Jeg vil gerne arbejde i en pølsevogn, far

Så blev det Fars Dag. Det er Jonas’ første Fars Dag som far, så den er selvfølgelig ikke gået ubemærket hen her hjemme. Lille’pigen har sgu købt gave til sin far og alt muligt. Men selvom Jonas er en pisse god og fantastisk far, så skal det her indlæg overhovedet ikk’ handle om ham.

Det skal nemlig handle om min egen far. Eller ikke så meget om ham, men mere om hvor pisse træls jeg synes det er, at han ikke er her mere. Jeg vil ikke gå så forfærdelig meget i detaljer om, hvorfor han ikke er her mere, men kort sagt kan jeg da sige, at han døde for 7 år siden af kræft. Lorte kræft. Han var selv lige fyldt 51 år og jeg selv var lige fyldt 21 år. Så I kan jo nok høre, at det var urimeligt røv tidligt, at forlade den her verden. Desværre er kræft ikke en rimelig fætter, men mere et dumt svin.

Jeg savner ikke min far mere i dag end jeg gjorde i går eller jeg vil gøre i morgen. Men jeg bemærker da, at jeg ikke skal fejre ham i dag. Det betyder også, at jeg tænker lidt ekstra på ham i dag. Og det er både med tårer, men satme også med grin og heldigvis for det da. Det behøver ikke være så pisse trist det hele, selvom det faktisk ér pisse trist.

Min far er gået glip af mange ting i mit voksne liv. Det gør man typisk, når man ikke er her mere. Han var der ikke til at følge mig ned af kirkegulvet, da jeg blev gift. Han har heller ikke fået lov til at opleve min datter og hans andre børnebørn. Da jeg var yngre, havde jeg svært ved at finde “min plads” her i livet. Sådan i forhold til uddannelse og job. Jeg har sprunget fra uddannelse til uddannelse og fra job til job rigtig mange gange og det var altid lidt en hovedpine for ham den gamle. Forståeligt, for man vil jo gerne at ens børn klarer sig godt her i livet og finder deres rette hylde. Det piner mig sgu lidt, at han ikke nåede at se, at jeg klarede den. At jeg i dag har fundet et fag, som jeg føler mig hjemme i og som jeg er god til. At jeg gennemførte uddannelsen til lægesekretær og endda med rigtig gode karakterer og det hele. Han ville sgu have været pisse stolt!

I denne sammenhæng tænker jeg tilbage på en drøn sjov historie fra min barndom, som jeg stadig kan skraldgrine af i dag. Den står så tydeligt og klart i min hukommelse og det er ét af mine yndlings minder med min far. I dag har jeg tænkt på det minde flere gange og jeg har grint for mig selv hver gang.

Vi skal tilbage til den tidligere skolealder. Jeg er ret sikker på, at jeg går i 1. klasse, så jeg har vel været omkring 7 år, ikk? Jeg sidder med min far ved spisebordet i køkkenet. Han læser avisen og får en kop kaffe. Samme kop som altid, helt som vanligt. Jeg sidder med nogle skolebøger og laver lektier. Åh, kan I huske hvor lette og hyggeligt lektierne var i den alder? Nå, men her sad jeg med en opgave, der handlede om drømme for fremtiden. “Hvad vil du være, når du bliver stor”- agtigt. Meget hyggeligt og de færreste ved en skid om det i den alder.

“Hvad laver du bette skat?”, spørger min far. Min far kaldte mig altid “bette skat”. “Jeg skal skrive om, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor”, svarer jeg uden at kigge op fra mine bøger. “Nå. Jamen hvad vil du så være, når du bliver stor, tror du?”, spørger han nysgerrigt og kigger op fra sin avis, mens han løfter kaffekoppen og tager en tår. “Jeg vil arbejde i en pølsevogn!”, svarer jeg med alverdens selvsikkerhed i stemmen. Jeg husker lyden af, at han kløjs i kaffen, men det er først her i mit voksne liv, at jeg ved hvorfor. Den gang troede jeg faktisk bare, at han kløjs i kaffen. Det må have krævet en del af ham at bevare den ro han havde, da han spurgte om følgende uden at grine. “Hvorfor kunne du godt tænke dig det, bette skat?”. Jeg lover jer, at han var helt rolig i sin stemme, men inden i må han sgu godt nok have både grint, været lidt nervøs og siddet med et håb om, at mit ambitionsniveau ville stige med tiden. Ikke at der er noget galt i at arbejde i en pølsevogn, men de fleste børn i den alder drømmer jo om at blive astronaut eller prinsesse. Et højere ambitionsniveau, som så bliver tilpasset med årerne som karaktererne og alting passer til det.

Hvorfor ville jeg så arbejde i en pølsevogn? Min forklaring lød på, at folk altid er glade ved en pølsevogn. Jeg kunne godt lide, at gøre folk glade. Det kan jeg stadig. Og så ville jeg gerne arbejde udenfor. Og hvis jeg arbejdede i en pølsevogn, ville min far ofte komme forbi og besøge mig. Ja, det var grundene til pølsevogndrømmen, som jeg forklarede min far. Han kvitterede med et smil, hvor efter vi talte om, at det er godt at have noget at drømme om. Det var en god snak. Bedre og mindre akavet end den vi havde 8-9 år senere, da han stammende og rystende i stemmen prøvede at finde ud af om det var tid til, at jeg begyndte på p-piller. Men det er en anden god historie, som ligger ligeså godt i mindeskuffen, som pølsevognshistorien gør.

I dag er jeg fint tilfreds med, at jeg fandt noget andet at drømme om og altså ikke blev pølsedame i en pølsevogn. Jeg har dog faktisk stået i boderne på Aalborg Stadion en gang, så jeg har egentlig været lidt der henne af. Men havde jeg nu arbejdet i en pølsevogn, så havde jeg sikkert været pisse god til det. Og havde min far levet, havde han helt sikkert besøgt mig ofte. Der er en grund til, at vi den dag i dag i familien stadig fejrer hans fødselsdag ved at spise hotdogs og drikke cocio.

Hold kæft, hvor jeg savner min far!

 

Husk at give jeres far en ekstra krammer i dag.

Glædelig Fars Dag derude!

Vi sætter stikket i igen og ser hvordan det går med det ..

Lille’pigen og jeg har besluttet os for at sætte stikket i igen. Og så må vi jo se, hvordan vi synes det går med det. Vi og med “vi” mener jeg helt sikkert mig selv, har savnet at få skrevet ting og sager ned her på bloggen. Pt. er mit hoved faktisk muligvis en smule overfyldt med tanker om PCOS, morlivet, vægttab, lille’pigen, is (for det har jeg haft lyst til SÅ længe) og så meget andet, som jeg ellers plejer at dele her på min online dagbog.

Lille’pigen har det bedre, hvilket giver mere ro, tid og plads i hverdagen. Hun er ikke helt på den anden side endnu og maven driller stadig, men det går bestemt i den rigtige retning. Nu har vi ind i mellem dage uden skrig, skrål og mavekneb. Vi har også stadig dage, hvor vi ikke har andet. Og det er nok ikke på de dage, at bloggen bliver opdateret. Men det gør jo heller ikke noget. Bloggen her er et frirum, som jeg hverken har forpligtelser til eller tjener penge på. Det er 100% en hobby, som jeg elsker at dyrke når tid og lyst er til det. Og jeg synes det er pisse fedt, at netop du læser med. Jo flere jo bedre.

Jeg glæder mig super meget til at holde jer opdateret om, hvordan det går hjemme hos os, med lille’pigen, med morlivet, med de 24 tunge slaskede kilo, med PCOS’en og meget mere. Så jeg håber I vil hænge i og læse med ligeså meget som I gjorde før 🙂

Men nu vil jeg løbe igen. Lille’pigen sover og vi er ved at nå til det punkt, hvor hun kan vågne når som helst. Og inden det sker skal jeg helst lige nå at tisse, ordne noget vasketøj, spise noget usundt, overveje om jeg nåede at børste tænder i morges og nyde et par minutters fred og ro. Det er ikk’ kedeligt at være nybagt mor og jeg kan ikke forstå, at man ikke forbrænder flere kalorier på det.

Lille’pigen og jeg trækker stikket for en stund

Lille’pigen har sgu haft en hård start på livet. Det har hun altså. Vi startede med en hård fødsel, som hun ikke selv satte i gang (den kan du læse om HER). Derefter var vi indlagt på sygehuset, hvor vi var omringet af dumme vanvittige kællinger (dem kan du læse om HER).

I dag er hun en måned gammel og alle dage den sidste måned har særligt ét problem plaget den lille mus. Nemlig hendes lille mave. Lille’pigen har ondt i maven og det gør ondt i hendes forældres hjerter mindst ligeså meget, som det gør ondt i hendes mave. Vi er nået til det punkt, hvor lille’pigen har kolik-lignende tendenser. Muligvis har hun kolik, det ved vi ikke med sikkerhed. Vi jagter nemlig ikke en decideret diagnose. Vi jagter mere løsningen og den jagt er ikke slut endnu.

Vi har efterhånden prøvet alt. Vi laver massage, zoneterapi og hjuler med benene flere gange dagligt. Vi går til kiropraktor ugentligt. Vi afprøver forskellige typer modermælkserstatninger og vi bruger sutteflasker med anti-kolik-funktion. Ja, jeg kunne faktisk blive ved. Men på trods af alt dét, har vi stadig en datter, der flere gange dagligt kæmper med smerter. Det gør hende naturligvis meget ked af det og urolig, hvilket hun bruger en del energi på. Vi andre har det jo heller ikke pisse fedt, når maven gør ondt. Men hun er sgu sej er hun og vi er meget stolte af, hvordan hun klarer det.

Da Jonas går på arbejde, er det naturligvis mig der er hjemme med hende i det daglige. Vores hverdag er meget styret af hendes maveproblemer og sjældent er to dage ens. Det kommer helt an på, hvornår smerterne er værst. Det kan ske både formiddag, eftermiddag, aften og nat. Nogle gange lidt af det hele. Andre gange meget af det hele. Nogle gange får vi sovet, andre gange får vi slet ikke sovet. Jeg har vist endnu ikke sovet mere end to timer i streg, siden hun blev født. Men det gør heller ikke noget, når mine vågne timer bliver brugt på, at lille’pigen er mest mulig tryg og bliver trøstet, som hun har behov for. Det betyder meget mere end søvn.

Det bedste vi kan gøre for lille’pigen lige nu er, at give hende alt den tryghed, som hun har brug for. Den finder hun ved kropskontakt, kys, kram og kærlighed i bunkevis. Jeg kan sagtens have lille’pigen liggende på mig en hel dag, da hun er mest rolig og tryg der. Så det sker ofte, at jeg ikke selv når hverken i tøj eller får spist. Men det gør heller ikke noget så længe jeg ved, at jeg er der mest muligt for min datter. Men det er klart, at det giver mig mindre tid til alt muligt andet. Ligesom det også er begrænset, hvor meget jeg kan lave udover at sidde med hende. Derfor holder bloggen her nok en pause for en stund. Måske er den helt stille i en periode eller måske får jeg skrevet lidt. Det må tiden vise. Men lige nu skal jeg være der for min datter 110%, mens hun kæmper med sine maveproblemer og forhåbentlig vokser fra dem snart. Det er det eneste, jeg har lyst til at bruge min tid på. Hendes ve og vel er og bliver min første prioritet. Så kan jeg altid sove, spise og få tøj på en anden dag.

Jeg håber at kunne vende tilbage på fuld styrke inden så længe. Jeg lover i hvert fald, at jeg er tilbage så snart tid, overskud og maveproblemer er bedre her hjemme. Det kan godt være, at I hører et lille pip fra mig ind i mellem, men det kan ikke vides med sikkerhed endnu. Så derfor vil jeg hellere melde ud, så I ved hvorfor jeg er fraværende. Jeg er blevet super glad for min hobby med denne blog og alle de fantastiske læsere jeg har fået. Og jeg véd, at I har forståelse for, at jeg lige nu er nødt til at være mor og absolut intet andet end dét, indtil lille’pigen er kommet ovenpå igen. Vi er nødt til at trække stikket for en stund.

Jeg håber vi skrives ved snart igen. Vi har jo masser af ting vi skal nå, som fx at bekæmpe de 24 tunge slaskede kilo. Dem kan du læse mere om HER.

Vi skrives ved, når stikket sættes i igen 🙂

Det kan man sagtens sige til den nybagte mor

I seneste indlæg læste I, hvad jeg prøver at undgå at høre, når det bliver sagt. Hvis I ikke lige fik det læst, kan I læse det HER.

Men det er jo ikke alt der bliver sagt, som er helt skidt og det er ikke til alt jeg lukker ørerne. Jeg har derfor lavet en lille liste med ting, som er rart at høre for den nybagte mor.

 

Du ser godt ud – I dag har jeg været mor i 4 uger og jeg har endnu ikke kigget mig i spejlet og tænkt: “Hold kæft hvor det spiller i dag”. På en god dag har jeg fået et komplet sæt tøj på, håret er redt og jeg har været i bad i løbet af det seneste døgns tid. Hvis det er helt vanvittigt, har jeg fået lidt mascara på. Men det vover jeg mig kun ud i på dage hvor jeg ved, at jeg kan nå at få det på begge sæt øjenvipper. Så det varmer lidt ekstra om hjertet, når nogen siger at jeg ser godt ud. Jeg ved godt, at de ikke mener det helt, men det lader jeg bare som om, at jeg ikke ved.

 

Hold op, hvor er hun smuk – Der er ikke noget bedre, end når nogen roser mit smukke lille barn. Lille’pigen har høstet mange roser for sit udseende og uden at prale (selvom det må man så absolut gerne), så har hun altså også hele tiden været en smuk baby. Selv lige da hun kom ud. Mange nyfødte har lidt buler og ujævnheder her og der, som hurtigt retter sig ud. Det havde lille’pigen ikke og jeg var faktisk selv overrasket over, hvor fin hun var lige med det samme. Når nogen roser mit barn vokser jeg lige 10 centimeter (og ja, dem kan jeg nu godt bruge) og kan næsten ikke rumme mere stolthed i min lille krop med slasket maveskind.

 

Hvordan har DU det? – Jeg har været frygtligt ramt på fysikken efter graviditeten pga svangerskabsforgifningen, men det er heldigvis kraftigt i bedring nu her 4 uger efter fødslen. Jeg har selv kastet alt min opmærksomhed og fokus på lille’pigen og måske ikke husket mig selv helt så meget, som jeg burde. Så det har været dejligt når nogen har spurgt til mig ligeså meget, som de har spurgt til lille’pigen. Så er jeg også lige blevet mindet om, at jeg selv skal have det godt også.

 

Skal I have hjælp til noget? – Ja, ja og ja. For jeg er bag ud med sådan ca. alting, for jeg bruger bare alle mine vågne timer på lille’pigen og Jonas passer jo sit arbejde og er væk mange timer i løbet af dagen. Så det er så dejligt, når nogen lige vil give en hånd med et eller andet. I øvrigt tak til min mor for at være flittig til at svinge støvsugeren her hjemme den seneste tid 🙂

 

Vi tager kage med – Det har været dejligt med alle de barselsbesøg vi har haft og skønt har det været, når de selv har taget kage med og selv har sat kaffen over. Jeg er fan af kage og så har det været en befrielse, at jeg ikke selv har skulle stå for noget. For det har jeg faktisk heller ikke haft hverken tid, overskud eller lyst til.

 

Måske har du også lyst til at læse:

“3 uger før, 3 uger efter og så en status på slaske-maven” 

Det kunne man jo også lade være med at sige til en nybagt mor

Som gravid syntes jeg, at jeg skulle høre på mange ting, som jeg faktisk prøvede ikke at høre, når de blev sagt. Måske husker du det, ellers kan du da lige læse det HER

Nu er jeg nybagt mor, men det betyder ikke at mine ører har fået fred. Jeg ved jo godt, at meget bliver sagt i bedste mening og med bedste hensigt, så jeg bliver sgu aldrig sådan rigtig træt at høre på dét, jeg faktisk prøver ikke at høre, når det bliver sagt. Det lyder lidt som noget værre sludder det jeg skriver, men jeg tror I er så skarpe, at I er med alligevel. I må tilgive den lidt trætte nybagte mor.

Nå, men tilbage på sporet igen. Her får I lige indsigt i nogle ting, som jeg har måtte høre på som nybagt mor, men hvor jeg faktisk bare lukker ørerne og husker på den gode hensigt, der ligger bag.

 

Pas på hendes hoved – Nej, for søren da, hvad er det du siger? Kan hun ikke selv holde hovedet? Pyyyyh, godt du fortalte mig det, for det havde jeg slet ikke opdaget. Ironi kan forekomme her. Nej vent, ironi forekommer her!

 

Du er ikke pisse god til at give hende fra dig – Nej, for det er måske slet ikke noget man skal være god til. Eller have lyst til? Og hvornår er man god til det? Måles det på tid eller antal hænder hun kommer over i? – Læs mere om mine tanker om at give lille’pigen fra mig HER. 

 

Hva så, er det lidt hårdt sådan at blive mor? – Er det mine kulsorte rander under øjnene eller din generelle viden om det at blive mor, der får dig til at spørge mig om det? Selvfølgelig er det da hårdt at blive mor. Det er det vel for de fleste. Særligt første gang. Hvor hårdt det opleves kan selvfølgelig variere fra mor til mor alt efter moren, men også det barn hun har fået. Og den søvn hun får. Men ja, det er hårdt at blive mor, men det er fandme også det mest lykkelige jeg nogensinde har oplevet. De kulsorte rander skal nok fordufte på et tidspunkt.

 

Bare vent til hun … – Og så gerne efterfulgt af et eller andet, som jeg bare overhovedet ikke bør se frem til, at lille’pigen vil gøre. Men er det sikkert, at hun vil gøre det? Og hvorfor bekymre sig om dét, jeg ikke ved noget om endnu, når jeg nu kan nyde hende præcis som hun er lige nu? Tingene skal nok komme til sin tid og jeg har bestemt ikke tænkt mig at sidde og vente på, at hun gør det ene og det andet. Hvad end det er noget jeg skal glæde mig til eller ej. Husk nu også, at jeg allerede HAR ventet en del. Alene bare på at få hende. Ja, alene bare på at få hende lavet. Lille’pigen kan ikke udfordre os på nogen som helst måde, der slår kampen vi havde, for at få hende lavet. Så er dét ligesom sagt.

 

Hun skal også lære at … – Og så efterfulgt af noget, som nogen ønsker eller forventer at hun skal lære. Men altså. Lille’pigen skal ikke lære noget som helst. Eller jo, selvfølgelig skal hun det. Hun skal lære alt muligt. Læse, skrive, gå, snakke og ikke at bøvse ved spisebordet og meget meget mere. Men hun skal ikke lære noget, fordi du har sagt eller mener det. Jonas og jeg skal nok selv finde ud af, hvad lille’pigen skal lære og hvornår. Hun er vores datter. Og uanset hvad skal hun ikke bekymre sig om at lære ret meget lige nu. Vi skal nok finde ud af det hen ad vejen, som hun bliver klar til det.

 

Det bliver nemmere med nummer to – Lille’pigen er kun lige knap 4 uger gammel. Hun er ikke på vej til at blive storesøster i nærmeste fremtid. Som i slet slet slet ikke! Det er lidt sjovt, at det antages at vi selvfølgelig vil have en nummer to. Hvad nu hvis vi ikke vil? Og hvorfor skal vi overhovedet snakke om en nummer to, som slet ikke findes? Lad os nu lige fokusere på det skønne lille bitte menneske, som vi lige har fået. Vi har alt for travlt med at kaste vores opmærksomhed, tid, penge og kærlighed i hende, så der er slet ikke plads til en nummer to, som det ser ud lige nu.

Du er ikke pisse god til at give hende fra dig

Jeg har ind i mellem fået at vide, at jeg ikke er ret god til at give lille’pigen fra mig. Det har mit hoved lidt svært ved at slippe og når mit hoved har det sådan sker det ofte, at der kommer et blogindlæg ud af det.

At give sit barn fra sig, så andre kan holde det. Er det noget man skal være god til? Kan man være dårlig til det? Skal man overhovedet have lyst til det? Skal man gøre det bare fordi andre synes, at det er noget man skal være god til? Hm. Mine spørgsmål er mange og jeg undres.

Da lille’pigen lå i maven tænkte jeg tit på, hvordan det mon skulle blive når hun kom ud. Hvordan det ville føles, at have hende ude på den anden side. Jeg har selvfølgelig glædet mig til at møde hende, se hende, røre hende, kysse hende og alt muligt andet. Men på den anden side har jeg også fundet en enorm stor tryghed i at have hende i maven. Beskyttet og passet på. Så tæt på mig, som hun overhovedet kunne komme. Bare hende og mig.

Nu er lille’pigen så ude og jeg synes faktisk det er pisse meget federe, end da hun lå og boblede den i maven. Det er den vildeste følelse at blive mor. Det er den vildeste følelse at kigge ned på det lille bitte menneske i mini format og vide, at hende har vi skabt. Jonas og jeg. Hun er vores. Det ultimative resultat af, at Nordjylland mødte Sjælland. Det kan du i øvrigt læse mere om HER.

Lille’pigens ankomst har naturligvis budt på mange besøg, både på sygehuset og hjemme hos os selv. Der har været mange, som gerne ville møde vores lille menneske og vi har virkelig nydt at vise hende frem. Men, og nu taler jeg åbent, ærligt og med hånden på hjertet, så har jeg haft svært ved at finde balancen i, hvor meget og hvor lidt jeg synes hun skal holdes af andre. Og af hvem andre. Jeg har det nemlig utrolig blandet med det og ja, måske er jeg ikke pisse god til at give hende fra mig. Som overskriften siger. Men igen, er det noget man SKAL være god til? For faktisk er jeg ret god til noget andet. Jeg er ret god, bedre med tiden endda, til at læse min datters behov. Hendes behov lige nu (og siden hun blev født) er ikke så meget andet end rene bleer, mad, søvn, tryghed, tryghed, tryghed og tryghed. Og kærlighed i bunkevis. Og dét får hun. Lille’pigens behov er ikke og har endnu ikke været, at møde og være hos andre end hendes far og mor. Hun har haft brug for at lære os at kende, ligesom vi har skulle lære hende at kende. Og det er en proces, der stadig er i gang.

Men det betyder ikke, at lille’pigen ikke er blevet holdt af andre. For det er hun faktisk rigtig meget endda. For selvom jeg gerne vil møde hendes behov og udelukkende fokusere på dem, så vil jeg jo også rigtig gerne, at de der ellers er tætte på hende, får lov til at møde hende. Ligesom jeg også har ønsket og stadig ønsker, at hun skal møde dem. Hun er jo så heldig, at have en dejlig stor familie omkring sig, udover sin mor og far. Hun har bedsteforældre, onkler, en faster, en moster, en kusine, en fætter og mange andre, der allerede elsker hende himmelhøjt. Den pisse heldige kartoffel. Og de har alle fået lov til at holde hende, selvfølgelig har de det. Og jeg ved godt, at det har været alle andres behov end hendes, at hun er blevet holdt af andre. For hun har stadig kun brug for sin mor og far i hendes helt grundlæggende og basale behov. Så hvordan har jeg så fundet balancen i at møde hendes behov og samtidig også møde andres ønske om at få hende i hænderne?

Det har været vigtigt for mig, at lille’pigens andre grundlæggende behov har været fuldstændig dækket, før hun er kommet i hænderne på andre. En mæt lille’pige, der har en tør ble og har fået sovet og har fået masser af kærlighed og tryghed fra mor og far, er en glad og tilpas lille’pige. Her er hun, efter min vurdering, mere klar til at komme i hænderne på andre. Har hun været ked eller på anden måde utilfreds, så har jeg holdt hende selv. Har hun sovet under et besøg, er hun ikke blevet vækket eller taget op, for hendes behov for søvn er vigtigere end andres lyst til at holde hende. Og det er selvom jeg godt har kunne se, at der er blevet trippet for at få lov til at få hende. Det med at trøste, give mad og skifte ble er stadig kun forbeholdt mor og far. Når der er balance i lille’pigens grundlæggende behov og er hun ellers glad og tilpas, så har jeg det lidt bedre med at give hende fra mig. Jeg elsker det ikke ligefrem, men jeg har det fint nok med det. Ellers gjorde jeg det selvfølgelig ikke. Jeg er hendes mor og jeg skal være mindst ligeså tryg i det, som hun skal.

Det er ind i mellem blevet kommenteret, at lille’pigen jo også skal lære at være hos andre end sine forældre. Jonas og jeg skal selvfølgelig nok selv vurdere, hvad hun skal lære og ikke lære, men jeg er faktisk meget enig. Hun skal lære, at kunne hygge sig uden os og hun skal lære, at vi altid kommer tilbage efter hende igen, når vi har været væk. Hvis ikke hun lærer det, så kommer hun aldrig på ferie hos bedsteforældrene, moster eller andre, når hun bliver stor nok til det. Hun kommer heller aldrig til at starte i institution og det holder jo ikke i længden. Min barsel varer jo ikke evigt, selvom jeg lige nu godt kunne ønske det. Så selvfølgelig skal hun lære, at være uden sine forældre. Men det er så afgjort ikke mens hun er spædbarn, at hun skal lære noget som helst. Hun skal ikke koncentrere sig om andet lige nu end hendes egne behov, som stadig er rene bleer, mad, søvn, tryghed, tryghed, tryghed og tryghed. Og kærlighed i bunkevis. Så kan vi bygge på hen ad vejen, som vi synes hun er klar til det.

Så ja, det er sådan jeg finder balancen i noget, som jeg synes er både vigtigt og svært på samme tid. Nogen vil måske kalde mig for en “hønemor”, men jeg vil nu hellere sige, at jeg er i meget tæt kontakt med min indre “løvemor”, som først og fremmest beskytter og varetager sin datters behov. For jeg kender hende uden tvivl bedst, sammen med hendes “løvefar” selvfølgelig. Det med at give hende fra mig, skal jo nok blive lettere med tiden som hun vokser og bliver større. Og også selv bliver mere kontaktsøgende. Da bliver det mere naturligt og den tid glæder jeg mig faktisk også til 🙂

 

Hvis du vil læse mere fra min hånd, kan jeg da byde på:

“3 UGER FØR, 3UGER EFTER OG SÅ EN STATUS PÅ SLASKE-MAVEN”

3 uger før, 3 uger efter og så en status på slaske-maven

 

Og vupti, så blev Anna Oline 3 uger gammel. Jeg har en gang hørt nogle kloge hoveder sige, at tiden flyver afsted, når man får børn. Ja, det er sgu ikk’ lyv da. Det første af de to ovenstående billeder er taget 3 uger før hun kom til verden. Svangerskabsforgiftningen var for alvor ved at tage fat, jeg vidste det bare ikke på daværende tidspunkt. Der kom mere væske til og min almene tilstand blev stille og roligt forværret over de næste uger. Det sidste billede er taget nu. Altså 3 uger efter hendes ankomst og nu er svangerskabsforgiftningen ved at slippe sit tag igen. I hvert fald det største greb. Jeg har stadig flere steder på kroppen, hvor væsken har svært ved at slippe og så har jeg fået ledsmerter i flere led, som følge af belastningen fra den store mængde væske. Men hey, jeg kan få sko på igen, så helt skidt er det jo ikke. Det er altid en god ting, at kunne få sko på. Det kommer til at tage tid, men min fysik skal nok vende tilbage igen. Og det bliver med hårdt arbejde, er jeg sikker på.

 

Grundet svangerskabsforgiftningen endte jeg med at tage rigtig meget på i min graviditet. Lidt mere end 30 kilo, hvis vi skal have det skræmmende høje tal på bordet. 30 kilo er fandme meget, når det skal fordeles på sølle 157 cm. Og jeg var sgu ikk’ den slankeste model i forvejen da. De ca. 12 kilo af de 30 kom alene på de sidste 14 dage. Det er en voldsom vægtøgning på kort tid og det har bestemt sat sine spor på min krop. Det giver jo næsten sig selv, så det behøver jeg jo sådan set ikke fortælle jer. Strækmærker, ødelagt hud, ledsmerter og vældig meget slasket maveskind er blot nogle af sporerne. Noget vil gå i sig selv igen, mens andet er kommet for at blive. Og sådan er dét bare. Jeg er heldigvis så meget mere, end hvordan jeg ser ud.

 

Jeg har indtil videre tabt 17 af de 30 kilo, så det er da en flot start og allerede lidt over halvvejs. Jeg klager ikke. Jeg håber de sidste kilo ryger ligeså hurtigt, men så heldig er jeg sgu da nok ikke og det kræver nok også, at jeg snart begynder at spise en smule mere fornuftigt og regelmæssigt, end jeg gør lige nu. Faktisk drømmer jeg om, at få den krop tilbage, som jeg havde før vi begyndte at tænke på børn. Altså helt tilbage til den tid, hvor PCOS’en ikke var brudt ud endnu. Helt tilbage til årsskiftet 2015/2016, hvor vores babydrøm begyndte. Hvis I har læst med tidligere HER så ved I, at jeg tog rigtig meget på, da jeg fik PCOS også. Det betyder faktisk, at jeg i kampen for ønskebarnet endte med at tage hele 40 kilo på. Altså her er det PCOS kilo og graviditets kiloene lagt sammen, hvor jeg undervejs har både tabt lidt og taget på. Men altså 40 kilo alt i alt. Det er altså meget.

 

Det betyder så nu, at hvis jeg skal tilbage til udgangspunktet og den vægt jeg havde inden vi gik i gang med projekt baby, så mangler jeg fortsat 24 kilo. Hele 24 tunge slaskede kilo. Jeg kan da heldigvis trøste mig med, at nogle af dem stadig er fyldte væskedepoter på min krop, men derefter er det altså også kun hårdt arbejde, der kan hjælpe mig af med det sidste. Medicinering for PCOS’en vil nok også komme på tale og det vil sikkert også hjælpe på det, men det kommer dog først på tale når graviditeten er langt nok på afstand.

 

Nå, og hvorfor så dele målet om de 24 tunge slaskede kilo med jer? Det ved jeg faktisk ikke. Måske fordi jeg deler så meget andet. Måske fordi jeg ved det vil holde mig til ilden, at I følger med derude? Måske fordi jeg bare har brug for, at få det ned sort på hvidt, så det er til at forholde sig til. Nå, men nu hvor I er lukket ind i de 24 tunge slaskede kilos klub, så lover jeg at holde jer opdateret i hvordan, hvorledes og hvor meget. Og man behøver kun læse med, hvis man har lyst. Ingen tvang her da.

 

Rigtig glædelig solskins søndag til jer 🙂

 

Læs også:

“NYBAGT MOR, NYFØDT BABY OG VORES GODE VEN GOOGLE” 

Der er så fandens meget, som jeg ikke forstår .. #5

Så tager vi hul på 5. kapitel om ting, som jeg bare ikke forstår. Det er da ganske utroligt, at jeg kan blive ved med at finde på nye ting, ikk? I dag handler det lidt om mad, som jeg har lidt svært ved at blive klog på 🙂

 

Agurk – Jeg synes agurken er en fesen grøntsag og jeg har sgu et sjovt forhold til den. Før jeg blev gravid var det ikke noget, jeg spiste ofte, men jeg havde ikke noget problem med den. Så blev jeg gravid. I starten af min graviditet kunne jeg slet ikke være i nærheden af en agurk pga lugten. Sidst i graviditeten var det noget af det, jeg havde mest lyst til at spise. Altså foruden sodavandsis. Dog kunne jeg fortsat ikke klare lugten, så måtte holde vejret, mens jeg spiste det. Nu hvor jeg ikke er gravid mere, er vi tilbage ved udgangspunktet. At det er en fesen grøntsag, som jeg ikke spiser ret ofte. Og nu minder den mig mest om at være højgravid.

 

Mandler og andre nødder – Det jeg primært ikke forstår her er, hvorfor de skal være så pisse dyre. Jeg spiser en del af mandler, når jeg er på min strenge PCOS-kost, men nøj hvor mit dankort græder, når jeg køber dem.

 

Valnødder – Nu vi snakker om nødder, så forstår jeg ikke, hvordan man kan spise valnødder. Jeg kan slet slet ikke få mig til at smage på dem, da jeg synes det ligner bitte små musehjerner. Hvor uhyggeligt klamt er det ikke lige?

 

Cola Zero over Pepsi Max – Jeg drikker ikke voldsomt meget sodavand, men hvis jeg gør, så er Pepsi Max min klare favorit. Jeg forstår ikke, at man kan foretrække Cola Zero over Pepsi Max. Eller generelt bare Cola over Pepsi. Men det er vist bare en af de ting, der deler vandene.

 

Kager med syltetøj og syltetøj generelt – Jeg forstår ikke, hvorfor man vælger at ødelægge en god kage ved at putte smattet frugtsnask i den. Syltetøj eller hedder det marmelade? Jeg ved det sgu ikke, jeg kender ikke forskellen. Jeg spiser det bare ikke. Og det er faktisk mange kager, man så er nødt til at sige nej tak til.

 

Kokos – Det er bare noget fanden har skabt. Og det smager lige grimt om det så er smidt oven på en drømmekage eller hen over en flødebolle. Eller hvor man nu kan få kokos henne. Føj.

 

Øl – Det er bare noget jeg ikke kan lide. Det lugter grimt og det smager grimt. Tidligere, da jeg var noget yngre end jeg er nu og havde mine stunder med gode gamle Jomfru Ane i Jomfru Ane Gade, kunne øl dog godt bruges til at holde en brandert gående for få penge. Måske det er derfor jeg ikke kan lide det i dag? Jeg har i hvert fald smagt det retur en del gange 😉

 

Rosiner – Rosiner er noget, som mange ynder at smide i en perfekt og lækker nybagt bolle. Det skal man dog kun gøre, hvis man er interesseret i at smadre den lækre nybagte bolle. I hvert fald hvis du spørger mig. Rosiner for sig selv smager en my bedre, men ikke meget. Jeg forbinder det egentlig mest med noget, som man giver til børn til en sund børnefødselsdag.

 

Remoulade – Jeg har vist nok en lille smule allergi overfor remoulade. Jeg kan i hvert fald hverken klare lugten, smagen eller synet af det. Måske har jeg også en smule remoulade-angst? Da jeg var yngre kunne jeg i hvert fald ikke sidde i nærheden af nogen, der spiste remoulade.

 

Donuts – Donuts er ofte smadder flotte, som de ligger der med deres mange forskellige farver. De ser vanvittigt indbydende ud, men føj da hvor smager de bare ikke særligt lækkert. De flotte ydre snyder helt klart, hvis I spørger mig.

 

Nybagt mor, nyfødt baby og vores gode ven “Google”

Vores mini-mulle er nu hele 17 dage gammel og hun er stadig pisse lækker. Det ændrer sig selvfølgelig aldrig. Vores allerbedste yndlings menneske i mini format. Det er også ret fedt at være forældre. Det er der uendeligt mange følelser i og hormonerne pisker og sprøjter ud alle steder. Det er nok faktisk mest hos moren, at de gør det. Far er egentlig ret cool i sin nye rolle. Der er ikke nogen større lykke og glæde for os lige nu, end når vi kigger ned på det her mini menneske, som vi sammen har skabt. Men med det nybagte forældreskab kommer der fandme også en ordentlig røvfuld spørgsmål. Som så meget andet, er det der med at være mor og far noget, som man skal lære mens man gør det. Learning by doing. Men det er også pis’ fedt faktisk, for der ér jo hjælp at hente, hvis man er helt ude at skide. Det er nu ikke fordi, at lille’pigen er specielt vanskelig at blive klog på. Hun brokker sig sgu ikke ret meget og gør hun det endelig er det ikke svært, at komme frem til synderen. Hendes største problem er som regel, at maden ikke var klar for 5 minutter siden.

Men når vi er i tvivl om noget, så er google bare en pisse fed og klog ven. Og hvem kender ikke det? Er vi i tvivl om det mindste i dag, så hiver vi straks telefonen frem og googler os frem til svaret. Om det handler om baby eller ej. Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste. Hvad jeg har googlet de seneste 17 dage, er dog noget helt andet end jeg plejer. Og det afslører nok pænt meget, at jeg er en nybagt mor med en nyfødt baby. Jeg har bl.a. googlet:

 

Babys første bad – Bare for at finde ud af hvornår, hvor ofte, hvor længe, hvor varmt, hvordan m.m. I virkeligheden er der ikke så mange ben i det og lille’pigen er pisse meget nede med at komme i bad, heldigvis da.

 

De bedste bleer – For kun det bedste er godt nok til lille’pigens yndige lille mås. De viser sig så, at den bedste ble ikke findes, for det der er den bedste ble for nogens mås, sidder af helvedes til på den næste mås. Lille’pigen er ret cool med bleerne fra Netto, så dem får hun da.

 

Hvor meget afføring skal en baby lave – Og her kommer chokket så: Det findes der ikke et præcist svar på. Man kan læse meget om konsistens og farve, for det er nemlig en hel videnskab, men der er ikke et klart svar på hvor meget og hvor ofte. Det kommer an på så meget. Lille’pigen leverer heldigvis hver dag og det er både hun og vi ret glade for faktisk.

 

Den bedste modermælkserstatning – Ja, lille’pigen får jo modermælkserstatning og også her er kun det bedste godt nok til hende. Men faktisk er det lidt ligesom bleerne. Det naboens baby kan lide, falder ikke nødvendigvis i god jord hos ens egen baby. Men så er det jo fint, at der findes en million forskellige slags. Vi startede med noget og måtte sadle lidt om undervejs. Nu kører det meget fint med det og lille’pigen er pisse tilfreds, hver gang hun tømmer flasken. Den nytilkomne kæmpe dobbelthage er vist også et meget godt bevis på det.

 

Zoneterapi til baby – Lille’pigen havde lidt opstartsproblemer med den lille mavse og det kunne den nybagte mor ikke bære. Til gengæld kan jeg nu trylle en glad baby frem ved at trykke lidt her og der. Jeg har nemlig set maaaaaange videoer med zoneterapi på babyer. Hvis jeg er rigtig god, kan jeg også trylle en sprød melodi frem fra lille’pigens helt eget tarmorkester. Det er så fed en følelse, når man kan hjælpe sit lille barn på den måde.

 

Kan man vende babys døgnrytme? – Lille’pigen er jo generelt ret nem, men hun har dog delvist taget sin døgnrytme fra tiden i maven med ud. Det betyder, at vi gerne har en fest i tidsrummet 23.00-02.00. Ikke alle 3 timer, men en god del af tiden i det tidsrum. Her skal vi gerne pludre lidt, snakke, kigge og arbejde lidt på at fylde en ble. Festen slutter med en ren mås og et festmåltid på flaske. Og så sover vi til gengæld også rigtig godt resten af natten. Så mor her klager ikke og jeg har googlet mig frem til, at det ikke er endnu, jeg skal prøve at påvirke hendes døgnrytme. Det siger vores søde sundhedsplejerske i øvrigt også og hun har nok ikke spurgt google. Så jeg nyder de timer med hende i stedet og så ændrer jeg bare lidt på min egen døgnrytme.

 

De bedste sutteflasker – Endnu en gang er kun det bedste godt nok. I har efterhånden opfanget, at sådan er det med det meste, når det gælder vores lille mus. Vi havde jo fået alverdens fine flasker fra fine mærker i diverse babypakker. Så dem startede vi jo med at prøve af på lille’pigen. Det kunne vi så pisse meget godt glemme. De første mange dage af hendes korte levetid, ville hun kun tage de der klassiske gammeldags sutteflasker. Altså dem du kan købe for en slik i diverse supermarkeder. Så vi købte da et hav af dem. Som dagene er gået har det dog vist sig, at de ikke var så forenelige med lille’pigens ivrige sult, suttelyst og mave. Så nu har vi skiftet dem alle ud med et noget kun dyrere mærke. En vældig fancy flaske med anti-kolik funktion og jeg skal komme efter jer. Nu døjer lille’pigen ret sjældent med maven, så vi klapper i vores små hænder og glemmer fuldstændig, hvor dyr en fornøjelse den unge dame kan være. Det er også pisse lige meget, hun er hver en krone og mere til værd.

 

 

 

 

Der er så fandens meget, som jeg ikke forstår .. #4

Vi fortsætter serien med de ting, som jeg bare ikke forstår. Er spændt på at høre, om I er enige 🙂

 

Danske serier og film – Jeg ser sjældent danske film eller serier, for jeg synes faktisk sjældent, at det er godt. Skuespillerne er sikkert dygtige nok, men jeg synes bare det danske sprog lyder så kunstigt, når de danske skuespillere fyrer deres replikker. Jeg er sikkert skør, men det får mig virkelig til at krumme tæer.

 

Rygning – Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor man har lyst til at ryge. Folk må helt selv om det og jeg ser ikke ned på folk, der ryger. Deres krop, deres valg. Men med den viden man har om rygning, så forstår jeg bare ikke, at man kan have lyst til at udsætte sin egen krop for det. Ej heller at man tør at gøre det. Og så lugter det jo også så fælt.

 

Sushi – Jeg forstår godt sushi. Jeg elsker sushi! Men jeg forstår ikke, hvorfor det skal tage så stor en bid af mit dankort, når jeg køber det. Sushi er virkelig en dyr spise, men hold nu op hvor er det også bare lækkert! Sænk priserne på sushi nu, tak!

 

Wish – Altså den der app, hvor man kan købe de skøreste ting til ingen penge. Jeg forstår det ikke helt og jeg har aldrig selv brugt appen. Jeg kan forstå, at mange er med på trenden, ja selv Jonas sørger for, at der kommer små pakker i vores postkasse. Jeg har ikke selv den store tillid til kvaliteten på de varer, man kan købe via wish. Men noget må der jo være at komme efter, siden det er så populært.

 

Tatoveringer i ansigtet – Jeg kan godt lide tatoveringer og jeg har da selv et par stykker også. Men altså, hvorfor skal de sidde i ansigtet på nogen? Og er man slet ikke bange for at fortryde? Det klæder de færreste at have en tatovering i ansigtet, men er det i virkeligheden ikke også sådan en “bølle-ting”?

 

Eget navn tatoveret – Vi kan fortsætte med at snakke om tatoveringer. Jeg forstår ikke, hvorfor man har sit eget navn tatoveret? Er man bange for at glemme det? Jeg kan forstå, at man har en andens navn af en eller anden særlig grund, men sit eget? Det forstår jeg bare ikke.

 

Reklamerne i min postkasse – Hvorfor skal der komme så pisse mange af dem? Jeg forstår ikke, at det er nødvendigt at bruge så mange ressourcer på at fremstille så skide mange reklamer. Smider de fleste dem ikke bare ud? Jeg læser i hvert fald ikke dem vi får og så snart vi får en ny postkasse, skal jeg have en af de der fine “nej tak til lortereklamer” – klistermærker.

 

En hund uden snor – Jeg forstår ikke, når folk ikke har deres hund i snor på steder, hvor der færdes andre mennesker. Altså på de helt almindelige gader osv. Det er noget andet i skoven osv, hvor man ofte kan færdes ret meget uden selskab fra andre. Personligt er jeg bange for større hunde og jeg er ofte ved at panikke lidt, hvis jeg skal passere en større hund, der ikke er i snor. Nok kan man kende sin hund godt, men man kan aldrig være helt sikker på, hvad den tænker og gør. Så få nu lige den hund i snor, ikk’.

 

Hundelorten, der blev liggende – Vi fortsætter i hundeafdelingen. Hvorfor kan det for nogen hundeejere være så skide svært, at samle deres hunds efterladenskaber op. Det er jo ikke pisse lækkert, at passere sådan en satan, der ligger og hygger på fortorvet. Og stakkels dem, der træder i dem. Nej tak til hundelort på mit fortorv. Eller på græsset lige ude foran min hæk. Jeg lurer stadig efter synderen og jeg glæder mig til at smide nogle friske gloser ud af vinduet, hvis jeg ser det ske igen.

 

Mit hår – Jeg forstår ikke, hvorfor mit hår skal krølle ved selv den mindste smule fugt i luften. I tør ikke tænke på, hvor ofte jeg har sat mit hår forgæves. Og det er altså lidt som om, at det blev værre mens jeg var gravid og også her i tiden efter. Jeg har simpelthen fået en manke, der er selv en løve værdig.