Sådan keder jeg mig i min barsel

Min barsel startede officielt den 21. februar. Jeg har dog været sygemeldt siden slut november, da jeg har haft komplikationer i graviditeten, som ikke kunne forenes med at tage på arbejde. I starten var tiden lang og det var svært, at jeg skulle holde mig så meget i ro og lave mindst muligt. Dog et luksusproblem vil jeg mene. Nu er maven så stor og fysikken er generelt så begrænset, at det er svært bare at lette min røv fra sofaen. Så nu er tiden stadig lang, men det er ikke svært at skulle holde sig i ro. Jeg bliver tit spurgt om, hvad jeg fordriver tiden med, så tænkte at jeg ville dele lidt af det med jer, for det har I nemlig pisse meget lyst til at høre om, ikk?

 

Jeg skriver. Indlæggene her på bloggen skriver jo ikke sig selv. En hyggelig lille hobby som jeg nyder, at jeg lige nu har masser af tid og ro til. Det ændrer sig jo nok inden så længe, når en mini-mig vil kræve det meste af min opmærksomhed.

 

Jeg gør ret meget rent. Jeg har altid sat pris på at have et rent hjem og jeg hygger mig faktisk meget med at gøre rent. For nogen er det mest en pligt, men jeg kan nu rent faktisk godt lide det. Med en kæmpe tyk mave kan det dog ind i mellem være en udfordring og jeg må dele opgaverne lidt op eller holde nogen kun flere pauser. Men så går dagen jo også med det.

 

Jeg går gerne en lille tur. I hvert fald når kroppen tillader det. Og vejret for den sags skyld. Det er nu efterhånden meget begrænset, hvor langt jeg kan gå før kroppen siger fra og plukveerne tager til og smadrer hele fornøjelsen. Men lidt har også ret. Jeg glæder mig så meget til at komme tilbage på mit vanlige aktivitetsniveau efter fødslen, når kroppen er klar.

 

Jeg broderer. De fleste der kender mig godt ved, at jeg har en god kontakt til min indre mormor. Jeg elsker at brodere og har dyrket det siden 7. klasse, hvor jeg prøvede det første gang i skolen. Det er så hyggeligt. Netop nu er jeg ved at brodere en julesok til lille’pigen. Jeg tænker at det er med at nå så meget som muligt, inden hun melder sin ankomst. Jeg regner ikke med, at hun har specielt meget lyst til at brodere med sin (mor)mor.

 

Jeg hygger med chefen. Det er slet ikke så frækt og perverst som det lyder, for det er jo bare kaninen jeg mener. Ham kan du møde HER, hvis du ikke kender ham. Pelsbassen nyder bestemt, at der er mulighed for nus’ og selskab hele dagen lang, når han har lyst til det. Han skal nok blive træt af lille’pigen, når hun bliver næste beboer hjemme ved os og også kræver vores opmærksomhed. Chefen har det nemlig svært med forandringer. Og med at andre er vigtigere end ham.

 

Jeg læser. Jeg er i gang med nogle forskellige bøger, der har til formål at forberede mig og os på tiden der kommer, når vi bliver forældre om lidt.

 

Jeg feder den på sofaen og ser en masse serier. Jeg skammer mig næsten ikke, hvis jeg en hel dag bare har fedet den på sofaen uden at lave noget som helst andet. Vi har lige skiftet Netflix ud med Viaplay, så jeg har været i gang med at suge til mig af indholdet der på. Lige i tiden hitter det latterligt meget at se “Luksusfælden”. Jøsses! Noget jeg normalt sjældent har set i TV. Men jeg hygger mig med det og det er jo med at nyde sådanne dage, inden lille’pigen kommer til verden.

 

Jeg sover. Jeg sover ikke ret længe ad gangen længere. Efter 3-4 timer vågner jeg, typisk fordi det gør ondt, jeg har plukveer eller en sovende fornemmelse i arme og ben. Generelt har jeg meget uro i kroppen. Ofte øver lille’pigen også sine bedste ninja-moves om natten, hvor det naturligvis er mest belejligt for os begge. Så jeg må jo indhente noget søvn i løbet af dagen, da søvnbehovet generelt er steget her sidst i graviditeten. Men jeg skal jo også bare nyde det, så længe jeg nu kan.

 

 

Det var et lille indsigt i mine dage på barsel. Egentlig synes jeg, at tiden indtil nu er gået meget hurtigt, men nu er jeg efterhånden SÅ klar til at få afsluttet den her graviditet og blive mor, at tiden gerne snegler sig afsted. Jeg prøver dog stadig at nyde roen og tosomheden med Jonas (eller tresomheden med chefen) inden vores hverdag bliver forandret for altid.

 

Læs også:

“Når Nordjylland møder Sjælland”

“Er jeg mon den eneste der .. #3” 

Mine graviditetsgener, som I er pisse ligeglad med

Jeg har haft mit at slås med i denne graviditet, men jeg er da så afgjort ikke den gravide, der har haft det sværest. Det må vi lige have slået helt fast. Jeg har på ingen måde ondt af mig selv og for min lille pige, gjorde jeg gerne det hele igen. Men bare fordi jeg ikke har haft det sværest, betyder det ikke, at jeg er gået ubesværet igennem den her graviditet.

 

Så her må I da lige have en liste over mine ret overkommelige graviditetsgener, som I jo i virkeligheden er pisse ligeglad med.

 

Blødninger. Før jeg blev gravid, var det mit store problem at jeg aldrig blødte. Altså aldrig fik menstruation pga. min PCOS. Nu laver jeg fandme ikke andet end at bløde og må derfor gå med bind hver dag og hele tiden holde øje med mængden af blod. Det er sgu da lidt åndsvagt. Og mit forbrug af bind har aldrig været højere.

 

De der tårer der. Jeg er blevet sådan en følsom en, der har let til tårer. Ikke at jeg var totalt ufølsom før, men jeg havde ikke så let til tårer, som jeg har nu. Jeg kan tude over alt. At jeg glemte at lukke vinduet på første sal, inden jeg gik ned i stuen og derfor må kæmpe mit tunge korpus op ad trappen igen. At jeg har købt en røvfuld appelsiner og er gået efter dem, der så mest sure ud, hvor jeg så i stedet sætter tænderne i en pisse sød satan, som slet ikke var dét, jeg havde lyst til. Jeg tuder til film og dokumentarer, der er bare lidt følsomme eller indeholder syge mennesker, søde dyr eller nuttede babyer. Jeg må desuden frabede mig, at andre tuder i mit selskab, for det trykker automatisk på mine tudeknapper og så skal jeg ikke tagges i alt for søde eller følsomme videoer på Facebook. Og Jonas skal bare opføre sig ordentligt!

 

Tisseriet. Ja, det kan foregå hele tiden. Jeg kan snildt tisse af 2-3 gange inden jeg skal ud af døren, for så alligevel at skulle tisse igen, når jeg sætter mig ud i bilen. Jeg får sjældent tisset færdig, før jeg skal tisse igen. Sådan er det vist bare. Og nætterne behøver vi vist ikke snakke om.

 

Vand i kroppen. Det siger jo ret meget sig selv. Jeg begyndte tidligt at døje med vand i kroppen og det er ikk’ blevet bedre med tiden, det kan jeg godt love jer da. Mine fødder og ben er så ramte, at jeg ingen ankler har mere og mine små tæer er ved at sprænges. Væsken i håndleddene har givet mig kroniske håndledssmerter. Ind i mellem gør det så ondt over det hele, at det sætter gang i punktet længere oppe. Nemlig tuderiet. Godt der ikke er længe igen. Nu krydser jeg bare pisse meget fingre for, at det der væske er noget der ryger hurtigt, når jeg har født. Det ville være rart at se vægten dale for en gang skyld. Og få bekræftet at væsken rent faktisk ér væske og ikke undercover fedtdepoter.

 

Mine øjenvipper er fløjet sig en tur. Jeg har altid haft flotte lange øjenvipper, men jeg skal da love for, at det er fucking slut nu. Nu kan jeg nærmest stå med fjæset under et mikroskop og stadig lede efter dem. For helvede. Det siges godt nok, at når man venter en pige, så stjæler hun morens skønhed. Ja, jeg har på forhånd allerede reduceret de lommepenge, som hun ikke skal have før om mange år. For dem skal jeg bruge på øjenvippe-pleje, hvis der findes sådan noget.

 

Jeg har det varmt og sveder som et svin. Er det ikke godt nok sådan man siger? At svede som et svin? Nå, men jeg har altid haft en varm kropstemperatur. Så varm at Jonas ind i mellem ikke vil ligge for tæt på mig i sengen. De kolde vinternætter synes han dog, at det er vældig praktisk. Nå, men det er i hvert fald ikke blevet mindre varmt at være i min krop her i gravidteten. Vi er bekymrede for, om lille’pigen kommer ud som en rød og kogt lille reje.

 

Den der “glød” eller hvad man nu kalder den. Jeg har før hørt, at der hviler sådan en naturlig og fantastisk glød over gravide. Jeg skal dog hilse og sige, at den vist ikke kommer til alle. Min “glød” består da i hvert fald enten af helt tør og ru hud eller et vaskeægte udbrud af uren hud på bedste teenager-manér. Det er dejligt, når man samtidig sveder som et svin.

 

Vejrtrækningsbesvær. Jeg er ikke ved at dø eller noget, bare rolig. Men når jeg ligger i sengen eller når jeg feder den på sofaen, kan det godt være svært at trække vejret helt ned i maven. Det er selvfølgelig fordi lille’pigen nu er blevet så stor, at hun tager alt pladsen. Jeg har desuden været semi-snottet gennem hele graviditeten, hvilket ikke hjælper overhovedet. Det får mig kun til at snorke, hvilket ellers plejer at være Jonas’ foretrukne middel at irritere mig med. Måske er det karma?

 

Jonas er en heldig mand, når han sådan får lov til at leve sammen med en varm og svedende gravid kvinde, der har mistet sine øjenvipper og sin kontrol over tårerne, samtidig med at hun mangler “glød” og hæver op som en svamp, fordi hun har vand i kroppen og desuden skal tisse konstant. Og det er altså når hun ikke bruger alle hans penge på bind eller vækker ham om natten fordi hun snorker. Godt han er sådan en tålmodig mand.

 

Jeg synes det kunne være sjovt, at høre nogle af dine graviditetsgener, hvis du har eller har haft nogen. Smid evt. en kommentar herunder.

 

Hvis du gerne vil læse mere, kan jeg da henvise til disse gode indlæg:

 

“SÅ TOG DE ELLERS RØVEN PÅ MIG! .. OG ALT VAR LYSERØDT ..” 

“LILLE’PIGEN OG DET HUN SKAL HEDDE, NÅR HUN IKKE SKAL HEDDE LILLE’PIGEN MERE”

Lille’pigen og dét hun skal hedde, når hun ikke skal hedde “Lille’pigen” mere

Lige nu hedder vores lille pige bare mest “Lille’pigen”, men lille’pigens rigtige navn har faktisk været bestemt i rigtig lang tid. Allerede før jeg blev gravid. Og det har sgu på ingen måde været hemmeligt. Det er nævnt flere gange både på Instagram og i det virkelige liv. Alligevel bliver jeg ofte spurgt til, om vi ved hvad hun skal hedde. Søde venner, følg nu med! Ej, pjat. Så spændende er mit liv sgu heller ikke, så jeg kan godt forstå hvis man misser informationer undervejs. I er tilgivet, men til gengæld nu tvangsindlagt til dette indlæg om lille’pigens navn og hvorfor det er hendes navn. Enjoy!

 

Det var ikke umiddelbart med lethed, at vi blev enige om det her navn. Vi kan godt begge to lide at bestemme. Og med begge to mener jeg mest mig. Jeg kan godt lide at bestemme og Jonas kan godt lide, ikke at give mig ret. Da vi startede med at snakke navne og blot nævnte navne sådan lidt i flæng, var det tydeligt at Jonas var meget til de der navne, som pigerne fra vores egen årgang hed. Navne som Louise, Pernille, Lise, Katrine, Line osv. Jeg har både gået i skole med en Louise O, en Louise J, en Louise K og en Louise W. De piger må have følt sig enormt unikke på deres navn. På den anden side var de jo en del af deres eget lille fede fællesskab, hvor navneopråbningen hurtigt var overstået. Jonas’ ultimative krav var blot, at hun ikke skulle hedde det samme som en planet eller en krydderurt (eller hvad man nu ellers kan opkalde sit barn efter i disse dage). Jeg husker tydeligt, at han nævnte “Oregano-Timian”, som et usædvanligt specifikt eksempel. Så dét skal hun i hvert fald ikke hedde. Ligesom “Dild-Persille” også er udelukket. Satans!

Jeg har aldrig sådan gået med et specielt navn i tankerne. Dog foruden det smukke navn “Kaya”. Men det sagde Jonas, at hun heller ikke måtte hedde. Og så navnet “Mynthe”. Jeg henviser til ovenstående krydderurte-forbud. Så dét skal hun så heller ikke hedde. Det begynder at se håbløst ud, ikk?

 

Jeg er rigtig god til at forbinde navne med mennesker, som jeg kender eller har kendt. Særligt folk fra min skoletid. Jeg havde ikke en god folkeskoletid, så I kan nok regne ud, at det har udelukket mange navne. Særligt af dem, som Jonas godt kan lide. Som et eksempel kan jeg nævne, at hun i hvert fald ikke skal hedde Daniel. For det hed en fra min folkeskole, som sagde at jeg nok spiste gær, fordi jeg var så tyk. Jeg har også en gang kærstet lidt med en, der hed Daniel. Så bliver navnet da vist også automatisk forbudt, ikk? Hun skal heller ikke hedde Christian, for det hed en af de større drenge, som jeg en gang måtte slå vældig hårdt i maven med min skoletaske. Den dag blev jeg vist hentet af min mor på skoleinspektørens kontor.

 

En dag kom ideen til os, at vi da kunne opkalde vores barn efter nogen, som hverken mobbede eller er en krydderurt. Vi kunne jo prøve at opkalde vores barn efter nogen, som vi rent faktisk godt kan lide. Så vi gik på jagt i stamtræerne og det kom der faktisk noget ganske fint ud af. Lille’pigen skal hedde Anna Oline. Anna efter Jonas’ mormor. En smuk dame, som jeg kun har hørt godt om. Desværre nåede jeg kun at møde hende en enkelt gang til en familiefest, hvor hun trak mit ansigt helt ind til sit og sagde: “Jae, du er fin er du. Det’ godt nok”. Det var lidt som at blive accepteret af overhovedet i flokken. Oline skal hun hedde efter min far. Min far hed ikke Oline, men han hed faktisk Ole. Men det er synd at kalde en pige for Ole. Anna Ole. Kan I lige se det for jer? Så ville hun bare få samme triste folkeskoletid, som jeg selv havde. Oline er ligesom “pigeversionen” af Ole og det er vigtigt for mig, at hans navn er med. Min far døde for knap 7 år siden i en urimelig tidlig alder. Han kommer aldrig til at opleve sine børnebørn og derfor er det vigtigt for mig, at han indgår på en anden måde. Derfor går hans navn igen.

 

Mange har så spurgt os, hvad vi vil gøre hvis hun ikke ligner en Anna. Hvordan ligner man ikke en Anna? Hun er en Anna Oline, for det har vi bestemt at hun er, så det ligner hun sgu nok også. Hvis hun ikke selv synes, at hun ligner sådan en, må hun jo lave det om, når hun bliver 18 år.

 

Nu kender I lille’pigen lidt bedre. Vi glæder os helt vildt meget til at få sat ansigt på det navn, som vi er blevet så glade for. 36 dage til termin. Kom så Anna Oline!

Ting jeg måske (ikke måske) har sagt i min graviditet .. #3. trimester

Mavebillede fra 3. trimester (34+1)

 

  • Hold nu kæft hun ligner sin far. (Sagt efter 3D-scanning. Vi er spændte på, om det holder stik)

 

  • Hun kommer ikke ud endnu, så du behøver ikke kigge moster op i tissekonen. (Når niecen på 3 år har forstået, HVOR baby kommer ud henne. Og bare rolig. Jeg havde bukser på. Intet ulovligt og upassende fandt sted. Slap af!)

 

  • Nu synes jeg faktisk, at det er din tur til at være gravid. (Sagt til Jonas på en af de dage, hvor det ikke var så sjovt at være gravid)

 

  • Jeg er så pisse tung, at trappen flækker lidt hver gang jeg går op og ned af den. (Bare rolig. Det gør den i virkeligheden ikke)

 

  • Nogle gange har jeg slet ikke lyst til, at hun skal komme ud. (Der er en vis tryghed i, at hun er i maven og bliver passet på dér)

 

  • Gider du ikke lige binde mine sko? (Sagt til hvem end, der står nærmest. En umulig opgave efterhånden. Hurra for gummirøjsere)

 

  • Jeg skal fandme lige tisse. Igen. (Man tisser meget ofte, når man er kommet så langt i graviditeten)

 

  • Kan du da for sulan ikke lige ligge dig ordentligt derinde? (Sagt til baby, når hun ligger på tværs i maven og jeg kan mærke spark/slag 4 steder i maven på én og samme gang. 2 steder i hver side. Hun laver sikkert en ond sprællemand, når hun kommer ud)

 

  • Er der flere astronaut is? (Helst en med gul vingummi, tak)

 

  • Vil du ikke lige nus’ mine tæer? (Nus’= massere. Sagt til Jonas sådan ca. hver aften, når væsken i kroppen tager til)

 

  • Åååh! Puuuh! Ork! For helvede! Av! Neeeeeej! For satan! Pheeeew! (Om natten, når jeg vil vende mig i sengen. 5 minutter senere gentager det sig, når jeg vil vende mig igen).

 

  • Fuck! (Sådan ca. hver gang jeg har tabt noget på gulvet)

 

  • Mine arme sover fandme mere end jeg gør. Det samme med mine fede tæer. (Tiltagende væske gør, at samtlige kropsdele sover ret hurtigt. Så irriterende)

 

  • Av for i hede hule helvede! Åndsvage fede mave! (Sådan ca. hver gang jeg har brændt maven på ovnen. Det er sket flere gange end man lige ville tro)

 

  • Neeeej! Du må ikke grave i maven. NEJ! Du må sgu heller ikke bide i den. (Til kaninen, når han prøver at bekæmpe dét, der sparker ham inde fra maven af)

 

  • Hey Mulle, prøv lige at se mit nye strækmærke lige hér (Ja, de små sataner er så småt ved at komme. Jeg har besluttet mig for, at det gør absolut ingenting. Det synes Jonas heldigvis heller ikke)

 

  • Mon min navle snart “popper”? (Den har ikke gjort det endnu. Det er ellers noget jeg har glædet mig til)

 

  • Hvis jeg ikke bukker mig hele dagen, så skal den kjole nok gå an. (Tøjet er ved at blive småt)

 

  • Jeg er sgu da træt. (Bare fordi man er mere træt, når man nærmer sig terminen med hastige skridt)

 

  • Jeg sov da hele 5 timer i nat. (Om det er graviditetsgenerne der holder mig vågen eller kroppen, der gør klar til en baby uden døgnrytme vides ikke. Men jeg sover ikke ret længe ad gangen. 5 timer er efterhånden lang tid for mig)

 

  • Gider du lige tage et billede? (Forsøger at få taget godt med mavebilleder her den sidste tid. Kommer jo sikkert til at savne maven, når den er væk)

 

Læs også gerne:

Ting jeg måske (ikke måske) har sagt i min graviditet .. #1. trimester

Ting jeg måske (ikke måske) har sagt i min graviditet .. #2. trimester

Så tog de ellers røven på mig! .. Og alt var lyserødt ..

Mavebillede 32+4

 

Dagen i går blev overhovedet ikke som forventet. Det har længe været planlagt, at Jonas og jeg skulle passe min søsters børn, vores niece og nevø, men sådan gik dagen ikke. Måske har du allerede luret, hvad der så skete?

 

Min dag startede sådan lidt “øv-agtigt”, da jeg havde sovet elendigt. Men heldigvis skinnede solen, hvilket gav anledning til at tage et par mavebilleder på vej ind til min søster inden børnepasningen. Det var dét, der fik mig til at glatte hår og tage en lille bitte smule make-up på. Ellers var det fandme ikke sket. Det tør jeg godt garantere.

Vi fik taget nogle gode billeder, bl.a. ovenstående, i skoven som jeg er vokset op i nærheden af. De blev så fine. Og det kan godt have noget med det glattede hår og make-up’en at gøre. Det kan faktisk godt have meget med det at gøre. Nå, men vi satte kursen videre mod børnepasser-tjansen.

Da vi ankom til min søsters adresse og jeg åbnede hoveddøren blev jeg blæst bagover. Ikke med barnegråd, sure børn eller lugten af lortebleer, som det ellers kunne forventes. “SURPRIIIIIIIIIIIISE” efterfulgt af smil og latter. Måske tror du, at det var min nevø og niece, men nej. Samlet i min søsters spisestue var både familie, veninder og nogle kollegaer. En god flok af dejlige mennesker, som jeg ikke plejer at finde i det samme rum. Du kan nok forestille dig mit ansigtsudtryk. Det så nogenlunde sådan her ud: ” ….. ” efterfulgt af smil, efterfulgt af tårer. Sådan skal det jo være, når man ikke skal passe børn, men i stedet være til babyshower. Et babyshower FOR MIG.

 

De tog fandme røven på mig. Jeg havde på ingen måde set det komme. Som i OVERHOVEDET IKKE. Og jeg forstår stadig ikke, hvordan de alle har skjult det så længe. Det har vist været planlagt i et godt stykke tid. Og jeg som ellers plejer at have kontrol over tingene og styr på, hvad der sker i min familie og omgangskreds. Det var fandme heldigt, at jeg ikke gik i fødsel. Og det var heldigt, at solen skinnede om morgenen, for ellers havde jeg ikke fået ideen med at tage billeder af maven. Og så havde jeg altså ikke haft make-up på eller sat håret. Det er selvfølgelig ikke alt om at gøre, men jeg er nu glad for, at jeg så nogenlunde ud.

 

Der var masser af pynt. Der var gode gaver. Der var frokost og der var kager. Og slik. Og også popcorn. Der var sjove lege. Der var grin og god stemning. Og så var der jo en god håndfuld af mine yndlings mennesker. Kan en højgravid, hormonforvirret og lettere følsom kvinde så bede om mere? Nej, dét kan hun bestemt ikke! Jeg kan jo forsøge nok så meget at male et billede af dagen for jer, men jeg synes I skal kigge de næste billeder igennem og fornemme det selv:

 

Det sødeste bordpynt

Det fineste kagebord. Lyserød, lyserød, lyserød! Og alt var hjemmebagt!

Armen se nu lige, hvor fint det er ..

Og selvfølgelig: Gæt en pølle-legen 🙂

 

Jeg er stadig ikke kommet mig helt over overraskelsen, men jeg havde bestemt den bedst mulige dag. Jeg føler mig så heldig og velsignet med den bedste familie, de bedste venner og de bedste kollegaer. Nu er jeg også snart klar til at få den bedste datter!

 

TUSIND TAK til jer, der var med på dagen. Tak for planlægningen, tak for det fint pyntede hjem, tak for gaverne, tak til kagebagerne, tak for de mange smil, tak for de mange grin og ikke mindst TAK for jer og jeres gode selskab.

 

Kærligst Leah

Gravid med alfabetet

Stærkt inspireret af søde Stine har jeg lavet et indlæg, der handler om min graviditet fordelt ud på alfabetets smukke bogstaver. Det er der kommet dét her ud af:

 

A – Anna: JA, det siger jo lidt sig selv. Vores lille pige kommer til at hedde Anna. Det har vi vidst i rigtig lang tid. Endda helt fra før jeg blev gravid. Vores lille Anna!

 

B – Blødninger: Jeg har døjet meget med uforklarlige blødninger i min graviditet. Derfor har jeg også været sygemeldt og gået hjemme faktisk siden jeg var lidt over halvvejs i graviditeten. Tænk at jeg har kunne få tiden til at gå.

 

C – Citroner: Jeg elskede citroner allerede før jeg blev gravid. I min graviditet har jeg elsket dem endnu mere!

 

D – Dreng: Helt frem til kønsscanningen i uge 15 var jeg helt sikker på, at vi ventede en lille dreng. Det var faktisk lidt underligt, da jordemoderen så sagde, at det er en pige. Men nu kan det ikke være anderledes eller mere perfekt. Vi skal have en pige!

 

E – Elsker, elsker, elsker: Det er kommet bag på mig, hvor tidligt kærligheden til det her lille menneske for alvor satte ind. Faktisk var det allerede fra de to streger på graviditetstesten. Og kærligheden er kun blevet stærkere siden. Jeg knus-elsker min lille pige allerede. Hvad skal det ikke blive til, når hun kommer ud?

 

F – Fertilitetsenheden Aalborg: De vendte op og ned på vores forudgående behandling og forsøg. De stillede de rigtige spørgsmål og rettede op på de fejl, der var begået. DERFOR er jeg gravid i dag. Så dem elsker jeg nok også lidt.

 

G – Graviditetsapps: Gud, hvor der findes mange! Men i dag findes der vel også en app til alt? Jeg er fan af de søde daglige beskeder, som jeg læser i mine graviditetsapps. Ligeledes hjælper de mig med at holde styr på, hvor langt jeg faktisk er. For det kommer jeg altså ind i mellem til at glemme. Ups.

 

H – Huskøb: Med den positive graviditetstest blussede vores gamle drøm om et huskøb op igen. Jonas og jeg er sådan et “power-par”, der handler hurtigt. Jeg testede positiv i august, vi skrev under på de vigtige papirer i september og vi flyttede ind i november.

 

I – Indkøb: Ej, hvor skal man godt nok købe meget ind til sådan en lille størrelse. Vi er så heldige, at vi har arvet en masse skønne ting fra min storesøster og hendes to små børn. Alligevel føler vi, at vi har brugt en formue på vores lille pige allerede. Nå, men vi kan vel ligeså godt vænne os til, at det er sådan det er de næste 18 år. Mindst.

 

J – Jonas: Faren til min datter. Det kunne jeg ikke have valgt bedre!

 

K – Kønsscanning: Vi var ikke i tvivl om, at vi ville vide kønnet på forhånd. Jeg beundrer dem, der kan vente til fødslen. Det ville min tålmodighed ikke kunne holde til. Men jeg er glad for, at vi tog det valg. Jeg følte mig straks mere knyttet til babyen i min mave, da jeg kunne sætte køn og navn på.

 

L – Løb: Eller mangel på samme i virkeligheden. Åh, jeg savner mine løbeture. Allerede under fertilitetsbehandlingen måtte jeg undvære dem, da en høj puls kan påvirke ægproduktionen. Jeg glæder mig så meget til at kunne starte op på løb igen.

 

M – Mor: Om lidt skal jeg være nogens MOR. Det er det vildeste! Og den titel skal jeg bære resten af mit liv. Hold nu kæft, hvor jeg glæder mig.

 

N – Nervøsitet: Jeg var langt inde i graviditeten, før jeg kunne slappe bare en smule af og virkelig nyde det. Frem mod hver en scanning har jeg været nervøs for, om noget var galt. Faktisk var jeg nervøs hver dag det første laaaaaange stykke tid. Det er bedre nu, men jeg føler mig ikke helt sikker, før hun er sikkert ude ved os.

 

O – Oline: Mellemnavnet til vores pige. Hun kommer altså til at hedde Anna Oline. Netop mellemnavnet betyder rigtig meget for mig, da hun får det navn efter min kære far, som desværre ikke er her mere. Min far hed Ole, så vi var nødt til at være lidt kreative med at bruge det i et pigenavn. Men jeg synes nu, at det fungerer meget godt. Mon ikke han ville have været stolt?

 

P – Puf: De små puf, som min lille pige giver mig inde fra maven. Ja, altså i starten var det små puf. Nu er det ofte kraftige puf, der både vækker mig om natten og fremkalder en øget tissetrang. Nogle gange også kvalme. Men jeg elsker det! Så livsbekræftende.

 

Q – Quizzeri: At være gravid kan godt føles lidt som om, at man er godt i gang med en super svær quiz. Man gætter lidt her og der mellem de mange svarmuligheder. Følger sin mavefornemmelse. Og det er ikke altid, at der er ét bestemt svar på alting, selvom man godt kunne ønske sig det.

 

R – Rigtigt og forkert: Det kommer lidt i forlængelse af det med følelsen af, at være midt i en svær quiz. Hvad er rigtigt og hvad er forkert? Der skal tages SÅ mange valg om alting. Selv det at vælge noget så simpelt som en autostol er en jungle, som mange har en mening om. Jeg har ind i mellem været voldsomt frustreret over nogle af de valg, som jeg allerede nu skal tage for min lille pige. Men jeg har også valgt at sige, at mor ved bedst. Altså mig som MOR til min lille pige véd, hvad der er bedst for hende. Så kan meningerne egentlig være nok så mange. Jeg kommer til at gå med MIN mavefornemmelse.

 

S – Smerter: Bækkensmerter, håndledssmerter, smerter i benene og anklerne. Smerter i tissefruen. Ja, jeg kunne blive ved. Synes bestemt, at jeg er mere besværet af smerter, end jeg havde forventet. Men pyt. Det er det hele værd.

 

T – Tissetrang: Ja, den er der efterhånden hele tiden. Men turen ud til toilettet er vel også en slags motion?

 

U – Urinprøver: Jeg har sgu aldrig lavet en urinprøve før jeg blev gravid. Nu synes jeg, at jeg skal lave dem hele tiden. Og de viser alligevel aldrig andet, end at alt er i den skønneste orden. Men dejligt, at man bliver holdt øje med.

 

V – Ventetøj: Ja, det har jeg ikke gidet at bruge mange penge på. Jeg har 3 ventekjoler, nogle skjorter og et par trøjer (som jeg havde i forvejen) og det er faktisk dét, jeg har at bruge lige nu og frem til fødslen. Det er ikke meget, men det går an. I virkeligheden behøver jeg jo slet ikke så meget tøj i min garderobe, som jeg troede. Men det behøver Jonas jo ikke at vide. For gud, hvor skal jeg shoppe, når jeg er tilbage i min gamle krop.

 

W – ?: Det sker jo ikke, at jeg finder et graviditetsrelateret ord med W.

 

X – XL, XXL, eller XXXL: Sådan ca. den størrelse, som jeg føler mig som lige nu. Føler mig sgu lidt XL over det hele efterhånden.

 

Y – Yndigt og fint tøj: Åh, mit hjerte (og dankort) smelter jo over alt det yndige børnetøj, som man kan få. For sulen det er ind i mellem svært at begrænse sig.

 

Z – zZz ZzzZ: Og pludselig kan jeg sove i 100 år. Men det er vel også nu, at jeg skal nyde det. I hvert fald at jeg har muligheden.

 

Æ – Æbler: Eller andre friske frugter. Gerne de lidt sure af slagsen. En craving jeg har haft gennem hele graviditeten. Og jeg nyder det, for frugt er normalt ikke det mest fornuftige at spise, når man har PCOS. Men det skider jeg på og det kan du i øvrigt læse om HER. Altså hvorfor jeg skider på det.

 

Ø – Økobaby: Jeg bryder mig ikke så meget om ordet, men jeg har brugt det meget, når folk har spurgt til, hvordan det pludselig lykkedes for os at blive gravid efter så meget besvær.

 

Å – Årer: Eller blodårer faktisk. Gennem min graviditet er de bare blevet tydeligere og tydeligere. Og med alt det vand i kroppen bliver det altså ikke ligefrem bedre. Nå, men det er jo også i virkeligheden lige meget. Det generer mig i hvert fald ikke.

 

Så kom vi et smut gennem min graviditet og vi fik genopfrisket alfabetet også. Det er aldrig en dårlig ting.

 

Rigtig god weekend til jer!

Og så er 80% af graviditeten pludselig gået

 

I dag er lige præcis 80 % af min graviditet gået. Det betyder, at der er 56 dage igen, såfremt min lille pige fødes på terminsdagen. Det gør hun jo nok i virkeligheden ikke. Men på et eller andet tidspunkt vil hun jo melde sin ankomst og den ankomst er efterhånden lige om hjørnet. Helt fantastisk og vanvittigt skræmmende på én og samme tid.

 

Gennem hele graviditeten har jeg glædet mig til at skulle føde. Ikke på nogen naiv måde, for jeg er skam udmærket klar over, hvad sådan en fødsel kan føre med sig. Hvordan den kan forløbe osv. Jeg kender også til alle skrækscenarierne. Jeg véd godt, at det ikke bliver hverken nemt eller smertefrit. Så har vi ligesom det på plads. Men jeg glæder mig stadig til at skulle føde. Jeg glæder mig til at udsætte min krop for den ultimative og mest hårde prøvelse, som den nok nogensinde bliver udsat for. Jeg glæder mig til, at min krop sætter min datter til verden.

 

Helt grundlæggende er min drømmefødsel nok ikke anderledes fra den, som de fleste andre drømmer om. Så original er jeg alligevel ikke. Min drømmefødsel er en fødsel, der går i gang af sig selv præcis når min lille pige er klar og moden nok til det. Den trækker ikke ud i flere dage, men foregår alligevel i et tempo hvor min krop og mit hoved kan følge med. Ved min drømmefødsel har jeg min storesøster og Jonas med og jeg har en nogenlunde følelse af kontrol i en fuldstændig ukontrollerbar situation. Jeg har også en sød jordemoder. Min drømmefødsel er ikke smertefri, men den kan forhåbentlig klares uden smertestillende. Dét, mine damer og herrer (der er sku’ nok i virkeligheden småt med mandlige læsere til dette indlæg) er min drømmefødsel i korte grove træk. Jeg har ikke på noget tidspunkt frygtet at skulle føde og jeg frygter det som sådan heller ikke nu. Måske burde jeg hellere skrive “endnu”. Jeg frygter det ikke endnu.

 

Meeeeeeeeen. For ja, der er et “men”. Graviditeten er ved at nå sin ende, Min mave er dejlig stor og rund og jeg har ikke set mine fødder i et godt stykke tid. Når jeg kigger på maven, mærker den og mærker min pige, der ligger derinde og buldrer rundt, ja så må jeg ind i mellem stoppe op og tænke: “Hvordan i hede hule helvede skal jeg nogensinde få hende presset ud af mit relativt lille bitte tissekone-hul?!”. Og så kommer panikken lidt og alle de ting, som jeg frygter skal ske ved fødslen.

 

Ting jeg frygter skal ske ved min fødsel:

 

  • Igangsættelse. Okay, nej, jeg frygter ikke som sådan igangsættelse, men jeg håber bare rigtig meget, at fødslen starter af sig selv. Jeg glæder mig sådan til det der øjeblik, hvor jeg skal have fat i Jonas og sige: “Det er nu, Mulle!”, hvorefter alting bliver uforudsigeligt og fuldstændig nyt for os begge to. Og smertefuldt for mig. Og bandeordene vil flyve og jeg vil fortryde mine ord omkring, at glæde mig til at skulle føde. Dét glæder jeg mig fandme til! Og ja, jeg kalder min mand for Mulle. Nej tak til igangsættelse.

 

  • Kejsersnit. Der er intet forkert i at få kejsersnit og sommetider er det jo ligesom den eneste rigtige mulighed. Men jeg er ikke i tvivl om, at kejsersnit ofte er hårdere for kroppen efterfølgende og dét vil jeg da gerne slippe for. Desuden vil jeg jo rigtig gerne opleve følelsen af selv at kæmpe med min krop om at få min lille pige ud til verden. Nej tak til kejsersnit.

 

  • Klip. Klip i mellemkødet, åh jeg kan fandme næsten ikke engang skrive det. På fint sprog hedder det vist “episiotomi”. Men man kan jo altid prøve at pakke noget grimt ind i fine ord. Det bliver det jo desværre bare ikke kønnere af. Det siges af folk som har oplevet det, at man i situationen ikke mærker det. Det tror jeg egentlig er rigtig nok. Men bare tanken om det, ikke? Uha! Og den efterfølgende helingsproces. Nej tak til klip.

 

  • At sprække. Eller at revne. Her ser jordemødrene gerne, at man igen pakker det finere ind, gerne med ordet: “bristning”. Altså at man brister. Det lyder da også sødere. Eller noget. De fleste kvinder, gravide eller ej, snupper sku’ lige en ekstra knibeøvelse og en dyb vejrtrækning, når dette emne kommer op. Der findes forskellige grader af dét at briste (sprække eller revne), men jeg vil helst undgå dem alle sammen. Nej tak til bristning (sprække eller at revne).

 

  • Sugekop. Igen hører det med til hele ønsket om, selv at klare arbejdet. Selv arbejde med min krop om at få min lille pige til verden. Jeg håber inderligt, at der ikke bliver brug for, at hun støvsuges ud. Nej tak til sugekop.

 

  • Epidural. Tak skæbne for at den findes, men jeg vil helst ikke have den. Hele fornemmelsen af og ideen om, at skulle stikkes i mellem to ryghvirvler kan jeg bare ikke lide. Helt ærligt, så løber det mig koldt ned ad ryggen. Når tiden kommer, kan det godt være, at jeg tænker anderledes, hvis den kommer på tale. Men indtil da: Nej tak til epidural. Lad mig endelig blive i min naive verden, hvor jeg kan klare mig uden.

 

  • Toiletbesøg med publikum. Nu bliver jeg lige Leah på 10 år igen og måske en lille smule skabet og forfængelig. Men enhver gravid kvinde tænker det, dét er jeg helt sikker på. Faktisk tror jeg mange gør det, når de tænker på en fødsel. Jeg er generelt enormt forfængelig hvad sådan noget angår. Jeg ville hade, hvis jeg pludselig var nødt til det foran folket på fødestuen. I ved sådan et show med lavement og det hele. Også selvom de folk bare er en jordemoder, min mand og min søster. Lad mig endelig bevare min forfængelighed. Nej tak til toiletbesøg med publikum på fødestuen.

 

Når alt kommer til alt tror jeg ikke på, at man kan forberede sig særligt meget til en fødsel. Så skulle man forberede sig på 117 forskellige scenarier og gjorde man det, var man nok alligevel ikke forberedt. Jeg tror det er fint nok at have en liste, som den du lige har læst ovenfor. En liste med det man håber og det man håber at undgå. Så længe man er forberedt på, at ønsker ikke altid går i opfyldelse. Heller ikke, når man skal presse et lille menneske ud at sit lille bitte tissekone-hul.

 

Jeg er, som du netop har kunne læse, ikke i tvivl om hvad jeg ønsker mig til min fødsel og hvad jeg bestemt gerne vil undgå. Men i sidste ende frygter jeg jo egentlig mest af alt, at der skal ske min lille pige noget. Den frygt topper dem alle med flere længder og jeg kan næsten ikke klare tanken om det. Så i sidste ende tager jeg gerne en fødsel med kejsersnit på tværs af det hele eller en fødsel, hvor jeg sprækker og revner, eller nej vent, brister på kryds og tværs. Snupper også gerne en sugekop med ekstra meget sug og et toiletbesøg til skue for alle, hvis det er dét der skal til. En klipning eller to, ja de kan klippe det hele i smadder, hvis det er nødvendigt. Bare jeg får min lille pige sikkert ud, så kan de sådan set gøre hvad end der skal til med mig. Nå, sikke et fint billede jeg fik malet for jer her til sidst. Beklager.

 

Nu er der ikke længe til og der er ikke andet at gøre, end at tage det som det kommer og håbe på det bedst mulige udfald. Jeg skal jo nok komme ud på den anden side uanset hvad, så det går jo nok alt sammen.

Når det en gang er overstået, vil jeg glæde mig til at dele oplevelsen med jer. Hvis I da altså vil læse med.

 

Kærligst Leah

Er jeg mon den eneste der .. #3

 

  • Ikke vidste, hvor forskellige graviditeter kan være? Altså fra person til person. Jeg kender selv til mange gravide lige nu og jeg synes vi er meget forskellige alle sammen. Jeg er hende, der fik mave ret tidligt, har gået hjemme det meste af min graviditet pga. komplikationer, slap udenom kvalmen, har døjet med væskeophobninger siden ret tidligt i graviditeten m.m. Modsat mig selv, kender jeg en der måtte vente længe og utålmodigt på at få lidt mave, er smertefri, kun har taget få kilo på, stadig er fuldt arbejdsdygtig, ingen komplikationer har haft m.m. En kæmpe forskel og denne skønne kvinde har altså termin kun knap en måneds tid efter mig. Det er vildt så forskelligt det kan være at være gravid, men på den anden side ville det jo også være pisse kedeligt, hvis vi var ens alle sammen.

 

  • Ikke vidste, hvor dyrt det faktisk er? Det er selvfølgelig ikke nødvendigvis dyrt at være gravid. Det kommer vel an på, hvor meget ventetøj man vil have og behøver. Og hvor mange is man craver. Men forberedelserne til dét der kommer efter graviditeten. Nemlig babyen. Puha, det trækker tænder ud. Eller penge i virkeligheden. Ud af kontoen. Vi er endda så privilegeret, at vi har arvet SÅ mange lækre ting som legetøj, seng, tøj m.m. fra min søster og hendes børn. Og barnevognen er købt spritny og lige den vi helst ville have af svigerpakken. Men stadig? Vi bruger rigtig mange penge på vores lille pige allerede.

 

  • Ikke vidste, hvor mange steder man faktisk kan have ondt? Jeg har døjet med smerter siden ret tidligt i min graviditet. Og det er afgjort ikke blevet bedre her i 3. og sidste trimester. Bækkensmerter, rygsmerter, ledsmerter overalt (håndled, fingre, ankler osv.) pga. væskeophobninger, tissefruesmerter (HVORFOR I ALVERDEN FÅR MAN ONDT I TISSEFRUEN?), bensmerter osv. Av, av, av! – Jeg har aldrig forventet, at det ville være en dans på roser at være gravid. Men jeg havde nu ikke forventet, at det ville betyde SÅ mange smerter. Måske har jeg bare været uheldig?

 

  • Ikke vidste, hvor lidt tøj man faktisk kan klare sig med? Mit udvalg af tøj lige nu er ret begrænset. Det er fordi jeg ikke gider smide en masse penge i ventetøj, som jeg kun skal bruge mens jeg er gravid. Og måske lige i tiden efter fødslen til maven falder mere på plads igen. Faktisk klarer jeg mig med en håndfuld ventekjoler (købt til absolut meget få penge), nogle graviditetsstrømpebukser , to eller tre par leggins og så nogle af mine strikketrøjer, som jeg ejede allerede før jeg blev gravid. Og det er ikke fordi jeg føler, at jeg mangler noget. Det kunne man godt tage med sig, når garderoben en gang skal tilpasses igen, når jeg er færdig med at være gravid.

 

  • Ikke vidste, hvor “lidt” man faktisk bliver holdt øje med? Måske vidste jeg bare ikke nok om det inden eller også havde jeg måske bare en lidt naiv tilgang til det hele. Men hånden på hjertet, så troede jeg faktisk, at der var flere scanninger og jordemoderbesøg end der egentlig er. Et enkelt jordemoderbesøg inden 3. trimester (i hvert fald for mit vedkommende. Der kommer lidt flere til nu og frem til fødslen) og to scanninger. Nakkefold i uge 12 og misdannelsesscanning i uge 20. Der er selvfølgelig nok ikke behov for mere og nok slet ikke, hvis alting går fint. Og man bliver jo naturligvis holdt ekstra øje med, hvis behovet opstår. Det har jo været nødvendigt i mit eget tilfælde. Men personligt er jeg SÅ glad for de ekstra scanninger vi har købt os til, samt at vi har meldt os til “Familieiværksætterne” i vores kommune. Et umiddelbart super godt tilbud til førstegangsforældre.

 

  • Ikke vidste, hvor vildt det føles, når ens lille baby bevæger sig inde i maven? Åh, hvor jeg elsker det. Jeg kan godt være lidt træt af det, hvis hun holder fest hele natten, men i det store hele synes jeg det er den vildeste følelse. Så livsbekræftende på en eller anden måde. Særligt nu her, hvor graviditeten er ved at nå sin ende og hendes bevægelser ikke er til at tage fejl af. Elsker når jeg kan mærke, hvordan hun ligger derinde eller når jeg lige kan fornemme en lille fod i siden. Det bedste er, når hun reagerer på den spilledåse, som jeg har spillet for hende hver aften det meste af graviditeten. Det er vores helt egen specielle kontakt. En mor-datter ting.

 

  • Ikke vidste, hvor højt man kan elske et menneske, som man endnu ikke har mødt? Det er jo ikke til at forstå. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet inden jeg blev gravid. Men tror ikke, at jeg havde forventet at kærligheden opstod allerede ved de to streger. Og at den så bare ville vokse massivt gennem hele graviditeten. Vores lille pige er allerede mit lille bitte yndlings menneske og jeg føler mig enormt privilegeret over, at have hende tættere end tæt på mig i hele 9 måneder. Bare hende og mig. I samme krop. I hele 9 måneder. Selvom jeg ikke har den nemmeste graviditet, kan jeg godt blive en smule trist ved tanken om, at hun ikke skal blive inde i maven og være tæt på mig hele tiden. På den anden side glæder jeg mig jo helt vildt meget til at få hende ud i mine arme, se hende, dufte hende og røre hende. Og ikke mindst til at få min krop tilbage igen. Kom så april og kom så min dejlige lille pige!

 

 

Hvis du har lyst, kan du læse mine seneste “Er jeg mon den eneste der .. ” indlæg HER og HER.

Ting jeg måske (ikke måske) har sagt i min graviditet .. #2. trimester

Mavebillede fra 2. trimester

 

  • For helvede. Jeg ligner bare en, der har tømt de andres madpakker. (Da der var mave, men kun en lille smule)

 

  • Nu har jeg altså slet ikke lyst til at fortælle det til nogen alligevel. (Da det pludselig blev angstprovokerende, at graviditeten ikke skulle være hemmelig længere)

 

  • Ej Mulle, det er sku’ en pige. Vi skal have en pige! Hvem fanden skulle have troet dét? (Efter kønsscanning. Det er jo heller ikke fordi, at der er 50% chance for enten det ene eller det andet. Jeg var jo bare sikker på, at det var en dreng)

 

  • Hvorfor i hede hule helvede skal det gøre ondt allerede nu? (Tidlige bækkensmerter)

 

  • Jeg vil ikke have det, hvis det lugter af gris! Eller fucking smager af det! (Da flæskesteg, frikadeller og andet gris var NO GO)

 

  • Er der flere cheez dippers? (Til dato den klammeste craving jeg har haft. I dag kan jeg slet ikke klare tanken om dem)

 

  • Jeg ved ikke, hvad jeg har lyst til. Det skal bare ikke smage af gris!  (Jeg ved ikke, hvad jeg vil spise før 5 minutter efter spisetid. Så er det ikke nemt at handle ind. Eller være gift med den gravide)

 

  • Det er skide dumt at købe hus og få baby på samme tid. Det er dumt og det gør vi aldrig igen, Mulle! (Der er en god chance for, at vi faktisk aldrig gør dét igen)

 

  • Jeg har så fede fingre, at jeg ikke kan holde på en fucking gaffel! (Og så kom der vand i kroppen)

 

  • Jeg har fandme aldrig før købt så mange bind, som jeg gør nu. (Når man ikke regnede med, at man skulle døje med blødninger i sin graviditet)

 

  • Fuck! Lynlåsen i min vinterjakke er sprunget. (Vinterjakken overlevede ikke)

 

  • Nej, det er faktisk ikke lige oppe over. Jeg skal først føde til april. Om 4 måneder. (Da maven ikke var så lille mere og folk var flabede) 

 

  • Nej jeg vælter ikke forover. Min røv vokser faktisk også og udligner situationen lidt. (Flere flabede folk)

 

  • Nå, så din svigerdatter er ikke ligeså stor som mig, selvom hun skal føde 1.5 måned før mig? Hun må være fucking glad for, at netop DU er hendes svigermor. (Sidst nævnte valgte jeg bare at tænke og ikke sige højt)

 

  • Ej, jeg har ikke mærket liv hele dagen. Mon hun er okay? Tænk hvis hun er død i maven? (Perioden hvor man ikke nødvendigvis skulle mærke liv hver dag og ikke bare ville ringe til fødegangen i tide og utide. Ikke at jeg nogensinde har ringet til dem)

 

  • Anna-nas. Anna-banana. Mulle, tror du hun vil klædes ud som banan til fastelavn? (Kælenavne er der nok af og fastelavnskostumet er muligvis i hus)

 

  • Jeg skal fandme lige have patholderen af! (Stadig træt af at have BH på)

 

  • Jeg har sovet. Og spist. Så gik jeg en lille tur. Og sov lidt mere. Jeg har også været ude og tisse mange gange. Vi har i øvrigt ikke flere astronaut is. (Når Jonas spørger, hvad jeg har brugt dagen på, mens han har været på arbejde)

 

  • Jeg har vist ikke lavet så meget. Men dagen er jo gået alligevel. (Også et muligt svar, når Jonas spørger, hvad jeg har brugt dagen på)

 

  • Jeg tror muligvis, at jeg er mindre klog i dag, end jeg var i går (Man kan godt blive lidt skør i bøtten af at gå hjemme hver dag. Det kan jeg i hvert fald)

 

Du kan læse mine guldkorn fra 1. trimester lige HER ! Og så kan du se frem til at høre mine guldkorn fra 3. trimester på et senere tidspunkt. Uden at afsløre for meget kan jeg bare sige, at det bliver ikke bedre som graviditeten skrider frem. Eller kønnere.

 

Kærligst Leah

Ting jeg måske (ikke måske) har sagt i min graviditet .. #1. trimester

Første mavebillede i slutningen af 1. trimester

 

  • Mulle?! Den er positiv. Jeg tror sku’ den er positiv. Ej, den ér positiv. Tror du ikke også den er positiv? (viser testen til Jonas). Synes du ikke den ser positiv ud? Der er da TO streger. Ikke? Ej, jeg må lige ligge ned. Nu får jeg det helt mærkeligt .. (Den morgen testen var positiv)

 

  • Hvordan mon dét kunne ske? Hvorfor tror du, Mulle? Det’ sku’ da mærkeligt! (Jeg ved godt, hvordan man laver børn på traditionel vis, men vi havde jo ligesom fået at vide, at det ikke ville ske på dén måde).

 

  • Hvordan fanden skal vi mon lyve os ud af den her? Vi lader bare være med at snakke med nogen. (Da ingen måtte vide noget. Det er svært, når man går i fertilitetsbehandling og deler ud af sit fertilitetsliv på www.fertilitetsliv.dk)

 

  • Fy for helvede! Gå lige væk med det der! Adr .. (Da alting lugtede)

 

  • Hvorfor er alting bare så klamt og trælst? (Madlede. Nedsat appetit. Føj, det var ikke sjovt)

 

  • Er du godt klar over, hvor kugle rund jeg bliver? Du kan ligeså godt forberede dig på det! Lover du stadig at elske mig, selvom jeg bliver rund og ikke særligt charmerende? Ellers kan du fandme også bare fucke af! (Sagt til Jonas i et mindre hormonflip)

 

  • Hvorfor er dagene pludselig så irriterende lange? (Utålmodigheden var stor frem til diverse scanninger og offentliggørelse)

 

  • Er der mere ananas? (Da ananas var det eneste rigtige)

 

  • Kom Mulle! Lad os finde et hus. Og købe det! (Jonas bragte ideen på bane først)

 

  • Hvad tror du det er, Mulle? En pige? En dreng? Det er helt sikkert en dreng! Det er jeg sikker på. ( …. Vi skal have en pige)

 

  • Jeg skal fandme lige have patholderen af! (Der var tale om ulideligt ømme bryster)

 

  • Jeg skal altså lige have en time på øjet. (Og så kunne man pludselig sove i 100 år)

 

  • Tror du chefen glæder sig til at blive storebror? Fatter en kanin overhovedet sådan noget? (Vi venter stadig på svaret. Vi tror umiddelbart ikke, at han glæder sig. Hvis du ikke kender chefen, kan du læse om ham HER)