Bloggen er flyttet! Det er stadig den samme blog, men …

Bloggen er flyttet! Det er stadig den samme blog, men …

… Det er det så egentlig ikke helt alligevel, for nu bliver det faktisk lidt federe. Bloggen har nemlig søgt nye veje og stødte i den forbindelse på et nyt, men absolut venligt og dejligt bekendtskab hos www.momster.dk – Et netværk af kvinder til kvinder der har børn eller brændende ønsker sig at få dem. Jeg passer godt ind her af flere årsager. 1: Fordi jeg er en kvinde. 2: Fordi jeg har et barn. 3: Fordi jeg tidligere havde et brændende ønske om at få et barn, men her stødte jeg på udfordringer fra min egen kropumulige krop. 4: Fordi jeg er pisse sjov, hudløst ærlig og god til at skrive. Men det vil du jo få at se hen ad vejen, ikk?

Nå, men inden jeg kommer for godt i gang og måske også bliver en smule for selvfed, må jeg jo hellere præsentere mig selv. Dette indlæg er altså mest henvendt til de af jer, som desværre ikk’ er stødt på mig endnu. Men det er altså tilladt for alle at læse med. Også dig, mor 🙂

Mit navn er Leah Rundblad og det er mig på billedet oven over. Jeg er en 28 år gammel nordjyde og så er jeg rigtig godt gift med Jonas Rundblad. En 28 år gammel forhenværende sjællænder. Hvis du har lyst, kan du jo læse om, hvad der skete da Nordjylland mødte Sjælland for snart 9 år siden. Det er jævnt kikset og vi var ikk’ halvt så kønne den gang, som vi er nu. Så er I advaret.

Til daglig er jeg uddannet og arbejder som lægesekretær på Aalborg Sygehus, men lige nu lever jeg barselslivet med alt, hvad der hører sig til af gylp, lortebleer, sutteflasker, gylp, gåture med barnevognen, grimt lamaze legetøj, gylp, uglet mor-hår i knold, ingen make-up og gylp. Ja, der er masser af gylp her hjemme. Vores datter har nemlig refluks så det basker. Og nu vi alligevel taler om solen. Vores datter hedder Anna Oline og hun kom til verden den 15. april i år. Det betyder at hun runder 4 måneder lige om lidt. Hun er herlig, fræk, smuk, sjov og fuld af fis og ballade. Vores ønskebarn, som vi har været utroligt heldige at få. Det lå nemlig ikke i kortene, at vi med sikkerhed skulle blive forældre. Jeg lider af PCOS, som er en tilstand, der påvirker min krop utroligt meget. Hvis du ikke helt ved, hvad det er, så er du faktisk langt fra den eneste. Men du kan heldigvis blive klogere på det lige HER. Grundet PCOS’en gik vi igennem en temmelig hård og udmattende tid med fertilitetsbehandling, da vi tog grusvejen til ønskebarnet. Heldigvis endte det godt, da vi jo har fået vores skønne datter. Hvis du har lyst, kan du læse historien om min fødsel, som slet ikke gik, som jeg havde håbet. Heller ikke i dagene efter, som faktisk endte med at være hårdere end selve fødslen.

Min hverdag med PCOS er besværlig og bøvlet, men jeg er blevet bedre til at håndtere det. Min største udfordring med PCOS (nu hvor jeg ikke kæmper for at blive gravid mere) er insulinresistensen. Kort fortalt betyder den, at min krop konstant tror, at den mangler insulin og derfor producerer den en helvedes masse ekstra af det. Og sådan noget sætter sig som fedt på kroppen. Og det er fandme ikk’ sjovt, skulle I være i tvivl om det. Det betyder lige nu, at jeg har gang i et større vægttabsprojekt. 24 tunge slaskede kilo var mit udgangspunkt. Den seneste måneds tid har den for alvor fået en skalle med PCOS-venlig kost og god motion, hvilket heldigvis har båret frugt. Nu mangler jeg nemlig “kun” 19,4 kilo. Hvordan jeg nåede til det, kan du læse lige HER. Du vil her på bloggen kunne følge med i min vægttabsrejse, hvis du har lyst. Det motiverer i hvert fald mig rigtig meget, at dele ud af den.

Bloggen her kom til verden tilbage i januar i år. Jeg har altid elsket at skrive og har længe ønsket at få det til at fylde mere i min hverdag. Jeg er flere gange blevet spurgt om ikke “sådan noget blogging”, kunne være noget for mig, for det kunne jeg da nok være god til. Så jeg overvejede det i et par år for længe, hvorefter jeg endelig kastede mig ud i det. Og det har jeg ikk’ fortrudt. Bloggen er mit frirum, min online dagbog og egentlig også som en slags mødregruppe. Jeg deler i hvert fald meget ud af livet som mor. Mest fordi mit liv ikke handler om så meget andet lige nu, men også fordi jeg egentlig synes, at jeg gør det ret godt. Altså det der med at være nogens mor. Dog er jeg blevet hapset af mor-politiet før, men det er det der kan ske, når man deler åbent og ærligt.

 

Jeg håber at I med dette indlæg har fået en bedre idé om, hvem jeg er. Hende den nye Leah Rundblad på www.momster.dk. Jeg kunne egentlig fortælle meget mere om mig selv, men så bliver det bare lidt ligesom bland-selv-slik. Hvis man blander for meget, bliver det noget rod og hvis man spiser det hele gør det bare ondt i maven. Så lad os hellere tage vores nye bekendtskab i mindre bidder og bruge noget tid på at lære hinanden at kende.

Jeg glæder mig super meget til at være en del af dette fantastiske “blogger-kvinde-mor-univers” og jeg håber, at I vil tage rigtig godt i mod min kære blog. Bloggen er desuden at finde på Facebook, hvor jeg altid opdaterer med de nyeste indlæg. Du er også velkommen til at følge mig på Instagram, hvor jeg (tro det eller ej) faktisk formår at kortfatte mig en my mere, end jeg gør her på bloggen. Men det bliver det ikk’ kedeligere af, det lover jeg!

God dag til jer 🙂

Grusvejen til ønskebarnet – Det sidste punktum

 

I mit seneste indlæg i denne serie, som du kan finde lige HER, nåede vi enden af grusvejen med to streger på graviditetstesten. Solen kunne jo nærmest ikke have skinnet mere, end den gjorde ved enden af grusvejen. Det er altid dejligt, når tingene ender lykkeligt og er fyldt med solstråler. Så er det lidt som om, at vejen der til falder lidt i baggrunden. Lidt som om det bare bliver til en skygge. Men også kun lidt. Jeg synes i hvert fald ikke, at det er glemt. Det fylder mindre, men det er ikke glemt. Og jeg har haft mange tanker om den lange tur på grusvejen siden.

 

I mine seneste mange indlæg i serien har I været med til det hele. I har været med på både op- og nedture, helt inde på briksen til behandlingerne, tankerne, frustrationerne, glæderne, sorgerne, vreden, håbløsheden, optimismen og hvad vi ellers har mødt på den lange grusvej, hvor både det fysiske og det psykiske har været på overarbejde. Det er på alle mulige måder både grænseoverskridende, men også helt vildt givende, at dele ud af noget, der er så privat og smertefuldt på egen krop og psyke. Men mest har det været givende, da jeg ved der sidder nogen derude, der får rigtig meget ud af at læse mine indlæg. Det betyder meget for mig, at andre kan lære af vores historie eller se sig selv i den og derfor ikke føler sig alene. Bedre er det, når jeg hører at vores historie giver håb om en lykkelig slutning for andre. Med den viden er det på ingen måde svært, at dele ud af vores forløb og erfaringer. Jeg gjorde det hjertens gerne igen, men det behøver jeg jo sådan set ikke. Indlæggene her på bloggen er jo kommet for at blive. Desuden er vores historie jo fortsat at finde på www.fertilitetsliv.dk og det glæder mig stadig, at jeg har bidraget til denne fantastiske side, hvor mange ufrivilligt barnløse kan søge råd, vejledning, hjælp og støtte.

 

Jeg har lovet jer et tilbageblik på vores egen “fertilitetsrejse” med mine egne tanker og refleksioner. De kommer her. Det er jo ingen hemmelighed, at denne graviditet kom uventet. At det lykkedes for os uden om forsøgene, havde vi ikke regnet med overhovedet. Vi havde drømt og håbet, men slet slet slet ikke regnet med det. Det havde vi jo fået at vide, at vi bestemt ikke skulle.

 

Når jeg kigger tilbage på de første 4 forsøg med inseminering ved gynækologen, er det med en vis vrede i sindet. Jeg føler mig forkert behandlet og jeg føler, at jeg har været igennem ting, som jeg med fordel kunne have været skånet for. Som vi kunne have været skånet for. Det var forkert at starte op i behandling med det samme, som jo var det der skete. Jeg nåede kun lige at få diagnosen PCOS og så gik der ikke mange dage, før vi var i gang med fertilitetsbehandlingen. Man hoppede over en del grundlæggende forbehandlinger og undersøgelser og gik direkte til forsøgene uden at vide, om de overhovedet kunne virke. Foruden dét kørte man det ene forsøg lige i røven af det andet, uden at “rydde op” først. Eller lige trække vejret for den sags skyld. Resultatet af dét er 4 forsøg med kæmpe følelsesmæssige og fysiske op- og nedture. 4 forsøg, som var dømt til at mislykkes på forhånd, for min krop var ikke dér, hvor den kunne bære det. Tænk hvad vi kunne have været sparet for? Jeg vil helst ikke tænke på det for længe.

Det var rart at komme i andre hænder, da vi i maj 2017 gik over til behandling i det offentlige. Men det er også skræmmende at tænke på, hvor mange brugbare resultater de fik skabt på under den halve tid af det, vi allerede havde brugt. Bare ved at gennemføre de grundlæggende forbehandlinger og undersøgelser, som man havde hoppet over tidligere, ændrede de vores liv markant. Selvfølgelig til det positive. Jeg fik viden om min PCOS og kontrol over den, hvilket førte til det nødvendige vægttab. Jeg blev opereret for en dermoidcyste, som sad i vejen for en mulig graviditet. Jeg fik lavet passageundersøgelse af mine æggeledere og fik dem skyllet igennem, så intet sad i vejen der. Og så blev jeg gravid. Lige pludselig og lige dér midt i sommerferien inden behandlingsstart. Det er helt skørt at tænke på. Tænk, hvis man havde startet dér, altså med det helt grundlæggende, frem for at kaste sig ud i forsøgene først? Der er jo ingen garanti for, at graviditeten var kommet tidligere, meeeeeen. Det er svært ikke at tænke lige netop dét, ikke?

I dag tænker jeg meget på, hvad der præcist gjorde, at det endelig lykkedes os at få den positive graviditetstest. Var det vægttabet og kontrollen over PCOS’en? Var det operationen? Var det passageundersøgelsen? Var det rent held? Et mirakel? Ramte vi simpelthen det der magiske tidspunkt, som vi ikke måtte satse på? Ja, jeg kan jo tænke nok så meget, for svaret får jeg aldrig.

 

Siden jeg blev gravid har mange sagt følgende:

 

  • “Ej, så skulle der jo ikke andet end lidt sommerferie til. Så fik I sikkert tankerne tilpas langt væk”. Mit svar til dette er, at det er helt forkert. Jeg husker i hvert fald, at tankerne den sommer ikke kredsede om andet end graviditet. Det var jo derfor, at jeg knoklede røven ud af bukserne med at nå de mange mål.
  • “Så var fertilitetsbehandlingen jo slet ikke nødvendig”. Mit svar til dette er, at en eller anden form for hjælp skulle der jo til. Ellers var det jo nok lykkes noget kun før. Men det er korrekt, at man måske med fordel kunne have gjort nogle ting i en anden rækkefølge. Selvfølgelig uden vi kan vide, om graviditeten var kommet før den gjorde.
  • “Hvor dejligt. Nu behøver du ikke længere bekymre dig. Du kan jo sagtens blive gravid”. Mit svar til dette er, at jeg ikke bare sagtens kan blive gravid. Jeg kan blive gravid, men jeg kan ikke, med den lethed der ligger i ordet “sagtens”, blive gravid. Jeg har stadig PCOS og faktisk også endometriose (det har jeg ikke skrevet så meget om i disse indlæg, for det blev først opdaget ved min operation), hvilket altid vil være et bump på vejen, når man gerne vil være gravid. At blive gravid vil aldrig blive en selvfølge og jeg vil altid have visse tanker og bekymringer om det, skulle det være noget vi gerne vil opnå igen en anden gang.

 

Jeg har fået foretaget flere underlivsundersøgelser gennem min graviditet, pga. uforklarlige blødninger. Hvér gang spørger den pågældende læge, om jeg godt nok blev gravid naturligt. Og så kigger de med de der hævede øjenbryn og kuglerunde helt åbnede øjne. Det spørger de om, fordi mine PCOS-ramte æggestokke giver dem et helt andet billede. De siger hver gang, fuldstændig uafhængigt af hinanden, at det burde ikke kunne lade sig gøre, sådan som mit underliv er skruet sammen. “Din lille pige er vist en god kombination af et mirakel og en vis portion stædighed. Hun ville bare igennem!”, har en sød overlæge på sygehuset sagt til mig, da hun undersøgte mig. Jeg bliver glad og helt varm i hjertet, når jeg tænker tilbage på hendes ord. Jeg føler mig ekstremt heldig og meget velsignet, for det er også min fornemmelse, at det netop er dét vores lille pige er. Et lille bitte skønt mirakel i form af det dejligste lille bitte menneske. Vores lille menneske. Vores datter. Jeg tager det på ingen måde for givet, at det er lykkes os. At vi om lidt endelig bliver forældre. Jeg ser det bestemt ikke som en selvfølge, at vi bare kan opnå graviditet igen, skulle det være noget vi en dag gerne vil. Så tror jeg egentlig, at der skal endnu et mirakel til. Men jeg kan ikke vide det.

 

Nå, nu er der ikke mere at knytte til historien om vores vej til ønskebarnet. Der er kun 37 dage til termin, så lige om lidt er hun her og vi er SÅ klar. Vores Anna Oline. Vores datter og vores pige. Den perfekte ende på den her bumpede grusvej. Det perfekte punktum. Jeg er glad for, at I har læst med så langt.

 

 

Kærligst Leah

Grusvejen til ønskebarnet .. #8

I “Grusvejen til Ønskebarnet .. #7” læste I lidt om min mere end effektive sommer, hvor der virkelig skete mange ting på én og samme gang. Metformin, PCOS-venlig kost, vægttab og operation. Det var hårdt og intenst, men også virkelig godt. Helt fantastisk, faktisk. For første gang længe havde jeg det faktisk godt med min krop igen. Vægten skulle der fortsat arbejdes med, men sikke en vej jeg var kommet, siden PCOS’en brød ud og ødelagde det hele. Klap på skulderen til mig for det.

 

Sådan ca. midt i juli 2017 fik jeg menstruation. Første gang siden marts samme år. Og igen kom den af sig selv. Det er en underlig ting at glæde sig over, men det gjorde jeg altså. Altid rart, når kroppen kan tænke lidt selv. Der var jo ikke noget svar på, hvorfor den pludselig kom. Var det tilfældigt? Var det fordi kroppen var ved at finde en balance i vægttabet og den PCOS-venlige kost? Var det pga. Metformin? Ingen ved det, men det vigtigste er jo også bare at den kom. Så var det selvfølgelig bare lidt surt, at vi ikke kunne ringe til klinikken og tilmelde os et forsøg. Men sommerferie er jo sommerferie og lukket betyder jo, at ingen kan ringe og melde sig til noget som helst. Men pyt, den effektive sommer var jo fortsat i gang og fokus lå stadig på vægttabet.

 

Jonas og jeg, nok mest mig, kunne dog ikke lade være med at tænke: “Hvad nu hvis …?”. Altså hvad nu hvis min krop rent faktisk var ved at finde en balance. Hvad nu hvis denne menstruation var starten på en cyklus, som måske i et lille bitte spinkelt minimalt håb, kunne bruges til noget. Hvad nu hvis? Det er en farlig tanke, når man befinder sig i fertilitetsbehandling. Man vil så nødigt håbe for meget og sætte sig selv op til noget, som måske ikke er realistisk. Vi vidste jo godt, at chancen for en naturlig ægdannelse og ægløsning i min krop, er næsten lig nul med de PCO-ramte æggestokke, som jeg render rundt med. Det har der jo ikke været tvivl om på noget tidspunkt.

Men perioden fra den menstruation og frem til behandlingsstart den 22. august 2017 var relativt overskuelig. Vi snakker 5-6 uger, vist nok. Og hvad nu hvis? Kunne det der magiske tidspunkt opstå? Det der tidspunkt, som vi hele tiden fik at vide, at vi endelig ikke måtte satse på. Vi blev enige om, at vi ligeså godt kunne se om vi kunne være heldige. Igen fordi det var en kort og overskuelig periode. Vi kunne jo ikke tabe noget, hvis der ikke kom en ægløsning. Så skulle behandlingen jo bare fortsætte. Kom der nu en ægløsning, kunne vi jo vinde det hele, hvis vi var heldige. For det at have ægløsning er jo LANGT FRA en garanti for at blive gravid også. LANGT LANGT LANGT FRA! Det kan jeg ikke understrege nok.

 

Nå, men dagene og ugerne efter menstruationen gik og jeg valgte ikke at teste efter ægløsning. Det pres orkede jeg ikke i vores sommerferie. Jeg tænker, at det er lidt ligesom graviditetstestene omkring testdag. Jeg syntes ikke, at der var nogen grund til at begynde på dét, når nu min sommer ellers gik så godt og humøret var så højt pga. alle de gode resultater jeg skabte. Men altså. Den nødvendige lagengymnastik blev begået. Det taber man jo altså heller aldrig noget ved. Ellers var vi ret afslappede omkring det og vi glædede os fortsat til behandlingsstart den 22. august 2017. For denne gang var det med en forventning om, at det måske kunne lykkes. 5. gang kunne godt blive lykkens gang.

 

I starten af august 2017 skulle jeg til et bryllup på Sjælland. Det er jo altid en dejlig begivenhed. Og der serveres ofte alkohol til sådanne begivenheder. Min mavefornemmelse sagde mig, at jeg skulle tage en graviditetstest inden vi tog afsted. Så det gjorde jeg fredag den 4. august. Den var magen til alle de andre test, som jeg tidligere havde taget. Fuldstændig negativ. Nå, det kom jo ikke bag på mig, men en lille del af mig havde alligevel tænkt, at det godt kunne have set anderledes ud. Måske jeg alligevel havde håbet for meget på dét, der ellers var så urealistisk? Havde jeg ladet mig rive for meget med? Nå. Vi tog afsted til bryllup og havde den dejligste dag. Mavefornemmelsen kunne jeg dog slet ikke slippe, så mængden af alkohol jeg indtog til det bryllup, kan vist begrænses ned til 2 små mundfulde. Jeg havde ikke andet end min mavefornemmelse at gå ud fra. Ingen symptomer på graviditet eller noget. Ren mavefornemmelse. Og ingen alkohol.

 

Vi tilbragte et par dage på Sjælland efter den weekend. Vi havde nemlig sommerferie og fri fra job. Mavefornemmelsen var med på alle dagene. Jeg husker ikke, om jeg delte min tanker ret meget med Jonas. Lidt gjorde jeg, for han vidste godt, at jeg bevidst ikke drak alkohol til brylluppet. Men ellers snakkede vi ikke så meget om det. Slet ikke så meget, som jeg tænkte på det. Det var vist min egen lille “ting”, som jeg selv skulle gå med. Igen for ikke at skrue unødvendigt op for nogle håb og forventninger. Hverken Jonas’ eller mine egne. Jeg aftalte med mig selv, at jeg ville tage en test igen om fredagen. Altså en uge efter den test, jeg lige havde taget.

 

Vi tog hjem fra Sjælland tirsdag den 8. august. Onsdag morgen, den 9. august, kunne jeg ikke lade være. Jeg SKULLE tage en test. Jonas vidste ikke, at jeg gjorde det. Jeg lavede testen, som jeg plejede. Lagde den på noget toiletpapir ved håndvasken og rejste mig ellers op fra toilettet. Allerede i det jeg rejser mig op, ca. 10-15 sekunder efter jeg havde tisset på testen, kunne jeg ud af øjenkrogen ane, at denne test ikke var magen til de andre. DEN VAR POSITIV! TO STREGER! IKKE ÈN, MEN TO!!! Min reaktion og ansigtsudtryk var nogenlunde sådan her: “…….”. Altså ikke hvad jeg havde tænkt eller drømt om tidligere. Jeg tog testen med ind i soveværelset, hvor Jonas stadig lå og kun var semi-vågen.

 

“Mulle?! Den er positiv. Jeg tror sku’ den er positiv. Ej, den ér positiv. Tror du ikke også den er positiv? (viser testen til Jonas). Synes du ikke den ser positiv ud? Der er da TO streger. Ikke? Ej, jeg må lige ligge ned. Nu får jeg det helt mærkeligt “. Det er lidt fejt at vise sådan en test til en semi-blind fyr, der ikke har fået kontaktlinser i endnu. Så han måtte have tissetesten helt op i fjæset, for blot at kunne konstatere, at den ganske rigtig var positiv. Han så også to streger. Godt. Ingen af os så syner. Der var to streger på den test. Forventningen ville nok være en kæmpe jubelscene, men faktisk var det ret afslappet. Måske fordi det utænkelige var sket. Det der, som vi ikke måtte hverken håbe på eller regne med. Måske fattede vi det bare ikke? Vi bevarede i hvert fald roen. Jonas er generelt typen, der bevarer roen meget godt i alle tænkelige situationer og han ville i hvert fald være forsigtig med, at glædes for tidligt. Der skulle nogle flere fakta på bordet, så vi med sikkerhed kunne glædes. Helt sikkert den fornuftige tilgang til det. Indeni var jeg dog ikke i tvivl om, at den var god nok. Den mavefornemmelse jeg havde haft de seneste dage, var ikke til at tage fejl af. Vi ringede til Fertilitetsenheden og fik samme dag taget blodprøve. Timerne til næste dag var lange.

 

Næste dag blev jeg ringet op af verdens sødeste sygeplejerske. “Leah, du ér gravid!”. De magiske ord. Nu kunne vi juble og være glade. Vi blev tilbudt en tryghedsscanning den 31. august 2017, som skulle være graviditetsuge 7. Her så vi den mindste lille reje med det fineste lille hjerteslag. Alt var godt og det har det været lige siden. I næste måned byder vi vores lille pige velkommen til verden og det er slet ikke til at forstå, at vi nu er kommet til det. 6 uger til termin i dag. Det er kun 42 dage. Vi føler os så heldige og så velsignede. Og vi er så klar, som vi kan blive nu. Klar til det, der nok bliver det største øjeblik i vores liv. Det største vi nogensinde har skabt sammen. Det bliver den vildeste rejse, når to bliver til tre om ret kort tid.

 

Nu nåede vi enden af grusvejen og vi kan snart tage en ny vej. En ny og spændende vej, som vi ikke aner hvordan udformer sig. Vi ved ikke om den er jævn eller bumpet. Vi ved ikke, hvad der ligger i vejkanten. Om den er kort eller lang. Om den har mange sving eller er ret lige ud ad landevejen. Vi ved ingenting. Blot at den kommer.

Men inden da vil jeg gerne stoppe op og reflektere lidt over den grusvej, som vi netop har gået på. Og de refleksioner, kan du læse om i næste og absolut sidste del af “Grusvejen til Ønskebarnet”.

 

Kærligst Leah

Grusvejen til ønskebarnet .. #7

Et billede fra en sommer med fuld power!

 

De fleste her i det ganske danske Danmark husker sommeren 2017, som værende meget lidt præget af sommer. I hvert fald i forhold til vejret. “Kære sommer, det er en ommer til dette års sommer. Og det siger jeg vist på vegne af de fleste”. Nå, men selvom vejret var ringe, var sommeren ikke helt skidt for os her hjemme. I sidste indlæg HER læste du, at min sommer skulle bruges på at rette op på en mere eller mindre mangelfuld og sjusket periode i fertilitetsbehandlingen. Altså vi havde brugt ca. 7 måneder på noget, som i sidste ende ikke var brugbart eller til nogen verdens nytte. Det kommer jeg mig nok aldrig helt over, men nu er vi trods alt videre. Det er kun spild af energi og godt humør, at hænge sig i det nu. Vi kan jo alligevel ikke lave om på fortiden.

 

Efter samtalen på Fertilitetsenheden i maj 2017, startede jeg øjeblikkeligt op på Metformin for at få styr på min insulinresistens. Dette med henblik på at få styr på min vægt, som jo kom fuldstændig ud af kontrol, da jeg stoppede med at tage p-piller og PCOS’en kom. Metformin virker bl.a. ved at øge sukkerforbrændingen i musklerne og ved at øge cellernes følsomhed for insulin. Dermed for at forhindre kroppen i at overproducere insulin, så denne ikke lager sig som fedt på kroppen. Jeg lyver ikke når jeg siger, at Metformin er det bedste man kunne byde min krop på det tidspunkt. Virkningen var enormt tydelig og ikke til at tage fejl af. Det kunne både mærkes på det indre og ses på det ydre. Jeg havde pludselig ikke svært ved at styre mit blodsukker og tallet på vægten dalede i et fornuftigt tempo. Tænk hvis jeg var kommet på Metformin noget før?

Foruden at starte på Metformin, skulle jeg pludselig også til at lære en helt ny verden at kende i forhold til kost. Jeg var på biblioteket og jeg fik læst en del bøger om PCOS og den korrekte kost. Ingen tvivl om, at jeg nu skulle til at lave nogle ting om. Jeg har egentlig altid spist “almindeligt fornuftigt”, som jeg vil kalde det. Ingen fødevarer har været forbudt og alt har været med måde. Sådan skulle det ikke være længere.

Jeg vil ikke sætte jer en helt masse ind i PCOS-venlig kost, men i grove træk minder det meget om LCHF, som de fleste kender lidt til. Ud med pasta, ris, kartofler, brød og sukker. Der i mod skal der godt med protein, gode fedtstoffer og gode grove grøntsager til. Det er ligesom det korte af det lange. Dykker man dybere ned i det, er der også særlige forhold, når det kommer til tilberedning af både det ene og det andet. Men det er altså en lang snak.

 

I løbet af juni var jeg godt i gang med kosten og Metformin. Jeg havde det godt med, at jeg kunne tage sagen i egen hånd. Fokus på graviditet i den tid var stadig meget til stede, men det var ikke altoverskyggende. Sikkert fordi vi ikke var i gang med et decideret forsøg og derfor ikke regnede med at opnå det. Men at opnå graviditet var jo stadig målet for alt det hårde arbejde med kosten og Metformin. Så det fyldte stadig meget og det fyldte stadig hver evig eneste dag.

Det blev også i juni, at jeg blev opereret for dermoidcysten. Faktisk blev det den 14. juni kl 08.00. Jeg var SÅ nervøs forud for operationen. Faktisk var det nok lidt heldigt, at jeg kom ind på et afbud og derfor først vidste det dagen før. Det var min første gang (som jeg kan huske) på operationsbordet og det var første gang i fuld narkose. Puha da. Jeg brød mig bestemt ikke om det. Jeg har aldrig brudt mig om at miste kontrollen. Så narkosen fyldte noget kun mere i mit hoved end selve operationen og dennes mulige konsekvenser gjorde.

 

På dagen, som jo startede tidligt, var Jonas med og det var uundværligt. Han var med helt inde på operationsstuen og forlod først rummet, da jeg var langt væk i min narkoserus. Jeg husker tydeligt de sidste sekunder inden narkosen virkede. Der var temmelig meget panik i min krop. Jeg rystede, græd og mit hjerte hamrede løs. Det kunne jeg høre på alle de bippende apparater, som de søde læger og sygeplejersker endte med at skrue ned for. Men pludselig var jeg jo langt væk i drømmeland. Efterfølgende tænker jeg, at det jo slet ikke var så slemt, som jeg gjorde det til i mit hoved. Jeg vil nok ikke være ligeså bange for narkose en anden gang. Det næste jeg husker er, at jeg vågner op i min egen narkosetåge på opvågningsstuen. Jonas var der. Han siger, at jeg har sagt en masse mærkelige ting. Bl.a.  har jeg spurgt efter min far, som på daværende tidspunkt havde været død i lidt over 6 år. Stakkels Jonas. Hvad siger man lige til det? Nå, men i løbet af nogle timer var jeg mig selv igen. Sådan nogenlunde da. Og operationen var jo super vellykket. Dermoidcysten blev fjernet uden man var nødsaget til at tage den ene æggeleder. Jeg fik også lavet passageundersøgelse af begge æggeldere, mens jeg var i narkose og denne var også fin. De fik skyllet systemet igennem og kunne ingen forhindringer finde der. Fedt. Det var en bombet, træt og oppustet patient, der kom hjem i seng den aften, men hun var også meget glad og lettet. Kroppen var tilbage på sporet ca. 3 uger efter operationen. Og så var det tilbage til vægttabet.

 

Vægttabet gik jo stadig godt. Vægten faldt da i hvert fald. Jeg måtte ikke dyrke motion med høj puls, da den høje puls kan have en påvirkning på ægproduktionen op til flere måneder før. Det var lidt frustrerende, da jeg var glad for mine løbeture. Dem savner jeg også frygtelig meget i dag. Desuden får man også bare et andet kick ud af en tur i løbeskoene med høj puls end man gør, af en gåtur i rask gang. Men man må jo arbejde med det man har og det var gåturene for mit vedkommende. Jeg gik også meget. 25.000-30.000 skridt om dagen. Så det hjalp jo også på vægttabet.

 

Jeg var desuden ved min egen læge den sommer også, hvor jeg startede op på d-vitamin og jern for en 3 måneders periode. Dette for at finde ud af, om min krop kan optage det. Altså d-vitamin mangler de fleste danskere. Hint igen til den dårlige sommer med det manglende solskin. Men jern har jeg vist altid haft lidt svært ved at holde på. Blodbanken har i hvert fald afvist mig flere gange. Jeg havde dog aldrig tænkt over, at det kunne have stor betydning for fertiliteten. Men det var fint at prøve at få styr på de blodprøveværdier også.

 

Da vi nåede til slut juli/først i august havde jeg tabt de 10 kilo, som Fertilitetsenheden havde bedt mig om. Og det var særligt takket være Metformin. Den PCOS-venlige kost og de mange skridt om dagen var selvfølgelig ikke uden betydning. Jeg var stadig ikke tilbage på den vægt jeg havde før PCOS’en kom, men endelig var jeg godt på vej og det var en kæmpe lettelse. Jeg ser frem til at skulle starte dette op igen, når jeg er kommet mig ovenpå graviditeten og ikke mindst fødslen.

 

Det var lidt om min effektive sommer. Jeg er ret stolt af, at jeg klarede alle de ting, som Fertilitetsenheden bad mig om. Endda på ganske få måneder. Og så var det fedt med en sommer uden hormoner og fertilitetsbehandling. Det var faktisk ganske okay. Det var rart, at vi ikke hele tiden befandt os midt i et forsøg, som vi allerede fra start så som værende håbløst. Nu glædede vi os bare rigtig meget til den 22. august 2017, hvor vi skulle på Fertilitetsenheden igen. Til det 5. forsøg. De havde besluttet at køre endnu et IUI-forsøg, inden det helt sikkert ville blive IVF. De havde brug for at køre et forsøg, hvor man “gjorde det rigtigt”, for at sige det lige ud. Altså med alle de nødvendige hormoner osv. Særligt nu hvor de nødvendige forundersøgelser var lavet. Jeg var mere end glad for den beslutning. Som tidligere nævnt har jeg aldrig følt mig klar til IVF. Men jeg havde også brug for at prøve IUI under ordentlige forhold. Bare for at kunne lukke døren til det med god samvittighed, skulle det nu ikke virke.

 

Næste skridt i vores fertilitetsbehandling gik dog ikke helt, som beskrevet ovenfor. For tingene tog en lidt anden, men slet ikke dårlig drejning og det vil jeg fortælle jer om i næste del af “Grusvejen til Ønskebarnet”.

 

 

Kærligst Leah

 

Grusvejen til ønskebarnet .. #6

Efter 4 mislykkede forsøg ved gynækologen blev vi, i marts 2017, henvist videre til det offentlige med henblik på opstart af IVF. Forsøg med reagensglas. Det læste I jo lidt om i sidste del af “Grusvejen til Ønskebarnet”. Takket være den korte ventetid kunne vi besøge Fertilitetsenheden på Aalborg Sygehus allerede i starten af maj 2017. Vi havde altså lige godt 7 ugers pause inden og det var faktisk rigtig fint og meget tiltrængt. Det er bestemt lettere at holde pause fra behandlingen, når man ved at ventetiden er kort.

 

Vi var naturligvis spændte på den første samtale, men intet kunne have forberedt os på dét, der rent faktisk skete. For det vendte lige vores verden sådan ca. 180 grader. Der var afsat 30 minutter til snakken. Vi var hos dem i knap to timer. Godt vi havde en sen eftermiddagstid, selvom sygeplejersken dog kom for sent hjem den dag. Men hvorfor tog det dog så lang tid? Det skal jeg prøve at fortælle dig om her:

 

Vores nye læge, som vi i øvrigt rigtig godt kunne lide, var ét stort spørgsmålstegn, da hun mødte os. Hun havde læst mine papirer fra de tidligere forsøg og hun forstod ikke et pip. Dels fordi papirerne efter hendes mening var kraftigt mangelfulde og dels fordi hun ikke så logik i behandlingsmetoderne. Hun spurgte om følgende:

 

  • “Jamen har du da ikke fået lavet en passageundersøgelse?”. Jeg svarede nej, for det havde jeg ikke. “Du godeste! Så ved man jo slet ikke, om IUI rent faktisk kan lykkes”. (Passageundersøgelse = Undersøgelse af passageforholdene i æggelederne). 

 

  • “Fik du ikke menstruation mellem forsøgene?”. Jeg svarede nej, for det gjorde jeg jo ikke. “Jamen blev det da så heller ikke sat i gang med medicinsk behandling?”. Jeg svarede nej, for det gjorde det jo ikke.

 

  • “Hvorfor fik du kun hormoner ved det første forsøg? Altså foruden ægløsningssprøjten”. Jeg svarede, at der efterfølgende blev fundet æg sådan ca. efter hvert afsluttet forsøg. Så det var vel ikke nødvendigt. “Det lyder altså besynderligt. Det skal vi altså lige have kigget på om lidt”.

 

Hun tog en pause og sukkede lidt.

 

  • “Hvorfor er der ikke taget hånd om de her lave værdier i dine blodprøver? Du mangler jo kraftigt både jern og d-vitamin. Det er altså et kriterie for kroppen, når man ønsker graviditet”. Jeg svarede, at jeg ikke var blevet fortalt at blodprøverne så ud, som de gjorde.

 

  • “Hvorfor har du ikke været på Metformin? Dine blodprøver her har påvist insulinresistens. Det er jo derfor du kæmper sådan en urimelig kamp med vægten”. Jeg svarede, at det vidste jeg ikke. Det var der ikke blevet talt om tidligere. (Metformin virker primært ved at hæmme produktionen af glukose). 

 

  • “Hvorfor har du ikke fået fjernet dermoidcysten? Du skal jo ikke gå rundt og have smerter” Jeg svarede, at man var bange for, at det ville koste den ene æggeleder. “Jamen hvad vil det ikke koste, hvis den får lov til at vokse endnu mere?”. Jeg trak på skulderen.

 

Hun havde flere spørgsmål, men jeg husker bedst dem her. Men spørgsmålene skulle ikke vise sig at være nok. Næste skridt var en underlivsscanning. Hun skulle selvfølgelig også have syn for sagen. Hun konstaterede det, som vi allerede vidste. Kraftig PCO med sprængfyldte æggestokke med virkelig mange follikler. Ikke nogen overraskelse der. Men så pegede hun på en lille hvid plet. Den plet kunne jeg genkende. “Er det ikke et æg?”, spurgte jeg ud fra min erfaring ved de tidligere scanninger. For den plet havde altså været et æg ved de seneste forsøg. Hun undersøgte den nærmere og tog sig sin tid med det. “Nej, det er det altså ikke. Jeg vil bestemt mene, at det er en lille cyste på indersiden af din æggestok”. Hun forklarede yderligere, hvorfor hun kunne afvise, at det var et æg. Og her gik det op for os begge, at de sidste 2-3 af mine 4 forsøg var kørt på noget, som ikke var et æg, men en cyste. En ægløsningssprøjte hjælper altså ikke meget på en cyste. Man bliver ikke gravid på en cyste. En cyste og en sædcelle er faktisk pisse ligeglade med hinanden. “Jamen mit bedste bud er, at du slet ikke har haft en chance for at blive gravid i de forsøg”. Av, min arm. Kan vi lige tage den igen? Puuuuuuha da en mavepuster. Det er i forvejen ikke let eller sjovt at være i fertilitetsbehandling, men man har da slet ikke lyst til at gøre det til ingen verdens nytte. Men det har vi altså gjort. Flere gange. Man føler sig en lille smule til grin oven på sådan en besked.

 

Den søde og meget forstående læge tog meget hurtigt hånd om tingene. Da vi tog hjem nogle timer senere, var det med en henvisning til operation. Dermoidcysten skulle ud. Det var med en recept på Metformin, for nu skulle der styr på vægten og insulinresistensen. Det var med en plan for udredning af jern – og d-vitamin mangel. Det var med en grundig snak om PCO-venlig kost og det var med en besked om, at der skulle 10 kg af kroppen. Min krop altså. Alt dette på én og samme gang kan jo godt lyde som en stor og uoverskuelig opgave, men det var det faktisk ikke. Jeg er typen, der er meget handlekraftig og netop alle disse ting, kunne jeg forholde mig til. Endelig var der klar besked og endelig var der klare krav til mig. Nu vidste jeg, hvad JEG kunne gøre ved min egen situation og så var det altså bare med at komme i gang.

 

Da denne samtale var lige op til sommerferielukningen, var der ingen tvivl om, at vi ikke ville komme i gang før efter sommerferien. Men det var faktisk også okay. Det tager jo altså lidt tid, at starte op på Metformin, blive opereret og tabe 10 kg. Så det var faktisk okay med en god lang sommerferie. Vi fik derfor en ny aftale i august 2017, som vi så kunne se frem til og glæde os til.

 

Motivationen var nu uendeligt høj og i næste del kan I læse om, hvordan min sommer gik. Hvordan operationen gik og om jeg nåede de mål, der var sat for mig.

 

Kærligst Leah

Grusvejen til ønskebarnet .. #5

Så skal vi atter et stykke videre i historien om vores vej til ønskebarnet. Som du kan se, er dette 5. del af historien. Jeg vil ikke linke til de 4 første dele her, men det kan være en god idé at have læst dem også. De findes under kategorien “fertilitetsbehandling”, hvis du skulle have lyst til at læse dem.

 

Den 03.03.17 sad vi igen på gynækologens kontor. Det var efter det 3. mislykkede forsøg. Vi var begge med denne gang, for der var indkaldt til evalueringssamtale. Det gør man typisk, når der har været 3 mislykkede forsøg. Vi kom med en forventning om, at vi ville blive henvist videre til det offentlige med henblik på at gå over til IVF. Forsøg med reagensglas. Det var med blandede følelser. På én måde ville vi gerne videre, for de der IUI-forsøg begyndte at virke lidt håbløse og meningsløse for os. Og så tror jeg vi trængte til at få nogle andre øjne på vores situation. På den anden side følte jeg mig slet ikke klar til IVF. Jeg så det lidt som om, at jeg så skulle have ENDNU mere svært ved at blive gravid. At der skulle stærkere midler til. Det syntes jeg var svært at forholde sig til. Jeg følte mere end nogensinde, at min krop bare var kropumulig og helt forkert. At den ikke kunne det samme, som så mange andre kvindekroppe.

 

Nå, men gynækologmanden syntes da lige, at vi skulle have en sidste scanning oven på det sidste forsøg. Bare for lige at runde af. Og gæt så hvad han endnu en gang så. Et æg. Samme sted som sidst. Han snakkede om, hvor fint det var i størrelsen og at det næsten ville være synd at lade det gå til spilde. Kan I fornemme, at endnu et forsøg bankede på døren? For så har I ret. Åh, jeg husker tydeligt at jeg lå der, nøgen fra navlen og ned med benene i vejret, og tænkte: “Nej, bare nej! Ikke igen!”. Og så kom det blandede følelsesregister op i mig. Jeg kunne ikke få regnestykket med de skide æg til at gå op. Jeg syntes de kom sådan lidt i øst og vest og her og der. Det gav ingen mening. Og hvorfor kom der så aldrig menstruation? Men hvorfor skulle gynækologen tage fejl? Et æg er vel for helvede et æg? Og hvad bildte jeg mig ind at tvivle på dét? Og nu, hvor vi stod overfor endnu et forsøg, kunne man jo ikke lade være med at glæde sig en smule alligevel. For tænk nu hvis dét var guldægget. Starten på vores fremtidige barn. Så kunne jeg jo heller ikke være bekendt, at være så pisse negativ og skeptisk. Som I kan se, er der masser af blandede følelser på spil i sådan en omgang fertilitetsbehandling. Det er benhårdt for at sige det mildt! Masser af fortvivlelse, masser af vrede på egen krop, masser af frustrationer, et følelsesregister der kører op og ned og manipulerer ens humør så det er fuldstændig ukontrollerbart.  Det slider af helvedes til. Både fysisk og psykisk. Og af og til lidt på parforholdet også, men det er en anden historie.

 

Det 4. forsøg blev skudt i gang med en ægløsningssprøjte. Vist nok den efterfølgende aften. Jeg blev insemineret endnu en gang og de vanlige 14 dages ventetid var så i gang. Ikke én gang på de dage troede jeg på det. Mentalt var jeg helt lukket ned og jeg troede ikke på de skide IUI-forsøg mere. Men faktisk var de 14 dage alligevel ikke helt, som de andre gange. For der nåede slet ikke at gå 14 dage før vi fik svar. 5 dage FØR testdag. Ikke efter, men FØR, fik jeg menstruation. Helt uden varsel. Helt uden forudgående smerter. Det kom bare. Og det var faktisk første gang i lidt over et år, så det var næsten helt fremmed for mig. Jeg havde vist ikke engang bind eller noget i huset. Det kom helt vildt bag på mig, men nu skulle jeg i det mindste ikke vente helt til testdag med at finde ud af det, som jeg allerede vidste. Nemlig at jeg ikke var gravid. Heller ikke denne gang.

 

Kan I huske gynækologens sang fra de andre forsøg? Altså der hvor menstruationen aldrig kom? “Du er gravid, hvis du ikke får din menstruation”. Verdens dårligste sang. Denne gang sang han en ny sang, da jeg ringede ind med nyheden: “Jamen du skal jo ikke bløde nu. Det er for tidligt!”. Jeg husker tydeligt, hvor splittergal jeg blev. Stakkels sekretær, for hun er faktisk den sødeste sekretær jeg nogensinde har mødt. Men det udløser altså en vis vrede, når man gang på gang får at vide, at ens krop gør det forkerte. Hvis der ikke kommer menstruation er det forkert. Hvis den kommer, er det også forkert. Hvornår sulan er det så rigtigt? Åh, for helvede.

 

Jeg blev kaldt ind til samtale få dage efter og her var beskeden kort og klar: “Leah, jeg kan ikke finde hoved og hale i din cyklus, så jeg synes vi skal stoppe her. Vi kommer vist ikke rigtig videre”. Nej, det tror da fanden, når der ingen cyklus er overhovedet. Jøsses. Han lavede en henvisning, så vi kunne komme videre i systemet til det offentlige. Vi gav hinanden hånden og jeg har ikke været på hans kontor siden.

 

Farvel gynækologmand, farvel IUI og goddag til en tiltrængt pause inden næste kapitel i vores rejse mod ønskebarnet. Nu kunne vi nemlig ikke gøre andet end at vente på indkaldelsen til Fertilitetsenheden på Aalborg Sygehus. I Aalborg er ventetiden relativt kort. I hvert fald hvis man sammenligner med andre dele af landet. Der skulle nemlig ikke gå mere end 7 uger, før vi var i gang igen med nye lægers øjne. Det bliver i øvrigt en spændende historie med flere twist. Den tager vi hul på i 6. del af “Grusvejen til ønskebarnet”.

 

 

Kærligst Leah

Grusvejen til ønskebarnet .. #4

Ind i mellem sker det, at man kan have SÅ meget vasketøj eller 117 madpakker der stadig skal smøres, at man ikke får fulgt helt med her på bloggen. Det gør ikke så meget, for vi kan jo altså ikke nå mere, end det vi når. Men forud for dette indlæg vil jeg bestemt anbefale, at man lige har læst “Grusvejen til ønskebarnet .. #3” først. Ellers kan det være svært at følge med. Jer, der har læst det kan bare læse videre allerede nu.

 

Ikke lang tid efter jeg forlod gynækologens briks med nyhederne om den hurtigt voksende tumor, kunne man finde mig på en af stuerne på Gynækologisk Ambulatorium. Igen med røven bar og stængerne i vejret. Det bliver sgu nok i virkeligheden aldrig anderledes med de underlivsundersøgelser der. Nå, men det var nu tid til undersøgelse af “den mærkelige opklaring”. Tumoren. Det er sådan en type undersøgelse, hvor man bliver anbefalet at tage en pårørende med. Med andre ord kunne der jo ligeså godt i brevet stå: “Det kan være vi tror, at det er kræft. Det kan godt være rart, at have en ven med, når man får sådan en besked. Så skal du i det mindste ikke gå alene hjem”. Men det at anbefale at tage en pårørende med, er en god måde at pakke det ind på. Nå, min pårørende på dagen var Jonas, for han skulle alligevel ikke andet den dag. Faktisk ville jeg nok helst have gjort det selv, men når det nu skulle være, var det egentlig rart nok at have ham med. Lidt trygt også. Jonas er god til at holde i hånd.

 

Jeg lyver ikke når jeg siger, at jeg havde hele 4 sæt øjne på mig til denne undersøgelse. Til undersøgelsen hvor jeg jo altså kun var halvt påklædt. I rummet var der, foruden mig selv, en læge, en uddannelseslæge, en lægesekretær og så selvfølgelig Jonas. Lægen fandt sit ualmindeligt lange apparat frem (hvorfor lyder det altid forkert, når jeg skriver sådan?) og jeg tænkte, at dette var en scanning der i første omgang foregik udenpå maven. Gæt igen, Leah. Det ualmindeligt lange apparat blev stukket så langt op i privaten på mig, at jeg næsten fik det galt i halsen. Av for helvede! Det blev vendt i alle tænkelige kroge i mit underliv, men heldigvis med et positivt resultat. Lægen mente bestemt, at der var tale om en dermoidcyste. Det kunne han se ud fra farven på tumoren.

 

Men hvad er så en dermoidcyste? Jeg har fundet en fin beskrivelse her: Dermoidcyste, cystis dermoides, abnorm dannelse, som består af et sækformet hulrum (cyste), der indeholder fx hud, hår, talgkirtler m.m. på et sted, hvor disse strukturer normalt ikke findes.

 

Ja, det lyder jo ikke specielt lækkert. Faktisk kalder man det også for en “tvilling”, netop fordi den kan indeholde så mange dele fra et menneske, som man typisk ikke har i underlivet. Jeg har googlet det op til flere gange og har ind i mellem stødt på en, der indeholdte tænder. Ej, føj! Det må da være den klammeste form for cyste der findes. Men i det mindste er den harmløs og man dør ikke af det. Godt, kan vi så stoppe med at kalde det for en “tumor” nu, tak? Jeg gætter i øvrigt på, at du måske skal en tur på google, når du har læst dette indlæg.

 

Lægen konkluderede, at den ikke skulle fjernes. Med dens placering ville det højst sandsynligt betyde at man, sammen med den, også ville være nødt til at fjerne hele den venstre æggestok og æggeleder. Dette ville jo ikke ligefrem gavne fertiliteten og den situation havde vi ikke brug for på daværende tidspunkt. Nå, men lægen havde også flere gode nyheder. Han fandt nemlig et lille æg med en fin størrelse, som absolut skulle være klar til afgang. Det havde vi jo ikke lige regnet med at høre. Jeg blev først glad og lettet, men syntes egentlig også at det var en smule mærkeligt. Passede det nu også med en cyklus? Hvorfor kunne jeg pludselig danne alle de her æg, når vi indtil videre havde haft et år uden nogen form for cyklus og særligt uden nogen form for graviditet? Jeg fik jo heller aldrig menstruation. Det var altså lidt underligt, men at se et æg på en scanning virker som en simpel ting. Jeg skulle da bestemt ikke fortælle hverken lægen eller gynækologen, hvad de så. Det er jo ligesom deres speciale.

 

Efter undersøgelsen ringede jeg til gynækologen med resultatet af dagens undersøgelse. Både det med dermoidcysten, der ikke skulle fjernes og så ægget med den korrekte størrelse. Han greb straks muligheden for at lave endnu et forsøg ud af det. Jeg blev bedt om at tage ægløsningssprøjten allerede samme aften og møde op til insemination 2 dage senere. Det hele gik altså lidt stærkt, men alt i alt var det jo godt nok. Endnu et forsøg, der var mere eller mindre hormonfrit.

 

Den 10.02.17 blev jeg atter insemineret og sendt hjem på de vanlige 14 dages ventetid. Denne gang var de 14 dage faktisk ikke helt så svære igen. Lette bliver de jo aldrig, men de var bare anderledes. Mavefornemmelsen var bare aldrig helt med i dette forsøg. Måske fordi det gik så stærkt og kom så uventet. Jeg ved det ikke. Måske havde jeg bare mistet troen. Måske det var lidt af det hele i virkeligheden. Nå, men på testdagen 14 dage senere var graviditetstesten super negativ. Jeg husker, at den blev trampet på og smidt i skraldespanden, hvorefter skabslågen blev smækket i med et brag. Behøver jeg at nævne, at jeg heller ikke denne gang fik menstruation? Og behøver jeg at nævne, at gynækologen sang samme igen? Jeg tror snart I kan den uden ad. “Du er gravid, hvis du ikke får din menstruation”. Men sådan blev det altså ikke.

 

Det bedste ved at 3. forsøg nu var afsluttet var helt klart, at vi nu regnede med at blive sendt videre i systemet til IVF. Forsøg med reagensglas. Det plejer nemlig at hedde sig, at man får 3 forsøg med insemination, hvorefter man sendes videre. I kender godt det der ordsprog, hvor “plejer” han er død, ikke? Det var han også i vores tilfælde. Så i næste del af “Grusvejen til ønskebarnet” kan du læse, hvordan vi kom i gang med det uventede 4. forsøg.

 

Kærligst Leah

Grusvejen til ønskebarnet .. #3

Læs også:

GRUSVEJEN TIL ØNSKEBARNET .. #1

GRUSVEJEN TIL ØNSKEBARNET .. #2

Efter et vældig mislykket 1. IUI-forsøg startede jeg både på nyt arbejde, vi fik fejret jul og nytår og så blev jeg sku’ også lige moster for 2. gang. Det er altid dejligt, at blive moster. Jeg elsker det! Første hverdag i året 2017, den 2. januar, var det lige på og hårdt igen, da jeg atter havde en tid ved gynækologen:

 

“Nå, Leah. Godt nytår i øvrigt. Så du har ikke fået din menstruation efter sidste forsøg. Hvad kan det mon skyldes?”. Mig: “Ja, hvor i hede hule helvede skal jeg vide det fra? Hvem fanden tror du jeg er?! Læge? Det er sku’ da vel for fanden fordi jeg har PCOS?! Er det egentlig ikke DIG, der skal svare MIG på det spørgsmål?”. Sådan tænkte jeg inde i hovedet. Foran ham valgte jeg bare at trække på skulderen med et forsigtigt: “Det ved jeg ikke”.

 

Jeg kom op på briksen igen, stængerne i vejret og gynækologen på sin vanlige plads nede for enden. Endnu en scanning, men denne gang med et overraskende twist. Gynækologen fik scannet sig frem til et lille bitte æg. Følelsen var lidt, som var det juleaften igen. Lidt som en gave sendt fra himlen. Nu stod vi nemlig overfor et forsøg, der kunne være mere eller mindre hormonfrit. Ægløsningssprøjten slipper man jo sjældent for. Og kæmpe high-five til min kropumulige krop i øvrigt. At lave et æg selv. På bedste hønemanér. Fandme i orden.

Ægget var endnu en smule for lille, men 3 dage senere da jeg lå der igen, var det perfekt. Ægløsningssprøjte samme aften kl 23-nul-dut og inseminering næste dag. Neeeeeeeeemt! Ikke flere uger i hormonhelvede forinden. Året 2017 startede godt.

 

Så kom de frygtede 14 dage frem til testdag. Åh, hvor jeg hader dem. Det gør jeg stadig, selvom de efterhånden er kommet ret meget afstand. Det var de samme følelser om igen. Spænding, glæde, vrede, frustrationer, optimisme, pessimisme, håbefuld, hadefuld, følsom, umulig, overskudsagtig, træt og alt muligt andet. En meget forvirrende tid. Sådan er de 14 dage hvér gang.

 

Halvvejs i de 14 dage kom den der følelse. Den der “Åh, for helvede da” – følelse. Følelsen af, at den ligesom bare ikke var hjemme. Ingen graviditet i denne omgang. Den følelse er enormt træls at gå med. For på den ene side vil man jo så bare gerne have det overstået og på den anden side føler man, at man stadig er nødt til at håbe. For det kan jo være. Jeg fik faktisk dårlig samvittighed, når den følelse kom. For var jeg så i virkeligheden lidt skyldig i, at det så rent faktisk ikke lykkedes? Påvirkede min psyke min krop for meget? Var det måske lykkedes, hvis jeg havde håbet, troet og været glad i alle 14 dage? Hmm. Det skal man nok i virkeligheden lade være med at spekulere for meget på.

 

På testdag var testen negativ. Som ventet. Det var den også hele den efterfølgende uge. Som ventet. Og ved I hvad, venner? Ingen menstruation. Igen! Jeg havde telefonisk kontakt med klinikken næsten hver dag i ugen efter testdag og fik samme besked. Igen, igen, igen. “Du er gravid, hvis menstruationen ikke kommer”. For helvede professor, har vi ikke sunget denne sang nok for fanden? Jeg er ikke gravid. Jeg har ikke fået menstruation. Jeg passer ikke ind i den kasse, som du prøver at putte mig i. Jeg følger ikke den skabelon, som du åbenbart har i din fucking lommebog. Og det er op til DIG, at finde ud af hvorfor. Så hjælp mig dog, for helvede!

 

Jeg blev kaldt til scanning endnu en gang. Denne gang med endnu et twist. “Du har en mærkelig opklaring på din venstre æggestok. Det er en tumor og den er godt nok vokset meget på kort tid. Jeg så den godt nok sidst, men lagde ikke så meget i det der”. Sådan sagde gynækologmanden. Av min arm. Vi tager lige den her i bidder. En tumor. Jeg har en tumor i min krop. Du siger tumor, jeg hører kræft. Det gør de fleste. Ordet “tumor” er et underligt ord. Jeg er uddannet lægesekretær og ved jo så derfor godt, at en tumor ikke nødvendigvis er en betegnelse for noget ondt. Ordet kommer ofte ud af lægens mund, uden denne trækker den mindste mine. Et hverdagsord for en læge. Et skrækscenarie for en patient. Også selvom patienten er lægesekretær. Nå, næste bid. Ikke nok med, at jeg har en tumor, så er den også vokset? Og endda meget? Og du har set den på sidste scanning uden overhovedet at nævne det for mig? OG så har vi lavet et forsøg velvidende, at den var der? Ikke fedt gynækologmand. Ikke fedt. Skam dig!

 

Jeg blev henvist til Gynækologisk Ambulatorium på sygehuset og i næste del af “Grusvejen til ønskebarnet” kan du læse, hvordan det gik og hvordan vi kom i gang med 3. forsøg.

 

 

Kærligst Leah

Grusvejen til ønskebarnet .. #2

For ikke at komme helt skævt ind i historien, er det bestemt en fordel at have læst “Grusvejen til ønskebarnet .. #1”, som du finder HER, hvis du ikke allerede har læst den.

Jeg husker så tydeligt, hvordan det var at blive en del af fertilitetsverdenen. Nu er det jo heller ikke fordi, at det er flere år siden jo. Det er jo en verden, som alle ved findes, men det er ikke en verden, som alle kender til. Forstået på den måde, at du skal være en del af den for helt at forstå de mange følelser der følger med. Mange kvinder (og mænd) i fertilitetsbehandling finder ud af at knytte nogle helt specielle bånd. Om de har mødt hinanden eller ej, det er sådan set ikke så væsentligt. Netop fordi man er en del af en verden, som man kun fuldt forstår, fordi man er en del af den. Det er svært at forklare, men det er altså rigtig nok.

I efteråret 2016 blev vi kastet ud i vores første forsøg med inseminering. I den type forsøg får kvinden hjælp i form af hormonbehandling til at producere æg og alt det bedste fra mandens sædprøve bliver ført op i kvindens livmoderhule med et kateter. Det er sådan det korte af det lange. Det kaldes IUI. Det oplagte forsøg i vores situation, da det netop var ægproduktionen det haltede med.

Det første møde hos gynækologen er ét af dem jeg husker bedst. Et møde hvor vi blev sat ind i slagets gang. Lærte en masse om hormoner, lærte hvordan man stikker sig selv og lærte, hvordan en sædprøve laves og udføres korrekt. Den situation havde vi ikke forestillet os selv i, før vi faktisk sad i den. Nå, men alting er jo også nyt første gang.

Den første tur forbi apoteket blev dyr, men med favnen fuld af hormoner tog vi hjem. Fulde af forventning om, at den nok skulle sidde i kassen første gang. Vi skulle jo bare lige have en smule hjælp.

Vi kom godt fra start. Hormonerne blev taget på slaget og jeg blev kun lidt skør af dem. Jonas vil måske fortælle den historie en smule anderledes. Men så er det jo heldigt, at det her ikke er hans blog. Scanninger over flere dage viste, at et fint lille æg blev dannet. Ægløsningssprøjten blev skudt i maveflæsket på det helt rigtige sekund og næste morgen stod Jonas for sin del. Sædprøven. Hans første oplevelse med dét. Hans oplevelse, hans historie, så det snakker vi ikke mere om i dette indlæg. Jeg tror dog aldrig han glemmer følelsen af, at køre bil med en sædprøve i en plastikbeholder i armhulen klokken alt for tidligt lige inden arbejde. Ikke den typiske morgenrutine. Nå,  men NU snakker vi ikke mere om det.

Første inseminering var jo faktisk super spændende. Men det var også fordi der var en temmelig naiv forventning om, at det var både første og sidste gang. Nu skulle mandens soldater bare skydes op i privaten og så ville resten ske af sig selv. Bum, bum, GRAVID.

Jonas var med til insemineringen, som på mange måder var grænseoverskridende. Jeg lå der på den kolde briks med stængerne oppe, mens en anden mand gjorde mig gravid med min egen mands ingredienser. Så underligt altså. Og igen ikke en situation man havde set sig selv i, før man var i den. Nå, men i det mindste tog det ikke lang tid. Derefter hjem på sofaen og lade kroppen gøre sit. De næste 14 dage frem til testdag var smadder lange. Naturligvis. Og jeg var både gravid og det modsatte i løbet af de dage. Altså i mit hoved jo. Min krop sendte også skøre signaler og generelt var min sindstilstand vist ret utilregnelig. Dagene frem til testdag, lige gyldigt hvilket type forsøg du gennemgår, er altså bare en kategori for sig selv. Uforklarlig.

Testen var latterligt negativ på testdag. Og det blev den ved med at være den efterfølgende uge. Uanset hvilket lys jeg brugte eller hvordan jeg pillede testen fra hinanden. Den forblev negativ. Lortetest. Røvhormoner. Skodæg. Møg sædprøve. Dumme gynækologmand. Forbandede PCOS. Ja, det dækker vel ret godt følelsesregistret. Fuck! Fuck! Fuck!

Min kontakt med gynækologen gjorde ikke situationen bedre i dagene efter testdag. “Du er gravid, hvis du ikke får din menstruation”. Okay professor, hvorfor fanden er testen så negativ og hvorfor får jeg ikke menstruation? Det fik jeg aldrig svaret på. Jeg blev derimod sat på pause året ud, for menstruationen skulle jo nok komme og den var vi nødt til at vente på.

 

Den kom aldrig.

Det tager vi fat på i næste del af “Grusvejen til ønskebarnet”.

 

Kærligst Leah

 

 

Grusvejen til ønskebarnet .. #1

De fleste jer, hvad end I kender mig personligt eller ej, ved godt at jeg netop nu er i lykkelige omstændigheder. Gravid med mit første barn. En pige, som melder sin ankomst til april. Hvor heldig har man lige lov til at være? For heldig er faktisk det helt rigtige ord i netop vores situation.

For vejen her til har ikke været nem. Det ved mange af jer måske allerede. Men jeg synes, at I skal have historien igen. I grove træk. Nye læsere kan jo være kommet til, mens andre måske har brug for en genopfriskning. Nogle ting har jeg heller ikke delt tidligere, men jeg er blevet klar til det nu. Så det er ikke gammelt nyt det hele. Noget er også nyt nyt.

I september 2016 fik jeg konstateret PCOS ved en gynækolog. Forud for dette havde jeg været igennem 9 aldeles rædselsfulde måneder. I hvert fald i forhold til min krop. Mange andre ting i mit liv gik jo altså fint nok. Vigtigt at huske. Jeg stoppede med at spise p-piller, for vi skulle da have en baby. Det skulle der ikke være nogen problemer i. Samtlige kvinder i min familie har haft let ved at opnå graviditet hurtigt og mange af dem har så sandelig også fået mere end rigeligt af børn. Så ingen dårlige udsigter der. Heller ikke i forhold til Jonas var der noget der talte for, at der skulle være problemer med hans udstyr. Så det hele var med en ganske naiv forventning om, at den nok skulle “sidde i skabet” indenfor ganske få måneder. Selvfølgelig da!

Jeg kan ikke understrege tydeligt nok, at det ikke var det, der skete!

De første 9 måneder uden p-piller bød på en massiv vægtøgning. Vi snakker 20-22 kilo og det var mig, der tog dem alle sammen på. For Jonas var det højst et par kilo, men det har helt sikkert ikke været pga. p-pillestoppet. Det må vi lige have slået fast. Jeg fik også uren hud, en god sjat mandehår jævnt fordelt på mit nu noget kun rundere korpus, ustabilitet i blodsukkeret og absolut ikke skyggen af menstruation. Som i fuldstændig tørke på dét område. Det betød jo også, at ingen æg forlod reden og uden ægløsning er der ingen baby. Det er ligesom fakta, som vi ikke kan benægte. En nødvendig ingrediens.

Jeg kæmpede med min læge i mange måneder med ovenstående symptomer. Hun mente, at det var ganske normalt. Det kunne jo også være, at jeg bare havde spist lidt for meget og bevæget mig lidt mindre end jeg plejede. Tak for lort, båtnakke! Tror det er de færreste, der kan spise sig til den tilstand på så kort tid. Og min kost havde i øvrigt ikke ændret sig. Jeg kan ikke understrege tydeligt nok, hvor stort et fjols hun var. Som læge i hvert fald. Da hun ikke gad høre på mig mere, sendte hun mig til gynækolog. Tak for det! Var det måske så svært? Jøsses.

Her blev der taget en god stak blodprøver og den første underlivsundersøgelse med ultralydsscanning blev foretaget. Den første ud af urimeligt mange. Er I klar over, hvor stort et apparat de bruger til det?! Vi snakker et apparat, der kan give de fleste mænd mindreværdskomplekser. Jeg siger det bare.

Nå, men dommen var da klar og tydelig. Ikke til at misforstå. Jeg husker tydeligt at gynækologen sagde: “Hold da op! Det ser jeg alligevel ikke så tit”, da han scannede mig første gang. Ganske få kvinder bryder sig om at høre dét, mens en mand har sit lange apparat og en hånd halvvejs oppe i privaten på en. Tak for kaffe.

Det sjældne syn var to æggestokke fyldt til bristepunktet med tomme follikler. På en scanning ser sådan noget faktisk utrolig flot ud. Det ligner en masse flotte lysende perler. I virkeligheden og på papiret er det et meget grimt syn. Et ødelæggende syn. For det er ikke sådan en kvindes æggestokke skal se ud. Slet ikke hvis hun gerne vil være gravid.

Scanningen var i virkeligheden nok, men blodprøverne bakkede ligeså meget op. Særligt på niveauet af de mandelige kønshormoner og insulinresistensen. “Du har PCOS. Og du har det i en svær grad”. Fedt! En diagnose, som jeg ikke vidste en skid om. Hvis du heller ikke ved en skid om det, kan du læse mere HER.

Følgende sætning glemmer jeg nok aldrig. Med et ualmindeligt udtryksløst fjæs, sagde han: “Leah. I forhold til at opnå graviditet er din tilstand alvorlig. Du har en kraftig PCO. Du skal ikke regne med at blive gravid på naturlig vis. Med fertilitetsbehandling kan man meget i dag og vi er gode til vores arbejde. Men vi kan kun arbejde med dét du har. Vi kan ikke altid skabe mirakler”. Av min arm. Eller i virkeligheden var det jo maven, der gjorde ondt. Og også lidt i “tissefruen” (et andet ord for tissekone skulle der være nogen tvivl. #selvtak) efter besøget af det lange apparat.

Gynækologen opfordrede til, at vi påbegyndte fertilitetsbehandling med samme. Hvis det altså virkelig var dét vi ville. Det var det! Ingen tvivl om det. Og heldigvis skulle vi ikke vente, men kom i gang med det samme. Det er ikke alle steder i landet, at man er så heldig. Ventetid er som regel et væsentlig nøgleord, når man går i fertilitetsbehandling. Det har det ikke været for os. Og det er både på godt og ondt, men det vil jeg vende tilbage til.

Nu begyndte en tid, hvor jeg skulle lære min nye diagnose at kende. En svær tid. Men også motiverende, for nu var der da i det mindste svar og noget at forholde sig til. Noget at tage fat i og noget at finde løsninger til og svar på. Det er jo nemt nok at skrive for mig nu. Nu har jeg jo ligesom også sat mig ind i tingene og jeg har for længst slugt de dårlige nyheder. Og bearbejdet dem. Tilbage i efteråret 2016 var det en lidt anden snak. Da syntes jeg både, at det var uretfærdigt og uforståeligt. Følte faktisk, at jeg var født under en uheldig stjerne. Følte mig som en outsider i en familie med kvinder, hvor ingen havde skyggen af at leve med de samme symptomer som mig. Jeg er tit blevet spurgt, om jeg ikke er træt af, at det lige blev mig der fik diagnosen i familien. Tjo. Men hvem skulle ellers have fået den? Havde min mor fået den er det jo ikke sikkert, at jeg var blevet til. Eller min søster. Havde min søster fået den, er det jo ikke sikkert, at min højt elskede niece og nevø havde været til. Av, den tanke er jo slet ikke til at bære. Så hellere mig selv da. Tror hellere jeg vil vende den om og sige, at når det nu ligger i vores gener, så er det fandme heldigt, at det indtil videre kun er brudt ud hos én. At den ene så er mig, er jo hvad det er. Så kan det til gengæld være, at jeg vinder i lotto en anden dag.

 

I del to af “Grusvejen til ønskebarnet”, vil jeg tage jer med i en verden, der typisk består af hormonbehandlinger, negative tests, frustrationer, nåle, scanninger, sædprøver og så meget andet. Fertilitetsverdenen. Det er ikke det fedeste emne at leve i, men det kan godt være spændende at læse om. Jeg glæder mig til at dele det med jer.

 

Kærligst Leah