Det er august og dette er mine planer ..

 

Det er august og i denne måned skal jeg:

 

.. Afslutte og se resultatet af “Min vanvittige sundheds-måned” – Det har været godt at komme i gang med PCOS-kosten igen og jeg håber sådan, at der er røget lidt af de 24 tunge slaskede kilo. Jeg fortsætter selvfølgelig det hårde arbejde, efter den første måned her er gået.

 

.. Have lille’pigen med til lægen – Hun skal have sin 3 måneders vaccination. “Jamen Leah, er hun ikke fyldt 3 måneder?”. Jo, men stikket ordner vi lige på den dag hun runder 4 måneder. Vi når vel nok det hele til sin tid.

 

.. Forhåbentlig sige farvel til den ulidelige sommervarme – Her hjemme er vi, præcis som hele landets græsplæner, ved at være trætte af den ekstreme sommervarme. Vi er klar til efterår og mildere vejr, så vi kan komme mere ud. Og sove bedre også. Gerne på vores 1. sal hvor soveværelset er.

 

.. Til endnu et møde med Familieiværksætterne – Et tilbud i vores kommune til førstegangsforældre. Det startede allerede i min graviditet. Her mødes vi med andre førstegangsforældre og snakker om babyer og ting, der har med babyer og livet som forældre at gøre. Det er bare SÅ hyggeligt! Elsker at vi har fået så mange nye skønne mennesker i vores netværk.

 

.. Til at have Jonas mere hjemme – Jeg er alene med lille’pigen 11 timer om dagen og her ser jeg bort fra natten, hvor jeg oftest også har hende. Jonas arbejder nemlig i Langtbortistan. Eller faktisk bare i Skagen. Her bygger han skibe til lyden af måge-skrig i omgivelser, der lugter af fisk og synes, at det er ret fedt. Så han har jo en del kørsel til og fra arbejde, hvilket giver mig flere timer alene hjemme med lille’pigen. Nu skal han så på skoleophold (fordi han er lærling og under uddannelse) og den skole ligger tættere på og arbejdsdagen er væsentligt kortere. Lille’pigen og jeg glæder os meget til at have ham mere hjemme de næste par måneder.

 

.. Holde barnedåb – Den 19. august. Præcis 28 år efter min egen barnedåb, skal min lille pige døbes. Vi har inviteret til brunch og kagehygge og vi glæder os til at fejre dagen med i alt 26 skønne mennesker. Du kan læse mere om lille’pigens barnedåb og hvorfor hun skal døbes lige HER.

 

.. Have lille’pigen til børnelægen – Her skal vi følge op på refluks, det bløde strubehoved og det umodne tarmsystem, medicinering osv. Det bliver spændende og jeg håber inderligt, at lille’pigen snart er klar til at trappe lidt ud af alt det medicin hun får. Men det vigtigste er nu, at hendes smerter er på et minimum.

 

.. Have min første weekend alene hjemme med lille’pigen – Jonas skal vist nok på drengerøvs-weekend her i august. Det er vist nok måske ved at falde på plads. Det betyder, at lille’pigen og jeg skal være alene en hel weekend. Det skal nok blive godt 🙂

 

.. Fejre 4 års bryllupsdag – Jo, jo. Den er god nok. Den 30. august er det 4 år siden, at vi sagde “Fandme JA” til hinanden på mere kristelig vis i Hammer Kirke. Vi plejer at fejre dagen på den restaurant, hvor vi havde vores gæster med til middag den dag vi blev gift. Her plejer vi at spise vores bryllupsmenu og det er en pisse hyggelig tradition. Jeg ved dog ikke om jeg er klar til, at lille’pigen skal passes den dag, så mon ikke vi kommer til at fejre den på anden vis i år? Læs mere om, hvornår lille’pigen skal passes lige HER.

 

Jeg tænker i øvrigt på at lave et indlæg om vores bryllup og hvordan det hele foregik for 4 år siden. Men mens du venter på det, kan du jo bare læse mere om, hvordan Nordjylland mødte Sjælland.

Sådan har lille’pigen det i dag

I kl: 11:19 tidligere i dag var det 3 måneder siden, at dette smukke ansigt poppede ud, af den knapt så smukke ende på mig. Eller poppede og poppede er måske så mildt sagt. Det gik egentlig lidt hårdere for sig end det, hvilket du kan læse om HER, hvis du endnu ikke har læst historien om min fødsel.

Lille’pigen havde en hård start på livet med slemt maveonde, som vi var længe om at finde grunden til. Det gav mange dage med rigtig mange timers skrig, skrål og gråd. Nogle dage gjorde hun faktisk ikke andet end det. Men med en børnelæges trylleslag blev alting pludselig meget bedre. Lille’pigen lider af refluks og det er sådan noget, der godt kan gøre pisse ondt. Og så er det jo faktisk både rimeligt og fuldt ud forståeligt, at barnet hverken har ville spise og kun har ville græde og skrige af smerte. Den seneste måned har vi brugt på at finde den rette dosis af medicin til hende og det ser nu endelig ud til, at vi er landet der. Nu døjer vi kun med, at lille’pigen har en mave, der er så sart som huden på en nyfødt barnerøv i sommersolen mellem kl: 12:00 – 15:00. Den kommer i ubalance af meget lidt, men med tiden har vi heldigvis fået bukselommerne fulde af tips og tricks til at få sådan en mave i balance igen. Så det er vi ret gode til her hjemme. Og heldigvis bliver både refluks og den umodne babymave jo kun bedre med tiden og tilfældigvis er det sådan, at tiden flyver alt for hurtigt afsted. Så før vi ved af det, vil refluks og maveonde nok være fortid.

Jeg vil nu være så modig at sige, at vi nu har et “nemt” barn. 7-9-13 og salt over skulderen. Jeg kender ikke helt definitionen på et “nemt” barn, men udtrykket bliver brugt jævnt tit. Lille’pigen sover gerne 10-11 timer om natten afbrudt af én enkelt flaske, som hun egentlig bare guffer i sig i søvne. Kun de mest varme dage, kan forstyrre hendes søvn og det er sgu da fair nok. Vi er nogle af de få, der ønsker sommervarmen sydpå, så vi kan få noget mere traditionelt dansk sommervejr. Hun spiser også bedre. Hun spiser ikke meget, men heldigvis nok til at hun tager det på, som hun skal. Men et madøre er hun bestemt ikke. Hun er for det meste glad og når hun så er vred, så mener hun det fandme også for alvor. Nogen vil påstå, at hun har temperament som sin mor. Jeg siger ikke, at det er forkert. Det er fint, for det skal nok få hende frem i livet.

Lille’pigen optræder ofte som et sensitivt barn. Hun reagerer stærkt på følelser, om det så er hendes egne eller vores. Hun har meget ofte brug for pauser. Det er både fra hendes legetøj, men også når vi er ude blandt andre mennesker. Pauser hvor hun gerne vil skærmes helt. Fx i sin lift. Lille’pigen er ikke typen, der går eller kommer til at gå fra arm til arm til familiefesten. Hun finder tryghed i faste rammer og rutiner. Og i hendes sut og kanin, som hun aldrig sover eller forlader hjemmet uden. Hun har det bedst, når hun kan se sin mor og far. I hverdagen vil hun fx hellere med mig rundt og lave huslige sysler, fremfor at udforske sit legetøj. Det er helt fint, for så har jeg nogen at snakke med. Kan hun luske sig til at tage en lur eller to på mig i løbet af dagen, så gør hun også det. Hun ved godt, at det er skide smart at falde i søvn, mens hun får flaske. Hun ved nemlig også godt, at hun skal sidde oprejst 20-30 minutter efter hvert måltid og hvis hun da sover, så kan mor jo ikke få sig selv til at lægge hende fra sig. Og så kan vi ellers sidde der ligeså længe, som hun har lyst til at sove. Men det er også fint, for jeg har det faktisk bedst med, at hun får mest mulig kropskontakt og tryghed fra mig og Jonas. Jeg tror på, at det gavner hende rigtig meget på længere sigt. Og så er det jo bare pisse hyggeligt!

Sensitivt barn eller ej, det er lige meget. Det er ikke så vigtigt for mig, at få en titel på. Jeg er sikker på, at hun er lige præcis som hun skal være og de behov hun har nu, skal nok give hende nogle gode styrker og færdigheder fremadrettet. Det er jeg sikker på! 🙂

Barnedåb eller navngivning?

Navngivning eller barnedåb? Begge dele er lige fedt og ender som regel ud i noget af det samme. At barnet får sit navn, hvilket ofte fejres med familie og venner med fine gaver og godt til ganen. Vi har valgt, at lille’pigen skal døbes i den lokale kirke. Og hvorfor så det? Tjo, fordi det er en tradition vil nok være mit bedste svar. Jeg er ikke troende. Det er Jonas heller ikk’ da. Vi er heller ikke Guds bedste kammerater eller noget i den stil. Jeg kan egentlig godt lide at komme i kirken, når det endelig sker, men det sker godt nok uhyggeligt sjældent. Faktisk kun når vi bliver inviteret, selvom vi ved der er åbent hus hver søndag til hygge med wannabe-vin og tørre kiks. Til jul prioriterer vi Disneys Juleshow, fremfor Guds Juleshow i kirken. Men vi er selv begge døbt i sin tid og det har ligesom været det valg, man har taget i vores familier. Derfor skal lille’pigen døbes.

Men skal hun ikke selv have lov til at tilvælge den kristne tro? Tjo. Det lyder vel egentlig rimeligt nok faktisk, men nu gør vi det for hende. Senere hen kan hun jo så selv vælge om, hun vil konfirmeres og endnu mere senere hen, kan hun jo melde sin lille buttede mås ud af folkekirken, hvis hun ikke vil lege med med Gud og de andre rødder mere. Så heldigvis er hun ikke bundet på hænder og fødder af vores valg. Så vi fortsætter traditionen og lader lille’pigen blive døbt søndag d. 19. august.

Jeg blev døbt på den samme dato for 28 år siden. Så jeg synes det er lidt specielt, at lille’pigen skal døbes på netop denne dag. Meget heldigt at den lå på en søndag i år.

Vi er dog ikke så traditionsbundne, at vi følger den klassiske dresscode. Altså den hvor barnet bærer en urimelig lang hvid kjole med bånd, blonder og alt det der gøgl. Lille’pigen skal have en helt almindelig fin lille sag på, som vi har fundet i H&M. Den er praktisk, for det er en kjole og en bodystocking i et. Så er det nemlig ingen sag at få en tør røv halvvejs i showet, hvis det er nødvendigt. Praktisk, fint og let. Det kan vi lide.

Vi har inviteret en god blanding af familie og venner og heldigvis vil de fleste gerne komme og fejre dagen med lille’pigen og os. Vi har valgt at holde det hele lokalt. Dåb i Hjallerup Kirke. Brunch på Hjallerup Kro og skrub-af-kaf’-og-kage hjemme ved os selv i Hjallerup. Vi glæder os til en forhåbentlig rigtig hyggelig dag med vand i håret, god mad i maven og masser af hygge i godt selskab. Jeg er møg spændt på, om jeg kan skrue mit lille runde korpus ned i den kjole, som jeg håber på at kunne skrue mit lille runde korpus ned i på dagen. Det går nemlig ikk’ for hurtigt med de 24 tunge slaskede kilo, som du kan læse mere om HER.

Hvis du er ved at sprænges af nysgerrighed og bare MÅ vide, hvor vi har invitationerne på billedet fra, så er det faktisk meget simpelt. De er lavet og leveret af Pixum og jeg har selv betalt for både produkt og levering. Ingen spons her du. Men de er meget flotte og bestemt pengene værd.

Du kan i øvrigt læse mere om Lille’pigens fine navn lige HER.

Vi sætter stikket i igen og ser hvordan det går med det ..

Lille’pigen og jeg har besluttet os for at sætte stikket i igen. Og så må vi jo se, hvordan vi synes det går med det. Vi og med “vi” mener jeg helt sikkert mig selv, har savnet at få skrevet ting og sager ned her på bloggen. Pt. er mit hoved faktisk muligvis en smule overfyldt med tanker om PCOS, morlivet, vægttab, lille’pigen, is (for det har jeg haft lyst til SÅ længe) og så meget andet, som jeg ellers plejer at dele her på min online dagbog.

Lille’pigen har det bedre, hvilket giver mere ro, tid og plads i hverdagen. Hun er ikke helt på den anden side endnu og maven driller stadig, men det går bestemt i den rigtige retning. Nu har vi ind i mellem dage uden skrig, skrål og mavekneb. Vi har også stadig dage, hvor vi ikke har andet. Og det er nok ikke på de dage, at bloggen bliver opdateret. Men det gør jo heller ikke noget. Bloggen her er et frirum, som jeg hverken har forpligtelser til eller tjener penge på. Det er 100% en hobby, som jeg elsker at dyrke når tid og lyst er til det. Og jeg synes det er pisse fedt, at netop du læser med. Jo flere jo bedre.

Jeg glæder mig super meget til at holde jer opdateret om, hvordan det går hjemme hos os, med lille’pigen, med morlivet, med de 24 tunge slaskede kilo, med PCOS’en og meget mere. Så jeg håber I vil hænge i og læse med ligeså meget som I gjorde før 🙂

Men nu vil jeg løbe igen. Lille’pigen sover og vi er ved at nå til det punkt, hvor hun kan vågne når som helst. Og inden det sker skal jeg helst lige nå at tisse, ordne noget vasketøj, spise noget usundt, overveje om jeg nåede at børste tænder i morges og nyde et par minutters fred og ro. Det er ikk’ kedeligt at være nybagt mor og jeg kan ikke forstå, at man ikke forbrænder flere kalorier på det.

Lille’pigen og jeg trækker stikket for en stund

Lille’pigen har sgu haft en hård start på livet. Det har hun altså. Vi startede med en hård fødsel, som hun ikke selv satte i gang (den kan du læse om HER). Derefter var vi indlagt på sygehuset, hvor vi var omringet af dumme vanvittige kællinger (dem kan du læse om HER).

I dag er hun en måned gammel og alle dage den sidste måned har særligt ét problem plaget den lille mus. Nemlig hendes lille mave. Lille’pigen har ondt i maven og det gør ondt i hendes forældres hjerter mindst ligeså meget, som det gør ondt i hendes mave. Vi er nået til det punkt, hvor lille’pigen har kolik-lignende tendenser. Muligvis har hun kolik, det ved vi ikke med sikkerhed. Vi jagter nemlig ikke en decideret diagnose. Vi jagter mere løsningen og den jagt er ikke slut endnu.

Vi har efterhånden prøvet alt. Vi laver massage, zoneterapi og hjuler med benene flere gange dagligt. Vi går til kiropraktor ugentligt. Vi afprøver forskellige typer modermælkserstatninger og vi bruger sutteflasker med anti-kolik-funktion. Ja, jeg kunne faktisk blive ved. Men på trods af alt dét, har vi stadig en datter, der flere gange dagligt kæmper med smerter. Det gør hende naturligvis meget ked af det og urolig, hvilket hun bruger en del energi på. Vi andre har det jo heller ikke pisse fedt, når maven gør ondt. Men hun er sgu sej er hun og vi er meget stolte af, hvordan hun klarer det.

Da Jonas går på arbejde, er det naturligvis mig der er hjemme med hende i det daglige. Vores hverdag er meget styret af hendes maveproblemer og sjældent er to dage ens. Det kommer helt an på, hvornår smerterne er værst. Det kan ske både formiddag, eftermiddag, aften og nat. Nogle gange lidt af det hele. Andre gange meget af det hele. Nogle gange får vi sovet, andre gange får vi slet ikke sovet. Jeg har vist endnu ikke sovet mere end to timer i streg, siden hun blev født. Men det gør heller ikke noget, når mine vågne timer bliver brugt på, at lille’pigen er mest mulig tryg og bliver trøstet, som hun har behov for. Det betyder meget mere end søvn.

Det bedste vi kan gøre for lille’pigen lige nu er, at give hende alt den tryghed, som hun har brug for. Den finder hun ved kropskontakt, kys, kram og kærlighed i bunkevis. Jeg kan sagtens have lille’pigen liggende på mig en hel dag, da hun er mest rolig og tryg der. Så det sker ofte, at jeg ikke selv når hverken i tøj eller får spist. Men det gør heller ikke noget så længe jeg ved, at jeg er der mest muligt for min datter. Men det er klart, at det giver mig mindre tid til alt muligt andet. Ligesom det også er begrænset, hvor meget jeg kan lave udover at sidde med hende. Derfor holder bloggen her nok en pause for en stund. Måske er den helt stille i en periode eller måske får jeg skrevet lidt. Det må tiden vise. Men lige nu skal jeg være der for min datter 110%, mens hun kæmper med sine maveproblemer og forhåbentlig vokser fra dem snart. Det er det eneste, jeg har lyst til at bruge min tid på. Hendes ve og vel er og bliver min første prioritet. Så kan jeg altid sove, spise og få tøj på en anden dag.

Jeg håber at kunne vende tilbage på fuld styrke inden så længe. Jeg lover i hvert fald, at jeg er tilbage så snart tid, overskud og maveproblemer er bedre her hjemme. Det kan godt være, at I hører et lille pip fra mig ind i mellem, men det kan ikke vides med sikkerhed endnu. Så derfor vil jeg hellere melde ud, så I ved hvorfor jeg er fraværende. Jeg er blevet super glad for min hobby med denne blog og alle de fantastiske læsere jeg har fået. Og jeg véd, at I har forståelse for, at jeg lige nu er nødt til at være mor og absolut intet andet end dét, indtil lille’pigen er kommet ovenpå igen. Vi er nødt til at trække stikket for en stund.

Jeg håber vi skrives ved snart igen. Vi har jo masser af ting vi skal nå, som fx at bekæmpe de 24 tunge slaskede kilo. Dem kan du læse mere om HER.

Vi skrives ved, når stikket sættes i igen 🙂

Du er ikke pisse god til at give hende fra dig

Jeg har ind i mellem fået at vide, at jeg ikke er ret god til at give lille’pigen fra mig. Det har mit hoved lidt svært ved at slippe og når mit hoved har det sådan sker det ofte, at der kommer et blogindlæg ud af det.

At give sit barn fra sig, så andre kan holde det. Er det noget man skal være god til? Kan man være dårlig til det? Skal man overhovedet have lyst til det? Skal man gøre det bare fordi andre synes, at det er noget man skal være god til? Hm. Mine spørgsmål er mange og jeg undres.

Da lille’pigen lå i maven tænkte jeg tit på, hvordan det mon skulle blive når hun kom ud. Hvordan det ville føles, at have hende ude på den anden side. Jeg har selvfølgelig glædet mig til at møde hende, se hende, røre hende, kysse hende og alt muligt andet. Men på den anden side har jeg også fundet en enorm stor tryghed i at have hende i maven. Beskyttet og passet på. Så tæt på mig, som hun overhovedet kunne komme. Bare hende og mig.

Nu er lille’pigen så ude og jeg synes faktisk det er pisse meget federe, end da hun lå og boblede den i maven. Det er den vildeste følelse at blive mor. Det er den vildeste følelse at kigge ned på det lille bitte menneske i mini format og vide, at hende har vi skabt. Jonas og jeg. Hun er vores. Det ultimative resultat af, at Nordjylland mødte Sjælland. Det kan du i øvrigt læse mere om HER.

Lille’pigens ankomst har naturligvis budt på mange besøg, både på sygehuset og hjemme hos os selv. Der har været mange, som gerne ville møde vores lille menneske og vi har virkelig nydt at vise hende frem. Men, og nu taler jeg åbent, ærligt og med hånden på hjertet, så har jeg haft svært ved at finde balancen i, hvor meget og hvor lidt jeg synes hun skal holdes af andre. Og af hvem andre. Jeg har det nemlig utrolig blandet med det og ja, måske er jeg ikke pisse god til at give hende fra mig. Som overskriften siger. Men igen, er det noget man SKAL være god til? For faktisk er jeg ret god til noget andet. Jeg er ret god, bedre med tiden endda, til at læse min datters behov. Hendes behov lige nu (og siden hun blev født) er ikke så meget andet end rene bleer, mad, søvn, tryghed, tryghed, tryghed og tryghed. Og kærlighed i bunkevis. Og dét får hun. Lille’pigens behov er ikke og har endnu ikke været, at møde og være hos andre end hendes far og mor. Hun har haft brug for at lære os at kende, ligesom vi har skulle lære hende at kende. Og det er en proces, der stadig er i gang.

Men det betyder ikke, at lille’pigen ikke er blevet holdt af andre. For det er hun faktisk rigtig meget endda. For selvom jeg gerne vil møde hendes behov og udelukkende fokusere på dem, så vil jeg jo også rigtig gerne, at de der ellers er tætte på hende, får lov til at møde hende. Ligesom jeg også har ønsket og stadig ønsker, at hun skal møde dem. Hun er jo så heldig, at have en dejlig stor familie omkring sig, udover sin mor og far. Hun har bedsteforældre, onkler, en faster, en moster, en kusine, en fætter og mange andre, der allerede elsker hende himmelhøjt. Den pisse heldige kartoffel. Og de har alle fået lov til at holde hende, selvfølgelig har de det. Og jeg ved godt, at det har været alle andres behov end hendes, at hun er blevet holdt af andre. For hun har stadig kun brug for sin mor og far i hendes helt grundlæggende og basale behov. Så hvordan har jeg så fundet balancen i at møde hendes behov og samtidig også møde andres ønske om at få hende i hænderne?

Det har været vigtigt for mig, at lille’pigens andre grundlæggende behov har været fuldstændig dækket, før hun er kommet i hænderne på andre. En mæt lille’pige, der har en tør ble og har fået sovet og har fået masser af kærlighed og tryghed fra mor og far, er en glad og tilpas lille’pige. Her er hun, efter min vurdering, mere klar til at komme i hænderne på andre. Har hun været ked eller på anden måde utilfreds, så har jeg holdt hende selv. Har hun sovet under et besøg, er hun ikke blevet vækket eller taget op, for hendes behov for søvn er vigtigere end andres lyst til at holde hende. Og det er selvom jeg godt har kunne se, at der er blevet trippet for at få lov til at få hende. Det med at trøste, give mad og skifte ble er stadig kun forbeholdt mor og far. Når der er balance i lille’pigens grundlæggende behov og er hun ellers glad og tilpas, så har jeg det lidt bedre med at give hende fra mig. Jeg elsker det ikke ligefrem, men jeg har det fint nok med det. Ellers gjorde jeg det selvfølgelig ikke. Jeg er hendes mor og jeg skal være mindst ligeså tryg i det, som hun skal.

Det er ind i mellem blevet kommenteret, at lille’pigen jo også skal lære at være hos andre end sine forældre. Jonas og jeg skal selvfølgelig nok selv vurdere, hvad hun skal lære og ikke lære, men jeg er faktisk meget enig. Hun skal lære, at kunne hygge sig uden os og hun skal lære, at vi altid kommer tilbage efter hende igen, når vi har været væk. Hvis ikke hun lærer det, så kommer hun aldrig på ferie hos bedsteforældrene, moster eller andre, når hun bliver stor nok til det. Hun kommer heller aldrig til at starte i institution og det holder jo ikke i længden. Min barsel varer jo ikke evigt, selvom jeg lige nu godt kunne ønske det. Så selvfølgelig skal hun lære, at være uden sine forældre. Men det er så afgjort ikke mens hun er spædbarn, at hun skal lære noget som helst. Hun skal ikke koncentrere sig om andet lige nu end hendes egne behov, som stadig er rene bleer, mad, søvn, tryghed, tryghed, tryghed og tryghed. Og kærlighed i bunkevis. Så kan vi bygge på hen ad vejen, som vi synes hun er klar til det.

Så ja, det er sådan jeg finder balancen i noget, som jeg synes er både vigtigt og svært på samme tid. Nogen vil måske kalde mig for en “hønemor”, men jeg vil nu hellere sige, at jeg er i meget tæt kontakt med min indre “løvemor”, som først og fremmest beskytter og varetager sin datters behov. For jeg kender hende uden tvivl bedst, sammen med hendes “løvefar” selvfølgelig. Det med at give hende fra mig, skal jo nok blive lettere med tiden som hun vokser og bliver større. Og også selv bliver mere kontaktsøgende. Da bliver det mere naturligt og den tid glæder jeg mig faktisk også til 🙂

 

Hvis du vil læse mere fra min hånd, kan jeg da byde på:

“3 UGER FØR, 3UGER EFTER OG SÅ EN STATUS PÅ SLASKE-MAVEN”

Nybagt mor, nyfødt baby og vores gode ven “Google”

Vores mini-mulle er nu hele 17 dage gammel og hun er stadig pisse lækker. Det ændrer sig selvfølgelig aldrig. Vores allerbedste yndlings menneske i mini format. Det er også ret fedt at være forældre. Det er der uendeligt mange følelser i og hormonerne pisker og sprøjter ud alle steder. Det er nok faktisk mest hos moren, at de gør det. Far er egentlig ret cool i sin nye rolle. Der er ikke nogen større lykke og glæde for os lige nu, end når vi kigger ned på det her mini menneske, som vi sammen har skabt. Men med det nybagte forældreskab kommer der fandme også en ordentlig røvfuld spørgsmål. Som så meget andet, er det der med at være mor og far noget, som man skal lære mens man gør det. Learning by doing. Men det er også pis’ fedt faktisk, for der ér jo hjælp at hente, hvis man er helt ude at skide. Det er nu ikke fordi, at lille’pigen er specielt vanskelig at blive klog på. Hun brokker sig sgu ikke ret meget og gør hun det endelig er det ikke svært, at komme frem til synderen. Hendes største problem er som regel, at maden ikke var klar for 5 minutter siden.

Men når vi er i tvivl om noget, så er google bare en pisse fed og klog ven. Og hvem kender ikke det? Er vi i tvivl om det mindste i dag, så hiver vi straks telefonen frem og googler os frem til svaret. Om det handler om baby eller ej. Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste. Hvad jeg har googlet de seneste 17 dage, er dog noget helt andet end jeg plejer. Og det afslører nok pænt meget, at jeg er en nybagt mor med en nyfødt baby. Jeg har bl.a. googlet:

 

Babys første bad – Bare for at finde ud af hvornår, hvor ofte, hvor længe, hvor varmt, hvordan m.m. I virkeligheden er der ikke så mange ben i det og lille’pigen er pisse meget nede med at komme i bad, heldigvis da.

 

De bedste bleer – For kun det bedste er godt nok til lille’pigens yndige lille mås. De viser sig så, at den bedste ble ikke findes, for det der er den bedste ble for nogens mås, sidder af helvedes til på den næste mås. Lille’pigen er ret cool med bleerne fra Netto, så dem får hun da.

 

Hvor meget afføring skal en baby lave – Og her kommer chokket så: Det findes der ikke et præcist svar på. Man kan læse meget om konsistens og farve, for det er nemlig en hel videnskab, men der er ikke et klart svar på hvor meget og hvor ofte. Det kommer an på så meget. Lille’pigen leverer heldigvis hver dag og det er både hun og vi ret glade for faktisk.

 

Den bedste modermælkserstatning – Ja, lille’pigen får jo modermælkserstatning og også her er kun det bedste godt nok til hende. Men faktisk er det lidt ligesom bleerne. Det naboens baby kan lide, falder ikke nødvendigvis i god jord hos ens egen baby. Men så er det jo fint, at der findes en million forskellige slags. Vi startede med noget og måtte sadle lidt om undervejs. Nu kører det meget fint med det og lille’pigen er pisse tilfreds, hver gang hun tømmer flasken. Den nytilkomne kæmpe dobbelthage er vist også et meget godt bevis på det.

 

Zoneterapi til baby – Lille’pigen havde lidt opstartsproblemer med den lille mavse og det kunne den nybagte mor ikke bære. Til gengæld kan jeg nu trylle en glad baby frem ved at trykke lidt her og der. Jeg har nemlig set maaaaaange videoer med zoneterapi på babyer. Hvis jeg er rigtig god, kan jeg også trylle en sprød melodi frem fra lille’pigens helt eget tarmorkester. Det er så fed en følelse, når man kan hjælpe sit lille barn på den måde.

 

Kan man vende babys døgnrytme? – Lille’pigen er jo generelt ret nem, men hun har dog delvist taget sin døgnrytme fra tiden i maven med ud. Det betyder, at vi gerne har en fest i tidsrummet 23.00-02.00. Ikke alle 3 timer, men en god del af tiden i det tidsrum. Her skal vi gerne pludre lidt, snakke, kigge og arbejde lidt på at fylde en ble. Festen slutter med en ren mås og et festmåltid på flaske. Og så sover vi til gengæld også rigtig godt resten af natten. Så mor her klager ikke og jeg har googlet mig frem til, at det ikke er endnu, jeg skal prøve at påvirke hendes døgnrytme. Det siger vores søde sundhedsplejerske i øvrigt også og hun har nok ikke spurgt google. Så jeg nyder de timer med hende i stedet og så ændrer jeg bare lidt på min egen døgnrytme.

 

De bedste sutteflasker – Endnu en gang er kun det bedste godt nok. I har efterhånden opfanget, at sådan er det med det meste, når det gælder vores lille mus. Vi havde jo fået alverdens fine flasker fra fine mærker i diverse babypakker. Så dem startede vi jo med at prøve af på lille’pigen. Det kunne vi så pisse meget godt glemme. De første mange dage af hendes korte levetid, ville hun kun tage de der klassiske gammeldags sutteflasker. Altså dem du kan købe for en slik i diverse supermarkeder. Så vi købte da et hav af dem. Som dagene er gået har det dog vist sig, at de ikke var så forenelige med lille’pigens ivrige sult, suttelyst og mave. Så nu har vi skiftet dem alle ud med et noget kun dyrere mærke. En vældig fancy flaske med anti-kolik funktion og jeg skal komme efter jer. Nu døjer lille’pigen ret sjældent med maven, så vi klapper i vores små hænder og glemmer fuldstændig, hvor dyr en fornøjelse den unge dame kan være. Det er også pisse lige meget, hun er hver en krone og mere til værd.

 

 

 

 

Historien om min fødsel .. #4

Har du læst:

“Historien om min fødsel .. #1”

“Historien om min fødsel .. #2”

“Historien om min fødsel .. #3”

 

Fødslen er ovre og sikke en vanvittig følelse, der løber igennem både krop og sind. Eller følelser i virkeligheden. Jeg har lige været igennem det absolut vildeste, som min krop nogensinde skal præstere. Hold nu kæft, hvor er jeg sej! Ja, det er jeg fandme. At føde er fandme ikke for tøsedrenge og min fødsel er bestemt ingen undtagelse. Og så er jeg blevet MOR. Den vildeste lykkerus. Og dér var hun bare. Den lille mus, som jeg har mærket, snakket med og elsket gennem de sidste 9 måneder. Nu kom der ansigt på og hvilket ansigt. Det smukkeste, fineste og yndigste. Jeg elsker det fjæs! Hun får ikke smerterne ved fødslen eller dagene både før og efter til at gå væk, hverken de fysiske eller psykiske, men hun gør dem det hele værd x 100!

 

Efter fødslen havde vi regnet med at blive installeret på barselshotellet med en forventning om, at vi her stille og roligt kunne starte vores nye tilværelse som en familie på 3. Sådan skulle det naturligvis ikke gå, men hvorfor også det. Intet andet var jo gået som forventet. Grundet min svangerskabsforgiftning skulle jeg indlægges på Barselsafsnittet. De blev en dårlig start på mange ting. Jeg blev indlagt med lille’pigen og skulle tilbringe første nat alene med hende, da Jonas ikke måtte være der mellem 22.00 – 08.00. Hvis du spørger mig, er det langt fra en god start for familielivet. Den første nat var ganske lang og ganske forfærdelig. Fysisk var jeg jo så medtaget, som man nu er efter at have født. Smerteramt, uendeligt træt og så blødte jeg rigtig meget. Blødte igennem sådan ca. alt. Flere gange måtte jeg rende og pletvaske gulvet fra min seng og ud til toilettet. Ikke rart. Hormonerne kørte jo også, det er da klart. Jeg savnede Jonas så frygtelig meget og jeg stod her med vores nye lille pige. Hun sov nu fredeligt igennem det hele, men det var da ikke let at stå med ansvaret selv, når jeg også fysisk var så besværet. Der kunne jeg godt have brugt Jonas til hjælp. Det kommer nok ikke bag på nogen, at jeg nærmest ikke fik sovet den nat. I løbet af den første nat begyndte lille’pigen også at kaste fostervand op. I sådan ret store mængder, hvor hun ind i mellem ikke fik luft i lang tid. Jeg ringer efter hjælp, da hun bliver ved og jeg er i tvivl om, hvor meget hun skal gøre det. Eller må gøre det. Jeg har jo ikke haft en nyfødt før. Det vælger den grusomme jordemoder så at tolke som om, at jeg ikke kan finde ro med min baby på stuen. Hun begynder derfor at tage hende ud af stuen. Av mit hjerte, tag ikke mit barn fra mig. Jeg får hende stoppet og beholder min baby hos mig, men får også for første gang følelsen af, at jeg ikke slår til som mor til mit barn. Av!

 

Amningen skulle jo også op at køre, mens jeg lå der på Barselsafsnittet. Jeg stod til at skulle have ekstra hjælp til netop det, da jeg har PCOS og derfor kan være ekstra udfordret i forhold til at få gang i min indre malkeko. Jeg er blufærdig af natur. Det har jeg altid været og det vil jeg altid være. Så det var svært for mig, at skulle sidde der med babserne til frit udsyn, mens jordmødrene/sygeplejerskerne på skift kom ind og hev i dem, mens de også skubbede min datters hoved på dem, som var hun en levende sugekop. Og netop det her med, at de kom på skift var frustrerende. Jeg skulle kalde hver gang jeg lagde hende til, så de kunne tjekke at jeg gjorde det rigtigt. Hver gang kom der et nyt ansigt ind med beskeden om, at hende der passede min stue lige var optaget. Gerne fulgt op af, at vedkommende ikke lige var sat ind i min situation. Jeg skulle derfor gang på gang forklare, hvorfor jeg lå der og hvorfor jeg skulle have hjælp. Det bliver man pænt træt i ægget af. Det værste ved det var så, at alle de her kvinder havde forskellige måder at gøre tingene på. Jeg har ikke noget i mod, at man ikke gør tingene ens. Men for en nybagt mor bliver amning svært, hvis de heller ikke er enige med hinanden i, hvordan man får amning op at køre. Gang på gang fik jeg at vide, at jeg gjorde det forkert, selvom jeg lige havde fået det vist af hende der var inde før. Lille’pigen fik også at vide, at hun gjorde det forkert på trods af, at hun virkelig er født med en suttekraft af en anden verden. Det gjorde ondt på mig hver gang de tog fat i baghovedet på hende og maste hende ind på mit bryst. Hun græd og græd og det føltes på alle mulige måder som et overgreb på både hende og mig. Lille’pigen gispede og gispede efter det bryst og fik på den måde alt for meget luft ned i maven. Det førte jo til mavekneb og en meget grædende baby. Igen ikke rart og særligt ikke i de timer jeg var alene.

 

Det skal dog siges, at jeg også mødte søde og rolige sygeplejersker, men desværre var der bare ikke nok af dem og de sure og dumme af dem kom til at fylde for meget. Mandag eftermiddag/aften, dagen efter fødslen, ringer jeg efter ammehjælp endnu en gang. Ind kommer en sød yngre sygeplejerske, som forsigtigt forsøger at hjælpe til. Hun var desuden en af dem, der ikke lige havde sat sig ind i min situation. Lille’pigen får dog et flip af en anden verden i frustration over hele amme-situationen, som hun tydeligvis var ligeså lidt tilpas i, som jeg var. Det var en af de værste flip hun hidtil havde fået. Hun blev helt blå af raseri og sygeplejersken måtte tage hende med ud for at få hende til at falde ned. Det fik filmen til at knække for den trætte nybagte mor, med hormonerne flyvende ud af alle tænkelige huller. Jeg brød helt sammen og den søde, men også stakkels sygeplejerske fik klar besked på, hvordan jeg havde det med at være indlagt der. Hvor meget jeg hadede deres amme-hjælp og hvor meget jeg hadede de gamle kællinger, der var ansat der. Hun var ualmindeligt rolig under mit flip og sagde også, at jeg ikke var den første der havde sagt de ting. Skræmmende! Hun fik arrangeret, at Jonas kunne sove hos mig om natten. Det er fandme også kun rimeligt, at vi får lov til at være sammen, når vi lige er blevet forældre sammen. Det var en hård nat med en grædende lille baby, som vi skiftes til at tage os af. Den nat. Altså natten til tirsdag ville jeg bare gerne have ro. Så jeg valgte ikke at ringe efter hjælp til amning. Jeg snakkede med Jonas om, at det her amning gjorde mig mere ulykkelig end lykkelig. Som nybagt mor er det svært hele tiden at få at vide, at man gør det helt forkert. Det er også svært at få at vide, at ens barn ikke kan finde ud af det. Det var det ene slag oven i hovedet efter det andet. Min selvtillid som nybagt mor led et alvorligt knæk og sådan noget skal man ikke spøge med. Det er alvorligt. Jeg er endnu en gang vågen hele natten og tankerne fiser rundt i knolden på mig. Det er efterhånden begrænset, hvor meget mere jeg kan klare før jeg knækker. Det tør jeg godt indrømme nu, hvor jeg tænker tilbage på situationen.

 

Tirsdag morgen er vi temmelig trætte og udmattede. Lille’pigen havde dog haft en okay god nat, hvor hun bare havde fået lov til at sove på brystet af mig. Så fredeligt og roligt og heldigvis var natten både jordemoder-og sygeplejerske-fri. Fantastisk! Jeg har mere eller mindre besluttet mig for, at jeg vil hjem nu. Ikke én gang siden min fødsel har der været en læge forbi og snakke med mig om min tilstand. Jeg kendte ikke svaret på de blodprøver de tog og deres blodtryksmålinger. Så hvorfor skulle jeg ligge der, når ingen virkelig tog sig af mig og min tilstand? Jeg har også besluttet mig for, at stoppe med at amme. Når I læser det her, lyder det sikkert som om, at det har jeg “bare” sådan lige taget et valg om. Det er IKKE tilfældet. Som I har læst længere oppe, fik vi ikke den bedste start på amningen. Min selvtillid som nybagt mor, lider endnu et stort knæk, da jeg tager denne beslutning. Og det er bestemt en beslutning, der bliver taget i ren afmagt, udmattelse og frustration over, hvordan vi blev behandlet på afdelingen.

 

Dagens sygeplejerske, eller var hun mon jordemoder? Jeg ved det faktisk ikke helt. Men hun kom i hvert fald ind til os omkring kl 8.00 tirsdag morgen. To dage efter fødslen. Jeg fik endnu et sammenbrud, da jeg fortæller hende, at jeg ikke kan klare hele amme-situationen mere. Hun sætter sig ned og lytter. Og hun forstår. Hun dvæler ikke længe ved det, hvilket jeg havde frygtet. Hun gør det hurtigt klart og tydeligt for os, at en god mor ikke sidder i brysterne. Det vidste jeg jo godt i forvejen, men i situationen var det rigtig rart at høre. En lettelse. Hun får hurtigt lagt en ny plan for os. Lille’pigen skal tilbydes en flaske næste gang hun giver tegn til sult og så skulle vi arbejde hen i mod, at jeg kunne komme hjem. For det havde jeg virkelig brug for. Jeg får en fornyet energi af den nye plan. Det var mere end tiltrængt på daværende tidspunkt.

 

Lille’pigen må have hørt, hvad vi snakkede om. Der gik i hvert fald ikke længe, før hun meldte sig på banen med en kæmpe suttelyst. Vi får lavet en flaske til hende og det er Jonas, der får æren af at give hende den første flaske. Hun tømte den på absolut ingen tid og absolut uden problemer. Hun var stærkt tilfreds efterfølgende og jeg havde ikke følt større lykke, siden det øjeblik jeg fik hende ud og så hende første gang. Selvom maden ikke kom fra mig og selvom det var Jonas, der gav hende flasken, så følte jeg for første gang, at jeg begyndte at slå til som mor. At jeg havde taget et valg, som gjorde min datter mæt, glad og tilfreds. Hun skulle ikke kæmpe og jeg skulle ikke kæmpe. Vi var glade begge to. Er det egentlig ikke også det vigtigste?

 

Vi kom hjem til middag samme dag og hvilken lettelse det var. Det var den bedste følelse at træde ind af døren her hjemme og bare vide, at nu havde vi fred og ro. Ingen dumme og sure sygeplejersker. Bare os. Mor, far og baby. Og kanin. Jeg tænker stadig meget på dagene omkring min fødsel, både før og efter, samt selve fødslen. Det der gør mest ondt på mig at tænke på, er helt klart dagene efter fødslen, hvor jeg lå indlagt. Mit hjerte bløder og græder, når jeg tænker på de nybagte mødre, der lige nu får samme behandling som jeg fik. Det er ingen tjent med. Jeg er ked af den start på amningen, som jeg fik. Jeg er ked af, at det blev så træls en oplevelse for både mig og min datter. Men jeg er ikke ked af, at jeg ikke ammer. Min datter er mæt, glad og tilfreds, når hun får sin flaske og så tager hun på med lynets hast. Hendes lykke er den vigtigste prioritet for mig.

 

Status er nu, at jeg stadig er plaget af svangerskabsforgiftningen, men vi bevæger os stille og roligt i den rigtige retning med det og jeg bliver friskere og friskere for hver dag. Lille’pigen trives og vi får mere og mere fornemmelsen af, hvem hun egentlig er og hvad hendes behov er. Det er fedt, at vokse i rollen som mor og min selvtillid er tilbage på rette spor, efter den led et knæk på sygehuset. Jeg synes faktisk, at jeg er ret god til at være Anna Olines mor. Det er det største, bedste og vildeste jeg nogensinde har oplevet 🙂

Jeg er tilbage igen, men alligevel ikke helt ..

Så er jeg tilbage igen. Og det er på alle mulige måder, som et andet menneske, end hende der skrev det sidste indlæg herinde. Jeg er nemlig blevet MOR. Jeg er Anna Olines MOR. Det er det vildeste og hun er det bedste! Jeg elsker hende så højt!

Anna Oline kom til verden i søndags den 15.04.18 på en solrig forårsdag. “En fin dag at komme til verden på”, som jordemoderen sagde. Hendes ankomst startede med et par frygtelige dage med indlæggelse og igangsættelse pga svangerskabsforgiftning. Selve fødslen gik på ingen måde, som jeg havde håbet eller forventet. Den gik sådan ca. på en måde, som jeg end ikke ville ønske for min værste fjende. Ikke en gang den dummeste jeg kender, som ellers er et røvhul. Dagene efter med mere indlæggelse grundet svangerskabsforgiftningen satte bestemt det sidste prik over i’et for, hvor galt hele det her fødselsforløb er gået. Da vi kom hjem fra sygehuset i går, havde jeg ikke flere kræfter eller tårer tilbage.

Jeg bearbejder stadig de seneste dages oplevelser og det kommer til at tage sin tid og energi. Men når jeg er klar, vil der komme en beretning her på bloggen om det hele. Det er altid sundt, at få skrevet tingene ned.

Men nu vil jeg nyde, at vi er kommet hjem i egne rammer igen. Mine skuldre er endelig ved at sænke sig og jeg trækker vejret mere naturligt igen. Jeg nyder at udforske min nye rolle som mor og jeg elsker at se på min dejlige mand, som nu er blevet far. Han er så skide god til det! Min dejlige datter har det godt, mens hun udforsker sin nye rolle som det mest sovende og skidende menneske her i huset. Men også det absolut sødeste.

Vi har det godt alle 3 🙂

Det absolut sødeste værelse i nr. 56

Som tidligere lovet skal I da lige have en lille rundtur på lille’pigens værelse. Det absolut sødeste værelse i hele huset. Det er småt, men godt. Det synes vi i hvert fald selv og vi elsker det. I dag er der én måned og én dag til termin og det er sgu lidt underligt, at snuse rundt inde på hendes værelse og ikke ane, hvornår det rigtigt kommer i brug. Det kilder sgu lidt i mavsen faktisk. På den så absolut bedste tænkelige måde.

Lille’pigens værelse ligger på vores 1. sal lige overfor vores soveværelse. Værelset bliver i første omgang primært brugt til opbevaring af hendes legetøj, tøj og andre af hendes ting og sager, samt bleskift og pusleri. Sådan vil det jo nok være for en tid, da vi ikke regner med, at hun mestrer trapperne fra day one. Derfor vil mange af hendes ting også være at finde i vores stue, men sådan skal det jo også være, synes jeg. Nå, men lad os droppe snakken og komme til det vigtige: Billederne!

 

Vi kiggede efter det rigtige puslebord længe og det er nok det møbel, som har været sværest at finde. Jeg synes ærlig talt, at de fleste pusleborde koster en formue uden jeg føler, at jeg ville få ret meget for den formue. Vi endte med at vælge dette fine puslebord fra serien STUVA, som kan findes i IKEA. Det gjorde vi, fordi bordet har en ret fin langsigtet løsning. Når det ikke længere skal bruges til numsevask, kan puslepladen sænkes i højden og derved bruges som et legebord/skrivebord. Der kan desuden tilkøbes skuffer m.m. til bordet. Derved kan bordet bruges en del år frem, hvilket vi er fan af her hjemme. Desuden er bordet købt til en pris, hvor ingen af os græder snot, hvis det får en skramme, en tuschstreg eller bliver klistret til med klistermærker. Det var også vigtigt for os, da lille’pigen jo skal have plads og mulighed for at udfolde sig uden vi behøver at våge for meget over hende og frygte, at hun ødelægger noget.

 

Forneden har vi lille’pigens pusle/rejse-taske, som jeg kalder den og en stribe af bøger, som hun først får glæde af om nogle år. Længere oppe har vi diverse kurve og kasser med plejeting, bleer m.m. og på hylden lige under puslepladen er der et lager af stofbleer, klude, et par badehåndklæder m.m. Alt hvad der skal være på sådan et numsevaskeri.

 

Lille’pigens fine navn (læs mere om hendes navn HER) udformet i de sødeste små træbogstaver og en lille vågelampe i form af en sød lille lyserød kanin. Begge dele er gaver fra mit babyshower og de passer jo perfekt ind.

 

Denne søde klovn af trylledej hænger over puslebordet. Selvfølgelig i en højde, hvor hun ikke kan nå den på sigt. Jeg har en tante og hun er verdens bedste til at lave trylledej, hvilket jeg forbinder meget med mine besøg hos hende i min barndom. Klovnen var også en gave til mit babyshower og jeg er vildt glad for den! På mit eget barndomsværelse havde jeg selv en klovn magen til. Vist nok bare i blå eller grøn. Så det er lidt fint, at min lille pige også har fået en. Og så er det ikke sådan en ting, som de fleste har. Det er jeg også fan af.

 

Helt henne i hjørnet står dette fine lager af tøj. Lidt af det er nyt, men langt det meste har vi arvet fra min storesøsters datter. Tror jeg har tøj helt frem til 2 års alderen, hvilket bare er fedt. Tøjet fejler intet og så er der altså ingen grund til ikke at bruge det igen. Jeg har faktisk også en stor kasse med overtøj til hende. Hurra for genbrug og arveting! I kasserne her er der blot en lille del, af alt det tøj vi har. De første størrelser vi får brug for, er at finde i hendes klædeskab.

 

Et babytæppe og så selvfølgelig hendes “Barnets Bog”, som jeg allerede har skrevet en del i.

 

Jeg elsker luftballoner, så derfor er der også sådan en fin en på lille’pigens værelse. Kun til pynt og intet andet. Elefanten er også en slags vågelampe, som hun på sigt selv kan tænde ved at trykke den på maven. Billedet er bare et billede af hendes forældre fra deres lidt yngre dage. Hun må godt vide, at vi en gang så bedre ud 😉

 

Lige ved siden af hendes klædeskab, har hendes far stået for at lave denne hyggekrog. En bænk, hvor der i skuffen under er plads til legetøj og alt muligt andet. Lyset, der både kan skifte farve og alt muligt, er også farens kreative værk. Tror bestemt at lille’pigen kan få meget ud af denne krog, når hun bliver lidt større.

 

Klædeskab med hyggekrogen ved siden af. Både klædeskab og bænk er af samme serie som puslebordet. Begge dele passer perfekt ind i hjørnet her, hvor skråvæggen da bestemt ikke gjorde det lettere at finde det rigtige møbel. Jeg synes sgu, at pladsen er super godt udnyttet. Og ligesom med puslebordet er møblerne købt til en pris, hvor vi ikke er kede af, hvis der sker noget med dem. Det var vigtigt for os.

 

I skal da lige en tur i klædeskabet også, som allerede er fyldt godt op med de størrelser, som hun kan passe det første lille års tid. Ja, hun mangler sgu ikke noget den unge dame.

 

Lille’pigens seng, som hun først skal sove i om noget tid. Det er i hvert fald det vi regner med, men nu må vi jo se. Det kan også være, at den bliver flyttet ind i soveværelset. Sengen har vi arvet fra min storesøster også. Jeg kan anbefale at have en søster, der lige får to små børn før man selv gør. Det kan godt betale sig. Sengeranden er faktisk også den, som min niece har haft i hendes seng. Det er så fint og super praktisk, at tingene kan genbruges når nu de ikke fejler noget som helst. Så er der jo altså ingen grund til at købe en helt masse nyt. Billederne er plakater fra Smilbart Design, som laver nogle super søde motiver, hvis du spørger mig.

 

I sengen sidder disse to fine elefanter. De sorte hjerter på dem, har jeg selv syet på. Faktisk er de små klip fra en kasket, som min far gik meget med. Som nævnt tidligere døde min far for 7 år siden, så det er vigtigt for mig, at han på en eller anden måde optræder i lille’pigens liv. Det handler nogen gange om at være lidt kreativ for at få det til at lykkes. Jeg har også lavet bamser i samme stil til min søsters to små børn. Jeg synes det er lidt fint. Det yndige sengetøj på dynen er faktisk mange år gammelt. Det har lille’pigens far og faster nemlig også sovet med.

 

Over sengen hænger denne fine fugl. Jeg gav min far denne fugl i en af de sidste gaver jeg gav ham. Jeg tænker, at den fint kan hænge og våge over hende, når hun en gang skal sove der.

 

 

 

Vi har en lille gang/krog mellem soveværelset og hendes værelse. Her har vi lavet en lille amme/hygge-krog, som nok vil blive brugt meget i nattetimerne eller i dagtimerne, hvis vi har mange folk huset eller i andre situationer, hvor der måske er brug for at trække sig væk til et sted, hvor der er helt ro. Jeg synes det er en meget fin måde, at udnytte pladsen på.

 

Svanen er endnu en vågelampe, mens uroen er hjemmelavet af min veninde Helle, som er super dygtig til quilling, som det så fint hedder. Endnu en gave fra mit babyshower og jeg er pjattet med den.

 

Den er simpelthen så flot! Og igen en ting, som ikke mange har. Jeg er fan.

 

Nå, nu har I været et smut med inde på lille’pigens værelse. I må meget gerne smide en kommentar om, hvad I synes om det, men I må også lade være. Det bestemmer I bare helt selv 🙂

Jeg har nævnt mit babyshower flere gange i dette indlæg, så hvis du ikke har set billeder fra det, kan du se dem lige HER 

 

Rigtig god weekend til jer 🙂