Hvorfor vægttabet er så ski’e vigtigt for mig

I dag bliver det mere personligt end det sommetider har været her på bloggen. Ikke så meget fis og ballede og kun få eller ingen kække bemærkninger.

Jeg har kæmpet med vægten det meste af mit liv. Særligt efter jeg kom et stykke ind i mine teenageår. Jeg har aldrig været mega stor og decideret fed, men jeg har altid været til den buttede side. På æblefacon-måden. Og det på trods af rimelig fornuftig kost og motion. Jeg har aldrig været fanatisk med min kost og har ej heller skældt mig selv ud, hvis jeg har sprunget en løbetur over og spist en flødebolle i stedet for. For mig har det mest handlet om balance og sund fornuft, hvilket jeg faktisk synes jeg har været god til at praktisere.

Jeg har altid haft en følelse af, at min krops udseende ikke stemte overens med dét, som jeg puttede i den. Altså lidt som om, at den forvandlede gulerødder til tivolistænger nede i mavesækken. Det har været til stor frustration alt for længe og for år tilbage i mit liv, altså helt tilbage til folkeskoletiden, betød det en hverdag med daglig mobning. Den mobning har sat sine spor og har så afgjort efterladt permanente aftryk på min krop og sjæl. Og det er selvom jeg blev mobbet af drenge med en kikset tøjstil, polkaprikket hud og et ucharmerende tæt forhold til den voks, som de med overforbrug klaskede i håret. Jeg blev set ned på af snobbede piger, der knap kunne se fortorvet de gik på, fordi næsen var så langt i sky, som den nu kunne komme. Hvis den da ikke var langt op i røven på pigen foran, da hendes plads i hierakiet måske var bedre. Piger der kun kunne være noget, hvis de var i deres kliker med de andre sky- eller røv-næser. Alene og på egen hånd var de knap så meget. Det gælder i øvrigt for drengene også. Og med det her prøver jeg sgu egentlig bare at sige, at man nok lige skal feje for egen dør, før man mobber naboens dør. Eller noget. Jeg tror I har fanget pointen.

I mit voksne liv har jeg jo endelig fundet ud af, hvorfor min krop reagerer som den gør. Jeg fik jo konstateret PCOS for nogle år tilbage og i den sammenhæng fandt jeg også ud af, at jeg er insulinresistent, hvilket er forklaringen på at jeg tager på af at indånde den bare luft. Hvis du vil vide mere om PCOS kan du læse om det HER. Det er altså også forklaringen på, at jeg har set ud som jeg har gjort det meste af mit liv. Og det er ikke fordi det skal være en undskyldning, for det skal det absolut ikke. Men det ér en forklaring og det sætter sine begrænsinger og gør det meget svært for mig, at komme ned i vægt.

Svært, men heldigvis ikke umuligt og nu skal jeg altså for alvor i gang. Det her vægttab er vigtigt for mig og det er det af flere årsager. Jeg skal losse PCOS’en så hårdt i røven og vise, at den ikke skal bestemme over mig. Jeg skal kunne passe mit tøj igen og generelt det tøj, som jeg godt kan lide. Jeg skal af med de ledsmerter, som jeg fik i graviditeten som følge af væsken. Jeg skal have fornyet energi og glæde. Jeg skal være stærk og sund, så jeg kan være der for min datter i rigtig mange år endnu. Mit vægttab handler egentlig meget mindre om udseendet i sig selv end jeg havde troet, for det er tydeligvis ikke det, der er vigtigt for mig. På trods af dét jeg har med i rygsækken fra min skoletid, så handler vægttabet heller ikke om, hvad andre tænker om mig og den måde jeg ser ud på. Det er pisse ligemeget, for andre er jo ikke en skid bedre selv alligevel. Det lærte jeg af min folkeskoletid, som du har læst længere oppe.

24 kilo skal jeg tabe. Hvorfor lige 24 kilo kan du læse om HER. Jeg har valgt 24 kilo fordi jeg så ender på en vægt, som jeg synes er realistisk at holde i forhold til de principper jeg har. Altså at der skal være balance og at jeg ikke skal være fanatisk. Med den vægt vil jeg få en krop, hvor der også er plads til former og en lille delle over buksekanten. Og sådan skal det helst være.

Jonas har netop haft 3 ugers ferie og her har vi ikk’ tænkt det mindste på sund kost og vægttab. Det betyder heller ikke, at vi har kastet mad i hovedet. Det betyder bare, at vi har hygget os og mærket, at der er forskel på hverdag og ferie. Men ferien slutter i morgen og Jonas kører på arbejde klokken alt for tidligt og lille’pigen og jeg er alene hjemme igen. Jeg er typen, der er nødt til at forberede og have rutiner, hvis jeg skal dedikere mig til noget så stort, som at tabe 24 kilo. Særligt med en baby, som jeg bruger langt det meste af min tid på. Jeg har derfor været i køkkenet i dag og forberedt samtlige måltider til de næste to dage. Så får jeg nemlig også spist fornuftigt, hvis lille’pigen vil hænge på armen en hel dag. Den gode vane håber jeg at kunne fortsætte og her i første omgang tager jeg en periode på en måned, hvor jeg går all-in og får “nulstillet” kroppen. Jeg vil prøve at holde mig fra vægten i hele den måned og blot glæde mig til at mærke forskellen på min krop og se resultatet, når måneden er gået. Håber I vil følge med 🙂

Jeg svor at jeg aldrig …

… skulle savne babybulen og det at være gravid. Til stor forskrækkelse for mig selv er det nu faktisk alligevel en lille bitte smule dét, der nu er sket. Men dog kun en lille bitte smule. Og det er så absolut ikke den sidste del af graviditeten, der her tales om. Svangerskabsforgiftning og indlæggelse, pænt nej tak.

Det savner jeg ved at være gravid:

Babybulen – Ja, bare bulen som den nu var. Stor og rund. At følge maven vokse mere og mere dag for dag. Have hænderne på maven. Følelsen af at man bærer rundt på det mest dyrebare, man nogensinde kommer i nærheden af.

At mærke liv – Det var jo meget hyggeligt, at mærke baby tumle rundt i maven. En hånd der, en fod der, et lille spark og et lille puf med albuen. En helt speciel følelse, som man som kvinde deler med sit ufødte barn.

At det kun var os to – Jeg synes vi havde et helt specielt bånd, da det kun var hende i maven og mig der gik rundt med maven. Bare os to. Vores bånd er selvfølgelig stadig helt specielt og absolut det tætteste, af alle de bånd hun har.

Forventningens mange glæder – Er det en dreng eller en pige? Hvem ligner hun? Hvordan ser hun ud? Hvor lang? Hvor tung? Hvornår kommer hun? Hvordan kommer fødslen til at gå? Og meget mere. Ej, det var jo drøn spændende at forberede sig på livet som mor og mødet med sit lille barn. Nu er der heldigvis kommet svar på mange af de ting og nu er nye glæder heldigvis opstået. Sammen med en masse bekymringer også 😉

Uha, der er mange grunde til at savne at være gravid. Og så kan man godt få lyst til at blive det igen, selvom det slet ikke er planen. Det er faktisk heller det jeg har lyst til, når jeg spørger min sunde fornuft, for den vil ikke være gravid igen.

Jeg tror vi kvinder er født med et babygen. Sådan et gen der piller ved vores sunde fornuft og forstand, så vi får sådan en trang til at få et barn. Eller flere børn, hvis man allerede har et eller flere. Det er endda så stærkt, at det med tiden kan få en kvinde til at glemme, hvor ganske rædselsfuldt og sindsygt smertefuldt det er (i hvert fald for nogen) at føde et barn. Jeg har ikk’ glemt det endnu. Slet, slet ikke. Men jeg kan godt mærke, at det er kommet på afstand og jeg har jo hørt flere kvinder sige, at man glemmer det helt med tiden.

Skørt babygen eller ej, så er der ikk’ en ny graviditet på vej her. Men det er bestemt rart at tænke og se tilbage på den der var 🙂

Barnedåb eller navngivning?

Navngivning eller barnedåb? Begge dele er lige fedt og ender som regel ud i noget af det samme. At barnet får sit navn, hvilket ofte fejres med familie og venner med fine gaver og godt til ganen. Vi har valgt, at lille’pigen skal døbes i den lokale kirke. Og hvorfor så det? Tjo, fordi det er en tradition vil nok være mit bedste svar. Jeg er ikke troende. Det er Jonas heller ikk’ da. Vi er heller ikke Guds bedste kammerater eller noget i den stil. Jeg kan egentlig godt lide at komme i kirken, når det endelig sker, men det sker godt nok uhyggeligt sjældent. Faktisk kun når vi bliver inviteret, selvom vi ved der er åbent hus hver søndag til hygge med wannabe-vin og tørre kiks. Til jul prioriterer vi Disneys Juleshow, fremfor Guds Juleshow i kirken. Men vi er selv begge døbt i sin tid og det har ligesom været det valg, man har taget i vores familier. Derfor skal lille’pigen døbes.

Men skal hun ikke selv have lov til at tilvælge den kristne tro? Tjo. Det lyder vel egentlig rimeligt nok faktisk, men nu gør vi det for hende. Senere hen kan hun jo så selv vælge om, hun vil konfirmeres og endnu mere senere hen, kan hun jo melde sin lille buttede mås ud af folkekirken, hvis hun ikke vil lege med med Gud og de andre rødder mere. Så heldigvis er hun ikke bundet på hænder og fødder af vores valg. Så vi fortsætter traditionen og lader lille’pigen blive døbt søndag d. 19. august.

Jeg blev døbt på den samme dato for 28 år siden. Så jeg synes det er lidt specielt, at lille’pigen skal døbes på netop denne dag. Meget heldigt at den lå på en søndag i år.

Vi er dog ikke så traditionsbundne, at vi følger den klassiske dresscode. Altså den hvor barnet bærer en urimelig lang hvid kjole med bånd, blonder og alt det der gøgl. Lille’pigen skal have en helt almindelig fin lille sag på, som vi har fundet i H&M. Den er praktisk, for det er en kjole og en bodystocking i et. Så er det nemlig ingen sag at få en tør røv halvvejs i showet, hvis det er nødvendigt. Praktisk, fint og let. Det kan vi lide.

Vi har inviteret en god blanding af familie og venner og heldigvis vil de fleste gerne komme og fejre dagen med lille’pigen og os. Vi har valgt at holde det hele lokalt. Dåb i Hjallerup Kirke. Brunch på Hjallerup Kro og skrub-af-kaf’-og-kage hjemme ved os selv i Hjallerup. Vi glæder os til en forhåbentlig rigtig hyggelig dag med vand i håret, god mad i maven og masser af hygge i godt selskab. Jeg er møg spændt på, om jeg kan skrue mit lille runde korpus ned i den kjole, som jeg håber på at kunne skrue mit lille runde korpus ned i på dagen. Det går nemlig ikk’ for hurtigt med de 24 tunge slaskede kilo, som du kan læse mere om HER.

Hvis du er ved at sprænges af nysgerrighed og bare MÅ vide, hvor vi har invitationerne på billedet fra, så er det faktisk meget simpelt. De er lavet og leveret af Pixum og jeg har selv betalt for både produkt og levering. Ingen spons her du. Men de er meget flotte og bestemt pengene værd.

Du kan i øvrigt læse mere om Lille’pigens fine navn lige HER.

Sætninger du ikk’ hører fra min rapkæftede mund .. #1

Jeg siger rigtig mange ting. Noget er klogt nok, noget er sjovt og noget er rigtigt og noget er forkert. Rigtig meget er lort også, som ikke giver mening. Særligt lige i tiden, hvor jeg har pisse meget amme-hjerne, selvom jeg overhovedet ikke ammer. Men der findes bestemt også sætninger, som du aldrig kommer til at høre fra min rapkæftede mund. Og nogle af dem kommer lige hér:

 

Jeg skal løbe halvmarathon på lørdag – Jeg kommer aldrig til at løbe halvmarathon på en lørdag. Eller en mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag eller søndag for den sags skyld. Hvis jeg løber, hvilket jeg overhovedet ikke gør lige i tiden, så er jeg en hyggeløber, der løber 5 km og falder død om bagefter. Selvfølgelig efter jeg har dokumenteret det på samtlige sociale medier. Not.

 

Den skal bare have 2 timer i ovnen ved 200 grader. 180 hvis du bruger varmluft – Jeg laver ikke mad, der skal have 2 timer i ovnen og det bliver desuden aldrig mig, der deler ud af gode fif fra køkkenet. Det er mig, der spørger efter dem. Not. Jeg gider sgu da ikk’ lave mad. Derfor kan jeg kun lave ca. 3 forskellige retter, som jeg véd ender ud med et nogenlunde resultat.

 

Jeg tømmer lige mælken – Jeg tømmer aldrig mælken. Det kan du læse grunden til lige HER.

 

Ska’ vi ikk’ se fo’bold i aften, Jonas? – Jonas elsker fodbold. Det gør jeg ikk’. Heldigvis findes der andre ting vi begge godt kan lide som fx flødekartofler, køreture, ferier, vores datter og fredagssnolder. Så det går fint nok i ægteskabet her hjemme, hvor den ene halvdel lige nu ser meget VM, mens den anden glæder sig til at det lort er slut.

 

Der skal ananas på min pizza – Nej. Der skal overhovedet ikke ananas på min pizza.

 

Det er ikke så meget ved at have fødselsdag, når man bliver voksen – Jeg elsker fødselsdage og jeg elsker rigtig meget min egen. Og lille’pigens, selvom vi ikke har prøvet at fejre den endnu. Jeg synes det er vigtigt at fejre den ene dag om året, som er ens egen.

 

Ej, de har ikke den her i størrelse S – Hahaha. Hahahahahaha! Jeg har ikk’ været en størrelse S siden … Nogensinde. Det kommer fandme heller aldrig til at ske. Slet ikke før jeg har smidt den ekstra last på 24 kilo, som jeg slæber rundt på. Læs om dem HER hvis du vil.

 

 

Pis’ skøre ting jeg har gjort her i min barsel

Det der barselsliv ikk’. Misforstå mig nu ikke for jeg elsker, at jeg har muligheden for at gå hjemme med min datter og give hende den bedst mulige start på livet. Men når det så er sagt, så kan det der barselsliv sgu også være en smule røvsygt ind i mellem. Mine dage ligner i hvert fald meget hinanden, men det er også heldigt faktisk. For det er sgu sjældent at jeg ved, hvilken dag det egentlig er. Nå, men selve barselslivet er en anden snak i et andet blogindlæg på en helt anden dag.

Det her indlæg skal handle om skøre ting, som jeg har gjort på flere af de mange dage i min barsel, som pisse meget ligner hinanden.

 

Rodet rundt i de ski’e gode børnesange – Når jeg skråler “Jeg er en lille undulaaaaat” på melodien til hjulene på fucking bussen, så ved selv lille’pigen, at mor har fået en skrue løs. Hun holder som regel sin kæft og smiler overbærende til mig.

 

Set Paradise Hotel om og om igen – Der er så frygtelig stille her hjemme, når det bare er lille’pigen, chefen og mig selv. Også selvom jeg ind i mellem synger børnesange på livet løs. Så jeg har brug for baggrundsstøj, hvilket ofte har været noget så støjende som Paradise Hotel. Et hjernedødt dumt program, som bider en i røven så man ikke kan slippe det, hvis man først er gået i gang. Jeg har set flere af de gamle sæsoner. Eller hørt dem. For mit fokus er mest på lille’pigen. Men ham Ronnie fra sæson 5 var sgu da et dumt svin, hva? Og hvad sker der for, at man kan få kælenavnet “Onani-Caroline”?! Fuck.

 

Stenet Instagram i en hel time – Jo det skete faktisk på et tidspunkt. Det var i lille’pigens første tid, hvor søvn var en temmelig stor mangelvare. Hun sov en time, hvilket var en sjældenhed den gang. Jeg brugte den time på Instagram med fusserne på sofabordet, hvor jeg måske hellere skulle have sovet selv, spist, drukket eller andet, som jeg aldrig nåede i de dage. Men i det mindste var jeg opdateret på Instagram lige præcis dén dag.

 

Holdt lørdag på en tirsdag – Så er vi lidt tilbage til det der med, at dagene godt kan flyde lidt sammen, når man er på barsel. Jeg sad en hel formiddag med lille’pigen i stuen. Hun var et meget grædende barn den dag, husker jeg. Jeg var ved at blive godt træt, som man helt naturligt bliver det, når ens barn græder utrøsteligt i flere timer. Jeg kiggede på klokken som nærmede sig middagstid mere og mere. “Dumme svin”, tænkte jeg. Ikke om lille’pigen, men om Jonas. For jeg kunne ikke forstå, hvorfor fanden han ikke stod op og kom og hjalp mig med barnet. Og stædig som jeg er, ville jeg jo ikke vække ham og bede om hjælp. For det måtte han da selv kunne høre, at jeg havde brug for. Idiot som jeg var, men søvnmangel kan gøre selv det sødeste menneske til et dumt røvhul. Jeg siger det bare. Jeg går så igennem køkkenet og ser, at bilen ikke holder ude foran huset. Tænker først at nogen har stjålet vores bil. Men så ser jeg på vores kalender, der ligger på køkkenbordet, at det er fucking tirsdag. I mit hoved var det lørdag. Eller søndag. Det var i hvert fald en fridag. Så Jonas blev øjeblikketligt tilgivet for ikke at komme og hjælpe mig med lille’pigen. Han var nemlig på arbejde i Skagen, som han er hver tirsdag. For fanden, Leah!

 

 

Kære Julemand – Jeg har været okay sød indtil videre

Jeg har ikk’ et billede af den rigtige julemand. Han er nemlig en sky person, hvorfor han også arbejder om natten, når vi sover. Så her får I et billede af en anden julemand med hans julekone, som pynter så fint til jul i vores familie hvert år.

 

Så blev det edderbrandbrølme da lige den 24. juni. Så er halvdelen af ventetiden til jul ligesom gået. Og det er uanset om man venter på og glæder sig til jul eller ej. Om 6 måneder er det juleaften og det er ikk’ noget vi kan diskutere rigtigheden af. Sådan er det bare. Jeg kan godt lide julen. En fantastisk tid med hygge og samvær med familien. Men jeg har nu ikke noget i mod at vente 6 måneder endnu på den. Tiden går bare så pisse stærkt, som alle andre voksne siger. I år er julen noget helt særligt, da det er første jul med lille’pigen. Jeg glæder mig til at gøre hendes første jul til noget helt specielt, selvom hun da ikk’ kommer til at kunne huske en ski’ af det. Nå, men det her julede indlæg skal slet ikke handle om jul, lille’pigen eller om julemanden. Eller om de resterende 6 måneders ventetid. Næ nej, det skal handle om mig selv. Og egentlig lidt om julemanden alligevel. Jeg har nemlig skrevet en ønskeseddel til julemanden. Det er sgu godt nok længe siden jeg sidst har gjort det egentlig. Jeg er tidligt ude med den, for jeg er sgu nok ikk’ øverst på julemandens liste over artige børn (voksne). Og jeg vil gerne være sikker på, at han når forbi min skorsten juleaften. Eller postkasse. For jeg har ingen skorsten og det har mit hus heller ikke.

 

Nå, men her kommer min ønskeseddel anno 2018:

 

En god sjat lommepenge på budgetkontoen: Jonas og jeg har sådan set en meget pæn indkomst når man tænker på, at den ene af os er under uddannelse. Men det er bare som om, at vores budgetkonto har en voldsom stor appetit, så en god røvfuld af pengene havner da i hvert fald i mavesækken på den. Det er fint nok, for regningerne skal jo betales. Men stod der nu pludselig en pæn julebonus på min budgetkonto, ja så ville der være flere penge til fis og ballade. Og tøj. Og sko. Og nye kommoder til soveværelset.

 

En lynhurtig tur med fedtstøvsugeren: Hmm. I ved det jo alle sammen. De der skide 24 tunge slaskede kilo. Vi har snakket om dem før og det kan du læse om HER, hvis du ikke er helt med. Jeg ville blive yderst taknemmelig, hvis de bare forsvandt hen over natten. Og det behøver faktisk ikke vente helt til jul.

 

En sund, rask og veltilpas baby: Og nej, jeg ønsker mig bestemt ikke en baby mere. Jeg ønsker bare bedre tider for hende jeg allerede har. Refluks, blødt strubehoved, kolik og jeg skal fandme komme efter jer. Nu må det snart være hendes tur, til at komme ud på den anden side. Hun fortjener ikke alt den modstand, som hun har mødt på sin vej.

 

En hel række nye sko: Jeg ved ikk’ hvad der er gået galt i min graviditet eller hvor det kortsluttede, men det er fandme som om, at mine fødder er blevet både længere, kortere, bredere, smallere, større, mindre, højere, fladere og alt muligt på en og samme tid. For jeg kan ikk’ passe nogen af mine sko mere. Og det er jo altså en vanvittig dyr fornøjelse (og her kan jeg ikke lægge nok tryk på ordet fornøjelse), at udskifte en hel række sko.

 

En lille fin konebil – Mest fordi det bare er besværligt, når jeg skal på længere ture med lille’pigen, hvilket jeg ofte skal. Hun render nemlig gerne både til børnelæge, kiropraktor, ØNH læge og alt muligt andet. Det ville gå både hurtigere og lettere end når jeg trasker op til bussen med min propfyldte barnevogn.

 

Nye gryder, potter og panderTil Jonas. For det er fandme ikke mig, der laver mad her hjemme.

 

 

 

 

Bloggen fylder 5 måneder om lidt og de her indlæg har haft flest læsere

Feature Image

10. mest læste blogindlæg: 3 uger før, 3 uger efter og så en status på slaske-maven

 

9. mest læste blogindlæg: 28 ting I muligvis ikke ved om mig – Og så et hurra til mig selv

 

8. mest læste blogindlæg: Historien om min fødsel .. #1

 

Feature Image

7. mest læste blogindlæg: Jeg er tilbage igen, men alligevel ikke helt .. 

 

6. mest læste blogindlæg: Chefen. Kanin eller hund gone wrong? 

 

5. mest læste blogindlæg: Det kunne man også lade være med at skrive i facebookgruppen

 

4. mest læste blogindlæg: Det kan man sagtens sige til den nybagte mor

 

Feature Image

3. mest læste blogindlæg: Historien om min fødsel .. #2

 

2. mest læste blogindlæg: Historien om min fødsel .. #4

 

Mest læste blogindlæg: Historien om min fødsel .. #3

Lidt om ammestop og så nogle pisse fede grunde til at have et flaskebarn

Lille’pigen er flaskebarn. Eller hun er et barn, der får flaske. Det betyder at hun får god mad hver dag, der er fuld af næring og gode ting, som hun har brug for. Og den gode mad får hun i en sutteflaske. Jeg planlagde ikke, at lille’pigen skulle have sutteflaske. Jeg drømte om amning og forestillede mig, at det var sådan det blev. Jeg havde dog sutteflasken i baghovedet, da jeg har PCOS og derfor kan være udfordret på amning. Så derfor var jeg til dels forberedt på det.

Jeg ammer ikke og det er et valg jeg endte med selv at tage. Det har jeg det fint med. Men jeg har det ikke fint med grunden til, at jeg måtte vælge det fra. Amningen blev nemlig valgt fra et par dage efter lille’pigens fødsel, hvor vi lå indlagt på Barselsafsnittet. Her blev jeg mødt af komplet uduelig og amatøragtig ammehjælp fra komplet udueligt og amatøragtigt personale. Dumme kællinger. I hvert fald de fleste af dem. Jeg fik at vide, at jeg var dårlig til det. Jeg fik at vide, at lille’pigen var dårlig til det. Hun fik blå mærker bag ørerne, fordi de maste hendes hoved ind i mine bryster. Jeg fik ondt i brysterne, fordi de hev i dem hele tiden. Jeg fik at vide, at mine bryster ikke var skabt til amning. At de var for store (Som om?!), at PCOS’en havde ødelagt dem osv. Historien er lang og måske har du i virkeligheden læst den. Ellers er min oplevelse med Barselsafsnittet at finde HER. Men det korte af det lange er, at jeg opgav amning for at få fred fra de dumme kællinger på Barselsafsnittet. Jeg var udmattet, havde ikke sovet i flere dage, var godt brugt efter en hård fødsel og stærkt påvirket af svangerskabsforgiftning. Jeg var så ked af det, som jeg aldrig har været det før og bund ulykkelig over den behandling vi fik. Ikke den bedste måde at starte sin nye tilværelse som mor på. Ej heller den sundeste. Det var IKKE sådan jeg ønskede at opgive amningen. Jeg kunne sagtens have accepteret, hvis jeg ikke kunne, ikke havde mælk nok eller andet. Men jeg havde og har stadig svært ved at acceptere, at det var sådan det stoppede.

Og så er der den dårlige samvittighed. Lille’pigen døjede så frygteligt meget med maven de første maaaange uger af hendes liv. Hun gør det stadig ind i mellem. Og i utallige timer har jeg siddet med et grædende barn, der kæmpede sig igennem maveproblemerne. Jeg har næsten grædt ligeså meget selv. Jeg ved godt (og har også fået det at vide i tide og utide), at modermælkserstatning ofte er hårdere ved de små maver end modermælk fra brystet. Derfor har jeg utallige gange slået mig selv oveni hovedet og skældt mig selv ud for, ikke at have kæmpet mere for amningen. For hvad nu hvis? Kunne hun have været sparet for smerterne? Det får vi selvsagt aldrig svaret på, men hold nu fast hvor det hjemsøger mig. Også selvom vi er kommet ud på den anden side med et barn, der er lidt gladere og er i kraftig bedring med maven. At hun så fejler 117 andre ting er så en anden snak.

Og så er der de der blikke. Blikket man får, når man hiver en sutteflaske frem og smider den i kæften på sit barn. Jo, jo. I denne moderne tid eksisterer det blik stadig. Blikket der fortæller, at du kun gør det næstbedste for dit barn. For modermælk fra brystet ér og vil altid være det bedste og næsten eneste rigtige. Jeg er ikke uenig i, at modermælk er det bedste. For det tror jeg faktisk også det er. Men det betyder ikke, at modermælkserstatning er hverken dårligt, forkert eller næstbedst. Det er et alternativ, som vi skal være fandens taknemmelige for overhovedet eksisterer. For der kan være mange grunde til, at man ikke ammer og det er ikke alle, der selv har mulighed for at tage det valg for deres barn. Og ingen! Absolut ingen! Bør nogensinde blive set ned på, for at give deres barn modermælkserstatning. Ingen. Ingen. Ingen. Den mor der ikke ammer har sine grunde til, at hun ikke ammer. Måske kunne hun ikke. Måske havde hun ikke lyst. Men hun gør så absolut det bedste hun kan for sit barn.

Nå, det endte med at blive et halvlangt indlæg, men det er saftsuseme også et vigtigt emne. Men altså. Der er rigtig mange pisse gode ting ved at give flaske. Ligesom der helt sikkert også er det ved at give bryst, men dem kan jeg ikke helt tale med på, da jeg ikke aner det mere, end det jeg kan tænke mig til.

Pisse gode ting ved at give flaske:

Far kan være med – Det er ret praktisk, at man ikke kun er én om at give mad. Her hjemme betyder det, at jeg kan tage et bad i fred og ro, da jeg ved at far nok skal sørge for hende, hvis hun bliver sulten. Jeg kan også sove længe søndag morgen, mens far passer. Hvis jeg har lyst, hvilket ikke er sket endnu, kan jeg også være væk fra hjemmet i nogle timer eller flere, da lille’pigen sagtens kan få mad ved far. Og så er det også bare pisse hyggeligt for både far og lille’pigen, da det er en helt speciel kontakt man får, når man giver mad.

Man skal ikke tænke over, hvad man spiser – Er det ikke noget med, at baby kan få ondt i maven, hvis den ammende mor har spist jordbær og chokolade? Og drikker sodavand? Nogle mener vist også, at mælkeprodukter kan give ondt i maven, men jeg ved ikke om det er rigtigt. Men altså. Jeg behøver ikke tænke over, om det jeg putter i munden kan påvirke mit barn. Det gør det også lidt lettere at drikke et glas vin i ny og næ.

Det er lige meget, hvad man har på – Når jeg tager tøj på om morgenen, behøver jeg ikke tænke over, hvordan jeg bedst og mest praktisk får hevet babserne frem. Mine babser behøver nemlig ikke komme frem i løbet af dagen. Lille’pigen skal nok få mad alligevel. Jeg skal derfor kun tænke over, hvilket tøj mine ekstra 24 kilo-ish sidder bedst i. Læs mere om den ekstra last lige HER.

Faste måltider på faste tidspunkter – De fleste flaskebørn spiser ret regelmæssigt. Det er der måske også nogle babsebørn, der gør? Jeg ved lige præcis, hvornår lille’pigen skal spise og hvor meget hun skal have. Den plan bliver kun rykket, hvis hun sover en længere lur end regnet eller hvis hun sover et længere stræk om natten. Sidstnævnte er skisme ikke sket ret ofte endnu da. Om natten er hun ret punktlig og prikker til mig hver 3. time med smaskende mund og tungen ud af kæften. Jo, jo. Vi skal da heller ikke komme til at savne hinanden i nattetimerne. Det er noget vi arbejder på at ændre på. Jeg var i mødregruppe for nogle uger siden, hvor lille’pigen er det eneste flaskebarn. Her synes jeg de andre mødre svingede babserne frem i tide og utide, hvilket selvfølgelig er helt fint. Jeg kan egentlig bare godt lide at vide, præcis hvornår og hvor meget mit barn spiser.

Man har sine bryster for sig selv – Når det nu blev som det blev, er jeg faktisk ret okay med at have mine bryster for mig selv og at de ikke har en funktion i forhold til min rolle som mor. Min krop har været igennem mange ting de seneste par år i forhold til PCOS, fertilitetsbehandling, graviditet og fødsel, så det er faktisk fint, at den får en pause lige nu. Igen, når nu det ikke kunne være anderledes. Og dog. Så er det faktisk ikke helt rigtigt. For lille’pigen knuselsker at bruge dem som hovedpude, når hun putter på min mave. Så meget at hun leder efter dem, når hun ligger på sin far. Så helt ubrugelige er de dog ikke.

Mavedeller og PCO-kost

Græsk yoghurt toppet med hakkede mandler, blandede frø og kerner, samt en smule mørk chokolade 80% = PCOS-venlig morgenmad, som jeg først når at spise efter middag, fordi min baby er en tidsrøver 🙂

Er du da vimmersvej, så svært det er at komme i gang med et vægttab lige efter en fødsel og mens man har hænderne fulde af baby, sutteflasker, gylp, lort, vasketøj, tis,  grimt lamaze-legetøj og alt muligt andet gøgl.

Som tidligere nævnt måtte jeg blive hele 40 kilo (JA, 40!!) tungere i kampen for ønskebarnet. Heldigvis sidder alle 40 kilo der ikke endnu, men jeg mangler stadig en 24 kilo-ish. Det er et stykke tid siden jeg sidst var på vægten, så det kan da godt være, at der er røget et par kilo mere siden jeg sidst vejede mig. Men jeg tør ikke udsætte mig for oplevelsen af, at der ikke er røget en ski’, derfor hopper jeg ikke på vægten endnu. Der er alligevel nok kilo at tage af, så jeg skal nok få det set an på et tidspunkt.

Lille’pigen er ikke dødsens angst for sin barnevogn mere og jeg har nogenlunde styr på, hvornår og hvor længe hun efterhånden vil sove. Det er to gode ting, for det betyder nemlig, at vi får gået nogle gode ture med barnevognen. Sovende barn, musik i mors ører og kondisko på fusserne. Mine. Ikke lille’pigens. Dét er noget jeg har savnet og det er godt for sofa-rumpen og slaske-maven. Hold nu kæft min mave den slasker. De gåture er den eneste form for motion jeg dyrker, for det er det eneste der er tid og overskud til lige nu. Og fysik til. Jeg har nemlig stadig ledsmerter i mine ankler og knæ, som følge af svangerskabsforgiftningen. Jeg håber, at det snart kan blive muligt at komme ud at løbe igen, men nu må vi se. Jeg er nu tilfreds nok med gåturerne, som oftest strækker sig til 6-10 km pr. gang og vi er næsten ude at gå hver dag. Det er sgu da meget godt, klap på skulderen til mig. Det eneste sted, der ikk’ har en delle. Og så er det jo hyggeligt, at lille’pigen er med også!

Nu har jeg så også fået losset mig selv SÅ pisse hårdt i sofa-rumpen, at kosten er ved at være nærmest næsten helt perfekt og PCO-venlig igen. Det er det samme som pisse kedelig, for jeg er ikke voldsomt kreativ, når det kommer til madlavning. Jeg undgår de ting jeg skal undgå og får det bedste ud af det, der så er tilbage. Du kan læse mere om PCO lige HER, hvis du har lyst til at blive klogere på det.

 

Hvor lang tid skal det mon tage, at komme af de 24 kilo-ish? Det bliver sgu da pis’ spændende at finde ud 🙂

Ting jeg har gjort som nybagt mor, som jeg ikke havde regnet med, at jeg skulle gøre

Det er skønt at være mor. Det er det virkelig. Det er fantastisk, lykkeligt og fyldt med den største kærlighed nogensinde. Og det er ikke lyv. Men det er eddermame også benhårdt arbejde. Jeg har erfaret, at man ikke kan sætte sig ind i livet som nybagte forældre, før man selv står i det. Dels fordi man ikke ved, hvilket barn man får og dels fordi man skal leve i det og mærke det på egen krop for helt at kunne forstå det. Det er i hvert fald min overbevisning.

Jeg havde mange forestillinger om dét at blive mor, før jeg selv blev det. Og det er egentlig ikke fordi det var rosenrødt det hele. På den måde har jeg sådan set været meget realistisk. Jeg vidste godt, at det ville blive hårdt og at livet ville blive noget helt andet. Jeg har dog alligevel gjort nogle ting som nybagt mor, som jeg måske ikke lige havde regnet med. De kommer her:

 

Spist chokolade til frokost – Måske endda til morgenmad også, for at det ikke skal være helt lyv. De første mange uger af lille’pigens liv kunne jeg ikke få frie hænder til noget som helst. Hun var med overalt og skreg så snart hun ikke var som limet fast til mig. Lidt som om hun har forladt maven før tid. Nå, men det har jo betydet, at mange helt almindelige hverdagsting har været en udfordring. Som fx at få spist. Derfor er det faktisk sket, at jeg har kørt noget chokolade i kæften i forbifarten, da det lige var til at klare med én hånd fri og en baby på den anden arm. Nu er jeg blevet bedre til at have nogle grøntsagsstave og andre mere fornuftige ting klar i køleskabet. Lille’pigen hænger desuden ikke på armen hele tiden mere, så det giver også mere frihed til at få spist fornuftigt. Så nu kører jeg kun chokoladen ned for fornøjelsens skyld og med begge hænder.

 

Grædt af ren og skær udmattelse – Ja, det blev ikke til meget søvn de første mange uger af livet som nybagt mor. Jeg kunne gå flere dage på ganske få timers søvn. Jeg havde skam forventet forinden, at min nattesøvn ville blive væsentligt afkortet, men jeg havde vist undervurderet, hvor meget en god nattesøvn betyder. Jeg har i hvert fald formået at græde i ren og skær udmattelse og søvnmangel. Nu får jeg heldigvis mere søvn og jeg værdsætter den temmelig højt.

 

Åbnet døren med kaninører mellem babserne – Jeps. Lille’pigen har en yndlings bamse, som er en blød hygge-slaske-kanin. Med kaninører. Hun er særligt glad for den, fordi den jævntligt bor et par timer under mors bluse, så den får den helt rigtige “mor-duft”. Og jeg har så formået at åbne døren for postbudet, hvor hygge-slaske-kaninen var godt plantet nede mellem mine babser med kaninørerne stikkende op af blusen lige under hagen på mig. Jo, jo. Hvad har den flinke postdame mon ikke tænkt?

 

Smagt på modermælkserstatningen – Og det er hvér evig eneste gang jeg laver en flaske. For mig fungerer det bedre at mærke med læberne og tungen om flasken har fået den rette temperatur. Jeg kan så fortælle, at mordermælkserstatning smager temmelig kedeligt og jeg kan måske godt forstå, at lille’pigen generelt er småtspisende. Dog er NAN sødere i smagen end Allomin, bare for at nævne et eksempel. Et komplet ligegyldigt eksempel.

 

Læs også:

“DET KAN MAN SAGTENS SIGE TIL DEN NYBAGTE MOR”