Mit efterår i billeder

Mit efterår i billeder

Efteråret har været skønt i år. Faktisk er det jo, rent kalendermæssigt i hvert fald, stadig efterår. Jeg synes bare, at bladene efterhånden er blæst af de nu skaldede træer og det hele er bare lidt mere gråt i gråt. Og så er det koooooldt. Så det er ikke helt det efterår, som jeg bedst kan lide mere. Men efter et vidunderligt efterår med løvfaldsommer og en masse gåture, så jeg er faktisk rigtig tilfreds og klar til vinteren. Og ikke mindst julehyggen, som venter rundt om hjørnet.

I oktober fik jeg gået en masse med barnevognen. Faktisk blev det til hele 317,5 km. Det har nu også kunne mærkes i benene og de ømme lorte efter-graviditets-led. Jeg har ikke sat noget mål for november i forhold til gåture, så det tager vi som det kommer. Jeg forestiller mig at vejret gør, at lille’pigen og jeg kommer til at hygge mere hjemme 🙂

Men på de mange gåture i det skønne efterårsvejr, er det blevet til nogle meget fine efterårsbilleder, som jeg lige vil vise jer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvorfor vægttabet er så ski’e vigtigt for mig

I dag bliver det mere personligt end det sommetider har været her på bloggen. Ikke så meget fis og ballede og kun få eller ingen kække bemærkninger.

Jeg har kæmpet med vægten det meste af mit liv. Særligt efter jeg kom et stykke ind i mine teenageår. Jeg har aldrig været mega stor og decideret fed, men jeg har altid været til den buttede side. På æblefacon-måden. Og det på trods af rimelig fornuftig kost og motion. Jeg har aldrig været fanatisk med min kost og har ej heller skældt mig selv ud, hvis jeg har sprunget en løbetur over og spist en flødebolle i stedet for. For mig har det mest handlet om balance og sund fornuft, hvilket jeg faktisk synes jeg har været god til at praktisere.

Jeg har altid haft en følelse af, at min krops udseende ikke stemte overens med dét, som jeg puttede i den. Altså lidt som om, at den forvandlede gulerødder til tivolistænger nede i mavesækken. Det har været til stor frustration alt for længe og for år tilbage i mit liv, altså helt tilbage til folkeskoletiden, betød det en hverdag med daglig mobning. Den mobning har sat sine spor og har så afgjort efterladt permanente aftryk på min krop og sjæl. Og det er selvom jeg blev mobbet af drenge med en kikset tøjstil, polkaprikket hud og et ucharmerende tæt forhold til den voks, som de med overforbrug klaskede i håret. Jeg blev set ned på af snobbede piger, der knap kunne se fortorvet de gik på, fordi næsen var så langt i sky, som den nu kunne komme. Hvis den da ikke var langt op i røven på pigen foran, da hendes plads i hierakiet måske var bedre. Piger der kun kunne være noget, hvis de var i deres kliker med de andre sky- eller røv-næser. Alene og på egen hånd var de knap så meget. Det gælder i øvrigt for drengene også. Og med det her prøver jeg sgu egentlig bare at sige, at man nok lige skal feje for egen dør, før man mobber naboens dør. Eller noget. Jeg tror I har fanget pointen.

I mit voksne liv har jeg jo endelig fundet ud af, hvorfor min krop reagerer som den gør. Jeg fik jo konstateret PCOS for nogle år tilbage og i den sammenhæng fandt jeg også ud af, at jeg er insulinresistent, hvilket er forklaringen på at jeg tager på af at indånde den bare luft. Hvis du vil vide mere om PCOS kan du læse om det HER. Det er altså også forklaringen på, at jeg har set ud som jeg har gjort det meste af mit liv. Og det er ikke fordi det skal være en undskyldning, for det skal det absolut ikke. Men det ér en forklaring og det sætter sine begrænsinger og gør det meget svært for mig, at komme ned i vægt.

Svært, men heldigvis ikke umuligt og nu skal jeg altså for alvor i gang. Det her vægttab er vigtigt for mig og det er det af flere årsager. Jeg skal losse PCOS’en så hårdt i røven og vise, at den ikke skal bestemme over mig. Jeg skal kunne passe mit tøj igen og generelt det tøj, som jeg godt kan lide. Jeg skal af med de ledsmerter, som jeg fik i graviditeten som følge af væsken. Jeg skal have fornyet energi og glæde. Jeg skal være stærk og sund, så jeg kan være der for min datter i rigtig mange år endnu. Mit vægttab handler egentlig meget mindre om udseendet i sig selv end jeg havde troet, for det er tydeligvis ikke det, der er vigtigt for mig. På trods af dét jeg har med i rygsækken fra min skoletid, så handler vægttabet heller ikke om, hvad andre tænker om mig og den måde jeg ser ud på. Det er pisse ligemeget, for andre er jo ikke en skid bedre selv alligevel. Det lærte jeg af min folkeskoletid, som du har læst længere oppe.

24 kilo skal jeg tabe. Hvorfor lige 24 kilo kan du læse om HER. Jeg har valgt 24 kilo fordi jeg så ender på en vægt, som jeg synes er realistisk at holde i forhold til de principper jeg har. Altså at der skal være balance og at jeg ikke skal være fanatisk. Med den vægt vil jeg få en krop, hvor der også er plads til former og en lille delle over buksekanten. Og sådan skal det helst være.

Jonas har netop haft 3 ugers ferie og her har vi ikk’ tænkt det mindste på sund kost og vægttab. Det betyder heller ikke, at vi har kastet mad i hovedet. Det betyder bare, at vi har hygget os og mærket, at der er forskel på hverdag og ferie. Men ferien slutter i morgen og Jonas kører på arbejde klokken alt for tidligt og lille’pigen og jeg er alene hjemme igen. Jeg er typen, der er nødt til at forberede og have rutiner, hvis jeg skal dedikere mig til noget så stort, som at tabe 24 kilo. Særligt med en baby, som jeg bruger langt det meste af min tid på. Jeg har derfor været i køkkenet i dag og forberedt samtlige måltider til de næste to dage. Så får jeg nemlig også spist fornuftigt, hvis lille’pigen vil hænge på armen en hel dag. Den gode vane håber jeg at kunne fortsætte og her i første omgang tager jeg en periode på en måned, hvor jeg går all-in og får “nulstillet” kroppen. Jeg vil prøve at holde mig fra vægten i hele den måned og blot glæde mig til at mærke forskellen på min krop og se resultatet, når måneden er gået. Håber I vil følge med 🙂

Jeg vil gerne arbejde i en pølsevogn, far

Så blev det Fars Dag. Det er Jonas’ første Fars Dag som far, så den er selvfølgelig ikke gået ubemærket hen her hjemme. Lille’pigen har sgu købt gave til sin far og alt muligt. Men selvom Jonas er en pisse god og fantastisk far, så skal det her indlæg overhovedet ikk’ handle om ham.

Det skal nemlig handle om min egen far. Eller ikke så meget om ham, men mere om hvor pisse træls jeg synes det er, at han ikke er her mere. Jeg vil ikke gå så forfærdelig meget i detaljer om, hvorfor han ikke er her mere, men kort sagt kan jeg da sige, at han døde for 7 år siden af kræft. Lorte kræft. Han var selv lige fyldt 51 år og jeg selv var lige fyldt 21 år. Så I kan jo nok høre, at det var urimeligt røv tidligt, at forlade den her verden. Desværre er kræft ikke en rimelig fætter, men mere et dumt svin.

Jeg savner ikke min far mere i dag end jeg gjorde i går eller jeg vil gøre i morgen. Men jeg bemærker da, at jeg ikke skal fejre ham i dag. Det betyder også, at jeg tænker lidt ekstra på ham i dag. Og det er både med tårer, men satme også med grin og heldigvis for det da. Det behøver ikke være så pisse trist det hele, selvom det faktisk ér pisse trist.

Min far er gået glip af mange ting i mit voksne liv. Det gør man typisk, når man ikke er her mere. Han var der ikke til at følge mig ned af kirkegulvet, da jeg blev gift. Han har heller ikke fået lov til at opleve min datter og hans andre børnebørn. Da jeg var yngre, havde jeg svært ved at finde “min plads” her i livet. Sådan i forhold til uddannelse og job. Jeg har sprunget fra uddannelse til uddannelse og fra job til job rigtig mange gange og det var altid lidt en hovedpine for ham den gamle. Forståeligt, for man vil jo gerne at ens børn klarer sig godt her i livet og finder deres rette hylde. Det piner mig sgu lidt, at han ikke nåede at se, at jeg klarede den. At jeg i dag har fundet et fag, som jeg føler mig hjemme i og som jeg er god til. At jeg gennemførte uddannelsen til lægesekretær og endda med rigtig gode karakterer og det hele. Han ville sgu have været pisse stolt!

I denne sammenhæng tænker jeg tilbage på en drøn sjov historie fra min barndom, som jeg stadig kan skraldgrine af i dag. Den står så tydeligt og klart i min hukommelse og det er ét af mine yndlings minder med min far. I dag har jeg tænkt på det minde flere gange og jeg har grint for mig selv hver gang.

Vi skal tilbage til den tidligere skolealder. Jeg er ret sikker på, at jeg går i 1. klasse, så jeg har vel været omkring 7 år, ikk? Jeg sidder med min far ved spisebordet i køkkenet. Han læser avisen og får en kop kaffe. Samme kop som altid, helt som vanligt. Jeg sidder med nogle skolebøger og laver lektier. Åh, kan I huske hvor lette og hyggeligt lektierne var i den alder? Nå, men her sad jeg med en opgave, der handlede om drømme for fremtiden. “Hvad vil du være, når du bliver stor”- agtigt. Meget hyggeligt og de færreste ved en skid om det i den alder.

“Hvad laver du bette skat?”, spørger min far. Min far kaldte mig altid “bette skat”. “Jeg skal skrive om, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor”, svarer jeg uden at kigge op fra mine bøger. “Nå. Jamen hvad vil du så være, når du bliver stor, tror du?”, spørger han nysgerrigt og kigger op fra sin avis, mens han løfter kaffekoppen og tager en tår. “Jeg vil arbejde i en pølsevogn!”, svarer jeg med alverdens selvsikkerhed i stemmen. Jeg husker lyden af, at han kløjs i kaffen, men det er først her i mit voksne liv, at jeg ved hvorfor. Den gang troede jeg faktisk bare, at han kløjs i kaffen. Det må have krævet en del af ham at bevare den ro han havde, da han spurgte om følgende uden at grine. “Hvorfor kunne du godt tænke dig det, bette skat?”. Jeg lover jer, at han var helt rolig i sin stemme, men inden i må han sgu godt nok have både grint, været lidt nervøs og siddet med et håb om, at mit ambitionsniveau ville stige med tiden. Ikke at der er noget galt i at arbejde i en pølsevogn, men de fleste børn i den alder drømmer jo om at blive astronaut eller prinsesse. Et højere ambitionsniveau, som så bliver tilpasset med årerne som karaktererne og alting passer til det.

Hvorfor ville jeg så arbejde i en pølsevogn? Min forklaring lød på, at folk altid er glade ved en pølsevogn. Jeg kunne godt lide, at gøre folk glade. Det kan jeg stadig. Og så ville jeg gerne arbejde udenfor. Og hvis jeg arbejdede i en pølsevogn, ville min far ofte komme forbi og besøge mig. Ja, det var grundene til pølsevogndrømmen, som jeg forklarede min far. Han kvitterede med et smil, hvor efter vi talte om, at det er godt at have noget at drømme om. Det var en god snak. Bedre og mindre akavet end den vi havde 8-9 år senere, da han stammende og rystende i stemmen prøvede at finde ud af om det var tid til, at jeg begyndte på p-piller. Men det er en anden god historie, som ligger ligeså godt i mindeskuffen, som pølsevognshistorien gør.

I dag er jeg fint tilfreds med, at jeg fandt noget andet at drømme om og altså ikke blev pølsedame i en pølsevogn. Jeg har dog faktisk stået i boderne på Aalborg Stadion en gang, så jeg har egentlig været lidt der henne af. Men havde jeg nu arbejdet i en pølsevogn, så havde jeg sikkert været pisse god til det. Og havde min far levet, havde han helt sikkert besøgt mig ofte. Der er en grund til, at vi den dag i dag i familien stadig fejrer hans fødselsdag ved at spise hotdogs og drikke cocio.

Hold kæft, hvor jeg savner min far!

 

Husk at give jeres far en ekstra krammer i dag.

Glædelig Fars Dag derude!

Valentinsdag – Er det noget amerikansk pladderfis?

 

I anledning af Valentinsdag som er i morgen, onsdag d. 14. februar, vil jeg lige dele et par kærlige tips, som kan gøre dagen lidt mere fuld af kærlighed for alle. Valentinsdag er jo kendt som “de elskendes helligdag” og traditionen går på, at man udveksler kort, blomster, chokolade eller andre fine gaver, som et bevis på gensidiges kærlighed. Hvis man altså vil.

 

For Valentinsdag deler jo, som så meget andet, vandene her i det ganske danske land. Jeg forstår ikke helt hvorfor. Eller rettere, jeg forstår måske ikke behovet for at kritisere dagen. Kritikken på Valentinsdag går ofte på, at det er noget amerikansk pladderfis, der er til for at styrke salget af chokolade og røde roser. Noget rigtig kommercielt pis. Denne kritik kommer ofte fra de, der også hylder fastelavn fremfor halloween og fred være med det. Man har fuldstændig ret til, at have den mening man har. Der findes vist ikke rigtigt og forkert her og man bestemmer jo selv, om man kaster sine penge efter det amerikanske pladderfis eller ej.

 

Jeg synes dog man skal huske på, at det der Amerika ellers har haft mange andre gode ideer, som vi forbrugere nok ikke kan se os udenom at benytte os af ind i mellem. Jeg mener, mange har jo en iPhone som forlængelse af deres højre arm, mens andre ind i mellem kan finde på at besøge McDonald’s eller drikke lidt af en Coca Cola. Nogle benytter sig endda af gode tilbud på Black Friday, mens andre uhygger til halloween. Alt sammen ligeså amerikansk som Valentinsdag.

 

Her hjemme, altså hos Jonas og mig selv, dyrker vi ikke Valentinsdag i sådan nogen særlig grad. Men det er ikke fordi, at vi ikke kan lide dagen. Den 14. februar handler for os mere om, at vores dejlige niece har fødselsdag den dag. Skøn pige, som i øvrigt ikke kan have fødselsdag på andre dage end den dag, hvor man fejrer kærligheden. Jeg tror da nok, at Jonas ind i mellem har haft blomster med hjem på Valentinsdag og det er jeg vist sjældent blevet ked af.

 

I bund og grund forstår jeg nok bare ikke, hvordan man kan kritisere en dag, der handler om kærlighed. Man kan jo bare vælge ikke at dyrke det og så lade dem der gerne vil fejre det, hygge sig med det. Så er alle glade. Og vi kan vel alle blive enige om, at blomster, chokolade eller søde ord sjældent har gjort nogen kede af det. Lige meget hvilken dag man giver eller får det på.

 

Nå, men når det så er sagt og min holdning er blevet ytret, vil jeg lige give nogle fif til dem, som gerne vil fejre kærlighedsdagen i morgen. Bare nogle af de ideer, som jeg tænker kan bringe rigtig mange smil og rigtig meget kærlighed. Og i virkeligheden behøver det jo hverken at koste en formue eller kræve specielt meget arbejde.

Se med her:

 

  • Blomster. Let og enkelt, men gud hvor kan de bare skabe megen glæde. 
  • Chokolade. En klassiker og sukker falder som regel i god jord hos de fleste.
  • En date. Invitér din valentine ud at spise. Mange restauranter ynder, at pynte lidt ekstra hyggeligt op på Valentinsdag. Det gør det jo kun hyggeligere.
  • Et kort. Simpelt og enkelt også. Kan også udføres uden at kaste en masse penge i det amerikanske pladder. Skriv et personligt skriv til din udkårne. Det er ægte og personligt og fejer benene væk under de fleste. Nok særligt os kvinder.
  • Den gode gamle tur i biffen eller film og hygge på sofaen hjemme, bliver aldrig hverken for gammel eller kedelig. Alle elsker film. Og de fleste elsker popcorn.
  • Forkælelse af ham/hende eller måske DIG SELV. For ja, man må vel også være god ved sig selv på Valentinsdag. En tur i spa, en overnatning et dejligt sted eller en tur på en skønhedsklinik af en art. Mulighederne er mange og de fleste muligheder er gode.
  • Lige det han eller hun ønsker sig. Måske var der en ting på ønskelisten til jul, som ikke endte under juletræet. Overrask ham/hende med den ting nu.
  • Skru’ op for hjemmehyggen. At fejre kærligheden kan jo sagtens foregå hjemme. Åbn en flaske vin, lav noget lækkert mad, gang i stearinlysene osv. Det kan godt lade sig gøre.

 

Med ovenstående har jeg jo overhovedet ikke opfundet den dybe tallerken, men det er ting, som jeg selv ville sætte stor pris på. Både på Valentinsdag, men også en helt almindelig anden dag. Men hvem ville ikke også det?

Og jeg har naturligvis kun skrevet dette indlæg som et hint til min mand, Jonas. Men I andre må godt tage det af det, som I kan bruge. Ej, pjat og spøg til side.

 

Rigtig glædelig Valentinsdag til jer i morgen, hvis I skal ud eller hjem og fejre kærligheden. Ellers bare rigtig god onsdag 🙂

 

Kærligst Leah

Endnu en blog i det store “blogger-hav”

Velkommen til dig og til mit første blogindlæg.

Lige siden barnsben og de første klassetrin i folkeskolen har jeg været glad for at skrive. Faktisk var det noget af det eneste, der var noget ved i skolen. Det var også dét, jeg var bedst til. I mit voksne liv har jeg startet på flere uddannelser og stoppet ligeså mange af dem igen. Jeg har kun gennemført én af dem. Det der med at finde sin plads i samfundet var ikke let. Jeg passede aldrig sådan helt rigtigt ind i kasserne og jeg fik aldrig helt følelsen af, at det jeg lavede var det rigtige. Nogle af jer der kender til det? Jeg er i dag uddannet lægesekretær og er egentlig rigtig glad for mit fag. Det opfylder mange af de ønsker, jeg har til dét jeg skal beskæftige mig med resten af mit liv. Men der mangler nu stadig noget. Bare en lille smule.

I foråret 2017 startede jeg som blogger på www.fertilitetsliv.dk. Et site der handler om ufrivillig barnløshed og alt hvad dette indebærer. Her delte jeg ud af den kamp for ønskebarnet, som min mand og jeg kæmpede på det tidspunkt. Skulle det have interesse er alle mine tidligere blogindlæg stadig at finde på deres side under fanen med tidligere blogmanagere.

Det bedste ved tiden på Fertilitetsliv var, foruden det at få luft for mine frustrationer og sorger, samt at være en hjælp for andre i samme situation, at skrivningen fyldte mere i min hverdag igen. Når jeg skriver, er det som om at nogle brikker bare falder på plads. På de helt rigtige steder. På den helt rigtige måde.

Jeg er siden hen, af lykkelige årsager, stoppet som blogger på Fertilitetsliv, men lysten til at skrive mere i hverdagen har jeg taget med mig. Men hvordan griber man så lige det an? Altså uden det skal blive en komplet fiasko. Sætter man sig ned og skriver en bog og håber på, at den er god nok til at blive udgivet? Tager man mere uddannelse for at blive dygtigere? Skriver man dagbog for sig selv? Finder man sin indre digter (jeg har aldrig haft en indre digter) frem fra dybet? Altså, heldigvis kræver skrivning ikke mere end alfabetet og en computer. Papir og blyant, hvis man kører det lidt “old school”. Så det er da til at komme i nærheden af.

Hvorfor så endnu en blog i en verden med alt for mange blogs?

Ja, hvorfor ikke? Der findes utallige blogs derude, nogle bedre end andre. Jeg læser selv en lille bid af dem og det er jo nok her i gennem, at ideen til at starte min egen er opstået. En ide jeg har gået med i et par år nu og som jeg nok i virkeligheden skulle have gjort noget ved tidligere. Men det er jo også nemt nok at sige nu, ikke? Bedre sent end aldrig og man fortryder kun de ting, man ikke får gjort. Som man jo siger.

Nu er bloggen blevet en realitet og det er meget muligt, at den kommer til at ryge til fiasko-bunds i det store “blogger-hav” med de mange gode “blogger-fisk”. Det er også meget muligt, at det ikke er det der sker. Uanset hvad bliver det spændende at se, hvor den fører mig hen og om den overhovedet fører mig nogen steder hen. Håbet er selvfølgelig, at denne blog bliver en succes. Præcis hvad succes er for min blog, har jeg ikke endegyldigt fundet ud af endnu. Skulle det nu ikke ske, at succesen rammer, så har jeg da brudt min comfortzone og haft det sjovt i mens. Allerede en lille succes dér. Det vigtigste for mig er bare, at netop du læser med. For du er jo egentlig flink nok, ikke? Så tusind tak fordi du gør det!

 

Kærligst Leah

 

<a href=”https://www.bloglovin.com/blog/19278255/?claim=c2sdpmqj3e6″>Follow my blog with Bloglovin</a>

<div id="fb-root"></div>
<script>(function(d, s, id) {
  var js, fjs = d.getElementsByTagName(s)[0];
  if (d.getElementById(id)) return;
  js = d.createElement(s); js.id = id;
  js.src = 'https://connect.facebook.net/da_DK/sdk.js#xfbml=1&version=v3.1&appId=143114486359938&autoLogAppEvents=1';
  fjs.parentNode.insertBefore(js, fjs);
}(document, 'script', 'facebook-jssdk'));</script>