om jeg havde energien til at føde. Vi fandt også ud af, at jeg i løbet af de seneste 14 dages tid havde taget hele 12 kilo på. 12 kilo væske som følge af svangerskabsforgiftningen. Det er jo vanvittigt og min samlede vægtøgning i løbet af hele graviditeten blev pludselig mere end 30 kilo. Shit!

 

Nå, men som altid havde fødegangen travlt. Også for travlt til at tage mig ned. Så jeg havnede i venteposition. Ikke særligt foreneligt med min tålmodighed, men på den anden side ønskede jeg jo heller ikke at føde, når de ikke havde tid til at hjælpe mig. Jeg tænker det er en pænt stor opgave at stå med på egen hånd.

Ved middagstid kom lægen dog tilbage med gode nyheder. Der var et hul på fødegangen. Måske havde de haft en super-føder. Hvem ved? Nå, men jeg blev sendt til forundersøgelse og denne viste, at lille’pigen ikke selv planlagde at komme ud lige her og nu da. Livmoderhalsen var lidt afkortet, men ellers var der ingen tegn til fødsel. De besluttede sig for at sætte det i gang, for ud skulle hun jo altså. Jeg blev startet op på Angusta piller. Det er en igangsættelses pille, skulle der være tvivl om det. Sådan en pille tages oralt og jeg skulle tage dem hver anden time fra kl 13.00-21.00 den aften. Kun afbrudt af, hvis fødslen gik i gang. Det er meget forskelligt, hvordan man reagerer på sådan en pille. Nogen går i fødsel efter første pille, mens de slet ikke virker på andre. Så det var da med en vis spænding i maven, da jeg lagde mig op i seng igen med første pille i maven. Jonas kørte hjem for at hvile og stå på standby, mens jeg selv forsøgte at få sovet. Snorke-marie sov dog også den eftermiddag, så det var lidt svært at få ro.

 

Eftermiddagen gik og jeg begyndte så småt at mærke forandringer. Murren i underlivet, tiltagende plukveer og modningsveer. De kom og gik og som vinden den blæser og det er jo altså ikke med den regelmæssighed, som man kunne have håbet på. Jeg begyndte at frygte, at der ikke ville ske mere den dag.

Om aftenen var vi på fødegangen til undersøgelse igen. Eller jeg fik egentlig bare kørt en ctg strimmel på lille’pigen igen. Den var fin. Men da klokken var ved at være 21.00 ville de ikke tage vandet. Jeg skulle jo op og sove mente de. Jeg kan skam godt se logikken, men nu var det jo ikke dem, der delte værelse med snorke-marie. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke ville få sovet, så jeg frygtede bare, at jeg så ville være dét mere træt, når min fødsel så gik i gang.

Jeg blev lovet, at de ville tage mig ned som noget af det første næste morgen. Med henblik på at tage vandet. Selvfølgelig forudsat, at de ikke havde for travlt. Så kan I jo nok gætte, hvad der skete, ikk?

Der er så fandens meget, som jeg ikke forstår .. #3

I anledning af at jeg fødte for ikke ret længe siden synes jeg, at det er på sin plads at lave et indlæg om ting jeg ikke forstår ved den tid, som jeg netop går i gennem i disse dage.

 

Hvorfor det skal gøre så voldsomt ondt at føde – Det siges at man glemmer smerten. Jeg er spændt på, hvornår det mon sker, for jeg husker det så ganske grusomt tydeligt endnu.

 

Hvorfor man ikke kan forklare, hvor ondt det gør at føde – Det er jo fuldstændig umuligt at sætte ord på den smerte, man oplever under en fødsel. Jeg er blevet spurgt et par gange nu, men jeg kan ikke finde de rigtige ord, der beskriver det præcist nok. Det er sikkert meningen, for ellers ville vi kvinder sikkert kunne skræmme hinanden fra at få børn.

 

Hvorfor jeg stadig skal døje med svangerskabsforgiftning – Her en uge efter fødslen fylder svangerskabsforgiftningen stadig meget i min krop. Siden vi kom hjem har jeg måtte forbi lægevagten om natten, da det ikke vil give slip. Hvorfor kan det ikke bare ophøre med graviditeten, så jeg kan få noget fred i min trætte og alt for brugte krop?

 

Hvorfor jeg nu skal have en “hænge-mave” – Hvorfor kan den ikke bare skrumpe ind af og ikke ned af? Jeg var jo godt klar over, at den ikke ville blive sig selv lige med det samme, meeeeeeen. Synes det er lidt nedtur, at den pludselig skal hænge så meget, at den nærmest skal foldes pænt ind i buksekanten. Ikke ret charmerende. Det bliver spændende at se, hvor maven ender henne 😉

 

Hvordan min datter kan være så fandens smuk – Hun er det smukkeste jeg nogensinde har set og det er jo vildt at tænke på, når man kigger på de umiddelbart gennemsnitligt pæne mennesker, der har skruet hende sammen. Hun ligner mest sin far, som det ser ud lige nu, men man kan sagtens se os begge i hende.

 

Hvor naturligt det føles at have fået en baby – Allerede nu er det som om hun altid har været her. Og hun er kun lige knap en uge gammel. Det føles simpelthen som det mest naturlige i verden, at hun er landet lige her hos os og det er næsten svært at forstå, at det ikke er længe siden hun ikke var her.

 

Hvor heldigt det er, at hun ligner det hun hedder – Vi havde jo valgt navnet for længe siden. Læs evt. mere om det HER. Jeg har været vild med navnet hele tiden, men jeg har også været spændt på om navn og ansigt ville passe sammen. Men det gør det bare. Hun kunne ikke hedde andet, tror jeg 🙂

 

Hvor vildt det er at se Jonas være en far – Jeg vidste godt, at han ville blive en god far. Ingen tvivl om det. Men jeg vidste ikke, at han ville blive SÅ god en far. Det falder ham bare ret naturligt og jeg synes det er helt vildt at se den side af ham, efter vi har været sammen i så mange år. Det er lidt som om at blive forelsket på ny igen og det er jo bare fantastisk.

 

Følelsen af at være en mor – Jeg havde da regnet med, at det ville være temmelig stort. Men temmelig stort dækker jo slet ikke følelsen nok. Tror faktisk ikke jeg kan beskrive, hvor stort det er og hvor vildt det føles, men det er så absolut det største jeg nogensinde har oplevet. Og det vildeste. Og det lykkeligste. Og så meget mere!

 

At det kan være så svært at falde i søvn, når man er så fandens træt – Jeg har haft svært ved at sove i dagene efter fødslen, men det er altså ikke fordi jeg ikke har været træt. For uha, dét har jeg da godt nok været. De sidste par dage er det dog efterhånden blevet lettere, så mon ikke bare hele oplevelsen skulle fordøjes lidt?

 

Læs også:

“DER ER SÅ FANDENS MEGET JEG IKKE FORSTÅR .. #1”

“DER ER SÅ FANDENS MEGET JEG IKKE FORSTÅR .. #2”

 

 

Jeg er tilbage igen, men alligevel ikke helt ..

Så er jeg tilbage igen. Og det er på alle mulige måder, som et andet menneske, end hende der skrev det sidste indlæg herinde. Jeg er nemlig blevet MOR. Jeg er Anna Olines MOR. Det er det vildeste og hun er det bedste! Jeg elsker hende så højt!

Anna Oline kom til verden i søndags den 15.04.18 på en solrig forårsdag. “En fin dag at komme til verden på”, som jordemoderen sagde. Hendes ankomst startede med et par frygtelige dage med indlæggelse og igangsættelse pga svangerskabsforgiftning. Selve fødslen gik på ingen måde, som jeg havde håbet eller forventet. Den gik sådan ca. på en måde, som jeg end ikke ville ønske for min værste fjende. Ikke en gang den dummeste jeg kender, som ellers er et røvhul. Dagene efter med mere indlæggelse grundet svangerskabsforgiftningen satte bestemt det sidste prik over i’et for, hvor galt hele det her fødselsforløb er gået. Da vi kom hjem fra sygehuset i går, havde jeg ikke flere kræfter eller tårer tilbage.

Jeg bearbejder stadig de seneste dages oplevelser og det kommer til at tage sin tid og energi. Men når jeg er klar, vil der komme en beretning her på bloggen om det hele. Det er altid sundt, at få skrevet tingene ned.

Men nu vil jeg nyde, at vi er kommet hjem i egne rammer igen. Mine skuldre er endelig ved at sænke sig og jeg trækker vejret mere naturligt igen. Jeg nyder at udforske min nye rolle som mor og jeg elsker at se på min dejlige mand, som nu er blevet far. Han er så skide god til det! Min dejlige datter har det godt, mens hun udforsker sin nye rolle som det mest sovende og skidende menneske her i huset. Men også det absolut sødeste.

Vi har det godt alle 3 🙂