Sådan hjælper lille’pigen mig med at tabe de tunge slaskede kilo

Sådan hjælper lille’pigen mig med at tabe de tunge slaskede kilo

Jeg er stadig i gang med det her større vægttab. Det startede med 24 kilo og så hed det 19 komma-et-eller-andet kilo. Og status lige nu er, at det hedder 18 komma-et-eller-andet kilo. En smule er der altså sket de seneste 3 ugers tid, men ikke helt så meget. Og det er på trods af, at jeg gik så mega mange lange ture i august måned, at jeg sled hul på et par af mine bukser. 271.5 km er altså ret meget.

Min udfordring er helt sikkert at holde et stabilt blodsukker hele dagen i gennem. Som følge af PCOS har jeg konstant rod i mit blodsukker, hvilket skaber helt vildt meget ubalance i min krop. Hovedpine, kvalme, sukkertrang, you name it. Jeg har det ret ofte i løbet af en helt almindelig dag. Om en lille måneds tid skal jeg til lægen igen. Her forventer jeg at blive henvist videre til sygehuset, så jeg kan få den rette hjælp. Det glæder jeg mig til!

Men indtil da knokler jeg videre på egen hånd. Heldigvis har jeg min glade lille hjælper og ja, jeg hentyder til min dejlige datter. Hun har en kæmpe rolle i det her vægttab. Ikke at hun fatter så meget af det.

Hun hjælper mig ved:

At sove godt i sin barnevogn, så jeg kan gå en masse lange ture. Vi går tur om formiddagen og ind i mellem om eftermiddagen også. 

Hun sover middagslur i viklen på mig. Gerne 2-3 timer. I dette tidsrum kan jeg ikke spise noget, da hun så vågner. Jeg sørger selvfølgelig for, at have fået frokost inden hun ender i viklen, så jeg ikke sidder og er mega sulten og får mere rod i blodsukkeret. 

Nu vi snakker om viklen. Lige når hun er sat i den og inden hun falder i søvn, tager vi gerne nogle ture op og ned af trappen. Lille’pigen vejer omkring 6,7 kilo nu, så det giver da noget ekstra vægt, når jeg skal op og ned. Det får min puls rigtig godt op og lille’pigen har det for grineren over det. 

Og nu vi snakker om trappen. Lille’pigen går i seng ved 19 tiden om aftenen. Hun bliver puttet i soveværelset på 1. sal, mens Jonas og jeg så kan have det for fedt uden barn nede i stuen. Lille’pigen er glad for sin sut, men hun er også god til at komme til at spytte den ud. Så piver hun lidt og det opfanger babyalarmen. Nogle gange snakker hun i søvne og det opfanger babyalarmen. Nogle gange snorker hun og det opfanger babyalarmen også. Og jeg tager gerne turen op og ned af trappen hver gang. Så det bliver til nogle trin i løbet af sådan en aften.  

Hun ruller rundt på sit legetæppe, men giver pænt besked når hun er rullet ud på gulvet. Da vil hun gerne, at jeg flytter hende ind på tæppet igen. Det giver en masse renden frem og tilbage, bukke sig ned, løfte baby og op igen. Ikke noget med at mor skal sidde stille. Tak min skat. 

Tumleri og leg med lille’pigen giver masser af bevægelse. Vi har mange lege, som vi leger hver dag og vi sidder sjældent helt stille ret længe ad gangen. 

Styrkestræning med baby som redskab. Jo, jo. Jeg er så småt kommet i gang med at lave nogle øvelser, der styrker kroppen. Det er  i meget små bidder, da jeg stadig døjer en del med ledsmerter. Men det gode er, at til de få øvelser jeg kan lave, kan lille’pigen hjælpe mig og samtidig gør vi det til en leg. 

Sidste og nok den mest vigtige ting hun hjælper med er at minde mig om, at det skide vægttab så heller ikke er det vigtigste i hele verden. Og at det ikke skal fylde hele min hverdag. At det ikke skal påvirke min opfattelse af mig selv. Hun er nemlig fuldstændig vild med sin mor og hun ser slet ikke alle de ting på min krop, som jeg ser. Hun er egentlig bare glad for, at der er nogle gode brede hofter at sidde på og en god barm og en slasket mave at putte på. Det er nok meget sundt, at det er hende jeg bruger alt min tid med 😉 

 

Fik du læst mine tanker omkring vuggestue eller dagpleje? 

Bloggen er flyttet! Det er stadig den samme blog, men …

Bloggen er flyttet! Det er stadig den samme blog, men …

… Det er det så egentlig ikke helt alligevel, for nu bliver det faktisk lidt federe. Bloggen har nemlig søgt nye veje og stødte i den forbindelse på et nyt, men absolut venligt og dejligt bekendtskab hos www.momster.dk – Et netværk af kvinder til kvinder der har børn eller brændende ønsker sig at få dem. Jeg passer godt ind her af flere årsager. 1: Fordi jeg er en kvinde. 2: Fordi jeg har et barn. 3: Fordi jeg tidligere havde et brændende ønske om at få et barn, men her stødte jeg på udfordringer fra min egen kropumulige krop. 4: Fordi jeg er pisse sjov, hudløst ærlig og god til at skrive. Men det vil du jo få at se hen ad vejen, ikk?

Nå, men inden jeg kommer for godt i gang og måske også bliver en smule for selvfed, må jeg jo hellere præsentere mig selv. Dette indlæg er altså mest henvendt til de af jer, som desværre ikk’ er stødt på mig endnu. Men det er altså tilladt for alle at læse med. Også dig, mor 🙂

Mit navn er Leah Rundblad og det er mig på billedet oven over. Jeg er en 28 år gammel nordjyde og så er jeg rigtig godt gift med Jonas Rundblad. En 28 år gammel forhenværende sjællænder. Hvis du har lyst, kan du jo læse om, hvad der skete da Nordjylland mødte Sjælland for snart 9 år siden. Det er jævnt kikset og vi var ikk’ halvt så kønne den gang, som vi er nu. Så er I advaret.

Til daglig er jeg uddannet og arbejder som lægesekretær på Aalborg Sygehus, men lige nu lever jeg barselslivet med alt, hvad der hører sig til af gylp, lortebleer, sutteflasker, gylp, gåture med barnevognen, grimt lamaze legetøj, gylp, uglet mor-hår i knold, ingen make-up og gylp. Ja, der er masser af gylp her hjemme. Vores datter har nemlig refluks så det basker. Og nu vi alligevel taler om solen. Vores datter hedder Anna Oline og hun kom til verden den 15. april i år. Det betyder at hun runder 4 måneder lige om lidt. Hun er herlig, fræk, smuk, sjov og fuld af fis og ballade. Vores ønskebarn, som vi har været utroligt heldige at få. Det lå nemlig ikke i kortene, at vi med sikkerhed skulle blive forældre. Jeg lider af PCOS, som er en tilstand, der påvirker min krop utroligt meget. Hvis du ikke helt ved, hvad det er, så er du faktisk langt fra den eneste. Men du kan heldigvis blive klogere på det lige HER. Grundet PCOS’en gik vi igennem en temmelig hård og udmattende tid med fertilitetsbehandling, da vi tog grusvejen til ønskebarnet. Heldigvis endte det godt, da vi jo har fået vores skønne datter. Hvis du har lyst, kan du læse historien om min fødsel, som slet ikke gik, som jeg havde håbet. Heller ikke i dagene efter, som faktisk endte med at være hårdere end selve fødslen.

Min hverdag med PCOS er besværlig og bøvlet, men jeg er blevet bedre til at håndtere det. Min største udfordring med PCOS (nu hvor jeg ikke kæmper for at blive gravid mere) er insulinresistensen. Kort fortalt betyder den, at min krop konstant tror, at den mangler insulin og derfor producerer den en helvedes masse ekstra af det. Og sådan noget sætter sig som fedt på kroppen. Og det er fandme ikk’ sjovt, skulle I være i tvivl om det. Det betyder lige nu, at jeg har gang i et større vægttabsprojekt. 24 tunge slaskede kilo var mit udgangspunkt. Den seneste måneds tid har den for alvor fået en skalle med PCOS-venlig kost og god motion, hvilket heldigvis har båret frugt. Nu mangler jeg nemlig “kun” 19,4 kilo. Hvordan jeg nåede til det, kan du læse lige HER. Du vil her på bloggen kunne følge med i min vægttabsrejse, hvis du har lyst. Det motiverer i hvert fald mig rigtig meget, at dele ud af den.

Bloggen her kom til verden tilbage i januar i år. Jeg har altid elsket at skrive og har længe ønsket at få det til at fylde mere i min hverdag. Jeg er flere gange blevet spurgt om ikke “sådan noget blogging”, kunne være noget for mig, for det kunne jeg da nok være god til. Så jeg overvejede det i et par år for længe, hvorefter jeg endelig kastede mig ud i det. Og det har jeg ikk’ fortrudt. Bloggen er mit frirum, min online dagbog og egentlig også som en slags mødregruppe. Jeg deler i hvert fald meget ud af livet som mor. Mest fordi mit liv ikke handler om så meget andet lige nu, men også fordi jeg egentlig synes, at jeg gør det ret godt. Altså det der med at være nogens mor. Dog er jeg blevet hapset af mor-politiet før, men det er det der kan ske, når man deler åbent og ærligt.

 

Jeg håber at I med dette indlæg har fået en bedre idé om, hvem jeg er. Hende den nye Leah Rundblad på www.momster.dk. Jeg kunne egentlig fortælle meget mere om mig selv, men så bliver det bare lidt ligesom bland-selv-slik. Hvis man blander for meget, bliver det noget rod og hvis man spiser det hele gør det bare ondt i maven. Så lad os hellere tage vores nye bekendtskab i mindre bidder og bruge noget tid på at lære hinanden at kende.

Jeg glæder mig super meget til at være en del af dette fantastiske “blogger-kvinde-mor-univers” og jeg håber, at I vil tage rigtig godt i mod min kære blog. Bloggen er desuden at finde på Facebook, hvor jeg altid opdaterer med de nyeste indlæg. Du er også velkommen til at følge mig på Instagram, hvor jeg (tro det eller ej) faktisk formår at kortfatte mig en my mere, end jeg gør her på bloggen. Men det bliver det ikk’ kedeligere af, det lover jeg!

God dag til jer 🙂

Resultatet af den vanvittige sundheds-måned

 

Så er der gået en måned på sund og fornuftigt PCO-kost. Det har været pisse hårdt, at gå fra en “nu spiser jeg lige, hvad end jeg kan skubbe i fjæset med én hånd og med en baby på armen” – kost til en nøje planlagt og ret striks PCO-venlig kost. Men det har også været godt for kroppen at blive “nulstillet”. Jeg kan mærke en forandring på mit energiniveau. Jeg føler mig friskere og “lettere” på en måde. Fysisk kan jeg se resultater på min hud, mit hår og måske en lille bitte smule på slaske-maven. Sofa-rumpen er indtil videre kommet for at blive, ser det vist ud til.

 

Og hvad har jeg så konkret gjort? 

Når jeg siger, at jeg har spist PCO-venligt betyder det, at jeg har skåret stivelse og sukker ud af min kost. Brød, pasta, ris og vingummier. Chokolade også. Og is. I kan selv tænke jer til resten. Det er sådan ca. alt det, der smager bedst. Jeg har desuden gjort mit bedste for at få 3 hovedmåltider og 2 mellemmåltider i løbet af dagen. Med lidt god og nøje planlægning og en sød og nogenlunde tålmodig datter, er det faktisk lykkes de fleste dage. På de varmeste dage i den her ulidelige sommer, har jeg ikke altid klaret den. Jeg har det med at miste appetitten, når det er varmt. At spise sådan hjælper rigtig meget med at holde mit blodsukker stabilt, som er en af udfordringerne (i hvert fald for mange), når man har PCOS. Hvis du ikke er helt med på, hvad det der PCOS er, så har jeg skrevet lidt om det HER. Men i bund og grund har min krop den udfordring, at den forvandler gulerødder til tivolistænger nede i maven. Jeg er insulinresistent og derfor tror min krop, at den skal lave mega meget ekstra af det. Altså insulin. Og det er dét, der giver de drøn mange ekstra kilo.

Man siger jo, at et vægttab ligger 80% i kosten. Men lidt motion har jo aldrig skadet nogens ekstra kilo på kroppen. Så jeg begyndte at løbe igen. Efter 4 korte løbeture af 2 km på 2 uger, viste det sig dog at være alt for tidligt for min krop efter graviditeten. Jeg fik vanvittigt ondt i mine knæ. Ligeså ondt som da jeg var højgravid og havde svangerskabsforgiftning med knæ, der var noget nær dobbelt så store, som de er nu. Øv for pokker. Det skulle ikke være unormalt, at døje med ledsmerter efter en graviditet. Og det siges jo også, at kroppen sagtens kan bruge helt op til et år på at komme sig igen. Så jeg tager det ikke så tungt, men jeg savner nu stadig at løbe.

Men så det bliver i stedet til nogle gode gåture med barnevognen og lille’pigen. Hendes første lur på dagen ligger heldigvis tidligt på morgenen, hvilket passer mig perfekt. Jeg elsker at starte dagen tidligt og jeg elsker at starte dagen med at være aktiv. Ja! Jeg er et af de der irriterende morgenfriske A-mennesker. Lille’pigen er blevet rigtig god til at sove en længere lur, så vi får ofte gået omkring 10 km. Jeg elsker det! Musik i ørerne, tankerne der får frit spil og roen som vi finder, når vi ofte er de eneste i bybilledet eller på landevejene, som vi elsker at befinde os på. Det giver mig faktisk mere energi, end hvis jeg sov to timer. Mega nederen en type, I know 😉

 

Og hvad er resultatet så? 

Jeg var på vægten i morges. Det var heldigvis et positivt møde. Der er røget 4,6 kilo den seneste måned. Jeg havde håbet på 6 kilo eller mere, men jeg ved også godt, at jeg bare ikke taber mig ret nemt. Min storesøster, som i øvrigt heldigvis ikke er ramt af PCOS, sagde den anden dag, at 4 kilo er da flot, men så igen. Havde hun spist som jeg gør, så havde hun nok tabt 10 kilo. Og det er nok ikke helt forkert. Lorte PCOS. Så i bund og grund skal jeg vist bare være mere end tilfreds med resultatet. For altså. Nu mangler jeg da 4.6 kilo mindre, end da jeg startede for en måned siden. Men åh, hvor gad jeg godt at der var røget bare lidt mere. Alt i alt er jeg nu 19,4 kilo fra mit umiddelbare mål. Det er mange, men ikk’ så mange som da det var 24 kilo for en måned siden. Det lyder da en my “lettere” at det er under 20 kilo nu 😉 Men dælme også kun en my da.

Og hvad skal der så ske nu? 

Jeg er slet ikke færdig med det her vægttab endnu. Der er laaang vej igen. Men nu er jeg heldigvis i gang og motivationen er tårnhøj. Min plan er at fortsætte præcis som jeg gør nu. For selvom det går langsomt, så sker der jo trods alt noget. Fremadrettet vil jeg dog holde en ugentlig “fridag”. Altså en dag, hvor jeg må spise, hvad jeg har lyst til og egentlig glemme lidt, at jeg har PCOS. Det er vist populært at kalde det for en “cheat day”, men det begreb kan jeg ikke lide. Det lyder som om man gør noget forkert og det er generelt ikke noget, som jeg vil forbinde med mad og livsstil. Jeg har kørt med de her “fridage” før og for mig betyder det, at jeg har ro i hovedet for en dag. Altså i forhold til planlægning af kost og have fokus på, hvad jeg skubber i kæften. Det betyder at jeg kan tage til fødselsdag eller andre arrangementer og ikke være hende, der ikke kan spise noget af maden. Det betyder, at jeg ind i mellem kan få nogle af mine livretter, som tilfældigvis bare indeholder nogle af de ting, som jeg ikke må få normalt. Det giver et pusterum, som så giver fornyet energi til de andre 6 dage i ugen. Og det er med til at gøre, at jeg ikke falder i på andre tidspunkter. Det holder mig fokuseret på målet. Og motiveret.

Jeg er godt nok spændt på, hvor langt jeg kommer med mit vægttabsprojekt og hvor hurtigt. Og om jeg ender med at skulle have medicinsk behandling som støtte ved siden af. Det må tiden jo vise.

Mavedeller og PCO-kost

Græsk yoghurt toppet med hakkede mandler, blandede frø og kerner, samt en smule mørk chokolade 80% = PCOS-venlig morgenmad, som jeg først når at spise efter middag, fordi min baby er en tidsrøver 🙂

Er du da vimmersvej, så svært det er at komme i gang med et vægttab lige efter en fødsel og mens man har hænderne fulde af baby, sutteflasker, gylp, lort, vasketøj, tis,  grimt lamaze-legetøj og alt muligt andet gøgl.

Som tidligere nævnt måtte jeg blive hele 40 kilo (JA, 40!!) tungere i kampen for ønskebarnet. Heldigvis sidder alle 40 kilo der ikke endnu, men jeg mangler stadig en 24 kilo-ish. Det er et stykke tid siden jeg sidst var på vægten, så det kan da godt være, at der er røget et par kilo mere siden jeg sidst vejede mig. Men jeg tør ikke udsætte mig for oplevelsen af, at der ikke er røget en ski’, derfor hopper jeg ikke på vægten endnu. Der er alligevel nok kilo at tage af, så jeg skal nok få det set an på et tidspunkt.

Lille’pigen er ikke dødsens angst for sin barnevogn mere og jeg har nogenlunde styr på, hvornår og hvor længe hun efterhånden vil sove. Det er to gode ting, for det betyder nemlig, at vi får gået nogle gode ture med barnevognen. Sovende barn, musik i mors ører og kondisko på fusserne. Mine. Ikke lille’pigens. Dét er noget jeg har savnet og det er godt for sofa-rumpen og slaske-maven. Hold nu kæft min mave den slasker. De gåture er den eneste form for motion jeg dyrker, for det er det eneste der er tid og overskud til lige nu. Og fysik til. Jeg har nemlig stadig ledsmerter i mine ankler og knæ, som følge af svangerskabsforgiftningen. Jeg håber, at det snart kan blive muligt at komme ud at løbe igen, men nu må vi se. Jeg er nu tilfreds nok med gåturerne, som oftest strækker sig til 6-10 km pr. gang og vi er næsten ude at gå hver dag. Det er sgu da meget godt, klap på skulderen til mig. Det eneste sted, der ikk’ har en delle. Og så er det jo hyggeligt, at lille’pigen er med også!

Nu har jeg så også fået losset mig selv SÅ pisse hårdt i sofa-rumpen, at kosten er ved at være nærmest næsten helt perfekt og PCO-venlig igen. Det er det samme som pisse kedelig, for jeg er ikke voldsomt kreativ, når det kommer til madlavning. Jeg undgår de ting jeg skal undgå og får det bedste ud af det, der så er tilbage. Du kan læse mere om PCO lige HER, hvis du har lyst til at blive klogere på det.

 

Hvor lang tid skal det mon tage, at komme af de 24 kilo-ish? Det bliver sgu da pis’ spændende at finde ud 🙂

3 uger før, 3 uger efter og så en status på slaske-maven

 

Og vupti, så blev Anna Oline 3 uger gammel. Jeg har en gang hørt nogle kloge hoveder sige, at tiden flyver afsted, når man får børn. Ja, det er sgu ikk’ lyv da. Det første af de to ovenstående billeder er taget 3 uger før hun kom til verden. Svangerskabsforgiftningen var for alvor ved at tage fat, jeg vidste det bare ikke på daværende tidspunkt. Der kom mere væske til og min almene tilstand blev stille og roligt forværret over de næste uger. Det sidste billede er taget nu. Altså 3 uger efter hendes ankomst og nu er svangerskabsforgiftningen ved at slippe sit tag igen. I hvert fald det største greb. Jeg har stadig flere steder på kroppen, hvor væsken har svært ved at slippe og så har jeg fået ledsmerter i flere led, som følge af belastningen fra den store mængde væske. Men hey, jeg kan få sko på igen, så helt skidt er det jo ikke. Det er altid en god ting, at kunne få sko på. Det kommer til at tage tid, men min fysik skal nok vende tilbage igen. Og det bliver med hårdt arbejde, er jeg sikker på.

 

Grundet svangerskabsforgiftningen endte jeg med at tage rigtig meget på i min graviditet. Lidt mere end 30 kilo, hvis vi skal have det skræmmende høje tal på bordet. 30 kilo er fandme meget, når det skal fordeles på sølle 157 cm. Og jeg var sgu ikk’ den slankeste model i forvejen da. De ca. 12 kilo af de 30 kom alene på de sidste 14 dage. Det er en voldsom vægtøgning på kort tid og det har bestemt sat sine spor på min krop. Det giver jo næsten sig selv, så det behøver jeg jo sådan set ikke fortælle jer. Strækmærker, ødelagt hud, ledsmerter og vældig meget slasket maveskind er blot nogle af sporerne. Noget vil gå i sig selv igen, mens andet er kommet for at blive. Og sådan er dét bare. Jeg er heldigvis så meget mere, end hvordan jeg ser ud.

 

Jeg har indtil videre tabt 17 af de 30 kilo, så det er da en flot start og allerede lidt over halvvejs. Jeg klager ikke. Jeg håber de sidste kilo ryger ligeså hurtigt, men så heldig er jeg sgu da nok ikke og det kræver nok også, at jeg snart begynder at spise en smule mere fornuftigt og regelmæssigt, end jeg gør lige nu. Faktisk drømmer jeg om, at få den krop tilbage, som jeg havde før vi begyndte at tænke på børn. Altså helt tilbage til den tid, hvor PCOS’en ikke var brudt ud endnu. Helt tilbage til årsskiftet 2015/2016, hvor vores babydrøm begyndte. Hvis I har læst med tidligere HER så ved I, at jeg tog rigtig meget på, da jeg fik PCOS også. Det betyder faktisk, at jeg i kampen for ønskebarnet endte med at tage hele 40 kilo på. Altså her er det PCOS kilo og graviditets kiloene lagt sammen, hvor jeg undervejs har både tabt lidt og taget på. Men altså 40 kilo alt i alt. Det er altså meget.

 

Det betyder så nu, at hvis jeg skal tilbage til udgangspunktet og den vægt jeg havde inden vi gik i gang med projekt baby, så mangler jeg fortsat 24 kilo. Hele 24 tunge slaskede kilo. Jeg kan da heldigvis trøste mig med, at nogle af dem stadig er fyldte væskedepoter på min krop, men derefter er det altså også kun hårdt arbejde, der kan hjælpe mig af med det sidste. Medicinering for PCOS’en vil nok også komme på tale og det vil sikkert også hjælpe på det, men det kommer dog først på tale når graviditeten er langt nok på afstand.

 

Nå, og hvorfor så dele målet om de 24 tunge slaskede kilo med jer? Det ved jeg faktisk ikke. Måske fordi jeg deler så meget andet. Måske fordi jeg ved det vil holde mig til ilden, at I følger med derude? Måske fordi jeg bare har brug for, at få det ned sort på hvidt, så det er til at forholde sig til. Nå, men nu hvor I er lukket ind i de 24 tunge slaskede kilos klub, så lover jeg at holde jer opdateret i hvordan, hvorledes og hvor meget. Og man behøver kun læse med, hvis man har lyst. Ingen tvang her da.

 

Rigtig glædelig solskins søndag til jer 🙂

 

Læs også:

“NYBAGT MOR, NYFØDT BABY OG VORES GODE VEN GOOGLE” 

Fandme ikke mens jeg er gravid!

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan PCOS påvirker både min krop og min hverdag. Har du endnu ikke læst det indlæg, kan du finde det HER.

Da jeg fik konstateret PCOS skete der rigtig mange ting lige i røven af hinanden og på én og samme gang. Jeg blev ikke gravid, jeg tog på, kroppen forandrede sig og alt det der, som du har læst i mit tidligere indlæg. Jeg startede i fertilitetsbehandling og lagde mit liv om på mange måder. Særligt i forhold til den strenge kost, som jeg har kæmpet meget med. Dels i forhold til at lære, hvad PCOS-venlig kost er og hvad det bestemt ikke er, men også det der med at acceptere, at jeg ikke kunne spise både dit og dat. Åh, hvor jeg synes det var hårdt. Særligt fordi det hele væltede ned over mig på én gang, men også fordi ALT hvad jeg gjorde og jeg mener virkelig ALT, kun havde ét eneste formål. At blive gravid. Det var hele omdrejningspunktet. Det eneste mål og den ultimative belønning for alt det hårde jeg og vi skulle kæmpe os igennem. Det eneste acceptable resultat af det hele. At blive gravid og få et barn. Wauw, her kan vi tale om at leve under pres, ikke? Og så endda på begrænset kost.

Spiste jeg noget, der ikke var 100% PCOS-venligt, blev jeg ramt af ekstrem dårlig samvittighed. Gik der en dag, hvor jeg ikke dyrkede motion, blev jeg ramt af ekstrem dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed overfor mig selv og min krop, men mest overfor det barn og den graviditet, som jeg så inderligt ønskede mig. For betød det i virkeligheden forskellen mellem den positive og den negative graviditetstest? Tænk at stå med det ansvar på sin samvittighed.

Jeg har tit slået mig selv oven i hovedet, været vred på mig selv, hadet mig selv og haft svært ved at tilgive mig selv, når jeg har handlet på en måde, som ikke passede med PCOS’en. Særligt når jeg tog den ene negative graviditetstest efter den anden. Av, av. Her kan vi vist også tale om et psykisk pres og en ustabilitet, som nok skulle have været håndteret anderledes. Nok også med noget professionel hjælp. Nå, men det kan man jo selvfølgelig altid komme og sige her efterfølgende. Hvem elsker ikke (idiotiske) bagkloge folk?

Da lykken endelig vendte og jeg blev gravid, var jeg slet ikke i tvivl om, at PCOS og graviditet i første omgang ikke skulle følges ad. Jeg har simpelthen haft brug for at skille de to ting fuldstændig ad.

Jeg har derfor valgt, under min graviditet og kun dér, at leve som om jeg ikke har PCOS. Ingen strenge regler i forhold til kost og motion, men i stedet en masse frihed og en tiltrængt pause for hovedet. Jeg tror nemlig (eller véd), at jeg var ved at blive en smule (meget) vanvittig. Og hvem gider det i længden?

Jeg har stadig dyrket motion i det omfang som jeg havde lyst til og i det omfang, som graviditeten har tilladt. Jeg har stadig spist mange fornuftige PCOS-venlige ting, men jeg har fandme også spist brød, hvis jeg havde lyst. Masser af brød. Og pasta. Og ris. Og sukker for den sags skyld. Masser af sukker. Det har ind i mellem betydet, at min hud i ansigtet har demonstreret og slået ud med de velkendte bylde-lignende røde sataner, men det kan i teorien også være fordi jeg er gravid. Det fucker jo trods alt også med hormonbalancen og min var pænt fucked i forvejen. Det har nok også betydet, at jeg har taget et kilo eller to mere på i min graviditet, end jeg havde gjort hvis jeg havde levet fuldstændig PCOS-venligt. Men skidt med de par kilo, når jeg i det store hele billede ikke har taget mere på, end hvad de fleste gør.

Jeg har nydt den her pause fra PCOS’en vanvittig meget. Som i at det har været virkelig virkelig tiltrængt, at få det på afstand for en tid. Glemme det lidt og bare være lykkelig over min graviditet.

Jeg er klar over, at hverdagen med PCOS vil vende tilbage igen. Med alt hvad det nu indebærer af strenge kost- og motionsregler. Det kommer på den anden side af min graviditet, når jeg har født min datter og det er også helt fint. Det kan jo ikke rigtig blive anderledes, når jeg nu en gang har PCOS.

Jeg ser rigtig meget frem til, at skulle integrere PCOS’en i en hverdag, der ikke kun handler om at blive gravid. I en hverdag der faktisk slet ikke skal handle om at blive gravid. Jeg håber og tror, at presset på mig selv og mine skuldre vil være, ja, mindre presset. Mindre dårlig samvittighed og vrede rettet mod mig selv. Det skal nok blive godt og jeg skal nok finde den rette balance i det hele. Balancen der gør, at PCOS’en igen ikke bliver altoverskyggende. Balancen der gør, at jeg kommer nogenlunde og næsten tilbage til den krop jeg havde tilbage i 2015 før vanviddet startede. Med alle de graviditets-hænge-(patter)-partier, der sikkert vil følge med.

 

Kærligst Leah

Min hverdag med PCOS

Livet med PCOS er … Ja, jeg vil sku ikke lyve, pynte eller lægge fingre imellem. Livet med PCOS kan være ren røv og nøgler, toppet med hormonelle forstyrrelser, en sjat mandehår, polkaprikket hud i bedste teenagestil og et strejf af lettere (stor) tendens til overvægt. Og lidt mere end det.

It’s babytime, baby!

Ved årsskiftet 2015/2016 stoppede jeg med at spise p-piller. De havde været en del af mig i ca. 10 år på det tidspunkt, hvilket er normalen for mange. Da jeg var 15-16 år blev de fleste piger sat på p-piller. Sådan var det jo bare.

Jeg stoppede selvfølgelig med dem, da det er ualmindelig svært at blive gravid på dem. Og det var netop dét, der var planen og næste skridt i mit og Jonas’ forhold. Det var tid til baby! Et projekt vi kastede os ud i med positive forventninger, spænding og en fortsat naturlig lyst til noget lagengymnastik. Ja, emnet med lagengymnastikken forbliver uåbnet lige nu, men jeg skal nok åbne det i et andet indlæg.

Min krop forandrede sig drastisk i løbet af få måneder efter p-pillestoppet. Som i “hvad i hede hule helvede sker der lige her?!”. Jeg tog på. Rigtig meget faktisk. Og det var på trods af, at jeg holdte et fornuftigt aktivitetsniveau med træning og løb, samt holdte mig til en fornuftig kost, som jeg hele tiden havde gjort. Vi snakker ca. 20-22 kilo ekstra på sidebenene, da det var værst. Det er altså ikke så lidt og det klædte ved gud heller ikke min i forvejen lidt buttede krop. Jeg begyndte også at få uren hud, hvilket jeg ikke har haft de store problemer med tidligere. Her snakker vi om ualmindelig meget fedtet hud og en tendens til de her bylde-lignende røde sataner i ansigtet, som er yderst smertefulde og desuden efterlader huden med dybe sår, som kan tage flere uger om at hele op. Mange af dem har efterladt ar i mit ansigt, som jeg formentlig aldrig kommer helt af med igen.

Hår. Pludselig var der hår på steder, hvor der ikke plejede at vær hår. Hår af mandlig karakter og ikke særligt velkommen på min krop, hvis du spørger mig. Hår på overlæben, halsen, hagen og kinderne. Kraftigere hårvækst på mine lår. Hår på maven, særligt den fine mandlige streg af hår fra navlen og ned. Jeps, den fik jeg også. I kan nok forestille jer, hvad dette kan gøre ved en kvindes opfattelse af sig selv. Ja, av!

Hovedpine kom der også mere af og ubalance i blodsukkeret blev en del af hverdagen. Stod lige pludselig med en krop, der ikke kunne styre, hvornår den skulle have og hvornår den ikke skulle have. Og ikke mindst hvad den skulle have. Det har resulteret i flere svingture i blodsukkeret med rysteture, utilpashed og hvad der nu ellers følger med.

Som om ovenstående ikke skulle være nok, fik jeg selvfølgelig også rod og kaos i min menstruations cyklus. Jeg fik faktisk aldrig menstruation. Uden hjælp fra medicin, har min cyklus formået at være på ca. 365 dage. Kraftige mavesmerter og cystedannelser blev en del af hverdagen. Det samme gjorde den ufrivillige barnløshed, men det må være en historie til et andet indlæg.

Du har PCOS. Og det er i en svær grad

Efter at have gået med ovenstående symptomer i en 9 måneders tid og efter flere resultatløse besøg ved min egen læge, fik jeg konstateret PCOS i september 2016 ved en gynækolog. PCOS i en svær grad for at det ikke skal være helt løgn. I samme sætning fik jeg at vide, at det ikke var givet at jeg kunne blive gravid. Heller ikke med hjælp. Netop fordi graden af PCOS og tilstanden i mine æggestokke var, som den nu en gang var. Rigtig slem. Av, av.

PCOS-venlig kost, motion, motion, motion, ekstrem hudpleje pincet, skrab og voks

Sådan er min hverdag med PCOS. Jeg har måtte lægge min kost om til PCOS-venlig kost, som betyder nej til mange ting. Nej til brød. Nej til pasta, kartofler og ris. Nej til sukker. Også frugtsukker. Nej til mange typer mælkeprodukter. Selvfølgelig kan man ikke sige nej hele tiden og ind i mellem skal der friheder til. Men for min krop kommer et ja til et af nej-tingene  også med en pris. Rod i blodsukkeret eller endnu en bylde-lignende rød satan til samlingen. Under fertilitetsbehandlingen betød det også dårlig samvittighed. Ville dette ja til denne nej-ting betyde forskellen mellem en positiv og en negativ graviditetstest? Av. Av.

Jeg dyrker meget motion, men det har jeg nu altid været flittig til. I hvert fald i mit voksne liv. Det har været alt lige fra fitness, styrketræning, løb og gang. Det svinger lidt i perioder, hvad jeg har mest lyst til, men jeg gør altid kun det, som jeg har mest lyst til. Så bliver det nemlig ikke en sur pligt. Motionen og den PCOS-venlige kost er altafgørende for symptomernes virkning på min krop og det er den vigtigste del i forhold til at kæmpe den urimelige kamp mod kiloene og de andre symptomer. Jeg har endnu ikke formået at få min vægt ned på det den var, før vi gik i gang med projekt baby. Nu hvor jeg er gravid, har det også lidt lange udsigter. Men det skal nu nok komme. Det tror jeg da bestemt. Det skal det bare.

I forhold til hudpleje, ja så er det en gåde som jeg stadig arbejder på. Jeg bruger flere penge på diverse produkter nu, men har endnu ikke fundet det helt rigtige produkt for min hud. Jeg arbejder stadig med at acceptere, at min hud nok ikke bliver så fin og glat, som den var en gang. Jeg har dage, hvor det er så slemt at jeg helst ikke vil udenfor en dør. Jeg har dage, hvor make-up kan gøre meget og så har jeg enkelte dage, hvor det ikke er helt så slemt igen. Det går op og ned hele tiden. Men én ting er sikkert. De bylde-lignende røde sataner er vist kommet for at blive. Desværre.

Den fine fordeling af mandehår kan jeg holde nede på et plan, hvor ikke alle kan se, at jeg har det problem som jeg nu en gang har. Jeg har set andre PCOS kvinder være noget mere ramt på dette punkt end jeg er. Jeg gror trods alt ikke et fuldskæg i løbet af ingen tid, som nogen desværre gør. Så slemt er mit mandehårsproblem dog ikke, men det er slemt nok til, at det kan ses som noget ikke alle kvinder har. Jeg slider en skraber og en pincet hurtigere end gennemsnittet. Ind i mellem får jeg også lavet voksbehandlinger hos en professionel. Et nødvendigt onde. Jeg er endnu ikke nået til at lave voksbehandlinger selv. Jeg tør simpelthen ikke. Det kommer måske i forlængelse af mor-rollen, når der pludselig ikke er den samme tid at bruge foran spejlet mere. Har du evt. gode råd eller erfaring med at lave voksbehandlinger selv, så hører jeg gerne fra dig i kommentarfeltet. Hvis du altså har lyst til at dele det.

Med ovenstående har I fået et indblik i, hvordan det at have PCOS har påvirket mig, min krop og min hverdag. Jeg tror det kan ryste de fleste at lære, hvor omfattende det faktisk kan være. De næste mange mange år skal jeg indrette mit liv efter, at jeg har PCOS. Selvfølgelig uden at det bliver altoverskyggende. Det skal til at være en livsstil og det tager tid. I skrivende stund er jeg gravid, hvilket i høj grad påvirker hvordan jeg vælger at leve med min PCOS. Men mere om det i et andet indlæg.

 

Kærligst Leah

PCOS, helt konkret

Har du fundet teksten “om mig” oppe i venstre hjørne? Og læst den? Super! For så ved du nemlig, at jeg lider af PCOS og at det fylder en del i min hverdag. Det er ikke sikkert, at du ved hvad det er, men det er egentlig helt okay. Jeg anede det heller ikke, før jeg selv stod med diagnosen på egen krop. Jeg har her udarbejdet et lille (måske ikke så lille) skriv om, hvad det der PCOS rent faktisk går ud på. Indlægget her er fuldstændig følelsesfrit og handler udelukkende om, HVAD det er, men ikke HVORDAN det er at leve med det. Den historie får du i næste indlæg.

 

Hvis du vil vide mere om det der PCO / PCOS, så læs med her:

Vægtproblemer, humørsvingninger, hudproblemer, sukkerafhængighed, rod i cyklus eller helt udeblevne menstruationer og ikke skyggen af en graviditet, selvom det er ønsket. Ja, dette er blot nogle af overskrifterne, når vi snakker om PCOS. Man kalder det også for en krop i hormonel ubalance.

PCO(S) er den mest udbredte hormonforstyrrelse blandt kvinder i den fødedygtige alder.

 

Men hvad er det så helt konkret?

Poly = Flere

Cystisk = Med æggeblærer

Ovarie = Æggestok

Syndrom = Symptomkompleks

Rent videnskabeligt skelner man mellem PCO og PCOS:

PCO er en tilstand, hvor man har mange æggeblærer (cyster) på æggestokkene.

PCOS er en tilstand, hvor man også har et eller flere symptomer, foruden mange æggeblærer, som har sammenhæng med PCO.

Disse symptomer er typisk:

  • Uregelmæssige/udeblevne menstruationer
  • Øget hårvækst, typisk af mandlig karakter 
  • Uren hud 
  • Vægtøgning, særligt med tendens til fedt på maven
  • Hovedpine og træthed
  • Manglende mæthedsfornemmelse 
  • Trang til søde sager

 

Nogle kvinder har få og svage symptomer, mens andre er stærkt påvirket med mange og stærke symptomer. Det er vidt forskelligt fra kvinde til kvinde og det er vigtigt at forstå, at tilstanden ikke rammer alle på samme måde, hvorfor det er meget forskelligt, hvordan kvinder oplever at leve med PCO/PCOS.

Kvinder med PCO/PCOS har øget risiko for udvikling af:

  • Type 2-diabetes
  • Overvægt
  • Depression
  • Hjertekarsygdomme 
  • Kolesterolproblemer
  • Ufrivillig barnløshed 

 

Mistænker man, at kunne have PCO/PCOS selv, skal man rette henvendelse til sin læge, som typisk vil henvise videre til en gynækologisk udredning.

For at klarlægge, om en kvinde har PCO/PCOS skal hun scannes og der tages en række blodprøver, der bl.a. viser kvindens androgenniveau og C-peptid-niveau. Er androgenniveauerne (mandlige kønshormoner) for høje, er kvinden i hormonel ubalance og et for højt C-peptid-niveau indikerer insulinresistens. Disse to indikatorer hænger oftest sammen.

Man skal opfylde mindst to ud af disse tre følgende kriterier, for at få diagnosen PCOS:

  • Polycystiske æggestokke (PCO). Dette ses ved en ultralydsscanning. 
  • Ingen eller ganske få ægløsninger, som medfører en uregelmæssig cyklus og infertilitet.  
  • Forhøjede mandlige kønshormoner. Uren hud, insulinresistens og øget hårvækst, som følge af det forhøjede niveau af mandlige kønshormoner. 

 

Når kvindens menstruation udebliver, betyder det også at kvinden ingen ægløsning har. Grunden til dette er, at den hormonelle ubalance medfører en øget produktion af follikler, der ikke kan modnes. Follikler er små hulrum, hvor æggene opbevares. Disse follikler ses, næsten som en perlerække, på kvindes æggestokke, når der laves ultralydsscanning af hendes underliv.

 

Insulinresistens, hvad betyder det? 

Insulin er et hormon, som dannes i bugspytkirtlen. Insulinen regulerer sukkeromsætningen i kroppen. Når vi spiser nedbrydes maden i tarmen til bl.a. sukkerstoffer (kulhydrater). Sukkeret optages i blodet og transporteres til kroppens celler, herunder til musklerne, hvor sukkeret anvendes som energi. Insulinen styrer transporten af sukker ind i cellerne. Hos nogle kvinder med PCOS er denne funktion delvist ødelagt, således at der kræves mere insulin for at sikre transporten ind i cellerne. Har man insulinresistens vil bugspytkirtlen øge udskillelsen af insulin til blodet, så det kompenserer for insulinresistensen. En krop med insulinresistens vil typisk deponere overskydende energi på maven. Når man har PCOS og er insulinresistent er det derfor super vigtigt, at spise en kost der forbedrer insulinfølsomheden og hjælper med at reducere taljeomkredsen.

 

Hvad kan man selv gøre?

Kosten spiller en afgørende rolle for den hormonelle balance. Ved at indtage en PCO-venlig kost, kan man opnå hormonel balance og mindske risikoen for at udvikle de førnævnte følgesygdomme.

Der findes et hav af muligheder for at hente hjælp til at forstå den PCO-venlige kost. Herunder diverse bøger og hjemmesider. En hurtig tur på google kan faktisk gøre dig meget klogere, hvis du vil lære mere og evt. kaste dig ud i at prøve det. På mange fertilitetsklinikker er der ansat sygeplejersker/diætister, som allerede ved meget om den PCO-venlige kost. Her bliver man ofte tilbudt hjælp og inspiration, såfremt der er behov for det.

 

Jeg indrømmer at ovenstående ikke er den mest saftige tekst, men jeg håber at du ved lidt mere om PCOS nu, end du gjorde før du læste dette.

Mit næste blogindlæg kommer til at handle om, hvordan PCOS påvirker min krop og hverdag. Jeg lover at den tekst bliver lidt mere saftig, så læs du endelig bare videre.

 

 

Kærligst Leah