10 ting som graviditeten har efterladt mig med

10 ting som graviditeten har efterladt mig med

Jeg har været gravid. Det er jeg ikke mere, men det kommer nok bag på de færreste. Men graviditeten er ikke forsvundet uden at efterlade lidt, så jeg ikke glemmer, at den har været der.

Strækmærker – Her er der faktisk mere end 10 ting alene. Altså hvis man tæller alle strækmærkerne. De er ikke ligefrem flotte, men jeg er egentlig ikke ked af, at de er der. De minder mig om min graviditet og tiden, hvor min lille pige boede i sin trygge hule i min mave.

Ledsmerter – Særligt i knæ, ankler og håndled. Det er kommet som følge af den store mængde væske, som jeg tog på i graviditeten. Det betyder, at jeg ikke kan løbe. Det betyder også, at jeg ofte vågner om morgenen med et låst håndled, der gør ondt. Heldigvis kan jeg stadig gå lange ture uden at få rigtig mange smerter.

Troldehår – Som ligner, jeg ved ikke hvad. Jeg fik det flotteste hår, mens jeg var gravid, men den glæde forsvandt da godt nok med fostervandet. Jeg fælder ad helvedes til og jeg har en masse korte totter, der stritter ud til både højre og venstre. Heldigvis sætter jeg bare håret op i en barselsknold hver morgen og så kan det nærmest næsten overhovedet ikke ses.

Separationsangst – I hvert fald i forhold til min datter, som jeg har meget svært ved at være væk fra. Hun er ikke blevet passet af andre end mig og Jonas endnu og jeg har kun selv været væk fra hende i få timer ad gangen. Altid i det tidsrum, hvor jeg ved at hun sover. Jeg sover bedst, når vi samsover alle 3 i vores seng og jeg har svært ved at forestille mig, at hun en dag skal sove i sin egen seng. For sulan. Hvordan klarer mor her det mon, når barslen slutter og hun skal i vuggestue eller dagpleje? Det prøver vi lige at lade være med at tænke på.

Nye fødder – Altså. Jeg ved jo godt, at det stadig er mine egne fødder og ikke naboens. Men det ændrer ligesom ikke på, at jeg ikke kan passe mine sko mere og nu har svært ved at finde ud af, hvilken skostørrelse jeg rent faktisk bruger nu.

En rigtig slaske-mave – Med slaske-hud, ar fra de steder hvor der var rigtig meget væske, ekstra kilo og hvad man nu ellers kan forestille sig. You name it, I got it. Det er heldigvis en lille pris, for at have fået verdens dejligste datter.

En masse minder – Selvom det ind i mellem var hårdt at være gravid, så var det jo også hyggeligt og jeg savner ind i mellem, at have lille’pigen i maven. I hvert fald den tryghed, der var i det. Jeg husker, at jeg var så træt af at være gravid, da jeg blev sygemeldt tidligt og skulle opholde mig mest muligt i ro. Da boede jeg næsten på sofaen, så rigtig mange serier og sov en masse. Det hang mig langt ud af halsen. Nu kunne jeg pludselig godt bruge sådan en dag eller to, som en pause fra det travle barselsliv.

Følsomhed og en lethed til tårer – Jeg ved ikke, hvad jeg ikke kunne tåle ved den graviditet, men under graviditeten oplevede jeg pludseligt, at blive meget mere følsom og blive meget let til tårer. Og det er altså ikke blevet bedre, selvom jeg ikke er gravid mere.

En vinterjakke mindre – Min vinterjakke var faktisk ikke ret gammel, men den overlevede ikke, at jeg blev så stor som en hval. Så nu har jeg ingen vinterjakke og må derfor ud og have en ny, når det bliver tid til vintertøj igen.

Verdens dejligste pige – Ja, det absolut bedste ved, at jeg ikke er gravid mere er, at jeg nu har fået lov til at blive mor. Ikke bare “nogens” mor, men Annas mor. Den graviditet gav mig verdens dejligste datter og hun var hele kampen og ventetiden værd. Og for lige præcis hende, ville jeg gøre det hele igen. Men også kun for hende.

 

Fik du læst om dagen, der for et år siden ændrede alt?

Jeg har glemt at fortælle jer om et ganske særligt æbletræ

Tidligere i år købte mine svigerforældre et sommerhus ikke langt fra, hvor vi bor. Ja, det gik faktisk rigtig stærkt med at finde det helt rigtige, da de fik at vide, at deres første barnebarn var på vej. De bor til dagligt på sjælland, hvor Jonas også er vokset op. Det er derfor han taler så underligt. Det er dejligt, at de nu er tættere på lidt oftere, da turen til sjælland er ret lang. Særligt når man har et lille barn.

Da de overtog det fineste sommerhus tilbage i marts, var det vigtigt for Jonas og jeg at finde en god og ikke mindst personlig indflyttergave. Mest fordi vi var mindst ligeså glade som de, over deres gode køb og beslutningen om at få et sommerhus tæt på os.

Vi valgte at købe et æbletræ fra vores lille pige, som på daværende tidspunkt ikke var født endnu. Hun var dog temmelig tæt på terminsdatoen. Æbletræet hedder egentlig bare “Anna Olines Æbletræ” og tanken er, at træet skal vokse med hende gennem livet. Et æbletræ der altid vil være lige gammelt med hende. Et træ der altid vil stå i baggrunden ved de mange gode stunder, som hun skal have i det sommerhus med sin farmor og farfar. Mon ikke det er det mest personlige æbletræ der findes?

Vi plantede træet den 07.04.18. 5 dage senere blev jeg indlagt med svangerskabsforgiftning. 8 dage senere blev Anna Oline født.

Hold nu for fanden da kæft, hvor havde jeg lige meget lykkeligt glemt, hvor meget jeg lignede en tikkende bombe til sidst i min graviditet. Eller bare en kanonkugle med arme og ben. Eller bare en stor hoppebold. Godt man har sådanne billeder til at minde en om det. Eller noget.

Nå, men træet står der så fint i dag og faktisk er der allerede kommet fine blade på og faktisk også nogle få æbler. Vi glæder os alle til at se træet vokse sig større sammen med vores lille Anna Oline 🙂

3 uger før, 3 uger efter og så en status på slaske-maven

 

Og vupti, så blev Anna Oline 3 uger gammel. Jeg har en gang hørt nogle kloge hoveder sige, at tiden flyver afsted, når man får børn. Ja, det er sgu ikk’ lyv da. Det første af de to ovenstående billeder er taget 3 uger før hun kom til verden. Svangerskabsforgiftningen var for alvor ved at tage fat, jeg vidste det bare ikke på daværende tidspunkt. Der kom mere væske til og min almene tilstand blev stille og roligt forværret over de næste uger. Det sidste billede er taget nu. Altså 3 uger efter hendes ankomst og nu er svangerskabsforgiftningen ved at slippe sit tag igen. I hvert fald det største greb. Jeg har stadig flere steder på kroppen, hvor væsken har svært ved at slippe og så har jeg fået ledsmerter i flere led, som følge af belastningen fra den store mængde væske. Men hey, jeg kan få sko på igen, så helt skidt er det jo ikke. Det er altid en god ting, at kunne få sko på. Det kommer til at tage tid, men min fysik skal nok vende tilbage igen. Og det bliver med hårdt arbejde, er jeg sikker på.

 

Grundet svangerskabsforgiftningen endte jeg med at tage rigtig meget på i min graviditet. Lidt mere end 30 kilo, hvis vi skal have det skræmmende høje tal på bordet. 30 kilo er fandme meget, når det skal fordeles på sølle 157 cm. Og jeg var sgu ikk’ den slankeste model i forvejen da. De ca. 12 kilo af de 30 kom alene på de sidste 14 dage. Det er en voldsom vægtøgning på kort tid og det har bestemt sat sine spor på min krop. Det giver jo næsten sig selv, så det behøver jeg jo sådan set ikke fortælle jer. Strækmærker, ødelagt hud, ledsmerter og vældig meget slasket maveskind er blot nogle af sporerne. Noget vil gå i sig selv igen, mens andet er kommet for at blive. Og sådan er dét bare. Jeg er heldigvis så meget mere, end hvordan jeg ser ud.

 

Jeg har indtil videre tabt 17 af de 30 kilo, så det er da en flot start og allerede lidt over halvvejs. Jeg klager ikke. Jeg håber de sidste kilo ryger ligeså hurtigt, men så heldig er jeg sgu da nok ikke og det kræver nok også, at jeg snart begynder at spise en smule mere fornuftigt og regelmæssigt, end jeg gør lige nu. Faktisk drømmer jeg om, at få den krop tilbage, som jeg havde før vi begyndte at tænke på børn. Altså helt tilbage til den tid, hvor PCOS’en ikke var brudt ud endnu. Helt tilbage til årsskiftet 2015/2016, hvor vores babydrøm begyndte. Hvis I har læst med tidligere HER så ved I, at jeg tog rigtig meget på, da jeg fik PCOS også. Det betyder faktisk, at jeg i kampen for ønskebarnet endte med at tage hele 40 kilo på. Altså her er det PCOS kilo og graviditets kiloene lagt sammen, hvor jeg undervejs har både tabt lidt og taget på. Men altså 40 kilo alt i alt. Det er altså meget.

 

Det betyder så nu, at hvis jeg skal tilbage til udgangspunktet og den vægt jeg havde inden vi gik i gang med projekt baby, så mangler jeg fortsat 24 kilo. Hele 24 tunge slaskede kilo. Jeg kan da heldigvis trøste mig med, at nogle af dem stadig er fyldte væskedepoter på min krop, men derefter er det altså også kun hårdt arbejde, der kan hjælpe mig af med det sidste. Medicinering for PCOS’en vil nok også komme på tale og det vil sikkert også hjælpe på det, men det kommer dog først på tale når graviditeten er langt nok på afstand.

 

Nå, og hvorfor så dele målet om de 24 tunge slaskede kilo med jer? Det ved jeg faktisk ikke. Måske fordi jeg deler så meget andet. Måske fordi jeg ved det vil holde mig til ilden, at I følger med derude? Måske fordi jeg bare har brug for, at få det ned sort på hvidt, så det er til at forholde sig til. Nå, men nu hvor I er lukket ind i de 24 tunge slaskede kilos klub, så lover jeg at holde jer opdateret i hvordan, hvorledes og hvor meget. Og man behøver kun læse med, hvis man har lyst. Ingen tvang her da.

 

Rigtig glædelig solskins søndag til jer 🙂

 

Læs også:

“NYBAGT MOR, NYFØDT BABY OG VORES GODE VEN GOOGLE” 

Historien om min fødsel .. #4

Har du læst:

“Historien om min fødsel .. #1”

“Historien om min fødsel .. #2”

“Historien om min fødsel .. #3”

 

Fødslen er ovre og sikke en vanvittig følelse, der løber igennem både krop og sind. Eller følelser i virkeligheden. Jeg har lige været igennem det absolut vildeste, som min krop nogensinde skal præstere. Hold nu kæft, hvor er jeg sej! Ja, det er jeg fandme. At føde er fandme ikke for tøsedrenge og min fødsel er bestemt ingen undtagelse. Og så er jeg blevet MOR. Den vildeste lykkerus. Og dér var hun bare. Den lille mus, som jeg har mærket, snakket med og elsket gennem de sidste 9 måneder. Nu kom der ansigt på og hvilket ansigt. Det smukkeste, fineste og yndigste. Jeg elsker det fjæs! Hun får ikke smerterne ved fødslen eller dagene både før og efter til at gå væk, hverken de fysiske eller psykiske, men hun gør dem det hele værd x 100!

 

Efter fødslen havde vi regnet med at blive installeret på barselshotellet med en forventning om, at vi her stille og roligt kunne starte vores nye tilværelse som en familie på 3. Sådan skulle det naturligvis ikke gå, men hvorfor også det. Intet andet var jo gået som forventet. Grundet min svangerskabsforgiftning skulle jeg indlægges på Barselsafsnittet. De blev en dårlig start på mange ting. Jeg blev indlagt med lille’pigen og skulle tilbringe første nat alene med hende, da Jonas ikke måtte være der mellem 22.00 – 08.00. Hvis du spørger mig, er det langt fra en god start for familielivet. Den første nat var ganske lang og ganske forfærdelig. Fysisk var jeg jo så medtaget, som man nu er efter at have født. Smerteramt, uendeligt træt og så blødte jeg rigtig meget. Blødte igennem sådan ca. alt. Flere gange måtte jeg rende og pletvaske gulvet fra min seng og ud til toilettet. Ikke rart. Hormonerne kørte jo også, det er da klart. Jeg savnede Jonas så frygtelig meget og jeg stod her med vores nye lille pige. Hun sov nu fredeligt igennem det hele, men det var da ikke let at stå med ansvaret selv, når jeg også fysisk var så besværet. Der kunne jeg godt have brugt Jonas til hjælp. Det kommer nok ikke bag på nogen, at jeg nærmest ikke fik sovet den nat. I løbet af den første nat begyndte lille’pigen også at kaste fostervand op. I sådan ret store mængder, hvor hun ind i mellem ikke fik luft i lang tid. Jeg ringer efter hjælp, da hun bliver ved og jeg er i tvivl om, hvor meget hun skal gøre det. Eller må gøre det. Jeg har jo ikke haft en nyfødt før. Det vælger den grusomme jordemoder så at tolke som om, at jeg ikke kan finde ro med min baby på stuen. Hun begynder derfor at tage hende ud af stuen. Av mit hjerte, tag ikke mit barn fra mig. Jeg får hende stoppet og beholder min baby hos mig, men får også for første gang følelsen af, at jeg ikke slår til som mor til mit barn. Av!

 

Amningen skulle jo også op at køre, mens jeg lå der på Barselsafsnittet. Jeg stod til at skulle have ekstra hjælp til netop det, da jeg har PCOS og derfor kan være ekstra udfordret i forhold til at få gang i min indre malkeko. Jeg er blufærdig af natur. Det har jeg altid været og det vil jeg altid være. Så det var svært for mig, at skulle sidde der med babserne til frit udsyn, mens jordmødrene/sygeplejerskerne på skift kom ind og hev i dem, mens de også skubbede min datters hoved på dem, som var hun en levende sugekop. Og netop det her med, at de kom på skift var frustrerende. Jeg skulle kalde hver gang jeg lagde hende til, så de kunne tjekke at jeg gjorde det rigtigt. Hver gang kom der et nyt ansigt ind med beskeden om, at hende der passede min stue lige var optaget. Gerne fulgt op af, at vedkommende ikke lige var sat ind i min situation. Jeg skulle derfor gang på gang forklare, hvorfor jeg lå der og hvorfor jeg skulle have hjælp. Det bliver man pænt træt i ægget af. Det værste ved det var så, at alle de her kvinder havde forskellige måder at gøre tingene på. Jeg har ikke noget i mod, at man ikke gør tingene ens. Men for en nybagt mor bliver amning svært, hvis de heller ikke er enige med hinanden i, hvordan man får amning op at køre. Gang på gang fik jeg at vide, at jeg gjorde det forkert, selvom jeg lige havde fået det vist af hende der var inde før. Lille’pigen fik også at vide, at hun gjorde det forkert på trods af, at hun virkelig er født med en suttekraft af en anden verden. Det gjorde ondt på mig hver gang de tog fat i baghovedet på hende og maste hende ind på mit bryst. Hun græd og græd og det føltes på alle mulige måder som et overgreb på både hende og mig. Lille’pigen gispede og gispede efter det bryst og fik på den måde alt for meget luft ned i maven. Det førte jo til mavekneb og en meget grædende baby. Igen ikke rart og særligt ikke i de timer jeg var alene.

 

Det skal dog siges, at jeg også mødte søde og rolige sygeplejersker, men desværre var der bare ikke nok af dem og de sure og dumme af dem kom til at fylde for meget. Mandag eftermiddag/aften, dagen efter fødslen, ringer jeg efter ammehjælp endnu en gang. Ind kommer en sød yngre sygeplejerske, som forsigtigt forsøger at hjælpe til. Hun var desuden en af dem, der ikke lige havde sat sig ind i min situation. Lille’pigen får dog et flip af en anden verden i frustration over hele amme-situationen, som hun tydeligvis var ligeså lidt tilpas i, som jeg var. Det var en af de værste flip hun hidtil havde fået. Hun blev helt blå af raseri og sygeplejersken måtte tage hende med ud for at få hende til at falde ned. Det fik filmen til at knække for den trætte nybagte mor, med hormonerne flyvende ud af alle tænkelige huller. Jeg brød helt sammen og den søde, men også stakkels sygeplejerske fik klar besked på, hvordan jeg havde det med at være indlagt der. Hvor meget jeg hadede deres amme-hjælp og hvor meget jeg hadede de gamle kællinger, der var ansat der. Hun var ualmindeligt rolig under mit flip og sagde også, at jeg ikke var den første der havde sagt de ting. Skræmmende! Hun fik arrangeret, at Jonas kunne sove hos mig om natten. Det er fandme også kun rimeligt, at vi får lov til at være sammen, når vi lige er blevet forældre sammen. Det var en hård nat med en grædende lille baby, som vi skiftes til at tage os af. Den nat. Altså natten til tirsdag ville jeg bare gerne have ro. Så jeg valgte ikke at ringe efter hjælp til amning. Jeg snakkede med Jonas om, at det her amning gjorde mig mere ulykkelig end lykkelig. Som nybagt mor er det svært hele tiden at få at vide, at man gør det helt forkert. Det er også svært at få at vide, at ens barn ikke kan finde ud af det. Det var det ene slag oven i hovedet efter det andet. Min selvtillid som nybagt mor led et alvorligt knæk og sådan noget skal man ikke spøge med. Det er alvorligt. Jeg er endnu en gang vågen hele natten og tankerne fiser rundt i knolden på mig. Det er efterhånden begrænset, hvor meget mere jeg kan klare før jeg knækker. Det tør jeg godt indrømme nu, hvor jeg tænker tilbage på situationen.

 

Tirsdag morgen er vi temmelig trætte og udmattede. Lille’pigen havde dog haft en okay god nat, hvor hun bare havde fået lov til at sove på brystet af mig. Så fredeligt og roligt og heldigvis var natten både jordemoder-og sygeplejerske-fri. Fantastisk! Jeg har mere eller mindre besluttet mig for, at jeg vil hjem nu. Ikke én gang siden min fødsel har der været en læge forbi og snakke med mig om min tilstand. Jeg kendte ikke svaret på de blodprøver de tog og deres blodtryksmålinger. Så hvorfor skulle jeg ligge der, når ingen virkelig tog sig af mig og min tilstand? Jeg har også besluttet mig for, at stoppe med at amme. Når I læser det her, lyder det sikkert som om, at det har jeg “bare” sådan lige taget et valg om. Det er IKKE tilfældet. Som I har læst længere oppe, fik vi ikke den bedste start på amningen. Min selvtillid som nybagt mor, lider endnu et stort knæk, da jeg tager denne beslutning. Og det er bestemt en beslutning, der bliver taget i ren afmagt, udmattelse og frustration over, hvordan vi blev behandlet på afdelingen.

 

Dagens sygeplejerske, eller var hun mon jordemoder? Jeg ved det faktisk ikke helt. Men hun kom i hvert fald ind til os omkring kl 8.00 tirsdag morgen. To dage efter fødslen. Jeg fik endnu et sammenbrud, da jeg fortæller hende, at jeg ikke kan klare hele amme-situationen mere. Hun sætter sig ned og lytter. Og hun forstår. Hun dvæler ikke længe ved det, hvilket jeg havde frygtet. Hun gør det hurtigt klart og tydeligt for os, at en god mor ikke sidder i brysterne. Det vidste jeg jo godt i forvejen, men i situationen var det rigtig rart at høre. En lettelse. Hun får hurtigt lagt en ny plan for os. Lille’pigen skal tilbydes en flaske næste gang hun giver tegn til sult og så skulle vi arbejde hen i mod, at jeg kunne komme hjem. For det havde jeg virkelig brug for. Jeg får en fornyet energi af den nye plan. Det var mere end tiltrængt på daværende tidspunkt.

 

Lille’pigen må have hørt, hvad vi snakkede om. Der gik i hvert fald ikke længe, før hun meldte sig på banen med en kæmpe suttelyst. Vi får lavet en flaske til hende og det er Jonas, der får æren af at give hende den første flaske. Hun tømte den på absolut ingen tid og absolut uden problemer. Hun var stærkt tilfreds efterfølgende og jeg havde ikke følt større lykke, siden det øjeblik jeg fik hende ud og så hende første gang. Selvom maden ikke kom fra mig og selvom det var Jonas, der gav hende flasken, så følte jeg for første gang, at jeg begyndte at slå til som mor. At jeg havde taget et valg, som gjorde min datter mæt, glad og tilfreds. Hun skulle ikke kæmpe og jeg skulle ikke kæmpe. Vi var glade begge to. Er det egentlig ikke også det vigtigste?

 

Vi kom hjem til middag samme dag og hvilken lettelse det var. Det var den bedste følelse at træde ind af døren her hjemme og bare vide, at nu havde vi fred og ro. Ingen dumme og sure sygeplejersker. Bare os. Mor, far og baby. Og kanin. Jeg tænker stadig meget på dagene omkring min fødsel, både før og efter, samt selve fødslen. Det der gør mest ondt på mig at tænke på, er helt klart dagene efter fødslen, hvor jeg lå indlagt. Mit hjerte bløder og græder, når jeg tænker på de nybagte mødre, der lige nu får samme behandling som jeg fik. Det er ingen tjent med. Jeg er ked af den start på amningen, som jeg fik. Jeg er ked af, at det blev så træls en oplevelse for både mig og min datter. Men jeg er ikke ked af, at jeg ikke ammer. Min datter er mæt, glad og tilfreds, når hun får sin flaske og så tager hun på med lynets hast. Hendes lykke er den vigtigste prioritet for mig.

 

Status er nu, at jeg stadig er plaget af svangerskabsforgiftningen, men vi bevæger os stille og roligt i den rigtige retning med det og jeg bliver friskere og friskere for hver dag. Lille’pigen trives og vi får mere og mere fornemmelsen af, hvem hun egentlig er og hvad hendes behov er. Det er fedt, at vokse i rollen som mor og min selvtillid er tilbage på rette spor, efter den led et knæk på sygehuset. Jeg synes faktisk, at jeg er ret god til at være Anna Olines mor. Det er det største, bedste og vildeste jeg nogensinde har oplevet 🙂

Historien om min fødsel .. #3

Læs først:

 

“HISTORIEN OM MIN FØDSEL .. #1”

“HISTORIEN OM MIN FØDSEL .. #2”

 

Vandet blev taget med et ordentligt plask kl 19.50. Jonas siger, at jordemoderen spjættede lidt og måtte flytte sig, da det væltede ud. Oppe fra hvor jeg lå, kunne jeg da også se hvordan gulvet blev mere og mere vådt. Det er en underlig fornemmelse, når vandet siver. Men allerede der følte jeg mig en smule lettere i kroppen. Lille’pigen fik monteret en elektrode på hovedet og jeg blev koblet til alt det nødvendige udstyr. Gennem hele fødslen følte jeg mig enormt begrænset på min bevægelighed, fordi der var slanger og ledninger over det hele. Både ud fra tissefruen, på benene og i hånden. Senere også fra ryggen, men det kommer vi til. Men altså, vi kunne jo heller ikke undvære noget af udstyret.

 

Der begyndte ret hurtigt at ske ting og sager i underlivet. Den murrende fornemmelse tog til og jeg begyndte så småt at få veer. Ganske tålelige i starten og til at snakke hen over. Jeg sad i en stol med Jonas overfor. Vi snakkede om, hvordan den tid vi havde netop nu, var den sidste hvor vi bare var os to. Ikke det fedeste sted, at holde dét øjeblik, men sådan kan det jo gå. Vi fik det bedste ud af det. Min storesøster dukkede op kort efter og så var hele mit fødselsteam ellers samlet. Stemningen var fortsat god og jeg var så spændt, mens jeg på samme tid aldrig har været mere træt og udmattet. Men klar, dét var jeg!

 

Mens jeg endnu var frisk og klar i hovedet skulle det der klyx lige overstås. Føj, for en omgang. Det er bestemt noget fanden har skabt. Men jeg er nu glad for, at vi fik det gjort inden jeg for alvor ville få ondt. Det er jo sådan noget, der bare skal overstås, ikk?

 

Jeg kom tilbage på stuen igen. Veerne tog for alvor til nu, ja faktisk gik det ret stærkt med det. Nu kunne jeg virkelig mærke, at vi for alvor var i gang. Veer er en smerte, der er helt ufattelig svær at ord på. Men jeg kan love, at det gør fandens ondt. Mine veer svingede lidt i længde og hyppighed. Jeg syntes dog, at de kom hyppigt nok. Nogle varede rigtig lang tid, mens andre var overstået nogenlunde hurtigt. Jeg arbejdede bedst med veerne stående, hvor jeg lagde overkroppen ind over en sækkepude, der lå i sengen. På trods af smerterne syntes jeg faktisk, at jeg klarede arbejdet med veerne ret godt. Jeg var umiddelbart godt i gang med min drømmefødsel, hvor jeg fandt ro i mig selv og mine dybe vejrtrækninger. Det gjorde jo pokkers ondt, men jeg havde en følelse af, at det bare kørte. Jeg var ret stolt af mig selv faktisk.

 

De næste timer af fødslen er mere sløret for mig. I hvert fald i forhold til rækkefølge og tid, men lad os nu se, om vi ikke kan få historien sat rigtigt sammen. Efter nogle timer med, hvad der føltes som gode veer og pisse godt arbejde af mig selv, bliver jeg undersøgt. Jeg havde ikke åbnet mig. Lad os lige tage den igen. SÅ mange grusomme veer og så duede de ikke til en skid. Her begynder klappen så småt at gå ned. Så hårdt et arbejde med veer for absolut ingen nytte. Efter denne nedslående besked har jeg enormt svært ved at samle mig igen. Faktisk lykkes det overhovedet ikke. Nu kommer veerne bare væltende og jeg kan slet ikke finde tilbage til det gode arbejde, som jeg havde med dem tidligere. Vi prøver smertelindring i form af en varmepude. Det var fint nok, men jeg samarbejdede stadig ikke med veerne. Jeg husker følelsen af total magtesløshed, fordi jeg netop ikke havde åbnet mig overhovedet. Så træt og udmattet, men stadig så lang vej igen. Jordemoderen, som nu er en anden men også pisse sød jordemoder, foreslår lattergas. Ja tak! Dét ville jeg gerne prøve. Det havde jeg faktisk høje forventninger til, men de forventninger bliver hurtigt kørt i sænk. Hold nu op, hvor blev jeg dårlig af det. Puuuha! Jeg opgav det ret hurtigt og ville op og stå igen. Da jeg sætter mig op, sidder Jonas foran mig og holder mig, mens jeg kommer igennem nogle veer. Han rejser sig dog hurtigt som lynet, da jeg siger: “Jeg skal altså kaste op”, hvorefter jeg næsten kaster op på den kommende fader. Det er i øvrigt ikke sjovt at kaste op, mens man har veer. Slet ikke, når den ene gang ikke var den eneste. Puha da!

 

Som jeg husker det, bliver jeg nu undersøgt igen. Jeg har vel haft veer i godt og vel 7-8 timer. Igen er beskeden nedslående. Jeg havde vist kun åbnet mig en lille halv centimeter mere. Nu går klappen for alvor ned og jeg ser ingen ende på den her fødsel. Jeg opgav fuldstændig at arbejde mere med veerne og fødslen i det hele taget. Hvad skulle det også nytte, når veerne ikke gav en skid? – Nå, nu siger jordemoderen at der skal noget hjælp til. Vestimulerende drop finder hun frem. Ydmygt foreslår hun en epidural, så jeg kan få noget ro mens det vestimulerende drop kommer i gang. Hvorfor hun gør det ydmygt, kan du læse HER. Jeg afviser hende først. Så kommer den lidt på tale igen og jeg vil stadig ikke have den. Jeg husker det nu som om, at min søster tager fat i mig. Ikke på den hårde måde, men hun fanger min opmærksomhed, kigger mig i øjnene og får mig overbevist om at tage den epidural. Hun kan et eller andet, hende min søster. Nå, men det lød jo også meget godt med muligheden for at få noget ro og hvile i dette endeløse smertehelvede. Lægen bliver tilkaldt og den bliver lagt uden videre problemer. Det gjorde faktisk ikke ondt overhovedet, så det var en fin oplevelse. Jeg spørger jordemoderen, hvornår det forventes at den virker. 20-30 minutter er hendes svar. Jeg kigger på klokken og ser nu bare frem til det der hvil, som jeg var blevet lovet.

 

20-30 minutter senere ligger jeg stadig i smertehelvede. Lortet virker ikke. Jeg husker ikke præcist, hvad jeg får sagt ud i rummet, men nogen får i hvert fald at vide, at den skide epidural ikke holder, hvad der var blevet lovet mig. For det gør fandme stadig fucking ondt, så jeg er altså ikke bedøvet nogen steder. Altså hviler jeg jo heller ikke. Jordemoderen arbejder med at skrue op for dosis, mens det også skal stemme overens med det vestimulerende drop. Hun havde svært ved at finde balancen med begge dele. På et tidspunkt er der skruet for højt op for droppet, så jeg får veer på stribe. Av, av, av! I forhold til epiduralen er hun på kanten til at kalde lægen ned igen. Hun giver den dog lige det sidste og jeg får absolut maksimal dosis. Men så endte den faktisk også med at virke. Godnat til Leah og hej drømmeland. I hvert fald for de næste 40 minutter, hvorefter jeg allerede mærker veer igen. Jordemoderen giver mig mere bedøvelse. Der er ro på stuen i dette øjeblik. Jeg får en god snak med jordemoderen om, hvor skuffet jeg er over min fødsel. Hvor meget den bare er alt dét, som jeg ikke havde håbet på. Hun er sød og det er rart at hun anerkender, at min fødsel ikke går lige efter bogen. At det er okay, at jeg føler mig magtesløs.

 

Jeg falder i søvn igen og får faktisk et par timers søvn. Da jeg vågner, er det blevet morgen og lyst igen udenfor. Jeg kigger på klokken og opdager til min store skræk, at jeg nok ikke når at føde, inden næste vagtskifte. Min jordemoder havde nemlig fri 7.30 og jeg vågnede omkring kl 7.00 i total bedøvet tilstand. Nå, men en 3. jordemoder kan vel heller ikke skade. Det gjorde hun heller ikke, for hun var faktisk rigtig sød også. Da jeg vågner bliver jeg undersøgt igen. Og hør nu her, venner. 9 CENTIMETER ÅBEN!! YEEEEEEEEES!! Så begyndte det jo at ligne noget. Tænk at jeg havde sovet mig fra 3 – 9 centimeter. Med den kamp jeg havde inden da, føler jeg nu også at det er ganske velfortjent. Der slukkes for epiduralen og nu afventer vi bare, at bedøvelsen ophører. Det gør den heldigvis hurtigt og veerne overfalder mig endnu en gang. Nu føltes de dog anderledes og mere “pressende” forneden. Lille’pigen var bestemt på vej. Da jeg stadig er påvirket af bedøvelsen, må jeg ikke komme op at stå. Frygteligt, for det var egentlig sådan jeg havde det bedst. Jeg kommer dog op på alle 4 i sengen og det er bestemt bedre end at ligge ned på ryggen. De veer jeg har nu er væmmelige. Det vestimulerende drop og min krop formår ikke at møde hinanden i et samarbejde. Jeg føler mig blot angrebet af den ene ve efter den anden, mens jeg slet ikke kan finde ud af at arbejde sammen med dem. Det var slet ikke som de veer jeg havde, umiddelbart efter vandet gik, hvor jeg arbejdede så godt med dem. Ej, hvor jeg græd meget. Mest af magtesløshed, men smerterne skal man heller ikke undervurdere da. Jeg begynder så småt at føle pressetrang. Eller jeg tror i hvert fald, at det er det jeg føler. Jeg får lov til at presse forsigtigt, men kan godt høre på jordemoderen, at vi ikke er helt dér endnu. Så jeg prøver at holde igen. Efter noget tid er der dog ingen vej udenom. Pressetrangen bliver for stærk. Så jeg begynder at presse, mens jeg stadig er på alle 4. Mellem veerne, som jeg havde svært ved at finde hoved og hale i, laver jordemoderen noget rebozo på mig, for at hjælpe lille’pigen på vej.

 

Nu bliver det endelig tid. Altså sådan rigtig tid til at få hende ud. Jeg kommer om på ryggen at ligge, hvilket jeg ikke bryder mig om. Jonas og min søster placeres på hver sin side af mig, hvor de hjælper med at holde mine ben, når jeg presser. Inden fødslen havde jeg en forventning om, at pressefasen ville føles “forløsende”. Mange oplever, at det er rart at kunne gøre noget selv. Sådan havde jeg det bare slet ikke! Jeg kunne fortsat ikke samarbejde med veerne og det var ét stort kaos. Jeg vælger dog at finde min egen rytme, hvor jeg presser alt hvad jeg overhovedet kan 3-4 gange afbrudt af en enkelt vejrtrækning. Ve eller ej, jeg pressede fandme bare. Jeg kunne simpelthen ikke mærke, hvornår jeg “rigtigt” skulle gøre det. Lille’pigens hjerterytme begyndte at dykke en smule, så jeg skulle koncentrere mig om at få ekstra ilt, når jeg ikke pressede. Så nu hed rytmen: Ilt, preeeeees, vejrtrækning, preeeeees, vejrtrækning, preeeeees, vejrtrækning, preeeeees og så ilt med langsomme vejrtrækninger. Om og om igen. Ve eller ej. En voldsom smerte, men med mit eget system følte jeg lidt kontrol over situationen igen. At kroppen så ikke var helt med, er jo en anden ting. I takt med at hjerterytmen dykkede, kom der flere og flere folk på stuen. Dem opdagede jeg godt nok først bagefter. De ville tage blodrøve af hendes hoved for at se, om hun var stresset. De nåede ikke at få en ordentlig prøve, før jeg havde presset hende ud. 29 minutter var jeg om at presse hende ud med min egen teknik og mere eller mindre udenom veerne. Det gav et skulderklap og en krammer fra den afdelingsledende jordemoder efter fødslen. “Dét du gjorde, har jeg alligevel ikke set før”, sagde hun.

 

Klokken 11.19 søndag den 15.04.18 blev vi altså forældre til Anna Oline. Fra de tog vandet varede fødslen 15.5 time. Igangsættelsen var dog startet knap 2 døgn før, så det var da noget af en weekend. Men med det absolut bedst mulige udfald.

 

Der kommer en del 4 af denne historie, da jeg gerne vil dele med jer, hvad der skete i dagene efter fødslen. Disse gik nemlig heller ikke, som hverken håbet, ønsket eller forventet. Det er ligesom temaet med denne historie efterhånden. Jeg vil dog understrege, at min datter er præcis som både håbet, ønsket, drømt om, forventet og SÅ meget mere til. Hun er perfekt!

Historien om min fødsel .. #2

LÆS FØRST “HISTORIEN OM MIN FØDSEL .. #1”

Så blev det lørdag den 14.04.18. Natten havde været hård med mange plukveer og smerter i underlivet. Det tog mere og mere til, men stadig ikke i en grad, der lignede aktiv fødsel. Jeg sov også dårligt. Dels var jeg spændt, for fødslen var jo, som de havde lovet, ikke langt væk. Men snorke-marie var også i sit es den nat. Desuden var der uro på stuen, da en af de andre kvinder skulle ned på fødegangen. Det var dog mod hendes vilje, da hun lå indlagt med alt for tidlig vandafgang. Hun var kun i graviditetsuge 31. Hende og jeg blev hurtigt enige om, at veerne var havnet i den forkerte seng. Mit hjerte græd med hende, da de kørte hende afsted. Snorke-marie sov ret meget gennem det hele. Som indskudt bemærkning kan jeg dog fortælle, at hun vendte tilbage på stuen igen i løbet af lørdagen. De fik stoppet fødslen. Hun var så glad og lettet.

 

Lørdag morgen er jeg ude på min vanlige tissetur. Tisse i plastikbakke og hælde det i en kande. Meget hyggeligt. På gangen blev jeg mødt af en af de søde sygeplejersker. Hun kiggede medlidende og modløst på mig, da hun gav mig beskeden om, at fødegangen havde for travlt til at tage mit vand. For sulan, hvor blev jeg ked af det. Jeg var ret frustreret over, at de havde startet en temmelig hård proces i min krop, men ikke havde tænkt sig at følge den til dørs, så jeg kunne få forløsning for smerterne. Jeg blev bedt om at fortsætte med igangsættelses pillerne hver 2. time med beskeden om, at de ville kalde mig ned så hurtigt som muligt. Jeg var ikke glemt, som de sagde. Jeg fik kørt endnu en ctg strimmel på lille’pigen, som havde det fint. Heldigvis.

 

Dagen gik og smerterne tog til. Jeg havde svært ved at finde hvile og blev kun mere og mere frustreret over, hvor træt jeg var. Hvor træt skal man have lov til at blive inden man skal kaste en masse energi i at føde? Temmelig træt, kan jeg godt fortælle jer.

Min storesøster kom på besøg nogle timer ved middagstid. Det var faktisk hyggeligt. Vi spillede 500 i opholdsstuen og grinte. Det er nok sidste gang i et stykke tid, at vi har haft alenetid på den måde. Så det var rart, når jeg nu alligevel skulle gå rundt i venteposition. Da hun tog hjem fandt jeg min seng for at prøve at hvile lidt igen.

 

Jeg formår at sove en lille smule. 20-30 minutter, tror jeg. Klokken er nu 16.30 lørdag eftermiddag og jeg vågner i et smertehelvede. Min mave er helt hård og nærmest “oppustet”. Og så har jeg følelsen af at have en ve, der aldrig stopper. Ulidelig smerte. Jeg ringer efter en sygeplejerske. Hun kommer ind på stuen og kan godt se, at det ikke er godt. Jeg får målt et tårnhøjt blodtryk og en puls, hvor de færreste kan følge med. Hun kalder en jordemoder ind for at kigge på min mave. Min mave fortsætter med at være sådan de næste 45 minutter og faktisk også videre derefter. Jordemoderen vurderer, at jeg er blevet overstimuleret på igangsættelses pillerne. Det er ikke en god situation at stå i, for det er ikke godt for hverken mig, baby eller selve fødslen. Jeg får noget hurtigtvirkende medicin til at slå blodtrykket ned og jordemoderen tager fat i fødegangen. Nu er de nemlig nødt til at gøre noget. Travlhed eller ej. Måske var de endda nødt til at lave et kejsersnit.

 

Den sødeste jordemoder fra fødegangen kommer ind på stuen. Hun har det mest rolige væsen, som kommer til udtryk både i hendes bevægelser og i det hun siger. Hun var den perfekte jordemoder til mig. Hun konstaterede det samme som den anden jordemoder. Overstimulering. Heldigvis havde lille’pigen det fortsat godt i maven. Jeg blev undersøgt, hvorefter vi blev bedt om at pakke sammen og komme med ned på fødegangen. YES! ENDELIG!

Vi bliver installeret på fødestue nummer 2. En lille bitte fødestue. Og når jeg skriver “vi”, mener jeg Jonas og mig selv. Jeg var så fandens træt allerede der, men så satte adrenalinen nok ind. Jeg følte i hvert fald, at jeg fik en ny energi. Jeg var SÅ fødeklar. Vandet blev taget kl 19.50 lørdag aften og inden så længe gik det hele for alvor i gang.

Historien om min fødsel .. #1

Det er torsdag den 12. april 2018 og jeg er på det tidspunkt 39+2 i min graviditet. Jeg skal til jordemoder kl 15.00 og håber naturligvis, at det er sidste besøg. Kroppen er træt og jeg kan godt mærke, at belastningen på kroppen er taget yderligere til de seneste dage. Jeg er SÅ klar til at få min baby ud. Da jeg går hjemme og gør mig klar til at tage af sted, får jeg allerede der en fornemmelse af, at jeg ikke kommer hjem igen samme dag. At jeg nok ville ende på sygehuset. Så jeg prioriterer selvfølgelig lige at få barberet ben, for dét er nemlig pisse vigtigt, ikk? Som i det er det overhovedet ikke jo. Nå, jeg skærer mig i øvrigt også, men så kan jeg jo lære ikke at gøre det i hastværk og højgravid tilstand. Nå, men afsted mod bussen, som jeg er lige ved at komme for sent til, da jeg også skulle finde et par strømpebukser, der ikke var hul i. Det lykkedes ikke, men jeg fandt det par med kun ét hul i og det var det bedste par.

 

Jeg ankommer til jordemoderen i god tid og skal lave den obligatoriske urinprøve. Ret svært med den store mave og aldrig har jeg klumset sådan rundt på et toilet før. Men det gik. Jeg husker, at jeg følte mig stor, klodset, besværet, svedig, træt og så havde jeg hovedpine.

Min jordemoder, Nanna, kan godt se på mig, at jeg ikke har det godt. Min urinprøve slår ud for æggehvidestof og mit blodtryk er alt for højt. Det samme med min puls. Hun skønner desuden, at jeg er ved at have for meget fostervand. Hun bekræfter den mavefornemmelse jeg havde, inden jeg tog hjemmefra. Hun ringer til fødegangen og jeg skal tage derind med det samme. Præcis som jeg havde forudset det.

 

På fødegangen har de travlt som altid, så jeg bliver undersøgt et andet sted. Der køres ctg strimmel på lille’pigen og jeg får målt blodtryk op til flere gange og får taget blodprøver. Jonas er nu også ankommet i semi-bekymret tilstand. Der bliver scannet og vurderet af en læge, som vurderer at jeg skal indlægges til observation for svangerskabsforgiftning på Gynækologisk Sengeafsnit. Det er øv, for jeg kan godt lide at sove i min egen seng sammen med Jonas. Men på den anden side er det jo rart at blive holdt øje med.

Jeg kommer på en stue med 3 andre kvinder. Sådan noget hader jeg. Ikke kvinderne, de var sådan set søde nok. Men jeg hader at dele værelse og bad med fremmede mennesker. Den ene kvinde snorkede så frygteligt højt om natten, at der blev uddelt utallige ørepropper til os andre af de flinke sygeplejersker, som syntes det var lidt synd for os. Ingen af os kunne sove for snorkeren. Synd for hende også, for hun var jo sådan set ret flink.

Den første nat gik med at tælle snorken og få målt blodtryk og puls ca. en gang i timen. Og hver gang jeg skulle tisse, skulle det ske i en fucking plastikbakke og opsamles i en stor kande. Ikke underligt, at jeg ikke fik sovet den nat. Og så savnede jeg Jonas.

 

Næste morgen er det blevet fredag den 13 april 2018. Ved formiddagens stuegang kunne lægen konstatere svangerskabsforgiftningen og at den eneste løsning for dét på nuværende tidspunkt ville være, at få født mit barn. Jeg var fan, men det behøver jeg vist ikke råbe højt for nogen her. Jeg har dog på intet tidspunkt ønsket igangsættelse, men lige præcis den dag var det lige meget. Hun skulle bare ud, så jeg kunne få styr på min krop igen. Og hendes velbefindende selvfølgelig. På det tidspunkt kunne de faktisk gøre ved mig, hvad de ville. Jeg var så træt, kvæstet og ligeglad. Var faktisk kun bekymret for, om jeg havde energien til at føde. Vi fandt også ud af, at jeg i løbet af de seneste 14 dages tid havde taget hele 12 kilo på. 12 kilo væske som følge af svangerskabsforgiftningen. Det er jo vanvittigt og min samlede vægtøgning i løbet af hele graviditeten blev pludselig mere end 30 kilo. Shit!

 

Nå, men som altid havde fødegangen travlt. Også for travlt til at tage mig ned. Så jeg havnede i venteposition. Ikke særligt foreneligt med min tålmodighed, men på den anden side ønskede jeg jo heller ikke at føde, når de ikke havde tid til at hjælpe mig. Jeg tænker det er en pænt stor opgave at stå med på egen hånd.

Ved middagstid kom lægen dog tilbage med gode nyheder. Der var et hul på fødegangen. Måske havde de haft en super-føder. Hvem ved? Nå, men jeg blev sendt til forundersøgelse og denne viste, at lille’pigen ikke selv planlagde at komme ud lige her og nu da. Livmoderhalsen var lidt afkortet, men ellers var der ingen tegn til fødsel. De besluttede sig for at sætte det i gang, for ud skulle hun jo altså. Jeg blev startet op på Angusta piller. Det er en igangsættelses pille, skulle der være tvivl om det. Sådan en pille tages oralt og jeg skulle tage dem hver anden time fra kl 13.00-21.00 den aften. Kun afbrudt af, hvis fødslen gik i gang. Det er meget forskelligt, hvordan man reagerer på sådan en pille. Nogen går i fødsel efter første pille, mens de slet ikke virker på andre. Så det var da med en vis spænding i maven, da jeg lagde mig op i seng igen med første pille i maven. Jonas kørte hjem for at hvile og stå på standby, mens jeg selv forsøgte at få sovet. Snorke-marie sov dog også den eftermiddag, så det var lidt svært at få ro.

 

Eftermiddagen gik og jeg begyndte så småt at mærke forandringer. Murren i underlivet, tiltagende plukveer og modningsveer. De kom og gik og som vinden den blæser og det er jo altså ikke med den regelmæssighed, som man kunne have håbet på. Jeg begyndte at frygte, at der ikke ville ske mere den dag.

Om aftenen var vi på fødegangen til undersøgelse igen. Eller jeg fik egentlig bare kørt en ctg strimmel på lille’pigen igen. Den var fin. Men da klokken var ved at være 21.00 ville de ikke tage vandet. Jeg skulle jo op og sove mente de. Jeg kan skam godt se logikken, men nu var det jo ikke dem, der delte værelse med snorke-marie. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke ville få sovet, så jeg frygtede bare, at jeg så ville være dét mere træt, når min fødsel så gik i gang.

Jeg blev lovet, at de ville tage mig ned som noget af det første næste morgen. Med henblik på at tage vandet. Selvfølgelig forudsat, at de ikke havde for travlt. Så kan I jo nok gætte, hvad der skete, ikk?

Der er så fandens meget, som jeg ikke forstår .. #3

I anledning af at jeg fødte for ikke ret længe siden synes jeg, at det er på sin plads at lave et indlæg om ting jeg ikke forstår ved den tid, som jeg netop går i gennem i disse dage.

 

Hvorfor det skal gøre så voldsomt ondt at føde – Det siges at man glemmer smerten. Jeg er spændt på, hvornår det mon sker, for jeg husker det så ganske grusomt tydeligt endnu.

 

Hvorfor man ikke kan forklare, hvor ondt det gør at føde – Det er jo fuldstændig umuligt at sætte ord på den smerte, man oplever under en fødsel. Jeg er blevet spurgt et par gange nu, men jeg kan ikke finde de rigtige ord, der beskriver det præcist nok. Det er sikkert meningen, for ellers ville vi kvinder sikkert kunne skræmme hinanden fra at få børn.

 

Hvorfor jeg stadig skal døje med svangerskabsforgiftning – Her en uge efter fødslen fylder svangerskabsforgiftningen stadig meget i min krop. Siden vi kom hjem har jeg måtte forbi lægevagten om natten, da det ikke vil give slip. Hvorfor kan det ikke bare ophøre med graviditeten, så jeg kan få noget fred i min trætte og alt for brugte krop?

 

Hvorfor jeg nu skal have en “hænge-mave” – Hvorfor kan den ikke bare skrumpe ind af og ikke ned af? Jeg var jo godt klar over, at den ikke ville blive sig selv lige med det samme, meeeeeeen. Synes det er lidt nedtur, at den pludselig skal hænge så meget, at den nærmest skal foldes pænt ind i buksekanten. Ikke ret charmerende. Det bliver spændende at se, hvor maven ender henne 😉

 

Hvordan min datter kan være så fandens smuk – Hun er det smukkeste jeg nogensinde har set og det er jo vildt at tænke på, når man kigger på de umiddelbart gennemsnitligt pæne mennesker, der har skruet hende sammen. Hun ligner mest sin far, som det ser ud lige nu, men man kan sagtens se os begge i hende.

 

Hvor naturligt det føles at have fået en baby – Allerede nu er det som om hun altid har været her. Og hun er kun lige knap en uge gammel. Det føles simpelthen som det mest naturlige i verden, at hun er landet lige her hos os og det er næsten svært at forstå, at det ikke er længe siden hun ikke var her.

 

Hvor heldigt det er, at hun ligner det hun hedder – Vi havde jo valgt navnet for længe siden. Læs evt. mere om det HER. Jeg har været vild med navnet hele tiden, men jeg har også været spændt på om navn og ansigt ville passe sammen. Men det gør det bare. Hun kunne ikke hedde andet, tror jeg 🙂

 

Hvor vildt det er at se Jonas være en far – Jeg vidste godt, at han ville blive en god far. Ingen tvivl om det. Men jeg vidste ikke, at han ville blive SÅ god en far. Det falder ham bare ret naturligt og jeg synes det er helt vildt at se den side af ham, efter vi har været sammen i så mange år. Det er lidt som om at blive forelsket på ny igen og det er jo bare fantastisk.

 

Følelsen af at være en mor – Jeg havde da regnet med, at det ville være temmelig stort. Men temmelig stort dækker jo slet ikke følelsen nok. Tror faktisk ikke jeg kan beskrive, hvor stort det er og hvor vildt det føles, men det er så absolut det største jeg nogensinde har oplevet. Og det vildeste. Og det lykkeligste. Og så meget mere!

 

At det kan være så svært at falde i søvn, når man er så fandens træt – Jeg har haft svært ved at sove i dagene efter fødslen, men det er altså ikke fordi jeg ikke har været træt. For uha, dét har jeg da godt nok været. De sidste par dage er det dog efterhånden blevet lettere, så mon ikke bare hele oplevelsen skulle fordøjes lidt?

 

Læs også:

“DER ER SÅ FANDENS MEGET JEG IKKE FORSTÅR .. #1”

“DER ER SÅ FANDENS MEGET JEG IKKE FORSTÅR .. #2”

 

 

Jeg er tilbage igen, men alligevel ikke helt ..

Så er jeg tilbage igen. Og det er på alle mulige måder, som et andet menneske, end hende der skrev det sidste indlæg herinde. Jeg er nemlig blevet MOR. Jeg er Anna Olines MOR. Det er det vildeste og hun er det bedste! Jeg elsker hende så højt!

Anna Oline kom til verden i søndags den 15.04.18 på en solrig forårsdag. “En fin dag at komme til verden på”, som jordemoderen sagde. Hendes ankomst startede med et par frygtelige dage med indlæggelse og igangsættelse pga svangerskabsforgiftning. Selve fødslen gik på ingen måde, som jeg havde håbet eller forventet. Den gik sådan ca. på en måde, som jeg end ikke ville ønske for min værste fjende. Ikke en gang den dummeste jeg kender, som ellers er et røvhul. Dagene efter med mere indlæggelse grundet svangerskabsforgiftningen satte bestemt det sidste prik over i’et for, hvor galt hele det her fødselsforløb er gået. Da vi kom hjem fra sygehuset i går, havde jeg ikke flere kræfter eller tårer tilbage.

Jeg bearbejder stadig de seneste dages oplevelser og det kommer til at tage sin tid og energi. Men når jeg er klar, vil der komme en beretning her på bloggen om det hele. Det er altid sundt, at få skrevet tingene ned.

Men nu vil jeg nyde, at vi er kommet hjem i egne rammer igen. Mine skuldre er endelig ved at sænke sig og jeg trækker vejret mere naturligt igen. Jeg nyder at udforske min nye rolle som mor og jeg elsker at se på min dejlige mand, som nu er blevet far. Han er så skide god til det! Min dejlige datter har det godt, mens hun udforsker sin nye rolle som det mest sovende og skidende menneske her i huset. Men også det absolut sødeste.

Vi har det godt alle 3 🙂

Det har facebookgruppen hjulpet mig med

Tak for alt jeres feedback på mit indlæg på bloggen i går. Altså det med facebookgruppen. Både her på bloggen, men også alle de private beskeder jeg har fået. Jeg har skraldgrinet af de lignende erfaringer, som I har delt med mig. Så tak for dem! 🙂

Facebookgrupper som den for kvinder med termin i april 2018 eller alle mulige andre grupper, er jo til for at vi kan hjælpe og støtte hinanden. Det er så fint, at der er steder hvor vi kan søge råd, hjælp, støtte og inspiration fra andre, der står i samme situation som os selv.

For lige at runde indlægget fra i går af, så er der visse ting (som I jo læste i indlægget), som jeg personligt bare ikke forstår behovet for at dele med en gruppe på facebook. Godt nok er gruppen en lukket gruppe, men privat er den altså overhovedet ikke med mere end 1000 medlemmer. Men fordi jeg mener én ting, betyder det jo ikke, at det er forkert at dele det. Vi har alle hver vores behov og der skal jo være plads til alle. Jeg kommer heller aldrig til at forstå de opslag, hvor man spørger til om man burde være i kontakt med fødegangen eller andet der vedrører ens helbred. Eller ens babys for den sags skyld. Det kommer måske i min baggrund som lægesekretær, men jeg vil altid mene, at man bør kontakte de rigtige fagfolk og ikke sidde på facebook. Men igen, det er min personlige holdning og det andet er ikke forkert, hvis man føler det er det rigtige at gøre.

Nå, men det var så lige en længere afrunding af indlægget fra i går. Hvis du ikke fik læst indlægget, kan du finde det lige her: “Det kunne man også lade være med at skrive i facebookgruppen”.

 

I virkeligheden skal det her indlæg handle om det modsatte af det i går. Nemlig hvad jeg så HAR kunne bruge facebookgruppen termin i april 2018 til. Og det er faktisk ikke så lidt. Jeg vender nemlig ikke det hvide ud af øjnene til alting, for så havde jeg sgu nok meldt mig ud.

 

Det har gruppen hjulpet mig med:

 

Hospitalstasken – Jeg tror aldrig jeg havde fået pakket den taske, hvis jeg ikke var blevet inspireret af andre fra facebookgruppen. Eller jo, det havde jeg jo nok, men jeg er ofte stødt ind i opslag om netop hospitalstasken, hvor jeg har tænkt: “For helvede ja, det skal jeg også have med. Det er sgu da smart”.

 

Tilbud – Der findes vist en god røvfuld tilbudsjægere i den gruppe og hvor er det bare fedt, når de vil dele ud af deres viden. Jeg har sparet mange penge på nogle af vores indkøb, fordi nogen gav et hint om et godt tilbud. Så mange tak for det!

 

Indretning af børneværelse – Jeg havde nok klaret at få lavet børneværelset på egen hånd, men jeg synes det har været rart at se, hvordan andre har valgt at gøre det. Og særligt opslagene om, hvad der hører sig til en god pusleplads, har jeg fundet inspiration fra. Du kan i øvrigt se, hvordan vi har indrettet lille’pigens børneværelse lige HER.

 

Mavebilleder – Jeg har ikke selv haft behov for at dele mavebilleder i gruppen, men jeg synes egentlig det har været fint at se, at min mave ligner så mange af de andres. Ligesom det ind i mellem har været en trøst at se, at der findes andre der har fået lige så store elefantfødder, som jeg selv har fået. Eller kæmpe pølsefingre for den sags skyld. Det er lidt rart at vide, at man ikke er den eneste, der kan være træt af de gener, som graviditeten kan føre med sig.

 

Andres fødsler – Der bliver jo født en masse skønne og smukke babyer lige nu. Det er klart, nu hvor vi har ramt april. Jeg synes det er enormt hyggeligt, når folk med den største glæde deler nyheden om, at deres lille guldklump er kommet til verden. Åh, så kan jeg kun glæde mig endnu mere, til jeg får min egen i armene. Og så er det super fedt, når folk deler lidt (eller meget) fra deres fødselsoplevelse. Og der er jo både positive, men også mindre positive beretninger at læse. Mentalt bliver jeg selv mere forberedt på de 117 forskellige scenarier, som jeg selv kan blive udsat for, når det bliver min tur til at føde. Så tak for dem 🙂

 

Det var lidt om, hvad jeg synes at jeg har kunne bruge facebookgruppen til. Hvis du har lyst til at læse mere fra min hånd, kan jeg anbefale:

“11 TEGN PÅ AT JEG IKK’ HAR FØDT ENDNU”

“DET HER FYLDER PÅ ØVERSTE ETAGE, NÅR JEG TÆNKER PÅ AT SKULLE FØDE OM LIDT”

“DET KUNNE MAN JO OGSÅ LADE VÆRE MED AT SIGE TIL EN GRAVID”

Men i virkeligheden vil jeg hellere, at du sender en masse ve-støv i min retning, så jeg kan få lov til at møde min lille pige snart. Hun hygger sig sgu for godt inde i mavsen 🙂