Råd til førstegangs gravide .. Eller dem der tænker på at blive det

Råd til førstegangs gravide .. Eller dem der tænker på at blive det
Lidt kage. Lidt flødeboller. Lidt baby.

Jeg er egentlig fortaler for, at man skal gøre sig sine helt egne erfaringer og lære af egne fejl. Men det holder mig egentlig ikke tilbage for, at dele ud af nogle af de erfaringer, som jeg er blevet klogere af. Så hvis du har lyst, kommer der her nogle (måske) gode råd til dig, der er førstegangs gravid. Eller måske dig, der planlægger at blive det.

 

Du har ikke travlt

Om du er 25 år, 34 år eller 38 år, når du får dit første barn, er fandme fuldstændig lige meget. Du har ikke travlt. Tro mig. Jeg har altid haft en idé om, at jeg skulle være færdig med at få børn, inden min 30 års fødselsdag. Det synes jeg faktisk er lidt fjollet nu (selvom det dog er sket), for jeg kan jo se, at min oplevelse i moderrollen havde været den samme uanset hvad. At være mor er ikke aldersbetinget. Jeg var 25 år, da vi besluttede os for, at det skulle være. Altså en graviditet. Jeg var 28 år, da jeg fødte. Fra januar 2015 til august 2017, hvor jeg finder ud af, at jeg er gravid, kan jeg faktisk ikke huske ret meget andet, end vores fertilitetsbehandling. Sådan noget fylder meget og det gjorde det fandme også for os. I dag kan jeg jo godt sidde og være skide bagklog og tænke, om det nu også behøvede at være så intenst den gang? Det er jo svært at sige, for havde forløbet været anderledes, var det måske ikke lykkes. Men jeg ærger mig over, at den tid ligesom er “forsvundet” for mig. Så mit råd er altså: Du har ikke travlt. Nyd tiden du er i og forhast dig ikke. Og lad ikke alderen definere, hvornår du skal være mor.

(Jeg er naturligvis klar over, at alder kan have en betydning i forhold til det biologiske ur. Og har man nået en alder, hvor det ur naturligt begynder at slå markant langsommere, mens man stadig sidder med ønsket om at få et barn, ja, så skal man selvfølgelig kaste et andet fokus på det).

 

Nyd friheden 

Jeg trives godt med at være mor og jeg elsker vores hverdage ligeså meget, som de ind i mellem kan gøre mig rigtig træt og drive mig til vanvid. Det hænder – på næsten daglig basis – at jeg drømmer mig tilbage til livet før vi blev forældre. Ikke fordi jeg vil tilbage til det overhovedet. Jeg vil bare gerne tilbage på besøg, så jeg kan prikke mig selv på skulderen og fortælle mig selv, hvor meget jeg faktisk bør nyde friheden. Friheden til at smide mig på sofaen. Friheden til at sove, når jeg er træt. Friheden til at lave det jeg har lyst til, når jeg har lyst til det. Friheden til bare at sætte mig ud i min bil og køre. Altså dengang en tur i IKEA ikke krævede en masse planlægning. Dengang en tur med bussen ikke krævede en ledig barnevognsplads. Dengang en tur i Netto ikke kunne risikere at ende med sved på panden og et skrigende barn ved kassen. Dengang det ikke krævede den helt store oppakning, at besøge sin familie og venner. Dengang man kunne bruge pengene på sig selv og ikke skulle prioritere babyudstyr og bleer først. Jeg tror I har fanget den. Nyd nu for pokker den frihed, mens I har den.

 

Køb, køb, køb!

Den der urimeligt dyre jakke, som du drejer hovedet på tværs efter, når du ser den i butiksvinduet. Køb den! Den der latterligt dyre lysestage, som du bare ikke kan undvære. Køb den! Den der rejse I tænker på at føre ud i livet. Køb den og så afsted! Den der lækre, men dyre parfume du godt kan lide. Køb den! De flotte støvler. Køb dem! Solbrillerne. Køb dem! – Jeg tror I har fanget min pointe nu. Nyd at du kan (selvfølgelig hvis din økonomi tillader det) købe det, som du har lyst til og som du har brug for. Når først der kommer en baby, så får de der penge altså nok ben at gå på og bleer, klapvogn, babytøj og autostole vil altid blive prioriteret over en ny vinterjakke til dig. Også over den der flotte en fra butiksvinduet. Så få den nu for fanden købt, mens du kan tænke på dig selv, før du skal tænke på en anden først.

 

Lav en opsparing og en overskuelig liste

For så lige at hoppe til noget fuldstændig modsat. Balancen mellem overstående og det, der kommer nu må I sgu selv finde 😉 – Det er ikke helt billigt, at få sådan en lille størrelse, som en baby nu er. Det er heller ikke helt billigt at have dem, når man først har fået dem. Der skal købes ind før baby kommer og det er ikke småting vi taler om. Puslebord, autostol, barnevogn, tøj, seng/vugge og hvad man nu ellers føler og tror, at man får behov for. Og udgifterne stopper ikke, når babyen endelig er kommet. Bleer, tøj og udstyr som barnet vokser ud af på 5 minutter, måske modermælkserstatning og måske medicin. Der er nok at bruge penge på. En god opsparing er en meget god og tryg ting at have med sig, når man gerne vil have et barn.

Når du står med den positive test og snart kan begynde at shoppe løs – det er i øvrigt den hyggeligste shopping, du nogensinde kommer til at gøre dig – så vil jeg bestemt anbefale, at du/I lige laver en liste over de ting, som I gerne vil anskaffe jer. På den måde kan I strække jeres indkøb over flere måneder og I kan hurtigt slå til ved gode tilbud, fordi I ved hvad I skal holde øje med. Win win. Jeg lover jer, at jeg har aldrig været så meget en tilbudsjæger, som jeg er blevet det efter jeg blev gravid og nu også er blevet mor. Og træk endelig på andre mødres erfaringer, når I shopper udstyr. Det er ikke nødvendigvis det dyreste, der er det bedste og det er ikke nødvendigvis alt fra butikken, som du får brug for. Tænk også over om nogle af tingene kan vente og komme på ønskesedlen til barnedåb/navngivningsfest, hvis I skal holde det.

Genbrug er desuden en god ting her. Det meste af vores babytøj er arvetøj. Autostolen er også arvet. Det er højstolen med babyindsats også. Vores nye højstol, en trip trap, er købt brugt hos en, der sætter dem så fint i stand, at du ikke kan se, at de har været brugt før. Den er desuden købt af farmor og farfar. Vores ene puslebord er genbrug og det er faktisk det bedste og det vi bruger mest, af de to vi har. Meget af legetøjet er arvet også. Jeg har to kasser med overtøj til de næste par år stående også. Og ja, det er også arvetøj. Alle de her arve-ting jeg nævner, er i øvrigt fra min søster og hendes to børn. Det er egentlig mega heldigt og praktisk, at hun fik børn først 😉  – Altså det jeg prøver at sige er bare, at genbrug aldrig har skadet nogen. Børnene er ligeglade med om det er brugt eller ej og måske giver det en dejlig luft i din økonomi. Måske har du slet ikke brug for den luft. Det er bare et godt tip.

 

Glæd dig for pokker og slap lige af

Om du har haft travlt med at blive gravid eller ej. Om det er en helt uventet overraskelse eller ej. Om du har fået købt det du ville eller ej. Om du har råd eller ej. Bare glæd dig, for pokker. Lad være med at tænke for meget over det, inden babyen kommer. Jeg erfarede, at jeg gjorde mig nok så mange tanker om, hvilken mor jeg skulle være og hvordan jeg skulle gøre tingene. Sandheden i dag er, at jeg gør det meste af det fuldstændig anderledes. Heldigvis ved jeg, at jeg stadig er en god mor, selvom udgangspunktet ændrede sig. Det her med at være mor, kan bare ikke planlægges på forhånd. Det er noget med learning by doing. Hav fornuften og hjertet med dig og så skal det sgu nok gå. Så slap af og lad tingene gå sin gang. Glæd dig til det, der venter. Det er det vildeste på alle mulige måder. Vildt lykkeligt, vildt hårdt, vildt frustrerende, vildt fantastisk, vildt hyggeligt, vildt trættende, vildt udfordrende og egentlig bare vildt. Glæd dig og nyd friheden så længe den er der.

Når træningstøjet bare er ski’e flot og smart

Når træningstøjet bare er ski’e flot og smart

* Dette indlæg er sponsoreret af Hunkemøller.  

Jeg er stadig i gang med kampen mod de 24 tunge slaskede kilo. Vægten har været i dvale den seneste måneds tid og det udfordrer virkelig min motivation og tålmodighed. Suk! Men der er vel ikke så meget andet at gøre, end at holde fokus og huske på, at det trods alt ikke er 24 kilo det drejer sig om mere. Nu er det 18 komma et-eller-andet. Så det er da bedre end udgangspunktet. Trods alt. Den anden dag sagde min søde nabo: “Hold nu kæft, du har da tabt dig!”. Det er ikke helt så rigtigt. Eller i hvert fald ikke så meget, som hun troede. Men det var da meget sødt og jeg blev lidt glad 🙂

Jeg lunter rundt i træningstøj næsten hver evig eneste dag. Det er praktisk med de mange gåture, jeg går dagligt og så er det mere “fleksibelt” end så meget andet tøj. Jeg har i hvert fald svært ved at tumle rundt på gulvet med lille’pigen i cowboybukser. De strammer fandme for meget. Ja, så ved I da det. De kan i øvrigt heller ikke lukkes lige nu. Sådan! kortene på bordet.

Men nu er der lige noget, som jeg lige skal have det helt på det rene: Hvor mange af jer vidste, at Hunkemøller er mere end lækkert undertøj og nattøj? Jeg anede det altså ikke, før jeg så fandt ud af det. Og godt det skete. For Hunkemøller har altså noget virkelig lækkert træningstøj og det har jeg haft muligheden for at teste noget af i samarbejde med Momster Test.

Jeg har testet:

HKMX Dot Mesh sportsleggins
HKMX løbe t-shirt med korte ærmer
Min primære motion i det daglige består jo af gåture med en sovende lille’pige. Så det er i den sammenhæng, jeg har testet tøjet. Nogle gange er hun mere en skrigende pige, mens hun ligger der i barnevognen, så det er lige før jeg godt tør sige, at tøjet er testet til løb også 😉
Momster, som jo er det fede kvinde-mor-power univers, hvor min blog har hjemme, har deres helt egen testside. Den hedder Momster Test. Her har forskellige skønne kvinder og mødre testet af hav af produkter. Det er altså et ret fedt sted, at søge inspiration. Tip til jer, selv tak! 🙂
Passer træningstøjet på min æbleformede krop? Pakker det “mave-mor-dellen” ind? Og hvad med åbningen i t-shirtens ryg? Står tøjet distancen, når man har et barn der gylper som et vandfald på overarbejde? Er det pengene værd? Find ud af det på Momsters testside Momster Test, inden ret længe.
Jeg tør dog godt indrømme, at jeg har været mere end begejstret for både træningsbukserne og t-shirten. Særligt må jeg fremhæve bukserne, som jeg synes er smadder flotte også.
Står du og mangler nyt lækkert træningstøj, så hold da lige øje med min instagram @leahrundblad – Jeg er nemlig den flinke type, der lige tipper, når anmeldelsen er klar. Selv tak 😉

Tanker om mit eget skærmforbrug

Tanker om mit eget skærmforbrug

Jeg elsker min telefon. Jeg elsker også min computer. Jeg er ikke så teknisk anlagt, så hvis det går i stykker er det ikke mig, man skal have fat på. Jeg synes egentlig bare, at det er mega smart. Jeg er også en jævnt stor forbruger af det. Ligesom så mange andre. Særligt af telefonen som ofte er en forlængelse af min højre arm. Ligesom den er for så mange andre også.

Men egentlig er jeg måske en smule “mættet”. Måske føler jeg endda, at jeg ind i mellem bruger min tid forkert. Jeg har ofte hænderne helt vildt fulde af baby, vasketøj eller en frokost jeg kun har nået at spise halvdelen af. Derfor er det egentlig ikke sådan, at jeg bruger min telefon ret meget i løbet af dagen. For det har jeg overhovedet ikke tid til. Men når jeg endelig har 2 minutters fred og ro, hvad laver jeg så? Jamen jeg tjekker da lige Instagram. Og hvad får jeg ud af det? Ikke ret meget og jeg formår ikke, at få slappet ordentlig af i de 2 minutter, hvor jeg endelig har chancen for det. Det ville være sundere for mig, bare at sidde og kigge lidt ud af vinduet. Hvorfor gør jeg ikke det noget oftere?

Det er vel fordi jeg er afhængig. Ligesom så mange andre.

Jeg er kæmpe fan af Instagram og følger en masse spændende profiler. Men hvad er det egentlig jeg følger med i? Glansbilleder? Virtuelle dagbøger? Nok lidt af det hele og jo, jeg suger det skam også til mig. Dog er det få gange ud af mange besøg på Instagram, hvor jeg rent faktisk får noget ud af det. Altså bliver inspireret eller læser noget spændende. Så i virkeligheden burde jeg vel kunne nøjes med en del færre besøg. Eller hvad?

Brugen af mobiltelefonen har lagt mig på sinde længe faktisk. Ikke bare mit eget forbrug, men også andres. Ikke at jeg skal blande mig i eller bestemme over, hvad andre gør med deres telefon. Det kan bare godt skræmme mig, hvor meget jeg ser telefonen i det offentlige rum. Til arrangementer, på restauranter, i køen i Bilka og hvor ellers man kigger hen. Endda bag rattet i bilerne, men alle ved jo også, at det kun er idioter, der gør det.

Men tilbage til mit eget skærmforbrug. Jeg kan mærke, at der skal ske noget med det. Et “regelsæt” om man vil. Når lille’pigen bliver større, forventer jeg jo også, at der er nogle rammer for hendes skærmforbrug. Så hvorfor ikke sætte et godt eksempel selv først? Jeg ønsker heller ikke, at hun skal se sine forældre med snotten ned i en telefon. Jeg er fuldt ud bevidst om, at tiden er en anden, end da jeg var barn. Vi havde jo slet ikke alt det der smarte teknik. Den gang kunne man ikke engang være på nettet og tale i fastnet telefon på samme tid. Nu er der næsten ikke noget, der hedder en fastnet telefon mere. Så selvfølgelig vil det aldrig blive det samme og selvfølgelig skal hun stifte bekendtskab med de der skærme. Det er jo det man bruger i dag. Jeg tror bestemt også, at der er meget læring at finde i det. Jeg er ikke modstander af de der skærme, det må I endelig ikke tro.

Men hvad skal så regelsættet være? Altså for mit eget skærmforbrug. 30 min om dagen? Ingen telefoner ved spisebordet? Ingen telefoner i det offentlige rum? Ingen telefoner over fredagsslikken om fredagen? Ingen telefoner efter aftensmaden og indtil jeg går i seng? Jeg ved det sgu ikke helt endnu. Jeg må vel starte med at finde ud af, hvorfor den telefon er så vigtig for mig. Derefter kan jeg jo se på, hvornår jeg lettest kan starte med at undvære den. Min første regel skal nok være, at jeg skal prøve at blive mere bevidst om det. Rom blev jo heller ikke bygget på én dag.

Måske trænger jeg bare til en pause… Tænker du over dit eget skærmforbrug?

Børnehave rødderne .. #1

Børnehave rødderne .. #1
Et “gammelt” billede fra i sommers. Jeg har selvfølgelig glemt at tage et billede fra stien ved børnehaven. Det skal jeg nok huske en dag. Måske 😉

I mit nærområde ligger der en integreret institution. Altså et børnehus med både vuggestue og børnehave. Måske kan du huske, at jeg nævnte den i mit indlæg “Vuggestue eller dagpleje? Tænke, tænke, tænke ..” 

I ved jo godt, at jeg dagligt går mange ture med barnevognen. Mange af de her ture går ned forbi den her institution, hvor børnehavens legeplads ligger ud til den sti, som jeg går på. Det er altid hyggeligt at gå forbi og se børnene lege eller kaste med sand på hinanden. Og de her børn er sgu altid friske på en sludder. De spæner gerne hen mod hegnet, når de ser mig og går med langs hegnet, til jeg når enden af stien og de ikke kan følge med mere. Det er mega hyggeligt!

Jeg elsker børns umiddelbarhed. De er så vidunderligt filterfrie. Det er sgu da en smule synd, at vi vokser fra det med tiden. Eller er det? – Jeg har skrevet nogle af de ting ned, som børnene siger til mig, når vi mødes ved hegnet. Så kan vi jo lige overveje igen, om det måske er okay at vi vokser fra visse ting 😉

 

“Hvad hedder han?” spørger en dreng, mens han kigger på barnevognen. “Det er en pige”, siger jeg. “Er det så ikke lidt dumt af dig, at give ham en blå dyne på?”.

 

“Hvad hedder du?” spørger en lille pige meget forsigtigt. Jeg svarer selvfølgelig, at jeg hedder Leah. “Ej, det hedder jeg også”. Vi smiler begge to. “Det er også et flot navn”, siger jeg så. Hun nikker, men udbryder så ret vredt: “Min far siger, at det er et grimt navn”.

 

“Hvorfor går du altid så meget med din barnevogn?”, spørger en pige, som tydeligvis kan genkende mig. “Det er fordi min baby skal sove rigtig meget”, svarer jeg så. Pigen sukker højlydt og måske en smule diva-agtigt og siger så: “Hvem der bare var en baby. Det må være et dejligt liv”.

 

“Vil du høre, hvad jeg kan?”, spørger nok børnehavens mindste pige. Jeg når ikke at svare, før hun fremtvinger en kæmpe enorm stor bøvs. “Det har min storebror lært mig”, siger hun stolt, inden hun lunter videre.

 

“Er du egentlig lesbisk?”, spørger en pige, der løber efter mig med en anden pige lige bag sig. Jeg stopper op (hvilket jeg ellers aldrig gør) og måber lidt i chok over, at hun kan det ord, inden jeg får fremstammet: “Øh… nej… Øhm, er du?”. Det ville jeg egentlig slet ikke sige. Det kom vist bare ud. “Det ved jeg ikke, for det ved man først, når man er voksen. Men jeg tror min storesøster er det”, svarer hun ganske afslappet. Jeg går videre og på resten af gåturen reflekterer jeg over, hvad de mon snakker om over aftensmaden hjemme ved dem 😉

 

Det var et lille udpluk af mange citater fra mine børnehave rødder. Jeg har gemt dem alle sammen og flere kommer til på næsten daglig basis. Så I kan allerede godt glæde jer til næste indlæg med friske citater.

Hold kæft, de er skønne sådan nogle unger 🙂

Det tænker jeg om billeder af børn på de sociale medier

Det tænker jeg om billeder af børn på de sociale medier

… Jeg er naturligvis ikke modstander. Den er ikke svær at regne ud, eftersom lille’pigen allerede er vist en del gange her på bloggen og på min Instagram. Lidt på Facebook også, men da jeg ikke bruger Facebook til så meget andet end at like folks profilbilleder og deltage i konkurrencer, som jeg aldrig vinder, så er det jo naturligvis ikke der hun optræder mest.

Emnet er ikke ukendt og meningerne er mange. Og heldigvis er ingen meninger forkerte og vi gør vel alle sammen, hvad vi mener er bedst for vores børn.

Jeg deler en del billeder af lille’pigen. Jeg griner lidt for mig selv -og ad mig selv, når jeg kigger ned af min profil på Instagram. Jeg svor før jeg fødte hende, at hun ikke skulle fylde det hele. Ta daaaa, gæt lige hvilket lækkert fjæs, der fylder mest på min profil? Det er i hvert fald ikk’ Jonas’, kan jeg godt afsløre. Selvom jeg deler mange billeder af hende, så tænker jeg bestemt over hvert eneste billede, hver gang jeg smider et op. Det er vigtigt for mig, at det ikke kan være noget, som hun i fremtiden kan blive ked af. Billeder hvor hun er nøgen, er et absolut no-go. Der er for fanden da ikke noget mere uskyldigt end en barnerumpe, men personligt er jeg ikke tilhænger af at se dem på Facebook eller Instagram. Om det så er lille’pigens eller en andens barnerumpe. Jeg lægger heller ikke billeder op, hvor hun har bar mave. Billeder hvor hun har bare ben er fint nok, men jeg vil helst dele billeder, hvor hun har tøj på både arme, mave og ben 🙂

Lige nu har lille’pigen en alder, hvor hun skifter udseende mere eller mindre hver anden uge. Ej, lidt overdrevet måske, men der er i hvert fald stor forskel på de billeder jeg tager af hende, hver gang hun runder en ny måned. På billederne af hende lige nu, bliver hun svær at genkende for andre i fremtiden. Derfor synes jeg, at det er meget uskyldigt at dele billeder af hende nu. Det er desuden en smule svært at blogge på et netværk primært for mødre uden at vise, hvem man er mor til. Ikke umuligt, men lidt svært 😉 Desuden er det jo virkelig skønt at vise hende frem, for hold nu kæft, hvor er jeg bare evigt stolt af hende og det vil jeg underligt nok gerne vise hele verden.

Jeg har bestemt i tankerne, at det skal være anderledes i fremtiden. I takt med at hun bliver ældre, vil billederne på de sociale medier af hende blive sjældnere og sjældnere. Da skal hendes privatliv respekteres, selvom lysten til at vise hende frem vil være nøjagtig ligeså stor. Der vil nok slippe et enkelt familiebillede ud i ny og næ eller billeder fra helt særlige lejligheder. Bevares jeg er jo blot en mor. Men altså alt i alt skal der skæres ned på billederne til hun selv kan forstå, hvad det egentlig betyder eller kan have af konsekvenser, når man smider et billede ud på de sociale medier.

 

Jeg er nysgerrig og vil gerne høre jeres mening om emnet? Deler du gladeligt billeder af dit barn/dine børn eller sparer du på dem for deres egen skyld? Smid endelig en kommentar 🙂

Amatøren har lavet babymad

Amatøren har lavet babymad

Den stabile læser her på bloggen er nok ikke længere i tvivl om, at køkkenet er min værste fjende i huset. Jeg orker ikke det der madlavning og stod Jonas ikke for maden her hjemme, så levede vi bare leverpostejsmadder og spegedrenge. Jonas er en heldig mand, hva? 😉

Men faktisk har det taget mig med bukserne langt nede under røvballerne, hvor lidt jeg hader at lave mad til lille’pigen. Det er faktisk slet ikke så slemt endda. Om det så er fordi jeg får en time eller to i fred og ro i køkkenet, mens Jonas passer lillepigen, kan jeg ikke afvise. Jeg er dog ikke så vild med det, at jeg gider gøre det hele tiden. Derfor laver jeg altid store portioner og fryser ned, når jeg endelig er gået i gang. Så tager det kun få minutter i dagligdagen, at få maden klar til den unge dame. Smart, smart, smart.

Min datter er 5 måneder gammel og hun har forsigtigt spist grød og mos siden en halvanden uges tid, før hun rundede 4 måneder. Vi startede med et aftenmåltid ved 17 tiden og for ganske få dage siden, har vi trappet op til et formiddagsmåltid ved 10 tiden også.

Jeg har ikke opfundet den dybe tallerken med de retter, som jeg laver til hende. Tro mig, det ville aldrig ske. Men de er måske til stor inspiration for andre “køkken-amatører” eller nybagte babyejere derude. Derfor deler jeg lige mine erfaringer med babymaden her.

Om formiddagen får hun grød. Her springer jeg naturligvis over lige nøjagtig, hvor gærdet er allerlavest. Måske endda lidt i stykker 😉 Jeg køber de der pakker, hvor der blot skal tilsættes vand. Lige nu kører vi majs-, ris- eller hirsegrød. Hun er absolut mest til hirsegrøden og absolut mindst til majsgrøden. Hun får dem stadig i en noget tyndere udgave end “opskriften” på pakken siger. Ellers vil hun simpelthen ikke have det.

Foruden grøden får hun frugtmos som topping. Og det er her jeg vifter med armene og siger: “Seeeeee hvad jeg kaaaaaan!”. Den laver jeg nemlig selv. I starten fik hun sparsomt med frugtmos på, da jeg var bange for, at hun så kun ville spise ting med en sødere smag. Så smagte jeg selv på hendes grød og tilføjede med det samme lidt mere frugtmos. Det smager jo ganske rædsomt ellers.

Vi har gode erfaringer med:

Sveskemos

Æblemos

Æble/pærer mos

Æble/blomme mos

Æble/jordbær mos

Hendes favorit er klart sveskemosen. Det forstår jeg egentlig ikk’ en ski’ af, men den hjælper da med at holde hendes lille sarte mave i gang. Så jeg klager ikke.

Vi har tidligere forsøgt os med bananmos, men den havde modsatte effekt af sveskemosen og lukkede desværre det sarte mavesystem ned. Så det må hun altså have til gode lidt endnu.

 

Til aften får hun grøntsagsmos. Helt fra starten har hun været mere vild med det end grød og frugtmos. I hvert fald så længe der er en rigeligt stor smørklat i 😉

Til at starte med lavede jeg bare ren kartoffelmos, men det blev hurtigt for kedeligt og ensformigt. Så nu laver jeg lidt flere forskellige slags og indtil videre har vi gode erfaringer med:

Kartoffel/gulerods mos 

Kartoffel/ærte mos

Kartoffel/broccoli mos 

Kartoffel/blomkåls mos 

Kartoffel/squash mos 

Sød kartoffelmos 

Sød kartoffel/broccoli mos 

I virkeligheden kan man jo blande de der grøntsager på kryds og tværs, som man lyster. Men det er ikke alt, der nødvendigvis falder i god jord. Jeg blandede på et tidspunkt kartoffel, blomkål og broccoli i én mos. Det kunne selv ikke rigeligt med smør redde og jeg fik et rungende nej på hysterisk babysprog og det meste af det blev spyttet ud med sådan en kraft, at det endte i mit ansigt. Så dét gør vi ikke igen.

 

Jeg lavede en ordentlig røvfuld grøntsags- og frugtmos til fryseren den anden dag, så nu har jeg da til nogle uger. Men det er ikke utænkeligt, at jeg skal søge ny inspiration, når jeg skal lave en ny omgang. Det skal jo nødigt blive kedeligt for hende. Så sidder du og brænder inde med en genial ide til noget lækkert babymad, så smid den da endelig lige til mig. Om en måneds tid, når hun runder 6 måneder, kan vi så småt begynde at overveje at tilføje lidt kød til hendes mad. Her er jeg naturligvis helt på bar bund og jeg aner ikke, hvordan jeg bedst præsenterer hende for det. Så har du erfaringer med det også, så smid da lige en besked eller en kommentar. Så er du da lige en ven 🙂

Hvad har du egentlig lavet i dag, Leah? .. #3

Hvad har du egentlig lavet i dag, Leah? .. #3

Dagen I kan få et indblik i, hvis I har lyst, er altså dagen i går, som jo var torsdag. Det var en ganske almindelig dag på barsel. Ingen planer overhovedet. Lige præcis de dage er de bedste, for dem har lille’pigen det altså bare bedst med 🙂

 

Kl. 00.00: Vi snorksover alle 3. Lille’pigen afviste sin natflaske nogle timer tidligere, så vi frygtede at skulle op om natten, for det er vi ikke vant til mere. Eller jeg gjorde. Far har fripas om natten i hverdagene. Heldige kartoffel.

Kl. 05.13: Anna vågner efter at have sovet hele natten. Dog er hun vågen noget tidligere end hun plejer. Hun plejer at vågne mellem 6.00-6.30. De seneste dage har den oftest været omkring 6.30.

Kl. 05.20: Jeg er lige nede at tisse. Anna bliver i sengen, hvor hun ihærdigt prøver at vække sin sovende far.

Kl. 05.22: Anna får ren ble og tøj på.

Kl. 05.31: Vi er gået ned i stuen. Det er pisse mørkt udenfor, men sådan er det jo, når man er oppe før solen. Jeg tænder lys og ruller gardiner op. Anna siger godmorgen til rødderne i kravlegården.

Kl. 05.34: Jeg skyller en flaske vand ned, mens jeg rydder lidt op og sætter babyalarmen til opladning.

Kl. 05.46: Jeg gør en sutteflaske klar.

Kl. 05.48: Anna får sutteflaske.

Kl. 05.57: Anna er færdig og vi hygger lidt i sofaen.

Kl. 06.03: Vi går på badeværeslet. Anna er med i sin stol. Jeg får tøj på og sat håret op i en “mor-er-på-barsel-knold”.

Kl. 06.18: Anna skal allerede have nyt tøj på, da hun har gylpet det meste af morgenflasken op igen. Vi går ikke ned på vasketøj her hjemme.

Kl. 06.23: Anna leger på legetæppet, mens jeg samler ind til en vask, tager mad op af fryseren til hende og rydder op i køkkenet.

Kl. 06.31: Jonas, den syvsover, står op og går i bad.

Kl. 06.32: Jeg spiser morgenmad, mens Anna fortsat leger på legetæppet.

Kl. 06.36: Anna vil åbenbart spise morgenmad med sin mor. Jeg tager hende med op i sofaen, så hun kan ligge ved siden af. Hun er vældig optaget af, at Peter Tanev fortæller om den kommende monster-orkan Florence. Godt den ikke skal forbi os.

Det er røv spændende med den orkan ..

Kl. 06.56: Jeg børster tænder og reder seng. Anna hygger med sin far i køkkenet.

Kl. 07.03: Jeg gør barnevognen klar.

Kl. 07.08: Anna får en tår vand og gøres klar til gåtur.

Kl. 07.15: Vi siger farvel til far.

Kl. 07.19: Vores gåtur starter.

Kl. 07.21: Anna sover vidunderligt hurtigt. Det er fandme da også klart, når man er oppe før hanen den galer.

Det var fantastisk vejr til en gåtur ..

Kl. 08.31: Anna vågner efter en lur på 1 time og 10 minutter.

Kl. 08.42: Vi er hjemme igen efter en god tur på 6.5 km. Anna får ren ble og sit tøj på igen.

Kl. 08.50: Anna leger igen på legetæppet, mens jeg sætter en røvfuld vasketøj over, får tisset og drukket en flaske vand mere.

Kl. 09.00: Vi leger nogle af vores faste sanglege på legetæppet. Anna elsker genkendeligheden i det og kender efterhånden godt nogle af fakterne. Eller hun ved i hvert fald, hvornår de kommer.

Kl. 09.20: Anna er sulten, så jeg prøver at lave noget grød.

Kl. 09.24: Anna spiser en lille bitte smule hirsegrød med sveskemos til. Det er meget nyt, at hun får fast føde om formiddagen og hun vil normalt heller ikke have det. Om aftenen spiser hun det dog med stor fornøjelse, men stadig i en lille mængde. Hun har ikke den store appetit, den unge dame. Hverken når det gælder mælk eller grød/mos.

Kl. 09.31: Jeg rydder op i køkkenet efter grød. Anna får lov til at se nogle af hendes yndlings musikvideoer på iPad’en. Her hjemme er særligt Marcus & Martinus i høj kurs. Samt deres lillesøster, eMMa. Jo Jo Siwa går også an.

Kl. 09.40: Vi hyggesnakker, mens vi venter på, at Annas hikke går væk, så hun kan få mælk.

Kl. 09.44: Jeg gør en sutteflaske klar.

Kl. 09.47: Anna spiser.

Kl. 09.58: Anna er færdig og vi går i køkkenet.

Kl. 10.05: Jeg får noget at spise, mens Anna sidder med ved siden af, så vi kan få en sludder.

Kl. 10.21: Jeg rydder op, mens Anna leger i sin kravlegård.

Kl. 10.29: Anna har lavet en gave til mig i sin ble, så det får vi lige ordnet på puslebordet.

Kl. 10.36: Anna er tilbage i kravlegården, mens jeg gør klar til hendes middagslur.

Kl. 10.43: Jeg har fået møvet hendes lille blerøv ned i viklen og der sidder hun ganske godt. Jeg tænder computeren og finder min blog frem, mens hun stille kigger med og bare putter sig ind til mig.

Kl. 10.59: Anna falder i søvn. Jeg sætter mig ordentligt til rette med computeren og skriver blogindlæg, mens der kører en serie på iPad’en.

Kl. 11.55: Anna er vågen igen efter kun en time og jeg ved af erfaring, at det er pisse meget for tidligt. Prøver at hjælpe hende tilbage i søvnen.

Kl. 12.05: Missionen er pisse meget mislykket og hun skraldgriner ad mig. Lige op i mit åbne ansigt. Møgunge.

Kl. 12.08: Anna får sine bukser på og leger i kravlegården. Jeg skriver lidt videre i mens.

Kl. 12.35: Anna gider ikke lege selv mere, så hun kommer op til mig. Hun er træt (ja, så kan man jo lære at sove mere end én time til middag). Hun slapper af ved mig, mens jeg læser andres blogindlæg.

Kl. 12.50: Anna finder noget energi igen. Og nu skal der fandme ske noget. vi går ovenpå.

Kl. 12.52: Anna mosler rundt i vores seng og har en fest, mens jeg rydder op i vores tøj. Vi har endnu ikke fundet den optimale løsning til vores tøj i soveværelset. Det er bare ikke nemt med de skråvægge. Så ind i mellem ligner det et bombet lokum, som det gjorde i dag. Altså før jeg fik ryddet op.

kl. 13.02: Vi går ned igen. Tager lige en dans foran spejlet i gangen, inden vi atter er i stuen. Anna bliver lagt på legetæppet, så jeg kan lægge vasketøj sammen.

Anna på legetæppet. Inden hun blev pisse sur.

Kl. 13.14: Anna bliver pisse sur. Hun får sut og Flyve-Flemming, så jeg lige kan købe mig et par minutter mere med vasketøjet.

Kl. 13.20: Vi sætter os i en stol. Anna er ked af det. Hun får en kold bidering fra køleskabet, som bare er et hit i disse dage. Mon vi snart ser den første tand?

Kl. 13.27: Jeg laver en sutteflaske klar. Har Anna med på armen.

Kl. 13.31: Jeg får lavet flasken for varm, hvilket ikke passer den unge dame. Jeg bevarer husfreden med en video med Marcus & Martinus, mens flasken lige får et par minutter til at køle ned.

Kl. 13.33: Anna spiser. Selvom hun har fået lov til at se Marcus & Martinus i mens, skal hendes ene hånd alligevel op og køre rundt i mit ansigt. I øret, i næsen og i munden. Ja, i den rækkefølge også. Tak skat. Jeg drømmer mig tilbage til den gang, hvor hun gerne ville have øjenkontakt, når hun spiste.

Kl. 13.44: Anna har drukket en god stor tår mælk. Jeg tager hende i første omgang med ud i køkkenet, men hun bliver helt umulig og pisse sur. Hun kommer i sin stol, får en kold bidering igen og får lov til at se mere Marcus & Martinus. Og eMMa. Og ja, vi kører efter “hvad end der virker”-princippet her hjemme. Hellere at hun ser lidt TV, end at hun skriger lungerne ud på sig selv.

Kl. 13.47: Jeg spiser nogle nødder, en gulerod og noget agurk. Og nyder roen, selvom det er til lyden af “Du er elektrisk, du gir meg støt når jeg tenker på deg”.

Kl. 14.01: Jeg rydder lidt op igen. Det synes jeg fandme, at jeg gør hele tiden.

Kl. 14.09: Anna gider ikke se videoer mere lige nu. (E-N-D-E-L-I-G! Var selv ved at blive helt elektrisk af at høre på det) Hun kommer i kravlegården og jeg leger med hende.

Kl. 14.22: Anna vil gerne lege selv nu. De strømper hiver jo ikke sig selv af. Jeg gør barnevognen klar, da jeg tænker, at det snart er tid til en lur igen.

Kl. 14.27: Anna får en tår vand. Hun er kommet i sin stol, da vi lige skal have ordnet hendes negle. Det kunne jeg i hvert fald mærke, da hun prøvede at ommøblere mit ansigt, da hun spiste tidligere.

Kl. 14.33: Negleklip er veloverstået og hun har alle 10 fingre i behold.

Kl. 14.35: Anna skælder ud og gnider øjne. Jeg begynder at gøre klar til at vi kan gå en tur. Krydser fingre for, at hun sover mere end de sædvanlige 30 minutter. Ellers får vi sgu nok en træls aften.

Kl. 14.40: Bleskift. Anna får trøje og hue på og puttes i barnevognen.

Kl. 14.50: Vi kommer endelig ud af døren, efter at jeg har skovlet rundt efter min telefon. Som jeg så allerede havde lagt i barnevognen.

Kl. 14.55: Anna falder i søvn og det starter lige med at pis’ regne.

Kl. 15.28: Anna vågner efter fucking kun en halv time. Øv man! Og jeg har et godt stykke vej hjem, da jeg naivt regnede med, at hun ville sove længere.

Kl. 16.13: Vi er hjemme. Anna har skreget og været pisse sur de seneste knap 20 minutter. Skønt. Godt vi gik på landevejene, så der ikke var så mange, der kunne høre hende. Hun bliver afleveret direkte i armene på sin far, som er kommet hjem i mellemtiden. Og ja, så er hendes humør selvfølgelig et heeeeelt andet.

Kl. 16.16: Jeg går i bad. Mest for at hvile ørerne. Jeg er måske (ikke måske) ekstra lang tid om at vaske mit hår i dag.

Kl. 16.32: Jeg er færdig med badet og kommer ud i køkkenet. Anna leger pænt på gulvet. Hun er glad og ligger og kigger på sin far, der er i gang med at lave mad. Fandme typisk. Nu køber han da ikke den med, at hun har været sur, ked og let til brok i dag.

Kl. 16.35: Anna hygger så fint på legetæppet, så jeg sætter mig og skriver lidt på det her indlæg.

Kl. 16.47: Jeg hygger lidt med Anna på legetæppet. Vi tager lige nogle af yndlings sanglegene også.

Kl. 17.00: Jeg forbereder Annas aftensmad. Hun skal have hjemmelavet kartoffel/gulerods mos, som allerede er tilberedt og bare skal varmes og tilsættes smør. Dejligt nemt med de der små bøtter i fryseren.

Kl. 17.03: Anna spiser med velbehag. Men hun spiser stadig som en fugl. Som hun altid har gjort.

Mmmmh!

Kl. 17.17: Anna er færdig med at spise og vi slutter af med en tår vand.

Kl. 17.18: Jeg dækker bord og finder et andet legetæppe frem til Anna, som hun kan lege på mens vi spiser.

Kl. 17.20: Jonas og jeg spiser aftensmad. Jonas har lavet en lækker omgang wok. Anna leger med sig selv i mens.

Kl. 17.41: Vi er færdige med at spise. Jonas hygger med Anna, mens jeg rydder op i køkkenet og laver en indkøbsseddel. Jonas giver Anna ren ble og nattøj på.

Kl. 18.00: Jeg laver en sutteflaske til Anna.

Kl. 18.04: Anna spiser. Jonas kører op og handler.

Kl. 18.16: Anna er færdig med sutteflasken. Hun er så småt ved at blive træt.

Kl. 18.18: Jeg tager hende med ud i køkkenet. Hun sidder og slapper af i sin stol, mens jeg renser sutteflasker. Vi sludrer lidt.

Kl. 18.33: Jonas er hjemme igen. Han begynder at lave dessert til i morgen aften (som så er i aften), hvor min mor kommer og ser Vild Med Dans med os. Tror kun Jonas glæder sig til desserten 😉

Kl. 18.44: Anna siger godnat til far.

Kl. 18.45: Jeg tager Anna med op og får hende puttet til natten.

Kl. 18.50: Anna falder i søvn.

Kl. 19.05: Jeg er nede fra putning igen.

Kl. 19.09: Jeg sætter mig ved computeren og skriver videre på dette indlæg. Jonas laver et eller andet med sin playstation.

Kl. 19.40: Anna melder i babyalarmen, at hun har tabt sin sut. Jeg løber op og giver hende den. Hun sover videre med det samme. Jeg går ned og skriver videre.

Kl. 19.58: Hun giver lyd i babyalarmen igen. Jonas går op. Hun stopper igen og han ved ikke, hvad det var. Hun drømte nok bare.

Kl. 20.03: Jeg finder mit broderi frem. Annas julesok laver jo ikke sig selv. Jonas har stadig noget kørende med sin playstation.

Kl. 20.30: Anna græder meget højt og meget pludseligt. Jonas løber op til hende.

Kl. 20.36: Gråden stopper ikke, så nu går jeg også op. Det er nok mareridt, tænker vi. Hun falder i søvn, da hun kommer over i min arm. Anna er i en periode lige nu, hvor det næsten kun er mor, der kan bruges, når hun er ked. Stakkels Jonas. Til gengæld synes hun, at han er meget sjovere end mig.

Kl. 20.50: Anna er puttet igen. Jeg fortsætter med mit broderi.

Kl. 21.30: Jeg børster tænder og gør mig klar til at komme i seng.

Kl. 21.40: Jeg laver en sutteflaske klar.

Kl. 21.46: Jeg går op til Anna. Hun vågner på ingen måde, da jeg tager hende op i min arm og giver hende natflaske. Heldigvis vil hun gerne tage den i dag, men hun drikker ikke så meget, som hun plejer. Mon det snart er slut med natflaske?

Kl. 22.01: Anna er færdig med flasken og putter lidt på mig, mens mælken lander i maven.

Kl. 22.18: Jeg bærer Anna ind i vores seng, hvor hun sover i smørhullet. Jeg ligger mig ned ved siden af. Hun sover videre som om intet var sket. Jeg er lige lidt på Instagram og Facebook på min telefon.

Kl. 22.35: Godnat fra os.

Kl. 00.00: ZzzZzzzZzzz ..

 

Og så blev det jo i dag, fredag. Anna sov helt til kl 06.22, så det var jo rigtig skønt. Vi håber på endnu en god barselsdag i dag. Om lidt skal vi ud på dagens første gåtur. Mormor kommer i dag (altså Annas mormor), så hende skal vi op og hente ved bussen. Hun har ferie, så vi får glæde af hende en ekstra dag i denne uge. Det bliver godt med et sæt ekstra hænder, da jeg skal have fyldt fryseren med diverse grøntsags- og frugtmos i dag. Vi skal også i IKEA og BabySam alle sammen, når Jonas kommer hjem. Og så hjem og se Vild Med Dans. Stakkels Jonas. Han tager nok helt frivilligt de fleste ture op og ned af trappen i aften, hvis lille’pigen vågner mange gange 😉

Et enebarn, tak .. #3

Et enebarn, tak .. #3

Hvis det her indlæg skal give mening, så skal du nok lige have fat i del 1 og del 2 først 😉

Er folk der er vokset op som enebørn mere egoistiske, selvoptagne og ensomme? Mange fordomme siger ja. Jeg siger nej, ikke nødvendigvis. Hvad siger du?

Der findes et hav af fordomme om enebørn. Jeg har fundet nogle af dem, så vi kan kigge på dem her på bloggen. Det er udelukkende min holdning til fordommene, der bliver luftet. Jeg har ikke søgt faglig viden eller andet.

Et enebarn er en ensom enspænder: Hvis dét er tilfældet for alle enebørn, så skulle jeg fandme også være et enebarn. Ikke at jeg er ensom overhovedet, men jeg er en enspændertype. Jeg trives ikke med alt for mange mennesker omkring mig og ej heller for mange planer i kalenderen. Jeg foretrækker en mindre vennekreds. Jeg har det egentlig også ganske udemærket i mit eget selskab og jeg har ikke behov for, at der skal ske en helt masse. Sådan er jeg som person. Ikke fordi jeg er enebarn, for det er jeg ikke. Jeg er en lillesøster. Det er ikke min opfattelse at folks evne til at begå sig med andre mennesker eller deres behov for og evner til at knytte venskaber, er defineret (alene) ud fra om de har søskende eller ej. Jeg tror det ligger dybt i os allerede, når vi bliver født.

Enebørn bliver forkælet i hoved og røv: Det er klart, at det økonomiske råderum til vinterstøvler, tøj, legetøj og fis og ballade nok er større, når man har ét barn og ikke flere. Det giver jo sig selv. Men det handler vel i bund og grund om forældrenes mentalitet? Jonas og jeg er ikke selv typer, der forventer at få i hoved og røv. Sådan er vi ikke vokset op og det er ikke sådan vi ønsker, at vores datter skal vokse op. Selvfølgelig skal hun have de ting, som hun nu en gang har brug for. Men hun skal også lære værdien af penge og at man kan være nødt til at spare på noget eller yde en ekstra indsats, hvis der er noget man særligt gerne vil have. Men forkælet i form af omsorg, kærlighed og opmærksomhed, dét vil hun bestemt blive. Uden tvivl. Ligesom mange børn med søskende også bliver det.

Enebørn er selvoptagne og uden sans for empati: Det er der måske nogle enebørn, der er. Men det er der vel også nogle storebrødre der er? Eller lillesøstre? Børn formes rigtig meget af familien. Forældre såvel som søskende, hvis der er nogen af dem. Men jeg tror altså også på, at deres tid i daginstitutioner og skolen har rigtig meget at sige. Jeg tror på, at børn lærer rigtig meget om samspillet mellem mennesker i deres daglige gang i dagplejen, vuggestuen, børnehaven eller skolen. Her skal de forholde sig til andre børn. Dele ting. Lade hinanden tale ud. Give plads til alle. Vente på egen tur osv. Og igen, som jeg var inde over længere oppe, så har forældrenes egne værdier altså også meget at sige. Jeg mener selv, at jeg er et meget empatisk menneske. Det er Jonas i hvert fald også. Og jeg kunne ikke forestille mig andet, end at vores datter vil se det, spejle sig i os og blive “smittet” af, hvad vi gør. At vores værdier og egenskaber automatisk vil skinne igennem i vores opdragelse. Måske tager jeg fejl, men det er nu en gang dét jeg tror på. Jeg kan jo se på mine egne forældre, at jeg ikke har mine værdier fra fremmede.

 

Det var nogle af de fordomme, som jeg altid har oplevet, at enebørn kan blive mødt med. I bund og grund tror jeg stadig mest på, at vores børn bliver formet rigtig meget af os forældre. Vores værdier skinner i gennem og de lærer af dem og tager dem med sig. Jeg tror på, at børn kan leve op til alle ovenstående fordomme, uanset om de er enebørn eller har søskende. Det handler om, hvad vi viser dem og lærer dem. Forskellen på rigtig og forkert. Rummelighed og empati. At give plads til andre. At lytte til andre. Ikke at tage tingene for givet. Ikke at forvente bare at få og få og få.

Når alt kommer til alt synes jeg, at et barn skal vælges til, fordi man simpelthen ikke kan lade være. Uanset hvad nummer i rækken, det så er. Jeg synes ikke, at man skal føle sig forpligtet til at give sit barn en bror eller en søster, hvis man dybest set ikke har lyst til det. Jeg synes ikke, det er synd for de børn, der er enebørn. Jeg er sikker på, at de nyder godt af nogle fordele, som børn med søskende ikke gør. Og omvendt også. Vores datter bliver med kæmpe stor sandsynlighed enebarn, som I har kunne læse her. Og jeg kan ikke se, at det skulle være synd for hende. Hun er kommet til verden, efter at hendes forældre har kæmpet for at få hende. Og virkelig ønsket hende. Hendes forældre knuselsker hende og vil hende kun alt det bedste i livet. Hun vil blive badet i omsorg og kærlighed, men ikke nødvendigvis i materialistiske goder og hun vil lære af de værdier, som vi besidder. Hun får måske ikke søskende, men til gengæld vil hendes liv blive rigt på så meget andet. Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være synd? 🙂

 

Tak fordi I læste med på dette lille tema om enebørn. Det har været spændende, givende og sundt for mig, at reflektere over emnet. At få styr på min egne tanker, om man vil. Samtidig håber jeg, at jeg har medvirket til, at nogen ser anderledes (og ikke fordømmende) på, at nogen vælger kun at få et barn. Jeg har haft nogle af mine højeste læsertal i disse dage på netop disse indlæg. Så der har måske været behov for det? 😉

Et enebarn, tak .. #2

Et enebarn, tak .. #2

Jeg er ikke helt færdig med at dele mine tanker omkring det valg, som vi har taget. Altså valget om “kun” at få ét barn. Hvis du ikke læste første del, kan du læse den HER, hvis du har lyst. Ud fra enkelte kommentarer fra indlægget i går, må jeg lige (åbenbart) understrege, at jeg på ingen måde taler for, at enebørn er det eneste rigtige. For det er det overhovedet ikke og jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvor mange børn andre folk får. Mine indlæg handler mere om min undren over, at man kan tillade sig at sige, at et enebarn er et decideret forkert valg. At det er synd for barnet. Jeg håber ikke, at folk der ønsker flere børn, men som ikke kan få det til at lykkes (for ja, de findes jo altså også) render ind i samme undren og kommentarer, som Jonas og jeg har mødt eller set andre møde. Det bør ikke være en nødvendighed, at valget om et enebarn skal “forsvares”, som det åbenbart ofte skal. Derfor håber jeg, at mine/vores tanker om valget, kan give et større indblik for de, der undrer sig og synes det er dybt forkert.

At vælge at få et barn er en stor beslutning hver gang. Om det så er første, anden, tredje gang eller måske fjerde eller femte. Om det er planlagt eller en overraskelse. Det vil altid være en omvæltning i ens liv og mange ender skal mødes. Økonomi, plads, tid, overskud osv. Det er ikke noget man “bare” gør.

Jeg er vokset op som lillesøster til en storesøster, der er 3 år ældre end mig. Vi har et stærkt bånd og vi nyder alle de fordele der er, ved at have en søster. Vi er meget tætte og 3 år har stort set altid været en god aldersforskel for os. For de der ved det om min søster og jeg, altså de der kender os og har set os sammen, kan det godt være en gåde, hvorfor jeg ikke ønsker flere børn. Hånden på hjertet, så får jeg også ind i mellem et mindre hormonflip, hvorefter vi pludselig skal have mange flere børn 😉 Åh, jeg tror simpelthen vi kvinder er født med et eller andet skørt baby-gen, men okay. Hvis ikke vi var det, så kom der nok ikke ret mange børn til verden. Når jeg skruer ned for hormonflippet igen og skruer op for fornuften, så jeg er altså altid tilbage ved, at jeg ikke skal have flere børn.

Jeg har en for- og i mod liste omkring det, at have et enebarn. For selvfølgelig har jeg måtte tænke grundigt over sådan en beslutning. Også selvom Jonas står fast på sin beslutning om, at han ikke vil have flere børn. Det skal jo også føles rigtigt for mig. Jeg har valgt at dele nogle af punkterne fra den, men inden mor-politiet kaster rådne tomater efter mig med deres krogede pegefingre, er det jo vigtigt lige at understrege, at disse punkter er kommet til ud fra mine/vores ønsker for fremtiden. Men også ud fra vores situation med, at jeg altså ikke har nemt ved at blive gravid. De er på ingen måde generaliserende og jeg er fløjtende ligeglad med, hvad andre har af argumenter for at få flere børn eller ej. Det er folks helt egen sag.

Nå, lad os komme til det:

Fordele: 

Økonomi: Et par vinterstøvler koster noget, men to par vinterstøvler koster endnu mere. Det er sjovt nok det samme med skoletasker, underbukser og flyverdragter. Og flybiletter. Og alt muligt andet. Vi kunne sagtens have råd til flere børn i fremtiden, men vi har et fælles kæmpe ønske om, at have en vis økonomisk frihed. Et større råderum til rejser, oplevelser, forkælelse osv. Ting som også vil komme vores datter til gode. Og det giver jo sig selv, at det økonomiske råderum ikke bliver større af flere børn. Hende vi har nu, har allerede vist sig, at være en jævnt dyr dame 😉

Fritid og frihed: Da vi valgte at få et barn, vidste vi godt at vi gik en helt ny hverdag i møde. En ny hverdag med mere travlhed og mindre tid til os selv og hinanden. Sådan er det jo ligesom, når man sætter et barn i verden, hvis behov er vigtigere end ens egne. Så vi er jo ikke blevet taget med bukserne nede. Til gengæld er det gået op for os, hvor meget vi sætter pris på tid til os selv, egne interesser og hobbyer, men også tid til hinanden. Og det ville være en stor fed løgn, hvis jeg sagde, at vi ikke savner det. For det gør vi bestemt. Ikke på sådan en måde, at vi ville bytte vores datter væk, for at få det tilbage. Rolig nu 😉 Men med flere børn er der flere ting der skal ordnes. Mere vasketøj. Mere rengøring. Flere madpakker. Flere børn, der skal hentes og bringes. Flere legeaftaler. Flere gymnastikopvisninger eller fodboldkampe. Flere skole-hjem samtaler. Flere forældremøder osv. Det giver bare automatisk mindre tid til egne interesser og til hinanden, jo flere børn man har.

Valg af job: Lige præcis i vores situation, drømmer den ene af os muligvis om et rejsearbejde i fremtiden. Det er den af os, der bygger skibe til dagligt. Altså den af os, der ikke skriver på den her blog. Jonas har min fulde støtte og opbakning til at søge jobs, hvor han skal være afsted længere tid ad gangen. Som mulig fremtidig græsenke forestiller jeg mig, at jeg får rigeligt at se til med ét barn i huset.

Vores opmærksomhed: Ja, den behøver lille’pigen ikke dele med nogen. Det kan vel være både godt og skidt, alt efter hvilken vinkel man vælger, at se på det med. Har man flere børn er søskendejalousi svært at komme udenom i en eller anden grad. Lille’pigen skal ikke spekulere på det og vil altid vide, at hun har vores fulde opmærksomhed for sig selv. Det er måske meget rart, efter en dag i vuggestue/dagpleje, børnehave eller skolen, hvor der er mange børn, som man skal deles om alting med.

Vores “andre børn”: Jonas og jeg har i virkeligheden på en måde 3 børn. Min søster har to børn, som vi er meget tætte med og nærmest elsker, som var de vores egne. Vi er moster og onkel til en pige på 3 år og en dreng på knap 2 år. Særligt har vores niece været en stor del af vores liv og hun har brugt mange weekender hjemme ved os, før vi selv fik vores datter. Vores nevø har været lidt for lille til det, men han er altid ligeså velkommen. Vores niece savner os rigtig meget og det er egentlig vores ønske, at den tætte kontakt med begge børn skal bevares. Det er klart, at tiden til det vil være mindre, hvis vi selv får flere børn. Vores niece er også rigtig glad for vores datter og her ser vi forhåbentligt et stærkt venskab for livet. Der er 3 år mellem dem, præcis som der er mellem min søster og jeg. Jeg håber virkelig, at de to piger vil knytte et tæt “søster-bånd”. Så må vi se, om de vil lege med vores nevø også eller om de får ham til at sortere perler eller andet gøgl 😉

Fleksibilitet og færre sygedage: Flere børn giver flere sygedage. Det er matematik, som selv jeg kan regne ud. Med ét barn er der færre dage, hvor en af os skal ringe med dårlige nyheder på vores arbejde. Med ét barn er der mindre logistik og planlægning, vi skal forholde os til. Ingen børn med forskellige aldre og forskellige rytmer, der skal gå op i en højere enhed. Det bliver lettere at komme ud af huset, ligesom det også er lettere for den ene af os, at give den anden “fri”, ved at tage lille’pigen for sig selv.

Slut med graviditet, fødsler og livet med en nyfødt: Jeg ånder faktisk lidt lettet op, når jeg tænker på, at jeg ikke nødvendigvis skal være gravid igen. Min graviditet var ikke den værste i historien, men jeg nød det ikke sådan særligt meget. Og fysisk betalte min krop en stor pris, som fx svangerskabsforgiftning og +40 kilo. Efterfulgt af kroniske ledsmerter også. Min fødsel var heller ikke værre, end andre jeg har hørt om. Men den var hård og slet ikke som forventet eller ønsket. Livet med en nyfødt er hårdt for de fleste. Vores nyfødte græd non-stop de første 3-3.5 måned. Hele tiden og altid. Refluks og umodent tarmsystem har været årsagen her til. – Jeg ville ikke være hverken graviditet, fødsel eller den første tid med lille’pigen foruden og jeg er stadig evig taknemmelig for, at vi har fået lige præcis hende. Men der er intet i mig, der har lyst til at gøre det hele igen. Slet ikke.

Ingen risiko for sorg: Jeg er sådan en type, der skal i mål, hvis jeg sætter mig noget for. Sådan ville det også være, hvis vi satte os for, at få et barn mere. Men så er der jo lige det, at jeg ikke har let ved at blive gravid. PCOS og endometriose hjælper i hvert fald ikke sagen på vej. Da vi gik i fertilitetsbehandling fik jeg ofte at vide, at min PCOS er så kraftig, at jeg ikke skulle regne med, at det ville lykkes. Da jeg så blev gravid – endda naturligt før 5. forsøg – og blev undersøgt op til flere gange i underlivet pga blødninger, var der ingen læge der troede på, at jeg var blevet gravid naturligt. Lille’pigen er op til flere gange blevet kaldt for “et mirakel” af forskellige læger og det er også vores overbevisning, at vi var utroligt heldige. Jeg ville ikke kunne bære, at ønske mig et barn mere og så ikke få det ønske opfyldt. Det ville simpelthen gøre for ondt inde i mig. Desuden har det hele tiden været en aftale mellem Jonas og jeg, at det er helt slut med fertilitetsbehandling, nu vi har fået vores datter. Hun skal ikke opleve os i den sorg, som fertilitetsbehandling har givet os tidligere. Så det ville afgjort være med fare for et knust hjerte, hvis vi valgte at prøve, at få et barn mere. Og der er umiddelbart en meget lille chance for, at det ville lykkes.

 

Det var nogle af de fordele, som vi har snakket om, at vi vil opleve ved ikke at få flere børn. Men selvfølgelig er der også ulemper. Der er jo altid fordele og ulemper ved alt.

 

Ulemper: 

De ulemper jeg nævner her, er mest nogle tanker, som jeg selv går og har. Jonas kan godt se, hvad jeg mener, men han deler dem ikke som en “bekymring”.

Ensomhed: Her tænker jeg selvfølgelig ikke i forhold til at have nogen at lege med og sådan. Venner og veninder skal hun jo nok finde. Det er heller ikke utænkeligt, at hun en dag må få sin bedste veninde med på sommerferie, hvis det kan lade sig gøre. Så jeg mener ikke ensomhed på dén måde. (Og nej, jeg siger bestemt ikke, at venner/veninder og søskende er det samme, for det er det bestemt ikke). Hvis der er noget min søster og jeg tit snakker om og griner af, så er det vores barndom. For kun hende og jeg ved, hvordan det var at vokse op hjemme hos os med vores skøre forældre. Det er noget, som hende og jeg altid vil have sammen og ikke kan dele med andre på samme måde, som vi kan med hinanden. Det kan godt gøre mig en smule trist at tænke på, at lille’pigen ikke får den oplevelse med en søster eller en bror. Omvendt er det jo ikke sikkert, at hun vil have det bånd til den bror eller søster, som min søster og jeg har til hinanden.

Og hvad nu hvis – Gud forbyde det – at vi dør tidligt? Altså før hun bliver rigtig voksen og forhåbentlig har stiftet sin egen familie og opbygget en solid vennekreds. Jeg ved godt at chancen er lille og jeg mener heller ikke, at man skal tage beslutningen om flere børn ud fra sådan en dum frygt. Men selvfølgelig har vi da snakket om, at vi en dag ikke er her mere og vi ved ikke, hvornår den dag kommer. Vi regner selvfølgelig med at være i hendes liv til den dag, hvor det er naturligt og rimeligt, at vi ikke skal være det mere. Men vi sikrer os selvfølgelig, at hun overlades i gode og trygge hænder, skulle der ske noget med os, før hun er klar til at stå på egne ben.

Stort ansvar: Forhåbentligt bliver Jonas og jeg rigtig gamle og forhåbentlig gør vi det med stil og værdighed. Det er vel de flestes frygt, at man ender sit liv ude af stand til at tage vare på sig selv. Det er i hvert fald min frygt. Er det tilfældet, er det jo en selvfølge for de fleste børn, at de gerne vil tage sig af deres forældre. Det er bestemt noget vi har snakket om, da det kunne blive en stor “byrde” på lille’pigens skuldre. Men heller ikke dette, bør være grunden til at få et barn mere. Det må bare være vores opgave at lade lille’pigen vide, at hun bare skal sørge for at leve sit liv og ikke lade sig “besvære” af os, hvis vi ikke ældes på den måde, som vi håber på. Det kommer aldrig til at være hendes opgave, at sørge for os. Så må vi jo håbe, at hun lytter til os.

 

Nå, det var lidt af mine/vores tanker omkring at få flere børn eller ej. Men bliver man overhovedet nogensinde sådan rigtig sikker på sådan en beslutning? For Jonas er det et rungende JA. Han står ved sin beslutning og det han har sagt helt fra starten. Han siger også, at hvis jeg vil have flere børn, så skal jeg have dem med en anden. Og det er sgu fair nok. Jeg kunne ikke drømme om, at prøve at få ham på andre tanker, hvis det var dét jeg ville. Ingen skal tvinges til at have flere børn, end de har lyst til. Jeg har altid selv været typen, der har sagt, at man kan jo starte med et barn og se, hvordan det går. Selvom jeg ind i mellem får et mindre hormonflip og pludselig ikke vil lave andet, end at føde børn og gå på barsel med gylp på tøjet resten af mit liv, så har jeg faktisk helt ro i maven ved tanken om, at vi skal bruge resten af vores liv på at koncentrere os om vores lille pige og ikke flere end hende. Jeg føler mig ganske heldig og ganske tilfreds og jeg kommer ikke til at mangle nogen eller noget. – Og nu er det jo så også sådan, at skulle vi en dag, fuldstændig mod forventning, få lyst til at få et barn mere, jamen så står det os jo frit for at kaste os ud i det projekt. Så mere permanent er valget om et enebarn jo nødvendigvis ikke 🙂

Tro det eller ej, men der kommer faktisk en del 3 til alt mit snik-snak om enebørn. Så næste indlæg kommer til at handle om nogle af de fordomme, jeg oplever der er omkring enebørn. Afsløring: Jeg er ikke enig i ret mange af dem.

Et enebarn, tak .. #1

Et enebarn, tak .. #1

Det her indlæg har ingen særlig dybere mening. Jeg søger ikke svar, enighed, uenighed eller andet. Jeg vil egentlig bare gerne dele noget, som har siddet og kildet på indersiden af mit hoved i et godt stykke tid.

Jonas og jeg har hinanden og så har vi vores lille datter på 5 måneder. Vi er bare vores lille familie på 3 og vi ønsker faktisk ikke, at familien skal blive større. Altså vi ønsker os ikke flere børn end det ene skønne barn, som vi nu har. Nu tænker du måske: “Ja, ja. Bare vent .. “. Og det må du gerne tænke. For det er der åbenbart også mange andre, der gør. Jeg tager emnet om enebørn op, fordi jeg faktisk synes, at det er en smule “tabubelagt”. Hvis det er det rigtige ord at bruge. I hvert fald oplever jeg, at nogen føler det er “forkert”, hvis de ikke ønsker at give deres barn en lillebror eller en lillesøster. Det er jeg lodret uenig i og derfor er vi nødt til at tale om det her på bloggen. Det er jo sådan noget, den er til for.

Jonas har altid sagt, at skulle han stifte familie, så skulle der kun stiftes ét barn. Det har jeg vidst længe. Også før vi fandt ud af, at jeg har svært ved at blive gravid. Også før vi tog beslutningen om, at vi gerne ville have et barn. Og nej, han havde selvfølgelig ikke ladet den ene gå på auktion, havde vi fået tvillinger. Så havde det ligesom været en anden snak.

Ingen af os har nogensinde drømt om “det klassiske” familieliv. Der findes vist egentlig heller ikke et “klassisk” familieliv mere, da familier er familier på så mange forskellige vidunderlige måder. Jeg er vild med det! Men altså, I ved jo godt, hvad jeg mener. Mor, far, børn, villa og vovse. Eller er det volvo? Hvad er det nu lige man nu siger? – Nå, men det har i hvert fald aldrig været billedet af fremtiden for nogen af os. Rejser, oplevelser, uafhængighed, frihed – økonomisk, såvel som personligt, har altid været det, som vi har snakket om.

Vi var hhv 24 og 25 år, da vi blev beriget med vores skønne lille niece. Så var vi pludselig “moster og onkel”. Vi havde været sammen i knap 6 år på det tidspunkt. Vi var gift, hvilket vi heldigvis stadig er. Snakken om børn havde ikke været oppe ret mange gange og når den var, vidste vi ikke om det var noget vi skulle eller ej. Vores niece var dog ikke ret gammel, før jeg mærkede helt inderst inde, at jeg skulle være en “mor”. Tænk at det skulle være min niece, der lod mig komme til den beslutning. Jeg kan takke den lille skønne pige, for rigtig mange ting <3

Her nogle år efter, en PCOS-dignose rigere og et fertilitetshelvede i ryggen, er vi nu endelig blevet beriget med vores dejlige datter. Allerede før graviditeten blev der talt om “.. og når I så skal have nummer 2..“. Det var af fagfolk, familie, venner, bekendte osv. Det blev også nævnt i graviditeten. Og så er det også blevet nævnt, efter vi har fået “nummer 1”. Endda kort tid efter fødslen, hvor ingen kvinde vil høre tale om at føde flere børn.

Nå, der er flere ting ved det, som jeg ikke helt forstår. 1: Hvorfor snakke om flere børn til nogen, som har svært ved at få lavet bare ét barn? 2: Hvorfor er det en selvfølge, at der skal være en “nummer 2”? For det lyder virkelig ofte på folk som om, at det naturligvis er en selvfølgelig at få mere end ét barn.

Når vi nævner, at vi ikke skal have flere børn, da tror de færreste på os. Jeg ved ikke helt hvorfor, for vi er normalt ikke sådan nogle, der lyver en helvedes masse. Oftest hører vi følgende, når folk skal overbevise os om, at vi selvfølgelig ikke mener det, når vi siger, at vi kun vil have ét barn.

“I bliver så glade for det første barn, at I ikke kan lade være med at få en mere”.– Den her synes vi er lidt sjov. Og vi tænker altid, om folk så selv stoppede ved nummer 2, 3 eller måske 4, fordi denne var de ikke helt så glade for, som de andre børn? Det er naturligvis ikke rigtigt, men I kan vel godt se, hvorfor vi griner lidt af dette argument, ikke? 😉 

“Jeres barn er det mest fantastiske menneske I møder. Og så kan I ikke lade være med at få en mere”. – Hun ér det mest fantastiske menneske, som vi har mødt. Virkelig! Måske endda så fantastisk, at vi hellere må lade være med at få en mere, for vi kan simpelthen ikke gøre det SÅ godt to gange 😉 

“I skal da have en mere, så de kan få glæde af hinanden”. – Man hører ofte denne sætning, som argument for at få flere børn. Jeg giver ikke en fløjtende fis for den og det ville aldrig blive en grund til at få flere børn for vores vedkommende. Det er aldrig nogensinde givet, at søskende har glæde af hinanden. Og slet ikke hele livet i gennem.  Heldigvis har rigtig mange glæde af deres søskende, men når vi kigger rundt i vores vennekreds eller hos bekendte, da ser vi faktisk flere tilfælde, hvor søskende ikke har den store glæde af hinanden. Så det er altså ikke en selvfølge, selvom mange får det til at lyde sådan. 

 

Nå, det her indlæg er ved at blive en smule meget længere, end lige planlagt. Men det er også tanker, der har svømmet rundt på øverste etage længe. Næste indlæg er egentlig bare en forlængelse af dette. Nok noget mere præcist om, hvorfor vi vælger kun at få et enkelt barn. Så det kan du jo glæde dig til, hvis du har lyst til at læse med 🙂