Ugens op og ned #3

Ugens op og ned #3

Endnu en søndag og endnu et indlæg om ugens både lort og lagkage 🙂

 

Ugens ned:

I mandags skulle jeg endelig have taget den længe ventede blodprøve, der forhåbentlig fortæller, at jeg skal have Metformin. Mere om den historie HER. Blodprøven skulle tages både fastende og på menstruationens 2-5 dag. I mandags var det 5. dag for mit vedkommende og jeg havde lige akkurat været heldig at få en tid ved egen læge kl. 10.10. Det er længe at faste, men det gør jeg gerne, hvis jeg så slipper for at skulle tage ind på sygehuset og få taget blodprøven. Det er en lang tur med en baby på armen for noget, der kun tager 2 minutter. – Nå, sulten møder jeg op i lægehuset. Lille’pigen er hjemme med mormor og bliver altså passet for første gang. Lægehuset ligger 5 minutter på cykel væk fra os, så det var jo ikke længe hun skulle passes. Da jeg bliver kaldt ind starter sygeplejersken med at spørge: “Og på sygehuset har de sagt, at du kan få den taget her?”. Jeg er selv lægesekretær og udlært i praksis, så jeg ved jo godt hvad klokken er slået. Den kan ikke tages i praksis pga. behandlingsmetoden efterfølgende. Det er lort! Hun kan tage alle prøverne med undtagelse af én. Insulinen. Det var så den vigtigste. Det er fandme ærgerligt og jeg bliver sgu vred, da jeg forklarer, at jeg spurgte sekretæren da jeg bestilte tiden om hun lige ville tjekke, at de godt nok kunne tage den. Jeg ved jo, at det ikke altid kan lade sig gøre. Hun tjekkede og bekræftede, at det kunne de godt. Jeg ved også, at det ikke er særligt svært at tjekke, så det irriterer mig grænseløst, at det så ikke er tilfældet. Den søde sygeplejerske er sød og noterer min verbale skideballe ned, så det forhåbentlig ikke sker igen. – Nå, så stod jeg så der. Fastende, sulten og havde kun den dag til at få taget blodprøven, hvis jeg ikke ville vente endnu en måned. Men også i et dilemma. Skulle jeg tage bussen ind til byen, holde den gående uden mad og lade lille’pigen blive passet noget mere, end jeg var klar til? Eller skulle der gå en måned mere? – Min tålmodighed rækkede ikke til flere nedture i kampen for metformin, så jeg skyndte mig hjem og forberede mad til lille’pigen og sætte min mor ind i rutinerne. Og så tog jeg afsted mod sygehuset og fik heldigvis taget blodprøven på fastende hjerte kl. 12.10. Jeg skyndte mig hjem til min lille pige igen, som slet ikke havde manglet mig. Jeg synes det var hårdt at blive “presset” ud i, at hun skulle passes, men på den anden side, så har vi prøvet det nu.

Nå, det var en lang historie, men heldigvis også den eneste “ned” for denne uge. Dog vil Jonas gerne at jeg nævner, at hans PlayStation har sagt farvel til livet og nu kun står til “pynt”. Hold kæft han keder sig uden den. Og der var ikke skyggen af et godt tilbud på en ny på Black Friday.

 

Ugens op:

Det gik godt da lille’pigen blev passet af mormor, mens jeg fik ordnet blodprøven. Det er jo dejligt, når det nu var uventet og når jeg slet ikke var klar. Nu er det pludselig ikke så skræmmende, at overveje at lade hende blive passet igen.

Blodprøven er taget og jeg kan nu kun vente på svar.

Jeg har pyntet til jul. Der er dog sparsomt med julepynt i år, da lille’pigen piller i absolut alt, hvad hun kommer i nærheden af. Men hyggeligt er det.

Lille’pigens julesok er broderet færdig. Jeg har arbejdet på den sok nærmest hver dag siden juli måned og faktisk også før jeg fødte lille’pigen. Jeg lover jer, at det kræver super meget mere tid, end man lige regner med. Så nu er det faktisk helt underligt, at den er færdig. Hvad skal jeg dog bruge min tid på nu? Min søde søster’løgsovs syer den sammen snart og så er den absolut helt færdig. Måske var det min sidste julesok? Hvem ved? 😉

Lille’pigen har været ved ørelægen og heldigvis fejler ørerne ikke noget. Så når hun ikke hører efter, ligger problemet vel i virkeligheden et andet sted? 😉 Ej, det var bare super, at de var så fine, som de nu kunne være.

Vi er færdige med årets julegaveindkøb. Så mangler vi kun gaverne til pakkespil og mandelgaven, som vi står for i år.

Jeg har bagt en masse julesmåkager i dag.

Lille’pigen har lært at sætte sig op selv og det er en sejr for hende. Jeg har hele tiden bevidst ikke støttet hende i at komme op og sidde. Kun når hun spiser og sidder på skødet. Det har været vigtigt for mig, at hun lærte at komme frem, før hun fik smag for at komme op og sidde. Og nu hvor hun absolut forstår at komme frem, så er det faktisk også ret fedt, at hun nu selv har knækket koden til at sætte sig op. Måske giver det nogle minutters ro ind i mellem? 😉

Så glad ser man ud, når man knækker koden og selv sætter sig op 🙂

Ørelægen og lidt om weekendens planer

Ørelægen og lidt om weekendens planer
Tid ved ørelægen lige midt i den vanlige middagslur – det ses på de klattede øjne

Så blev det fredag d. 23 november. Lige netop i dag betyder det for nogen BLACK FRIDAY og en helvedes masse penge op ad lommen. For lille’pigen og jeg har det bare mest handlet om, at vi skulle til ørelægen. Bevares, jeg nåede da at handle lidt julegaver på nettet i morges i bedste Black Friday-stil. Sådan går det, når man har et barn, der står tidligt op. Jeg skal nok endda have kigget lidt mere, når jeg har skrevet det her indlæg. Lille’pigen sover nemlig, så det er med at udnytte tiden.

Nå, tilbage til det med ørelægen. Gennem de seneste måneder har flere anbefalet mig, at få tjekket lille’pigens ører. Særligt gennem de sidste uger, hvor hun har grædt meget om natten. Jeg har været lidt tilbageholdende og sådan “vi ser lige tiden an” – agtig. Det kan jo være både godt og skidt at gøre det. Nu er hun jo også stoppet med at græde om natten. Nå, men jeg endte alligevel med at bestille en tid, for det kan sgu da aldrig skade. Det har ikke været min umiddelbare fornemmelse, at der var noget at komme efter i de ører andet en højst en rest øllebrød og sveskemos. Men vi tog alligevel afsted i dag. Vi skulle med bussen, da Jonas bruger bilen. Det er blevet min erfaring, at det er så meget lettere at tage bussen med lille’pigen i bæreselen, så det gjorde vi også i dag. Hun elskede det! Gåturen op til bussen, selve busturen og gåturen til ørelægen. Der var godt nok meget spændende at kigge på. Og mange mennesker at charme sig ind på. Det var også vores held, at vi tog bæreselen, for der havde ikke været plads til hverken barnevogn eller klapvogn i bussen i dag.

Det gik heldigvis hurtigt ved ørelægen. Vi kom ind til tiden og de sang “Mariehønen Evigglad” for hende, mens de tjekkede hendes ører. Så dejligt personale, det er helt vildt! Jeg elsker virkelig at komme hos dem. Lille’pigen er dog ikke ret begejstret for at blive rørt i ansigtet, så hun gav dem kamp til stregen og overdøvede deres, i følge hende, mægtige lorte sang. Heldigvis var der intet at komme efter i hendes ører, så vi kunne hurtigt smutte hjem igen. Endda så vi kunne nå en bus lige med det samme.

Hun sov hele busturen hjem og vågnede så, da vi nåede i den lokale Rema1000, som åbenbart også er ramt af Black Friday-feberen. Igen var det heldigt, at vi ikke havde barnevognen med. Pheeeew, for et menneskemylder. Nu er vi hjemme igen. Vi har fået frokost, lille’pigen har leget og jeg har pakket nogle julegaver ind. Nu sover hun som sagt lur, mens jeg skriver det her indlæg. I dag er hun endda faldet i søvn med en af hendes nye sutter, som vi har forsøgt at få hende til at acceptere gennem de seneste nok 2-3 måneder. Indtil nu har hun kun ville bruge 0-2 måneders sutter. Min 7 måneder gamle pige har i hvert fald ikke travlt.

I aften skal min weekend skydes i gang med finalen i Vild Med Dans. I morgen skal vi alle 3 ud og besøge min storesøster, min niece og min nevø. Jeg har ikke set dem i knap 3 uger. Kan ikke huske, hvornår der sidst er gået så lang tid. Jeg savner dem helt vildt! Så i morgen skal nok blive en god dag. Ellers har vi faktisk ikke nogen planer for weekenden, hvilket også er skønt til tider. Jeg har nogle praktiske ting i hjemmet, som jeg skal have overtalt Jonas til at ordne. Hans højt elskede PlayStation er gået på pension for nogle dage siden, så måske bliver han slet ikke så svær at overtale til det 😉

Måske skal jeg også have bagt nogle julesmåkager. Næste weekend er nemlig fyldt med planer, så det kunne måske være rart, at få det gjort nu. Jeg fik slet ikke bagt sidste år, fordi min kæmpe store gravide krop ikke kunne stå op ret længe ad gangen. Jeg tror ikke, at jeg får lov til at slippe igen i år. Familien vil have deres vaniljekranse, så det skal de få 🙂

Skal du mon lave noget fedt her i weekenden? Og har du mon shoppet amok i dag? Kommentér endelig og når du nu alligevel er i gang, så vær lige en ven og smid et “synes godt om” på min facebookside lige HER.

Ugens op og ned #2

Ugens op og ned #2

Så blev det søndag igen og igen er det tid til at reflektere over ugen, inden den slutter lige om lidt 🙂

 

Ugens ned:

Jeg har ikke fået gået så mange gåture, som jeg gerne ville, da tiden måtte prioriteres anderledes i denne uge. Forhåbentlig er jeg godt gående igen i næste uge.

Ser I Robinson? Det gør jeg. Mest fordi det er sådan et program, der bare oser af familiehygge, fra da jeg var barn. Det så vi nemlig altid alle 4 hjemme hos os. Nå, men i mandags røg Türker altså ud og ham heppede jeg jo på. En mindre og nok ubetydelig detalje, men surt alligevel.

 

Ugens op: 

Jeg har fået blomster af Jonas.

Emil er videre til finalen i bagedysten.

Lille’pigen rundede sin 7. måned i denne uge. Min store pige.

Vi har haft hyggeligt besøg af lille’pigens farmor og farfar.

Lille’pigen er begyndt at spise rugbrød. Hurra! Det gør det noget nemmere at finde på noget varieret, nu hvor hun spiser 3 fulde måltider om dagen + mellemmåltider ind i mellem.

Vi er alle blevet nogenlunde friske efter en ordentlig tur med snotbussen.

Lille’pigen er stort set tilbage til sit gode gamle søvnmønster igen. Hun står op til den tidlige side, men det gør ingenting, nu hvor hun ikke skriger hele natten mere. Du kan læse mere om hendes vanvids flip lige HER.

Jeg har lavet brun sovs på “rygraden”, altså uden at glo på en opskrift. Lille’pigen elsker bare mad med sovs – sådan ca. ligesom de fleste andre børn. Så der bliver altså lavet mere af det nu, hvilket der meget sjældent blev før hendes ankomst. Den anden dag sagde Jonas faktisk sådan her: “Hvis nogen havde sagt til mig for bare 6 måneder siden, at min kone ville stå og lave hakkebøffer, kartofler og brun sovs, så ville jeg fandme have sagt, at de var fulde af løgn”. – Men jo, den er god nok. Vores hverdag er nu skruet sådan sammen, at det er mig der er nødt til at stå for madlavningen. Men det bliver jeg heldigvis også kun dygtigere af og jeg har allerede lært at lave alle mulige forskellige ting 🙂

Lille’pigen har været ved børnelægen. Foruden stor ros af hendes udvikling og udseende, fik vi også beskeden om, at hun skulle gå ned til halv dosis af medicin for refluks i 14 dage. Hvis vi ikke kan mærke det på hende, skal vi bare stoppe helt. Indtil videre mærker vi ingenting, så vi håber at kunne stoppe efter de 14 dage.

Vi har endelig fået lavet et fint system til alt vores tøj. Det var også tiltrængt og absolut på tide, nu hvor vi om få dage har boet her i huset i et år.

 

En dejlig uge som I nok kan se. En masse gode punkter på ugens op liste 🙂

Børnehave rødderne .. #3

Børnehave rødderne .. #3

Åh, de kære børn. Det er længe siden, så hermed endnu en røvfuld skønne og filterfrie citater til jer. Selv tak 🙂

 

“Er du godt klar over, at der bliver stormvejr senere i dag? Det siger min mor nemlig”, siger en sød lille pige. “Jo, det har jeg godt nok hørt”, svarer jeg. (Det var stormen Knud, som besøgte landet for noget tid siden). “Glæder du dig til det?”, spørger hun så. “Jeg håber i hvert fald, at jeg når hjem i mit hus, inden den kommer. Bare så jeg ikke blæser væk”, svarer jeg pigen. “Det håber jeg også, at jeg gør. Og så låser jeg bare døren, så min storesøster ikke kan komme ind. Så blæser hun nemlig bare langt væk”, siger hun, mens hun ivrigt viser mig med sine arme, hvor langt væk hun håber det er. “Ej, så kommer du da sådan til at savne hende”, siger jeg så. “Hah! Du skal bare bruge 2 timer med hende og så ved du bare, hvad jeg mener”, svarer hun lidt vredt, mens hun himler med øjnene.

 

“Ej, fryser du ikke bare rigtig meget?”, spørger en dreng, som i anledning af dagens kolde vejr, har fået overtræksbukser og en varm jakke på. “Jo, det gør jeg faktisk en lille smule. Måske kan jeg låne dine varme bukser?”, svarer jeg med et glimt i øjet. “Øh, ej altså.. Jeg tror altså ikke din numse kan være i dem”. Der bliver ikke sagt mere. Siger man ikke også noget med, at man skal høre sandheden fra børn? .. Og fulde folk.. Eller sådan noget.

 

“Kender du historien om Jesus, hva? Gør du det? Hvaaaaaa?”, spørger en dreng meget ivrigt, mens han løber efter mig på den anden side af hegnet. “Jo, den har jeg da vist hørt lidt om. Måske kan du lige fortælle mig den?”, svarer jeg drengen i ren nysgerrighed over, hvorfor han er så optaget af Jesus. “Jesus var ham med skægget, der gik forbi et kors og en masse sure mennesker. Så slog de ham med en kæp og sømmede ham fast til korset, selvom han ikke havde lyst. Og så korsede han sig rigtig meget og pludselig stod han op fra de døde”, fortæller drengen. “Det lyder da lidt barskt, synes jeg”, siger jeg til ham, mens jeg reflekterer over hans både præcise og upræcise gengivelse af historien. “Det gør ikke så meget. Jesus er cool nok. Han blev bare venner med dem igen bagefter”, siger han, hvorefter han løber over til nogle andre drenge.

 

“Vil du høre, hvem min bedste ven er?”, siger en pige. “Ja selvfølgelig”, svarer jeg. “Det er ham, der hedder Jakob. Han er faktisk også min nabo. Og så er han kun dum nogle dage”, svarer hun. “Så er han forhåbentlig sød de andre dage?”, spørger jeg. “Ja, men der lugter han bare, så det er jo aldrig helt godt”, svarer hun, mens hun selv griner.

 

“Har du en iPhone?”, spørger en af de større drenge. “Nej, jeg har en anden slags telefon”, svarer jeg. “Ej, så gider jeg altså faktisk ikke snakke med dig”, siger han og rynker på næsen. #fuckhuawei

På Gynækologisk Afd.

På Gynækologisk Afd.

Jeg har været et (skod) smut på Gynækologisk Afd. på et sygehus her i Nordjylland og det har jeg ikke noget pænt at sige om. Eller skrive om. Men jeg skriver det sgu da alligevel.

Efter at have ventet længe på at det endelig blev dagen, hvor jeg skulle snakke med en læge, var jeg ret spændt og en lille smule nervøs. Den eneste årsag til, at jeg er henvist til Gynækologisk Afd. er fordi lægerne i mit eget lægehus, ikke udskriver Metformin til kvinder med PCOS. Det er bare sådan en (skod) overordnet beslutning de har taget, i stedet for at kigge på de enkelte kvinder og deres behov og problemstillinger. Måske kan I huske det, men Metformin er altså det præparat, der kan hjælpe med at styre den insulinresistens, som jeg har som følge af PCOS. Med den under kontrol, skulle jeg gerne få lettere ved at få gang i det vægttab og ellers opleve mere ro og balance i kroppen, som ellers altid døjer med udsving i blodsukkeret osv. Så det kan I vel nok forstå, at jeg gerne vil have? Jeg synes ikke, at jeg stiller høje krav her. Jeg har jo trods alt prøvet det før, da vi var i fertilitetsbehandling og det var bare med super gode resultater.

Jonas havde taget en fridag på dagen, så han kunne tage sig af lille’pigen i mens. Han kørte mig også derop, da det passede med, at hun så kunne sove en god lur i bilen i mens.

Jeg havde ikke sat mine ben på det her sygehus før, men vi fandt hurtigt indgang 5 som jeg, i følge brevet, skulle ind ad. Og derfra var det også let nok, at finde Gynækologisk Afd. Jeg tjekkede mig ind og tog plads i venteværelset, som skærmen venligst bad mig om. Da det var ved at være min tur, blev jeg kaldt på af en forvirret sygeplejerske, som sagde, at jeg var det forkerte sted. Hun var dog så flink, at hun fulgte mig det rigtige sted hen. Det meste af vejen i hvert fald. “Ja, du har fået en forkert besked på dit brev. Det gør næsten alle patienterne til Gynækologisk Afd.”, siger hun. Jeg arbejder jo selv på et sygehus i en funktion, hvor der sendes breve ud med tider. Jeg ved godt, hvor let det er at trykke på det forkerte brev. Meeeeeeeeen. Hvis det sker så meget, skulle man måske kigge lidt på arbejdsgangen. Nå, men jeg kom da det rigtige sted hen til sidst.

Jeg blev mødt af en ung studerende, en erfaren sygeplejerske og en ældre mandlig læge med et svært gebrokkent dansk. Ikke at der er noget galt i det, jeg måtte jo bare spidse det mere ører.

Han gik straks til værks og jeg har noteret vores samtale ned, da I simpelthen bare skal høre den. Fordi den bare er så skod:

Lægen: “Så Leah, du har med hjælp fra privat gynækologi og Fertilitetsenheden Aalborg, fået hjælp og opnået graviditet. Er det korrekt?”

Mig: “Ja, det er det”. 

Lægen: “Og graviditet og fødsel forløb uden større og alvorlige komplikationer?”

Mig: “Ja, det gjorde det”. 

Lægen: “Hvor gammel er barnet?” 

Mig: “Hun er 6.5 måned”.

Lægen: “Og I er naturligvis påbegyndt at prøve på barn nummer to?”. 

Mig: “Nej, det er vi altså ikke”. 

Sygeplejersken afbryder med et forsigtigt: “Ikke endnu i hvert fald”, mens hun smiler.

Mig: “Vi skal ikke have flere børn”. 

Lægen: “Selvfølgelig skal I det. Det kan I slet ikke vide endnu. Den lyst kommer lige om lidt, sådan er det bare“.

Mig (efter jeg er kommet mig ovenpå chokket af lægens uprofessionelle udmelding og antagen): “Vi skal ikke have flere børn! Min mand vil ikke have flere og min krop har ligesom ikke pisse nemt ved at lave de der børn. Vi er færdige med det! Slut med fertilitetsbehandling!” – Og ja, jeg måtte desværre sige det en smule vredt, da jeg blev jævnt vred over, at de ikke bare kunne acceptere det, da jeg sagde det første gang. Det er faktisk heller ikke et pisse sjovt emne for mig, at skulle uddybe.

Lægen: “Så du bruger prævention? Hvilken?”

Mig: “Jeg spiser p-piller, men det er ikke fordi, at jeg har lyst til det”. 

Lægen: “Hvorfor så spise dem?” 

Mig: “Det var et forsøg værd i forhold til at prøve at dæmpe nogle af de symptomer, der følger med PCOS. Uren hud, hårvækst og sådan. Det var min læges ide. Det virker desværre bare ikke”. 

Lægen: “Jeg synes det er en dårlig ide. Det vil være bedre med en hormonspiral. Den giver dig ikke øget risiko for forskellige kræftformer, særligt brystkræft. Har du måske lyst til at få brystkræft? Det tror jeg ikke.”. 

Mig: “Det tror jeg ikke, at der er nogen, der har lyst til, men det er fint! Men det kan min egen læge vel klare?” – Jeg begyndte at blive utålmodig over, hvorfor vi skulle snakke prævention, når det ikke var dét, jeg kom for.

Sygeplejersken: “Jo det kan du sagtens. Her er lige en folder om de forskellige slags”. 

Mig: “Tak”. 

Lægen: “Og det er selvfølgelig muligt, at tage denne hormonspiral ud, når I skal til at have barn nummer to”. 

Mig: “Vi skal ikke have barn nummer to”.

Lægen: “Men måske en dag I vil have barn nummer to. Man ved det ikke”. 

Mig (jeg banker ret bestemt med en knytnæve i hans skrivebord): “Vi skal ikke have flere børn. Det har jeg jo sagt. Sig mig lige en gang, står der for helvede ikke i den henvisning, hvorfor jeg er sendt her til? For det er fandme ikke for at diskutere med jer, hvor mange børn min mand og jeg gerne vil have! Det er ikke jeres sag!” – Jeps, nu var jeg rigtig vred.

Sygeplejersken: “Øhm jo, det står der faktisk. Øhm, der står her, at det er fordi du tidligere har haft god erfaring med Metformin i forhold til vægttab og derfor gerne vil have det igen, da du har svært ved at genvinde din krop, fra før graviditeten og PCOS brød ud”. 

Mig: “Ja tak”. 

Lægen: “Men ja, de skriver at du har PCOS. Men jeg kan ikke se, at der er taget konstaterende blodprøver? Godt nok er du blevet scannet og har fået det påvist”. 

Mig: “Der er taget blodprøver. Kig du bare tilbage til august/september 2016”. 

Lægen: “Jeg har kigget. Ingenting.” 

Sygeplejersken: “Øhm, jo, det er der faktisk. Og de er altså gode nok. Forhøjede mandlige kønshormoner og det hele. Den er god nok, det er rigtigt det Leah siger”. 

Lægen: “Nå, men øh, ja, godt så. Hvorfor ønsker du Metformin? Hvem gav dig det sidst og hvordan gik det?” 

Mig: “Jeg fik det af Fertilitetsenheden inden vores 5. forsøg. Jeg havde det bedre i min krop på Metformin. Ingen udsving i blodsukkeret eller pludselige rysteture eller hovedpine. Jeg tabte 10 kilo på ca. 8 uger og blev gravid naturligt. Så jeg synes faktisk, at det virkede rigtig godt. Og nu oplever jeg de samme problemstillinger med blodsukkeret, rysteture og hovedpine. Og jeg har svært ved at komme kiloene til livs”. 

Lægen: “Men du vil jo ikke være gravid?”

Mig: “Øh nej, men Metformin hjælper jo heller ikke på fertiliteten. Jeg vil bare gerne tabe de kilo, som jeg har for meget, så jeg kan få mere ro og balance i min krop og få dæmpet PCOS symptomerne. Jeg skal jo også fungere i hverdagen. Også når min barsel er slut og arbejdet kalder”. 

Sygeplejersken nikker i baggrunden. Jeg tror hun synes, at mine ønsker lyder rimelige.

Lægen: “Det kunne hjælpe meget på dine symptomer, hvis du tabte dig”. 

Mig: “Ja, det er jo også det jeg siger. Det er jo derfor, jeg gerne vil have Metformin. Fordi jeg ved, at det hjælper en hel del, ved siden af det hårde arbejde, som jeg allerede gør for det med motion og kost”. 

Lægen: “Men jeg kan ikke give dig Metformin. Egen læger sender altid henvisningen forkert til os. Det er hos Endokrinologerne”. 

Mig (sukker højt): “Jamen kan du så sende mig videre til dem, hvis det alligevel ikke er noget, du vil berøre?”. 

Lægen: “Det vil jeg kun, hvis jeg synes du skal have Metformin. Og det synes jeg umiddelbart ikke, når du ikke vil have flere børn. Så er det ikke nødvendigt. Men jeg synes vi skal tage en blodprøve”. 

Mig: “Men hvorfor er det ikke okay, at jeg gerne vil tabe mig og have styr på min PCOS, selvom jeg ikke vil have flere børn? Hvorfor skal det afgørende ligge i, om man ønsker flere børn eller ej? Det er ikke i orden. PCOS gør jo ikke forskel på dem, der vil have flere børn og dem der ikke vil”. 

Lægen: “Det er fordi jeg ikke synes, at det er nødvendigt. Men jeg synes vi tager blodprøven for insulinresistens og ser om du er disponeret for udvikling af type 2 diabetes. Hvis tallet er så højt, som jeg synes det skal være, så sender jeg dig til endokrinologerne”. 

Mig: “Men hvorfor skal det nå som langt som til, at jeg næsten udvikler diabetes, før du synes det er okay at gøre noget? Hvorfor ikke bare sende min henvisning videre til Endokrinologisk nu, hvis det alligevel ikke er noget, du har noget at gøre med?”. 

Lægen: “Det er fordi jeg gerne vil vurdere ud fra resultatet af blodprøven”. 

Mig: Jeg sukkede egentlig bare opgivende. Den her læge modarbejdede mig totalt. Som om han var sur over, at Jonas og jeg ikke vil have flere børn.

Sygeplejersken: “Blodprøven skal tages fastende, så det kan vi ikke gøre i dag. Du kan få den taget ved egen læge. Et lille obs: Den skal tages på menstruationens 2-5 dag, for at vi bedst kan aflæse den”. 

Mig: “Fint. Det kan jeg godt. Havde man nu ville gøre det her rigtig effektivt, så havde man læst min henvisning ordentligt inden jeg kom og bedt mig få taget blodprøven på forhånd. Jeg har ventet 6 uger på den her tid, så det kunne jeg vel nok have nået. Nu skal jeg vente yderligere på at få taget blodprøven, på at få svar og evt. på at blive sendt videre i systemet igen”. 

Ingen siger noget. Der er akavet stilhed, mens både sygeplejersken og lægen kigger ind i deres skærme. Det ligner egentlig, at sygeplejersken skammer sig lidt. Den studerende smiler forsigtigt.

Lægen afbryder stilheden: “Jeg lægger blodprøverne klar til din læge. Du hører fra mig 3-4 uger efter. Måske ringer jeg. Måske skriver jeg på e-boks. Så får du at vide, hvad der skal ske og om jeg synes blodprøvetallet er højt nok til at sende dig videre”. 

Mig: “Fint. Tak for i dag”. – Jeg giver dem alle hånden og smutter ellers ud af døren med en vis fart.

 

Så nu venter jeg på, at skulle have taget blodprøve inden så længe. Derefter skal jeg vente 3-4 uger. Enten stopper det så der, hvis lægen ikke vil gøre mere. Eller også sender han min henvisning videre og så skal jeg vel vente 6 uger mere på en ny tid. Jeg synes godt nok, at det er op ad bakke. Den her konsultation var særligt op ad bakke. Det handlede vel egentlig mest om at klantre mig for, at jeg ikke skal have flere børn. Eller prøve at overbevise mig om noget andet. Som om det der med at få flere børn overhovedet er et valg, som jeg bare kan tage. Det frie valg til det er vist blevet mig frarøvet, da jeg blev ramt på fertiliteten. Ikke at det ikke kunne lykkes, bevares. Men det ville satme kræve meget. Fysisk, psykisk og økonomisk også. Så nej, det er på ingen måde fedt, at blive klandret for, at man har taget et valg om at stoppe ved ét barn, fordi man vurderer, at det er det bedste for ens egen skyld. Egentlig er jeg nok bare mest vred over, at han sagde, at han ikke ville tøve med at give mig Metformin som hjælp til et vægttab, hvis jeg bare var i gang med at planlægge barn nummer to. Jeg forstår ikke, hvordan den forskelsbehandling kan være okay.

Så ja, nu venter jeg som sagt bare. Blodprøven skal tages i næste uge. Jeg er allerede nu forberedt på, at jeg ikke får den hjælp, som jeg egentlig føler mig berettiget til. Jeg er godt klar over, at et meget besværligt vægttab ikke er jordens undergang, men jeg føler lidt, at det er det samme som at frarøve andre syge en mulighed for hjælp. Et eller andet sted håber jeg, at blodprøverne viser, at jeg er disponeret overfor udvikling af diabetes type 2. Jeg synes det ville være ganske skrækkeligt, men det ville nok udløse en henvisning videre i systemet. Jeg tror bare “desværre” ikke, at det er kommet så vidt for mig. Men nu må vi se.

Jeg holder jer opdateret..

Ugens op og ned #1

Ugens op og ned #1

Hej Søndag, din gamle banan. Så er du her sgu da igen, hva? Jeg elsker søndage. De er bare så rolige og hjemme hos os er de næsten altid i laveste gear. En gang var det gear lavere, men så blev vi forældre. I gamle dage havde butikkerne lukket om søndagen. Det kan jeg faktisk godt savne lidt. Der var bare sådan en ro, når byen lå stille hen. Nu har Bilka fandme åbent fra 06-00 hver eneste fucking dag. Som om de fleste lige står og mangler leverståhej og spegedreng kl 23.44 på en hvilken som helst aften. Nå, men søndag er også sådan en dag, hvor man kan summe lidt over ugen, der netop er ved at være gået. Så lad os summe lidt over min uge sammen:

Puha, sikke en uge. Der er bare sket alt muligt og det er sgu både med pil op og pil ned.

Lad os starte med det dårlige og slutte af med det gode. Så slutter vi nemlig med smil på læben. Eller noget.

 

Ugens ned

Vi er ramt af sygdom hele banden. Rundblad-banden. Altså de 3 der bor i vores hus. Snot, nys, hoste og hvad ved jeg, bare spredt over hele hytten. Det startede med lille’pigen tidligt på ugen og så har vi andre ellers bare fuldt trop. Lige netop i dag viser lille’pigen heldigvis tegn på bedring. Så pyt med os andre, der er så godt som til rendestenen.

Lille’pigen er i et eller andet vanvids “spring” i sin udvikling. Jeg går normalt ikke så meget op i de der (tiger?)spring, for vi mærker dem virkelig aldrig. Men denne gang, som vist ikke er et helt rigtigt spring ifølge min app, er det altså noget med at lære noget om afstande og opdage, at hey, mor kan altså være et pisse dumt svin og bare skride fra hende. Så vores ellers så godt sovende barn har lært os, at man ikke altid kan regne med, at babyen bare sover. Det startede med, at hun sådan ca. hver time skreg sig helt bananas med sine lungers fulde kraft, indtil hun blev taget op og holdt tæt. Bare sådan ud af det blå. Hun vågnede aldrig, men sov bare videre i min favn, hvor jeg så kunne lægge hende efter få minutter igen. Efter en uges tid med det, begyndte jeg at tage hende over til mig og sove, allerede første gang hun gjorde det. Så stoppede det og hun sover nu igen hele natten. Så der er nok noget om det der med at være bange for, at mor skrider. Hvis jeg ville det, så var jeg sgu nok skredet nu 😉 – Nu er hun til gengæld en værre dæmon ved puttetid og nu er det pludselig noget, der tager unødvendigt lang tid. For helvede. Håber vi får vores “gamle” pige tilbage snart. Hende der bare gik i seng og sov hele natten.

Jeg var en tur på Hjørring Sygehus for at snakke PCOS, endometriose, metformin osv. Det blev overhovedet ikke en god oplevelse. Jeg skal nok uddybe i et vredt og bestemt blogindlæg, inden så forfærdelig længe.

Jeg har fået indhentet alle afsnit af min yndlings podcasts Mørkeland og Sitterpodcast. Så nu synes jeg, at det er pisse irriterende, at jeg skal vente en uge på et nyt afsnit. Og jeg er altså bare ikke rigtigt blevet bidt af en ny trods mange gode bud og anbefalinger.

Lucy Love og Michael Olesen blev stemt ud af Vild Med Dans og det var ikke i orden med mig.

 

Ugens op

Lille’pigen har knækket koden til at kravle, så hun kravler bare afsted. Teknikken mangler stadig finpudsning, men det holder hende ikke fra at kravle rundt fra rum til rum og lave ulykker. Så ja, nu skal jeg pludselig til at være mere vågen, men jeg bliver også bare så pisse stolt, når jeg ser hende komme afsted på egen hånd. Direkte mod alt det, som hun ikke må pille ved.

Trods sygdom og vanvids “spring” i udviklingen, har lille’pigen været i strålende humør i dagtimerne og hun har været så nem, at få til at sove lure. Dét er vores pige, som vi altså kender hende bedst.

Jeg har formået at tabe et kilo mere. Endda uden at jeg har haft fokus på kost og motion i denne uge, da overskuddet har været lidt mindre end det plejer.

Jeg har fået årets første norske klejne. Det burde også være årets sidste, men vores bager er bare så pisse dygtig til det pis, så det bliver det sgu da helt sikkert ikke.

Jeg har gået færre ture med barnevognen, end jeg plejer, men de har været skønne alligevel.

Jeg er netop blevet færdig med min mors pakkekalender og en adventskalender til hver af min niece og nevø. Altid skønt at være i nogenlunde tid med det.

 

Hvad er mon din uges op og ned? 🙂

Det er lettere end mit tankemylder forestillede sig

Det er lettere end mit tankemylder forestillede sig

Jeg elsker at være mor. I hvert fald langt det meste af tiden. Ind i mellem trækker det også tænder ud og dem, der siger noget andet, er simpelthen fuld af lyv i deres pisse flyvende bukser. Jeg synes også, det er noget helt andet (men heldigvis meget bedre) end jeg havde forestillet mig, før jeg blev lille’pigens mor. Som nævnt før i tidligere indlæg, så gør jeg godt nok også mange ting anderledes, end hvad jeg først havde forventet. Altså før jeg egentlig vidste en skid om at være nogens mor.

Jeg synes også, at det bliver nemmere og nemmere med tiden. Tidligere tænkte jeg meget mere over tingene. Altså sådan unødvendigt meget. Hvor tit skal hun have mad? (vi havde et barn, der ikke meldte sult de første 3-4 måneder). Hvornår skal hun have grød og hvor meget? Hvor hurtigt skal hun af med sutteflaskerne? Hvornår skal hun undvære natflasken? Hvor hurtigt skal hun have flere måltider med fast føde? Hvornår skal hun sove i sin egen seng? Hvor meget tøj skal hun have på i barnevognen? Osv, osv. Nøj, hvor har jeg spekuleret meget. Særligt da jeg var gravid og så lige, da jeg var allermest nybagt mor. Det er nok fordi jeg er sådan et menneske, der godt kan lide at planlægge og vide ting på forhånd. Det kan man bare ikke så meget som mor og det syntes jeg faktisk var svært til at starte med. En af de største omvæltninger og udfordringer for mig.

Men i virkeligheden er det jo såre simpelt og jeg havde slet ikke behøvet, at tænke så meget over det. For egentlig fortæller lille’pigen jo selv, hvornår det er tid til det ene eller det andet. Eller hun fortæller det selvfølgelig ikke, men hun viser det. Hun viste selv interesse for fast føde, da hun var 3,5 måned gammel, så der gik vi forsigtigt i gang. Hun begyndte selv at afvise sutteflaskerne og har selv reguleret sit indtag ned fra 6 flasker i døgnet til nu 2-3 flasker. Natflasken var den første hun afviste. Endda lang tid før jeg syntes, at jeg var klar til at slippe vores hyggelige ritual med det. Desværre har hun så tilpas meget temperament, at jeg ikke havde noget, at skulle have sagt. Hun sover ikke i sin egen seng endnu, for det er hun til gengæld slet ikke klar til. Samsovning er sådan, hun helst vil sove. Gerne så tæt sammen, at der ikke er luft mellem os. Og det er fint. Alting til sin tid.

Og hvor vil jeg så hen med det her sniksnak? Egentlig vil jeg bare udtrykke, hvor overrasket jeg er over, og glad naturligvis, for hvor “let” det egentlig er at tage de forskellige skridt fra det ene til det andet. Hvor “let” det har været, når hun selv egentlig har bestemt hele vejen. Slet ingen grund til alt den spekuleren, Leah! Det er ikke det samme, som at det er helt bekymringsfrit at være mor, for det er det ikke. Og der skal også nok komme situationer fremadrettet, hvor jeg grubler og spekulere endnu en gang. Sådan er livet som mor vist bare.

Og egentlig ville jeg ønske, at jeg kunne række hånden ud til alle kommende førstegangs mødre (og fædre måske) og forklare, hvor uhyggeligt lidt de faktisk kan planlægge og vide på forhånd. Altså før baby er landet i en smattet pøl af blod, fosterfedt og hvad ved jeg, på mors mave. Lad være med at beslutte en helt masse inden babys ankomst, for der skal med garanti nok være noget, der ikke bliver som I gerne vil det eller regner med. Her hjemme samsover vi og det var faktisk ikke det vi talte om, inden vi blev forældre. Da skulle vores barn sove i egen seng. Vi giver sutteflaske, selvom jeg rigtig gerne ville amme. Sådan blev det bare. Vi bruger vikle, selvom jeg mente, at det var alt for hippe-agtigt. Vi indretter vores liv efter, at vores datter ikke trives med, at der er for meget i kalenderen. Det betyder bare mere hjemmehygge og færre ture til IKEA, venner, familie og hvad ved jeg. Vi har en kravlegård, selvom jeg havde svoret, at sådan en skulle jeg ikke have. Nu kunne vi ikke forestille os at undvære den og lille’pigen elsker den hyggekrog, som vi har gjort kravlegården til. Nå, jeg tror I har fanget, hvad jeg mener. Vi vidste i virkeligheden ikke en skid om noget som helst om at være forældre, inden vi selv blev det. Men hvordan kunne vi også det? Vi kendte jo ikke den lille prutfis med det stormende temperament, men yderst kærlige og følsomme sind, inden hun kom ud til os og viste os, hvordan og hvor skabet skal stå.

Så ja, hvad jeg ville jeg egentlig med det her indlæg? Det ved jeg faktisk ikke helt, for egentlig startede jeg bare med at skrive. Jeg ville nok bare fortælle, at det hele fandme nok skal gå. Uanset om du er sådan en, der bare springer ud i det eller grubler over absolut alt, ligesom jeg gør. Og gerne vil planlægge. Lad være med at planlægge og beslutte en masse på forhånd. For meget af det vil baby måske alligevel have en anden holdning til. Eller måske føler du i virkeligheden lige pludselig selv noget helt andet, når dit dyrebareste ligger der i dine arme. Slap af og nyd tiden inden I bliver forældre. Og friheden ikke mindst. Det er den vi savner mest her hjemme.

 

Det var vist nok sniksnak fra mig i dag. Rigtig god weekend til jer 🙂

Mit efterår i billeder

Mit efterår i billeder

Efteråret har været skønt i år. Faktisk er det jo, rent kalendermæssigt i hvert fald, stadig efterår. Jeg synes bare, at bladene efterhånden er blæst af de nu skaldede træer og det hele er bare lidt mere gråt i gråt. Og så er det koooooldt. Så det er ikke helt det efterår, som jeg bedst kan lide mere. Men efter et vidunderligt efterår med løvfaldsommer og en masse gåture, så jeg er faktisk rigtig tilfreds og klar til vinteren. Og ikke mindst julehyggen, som venter rundt om hjørnet.

I oktober fik jeg gået en masse med barnevognen. Faktisk blev det til hele 317,5 km. Det har nu også kunne mærkes i benene og de ømme lorte efter-graviditets-led. Jeg har ikke sat noget mål for november i forhold til gåture, så det tager vi som det kommer. Jeg forestiller mig at vejret gør, at lille’pigen og jeg kommer til at hygge mere hjemme 🙂

Men på de mange gåture i det skønne efterårsvejr, er det blevet til nogle meget fine efterårsbilleder, som jeg lige vil vise jer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er november og dette er mine planer ..

Det er november og dette er mine planer ..

Så blev det sørme november. Om lidt er det jul og snart er året omme og så tager vi hul på et nyt. Det går så stærkt jo. Heldigvis kan vi lige nøjes med at tage hul på november først og i denne måned skal jeg:

 

Spise and med svigerpakken: I anledning af Jonas’ fødselsdag på søndag, har hans mor lovet at servere and med hele svineriet på lørdag. Det er nemlig noget, som Jonas er rigtig vild med, så det glæder vi os til. Mon ikke også lille’pigen glæder sig til farmors kartofler og brun sovs? 😉

Fejre Jonas’ fødselsdag: Jonas fylder 29 år på søndag d. 4. november og vi har inviteret vores familier til boller og lagkage. Det er altid hyggeligt at mødes, når nogen skal fejres. Det er hans første fødselsdag som far og jeg glæder mig til at give ham gaven, som lille’pigen og jeg har lavet selv.

Til undersøgelse på Hjørring Sygehus: Vi skal se på status på kroppen, PCOS og endometriose efter graviditeten. Forhåbentlig skal jeg også starte op på Metformin. Kryds lige fingre for det, tak 🙂

Til møde med Familieiværksætterne: Det er det her tilbud til førstegangsforældre i vores kommune. Her mødes vi med andre førstegangsforældre og deres skønne børn. Denne gang skal vi lære noget om sprogudvikling, søvn og døgnrytme.

Til børnelægen: Lille’pigen skal til tjek for sin refluks og det bløde strubehoved. Jeg regner stærkt med, at vi kan påbegynde nedtrapning af medicin denne gang.

Shoppe til Black Friday: Vi bevæger os bestemt ikke ud i menneskemængden den dag, men jeg håber at kunne hive nogle gode tilbud hjem på nettet. Der skal jo både købes julegaver og især vil jeg nok jagte gaver til lille’pigen, min nevø og niece. Jeg elsker at få mest muligt for pengene til dem, så de forhåbentligt kan åbne en helvedes masse pakker juleaften. Vi får desuden snart brug for en ny autostol og en juniornest, så måske kan en af de ting hives hjem også.

Til ørelægen: Lille’pigen skal have tjekket ørerne, da hun er begyndt at vågne grædende mange gange i løbet af natten. Måske vil de også undersøge, hvorfor hun af en eller grund er begyndt at være lidt snottet om natten, men slet ikke om dagen. Det er fandme mærkeligt.

Bage julesmåkager: Jeg har faktisk endnu ikke bestemt mig for, om jeg vil bage julesmåkager i år. Det kræver at nogen vil se efter min tornado af en baby i mens. Men mon ikke jeg skal have bagt lidt? Mine vaniljekranse er i hvert fald allerede efterspurgt.

Pakke gaver ind: Ungernes adventskalendre er så godt som klar og skal blot pakkes ind. Jeg glæder mig til at glæde dem med gaver hver søndag i december.

På gåture: Som altid skal jeg ud og trave med barnevognen. I oktober kom jeg helt op på 317,5 km. Det regner jeg ikke med at opnå i november også. Nu er vejret nemlig ved at være til, at man ind i mellem hellere vil være hjemme.

Pynte til jul: Det er sjældent sket, at jeg kan vente til december med at pynte til jul. Men hvorfor også vente, når det er mindst ligeså hyggeligt i november også? Jeg pynter som regel op i løbet af den sidste uge i november. Noget af julepynten må dog blive i kasserne i år, da lille’pigen er en rigtig frøken pilfinger. Og nu hvor hun mere eller mindre selv kan komme afsted, som hun lyster, så er der bare noget, som er mere i sikkerhed i kasserne 😉

 

Hvad skal du lave i november? 🙂

Tilbage til skolegården .. #5

Tilbage til skolegården .. #5

Nu til tiden efter folkeskolen. Det var i øvrigt en kæmpe lettelse, at forlade den del af mit liv. Den dag havde jeg glædet mig til i flere år.

Men lige først: For nogle år tilbage da jeg boede med Jonas i Køge, blev jeg ramt af en personlig krise. En krise der egentlig bare gik på mig selv og mine tanker om mig selv. Jeg vil ikke gå så meget i detaljer med den her krise, jeg vil bare fortælle, at den sendte mig til en psykiaters kontor. Hvor jeg troede problemerne stammede fra noget bestemt, da fik han hurtigt taget hul på en byld, hvor bl.a. min skoletid fyldte rigtig meget. Og det overraskede mig rigtig meget, at det var dét vores snak endte med at handle om. Det var starten på min lange process med at bearbejde min fortid. Nå, det var et lille, men dog nødvendigt sidespring.

Efter folkeskolen skulle de fleste videre til 10. klasse, gymnasiet eller noget helt tredje. Det skulle jeg ikke. Jeg endte faktisk med, at starte på fuldtid på mit daværende studiejob på McDonald’s. Til mine forældre forklarede jeg, at jeg ikke vidste, hvad jeg ville. I virkeligheden handlede det om, at jeg ikke ville havne et nyt sted med nogle fra folkeskolen. Det har jeg aldrig fortalt mine forældre. Jeg havde brug for, at de andre elever kom et år eller to “foran”. Jeg vidste godt, at jeg ville tage en studentereksamen eller lignende på et tidspunkt. Jeg havde bare brug for ro i hovedet. Jeg var ikke skoletræt. Jeg var skoleskræmt.

I 2008 (2 år efter folkeskolen sluttede) startede jeg på Aalborg Studenterkursus til et intenst forløb, hvor man tager 3 års studier på 2 år (en STX). Sådan lød det i hvert fald den gang. Jeg havnede i en rigtig god klasse. Vi var godt blandet aldersmæssigt og fungerede godt sammen socialt. Jeg havde det godt. Og hvor ville jeg bare ønske, at min hårde folkeskoletid ikke havde nogen indflydelse på mine 2 år på Aalborg Studenterkursus. Det kan jeg desværre bare ikke sige. Jeg klarede de skriftlige opgaver rigtig godt og leverede ofte til både 10 og 12 taller. Desværre levede jeg ikke op til kravet om den aktive mundtlige deltagelse i timerne. Det sad simpelthen for meget i mig, at det er klogest at holde sin mund i timerne. Så er der nemlig ingen, der peger fingre af en. Så altså selvom jeg havnede i en klasse, hvor jeg havde det godt og hvor vi var voksne og fornuftige mennesker alle sammen, så kunne jeg simpelthen ikke komme ud af den skal, som jeg var blevet fanget i gennem folkeskoletiden. Jeg turde ikke åbne munden. Det fik narturligvis, men desværre konsekvenser for mit endelige gennemsnit efter de 2 år. Mine gode karakterer fra det skriftlige var dog heldigvis så gode, at jeg kom ud med et nogenlunde pænt gennemsnitligt gennemsnit. Ikke et gennemsnit, som man skal være ked af. Det var bare desværre ikke højt nok til, at jeg kunne gå de veje, som jeg egentlig gerne ville. Det falder selvfølgelig kun tilbage på mig selv, da det var mig, der ikke åbnede munden i timerne. Men jeg véd, at det bunder i det jeg tillærte mig i folkeskolen.

Jeg er ikke ked af den uddannelse, som jeg er endt med i dag. Jeg kan godt lide at være lægesekretær og det passer min personlighed meget godt. Men jeg vil altid tænke på, hvad det kunne have været endt med, hvis jeg ikke var så begrænset af mig selv.

Det der med at være bange for at åbne munden, kommer også til udtryk i andre situationer. Jeg er bestemt ikke den, man hører mest til i et selskab. Altså et større selskab med flere mennesker. Og det er uanset, om det er blandt folk jeg kender godt eller ej. Jeg oplever tit at sidde og tænke på noget, som jeg gerne vil sige, men det kommer fandme aldrig ud. Og vi snakker altså både til familiearrangementer, møder på arbejdet, fester osv. Jeg tror faktisk kun, at det er når jeg er omringet af min egen lille familie, altså Jonas, min mor, søster og sådan, at jeg ikke oplever, at jeg begrænser mig selv. Det er på en måde indbegrebet af tryghed og her behøver jeg ikke frygte, at gøre opmærksom på mig selv.

Så jo, det har da sin pris og sine begrænsninger, at jeg er vokset op med, at det var klogest at tie stille og gøre sig usynlig. Og det er synd, for ind i mellem tror jeg faktisk, at det er fornuftigt nok, det som jeg har på hjerte 😉

 

Og så er der den selvkritiske del af mig 

Jeg er SÅ hård ved mig selv. Det siger Jonas alt for tit og selvom jeg sjældent giver ham ret, så er der nok noget om snakken. Og kritikken af mig selv går, næsten uden undtagelse, altid på mit udseende. Jeg ved godt, at det også er en “kvinde-ting” at synes, at man har en for stor røv og lidt for trætte patter. Eller noget. Men jeg véd at mit stikker dybere end det. Udover at være træt af det udseende, som jeg i mange år blev mobbet med, så har jeg også en helt grundlæggende følelse af at være forkert og ikke god nok. Helt fra yderst til inderst. I mine senere teenageår var det også et problem, når det kom til det der med at finde en kæreste. Når jeg mødte fyre i byen, som faktisk oprigtigt var interesserede i mig, så dukkede mine indre dæmoner altid op og ødelagde det. For de kunne da absolut ikke mene det og de måtte da så afgjort have haft nogle forkerte bagtanker. Jeg er gået glip af mange søde fyre på min vej pga min egen stopklods og ringe syn på mig selv.

Heldigvis mødte jeg Jonas som 19-årig. Jonas var min første rigtige kæreste og heldigvis også min sidste. Der havde været nogle få useriøse kæresterier før ham, men ikke noget at skrive hjem om. Jeg tror ikke, jeg kunne have mødt en, der er mere rigtig for mig end Jonas er. Så kærlig. Så omsorgsfuld. Så overbærende. Så tålmodig. Og rummelig. Så rolig. Så fornuftig. Så empatisk. Så betænksom. Så opmærksom. Jonas og jeg har været sammen i 9 år nu. Der har været op- og nedture, som der er i alle parforhold. Men uden undtagelse har Jonas HVER dag de seneste 9 år, rost både min personlighed og mit udseende. “Du er smuk, Mulle”. “Du er dejlig, Mulle”. “Jeg kan godt lide din mås, Mulle”. Osv. Og jeg lyver virkelig ikke, når jeg siger, at det er på daglig basis og gerne flere gange dagligt. Jeg tror det er meget heldigt, at netop jeg og mit smadrede syn på mig selv, er landet i lige netop hans trygge favn. Tak for dig, Jonas <3

Jeg arbejder meget på, hvordan jeg ser på og taler om mig selv. Det er dagligt i mine tanker og nogle dage er jeg bedre til det end andre dage. Udover at jeg arbejder på at få styr på min krop, som den fysisk ser ud med PCOS og alt det der, så arbejder jeg også meget med, at hvile i mig selv. At vide, at jeg er god nok som jeg er, og at alle dem, der mente noget andet i skoletiden, de tog fejl. Jeg er meget opmærksom på, at min datter ikke skal høre sin mor tale dårligt om sig selv. Det kommer hun aldrig til, for det er der ikke noget godt i for hende. Det har jeg også været opmærksom på med min niece og nevø. Jeg er sikker på, at jeg nok skal blive rigtig god til det en dag. Men sikke et arbejde det er. Og det er altså 12 år siden, jeg sidst blev mobbet med mit udseende. Eller mobbet generelt.

 

Hvis lille’pigen nogensinde bliver mobbet

Jeg håber virkelig aldrig det sker. En ting er at blive drillet lidt, det kommer hun nok til at opleve. Men så bliver det forhåbentlig heller ikke mere end det. Det er virkelig en stor frygt for mig og barnet er end ikke startet i dagpleje endnu. Jeg håber virkelig, at jeg får skabt et så stærkt bånd med hende, at hun virkelig altid vil gøre brug af, at komme til mig, (eller Jonas) hvis der er det mindste. Forhåbentlig også, hvis hun bliver mobbet i skolen. Jeg gik aldrig selv til mine forældre. Aldrig nogensinde. Så jeg gætter på, at de var fuldstændigt uvidende om, hvordan min hverdag i skolen var strikket sammen. Jeg har flere gange sagt til Jonas, at hvis vi en dag bliver gjort opmærksom på, at vores datter er udsat for mobning, så må han nok tage sig af det. Jeg tror jeg har for mange følelser i klemme, til at kunne handle udelukkende med fornuft og rolige hænder. Men nu må vi se. Jeg håber aldrig det sker.

Mobning i dag er sikkert også endnu mere forfærdeligt end for 20 år siden. Ikke at jeg tror konceptet har ændret sig. Jeg tror bare, at det er svært at flygte fra det i dag. Altså ligesom at jeg gik en anden vej hjem fra skole eller gemte mig på toilettet i frikvarteret. I dag kan man ikke flygte, for mobningen fortsætter nok bare på de sociale medier og telefonerne, når skoledagen slutter. Det er altså uhyggeligt at tænke på.

Da jeg var barn, var det min “redning”, at jeg fik ro efter skole og i weekenderne. Og i ferierne. Havde min skoletid været i dag, så er jeg sgu ikke sikker på, at jeg havde siddet her lige nu. Av! Det er nok hårdt sagt, men ikke desto mindre er det nok også ganske rigtigt. Det er uhyggeligt at tænke på. – Til gengæld er det også min opfattelse, at der er langt mere fokus på mobning i dag. Altså på at holde det væk og sikre godt socialt sammenhold i klasserne. Jeg tror ikke, at mine tidligere fraværende lærere ville stå distancen i dag. Det håber jeg i hvert fald ikke.

 

Og så lige det der med tillid

Når vi nu snakker om mine tidligere fraværende lærere, så kan vi da lige snakke om, hvad fanden der skete for dem?! Tænk at stå og glo på, at et barn bliver mobbet og så bare gøre nul og niks. Så er man da vist ikke sit fag værdigt. Af åbentlyse årsager stoppede jeg tidligt med at stole på mine lærere. Derfor gik jeg heller aldrig til dem med mobningen, for det nyttede sgu da nul og en skid. Hverken på den ene eller den anden skole. Det er bare ikke i orden, at lade et barn i stikken på den måde.

Og så var der jo også de to veninder, der pludseligt skred. Det er jo ikke fordi, at de mangler i mit liv i dag overhovedet. Men både dét, mobningen generelt og den manglende hjælp fra lærerne har gjort, at jeg møder mennesker med en vis skepsis i dag. Folk skal fandme ikke for tæt på, før jeg er helt sikker på, at de kun vil mig det godt. Men hvornår bliver man nogensinde helt sikker på det? Aldrig. De fleste mennesker kender vi jo ligesom kun til huden. Jeg har grundlæggende svært ved, at møde nye mennesker i dag. Både at tale med dem, men faktisk også bare at befinde mig i det samme lokale. Alle mine sanser er konstant i bevægelse med høj puls, når jeg er i mødet med nye mennesker eller bare mange mennesker på én gang. Som om jeg hele tiden skal være vågen og klar til at flygte. Det er synd, for det er svært at vise, hvem jeg egentlig er, når jeg ikke kan slappe af. Det er nok også grunden til, at personer i min tætte vennekreds kan tælles på én hånd. Min storesøster har desuden, foruden storesøster-titlen, også titlen som min tætteste og næreste veninde. Det er nok fordi jeg ved, at hun får svært ved at smutte nogen steder 😉 Ikke at jeg tror, at hun har lyst til det. Søster’løgsovs har altid været meget beskyttende overfor mig. Det lærte hun hjemmefra, da der ofte blev sagt: “Nu passer du godt på Leah”. Det var når vi skulle afsted sammen bare hende og mig. Hun har taget det med ind i voksenlivet også. Hun kan fx godt finde på at stikke en arm ind foran mig, hvis vi skal krydse en vej. Bare lige for at være sikker på, at jeg kigger mig ordentligt for. Hun fortæller mig også stadig, at maden er varm og at jeg ikke skal brænde mig på den. Jeg tror aldrig hun kommer til at slippe hendes “beskytter-rolle”, men det gør heller ikke noget. Hun er cool nok og en god veninde og søster. Hun er jo i øvrigt også den eneste, som absolut bare altid har været der. Tak for dig, søster’løgsovs <3

 

Nå men for lige at runde det her møg lange indlæg af, så har mobningen altså haft betydning for min skolegang efter folkeskolen og altså også mine karakterer. Derfor også mit endelige valg af uddannelse. Den har haft stor betydning for, hvordan jeg kigger på mit spejlbillede og mit indre jeg i dag. Og hvordan jeg taler både til og om mig selv. Den gør at jeg allerede nu, frygter min egen datters skolegang. Den har haft afgørende betydning for min nuværende vennekreds og hvordan jeg møder andre mennesker i dag.

Hvor er det egentlig uhyggeligt at tænke på, hvordan børns samspil med og mod hinanden, kan have en så stor og afgørende betydning for fremtiden for et enkelt barn. Afgørende og endda ødelæggende helt ind i voksenlivet.

Jeg har stadig meget arbejde at gøre med mig selv og jeg tænker egentlig, at det nok aldrig slutter helt. Den process vil nok være den del af min hverdag for evigt, men forhåbentlig i mindre og mindre grad, som tiden skrider frem.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, hvem jeg havde været i dag, hvis ikke min opvækst havde været præget af daglig mobning. Og hvor jeg havde været. For det har jo unægteligt været med til at forme den person, som jeg er i dag. Og det liv som jeg nu lever. Jonas sagde faktisk den anden dag, at han på en måde var både ked af og glad for, at jeg har været udsat for det, som jeg har. I første omgang stod han naturligvis overfor et gevaldigt forklaringsproblem. “Hvordan fanden kan du være glad for det?” sagde jeg. Hans forklaring gik så på, at jeg måske ikke var blevet til det menneske, som han elsker så højt i dag. Måske havde vi nemlig slet ikke fundet hinanden så. Og så var vores dejlige datter ikke blevet til. Og vores liv og minder sammen havde aldrig været til. Og det har han jo nok ret i. Men sådan er det jo med livet, ikke? Det er bygget op af fuldstændigt tilfældige tilfældigheder, som vi griber og prøver at få det bedst mulige ud af. Når alt kommer til alt, så trods en fortid med mobning og et efterspil med varige mén, så er jeg fandme glad for, at tilfældige tilfældigheder gjorde, at mit liv er bygget op, som det er i dag.

Nu skal jeg bare lære, at hvile i det menneske, som jeg er blevet. Helt fra inderst til yderst.

Tak fordi I læste med 🙂