Brylluppet der var en hemmelighed

Brylluppet der var en hemmelighed

Sådan så vi ud for 4 år siden den 30. august 2014. 24 år begge to, slankere og en havde lidt mere hår på hovedet, end hvad der er tilfældet i dag. Jeg siger ikke, hvem det er. Det må I selv gætte 😉

Vores bryllup var anderledes end de flestes. Det var småt, men godt og så var det pisse hemmeligt. I hvert fald for mange. Der var ikke noget frieri. Medmindre man regner det som et frieri, når jeg en tilfældig eftermiddag siger til Jonas: “Vi kan jo også tage at blive gift”. Ja, jeg har altid været mere romantisk anlagt end gennemsnittet 😉

Faktisk startede vores bryllup, som noget helt andet end det så endte med at blive. Vi stod med en pæn sum penge og var i gang med at planlægge en stor fest med mange gæster. Rold Storkro var reserveret til den 25. juli 2015. Det vidste kun vores forældre og søskende. For alle andre var det hemmeligt. Vi havde en liste, med alt hvad der skulle bookes, findes og forberedes. Musik, mad, indbydelser, kjole, sko, make-up, håropsætning, jakkesæt, transport, valg af kirke, gæsteliste, pynt, program, taler, toastmaster, forlover osv. For det er jo sådan “man gør” det der med bryllup, ikke? Men så blev vi pludselig en smule kvalt. Kvalt i planlægning. Og kvalt i et fremtidigt bryllup, som ikke afspejlede os. Så vi ringede til kroen og aflyste vores reservation. I stedet rykkede vi datoen næsten et helt år frem i kalenderen…..

I april 2014 fik vores forældre og søskende en invitation til bryllup den 30. august 2014. Dog uden at få noget som helst at vide om, hvad der skulle ske på dagen. På samme tid fik de besked på at tie stille med det. Nogen blev vist lidt overrasket over, at det allerede var lige om lidt og ikke i juli 2015 som først planlagt. Og hvorfor måtte de ikke vide, hvordan dagen skulle forløbe?

Men nu til selve dagen

Lørdag den 30. august 2014 vågnede jeg hjemme på mit gamle værelse hos min mor. Min storesøster havde også sovet der. Min mor også, men hun plejer jo også at sove hjemme hos sig selv. Jeg vågner op til en morgengave fra Jonas. Et flot armbånd i guld, som jeg den dag i dag altid har på og samlet set kun har haft af ganske få dage siden vi blev gift. Det ringer snart på døren og ind kommer min frisør og hendes søster, som forstår sig på make-up.

Både min mor, min søster og jeg selv får ordnet hår og make-up. Det var ligesom min gave til dem på dagen. Og så var det tøsehygge på et meget højt plan. Som en semi-sjov sidebemærkning kan jeg nævne, at jeg også får make-up på knæene. Få dage før brylluppet er jeg nemlig ude at løbe. Her falder jeg og gør temmelig grim skade på begge mine knæ. En klassisk Leah-ting.

I den anden ende af byen er Jonas i vores daværende lejlighed. Han mødes med sine forældre, farmor og lillesøster. De får morgenmad sammen, inden de også skal gøre sig klar til dagen.

En limousine dukker op på adressen ved vores daværende lejlighed. Den henter vores gæster som altså tæller min mor, min søster, Jonas’ mor og far, lillesøster og farmor. Min søsters mand skal også med, men han er lige nu et andet sted.

Mens Jonas og vores gæster hygger sig i limousinen, der har kurs mod kirken, er jeg blevet hentet af min fætter, som agerer min chauffør for første del af dagen. Hans søde kæreste har pyntet deres bil så fint, sørget for champagne og rød løber. Jo, jo. Jeg blev taget med bukserne nede. Selvom jeg ikke havde bukser på. Min fætter og jeg er hjemme i min søsters lejlighed, hvor hendes mand er. Sammen sætter vi tre nu også kurs mod kirken.

Kirken er Hammer Kirke i Grindsted, hvor jeg er vokset op. Den ligger midt ude i skoven og det er den fineste kirke, jeg nogensinde har set. Selvfølgelig skulle vi giftes her. Da jeg ankommer med min søsters mand, sidder Jonas og de andre allerede inde i kirken og venter. I har jo allerede set, at vi var et småt selskab. 9 personer i alt. Så selvom Hammer Kirke er en meget lille kirke, så var der stadig god plads. I har nok også regnet ud, at jeg ikke gik alene op ad kirkegulvet. Jeg mistede min far da jeg var 21 år gammel. Han døde 3 år før vi blev gift. Han ville have været mit førstevalg, havde han været her. Men I stedet spurgte jeg min søsters mand. Absolut det eneste rigtige valg, når det ikke kunne være min far.

Nå, videre med historien. Vi venter længe i våbenhuset, for præsten havde fandme glemt sin præstekrave der hjemme. Så han var kørt hjem efter den. Det hører man ikke om så tit. Det var i øvrigt den samme præst, som konfirmerede mig i sin tid.

Selve vielsen er så fin, som den kan være. Meget nede på jorden. Intim fordi vi ikke er ret mange. Det er i øvrigt en specielt følelse at være samlet så få mennesker i en kirke til en så glædelig begivenhed.

Efter vielsen blev der taget de obligatoriske billeder. Omringet af stolte forældre og søskende, en farmor og en svoger. Bare lige de allerbedste.

Da vi skal ud af kirken er det naturligvis ikke særligt rart vejr. Medmindre man elsker regnvejr på en dag, hvor håret og make-uppen helst bare skal spille hele dagen. Men til gengæld har vi hørt, at regnvejr på bryllupsdagen medfører rigdom i ægteskabet. Vi glæder os stadig til at vinde i lotto.

Udenfor i øs’ pøs’ regnvejr venter 2 chauffører. Den ene er ham fra limousinen. Han skal køre vores gæster hjem til os igen. Den anden er føren af en vældig fin og fancy bil, som jeg overhovedet ikke kender navnet på. Men han skal køre Jonas og jeg hjem til os.

Dette billede bliver nu delt på facebook. Det er sådan man i dag hurtigst får en besked ud til alle man kender. Det væltede ind med lykønskninger resten af dagen fra meget overraskede venner, veninder, familie og bekendte. Men endelig var hemmeligheden ude. “Men Leah, hvorfor var det hemmeligt?”. Egentlig ønskede vi os bare ikke en masse opmærksomhed omkring det. Det skulle bare handle om, at vi skulle giftes med hinanden og sige ja til at dele resten af livet sammen. Ikke andet end det. Bare os og vores nærmeste. Og vi holdte det hemmeligt inden, fordi vi simpelthen ikke så nogen grund til at fortælle det højt, når vi nu havde inviteret så få. Altså ligesom: “Nårh ja, vi skal i øvrigt også giftes. Men du er ikke inviteret”. Ej, det holder ikke rigtig.

Nå, men vi ankommer til den lejlighed, som vi boede i på daværende tidspunkt. Den er pyntet flot op med balloner og andet krims krams. Det har min fætter og hans kæreste stået for. De var i øvrigt vores naboer den gang.

Faktisk var det ikke meningen, at vi skulle have siddet hjemme hos os. Vi skulle have været nede i den nærliggende park ved limfjorden. Her skulle vi have haft picnic med drikkevarer og snacks. Vi skulle have siddet i græsset med bare tæer og nydt solens stråler. Der skulle have været taget flotte billeder i skønne omgivelser. Men det gad vejrguderne pisse meget ikke være med til. Så vi holdt picnic hjemme i lejligheden. Men heldigvis hyggede vi os lige godt alligevel.

Og i stedet for billeder i skønne grønne omgivelser blev det bl.a. til det her:

Det er vores yndlings billede fra dagen. Det er anderledes, personligt, afslappet og så er det lige os. Og det udstråler heldigvis, at vi havde en dejlig dag trods regnvejr.

Efter nogen timers hygge inviterer vi til middag på Prinses Juliane i Aalborg. Til de der ikke kender denne fantastiske restaurant, kan jeg da fortælle, at det er en restaurant på et skib, som ligger i havnen lige ved Limfjordsbroen. Her har vi nogle fantastiske timer med god mad og hygge. Heldigvis var vejret også blevet bedre.

Faktisk har vi hvert år siden fejret vores bryllupsdag på samme restaurant og spist samme menu. Det er en fantastisk hyggelig tradition, som vi håber at bevare så længe det er muligt. Dog skal vi ikke afsted i aften. Vi skal til gengæld hygge os her hjemme med vores lille datter. Jeg er stadig på ingen måde klar til, at hun skal passes endnu. Og det er ikke lige stedet, hvor man tager en baby med. Så vi gemmer den fornøjelse til næste år. Så kan vi også glæde os det mere.

Nå, men da vi skal hjem går vi fra den ene yderlighed til den anden. Vi startede dagen i limousine og efter maden foreslår min svigerfar, at vi tager bussen hjem igen. Så kunne vi også lige få en lille gåtur op til busstoppestedet.

Jeg kan her til oplyse, at der kommer mange blikke, når et brudepar tager bussen. Nogle tog endda billeder af os. Men igen, så var det lige os. Uformelt og afslappet.

Hjemme i lejligheden er det tid til bryllupskage og gaveåbning. Min fætter og hans kæreste har igen pyntet op og gjort fint. Resten af aftenen er de også med. Det fuldender vores dag, at de er med. De er nogle af vores bedste venner.

En bryllupskage er ikke ret stor, når man er et lille selskab. Men den var fin og var en god afslutning på en god dag. Resten af aftenen gik med gaveåbning og afslapning. Man er træt efter sådan en dag. Også selvom dagen var uformel, afslappet og tilbragt kun i selskab med de nærmeste.

Vores bryllup var en fantastisk dag og noget vi husker tilbage på med stor glæde. Vi er glade for, at vi fulgte vores hjerter og mavefornemmelse og ikke holdte en kæmpe stor fest. For det havde ikke været os.

Dagen efter brylluppet var vi et smut forbi den kirkegård, hvor min far ligger begravet. For hvor skulle min brudebuket ellers ende? <3

 

Hvert år får vi taget et billede med samme paraply og gummistøvler, som fra vores yndlings bryllupsbillede. Det bliver sjovt at kigge dem igennem om mange år 🙂

Hvis jeg skulle .. #2

Hvis jeg skulle .. #2

.. Blive bedre til noget, skulle det nok være at begå mig i et køkken. Gad da godt være sådan en, der kunne lave vildt lækker og flot mad. Og gerne alt slags mad. Men i virkeligheden interesserer det mig ikk’ en fløjtende prutfis og derfor er det Jonas, der er madmutter her hjemme. Han er faktisk også ret god til det!

.. Rejse i morgen, da står en rejse til Italien højt på listen. Men det er der også så mange andre steder, der gør. Vi har alt for mange rejsedrømme.

.. Vinde en pæn sum penge i lotto, ville jeg nok spørge Jonas om vi ikke skulle få bygget et nyt hus. Vi er egentlig ret glade for det vi har, men muligheden for at få bygget et helt nyt, hvor vi bestemmer alle detaljer, ville være svært at sige nej til. Desuden ville jeg ønske mig en konebil. En lille VW UP ville snildt kunne gøre det. Og ellers ville jeg forkæle venner og familie, sørge for at rejse en masse i fremtiden med Jonas og vores datter. Og så gemme en pæn sum til vores gamle dage, så vi ikke skal blive gamle på arbejdsmarkedet. Og donerer til velgørenhed. Nå, men den lottogevinst skal da vist nok få ben at gå på.

.. Ringe til nogen i himlen, ville jeg ringe til min far og spørge, hvad han fordriver tiden med. Og bede ham om at hilse alle de andre.

.. Flytte til et andet sted i Danmark, og slet ikke tænke på, hvor min familie og venner bor i dag, ville jeg godt kunne finde på at flytte til Bornholm. Der er så hyggeligt der og der er noget ved “ø-livet”, som tiltaler mig. Men jeg er nordjyde og det bliver nok aldrig lavet om.

.. Fortryde noget her og nu, ville det være, at jeg ikke gav amning en chance mere, da jeg kom hjem fra den rædselsfulde indlæggelse på Barselsafsnittet. Jeg kan stadig ikke helt slippe tanken om, at lille’pigens start på livet måske havde været mindre hård. Og den dårlige samvittighed hjemsøger mig stadig. Men det betyder ikke, at jeg ikke stadig synes, at der er nogle pisse fede grunde til at have et flaskebarn. 

 

Fik du læst om de 10 ting som graviditeten har efterladt mig med