Jeg har nået mit første delmål – Og så lige en undskyldning

Jeg har nået mit første delmål – Og så lige en undskyldning

Jeg starter sgu lige med den der undskyldning. Den seneste tid har jeg virkelig været ringe til at få skrevet her på bloggen. Der er ikke så mange undskyldninger for dét, jeg har simpelthen bare haft travlt, manglet overskud og så har min datter været jordens største hængeabe de seneste uger og jeg har været hendes hængetræ. That’s it.

4 CommentsLæs mere

At møde omklædningsrummet med oprejst pande

At møde omklædningsrummet med oprejst pande

Jeg er gået frem og tilbage til det her indlæg nogle gange. Og helt til sidste punktum har jeg været i tvivl om, om jeg overhovedet ville klikke på knappen og udgive det. Men du sidder netop nu og læser indlægget, hvilket betyder, at jeg gjorde det. Jeg brød en personlig grænse og bare gjorde det. Det er der vel egentlig nok noget rigtig sejt ved.

3 CommentsLæs mere

På Gynækologisk Afd.

På Gynækologisk Afd.

Jeg har været et (skod) smut på Gynækologisk Afd. på et sygehus her i Nordjylland og det har jeg ikke noget pænt at sige om. Eller skrive om. Men jeg skriver det sgu da alligevel.

Efter at have ventet længe på at det endelig blev dagen, hvor jeg skulle snakke med en læge, var jeg ret spændt og en lille smule nervøs. Den eneste årsag til, at jeg er henvist til Gynækologisk Afd. er fordi lægerne i mit eget lægehus, ikke udskriver Metformin til kvinder med PCOS. Det er bare sådan en (skod) overordnet beslutning de har taget, i stedet for at kigge på de enkelte kvinder og deres behov og problemstillinger. Måske kan I huske det, men Metformin er altså det præparat, der kan hjælpe med at styre den insulinresistens, som jeg har som følge af PCOS. Med den under kontrol, skulle jeg gerne få lettere ved at få gang i det vægttab og ellers opleve mere ro og balance i kroppen, som ellers altid døjer med udsving i blodsukkeret osv. Så det kan I vel nok forstå, at jeg gerne vil have? Jeg synes ikke, at jeg stiller høje krav her. Jeg har jo trods alt prøvet det før, da vi var i fertilitetsbehandling og det var bare med super gode resultater.

Jonas havde taget en fridag på dagen, så han kunne tage sig af lille’pigen i mens. Han kørte mig også derop, da det passede med, at hun så kunne sove en god lur i bilen i mens.

Jeg havde ikke sat mine ben på det her sygehus før, men vi fandt hurtigt indgang 5 som jeg, i følge brevet, skulle ind ad. Og derfra var det også let nok, at finde Gynækologisk Afd. Jeg tjekkede mig ind og tog plads i venteværelset, som skærmen venligst bad mig om. Da det var ved at være min tur, blev jeg kaldt på af en forvirret sygeplejerske, som sagde, at jeg var det forkerte sted. Hun var dog så flink, at hun fulgte mig det rigtige sted hen. Det meste af vejen i hvert fald. “Ja, du har fået en forkert besked på dit brev. Det gør næsten alle patienterne til Gynækologisk Afd.”, siger hun. Jeg arbejder jo selv på et sygehus i en funktion, hvor der sendes breve ud med tider. Jeg ved godt, hvor let det er at trykke på det forkerte brev. Meeeeeeeeen. Hvis det sker så meget, skulle man måske kigge lidt på arbejdsgangen. Nå, men jeg kom da det rigtige sted hen til sidst.

Jeg blev mødt af en ung studerende, en erfaren sygeplejerske og en ældre mandlig læge med et svært gebrokkent dansk. Ikke at der er noget galt i det, jeg måtte jo bare spidse det mere ører.

Han gik straks til værks og jeg har noteret vores samtale ned, da I simpelthen bare skal høre den. Fordi den bare er så skod:

Lægen: “Så Leah, du har med hjælp fra privat gynækologi og Fertilitetsenheden Aalborg, fået hjælp og opnået graviditet. Er det korrekt?”

Mig: “Ja, det er det”. 

Lægen: “Og graviditet og fødsel forløb uden større og alvorlige komplikationer?”

Mig: “Ja, det gjorde det”. 

Lægen: “Hvor gammel er barnet?” 

Mig: “Hun er 6.5 måned”.

Lægen: “Og I er naturligvis påbegyndt at prøve på barn nummer to?”. 

Mig: “Nej, det er vi altså ikke”. 

Sygeplejersken afbryder med et forsigtigt: “Ikke endnu i hvert fald”, mens hun smiler.

Mig: “Vi skal ikke have flere børn”. 

Lægen: “Selvfølgelig skal I det. Det kan I slet ikke vide endnu. Den lyst kommer lige om lidt, sådan er det bare“.

Mig (efter jeg er kommet mig ovenpå chokket af lægens uprofessionelle udmelding og antagen): “Vi skal ikke have flere børn! Min mand vil ikke have flere og min krop har ligesom ikke pisse nemt ved at lave de der børn. Vi er færdige med det! Slut med fertilitetsbehandling!” – Og ja, jeg måtte desværre sige det en smule vredt, da jeg blev jævnt vred over, at de ikke bare kunne acceptere det, da jeg sagde det første gang. Det er faktisk heller ikke et pisse sjovt emne for mig, at skulle uddybe.

Lægen: “Så du bruger prævention? Hvilken?”

Mig: “Jeg spiser p-piller, men det er ikke fordi, at jeg har lyst til det”. 

Lægen: “Hvorfor så spise dem?” 

Mig: “Det var et forsøg værd i forhold til at prøve at dæmpe nogle af de symptomer, der følger med PCOS. Uren hud, hårvækst og sådan. Det var min læges ide. Det virker desværre bare ikke”. 

Lægen: “Jeg synes det er en dårlig ide. Det vil være bedre med en hormonspiral. Den giver dig ikke øget risiko for forskellige kræftformer, særligt brystkræft. Har du måske lyst til at få brystkræft? Det tror jeg ikke.”. 

Mig: “Det tror jeg ikke, at der er nogen, der har lyst til, men det er fint! Men det kan min egen læge vel klare?” – Jeg begyndte at blive utålmodig over, hvorfor vi skulle snakke prævention, når det ikke var dét, jeg kom for.

Sygeplejersken: “Jo det kan du sagtens. Her er lige en folder om de forskellige slags”. 

Mig: “Tak”. 

Lægen: “Og det er selvfølgelig muligt, at tage denne hormonspiral ud, når I skal til at have barn nummer to”. 

Mig: “Vi skal ikke have barn nummer to”.

Lægen: “Men måske en dag I vil have barn nummer to. Man ved det ikke”. 

Mig (jeg banker ret bestemt med en knytnæve i hans skrivebord): “Vi skal ikke have flere børn. Det har jeg jo sagt. Sig mig lige en gang, står der for helvede ikke i den henvisning, hvorfor jeg er sendt her til? For det er fandme ikke for at diskutere med jer, hvor mange børn min mand og jeg gerne vil have! Det er ikke jeres sag!” – Jeps, nu var jeg rigtig vred.

Sygeplejersken: “Øhm jo, det står der faktisk. Øhm, der står her, at det er fordi du tidligere har haft god erfaring med Metformin i forhold til vægttab og derfor gerne vil have det igen, da du har svært ved at genvinde din krop, fra før graviditeten og PCOS brød ud”. 

Mig: “Ja tak”. 

Lægen: “Men ja, de skriver at du har PCOS. Men jeg kan ikke se, at der er taget konstaterende blodprøver? Godt nok er du blevet scannet og har fået det påvist”. 

Mig: “Der er taget blodprøver. Kig du bare tilbage til august/september 2016”. 

Lægen: “Jeg har kigget. Ingenting.” 

Sygeplejersken: “Øhm, jo, det er der faktisk. Og de er altså gode nok. Forhøjede mandlige kønshormoner og det hele. Den er god nok, det er rigtigt det Leah siger”. 

Lægen: “Nå, men øh, ja, godt så. Hvorfor ønsker du Metformin? Hvem gav dig det sidst og hvordan gik det?” 

Mig: “Jeg fik det af Fertilitetsenheden inden vores 5. forsøg. Jeg havde det bedre i min krop på Metformin. Ingen udsving i blodsukkeret eller pludselige rysteture eller hovedpine. Jeg tabte 10 kilo på ca. 8 uger og blev gravid naturligt. Så jeg synes faktisk, at det virkede rigtig godt. Og nu oplever jeg de samme problemstillinger med blodsukkeret, rysteture og hovedpine. Og jeg har svært ved at komme kiloene til livs”. 

Lægen: “Men du vil jo ikke være gravid?”

Mig: “Øh nej, men Metformin hjælper jo heller ikke på fertiliteten. Jeg vil bare gerne tabe de kilo, som jeg har for meget, så jeg kan få mere ro og balance i min krop og få dæmpet PCOS symptomerne. Jeg skal jo også fungere i hverdagen. Også når min barsel er slut og arbejdet kalder”. 

Sygeplejersken nikker i baggrunden. Jeg tror hun synes, at mine ønsker lyder rimelige.

Lægen: “Det kunne hjælpe meget på dine symptomer, hvis du tabte dig”. 

Mig: “Ja, det er jo også det jeg siger. Det er jo derfor, jeg gerne vil have Metformin. Fordi jeg ved, at det hjælper en hel del, ved siden af det hårde arbejde, som jeg allerede gør for det med motion og kost”. 

Lægen: “Men jeg kan ikke give dig Metformin. Egen læger sender altid henvisningen forkert til os. Det er hos Endokrinologerne”. 

Mig (sukker højt): “Jamen kan du så sende mig videre til dem, hvis det alligevel ikke er noget, du vil berøre?”. 

Lægen: “Det vil jeg kun, hvis jeg synes du skal have Metformin. Og det synes jeg umiddelbart ikke, når du ikke vil have flere børn. Så er det ikke nødvendigt. Men jeg synes vi skal tage en blodprøve”. 

Mig: “Men hvorfor er det ikke okay, at jeg gerne vil tabe mig og have styr på min PCOS, selvom jeg ikke vil have flere børn? Hvorfor skal det afgørende ligge i, om man ønsker flere børn eller ej? Det er ikke i orden. PCOS gør jo ikke forskel på dem, der vil have flere børn og dem der ikke vil”. 

Lægen: “Det er fordi jeg ikke synes, at det er nødvendigt. Men jeg synes vi tager blodprøven for insulinresistens og ser om du er disponeret for udvikling af type 2 diabetes. Hvis tallet er så højt, som jeg synes det skal være, så sender jeg dig til endokrinologerne”. 

Mig: “Men hvorfor skal det nå som langt som til, at jeg næsten udvikler diabetes, før du synes det er okay at gøre noget? Hvorfor ikke bare sende min henvisning videre til Endokrinologisk nu, hvis det alligevel ikke er noget, du har noget at gøre med?”. 

Lægen: “Det er fordi jeg gerne vil vurdere ud fra resultatet af blodprøven”. 

Mig: Jeg sukkede egentlig bare opgivende. Den her læge modarbejdede mig totalt. Som om han var sur over, at Jonas og jeg ikke vil have flere børn.

Sygeplejersken: “Blodprøven skal tages fastende, så det kan vi ikke gøre i dag. Du kan få den taget ved egen læge. Et lille obs: Den skal tages på menstruationens 2-5 dag, for at vi bedst kan aflæse den”. 

Mig: “Fint. Det kan jeg godt. Havde man nu ville gøre det her rigtig effektivt, så havde man læst min henvisning ordentligt inden jeg kom og bedt mig få taget blodprøven på forhånd. Jeg har ventet 6 uger på den her tid, så det kunne jeg vel nok have nået. Nu skal jeg vente yderligere på at få taget blodprøven, på at få svar og evt. på at blive sendt videre i systemet igen”. 

Ingen siger noget. Der er akavet stilhed, mens både sygeplejersken og lægen kigger ind i deres skærme. Det ligner egentlig, at sygeplejersken skammer sig lidt. Den studerende smiler forsigtigt.

Lægen afbryder stilheden: “Jeg lægger blodprøverne klar til din læge. Du hører fra mig 3-4 uger efter. Måske ringer jeg. Måske skriver jeg på e-boks. Så får du at vide, hvad der skal ske og om jeg synes blodprøvetallet er højt nok til at sende dig videre”. 

Mig: “Fint. Tak for i dag”. – Jeg giver dem alle hånden og smutter ellers ud af døren med en vis fart.

 

Så nu venter jeg på, at skulle have taget blodprøve inden så længe. Derefter skal jeg vente 3-4 uger. Enten stopper det så der, hvis lægen ikke vil gøre mere. Eller også sender han min henvisning videre og så skal jeg vel vente 6 uger mere på en ny tid. Jeg synes godt nok, at det er op ad bakke. Den her konsultation var særligt op ad bakke. Det handlede vel egentlig mest om at klantre mig for, at jeg ikke skal have flere børn. Eller prøve at overbevise mig om noget andet. Som om det der med at få flere børn overhovedet er et valg, som jeg bare kan tage. Det frie valg til det er vist blevet mig frarøvet, da jeg blev ramt på fertiliteten. Ikke at det ikke kunne lykkes, bevares. Men det ville satme kræve meget. Fysisk, psykisk og økonomisk også. Så nej, det er på ingen måde fedt, at blive klandret for, at man har taget et valg om at stoppe ved ét barn, fordi man vurderer, at det er det bedste for ens egen skyld. Egentlig er jeg nok bare mest vred over, at han sagde, at han ikke ville tøve med at give mig Metformin som hjælp til et vægttab, hvis jeg bare var i gang med at planlægge barn nummer to. Jeg forstår ikke, hvordan den forskelsbehandling kan være okay.

Så ja, nu venter jeg som sagt bare. Blodprøven skal tages i næste uge. Jeg er allerede nu forberedt på, at jeg ikke får den hjælp, som jeg egentlig føler mig berettiget til. Jeg er godt klar over, at et meget besværligt vægttab ikke er jordens undergang, men jeg føler lidt, at det er det samme som at frarøve andre syge en mulighed for hjælp. Et eller andet sted håber jeg, at blodprøverne viser, at jeg er disponeret overfor udvikling af diabetes type 2. Jeg synes det ville være ganske skrækkeligt, men det ville nok udløse en henvisning videre i systemet. Jeg tror bare “desværre” ikke, at det er kommet så vidt for mig. Men nu må vi se.

Jeg holder jer opdateret..

Og det var lægens ord ..

Og det var lægens ord ..

På det her billede er jeg 10 kg mindre end jeg er netop nu. Det er taget 3 dage før jeg finder ud af, at jeg er gravid. Min ønskevægt ligger yderligere ca. 8 kg under det, jeg vejer da billedet bliver taget. Så der er lang vej igen..

Nå. Som I kunne læse i indlægget med mine planer for oktober, havde jeg en lægetid i sidste uge. Ikke kun til lille’pigen og hendes 5 måneders undersøgelse og vaccine, men også til mig til en snak om kroppen efter graviditet og en status på det der PCOS. Og jeg lovede jer sørme en opdatering, så den får I her.

Da jeg var til 8 ugers undersøgelse tilbage i juni, sjovt nok 8 uger efter jeg havde født lille’pigen, blev vi enige om, at det endnu var for tidligt at fornemme kroppens reaktion efter fødslen. Altså i forhold til PCOS. Vi blev derfor enige om, at afprøve p-piller for en 3 måneders periode. P-piller kan have stor positiv effekt på PCOS. Eller i hvert fald følgerne af den. Og så sikrer den jo, at man får sin menstruation. Faktisk er p-pillerne skyld i, at jeg ikke vidste noget om min egen PCOS, før jeg smed dem tilbage i 2015. PCOS’en havde hele tiden været der, den er ikke bare kommet ud af den blå luft, men mange af symptomerne blev skjult eller holdt på et minimum. Så selvom jeg altid har kæmpet med visse ting som mavesmerter og uønsket vægtøgning, så faldt det mig aldrig ind, at der var noget mere galt.

Nu har jeg været tilbage på p-pillerne i lidt mere end 3 måneder og de har ikke gjort en skid for mig. Udover at de sikrer, at jeg får min menstruation. Min hud er stadig træls og det ses stadig synligt på min krop, at jeg har flere mandlige kønshormoner i kroppen end den gennemsnitlige kvinde. Endnu en følge af PCOS. Det kommer naturligvis til udtryk i hårvækst af mere mandlig karakter. For nogle PCOS piger, kan p-piller dæmpe netop disse symptomer. Så heldig var jeg så ikke lige i denne omgang. Nå, og jeg kæmper desuden stadig med vægten og det daglige rod med blodsukkeret. Det er faktisk ikke specielt let, at holde styr på det der blodsukker alene med den rigtige kost, når man går hjemme med et lille barn, der altid kommer i første række. Ind i mellem får jeg sprunget et måltid over og det er her skaden sker. Så går mit blodsukker bananas og jeg får rysteture, hovedpine og bliver “sløv”. Det er altså irriterende at kæmpe med det på daglig basis.

Metformin er medicin. Medicin der fremstillet til behandling af patienter med type-2 diabetes. Det hjælper med at kontrollere blodsukkeret, hvor almindelig kost ikke er tilstrækkeligt. I har sikkert hørt mig nævne det før. Før vi skulle i gang med vores 5. forsøg i fertilitetsbehandlingen, blev jeg sat på metformin hen over sommerferien, for at hjælpe et vægttab i gang. Og bum: 10 dage før vi skulle starte med 5. forsøg havde jeg smidt 10 kg på omkring 7-8 uger ved hjælp af fornuftig kost, motion (hvor pulsen ikke måtte komme for højt op, derfor var det med lange gåture) og så metformin, som tydeligvis gjorde noget godt for min krop. Der var ingen udsving i blodskukkeret. Bare ro og en fin balance. Det var rart at opleve. Foruden de 10 tabte kg, så blev jeg jo fandme også gravid uden yderligere fertilitetshjælp. I kan jo nok høre, at min krop vist snakker godt sammen med Metformin 😉

Nå, men desværre er det ikke så let at komme på det der metformin, hvis man ikke har diagnosen diabetes på sig. Og det har jeg jo ikke, selvom jeg grundlæggende har mange af de samme problemstillinger. Derfor vil den almene praktiserende læge ofte ikke udskrive metformin til PCOS piger. Måske handler det i bund og grund om uvidenhed. De fleste praktiserende læger kender godt til PCOS, men meget få er specialiseret i det, som lægerne på diverse gynækologiske afdelinger og fertilitetsenheder er. Det er jo klart, for det er ofte her man møder PCOS som en problematik. Så faktisk synes jeg, at det er forståeligt nok, at min egen læge ikke vil udskrive det. Selvom jeg også synes det er pisse irriterende.

Men heldigvis ville hun gerne henvise mig videre til nogen, der forhåbentlig kan hjælpe mig. Og heldigvis er der ikke meget ventetid på det. Så allerede her i starten af november møder jeg op på Gynækologisk Afdeling på sygehuset i Hjørring. Jeg ser rigtig meget frem til at starte et forløb hos dem. Jeg håber de vil scanne mit underliv, selvom sådan en scanning aldrig er særlig rar. Men det kunne altså være fint med en status på, hvordan PCOS’en rent fysisk ser ud lige nu. Mon det stadig galoperer derud af med cystedannelser, som det gjorde før jeg blev gravid? Og hvad med den der endometriose, som jeg også har? Den opdagede de ved en operation af en dermoidcyste, som fandt sted små 6-7 uger før jeg blev gravid. Derfor er endometriosen aldrig blevet undersøgt nærmere. Det kunne være rart med en snak om det også. Og så håber jeg naturligvis, at de vil give mig Metforminen. Kryds lige fingre for det, så er du sød 🙂

 

Jeg ser frem til at komme videre med nogle nye hænder i ryggen.

Sådan hjælper lille’pigen mig med at tabe de tunge slaskede kilo

Sådan hjælper lille’pigen mig med at tabe de tunge slaskede kilo

Jeg er stadig i gang med det her større vægttab. Det startede med 24 kilo og så hed det 19 komma-et-eller-andet kilo. Og status lige nu er, at det hedder 18 komma-et-eller-andet kilo. En smule er der altså sket de seneste 3 ugers tid, men ikke helt så meget. Og det er på trods af, at jeg gik så mega mange lange ture i august måned, at jeg sled hul på et par af mine bukser. 271.5 km er altså ret meget.

Min udfordring er helt sikkert at holde et stabilt blodsukker hele dagen i gennem. Som følge af PCOS har jeg konstant rod i mit blodsukker, hvilket skaber helt vildt meget ubalance i min krop. Hovedpine, kvalme, sukkertrang, you name it. Jeg har det ret ofte i løbet af en helt almindelig dag. Om en lille måneds tid skal jeg til lægen igen. Her forventer jeg at blive henvist videre til sygehuset, så jeg kan få den rette hjælp. Det glæder jeg mig til!

Men indtil da knokler jeg videre på egen hånd. Heldigvis har jeg min glade lille hjælper og ja, jeg hentyder til min dejlige datter. Hun har en kæmpe rolle i det her vægttab. Ikke at hun fatter så meget af det.

Hun hjælper mig ved:

At sove godt i sin barnevogn, så jeg kan gå en masse lange ture. Vi går tur om formiddagen og ind i mellem om eftermiddagen også. 

Hun sover middagslur i viklen på mig. Gerne 2-3 timer. I dette tidsrum kan jeg ikke spise noget, da hun så vågner. Jeg sørger selvfølgelig for, at have fået frokost inden hun ender i viklen, så jeg ikke sidder og er mega sulten og får mere rod i blodsukkeret. 

Nu vi snakker om viklen. Lige når hun er sat i den og inden hun falder i søvn, tager vi gerne nogle ture op og ned af trappen. Lille’pigen vejer omkring 6,7 kilo nu, så det giver da noget ekstra vægt, når jeg skal op og ned. Det får min puls rigtig godt op og lille’pigen har det for grineren over det. 

Og nu vi snakker om trappen. Lille’pigen går i seng ved 19 tiden om aftenen. Hun bliver puttet i soveværelset på 1. sal, mens Jonas og jeg så kan have det for fedt uden barn nede i stuen. Lille’pigen er glad for sin sut, men hun er også god til at komme til at spytte den ud. Så piver hun lidt og det opfanger babyalarmen. Nogle gange snakker hun i søvne og det opfanger babyalarmen. Nogle gange snorker hun og det opfanger babyalarmen også. Og jeg tager gerne turen op og ned af trappen hver gang. Så det bliver til nogle trin i løbet af sådan en aften.  

Hun ruller rundt på sit legetæppe, men giver pænt besked når hun er rullet ud på gulvet. Da vil hun gerne, at jeg flytter hende ind på tæppet igen. Det giver en masse renden frem og tilbage, bukke sig ned, løfte baby og op igen. Ikke noget med at mor skal sidde stille. Tak min skat. 

Tumleri og leg med lille’pigen giver masser af bevægelse. Vi har mange lege, som vi leger hver dag og vi sidder sjældent helt stille ret længe ad gangen. 

Styrkestræning med baby som redskab. Jo, jo. Jeg er så småt kommet i gang med at lave nogle øvelser, der styrker kroppen. Det er  i meget små bidder, da jeg stadig døjer en del med ledsmerter. Men det gode er, at til de få øvelser jeg kan lave, kan lille’pigen hjælpe mig og samtidig gør vi det til en leg. 

Sidste og nok den mest vigtige ting hun hjælper med er at minde mig om, at det skide vægttab så heller ikke er det vigtigste i hele verden. Og at det ikke skal fylde hele min hverdag. At det ikke skal påvirke min opfattelse af mig selv. Hun er nemlig fuldstændig vild med sin mor og hun ser slet ikke alle de ting på min krop, som jeg ser. Hun er egentlig bare glad for, at der er nogle gode brede hofter at sidde på og en god barm og en slasket mave at putte på. Det er nok meget sundt, at det er hende jeg bruger alt min tid med 😉 

 

Fik du læst mine tanker omkring vuggestue eller dagpleje? 

Bloggen er flyttet! Det er stadig den samme blog, men …

Bloggen er flyttet! Det er stadig den samme blog, men …

… Det er det så egentlig ikke helt alligevel, for nu bliver det faktisk lidt federe. Bloggen har nemlig søgt nye veje og stødte i den forbindelse på et nyt, men absolut venligt og dejligt bekendtskab hos www.momster.dk – Et netværk af kvinder til kvinder der har børn eller brændende ønsker sig at få dem. Jeg passer godt ind her af flere årsager. 1: Fordi jeg er en kvinde. 2: Fordi jeg har et barn. 3: Fordi jeg tidligere havde et brændende ønske om at få et barn, men her stødte jeg på udfordringer fra min egen kropumulige krop. 4: Fordi jeg er pisse sjov, hudløst ærlig og god til at skrive. Men det vil du jo få at se hen ad vejen, ikk?

Nå, men inden jeg kommer for godt i gang og måske også bliver en smule for selvfed, må jeg jo hellere præsentere mig selv. Dette indlæg er altså mest henvendt til de af jer, som desværre ikk’ er stødt på mig endnu. Men det er altså tilladt for alle at læse med. Også dig, mor 🙂

Mit navn er Leah Rundblad og det er mig på billedet oven over. Jeg er en 28 år gammel nordjyde og så er jeg rigtig godt gift med Jonas Rundblad. En 28 år gammel forhenværende sjællænder. Hvis du har lyst, kan du jo læse om, hvad der skete da Nordjylland mødte Sjælland for snart 9 år siden. Det er jævnt kikset og vi var ikk’ halvt så kønne den gang, som vi er nu. Så er I advaret.

Til daglig er jeg uddannet og arbejder som lægesekretær på Aalborg Sygehus, men lige nu lever jeg barselslivet med alt, hvad der hører sig til af gylp, lortebleer, sutteflasker, gylp, gåture med barnevognen, grimt lamaze legetøj, gylp, uglet mor-hår i knold, ingen make-up og gylp. Ja, der er masser af gylp her hjemme. Vores datter har nemlig refluks så det basker. Og nu vi alligevel taler om solen. Vores datter hedder Anna Oline og hun kom til verden den 15. april i år. Det betyder at hun runder 4 måneder lige om lidt. Hun er herlig, fræk, smuk, sjov og fuld af fis og ballade. Vores ønskebarn, som vi har været utroligt heldige at få. Det lå nemlig ikke i kortene, at vi med sikkerhed skulle blive forældre. Jeg lider af PCOS, som er en tilstand, der påvirker min krop utroligt meget. Hvis du ikke helt ved, hvad det er, så er du faktisk langt fra den eneste. Men du kan heldigvis blive klogere på det lige HER. Grundet PCOS’en gik vi igennem en temmelig hård og udmattende tid med fertilitetsbehandling, da vi tog grusvejen til ønskebarnet. Heldigvis endte det godt, da vi jo har fået vores skønne datter. Hvis du har lyst, kan du læse historien om min fødsel, som slet ikke gik, som jeg havde håbet. Heller ikke i dagene efter, som faktisk endte med at være hårdere end selve fødslen.

Min hverdag med PCOS er besværlig og bøvlet, men jeg er blevet bedre til at håndtere det. Min største udfordring med PCOS (nu hvor jeg ikke kæmper for at blive gravid mere) er insulinresistensen. Kort fortalt betyder den, at min krop konstant tror, at den mangler insulin og derfor producerer den en helvedes masse ekstra af det. Og sådan noget sætter sig som fedt på kroppen. Og det er fandme ikk’ sjovt, skulle I være i tvivl om det. Det betyder lige nu, at jeg har gang i et større vægttabsprojekt. 24 tunge slaskede kilo var mit udgangspunkt. Den seneste måneds tid har den for alvor fået en skalle med PCOS-venlig kost og god motion, hvilket heldigvis har båret frugt. Nu mangler jeg nemlig “kun” 19,4 kilo. Hvordan jeg nåede til det, kan du læse lige HER. Du vil her på bloggen kunne følge med i min vægttabsrejse, hvis du har lyst. Det motiverer i hvert fald mig rigtig meget, at dele ud af den.

Bloggen her kom til verden tilbage i januar i år. Jeg har altid elsket at skrive og har længe ønsket at få det til at fylde mere i min hverdag. Jeg er flere gange blevet spurgt om ikke “sådan noget blogging”, kunne være noget for mig, for det kunne jeg da nok være god til. Så jeg overvejede det i et par år for længe, hvorefter jeg endelig kastede mig ud i det. Og det har jeg ikk’ fortrudt. Bloggen er mit frirum, min online dagbog og egentlig også som en slags mødregruppe. Jeg deler i hvert fald meget ud af livet som mor. Mest fordi mit liv ikke handler om så meget andet lige nu, men også fordi jeg egentlig synes, at jeg gør det ret godt. Altså det der med at være nogens mor. Dog er jeg blevet hapset af mor-politiet før, men det er det der kan ske, når man deler åbent og ærligt.

 

Jeg håber at I med dette indlæg har fået en bedre idé om, hvem jeg er. Hende den nye Leah Rundblad på www.momster.dk. Jeg kunne egentlig fortælle meget mere om mig selv, men så bliver det bare lidt ligesom bland-selv-slik. Hvis man blander for meget, bliver det noget rod og hvis man spiser det hele gør det bare ondt i maven. Så lad os hellere tage vores nye bekendtskab i mindre bidder og bruge noget tid på at lære hinanden at kende.

Jeg glæder mig super meget til at være en del af dette fantastiske “blogger-kvinde-mor-univers” og jeg håber, at I vil tage rigtig godt i mod min kære blog. Bloggen er desuden at finde på Facebook, hvor jeg altid opdaterer med de nyeste indlæg. Du er også velkommen til at følge mig på Instagram, hvor jeg (tro det eller ej) faktisk formår at kortfatte mig en my mere, end jeg gør her på bloggen. Men det bliver det ikk’ kedeligere af, det lover jeg!

God dag til jer 🙂

Resultatet af den vanvittige sundheds-måned

 

Så er der gået en måned på sund og fornuftigt PCO-kost. Det har været pisse hårdt, at gå fra en “nu spiser jeg lige, hvad end jeg kan skubbe i fjæset med én hånd og med en baby på armen” – kost til en nøje planlagt og ret striks PCO-venlig kost. Men det har også været godt for kroppen at blive “nulstillet”. Jeg kan mærke en forandring på mit energiniveau. Jeg føler mig friskere og “lettere” på en måde. Fysisk kan jeg se resultater på min hud, mit hår og måske en lille bitte smule på slaske-maven. Sofa-rumpen er indtil videre kommet for at blive, ser det vist ud til.

 

Og hvad har jeg så konkret gjort? 

Når jeg siger, at jeg har spist PCO-venligt betyder det, at jeg har skåret stivelse og sukker ud af min kost. Brød, pasta, ris og vingummier. Chokolade også. Og is. I kan selv tænke jer til resten. Det er sådan ca. alt det, der smager bedst. Jeg har desuden gjort mit bedste for at få 3 hovedmåltider og 2 mellemmåltider i løbet af dagen. Med lidt god og nøje planlægning og en sød og nogenlunde tålmodig datter, er det faktisk lykkes de fleste dage. På de varmeste dage i den her ulidelige sommer, har jeg ikke altid klaret den. Jeg har det med at miste appetitten, når det er varmt. At spise sådan hjælper rigtig meget med at holde mit blodsukker stabilt, som er en af udfordringerne (i hvert fald for mange), når man har PCOS. Hvis du ikke er helt med på, hvad det der PCOS er, så har jeg skrevet lidt om det HER. Men i bund og grund har min krop den udfordring, at den forvandler gulerødder til tivolistænger nede i maven. Jeg er insulinresistent og derfor tror min krop, at den skal lave mega meget ekstra af det. Altså insulin. Og det er dét, der giver de drøn mange ekstra kilo.

Man siger jo, at et vægttab ligger 80% i kosten. Men lidt motion har jo aldrig skadet nogens ekstra kilo på kroppen. Så jeg begyndte at løbe igen. Efter 4 korte løbeture af 2 km på 2 uger, viste det sig dog at være alt for tidligt for min krop efter graviditeten. Jeg fik vanvittigt ondt i mine knæ. Ligeså ondt som da jeg var højgravid og havde svangerskabsforgiftning med knæ, der var noget nær dobbelt så store, som de er nu. Øv for pokker. Det skulle ikke være unormalt, at døje med ledsmerter efter en graviditet. Og det siges jo også, at kroppen sagtens kan bruge helt op til et år på at komme sig igen. Så jeg tager det ikke så tungt, men jeg savner nu stadig at løbe.

Men så det bliver i stedet til nogle gode gåture med barnevognen og lille’pigen. Hendes første lur på dagen ligger heldigvis tidligt på morgenen, hvilket passer mig perfekt. Jeg elsker at starte dagen tidligt og jeg elsker at starte dagen med at være aktiv. Ja! Jeg er et af de der irriterende morgenfriske A-mennesker. Lille’pigen er blevet rigtig god til at sove en længere lur, så vi får ofte gået omkring 10 km. Jeg elsker det! Musik i ørerne, tankerne der får frit spil og roen som vi finder, når vi ofte er de eneste i bybilledet eller på landevejene, som vi elsker at befinde os på. Det giver mig faktisk mere energi, end hvis jeg sov to timer. Mega nederen en type, I know 😉

 

Og hvad er resultatet så? 

Jeg var på vægten i morges. Det var heldigvis et positivt møde. Der er røget 4,6 kilo den seneste måned. Jeg havde håbet på 6 kilo eller mere, men jeg ved også godt, at jeg bare ikke taber mig ret nemt. Min storesøster, som i øvrigt heldigvis ikke er ramt af PCOS, sagde den anden dag, at 4 kilo er da flot, men så igen. Havde hun spist som jeg gør, så havde hun nok tabt 10 kilo. Og det er nok ikke helt forkert. Lorte PCOS. Så i bund og grund skal jeg vist bare være mere end tilfreds med resultatet. For altså. Nu mangler jeg da 4.6 kilo mindre, end da jeg startede for en måned siden. Men åh, hvor gad jeg godt at der var røget bare lidt mere. Alt i alt er jeg nu 19,4 kilo fra mit umiddelbare mål. Det er mange, men ikk’ så mange som da det var 24 kilo for en måned siden. Det lyder da en my “lettere” at det er under 20 kilo nu 😉 Men dælme også kun en my da.

Og hvad skal der så ske nu? 

Jeg er slet ikke færdig med det her vægttab endnu. Der er laaang vej igen. Men nu er jeg heldigvis i gang og motivationen er tårnhøj. Min plan er at fortsætte præcis som jeg gør nu. For selvom det går langsomt, så sker der jo trods alt noget. Fremadrettet vil jeg dog holde en ugentlig “fridag”. Altså en dag, hvor jeg må spise, hvad jeg har lyst til og egentlig glemme lidt, at jeg har PCOS. Det er vist populært at kalde det for en “cheat day”, men det begreb kan jeg ikke lide. Det lyder som om man gør noget forkert og det er generelt ikke noget, som jeg vil forbinde med mad og livsstil. Jeg har kørt med de her “fridage” før og for mig betyder det, at jeg har ro i hovedet for en dag. Altså i forhold til planlægning af kost og have fokus på, hvad jeg skubber i kæften. Det betyder at jeg kan tage til fødselsdag eller andre arrangementer og ikke være hende, der ikke kan spise noget af maden. Det betyder, at jeg ind i mellem kan få nogle af mine livretter, som tilfældigvis bare indeholder nogle af de ting, som jeg ikke må få normalt. Det giver et pusterum, som så giver fornyet energi til de andre 6 dage i ugen. Og det er med til at gøre, at jeg ikke falder i på andre tidspunkter. Det holder mig fokuseret på målet. Og motiveret.

Jeg er godt nok spændt på, hvor langt jeg kommer med mit vægttabsprojekt og hvor hurtigt. Og om jeg ender med at skulle have medicinsk behandling som støtte ved siden af. Det må tiden jo vise.

Mavedeller og PCO-kost

Græsk yoghurt toppet med hakkede mandler, blandede frø og kerner, samt en smule mørk chokolade 80% = PCOS-venlig morgenmad, som jeg først når at spise efter middag, fordi min baby er en tidsrøver 🙂

Er du da vimmersvej, så svært det er at komme i gang med et vægttab lige efter en fødsel og mens man har hænderne fulde af baby, sutteflasker, gylp, lort, vasketøj, tis,  grimt lamaze-legetøj og alt muligt andet gøgl.

Som tidligere nævnt måtte jeg blive hele 40 kilo (JA, 40!!) tungere i kampen for ønskebarnet. Heldigvis sidder alle 40 kilo der ikke endnu, men jeg mangler stadig en 24 kilo-ish. Det er et stykke tid siden jeg sidst var på vægten, så det kan da godt være, at der er røget et par kilo mere siden jeg sidst vejede mig. Men jeg tør ikke udsætte mig for oplevelsen af, at der ikke er røget en ski’, derfor hopper jeg ikke på vægten endnu. Der er alligevel nok kilo at tage af, så jeg skal nok få det set an på et tidspunkt.

Lille’pigen er ikke dødsens angst for sin barnevogn mere og jeg har nogenlunde styr på, hvornår og hvor længe hun efterhånden vil sove. Det er to gode ting, for det betyder nemlig, at vi får gået nogle gode ture med barnevognen. Sovende barn, musik i mors ører og kondisko på fusserne. Mine. Ikke lille’pigens. Dét er noget jeg har savnet og det er godt for sofa-rumpen og slaske-maven. Hold nu kæft min mave den slasker. De gåture er den eneste form for motion jeg dyrker, for det er det eneste der er tid og overskud til lige nu. Og fysik til. Jeg har nemlig stadig ledsmerter i mine ankler og knæ, som følge af svangerskabsforgiftningen. Jeg håber, at det snart kan blive muligt at komme ud at løbe igen, men nu må vi se. Jeg er nu tilfreds nok med gåturerne, som oftest strækker sig til 6-10 km pr. gang og vi er næsten ude at gå hver dag. Det er sgu da meget godt, klap på skulderen til mig. Det eneste sted, der ikk’ har en delle. Og så er det jo hyggeligt, at lille’pigen er med også!

Nu har jeg så også fået losset mig selv SÅ pisse hårdt i sofa-rumpen, at kosten er ved at være nærmest næsten helt perfekt og PCO-venlig igen. Det er det samme som pisse kedelig, for jeg er ikke voldsomt kreativ, når det kommer til madlavning. Jeg undgår de ting jeg skal undgå og får det bedste ud af det, der så er tilbage. Du kan læse mere om PCO lige HER, hvis du har lyst til at blive klogere på det.

 

Hvor lang tid skal det mon tage, at komme af de 24 kilo-ish? Det bliver sgu da pis’ spændende at finde ud 🙂

3 uger før, 3 uger efter og så en status på slaske-maven

 

Og vupti, så blev Anna Oline 3 uger gammel. Jeg har en gang hørt nogle kloge hoveder sige, at tiden flyver afsted, når man får børn. Ja, det er sgu ikk’ lyv da. Det første af de to ovenstående billeder er taget 3 uger før hun kom til verden. Svangerskabsforgiftningen var for alvor ved at tage fat, jeg vidste det bare ikke på daværende tidspunkt. Der kom mere væske til og min almene tilstand blev stille og roligt forværret over de næste uger. Det sidste billede er taget nu. Altså 3 uger efter hendes ankomst og nu er svangerskabsforgiftningen ved at slippe sit tag igen. I hvert fald det største greb. Jeg har stadig flere steder på kroppen, hvor væsken har svært ved at slippe og så har jeg fået ledsmerter i flere led, som følge af belastningen fra den store mængde væske. Men hey, jeg kan få sko på igen, så helt skidt er det jo ikke. Det er altid en god ting, at kunne få sko på. Det kommer til at tage tid, men min fysik skal nok vende tilbage igen. Og det bliver med hårdt arbejde, er jeg sikker på.

 

Grundet svangerskabsforgiftningen endte jeg med at tage rigtig meget på i min graviditet. Lidt mere end 30 kilo, hvis vi skal have det skræmmende høje tal på bordet. 30 kilo er fandme meget, når det skal fordeles på sølle 157 cm. Og jeg var sgu ikk’ den slankeste model i forvejen da. De ca. 12 kilo af de 30 kom alene på de sidste 14 dage. Det er en voldsom vægtøgning på kort tid og det har bestemt sat sine spor på min krop. Det giver jo næsten sig selv, så det behøver jeg jo sådan set ikke fortælle jer. Strækmærker, ødelagt hud, ledsmerter og vældig meget slasket maveskind er blot nogle af sporerne. Noget vil gå i sig selv igen, mens andet er kommet for at blive. Og sådan er dét bare. Jeg er heldigvis så meget mere, end hvordan jeg ser ud.

 

Jeg har indtil videre tabt 17 af de 30 kilo, så det er da en flot start og allerede lidt over halvvejs. Jeg klager ikke. Jeg håber de sidste kilo ryger ligeså hurtigt, men så heldig er jeg sgu da nok ikke og det kræver nok også, at jeg snart begynder at spise en smule mere fornuftigt og regelmæssigt, end jeg gør lige nu. Faktisk drømmer jeg om, at få den krop tilbage, som jeg havde før vi begyndte at tænke på børn. Altså helt tilbage til den tid, hvor PCOS’en ikke var brudt ud endnu. Helt tilbage til årsskiftet 2015/2016, hvor vores babydrøm begyndte. Hvis I har læst med tidligere HER så ved I, at jeg tog rigtig meget på, da jeg fik PCOS også. Det betyder faktisk, at jeg i kampen for ønskebarnet endte med at tage hele 40 kilo på. Altså her er det PCOS kilo og graviditets kiloene lagt sammen, hvor jeg undervejs har både tabt lidt og taget på. Men altså 40 kilo alt i alt. Det er altså meget.

 

Det betyder så nu, at hvis jeg skal tilbage til udgangspunktet og den vægt jeg havde inden vi gik i gang med projekt baby, så mangler jeg fortsat 24 kilo. Hele 24 tunge slaskede kilo. Jeg kan da heldigvis trøste mig med, at nogle af dem stadig er fyldte væskedepoter på min krop, men derefter er det altså også kun hårdt arbejde, der kan hjælpe mig af med det sidste. Medicinering for PCOS’en vil nok også komme på tale og det vil sikkert også hjælpe på det, men det kommer dog først på tale når graviditeten er langt nok på afstand.

 

Nå, og hvorfor så dele målet om de 24 tunge slaskede kilo med jer? Det ved jeg faktisk ikke. Måske fordi jeg deler så meget andet. Måske fordi jeg ved det vil holde mig til ilden, at I følger med derude? Måske fordi jeg bare har brug for, at få det ned sort på hvidt, så det er til at forholde sig til. Nå, men nu hvor I er lukket ind i de 24 tunge slaskede kilos klub, så lover jeg at holde jer opdateret i hvordan, hvorledes og hvor meget. Og man behøver kun læse med, hvis man har lyst. Ingen tvang her da.

 

Rigtig glædelig solskins søndag til jer 🙂

 

Læs også:

“NYBAGT MOR, NYFØDT BABY OG VORES GODE VEN GOOGLE”