Ting jeg skal nå (mega nyde) inden jeg bliver lille’pigens mor

Mens Jonas stadig synes, at jeg er det bedste menneske i verden

 

Fuck! Der er kun 26 dage til termin i dag. Det er faktisk ikke ret mange dage, skulle jeg lige hilse og sige. Det er både mega fedt og alt for skræmmende på samme tid. Nu kommer hun snart og alting vil være forandret for altid. Ifølge vores eget gætteri og sikkert håbløse ønsketænkning, kommer lille’pigen til verden en god uges tid før termin. Det giver mig endnu færre dage til at nå de ting jeg skal nå, før jeg bliver lille’pigens mor for altid.

 

De ting jeg skal nå er at:

Nyde at jeg ikke er nogens mor. Ja, det lyder sgu da lidt skørt, ret tarveligt og ikke særligt mor-agtigt på samme tid, men jeg har nu tænkt mig at nyde den sidste tid, hvor ingen er absolut afhængig af mig. Det betyder jo ikke, at jeg ikke glæder mig til at blive lille’pigens mor, for dét GØR jeg!

 

Nyde at Jonas stadig synes, at jeg er det bedste menneske i verden og at jeg har hans fulde opmærksomhed. Vel og mærke, når han ikke ser fodbold i TV. Jeg forestiller mig, at lille’pigen kommer til at stjæle min 1. plads (og det er HELT okay), så jeg må hellere nyde opmærksomheden, så længe det varer.

 

Nyde en flaske af svigerfars rødvin. Nå nej, det kan jeg naturligvis ikke fordi jeg stadig er gravid. Men jeg kan drømme om den, hvilket jeg har gjort siden vi gik i fertilitetsbehandling, hvor alkohol også var no-go. Nu må I ikke få et forkert billede af mig. Mit forhold til alkohol var ganske sundt og helt normalt før jeg blev gravid (her undlader vi naturligvis, for det gode regnskabs skyld, at tælle de go’e gamle dage i Jomfru Ane Gade med) og det vil det fortsat være i fremtiden. Men hvem er ikke pjattet med et lille glas vin? Særligt når man ikke må få det.

 

Nyde at vi kan spise aftensmad i fred og ro. Snart skal vi sikkert spise på skift og holde antal skift af lortebleer op mod, hvem der så fortjener at spise varm aftensmad. Jeg kommer til at vinde hvér gang.

 

Nyde at alle tager hensyn til mig og min tunge (tykke) krop. Der bliver ikke forlangt meget af mig lige i tiden og der er altid nogen andre, der bærer de tunge ting eller tager opvasken. Eller lader mig sove lige når jeg har lyst til det, uanset hvor vi er. Dét skal jeg huske at nyde!

 

Nyde ikke at have en plan. Vi har ikke mange planlagte aftaler i kalenderen for den næste tid og det er med at nyde, at vi kan tage dagene og tingene som de kommer og som vi har lyst til. Jeg forestiller mig at de næste par år kræver, at jeg sætter mig ind i brugen af Excel ark eller noget, når ture ud af huset med lille’pigen skal planlægges.

 

Nyde at jeg stadig kan være gravid på den der vanvittige måde, hvor hormonerne raser og humøret svinger. Folk, og her mener jeg særligt Jonas, finder sig i nærmest alt fra en gravid (mig). Jeg forestiller mig, at denne adfærd må begrænses, når jeg bliver nogens mor. I hvert fald til et minimum.

 

Som I lige har læst, skal jeg egentlig bare nyde en helvedes masse ting. Alt det praktiske har vi nemlig efterhånden styr på, men det er også dejligt! Men selvom jeg blot skal nyde en masse ting, vil jeg nok alligevel gå hver dag og håbe på, at hun melder sin ankomst. Når hun så bliver født, vil jeg nok tænke tilbage på denne liste og alt det, som jeg måske ikke fik nydt nok. Nu må vi se. Den næste tid bliver spændende!

 

Hvis du vil læse mere fra mig, kan jeg da anbefale:

“MINE GRAVIDITETSGENER, SOM I ER PISSE LIGEGLAD MED”

“LILLE’PIGEN OG DÈT HUN SKAL HEDDE, NÅR HUN IKKE SKAL HEDDE LILLE’PIGEN MERE”

“TING JEG MÅSKE (IKKE MÅSKE) HAR SAGT I MIN GRAVIDITET .. #3”

Finurlige babyting som vi ikke turde ikke at købe, men ikke ved om vi kan finde ud af at bruge

Nogle af de finurlige babyting, som vi har købt

 

For nogle uger siden kom vi i mål med de sidste babytings-indkøb. Vi mangler kun lige at klikke en babyalarm hjem, når jeg har besluttet mig for, hvilken jeg vil have. Længe har vi troet, at vi aldrig ville blive færdige og klar. Man skal nemlig købe rigtig mange ting til sådan et lille bitte menneske.

Nå, men inden jeg gik i gang med at shoppe løs til baby, for ja, det er mest mig der har haft fingeren på pulsen der. Jonas har mest bare fulgt med og sukket lidt undervejs (godt vi har fællesøkonomi), var jeg ret sikker på at det ville blive den fedeste shopping oplevelse nogensinde. Noget med at finde de lækreste babymøbler, det mest nuttede tøj, de sødeste pynteting og nips til værelset, samt lidt af diverse plejeprodukter. Snydt Leah! Eller ikke helt, for de ting skal man selvfølgelig også have. Meeeeeeeen, så er der også lige alt dét, som man ikke havde forudset. Alt det mærkelige og det man ikke helt forstår, men som er absolut nødvendigt og uundværligt ifølge diverse babylister på min-mave.dk og hvad de der dikterende “mor-sider” nu ellers hedder.

 

Jeg har samlet en liste over nogle af de ting vi har købt, som er både mærkelige og noget af det er ting, som vi ikke helt forstår, men ikke turde at lade være med at købe.

 

Lusekam. Det man også kalder for en tættekam. Men jeg husker det nu som en kam man bruger til at bekæmpe lus. Og det er jo ikke fordi, at baby kommer ud med ægget fuld af lus. Eller er i særlig risiko for at få det. Man bruger tættekammen til noget så specielt kaldet “arp”, som skyldes en overproduktion af fedt og består af afstødte hudceller, der ses i barnets hovedbund. Ganske ufarligt, men vist lidt irriterende for baby. Derfor lusekammen, som blidt kan være med til at fjerne det lækre arp. Mon jeg finder ud af, hvordan man gør dét?

 

Ammeindlæg. Lidt ligesom bind, bare til BH’en i stedet. Jeg kan jo godt se logikken i, at man skal have dem. Jeg havde bare slet ikke tænkt over det, før jeg stod og købte amme BH’er også. Nu håber jeg bare, at jeg får brug for dem.

 

Lad os bare tage amme BH’en også, nu vi er i patafdelingen. Sikke en jungle. Jeg har købt to stks og brugt mange timer på google og min-mave.dk, for at finde de rigtige to. Et teknisk stykke tøj med kroge, så man bare lige kan lukke babbelutten ud, uden at tage det hele af. Ret smart. Jeg håber jeg lærer det bedre hen ad vejen. Jeg har jo PCOS (læs om det lige HER) og grundet det, er det slet ikke givet, at jeg kan amme. Sådan rent fysisk kan malkeriet godt være helt lukket uden mulighed for at åbne det. Det kan også være, at det kan åbnes lidt, men at det bliver med store udfordringer at holde det kørende. Derfor har jeg ikke købt for meget ind til det. Jeg håber dog, at jeg får brug for at købe mere amme udstyr, for jeg vil det rigtig gerne.

 

Mormortrusser og dertilhørende natbind i største og længst mulige størrelse. Jeg kan stadig, med en vis besværlighed, lidt mindre eleganthed og måske med et mindre udvalg, klemme mig ned i mine helt almindelige gamle trusser. Men jeg har ladet mig fortælle, at det har jeg ikke lyst til efter fødslen, hvor jeg angiveligt også bløder som vand fra en vandhane. Jeg har derfor købt kæmpe natbind. I ved sådan nogen der grænser sig til at skulle ligge på hylden med bleer i stedet, samt flotte store trusser, der holder det meste af maven varm. Jonas er en piv heldig kartoffel.

 

Snot-støvsuger-dimsen. Babyer bliver ind i mellem snottede, men de kigger kun mærkeligt på en, hvis man siger “puuuuust”, mens man holder papir foran snotten på dem. Det kan de ikke finde ud af. Så man kan altså få den her dimsedut, hvor man stikker en slangeting op i de bitte små næsebor og så suger man ellers til. Selv når jeg skriver det, er mit ansigtsudtryk nogenlunde sådan her: “…”. Jeg har set, at der findes en model, som har en form for indbygget pumpe i stedet. Altså hvor man ikke selv skal suge. Den tror jeg også, at vi bliver nødt til at købe. Jeg har ladet mig fortælle, at nogen mødre bruger “mund til næse” metoden. Altså suger snot direkte ud af deres barns snotnæse med munden direkte på ansigtet som en anden sugekop. Vil nogen venligst bekræfte mig i, om dét er rigtigt?

 

Ergonomisk babypude. En speciel pude til baby, som gerne er hjerteformet med et hul i midten. Den er til for at baby ikke skal få fladt baghoved, hvor creepy det end lyder. Det vanskelige var ikke at købe puden. Det vanskelige var faktisk mere, at finde ud af hvor mange puder man får brug for. Hvor meget skal baby bruge den og hvordan. Jøsses. Jeg har anskaffet mig to og min baby ender muligvis med fladt baghoved alligevel.

 

Det var lige nogle af de mest finurlige babyting, som vi har købt. I hvert fald nogle af dem, som jeg er mest spændt på at tage i brug. Kan du komme i tanke om andre sjove, mærkelige eller bare grimme babyting, som man absolut ikke kan undvære?

 

Du kan læse flere af mine graviditetsberetninger, hvis du har lyst:

 

“GRAVID MED ALFABETET”

“SÅDAN KEDER JEG MIG I MIN BARSEL”

“OG SÅ ER 80% AF GRAVIDITETEN PLUDSELIG GÅET”

Sådan keder jeg mig i min barsel

Min barsel startede officielt den 21. februar. Jeg har dog været sygemeldt siden slut november, da jeg har haft komplikationer i graviditeten, som ikke kunne forenes med at tage på arbejde. I starten var tiden lang og det var svært, at jeg skulle holde mig så meget i ro og lave mindst muligt. Dog et luksusproblem vil jeg mene. Nu er maven så stor og fysikken er generelt så begrænset, at det er svært bare at lette min røv fra sofaen. Så nu er tiden stadig lang, men det er ikke svært at skulle holde sig i ro. Jeg bliver tit spurgt om, hvad jeg fordriver tiden med, så tænkte at jeg ville dele lidt af det med jer, for det har I nemlig pisse meget lyst til at høre om, ikk?

 

Jeg skriver. Indlæggene her på bloggen skriver jo ikke sig selv. En hyggelig lille hobby som jeg nyder, at jeg lige nu har masser af tid og ro til. Det ændrer sig jo nok inden så længe, når en mini-mig vil kræve det meste af min opmærksomhed.

 

Jeg gør ret meget rent. Jeg har altid sat pris på at have et rent hjem og jeg hygger mig faktisk meget med at gøre rent. For nogen er det mest en pligt, men jeg kan nu rent faktisk godt lide det. Med en kæmpe tyk mave kan det dog ind i mellem være en udfordring og jeg må dele opgaverne lidt op eller holde nogen kun flere pauser. Men så går dagen jo også med det.

 

Jeg går gerne en lille tur. I hvert fald når kroppen tillader det. Og vejret for den sags skyld. Det er nu efterhånden meget begrænset, hvor langt jeg kan gå før kroppen siger fra og plukveerne tager til og smadrer hele fornøjelsen. Men lidt har også ret. Jeg glæder mig så meget til at komme tilbage på mit vanlige aktivitetsniveau efter fødslen, når kroppen er klar.

 

Jeg broderer. De fleste der kender mig godt ved, at jeg har en god kontakt til min indre mormor. Jeg elsker at brodere og har dyrket det siden 7. klasse, hvor jeg prøvede det første gang i skolen. Det er så hyggeligt. Netop nu er jeg ved at brodere en julesok til lille’pigen. Jeg tænker at det er med at nå så meget som muligt, inden hun melder sin ankomst. Jeg regner ikke med, at hun har specielt meget lyst til at brodere med sin (mor)mor.

 

Jeg hygger med chefen. Det er slet ikke så frækt og perverst som det lyder, for det er jo bare kaninen jeg mener. Ham kan du møde HER, hvis du ikke kender ham. Pelsbassen nyder bestemt, at der er mulighed for nus’ og selskab hele dagen lang, når han har lyst til det. Han skal nok blive træt af lille’pigen, når hun bliver næste beboer hjemme ved os og også kræver vores opmærksomhed. Chefen har det nemlig svært med forandringer. Og med at andre er vigtigere end ham.

 

Jeg læser. Jeg er i gang med nogle forskellige bøger, der har til formål at forberede mig og os på tiden der kommer, når vi bliver forældre om lidt.

 

Jeg feder den på sofaen og ser en masse serier. Jeg skammer mig næsten ikke, hvis jeg en hel dag bare har fedet den på sofaen uden at lave noget som helst andet. Vi har lige skiftet Netflix ud med Viaplay, så jeg har været i gang med at suge til mig af indholdet der på. Lige i tiden hitter det latterligt meget at se “Luksusfælden”. Jøsses! Noget jeg normalt sjældent har set i TV. Men jeg hygger mig med det og det er jo med at nyde sådanne dage, inden lille’pigen kommer til verden.

 

Jeg sover. Jeg sover ikke ret længe ad gangen længere. Efter 3-4 timer vågner jeg, typisk fordi det gør ondt, jeg har plukveer eller en sovende fornemmelse i arme og ben. Generelt har jeg meget uro i kroppen. Ofte øver lille’pigen også sine bedste ninja-moves om natten, hvor det naturligvis er mest belejligt for os begge. Så jeg må jo indhente noget søvn i løbet af dagen, da søvnbehovet generelt er steget her sidst i graviditeten. Men jeg skal jo også bare nyde det, så længe jeg nu kan.

 

 

Det var et lille indsigt i mine dage på barsel. Egentlig synes jeg, at tiden indtil nu er gået meget hurtigt, men nu er jeg efterhånden SÅ klar til at få afsluttet den her graviditet og blive mor, at tiden gerne snegler sig afsted. Jeg prøver dog stadig at nyde roen og tosomheden med Jonas (eller tresomheden med chefen) inden vores hverdag bliver forandret for altid.

 

Læs også:

“Når Nordjylland møder Sjælland”

“Er jeg mon den eneste der .. #3” 

Det absolut sødeste værelse i nr. 56

Som tidligere lovet skal I da lige have en lille rundtur på lille’pigens værelse. Det absolut sødeste værelse i hele huset. Det er småt, men godt. Det synes vi i hvert fald selv og vi elsker det. I dag er der én måned og én dag til termin og det er sgu lidt underligt, at snuse rundt inde på hendes værelse og ikke ane, hvornår det rigtigt kommer i brug. Det kilder sgu lidt i mavsen faktisk. På den så absolut bedste tænkelige måde.

Lille’pigens værelse ligger på vores 1. sal lige overfor vores soveværelse. Værelset bliver i første omgang primært brugt til opbevaring af hendes legetøj, tøj og andre af hendes ting og sager, samt bleskift og pusleri. Sådan vil det jo nok være for en tid, da vi ikke regner med, at hun mestrer trapperne fra day one. Derfor vil mange af hendes ting også være at finde i vores stue, men sådan skal det jo også være, synes jeg. Nå, men lad os droppe snakken og komme til det vigtige: Billederne!

 

Vi kiggede efter det rigtige puslebord længe og det er nok det møbel, som har været sværest at finde. Jeg synes ærlig talt, at de fleste pusleborde koster en formue uden jeg føler, at jeg ville få ret meget for den formue. Vi endte med at vælge dette fine puslebord fra serien STUVA, som kan findes i IKEA. Det gjorde vi, fordi bordet har en ret fin langsigtet løsning. Når det ikke længere skal bruges til numsevask, kan puslepladen sænkes i højden og derved bruges som et legebord/skrivebord. Der kan desuden tilkøbes skuffer m.m. til bordet. Derved kan bordet bruges en del år frem, hvilket vi er fan af her hjemme. Desuden er bordet købt til en pris, hvor ingen af os græder snot, hvis det får en skramme, en tuschstreg eller bliver klistret til med klistermærker. Det var også vigtigt for os, da lille’pigen jo skal have plads og mulighed for at udfolde sig uden vi behøver at våge for meget over hende og frygte, at hun ødelægger noget.

 

Forneden har vi lille’pigens pusle/rejse-taske, som jeg kalder den og en stribe af bøger, som hun først får glæde af om nogle år. Længere oppe har vi diverse kurve og kasser med plejeting, bleer m.m. og på hylden lige under puslepladen er der et lager af stofbleer, klude, et par badehåndklæder m.m. Alt hvad der skal være på sådan et numsevaskeri.

 

Lille’pigens fine navn (læs mere om hendes navn HER) udformet i de sødeste små træbogstaver og en lille vågelampe i form af en sød lille lyserød kanin. Begge dele er gaver fra mit babyshower og de passer jo perfekt ind.

 

Denne søde klovn af trylledej hænger over puslebordet. Selvfølgelig i en højde, hvor hun ikke kan nå den på sigt. Jeg har en tante og hun er verdens bedste til at lave trylledej, hvilket jeg forbinder meget med mine besøg hos hende i min barndom. Klovnen var også en gave til mit babyshower og jeg er vildt glad for den! På mit eget barndomsværelse havde jeg selv en klovn magen til. Vist nok bare i blå eller grøn. Så det er lidt fint, at min lille pige også har fået en. Og så er det ikke sådan en ting, som de fleste har. Det er jeg også fan af.

 

Helt henne i hjørnet står dette fine lager af tøj. Lidt af det er nyt, men langt det meste har vi arvet fra min storesøsters datter. Tror jeg har tøj helt frem til 2 års alderen, hvilket bare er fedt. Tøjet fejler intet og så er der altså ingen grund til ikke at bruge det igen. Jeg har faktisk også en stor kasse med overtøj til hende. Hurra for genbrug og arveting! I kasserne her er der blot en lille del, af alt det tøj vi har. De første størrelser vi får brug for, er at finde i hendes klædeskab.

 

Et babytæppe og så selvfølgelig hendes “Barnets Bog”, som jeg allerede har skrevet en del i.

 

Jeg elsker luftballoner, så derfor er der også sådan en fin en på lille’pigens værelse. Kun til pynt og intet andet. Elefanten er også en slags vågelampe, som hun på sigt selv kan tænde ved at trykke den på maven. Billedet er bare et billede af hendes forældre fra deres lidt yngre dage. Hun må godt vide, at vi en gang så bedre ud 😉

 

Lige ved siden af hendes klædeskab, har hendes far stået for at lave denne hyggekrog. En bænk, hvor der i skuffen under er plads til legetøj og alt muligt andet. Lyset, der både kan skifte farve og alt muligt, er også farens kreative værk. Tror bestemt at lille’pigen kan få meget ud af denne krog, når hun bliver lidt større.

 

Klædeskab med hyggekrogen ved siden af. Både klædeskab og bænk er af samme serie som puslebordet. Begge dele passer perfekt ind i hjørnet her, hvor skråvæggen da bestemt ikke gjorde det lettere at finde det rigtige møbel. Jeg synes sgu, at pladsen er super godt udnyttet. Og ligesom med puslebordet er møblerne købt til en pris, hvor vi ikke er kede af, hvis der sker noget med dem. Det var vigtigt for os.

 

I skal da lige en tur i klædeskabet også, som allerede er fyldt godt op med de størrelser, som hun kan passe det første lille års tid. Ja, hun mangler sgu ikke noget den unge dame.

 

Lille’pigens seng, som hun først skal sove i om noget tid. Det er i hvert fald det vi regner med, men nu må vi jo se. Det kan også være, at den bliver flyttet ind i soveværelset. Sengen har vi arvet fra min storesøster også. Jeg kan anbefale at have en søster, der lige får to små børn før man selv gør. Det kan godt betale sig. Sengeranden er faktisk også den, som min niece har haft i hendes seng. Det er så fint og super praktisk, at tingene kan genbruges når nu de ikke fejler noget som helst. Så er der jo altså ingen grund til at købe en helt masse nyt. Billederne er plakater fra Smilbart Design, som laver nogle super søde motiver, hvis du spørger mig.

 

I sengen sidder disse to fine elefanter. De sorte hjerter på dem, har jeg selv syet på. Faktisk er de små klip fra en kasket, som min far gik meget med. Som nævnt tidligere døde min far for 7 år siden, så det er vigtigt for mig, at han på en eller anden måde optræder i lille’pigens liv. Det handler nogen gange om at være lidt kreativ for at få det til at lykkes. Jeg har også lavet bamser i samme stil til min søsters to små børn. Jeg synes det er lidt fint. Det yndige sengetøj på dynen er faktisk mange år gammelt. Det har lille’pigens far og faster nemlig også sovet med.

 

Over sengen hænger denne fine fugl. Jeg gav min far denne fugl i en af de sidste gaver jeg gav ham. Jeg tænker, at den fint kan hænge og våge over hende, når hun en gang skal sove der.

 

 

 

Vi har en lille gang/krog mellem soveværelset og hendes værelse. Her har vi lavet en lille amme/hygge-krog, som nok vil blive brugt meget i nattetimerne eller i dagtimerne, hvis vi har mange folk huset eller i andre situationer, hvor der måske er brug for at trække sig væk til et sted, hvor der er helt ro. Jeg synes det er en meget fin måde, at udnytte pladsen på.

 

Svanen er endnu en vågelampe, mens uroen er hjemmelavet af min veninde Helle, som er super dygtig til quilling, som det så fint hedder. Endnu en gave fra mit babyshower og jeg er pjattet med den.

 

Den er simpelthen så flot! Og igen en ting, som ikke mange har. Jeg er fan.

 

Nå, nu har I været et smut med inde på lille’pigens værelse. I må meget gerne smide en kommentar om, hvad I synes om det, men I må også lade være. Det bestemmer I bare helt selv 🙂

Jeg har nævnt mit babyshower flere gange i dette indlæg, så hvis du ikke har set billeder fra det, kan du se dem lige HER 

 

Rigtig god weekend til jer 🙂

Mine graviditetsgener, som I er pisse ligeglad med

Jeg har haft mit at slås med i denne graviditet, men jeg er da så afgjort ikke den gravide, der har haft det sværest. Det må vi lige have slået helt fast. Jeg har på ingen måde ondt af mig selv og for min lille pige, gjorde jeg gerne det hele igen. Men bare fordi jeg ikke har haft det sværest, betyder det ikke, at jeg er gået ubesværet igennem den her graviditet.

 

Så her må I da lige have en liste over mine ret overkommelige graviditetsgener, som I jo i virkeligheden er pisse ligeglad med.

 

Blødninger. Før jeg blev gravid, var det mit store problem at jeg aldrig blødte. Altså aldrig fik menstruation pga. min PCOS. Nu laver jeg fandme ikke andet end at bløde og må derfor gå med bind hver dag og hele tiden holde øje med mængden af blod. Det er sgu da lidt åndsvagt. Og mit forbrug af bind har aldrig været højere.

 

De der tårer der. Jeg er blevet sådan en følsom en, der har let til tårer. Ikke at jeg var totalt ufølsom før, men jeg havde ikke så let til tårer, som jeg har nu. Jeg kan tude over alt. At jeg glemte at lukke vinduet på første sal, inden jeg gik ned i stuen og derfor må kæmpe mit tunge korpus op ad trappen igen. At jeg har købt en røvfuld appelsiner og er gået efter dem, der så mest sure ud, hvor jeg så i stedet sætter tænderne i en pisse sød satan, som slet ikke var dét, jeg havde lyst til. Jeg tuder til film og dokumentarer, der er bare lidt følsomme eller indeholder syge mennesker, søde dyr eller nuttede babyer. Jeg må desuden frabede mig, at andre tuder i mit selskab, for det trykker automatisk på mine tudeknapper og så skal jeg ikke tagges i alt for søde eller følsomme videoer på Facebook. Og Jonas skal bare opføre sig ordentligt!

 

Tisseriet. Ja, det kan foregå hele tiden. Jeg kan snildt tisse af 2-3 gange inden jeg skal ud af døren, for så alligevel at skulle tisse igen, når jeg sætter mig ud i bilen. Jeg får sjældent tisset færdig, før jeg skal tisse igen. Sådan er det vist bare. Og nætterne behøver vi vist ikke snakke om.

 

Vand i kroppen. Det siger jo ret meget sig selv. Jeg begyndte tidligt at døje med vand i kroppen og det er ikk’ blevet bedre med tiden, det kan jeg godt love jer da. Mine fødder og ben er så ramte, at jeg ingen ankler har mere og mine små tæer er ved at sprænges. Væsken i håndleddene har givet mig kroniske håndledssmerter. Ind i mellem gør det så ondt over det hele, at det sætter gang i punktet længere oppe. Nemlig tuderiet. Godt der ikke er længe igen. Nu krydser jeg bare pisse meget fingre for, at det der væske er noget der ryger hurtigt, når jeg har født. Det ville være rart at se vægten dale for en gang skyld. Og få bekræftet at væsken rent faktisk ér væske og ikke undercover fedtdepoter.

 

Mine øjenvipper er fløjet sig en tur. Jeg har altid haft flotte lange øjenvipper, men jeg skal da love for, at det er fucking slut nu. Nu kan jeg nærmest stå med fjæset under et mikroskop og stadig lede efter dem. For helvede. Det siges godt nok, at når man venter en pige, så stjæler hun morens skønhed. Ja, jeg har på forhånd allerede reduceret de lommepenge, som hun ikke skal have før om mange år. For dem skal jeg bruge på øjenvippe-pleje, hvis der findes sådan noget.

 

Jeg har det varmt og sveder som et svin. Er det ikke godt nok sådan man siger? At svede som et svin? Nå, men jeg har altid haft en varm kropstemperatur. Så varm at Jonas ind i mellem ikke vil ligge for tæt på mig i sengen. De kolde vinternætter synes han dog, at det er vældig praktisk. Nå, men det er i hvert fald ikke blevet mindre varmt at være i min krop her i gravidteten. Vi er bekymrede for, om lille’pigen kommer ud som en rød og kogt lille reje.

 

Den der “glød” eller hvad man nu kalder den. Jeg har før hørt, at der hviler sådan en naturlig og fantastisk glød over gravide. Jeg skal dog hilse og sige, at den vist ikke kommer til alle. Min “glød” består da i hvert fald enten af helt tør og ru hud eller et vaskeægte udbrud af uren hud på bedste teenager-manér. Det er dejligt, når man samtidig sveder som et svin.

 

Vejrtrækningsbesvær. Jeg er ikke ved at dø eller noget, bare rolig. Men når jeg ligger i sengen eller når jeg feder den på sofaen, kan det godt være svært at trække vejret helt ned i maven. Det er selvfølgelig fordi lille’pigen nu er blevet så stor, at hun tager alt pladsen. Jeg har desuden været semi-snottet gennem hele graviditeten, hvilket ikke hjælper overhovedet. Det får mig kun til at snorke, hvilket ellers plejer at være Jonas’ foretrukne middel at irritere mig med. Måske er det karma?

 

Jonas er en heldig mand, når han sådan får lov til at leve sammen med en varm og svedende gravid kvinde, der har mistet sine øjenvipper og sin kontrol over tårerne, samtidig med at hun mangler “glød” og hæver op som en svamp, fordi hun har vand i kroppen og desuden skal tisse konstant. Og det er altså når hun ikke bruger alle hans penge på bind eller vækker ham om natten fordi hun snorker. Godt han er sådan en tålmodig mand.

 

Jeg synes det kunne være sjovt, at høre nogle af dine graviditetsgener, hvis du har eller har haft nogen. Smid evt. en kommentar herunder.

 

Hvis du gerne vil læse mere, kan jeg da henvise til disse gode indlæg:

 

“SÅ TOG DE ELLERS RØVEN PÅ MIG! .. OG ALT VAR LYSERØDT ..” 

“LILLE’PIGEN OG DET HUN SKAL HEDDE, NÅR HUN IKKE SKAL HEDDE LILLE’PIGEN MERE”

Lille’pigen og dét hun skal hedde, når hun ikke skal hedde “Lille’pigen” mere

Lige nu hedder vores lille pige bare mest “Lille’pigen”, men lille’pigens rigtige navn har faktisk været bestemt i rigtig lang tid. Allerede før jeg blev gravid. Og det har sgu på ingen måde været hemmeligt. Det er nævnt flere gange både på Instagram og i det virkelige liv. Alligevel bliver jeg ofte spurgt til, om vi ved hvad hun skal hedde. Søde venner, følg nu med! Ej, pjat. Så spændende er mit liv sgu heller ikke, så jeg kan godt forstå hvis man misser informationer undervejs. I er tilgivet, men til gengæld nu tvangsindlagt til dette indlæg om lille’pigens navn og hvorfor det er hendes navn. Enjoy!

 

Det var ikke umiddelbart med lethed, at vi blev enige om det her navn. Vi kan godt begge to lide at bestemme. Og med begge to mener jeg mest mig. Jeg kan godt lide at bestemme og Jonas kan godt lide, ikke at give mig ret. Da vi startede med at snakke navne og blot nævnte navne sådan lidt i flæng, var det tydeligt at Jonas var meget til de der navne, som pigerne fra vores egen årgang hed. Navne som Louise, Pernille, Lise, Katrine, Line osv. Jeg har både gået i skole med en Louise O, en Louise J, en Louise K og en Louise W. De piger må have følt sig enormt unikke på deres navn. På den anden side var de jo en del af deres eget lille fede fællesskab, hvor navneopråbningen hurtigt var overstået. Jonas’ ultimative krav var blot, at hun ikke skulle hedde det samme som en planet eller en krydderurt (eller hvad man nu ellers kan opkalde sit barn efter i disse dage). Jeg husker tydeligt, at han nævnte “Oregano-Timian”, som et usædvanligt specifikt eksempel. Så dét skal hun i hvert fald ikke hedde. Ligesom “Dild-Persille” også er udelukket. Satans!

Jeg har aldrig sådan gået med et specielt navn i tankerne. Dog foruden det smukke navn “Kaya”. Men det sagde Jonas, at hun heller ikke måtte hedde. Og så navnet “Mynthe”. Jeg henviser til ovenstående krydderurte-forbud. Så dét skal hun så heller ikke hedde. Det begynder at se håbløst ud, ikk?

 

Jeg er rigtig god til at forbinde navne med mennesker, som jeg kender eller har kendt. Særligt folk fra min skoletid. Jeg havde ikke en god folkeskoletid, så I kan nok regne ud, at det har udelukket mange navne. Særligt af dem, som Jonas godt kan lide. Som et eksempel kan jeg nævne, at hun i hvert fald ikke skal hedde Daniel. For det hed en fra min folkeskole, som sagde at jeg nok spiste gær, fordi jeg var så tyk. Jeg har også en gang kærstet lidt med en, der hed Daniel. Så bliver navnet da vist også automatisk forbudt, ikk? Hun skal heller ikke hedde Christian, for det hed en af de større drenge, som jeg en gang måtte slå vældig hårdt i maven med min skoletaske. Den dag blev jeg vist hentet af min mor på skoleinspektørens kontor.

 

En dag kom ideen til os, at vi da kunne opkalde vores barn efter nogen, som hverken mobbede eller er en krydderurt. Vi kunne jo prøve at opkalde vores barn efter nogen, som vi rent faktisk godt kan lide. Så vi gik på jagt i stamtræerne og det kom der faktisk noget ganske fint ud af. Lille’pigen skal hedde Anna Oline. Anna efter Jonas’ mormor. En smuk dame, som jeg kun har hørt godt om. Desværre nåede jeg kun at møde hende en enkelt gang til en familiefest, hvor hun trak mit ansigt helt ind til sit og sagde: “Jae, du er fin er du. Det’ godt nok”. Det var lidt som at blive accepteret af overhovedet i flokken. Oline skal hun hedde efter min far. Min far hed ikke Oline, men han hed faktisk Ole. Men det er synd at kalde en pige for Ole. Anna Ole. Kan I lige se det for jer? Så ville hun bare få samme triste folkeskoletid, som jeg selv havde. Oline er ligesom “pigeversionen” af Ole og det er vigtigt for mig, at hans navn er med. Min far døde for knap 7 år siden i en urimelig tidlig alder. Han kommer aldrig til at opleve sine børnebørn og derfor er det vigtigt for mig, at han indgår på en anden måde. Derfor går hans navn igen.

 

Mange har så spurgt os, hvad vi vil gøre hvis hun ikke ligner en Anna. Hvordan ligner man ikke en Anna? Hun er en Anna Oline, for det har vi bestemt at hun er, så det ligner hun sgu nok også. Hvis hun ikke selv synes, at hun ligner sådan en, må hun jo lave det om, når hun bliver 18 år.

 

Nu kender I lille’pigen lidt bedre. Vi glæder os helt vildt meget til at få sat ansigt på det navn, som vi er blevet så glade for. 36 dage til termin. Kom så Anna Oline!

Grusvejen til ønskebarnet – Det sidste punktum

 

I mit seneste indlæg i denne serie, som du kan finde lige HER, nåede vi enden af grusvejen med to streger på graviditetstesten. Solen kunne jo nærmest ikke have skinnet mere, end den gjorde ved enden af grusvejen. Det er altid dejligt, når tingene ender lykkeligt og er fyldt med solstråler. Så er det lidt som om, at vejen der til falder lidt i baggrunden. Lidt som om det bare bliver til en skygge. Men også kun lidt. Jeg synes i hvert fald ikke, at det er glemt. Det fylder mindre, men det er ikke glemt. Og jeg har haft mange tanker om den lange tur på grusvejen siden.

 

I mine seneste mange indlæg i serien har I været med til det hele. I har været med på både op- og nedture, helt inde på briksen til behandlingerne, tankerne, frustrationerne, glæderne, sorgerne, vreden, håbløsheden, optimismen og hvad vi ellers har mødt på den lange grusvej, hvor både det fysiske og det psykiske har været på overarbejde. Det er på alle mulige måder både grænseoverskridende, men også helt vildt givende, at dele ud af noget, der er så privat og smertefuldt på egen krop og psyke. Men mest har det været givende, da jeg ved der sidder nogen derude, der får rigtig meget ud af at læse mine indlæg. Det betyder meget for mig, at andre kan lære af vores historie eller se sig selv i den og derfor ikke føler sig alene. Bedre er det, når jeg hører at vores historie giver håb om en lykkelig slutning for andre. Med den viden er det på ingen måde svært, at dele ud af vores forløb og erfaringer. Jeg gjorde det hjertens gerne igen, men det behøver jeg jo sådan set ikke. Indlæggene her på bloggen er jo kommet for at blive. Desuden er vores historie jo fortsat at finde på www.fertilitetsliv.dk og det glæder mig stadig, at jeg har bidraget til denne fantastiske side, hvor mange ufrivilligt barnløse kan søge råd, vejledning, hjælp og støtte.

 

Jeg har lovet jer et tilbageblik på vores egen “fertilitetsrejse” med mine egne tanker og refleksioner. De kommer her. Det er jo ingen hemmelighed, at denne graviditet kom uventet. At det lykkedes for os uden om forsøgene, havde vi ikke regnet med overhovedet. Vi havde drømt og håbet, men slet slet slet ikke regnet med det. Det havde vi jo fået at vide, at vi bestemt ikke skulle.

 

Når jeg kigger tilbage på de første 4 forsøg med inseminering ved gynækologen, er det med en vis vrede i sindet. Jeg føler mig forkert behandlet og jeg føler, at jeg har været igennem ting, som jeg med fordel kunne have været skånet for. Som vi kunne have været skånet for. Det var forkert at starte op i behandling med det samme, som jo var det der skete. Jeg nåede kun lige at få diagnosen PCOS og så gik der ikke mange dage, før vi var i gang med fertilitetsbehandlingen. Man hoppede over en del grundlæggende forbehandlinger og undersøgelser og gik direkte til forsøgene uden at vide, om de overhovedet kunne virke. Foruden dét kørte man det ene forsøg lige i røven af det andet, uden at “rydde op” først. Eller lige trække vejret for den sags skyld. Resultatet af dét er 4 forsøg med kæmpe følelsesmæssige og fysiske op- og nedture. 4 forsøg, som var dømt til at mislykkes på forhånd, for min krop var ikke dér, hvor den kunne bære det. Tænk hvad vi kunne have været sparet for? Jeg vil helst ikke tænke på det for længe.

Det var rart at komme i andre hænder, da vi i maj 2017 gik over til behandling i det offentlige. Men det er også skræmmende at tænke på, hvor mange brugbare resultater de fik skabt på under den halve tid af det, vi allerede havde brugt. Bare ved at gennemføre de grundlæggende forbehandlinger og undersøgelser, som man havde hoppet over tidligere, ændrede de vores liv markant. Selvfølgelig til det positive. Jeg fik viden om min PCOS og kontrol over den, hvilket førte til det nødvendige vægttab. Jeg blev opereret for en dermoidcyste, som sad i vejen for en mulig graviditet. Jeg fik lavet passageundersøgelse af mine æggeledere og fik dem skyllet igennem, så intet sad i vejen der. Og så blev jeg gravid. Lige pludselig og lige dér midt i sommerferien inden behandlingsstart. Det er helt skørt at tænke på. Tænk, hvis man havde startet dér, altså med det helt grundlæggende, frem for at kaste sig ud i forsøgene først? Der er jo ingen garanti for, at graviditeten var kommet tidligere, meeeeeen. Det er svært ikke at tænke lige netop dét, ikke?

I dag tænker jeg meget på, hvad der præcist gjorde, at det endelig lykkedes os at få den positive graviditetstest. Var det vægttabet og kontrollen over PCOS’en? Var det operationen? Var det passageundersøgelsen? Var det rent held? Et mirakel? Ramte vi simpelthen det der magiske tidspunkt, som vi ikke måtte satse på? Ja, jeg kan jo tænke nok så meget, for svaret får jeg aldrig.

 

Siden jeg blev gravid har mange sagt følgende:

 

  • “Ej, så skulle der jo ikke andet end lidt sommerferie til. Så fik I sikkert tankerne tilpas langt væk”. Mit svar til dette er, at det er helt forkert. Jeg husker i hvert fald, at tankerne den sommer ikke kredsede om andet end graviditet. Det var jo derfor, at jeg knoklede røven ud af bukserne med at nå de mange mål.
  • “Så var fertilitetsbehandlingen jo slet ikke nødvendig”. Mit svar til dette er, at en eller anden form for hjælp skulle der jo til. Ellers var det jo nok lykkes noget kun før. Men det er korrekt, at man måske med fordel kunne have gjort nogle ting i en anden rækkefølge. Selvfølgelig uden vi kan vide, om graviditeten var kommet før den gjorde.
  • “Hvor dejligt. Nu behøver du ikke længere bekymre dig. Du kan jo sagtens blive gravid”. Mit svar til dette er, at jeg ikke bare sagtens kan blive gravid. Jeg kan blive gravid, men jeg kan ikke, med den lethed der ligger i ordet “sagtens”, blive gravid. Jeg har stadig PCOS og faktisk også endometriose (det har jeg ikke skrevet så meget om i disse indlæg, for det blev først opdaget ved min operation), hvilket altid vil være et bump på vejen, når man gerne vil være gravid. At blive gravid vil aldrig blive en selvfølge og jeg vil altid have visse tanker og bekymringer om det, skulle det være noget vi gerne vil opnå igen en anden gang.

 

Jeg har fået foretaget flere underlivsundersøgelser gennem min graviditet, pga. uforklarlige blødninger. Hvér gang spørger den pågældende læge, om jeg godt nok blev gravid naturligt. Og så kigger de med de der hævede øjenbryn og kuglerunde helt åbnede øjne. Det spørger de om, fordi mine PCOS-ramte æggestokke giver dem et helt andet billede. De siger hver gang, fuldstændig uafhængigt af hinanden, at det burde ikke kunne lade sig gøre, sådan som mit underliv er skruet sammen. “Din lille pige er vist en god kombination af et mirakel og en vis portion stædighed. Hun ville bare igennem!”, har en sød overlæge på sygehuset sagt til mig, da hun undersøgte mig. Jeg bliver glad og helt varm i hjertet, når jeg tænker tilbage på hendes ord. Jeg føler mig ekstremt heldig og meget velsignet, for det er også min fornemmelse, at det netop er dét vores lille pige er. Et lille bitte skønt mirakel i form af det dejligste lille bitte menneske. Vores lille menneske. Vores datter. Jeg tager det på ingen måde for givet, at det er lykkes os. At vi om lidt endelig bliver forældre. Jeg ser det bestemt ikke som en selvfølge, at vi bare kan opnå graviditet igen, skulle det være noget vi en dag gerne vil. Så tror jeg egentlig, at der skal endnu et mirakel til. Men jeg kan ikke vide det.

 

Nå, nu er der ikke mere at knytte til historien om vores vej til ønskebarnet. Der er kun 37 dage til termin, så lige om lidt er hun her og vi er SÅ klar. Vores Anna Oline. Vores datter og vores pige. Den perfekte ende på den her bumpede grusvej. Det perfekte punktum. Jeg er glad for, at I har læst med så langt.

 

 

Kærligst Leah

Ting jeg måske (ikke måske) har sagt i min graviditet .. #3. trimester

Mavebillede fra 3. trimester (34+1)

 

  • Hold nu kæft hun ligner sin far. (Sagt efter 3D-scanning. Vi er spændte på, om det holder stik)

 

  • Hun kommer ikke ud endnu, så du behøver ikke kigge moster op i tissekonen. (Når niecen på 3 år har forstået, HVOR baby kommer ud henne. Og bare rolig. Jeg havde bukser på. Intet ulovligt og upassende fandt sted. Slap af!)

 

  • Nu synes jeg faktisk, at det er din tur til at være gravid. (Sagt til Jonas på en af de dage, hvor det ikke var så sjovt at være gravid)

 

  • Jeg er så pisse tung, at trappen flækker lidt hver gang jeg går op og ned af den. (Bare rolig. Det gør den i virkeligheden ikke)

 

  • Nogle gange har jeg slet ikke lyst til, at hun skal komme ud. (Der er en vis tryghed i, at hun er i maven og bliver passet på dér)

 

  • Gider du ikke lige binde mine sko? (Sagt til hvem end, der står nærmest. En umulig opgave efterhånden. Hurra for gummirøjsere)

 

  • Jeg skal fandme lige tisse. Igen. (Man tisser meget ofte, når man er kommet så langt i graviditeten)

 

  • Kan du da for sulan ikke lige ligge dig ordentligt derinde? (Sagt til baby, når hun ligger på tværs i maven og jeg kan mærke spark/slag 4 steder i maven på én og samme gang. 2 steder i hver side. Hun laver sikkert en ond sprællemand, når hun kommer ud)

 

  • Er der flere astronaut is? (Helst en med gul vingummi, tak)

 

  • Vil du ikke lige nus’ mine tæer? (Nus’= massere. Sagt til Jonas sådan ca. hver aften, når væsken i kroppen tager til)

 

  • Åååh! Puuuh! Ork! For helvede! Av! Neeeeeej! For satan! Pheeeew! (Om natten, når jeg vil vende mig i sengen. 5 minutter senere gentager det sig, når jeg vil vende mig igen).

 

  • Fuck! (Sådan ca. hver gang jeg har tabt noget på gulvet)

 

  • Mine arme sover fandme mere end jeg gør. Det samme med mine fede tæer. (Tiltagende væske gør, at samtlige kropsdele sover ret hurtigt. Så irriterende)

 

  • Av for i hede hule helvede! Åndsvage fede mave! (Sådan ca. hver gang jeg har brændt maven på ovnen. Det er sket flere gange end man lige ville tro)

 

  • Neeeej! Du må ikke grave i maven. NEJ! Du må sgu heller ikke bide i den. (Til kaninen, når han prøver at bekæmpe dét, der sparker ham inde fra maven af)

 

  • Hey Mulle, prøv lige at se mit nye strækmærke lige hér (Ja, de små sataner er så småt ved at komme. Jeg har besluttet mig for, at det gør absolut ingenting. Det synes Jonas heldigvis heller ikke)

 

  • Mon min navle snart “popper”? (Den har ikke gjort det endnu. Det er ellers noget jeg har glædet mig til)

 

  • Hvis jeg ikke bukker mig hele dagen, så skal den kjole nok gå an. (Tøjet er ved at blive småt)

 

  • Jeg er sgu da træt. (Bare fordi man er mere træt, når man nærmer sig terminen med hastige skridt)

 

  • Jeg sov da hele 5 timer i nat. (Om det er graviditetsgenerne der holder mig vågen eller kroppen, der gør klar til en baby uden døgnrytme vides ikke. Men jeg sover ikke ret længe ad gangen. 5 timer er efterhånden lang tid for mig)

 

  • Gider du lige tage et billede? (Forsøger at få taget godt med mavebilleder her den sidste tid. Kommer jo sikkert til at savne maven, når den er væk)

 

Læs også gerne:

Ting jeg måske (ikke måske) har sagt i min graviditet .. #1. trimester

Ting jeg måske (ikke måske) har sagt i min graviditet .. #2. trimester

Grusvejen til ønskebarnet .. #8

I “Grusvejen til Ønskebarnet .. #7” læste I lidt om min mere end effektive sommer, hvor der virkelig skete mange ting på én og samme gang. Metformin, PCOS-venlig kost, vægttab og operation. Det var hårdt og intenst, men også virkelig godt. Helt fantastisk, faktisk. For første gang længe havde jeg det faktisk godt med min krop igen. Vægten skulle der fortsat arbejdes med, men sikke en vej jeg var kommet, siden PCOS’en brød ud og ødelagde det hele. Klap på skulderen til mig for det.

 

Sådan ca. midt i juli 2017 fik jeg menstruation. Første gang siden marts samme år. Og igen kom den af sig selv. Det er en underlig ting at glæde sig over, men det gjorde jeg altså. Altid rart, når kroppen kan tænke lidt selv. Der var jo ikke noget svar på, hvorfor den pludselig kom. Var det tilfældigt? Var det fordi kroppen var ved at finde en balance i vægttabet og den PCOS-venlige kost? Var det pga. Metformin? Ingen ved det, men det vigtigste er jo også bare at den kom. Så var det selvfølgelig bare lidt surt, at vi ikke kunne ringe til klinikken og tilmelde os et forsøg. Men sommerferie er jo sommerferie og lukket betyder jo, at ingen kan ringe og melde sig til noget som helst. Men pyt, den effektive sommer var jo fortsat i gang og fokus lå stadig på vægttabet.

 

Jonas og jeg, nok mest mig, kunne dog ikke lade være med at tænke: “Hvad nu hvis …?”. Altså hvad nu hvis min krop rent faktisk var ved at finde en balance. Hvad nu hvis denne menstruation var starten på en cyklus, som måske i et lille bitte spinkelt minimalt håb, kunne bruges til noget. Hvad nu hvis? Det er en farlig tanke, når man befinder sig i fertilitetsbehandling. Man vil så nødigt håbe for meget og sætte sig selv op til noget, som måske ikke er realistisk. Vi vidste jo godt, at chancen for en naturlig ægdannelse og ægløsning i min krop, er næsten lig nul med de PCO-ramte æggestokke, som jeg render rundt med. Det har der jo ikke været tvivl om på noget tidspunkt.

Men perioden fra den menstruation og frem til behandlingsstart den 22. august 2017 var relativt overskuelig. Vi snakker 5-6 uger, vist nok. Og hvad nu hvis? Kunne det der magiske tidspunkt opstå? Det der tidspunkt, som vi hele tiden fik at vide, at vi endelig ikke måtte satse på. Vi blev enige om, at vi ligeså godt kunne se om vi kunne være heldige. Igen fordi det var en kort og overskuelig periode. Vi kunne jo ikke tabe noget, hvis der ikke kom en ægløsning. Så skulle behandlingen jo bare fortsætte. Kom der nu en ægløsning, kunne vi jo vinde det hele, hvis vi var heldige. For det at have ægløsning er jo LANGT FRA en garanti for at blive gravid også. LANGT LANGT LANGT FRA! Det kan jeg ikke understrege nok.

 

Nå, men dagene og ugerne efter menstruationen gik og jeg valgte ikke at teste efter ægløsning. Det pres orkede jeg ikke i vores sommerferie. Jeg tænker, at det er lidt ligesom graviditetstestene omkring testdag. Jeg syntes ikke, at der var nogen grund til at begynde på dét, når nu min sommer ellers gik så godt og humøret var så højt pga. alle de gode resultater jeg skabte. Men altså. Den nødvendige lagengymnastik blev begået. Det taber man jo altså heller aldrig noget ved. Ellers var vi ret afslappede omkring det og vi glædede os fortsat til behandlingsstart den 22. august 2017. For denne gang var det med en forventning om, at det måske kunne lykkes. 5. gang kunne godt blive lykkens gang.

 

I starten af august 2017 skulle jeg til et bryllup på Sjælland. Det er jo altid en dejlig begivenhed. Og der serveres ofte alkohol til sådanne begivenheder. Min mavefornemmelse sagde mig, at jeg skulle tage en graviditetstest inden vi tog afsted. Så det gjorde jeg fredag den 4. august. Den var magen til alle de andre test, som jeg tidligere havde taget. Fuldstændig negativ. Nå, det kom jo ikke bag på mig, men en lille del af mig havde alligevel tænkt, at det godt kunne have set anderledes ud. Måske jeg alligevel havde håbet for meget på dét, der ellers var så urealistisk? Havde jeg ladet mig rive for meget med? Nå. Vi tog afsted til bryllup og havde den dejligste dag. Mavefornemmelsen kunne jeg dog slet ikke slippe, så mængden af alkohol jeg indtog til det bryllup, kan vist begrænses ned til 2 små mundfulde. Jeg havde ikke andet end min mavefornemmelse at gå ud fra. Ingen symptomer på graviditet eller noget. Ren mavefornemmelse. Og ingen alkohol.

 

Vi tilbragte et par dage på Sjælland efter den weekend. Vi havde nemlig sommerferie og fri fra job. Mavefornemmelsen var med på alle dagene. Jeg husker ikke, om jeg delte min tanker ret meget med Jonas. Lidt gjorde jeg, for han vidste godt, at jeg bevidst ikke drak alkohol til brylluppet. Men ellers snakkede vi ikke så meget om det. Slet ikke så meget, som jeg tænkte på det. Det var vist min egen lille “ting”, som jeg selv skulle gå med. Igen for ikke at skrue unødvendigt op for nogle håb og forventninger. Hverken Jonas’ eller mine egne. Jeg aftalte med mig selv, at jeg ville tage en test igen om fredagen. Altså en uge efter den test, jeg lige havde taget.

 

Vi tog hjem fra Sjælland tirsdag den 8. august. Onsdag morgen, den 9. august, kunne jeg ikke lade være. Jeg SKULLE tage en test. Jonas vidste ikke, at jeg gjorde det. Jeg lavede testen, som jeg plejede. Lagde den på noget toiletpapir ved håndvasken og rejste mig ellers op fra toilettet. Allerede i det jeg rejser mig op, ca. 10-15 sekunder efter jeg havde tisset på testen, kunne jeg ud af øjenkrogen ane, at denne test ikke var magen til de andre. DEN VAR POSITIV! TO STREGER! IKKE ÈN, MEN TO!!! Min reaktion og ansigtsudtryk var nogenlunde sådan her: “…….”. Altså ikke hvad jeg havde tænkt eller drømt om tidligere. Jeg tog testen med ind i soveværelset, hvor Jonas stadig lå og kun var semi-vågen.

 

“Mulle?! Den er positiv. Jeg tror sku’ den er positiv. Ej, den ér positiv. Tror du ikke også den er positiv? (viser testen til Jonas). Synes du ikke den ser positiv ud? Der er da TO streger. Ikke? Ej, jeg må lige ligge ned. Nu får jeg det helt mærkeligt “. Det er lidt fejt at vise sådan en test til en semi-blind fyr, der ikke har fået kontaktlinser i endnu. Så han måtte have tissetesten helt op i fjæset, for blot at kunne konstatere, at den ganske rigtig var positiv. Han så også to streger. Godt. Ingen af os så syner. Der var to streger på den test. Forventningen ville nok være en kæmpe jubelscene, men faktisk var det ret afslappet. Måske fordi det utænkelige var sket. Det der, som vi ikke måtte hverken håbe på eller regne med. Måske fattede vi det bare ikke? Vi bevarede i hvert fald roen. Jonas er generelt typen, der bevarer roen meget godt i alle tænkelige situationer og han ville i hvert fald være forsigtig med, at glædes for tidligt. Der skulle nogle flere fakta på bordet, så vi med sikkerhed kunne glædes. Helt sikkert den fornuftige tilgang til det. Indeni var jeg dog ikke i tvivl om, at den var god nok. Den mavefornemmelse jeg havde haft de seneste dage, var ikke til at tage fejl af. Vi ringede til Fertilitetsenheden og fik samme dag taget blodprøve. Timerne til næste dag var lange.

 

Næste dag blev jeg ringet op af verdens sødeste sygeplejerske. “Leah, du ér gravid!”. De magiske ord. Nu kunne vi juble og være glade. Vi blev tilbudt en tryghedsscanning den 31. august 2017, som skulle være graviditetsuge 7. Her så vi den mindste lille reje med det fineste lille hjerteslag. Alt var godt og det har det været lige siden. I næste måned byder vi vores lille pige velkommen til verden og det er slet ikke til at forstå, at vi nu er kommet til det. 6 uger til termin i dag. Det er kun 42 dage. Vi føler os så heldige og så velsignede. Og vi er så klar, som vi kan blive nu. Klar til det, der nok bliver det største øjeblik i vores liv. Det største vi nogensinde har skabt sammen. Det bliver den vildeste rejse, når to bliver til tre om ret kort tid.

 

Nu nåede vi enden af grusvejen og vi kan snart tage en ny vej. En ny og spændende vej, som vi ikke aner hvordan udformer sig. Vi ved ikke om den er jævn eller bumpet. Vi ved ikke, hvad der ligger i vejkanten. Om den er kort eller lang. Om den har mange sving eller er ret lige ud ad landevejen. Vi ved ingenting. Blot at den kommer.

Men inden da vil jeg gerne stoppe op og reflektere lidt over den grusvej, som vi netop har gået på. Og de refleksioner, kan du læse om i næste og absolut sidste del af “Grusvejen til Ønskebarnet”.

 

Kærligst Leah

Grusvejen til ønskebarnet .. #7

Et billede fra en sommer med fuld power!

 

De fleste her i det ganske danske Danmark husker sommeren 2017, som værende meget lidt præget af sommer. I hvert fald i forhold til vejret. “Kære sommer, det er en ommer til dette års sommer. Og det siger jeg vist på vegne af de fleste”. Nå, men selvom vejret var ringe, var sommeren ikke helt skidt for os her hjemme. I sidste indlæg HER læste du, at min sommer skulle bruges på at rette op på en mere eller mindre mangelfuld og sjusket periode i fertilitetsbehandlingen. Altså vi havde brugt ca. 7 måneder på noget, som i sidste ende ikke var brugbart eller til nogen verdens nytte. Det kommer jeg mig nok aldrig helt over, men nu er vi trods alt videre. Det er kun spild af energi og godt humør, at hænge sig i det nu. Vi kan jo alligevel ikke lave om på fortiden.

 

Efter samtalen på Fertilitetsenheden i maj 2017, startede jeg øjeblikkeligt op på Metformin for at få styr på min insulinresistens. Dette med henblik på at få styr på min vægt, som jo kom fuldstændig ud af kontrol, da jeg stoppede med at tage p-piller og PCOS’en kom. Metformin virker bl.a. ved at øge sukkerforbrændingen i musklerne og ved at øge cellernes følsomhed for insulin. Dermed for at forhindre kroppen i at overproducere insulin, så denne ikke lager sig som fedt på kroppen. Jeg lyver ikke når jeg siger, at Metformin er det bedste man kunne byde min krop på det tidspunkt. Virkningen var enormt tydelig og ikke til at tage fejl af. Det kunne både mærkes på det indre og ses på det ydre. Jeg havde pludselig ikke svært ved at styre mit blodsukker og tallet på vægten dalede i et fornuftigt tempo. Tænk hvis jeg var kommet på Metformin noget før?

Foruden at starte på Metformin, skulle jeg pludselig også til at lære en helt ny verden at kende i forhold til kost. Jeg var på biblioteket og jeg fik læst en del bøger om PCOS og den korrekte kost. Ingen tvivl om, at jeg nu skulle til at lave nogle ting om. Jeg har egentlig altid spist “almindeligt fornuftigt”, som jeg vil kalde det. Ingen fødevarer har været forbudt og alt har været med måde. Sådan skulle det ikke være længere.

Jeg vil ikke sætte jer en helt masse ind i PCOS-venlig kost, men i grove træk minder det meget om LCHF, som de fleste kender lidt til. Ud med pasta, ris, kartofler, brød og sukker. Der i mod skal der godt med protein, gode fedtstoffer og gode grove grøntsager til. Det er ligesom det korte af det lange. Dykker man dybere ned i det, er der også særlige forhold, når det kommer til tilberedning af både det ene og det andet. Men det er altså en lang snak.

 

I løbet af juni var jeg godt i gang med kosten og Metformin. Jeg havde det godt med, at jeg kunne tage sagen i egen hånd. Fokus på graviditet i den tid var stadig meget til stede, men det var ikke altoverskyggende. Sikkert fordi vi ikke var i gang med et decideret forsøg og derfor ikke regnede med at opnå det. Men at opnå graviditet var jo stadig målet for alt det hårde arbejde med kosten og Metformin. Så det fyldte stadig meget og det fyldte stadig hver evig eneste dag.

Det blev også i juni, at jeg blev opereret for dermoidcysten. Faktisk blev det den 14. juni kl 08.00. Jeg var SÅ nervøs forud for operationen. Faktisk var det nok lidt heldigt, at jeg kom ind på et afbud og derfor først vidste det dagen før. Det var min første gang (som jeg kan huske) på operationsbordet og det var første gang i fuld narkose. Puha da. Jeg brød mig bestemt ikke om det. Jeg har aldrig brudt mig om at miste kontrollen. Så narkosen fyldte noget kun mere i mit hoved end selve operationen og dennes mulige konsekvenser gjorde.

 

På dagen, som jo startede tidligt, var Jonas med og det var uundværligt. Han var med helt inde på operationsstuen og forlod først rummet, da jeg var langt væk i min narkoserus. Jeg husker tydeligt de sidste sekunder inden narkosen virkede. Der var temmelig meget panik i min krop. Jeg rystede, græd og mit hjerte hamrede løs. Det kunne jeg høre på alle de bippende apparater, som de søde læger og sygeplejersker endte med at skrue ned for. Men pludselig var jeg jo langt væk i drømmeland. Efterfølgende tænker jeg, at det jo slet ikke var så slemt, som jeg gjorde det til i mit hoved. Jeg vil nok ikke være ligeså bange for narkose en anden gang. Det næste jeg husker er, at jeg vågner op i min egen narkosetåge på opvågningsstuen. Jonas var der. Han siger, at jeg har sagt en masse mærkelige ting. Bl.a.  har jeg spurgt efter min far, som på daværende tidspunkt havde været død i lidt over 6 år. Stakkels Jonas. Hvad siger man lige til det? Nå, men i løbet af nogle timer var jeg mig selv igen. Sådan nogenlunde da. Og operationen var jo super vellykket. Dermoidcysten blev fjernet uden man var nødsaget til at tage den ene æggeleder. Jeg fik også lavet passageundersøgelse af begge æggeldere, mens jeg var i narkose og denne var også fin. De fik skyllet systemet igennem og kunne ingen forhindringer finde der. Fedt. Det var en bombet, træt og oppustet patient, der kom hjem i seng den aften, men hun var også meget glad og lettet. Kroppen var tilbage på sporet ca. 3 uger efter operationen. Og så var det tilbage til vægttabet.

 

Vægttabet gik jo stadig godt. Vægten faldt da i hvert fald. Jeg måtte ikke dyrke motion med høj puls, da den høje puls kan have en påvirkning på ægproduktionen op til flere måneder før. Det var lidt frustrerende, da jeg var glad for mine løbeture. Dem savner jeg også frygtelig meget i dag. Desuden får man også bare et andet kick ud af en tur i løbeskoene med høj puls end man gør, af en gåtur i rask gang. Men man må jo arbejde med det man har og det var gåturene for mit vedkommende. Jeg gik også meget. 25.000-30.000 skridt om dagen. Så det hjalp jo også på vægttabet.

 

Jeg var desuden ved min egen læge den sommer også, hvor jeg startede op på d-vitamin og jern for en 3 måneders periode. Dette for at finde ud af, om min krop kan optage det. Altså d-vitamin mangler de fleste danskere. Hint igen til den dårlige sommer med det manglende solskin. Men jern har jeg vist altid haft lidt svært ved at holde på. Blodbanken har i hvert fald afvist mig flere gange. Jeg havde dog aldrig tænkt over, at det kunne have stor betydning for fertiliteten. Men det var fint at prøve at få styr på de blodprøveværdier også.

 

Da vi nåede til slut juli/først i august havde jeg tabt de 10 kilo, som Fertilitetsenheden havde bedt mig om. Og det var særligt takket være Metformin. Den PCOS-venlige kost og de mange skridt om dagen var selvfølgelig ikke uden betydning. Jeg var stadig ikke tilbage på den vægt jeg havde før PCOS’en kom, men endelig var jeg godt på vej og det var en kæmpe lettelse. Jeg ser frem til at skulle starte dette op igen, når jeg er kommet mig ovenpå graviditeten og ikke mindst fødslen.

 

Det var lidt om min effektive sommer. Jeg er ret stolt af, at jeg klarede alle de ting, som Fertilitetsenheden bad mig om. Endda på ganske få måneder. Og så var det fedt med en sommer uden hormoner og fertilitetsbehandling. Det var faktisk ganske okay. Det var rart, at vi ikke hele tiden befandt os midt i et forsøg, som vi allerede fra start så som værende håbløst. Nu glædede vi os bare rigtig meget til den 22. august 2017, hvor vi skulle på Fertilitetsenheden igen. Til det 5. forsøg. De havde besluttet at køre endnu et IUI-forsøg, inden det helt sikkert ville blive IVF. De havde brug for at køre et forsøg, hvor man “gjorde det rigtigt”, for at sige det lige ud. Altså med alle de nødvendige hormoner osv. Særligt nu hvor de nødvendige forundersøgelser var lavet. Jeg var mere end glad for den beslutning. Som tidligere nævnt har jeg aldrig følt mig klar til IVF. Men jeg havde også brug for at prøve IUI under ordentlige forhold. Bare for at kunne lukke døren til det med god samvittighed, skulle det nu ikke virke.

 

Næste skridt i vores fertilitetsbehandling gik dog ikke helt, som beskrevet ovenfor. For tingene tog en lidt anden, men slet ikke dårlig drejning og det vil jeg fortælle jer om i næste del af “Grusvejen til Ønskebarnet”.

 

 

Kærligst Leah