Når Nordjylland møder Sjælland

Tilbage til 2009

Jonas. Han er min mand og jeg har nævnt ham lidt her på bloggen allerede. Jeg kunne godt tænke mig at dele historien om, hvordan vi endte som “Jonas og Leah”. Før det var vi jo bare “Jonas” og “Leah”. Faktisk var jeg bare “Lea”, men det er en anden historie.

Vi skal tilbage til oktober 2009. Da var jeg 19 år gammel. Jeg var i gang med at tage STX på Aalborg Studenterkursus, jeg boede i min egen lille hyggelige etværelses i Nørresundby nær Aalborg og jeg tjente mine penge ved at arbejde på McDonald’s. En rigtig burgerpige. Jeg var vist nok (ikke vist nok) tit at finde i Jomfru Ane Gade med en lille skid på. Jo, jo. Det var jo sådan det var den gang. Jeg var ikke hende, der mødte mange fyre eller havde mange kærester. Det gjorde jeg ikke så meget i og de få gange jeg endelig gjorde det, ja der blev det sku’ aldrig til noget, som var værd at skrive hjem om. Nitte efter nitte. De få der nu var.

På samme tidspunkt er Jonas også 19 år, dog tættere på de 20 år end jeg var. Han boede hos sine forældre i Strøby Egede, en lille by nær Køge. Det er der han er vokset op. Han tjente penge ved at arbejde i Føtex og glædede sig til den kommende værnepligt, som skulle aftjenes. Han gik vist nok også lidt i byen. Eller i hvert fald til fester. I Køge tager man ikke i byen, som man gør det i Jomfru Ane Gade. Men Jomfru Ane Gade er da vist også en kategori for sig selv. Nå, men Jonas havde vist haft lidt kærester her og der. Jeg har da i hvert fald hørt om et par stykker. Om de var nitter eller ej, vil jeg ikke udtale mig om. Men det var de jo måske (ikke måske) nok. Ellers stoppede historien sku’ nok her.

Og hvordan møder Nordjylland så Sjælland? Tja, det er sådan noget der sommetider sker på internettet. Jeg havde et par veninder i gymnasiet som længe prøvede at få mig på noget netdating. Jeg var skeptisk og ikke meget for det. Netdating var ikke så super brugt den gang, som det er i dag. Slet ikke i vores aldersgruppe. Jeg er desuden den der nervøse type, der end ikke tør sætte sig alene ind i en taxa, fordi taxachaufføren er fremmed. Det har resulteret i mange gåture i besværlige sko hjem fra Jomfru Ane Gade i sin tid. Så hvordan i alverden skulle jeg finde modet til at mødes med en fremmed fra nettet? Nej tak. I hvert fald nej tak indtil jeg til sidst sagde ja tak. Det kunne jo ikke skade at snuse lidt og man behøver jo ikke mødes med nogen.

I starten af oktober 2009 sad jeg der med min nyoprettede bruger på siden, der vist nok hed netdate.dk. Jeg tror ikke den findes i dag. Mange underlige og ikke særligt tiltrækkende mænd skrev til mig. Mænd der pralede med penge. Mænd der elsker at flashe store muskuløse overarme. Mænd der kun er ude på én ting. You know what I mean. Få flinke nok typer skrev også, men der var aldrig sådan bemærkelsesværdig kemi. Men så skrev Jonas89, som brugeren hed. Uden at flashe et par store muskuløse overarme (dem havde han ikke), skrev han en sød besked, der hverken handlede om penge eller sex. Jonas89 var sådan set sød nok, men han vækkede ikke umiddelbart min interesse sådan specielt meget. Jeg svarede på hans besked, som jeg gjorde det med alle de andres. Jeg svarede ALTID, for ellers var min svarprocent ikke på 100%. En anelse OCD? Hvor sulan får du den tanke fra? Jeg regnede ikke med at høre mere fra Jonas89. Altså lige indtil han skrev igen. Og igen. Og igen. Og så igen. Han kunne sku’ alligevel et eller andet. Og jeg kunne ikke lade være med at blive ved med at skrive tilbage. Og til sidst var det ikke kun pga. svarprocenten.

2 dage og mange mange mange beskeder senere lukkede vi vores profiler på datingsiden. Vi havde endnu ikke mødt hinanden. Vi flyttede vores skriverier over på det chatforum, der i sin tid hed MSN. Nogle af jer kan sikkert huske det. Vi skrev og skrev og skrev. Det var lidt spændende. Kemien var tydeligvis god.

Ca. 14 dage efter den første besked, nemlig den 23. oktober 2009, tog Jonas89 toget fra København til Aalborg. Det er altså en tosset lang tur, hvis det så viser sig, at man bliver skuffet over det man ser, når man kommer frem. I teorien kunne jeg jo have været en pervers gammel mandlig stodder med urene hensigter. Modigt af Jonas89. Han blev heldigvis ikke skuffet (nu var jeg jo heller ikke en pervers gammel mandlig stodder med urene hensigter) og det første kys blev allerede plantet den aften. Med det samme lige dér på Aalborg Station. Så gik det ellers så fint derfra og de to turtelduer har været sammen lige siden. Dog med undtagelse af en lille pause på et par uger ca. 6 måneder inde i forholdet. Sjælland skulle lige indse, at han ikke kunne undvære Nordjylland. Han kom selvfølgelig tilbage igen.

Jonas89 hedder naturligvis ikke Jonas89 mere. Han hedder bare Jonas. Og han er min Jonas, som jeg nu har været sammen med i mere end 8 år. Vi blev gift i august 2014 og kan hen på sommeren fejre vores 4 års bryllupsdag. Vi har lige købt et hus sammen og lige om lidt bliver vi forældre til en lille pige. Alt sammen takket være Jonas89, tilfældigheder og hans søde beskeder.

Bryllup i august 2014

 

… Og de levede lykkeligt til deres dages ende. Det regner de da i hvertfald med. Eller noget.

Kærligst Leah

Min hverdag med PCOS

Livet med PCOS er … Ja, jeg vil sku ikke lyve, pynte eller lægge fingre imellem. Livet med PCOS kan være ren røv og nøgler, toppet med hormonelle forstyrrelser, en sjat mandehår, polkaprikket hud i bedste teenagestil og et strejf af lettere (stor) tendens til overvægt. Og lidt mere end det.

It’s babytime, baby!

Ved årsskiftet 2015/2016 stoppede jeg med at spise p-piller. De havde været en del af mig i ca. 10 år på det tidspunkt, hvilket er normalen for mange. Da jeg var 15-16 år blev de fleste piger sat på p-piller. Sådan var det jo bare.

Jeg stoppede selvfølgelig med dem, da det er ualmindelig svært at blive gravid på dem. Og det var netop dét, der var planen og næste skridt i mit og Jonas’ forhold. Det var tid til baby! Et projekt vi kastede os ud i med positive forventninger, spænding og en fortsat naturlig lyst til noget lagengymnastik. Ja, emnet med lagengymnastikken forbliver uåbnet lige nu, men jeg skal nok åbne det i et andet indlæg.

Min krop forandrede sig drastisk i løbet af få måneder efter p-pillestoppet. Som i “hvad i hede hule helvede sker der lige her?!”. Jeg tog på. Rigtig meget faktisk. Og det var på trods af, at jeg holdte et fornuftigt aktivitetsniveau med træning og løb, samt holdte mig til en fornuftig kost, som jeg hele tiden havde gjort. Vi snakker ca. 20-22 kilo ekstra på sidebenene, da det var værst. Det er altså ikke så lidt og det klædte ved gud heller ikke min i forvejen lidt buttede krop. Jeg begyndte også at få uren hud, hvilket jeg ikke har haft de store problemer med tidligere. Her snakker vi om ualmindelig meget fedtet hud og en tendens til de her bylde-lignende røde sataner i ansigtet, som er yderst smertefulde og desuden efterlader huden med dybe sår, som kan tage flere uger om at hele op. Mange af dem har efterladt ar i mit ansigt, som jeg formentlig aldrig kommer helt af med igen.

Hår. Pludselig var der hår på steder, hvor der ikke plejede at vær hår. Hår af mandlig karakter og ikke særligt velkommen på min krop, hvis du spørger mig. Hår på overlæben, halsen, hagen og kinderne. Kraftigere hårvækst på mine lår. Hår på maven, særligt den fine mandlige streg af hår fra navlen og ned. Jeps, den fik jeg også. I kan nok forestille jer, hvad dette kan gøre ved en kvindes opfattelse af sig selv. Ja, av!

Hovedpine kom der også mere af og ubalance i blodsukkeret blev en del af hverdagen. Stod lige pludselig med en krop, der ikke kunne styre, hvornår den skulle have og hvornår den ikke skulle have. Og ikke mindst hvad den skulle have. Det har resulteret i flere svingture i blodsukkeret med rysteture, utilpashed og hvad der nu ellers følger med.

Som om ovenstående ikke skulle være nok, fik jeg selvfølgelig også rod og kaos i min menstruations cyklus. Jeg fik faktisk aldrig menstruation. Uden hjælp fra medicin, har min cyklus formået at være på ca. 365 dage. Kraftige mavesmerter og cystedannelser blev en del af hverdagen. Det samme gjorde den ufrivillige barnløshed, men det må være en historie til et andet indlæg.

Du har PCOS. Og det er i en svær grad

Efter at have gået med ovenstående symptomer i en 9 måneders tid og efter flere resultatløse besøg ved min egen læge, fik jeg konstateret PCOS i september 2016 ved en gynækolog. PCOS i en svær grad for at det ikke skal være helt løgn. I samme sætning fik jeg at vide, at det ikke var givet at jeg kunne blive gravid. Heller ikke med hjælp. Netop fordi graden af PCOS og tilstanden i mine æggestokke var, som den nu en gang var. Rigtig slem. Av, av.

PCOS-venlig kost, motion, motion, motion, ekstrem hudpleje pincet, skrab og voks

Sådan er min hverdag med PCOS. Jeg har måtte lægge min kost om til PCOS-venlig kost, som betyder nej til mange ting. Nej til brød. Nej til pasta, kartofler og ris. Nej til sukker. Også frugtsukker. Nej til mange typer mælkeprodukter. Selvfølgelig kan man ikke sige nej hele tiden og ind i mellem skal der friheder til. Men for min krop kommer et ja til et af nej-tingene  også med en pris. Rod i blodsukkeret eller endnu en bylde-lignende rød satan til samlingen. Under fertilitetsbehandlingen betød det også dårlig samvittighed. Ville dette ja til denne nej-ting betyde forskellen mellem en positiv og en negativ graviditetstest? Av. Av.

Jeg dyrker meget motion, men det har jeg nu altid været flittig til. I hvert fald i mit voksne liv. Det har været alt lige fra fitness, styrketræning, løb og gang. Det svinger lidt i perioder, hvad jeg har mest lyst til, men jeg gør altid kun det, som jeg har mest lyst til. Så bliver det nemlig ikke en sur pligt. Motionen og den PCOS-venlige kost er altafgørende for symptomernes virkning på min krop og det er den vigtigste del i forhold til at kæmpe den urimelige kamp mod kiloene og de andre symptomer. Jeg har endnu ikke formået at få min vægt ned på det den var, før vi gik i gang med projekt baby. Nu hvor jeg er gravid, har det også lidt lange udsigter. Men det skal nu nok komme. Det tror jeg da bestemt. Det skal det bare.

I forhold til hudpleje, ja så er det en gåde som jeg stadig arbejder på. Jeg bruger flere penge på diverse produkter nu, men har endnu ikke fundet det helt rigtige produkt for min hud. Jeg arbejder stadig med at acceptere, at min hud nok ikke bliver så fin og glat, som den var en gang. Jeg har dage, hvor det er så slemt at jeg helst ikke vil udenfor en dør. Jeg har dage, hvor make-up kan gøre meget og så har jeg enkelte dage, hvor det ikke er helt så slemt igen. Det går op og ned hele tiden. Men én ting er sikkert. De bylde-lignende røde sataner er vist kommet for at blive. Desværre.

Den fine fordeling af mandehår kan jeg holde nede på et plan, hvor ikke alle kan se, at jeg har det problem som jeg nu en gang har. Jeg har set andre PCOS kvinder være noget mere ramt på dette punkt end jeg er. Jeg gror trods alt ikke et fuldskæg i løbet af ingen tid, som nogen desværre gør. Så slemt er mit mandehårsproblem dog ikke, men det er slemt nok til, at det kan ses som noget ikke alle kvinder har. Jeg slider en skraber og en pincet hurtigere end gennemsnittet. Ind i mellem får jeg også lavet voksbehandlinger hos en professionel. Et nødvendigt onde. Jeg er endnu ikke nået til at lave voksbehandlinger selv. Jeg tør simpelthen ikke. Det kommer måske i forlængelse af mor-rollen, når der pludselig ikke er den samme tid at bruge foran spejlet mere. Har du evt. gode råd eller erfaring med at lave voksbehandlinger selv, så hører jeg gerne fra dig i kommentarfeltet. Hvis du altså har lyst til at dele det.

Med ovenstående har I fået et indblik i, hvordan det at have PCOS har påvirket mig, min krop og min hverdag. Jeg tror det kan ryste de fleste at lære, hvor omfattende det faktisk kan være. De næste mange mange år skal jeg indrette mit liv efter, at jeg har PCOS. Selvfølgelig uden at det bliver altoverskyggende. Det skal til at være en livsstil og det tager tid. I skrivende stund er jeg gravid, hvilket i høj grad påvirker hvordan jeg vælger at leve med min PCOS. Men mere om det i et andet indlæg.

 

Kærligst Leah

PCOS, helt konkret

Har du fundet teksten “om mig” oppe i venstre hjørne? Og læst den? Super! For så ved du nemlig, at jeg lider af PCOS og at det fylder en del i min hverdag. Det er ikke sikkert, at du ved hvad det er, men det er egentlig helt okay. Jeg anede det heller ikke, før jeg selv stod med diagnosen på egen krop. Jeg har her udarbejdet et lille (måske ikke så lille) skriv om, hvad det der PCOS rent faktisk går ud på. Indlægget her er fuldstændig følelsesfrit og handler udelukkende om, HVAD det er, men ikke HVORDAN det er at leve med det. Den historie får du i næste indlæg.

 

Hvis du vil vide mere om det der PCO / PCOS, så læs med her:

Vægtproblemer, humørsvingninger, hudproblemer, sukkerafhængighed, rod i cyklus eller helt udeblevne menstruationer og ikke skyggen af en graviditet, selvom det er ønsket. Ja, dette er blot nogle af overskrifterne, når vi snakker om PCOS. Man kalder det også for en krop i hormonel ubalance.

PCO(S) er den mest udbredte hormonforstyrrelse blandt kvinder i den fødedygtige alder.

 

Men hvad er det så helt konkret?

Poly = Flere

Cystisk = Med æggeblærer

Ovarie = Æggestok

Syndrom = Symptomkompleks

Rent videnskabeligt skelner man mellem PCO og PCOS:

PCO er en tilstand, hvor man har mange æggeblærer (cyster) på æggestokkene.

PCOS er en tilstand, hvor man også har et eller flere symptomer, foruden mange æggeblærer, som har sammenhæng med PCO.

Disse symptomer er typisk:

  • Uregelmæssige/udeblevne menstruationer
  • Øget hårvækst, typisk af mandlig karakter 
  • Uren hud 
  • Vægtøgning, særligt med tendens til fedt på maven
  • Hovedpine og træthed
  • Manglende mæthedsfornemmelse 
  • Trang til søde sager

 

Nogle kvinder har få og svage symptomer, mens andre er stærkt påvirket med mange og stærke symptomer. Det er vidt forskelligt fra kvinde til kvinde og det er vigtigt at forstå, at tilstanden ikke rammer alle på samme måde, hvorfor det er meget forskelligt, hvordan kvinder oplever at leve med PCO/PCOS.

Kvinder med PCO/PCOS har øget risiko for udvikling af:

  • Type 2-diabetes
  • Overvægt
  • Depression
  • Hjertekarsygdomme 
  • Kolesterolproblemer
  • Ufrivillig barnløshed 

 

Mistænker man, at kunne have PCO/PCOS selv, skal man rette henvendelse til sin læge, som typisk vil henvise videre til en gynækologisk udredning.

For at klarlægge, om en kvinde har PCO/PCOS skal hun scannes og der tages en række blodprøver, der bl.a. viser kvindens androgenniveau og C-peptid-niveau. Er androgenniveauerne (mandlige kønshormoner) for høje, er kvinden i hormonel ubalance og et for højt C-peptid-niveau indikerer insulinresistens. Disse to indikatorer hænger oftest sammen.

Man skal opfylde mindst to ud af disse tre følgende kriterier, for at få diagnosen PCOS:

  • Polycystiske æggestokke (PCO). Dette ses ved en ultralydsscanning. 
  • Ingen eller ganske få ægløsninger, som medfører en uregelmæssig cyklus og infertilitet.  
  • Forhøjede mandlige kønshormoner. Uren hud, insulinresistens og øget hårvækst, som følge af det forhøjede niveau af mandlige kønshormoner. 

 

Når kvindens menstruation udebliver, betyder det også at kvinden ingen ægløsning har. Grunden til dette er, at den hormonelle ubalance medfører en øget produktion af follikler, der ikke kan modnes. Follikler er små hulrum, hvor æggene opbevares. Disse follikler ses, næsten som en perlerække, på kvindes æggestokke, når der laves ultralydsscanning af hendes underliv.

 

Insulinresistens, hvad betyder det? 

Insulin er et hormon, som dannes i bugspytkirtlen. Insulinen regulerer sukkeromsætningen i kroppen. Når vi spiser nedbrydes maden i tarmen til bl.a. sukkerstoffer (kulhydrater). Sukkeret optages i blodet og transporteres til kroppens celler, herunder til musklerne, hvor sukkeret anvendes som energi. Insulinen styrer transporten af sukker ind i cellerne. Hos nogle kvinder med PCOS er denne funktion delvist ødelagt, således at der kræves mere insulin for at sikre transporten ind i cellerne. Har man insulinresistens vil bugspytkirtlen øge udskillelsen af insulin til blodet, så det kompenserer for insulinresistensen. En krop med insulinresistens vil typisk deponere overskydende energi på maven. Når man har PCOS og er insulinresistent er det derfor super vigtigt, at spise en kost der forbedrer insulinfølsomheden og hjælper med at reducere taljeomkredsen.

 

Hvad kan man selv gøre?

Kosten spiller en afgørende rolle for den hormonelle balance. Ved at indtage en PCO-venlig kost, kan man opnå hormonel balance og mindske risikoen for at udvikle de førnævnte følgesygdomme.

Der findes et hav af muligheder for at hente hjælp til at forstå den PCO-venlige kost. Herunder diverse bøger og hjemmesider. En hurtig tur på google kan faktisk gøre dig meget klogere, hvis du vil lære mere og evt. kaste dig ud i at prøve det. På mange fertilitetsklinikker er der ansat sygeplejersker/diætister, som allerede ved meget om den PCO-venlige kost. Her bliver man ofte tilbudt hjælp og inspiration, såfremt der er behov for det.

 

Jeg indrømmer at ovenstående ikke er den mest saftige tekst, men jeg håber at du ved lidt mere om PCOS nu, end du gjorde før du læste dette.

Mit næste blogindlæg kommer til at handle om, hvordan PCOS påvirker min krop og hverdag. Jeg lover at den tekst bliver lidt mere saftig, så læs du endelig bare videre.

 

 

Kærligst Leah

Endnu en blog i det store “blogger-hav”

Velkommen til dig og til mit første blogindlæg.

Lige siden barnsben og de første klassetrin i folkeskolen har jeg været glad for at skrive. Faktisk var det noget af det eneste, der var noget ved i skolen. Det var også dét, jeg var bedst til. I mit voksne liv har jeg startet på flere uddannelser og stoppet ligeså mange af dem igen. Jeg har kun gennemført én af dem. Det der med at finde sin plads i samfundet var ikke let. Jeg passede aldrig sådan helt rigtigt ind i kasserne og jeg fik aldrig helt følelsen af, at det jeg lavede var det rigtige. Nogle af jer der kender til det? Jeg er i dag uddannet lægesekretær og er egentlig rigtig glad for mit fag. Det opfylder mange af de ønsker, jeg har til dét jeg skal beskæftige mig med resten af mit liv. Men der mangler nu stadig noget. Bare en lille smule.

I foråret 2017 startede jeg som blogger på www.fertilitetsliv.dk. Et site der handler om ufrivillig barnløshed og alt hvad dette indebærer. Her delte jeg ud af den kamp for ønskebarnet, som min mand og jeg kæmpede på det tidspunkt. Skulle det have interesse er alle mine tidligere blogindlæg stadig at finde på deres side under fanen med tidligere blogmanagere.

Det bedste ved tiden på Fertilitetsliv var, foruden det at få luft for mine frustrationer og sorger, samt at være en hjælp for andre i samme situation, at skrivningen fyldte mere i min hverdag igen. Når jeg skriver, er det som om at nogle brikker bare falder på plads. På de helt rigtige steder. På den helt rigtige måde.

Jeg er siden hen, af lykkelige årsager, stoppet som blogger på Fertilitetsliv, men lysten til at skrive mere i hverdagen har jeg taget med mig. Men hvordan griber man så lige det an? Altså uden det skal blive en komplet fiasko. Sætter man sig ned og skriver en bog og håber på, at den er god nok til at blive udgivet? Tager man mere uddannelse for at blive dygtigere? Skriver man dagbog for sig selv? Finder man sin indre digter (jeg har aldrig haft en indre digter) frem fra dybet? Altså, heldigvis kræver skrivning ikke mere end alfabetet og en computer. Papir og blyant, hvis man kører det lidt “old school”. Så det er da til at komme i nærheden af.

Hvorfor så endnu en blog i en verden med alt for mange blogs?

Ja, hvorfor ikke? Der findes utallige blogs derude, nogle bedre end andre. Jeg læser selv en lille bid af dem og det er jo nok her i gennem, at ideen til at starte min egen er opstået. En ide jeg har gået med i et par år nu og som jeg nok i virkeligheden skulle have gjort noget ved tidligere. Men det er jo også nemt nok at sige nu, ikke? Bedre sent end aldrig og man fortryder kun de ting, man ikke får gjort. Som man jo siger.

Nu er bloggen blevet en realitet og det er meget muligt, at den kommer til at ryge til fiasko-bunds i det store “blogger-hav” med de mange gode “blogger-fisk”. Det er også meget muligt, at det ikke er det der sker. Uanset hvad bliver det spændende at se, hvor den fører mig hen og om den overhovedet fører mig nogen steder hen. Håbet er selvfølgelig, at denne blog bliver en succes. Præcis hvad succes er for min blog, har jeg ikke endegyldigt fundet ud af endnu. Skulle det nu ikke ske, at succesen rammer, så har jeg da brudt min comfortzone og haft det sjovt i mens. Allerede en lille succes dér. Det vigtigste for mig er bare, at netop du læser med. For du er jo egentlig flink nok, ikke? Så tusind tak fordi du gør det!

 

Kærligst Leah

 

<a href=”https://www.bloglovin.com/blog/19278255/?claim=c2sdpmqj3e6″>Follow my blog with Bloglovin</a>

<div id="fb-root"></div>
<script>(function(d, s, id) {
  var js, fjs = d.getElementsByTagName(s)[0];
  if (d.getElementById(id)) return;
  js = d.createElement(s); js.id = id;
  js.src = 'https://connect.facebook.net/da_DK/sdk.js#xfbml=1&version=v3.1&appId=143114486359938&autoLogAppEvents=1';
  fjs.parentNode.insertBefore(js, fjs);
}(document, 'script', 'facebook-jssdk'));</script>