Ting jeg måske (ikke måske) har sagt i min graviditet .. #2. trimester

Mavebillede fra 2. trimester

 

  • For helvede. Jeg ligner bare en, der har tømt de andres madpakker. (Da der var mave, men kun en lille smule)

 

  • Nu har jeg altså slet ikke lyst til at fortælle det til nogen alligevel. (Da det pludselig blev angstprovokerende, at graviditeten ikke skulle være hemmelig længere)

 

  • Ej Mulle, det er sku’ en pige. Vi skal have en pige! Hvem fanden skulle have troet dét? (Efter kønsscanning. Det er jo heller ikke fordi, at der er 50% chance for enten det ene eller det andet. Jeg var jo bare sikker på, at det var en dreng)

 

  • Hvorfor i hede hule helvede skal det gøre ondt allerede nu? (Tidlige bækkensmerter)

 

  • Jeg vil ikke have det, hvis det lugter af gris! Eller fucking smager af det! (Da flæskesteg, frikadeller og andet gris var NO GO)

 

  • Er der flere cheez dippers? (Til dato den klammeste craving jeg har haft. I dag kan jeg slet ikke klare tanken om dem)

 

  • Jeg ved ikke, hvad jeg har lyst til. Det skal bare ikke smage af gris!  (Jeg ved ikke, hvad jeg vil spise før 5 minutter efter spisetid. Så er det ikke nemt at handle ind. Eller være gift med den gravide)

 

  • Det er skide dumt at købe hus og få baby på samme tid. Det er dumt og det gør vi aldrig igen, Mulle! (Der er en god chance for, at vi faktisk aldrig gør dét igen)

 

  • Jeg har så fede fingre, at jeg ikke kan holde på en fucking gaffel! (Og så kom der vand i kroppen)

 

  • Jeg har fandme aldrig før købt så mange bind, som jeg gør nu. (Når man ikke regnede med, at man skulle døje med blødninger i sin graviditet)

 

  • Fuck! Lynlåsen i min vinterjakke er sprunget. (Vinterjakken overlevede ikke)

 

  • Nej, det er faktisk ikke lige oppe over. Jeg skal først føde til april. Om 4 måneder. (Da maven ikke var så lille mere og folk var flabede) 

 

  • Nej jeg vælter ikke forover. Min røv vokser faktisk også og udligner situationen lidt. (Flere flabede folk)

 

  • Nå, så din svigerdatter er ikke ligeså stor som mig, selvom hun skal føde 1.5 måned før mig? Hun må være fucking glad for, at netop DU er hendes svigermor. (Sidst nævnte valgte jeg bare at tænke og ikke sige højt)

 

  • Ej, jeg har ikke mærket liv hele dagen. Mon hun er okay? Tænk hvis hun er død i maven? (Perioden hvor man ikke nødvendigvis skulle mærke liv hver dag og ikke bare ville ringe til fødegangen i tide og utide. Ikke at jeg nogensinde har ringet til dem)

 

  • Anna-nas. Anna-banana. Mulle, tror du hun vil klædes ud som banan til fastelavn? (Kælenavne er der nok af og fastelavnskostumet er muligvis i hus)

 

  • Jeg skal fandme lige have patholderen af! (Stadig træt af at have BH på)

 

  • Jeg har sovet. Og spist. Så gik jeg en lille tur. Og sov lidt mere. Jeg har også været ude og tisse mange gange. Vi har i øvrigt ikke flere astronaut is. (Når Jonas spørger, hvad jeg har brugt dagen på, mens han har været på arbejde)

 

  • Jeg har vist ikke lavet så meget. Men dagen er jo gået alligevel. (Også et muligt svar, når Jonas spørger, hvad jeg har brugt dagen på)

 

  • Jeg tror muligvis, at jeg er mindre klog i dag, end jeg var i går (Man kan godt blive lidt skør i bøtten af at gå hjemme hver dag. Det kan jeg i hvert fald)

 

Du kan læse mine guldkorn fra 1. trimester lige HER ! Og så kan du se frem til at høre mine guldkorn fra 3. trimester på et senere tidspunkt. Uden at afsløre for meget kan jeg bare sige, at det bliver ikke bedre som graviditeten skrider frem. Eller kønnere.

 

Kærligst Leah

Er jeg mon den eneste der .. #2

I øvrigt første gang jeg har kysset sådan en lemon-fætter der ..

 

  • Har et blandet og lettere kompliceret forhold til citrusfrugter?

 

  • Elsker citroner og kan spise en citron som den er? Altså fx skære den i både og spise den som man gør med appelsiner? Jeg gør det ikke så ofte, for det er ikke godt for tænderne.

 

  • På trods af min kærlighed til citronen ikke kan fordrage, hvis nogen bruger revet citronskal i maden? Det samme med appelsinskal.

 

  • Sætter min lid til at kunne kurere en forkølelse, hvis jeg bare spiser nok appelsiner?

 

  • Foretrækker de gule vingummier og andet gult slik i øvrigt, fordi jeg bilder mig selv ind, at det har set skyggen af citron?

 

  • Til gengæld ikke rører chokolade, kage eller andet dessert, hvor citrusfrugt indgår? Hvem fanden fik i øvrigt ideen med citronfromagen?! Klaphat.

 

  • Er ret vild med M&Ms, men ikke vil røre de gule og orange, fordi jeg bilder mig selv ind, at de har set skyggen af citron og appelsin?

 

  • Bruger citron til at rense mit PCOS-ramte ansigt? (Du kan læse mere om de røde byldelignende sataner HER)

 

  • Elsker alle drikkevarer der indeholder skyggen af citrus? Citronvand, appelsinsodavand, Pepsi Twist, Schweppes, vand med citron og alt muligt andet. Alt med undtagelse af danskvand med citrus. Det burde bare forbydes. En hån mod citrusfrugten.

 

  • Har formået at lave et blogindlæg, der kun handler om citrusfrugter? Og i øvrigt har kysset en citron, for at få det rigtige billede?

 

Du kan læse mit sidste “Er jeg mon den eneste der … ” indlæg lige HER! Det er mindst ligeså skørt som dette indlæg.

 

Rigtig god weekend folkens!

Kærligst Leah

Grusvejen til ønskebarnet .. #2

For ikke at komme helt skævt ind i historien, er det bestemt en fordel at have læst “Grusvejen til ønskebarnet .. #1”, som du finder HER, hvis du ikke allerede har læst den.

Jeg husker så tydeligt, hvordan det var at blive en del af fertilitetsverdenen. Nu er det jo heller ikke fordi, at det er flere år siden jo. Det er jo en verden, som alle ved findes, men det er ikke en verden, som alle kender til. Forstået på den måde, at du skal være en del af den for helt at forstå de mange følelser der følger med. Mange kvinder (og mænd) i fertilitetsbehandling finder ud af at knytte nogle helt specielle bånd. Om de har mødt hinanden eller ej, det er sådan set ikke så væsentligt. Netop fordi man er en del af en verden, som man kun fuldt forstår, fordi man er en del af den. Det er svært at forklare, men det er altså rigtig nok.

I efteråret 2016 blev vi kastet ud i vores første forsøg med inseminering. I den type forsøg får kvinden hjælp i form af hormonbehandling til at producere æg og alt det bedste fra mandens sædprøve bliver ført op i kvindens livmoderhule med et kateter. Det er sådan det korte af det lange. Det kaldes IUI. Det oplagte forsøg i vores situation, da det netop var ægproduktionen det haltede med.

Det første møde hos gynækologen er ét af dem jeg husker bedst. Et møde hvor vi blev sat ind i slagets gang. Lærte en masse om hormoner, lærte hvordan man stikker sig selv og lærte, hvordan en sædprøve laves og udføres korrekt. Den situation havde vi ikke forestillet os selv i, før vi faktisk sad i den. Nå, men alting er jo også nyt første gang.

Den første tur forbi apoteket blev dyr, men med favnen fuld af hormoner tog vi hjem. Fulde af forventning om, at den nok skulle sidde i kassen første gang. Vi skulle jo bare lige have en smule hjælp.

Vi kom godt fra start. Hormonerne blev taget på slaget og jeg blev kun lidt skør af dem. Jonas vil måske fortælle den historie en smule anderledes. Men så er det jo heldigt, at det her ikke er hans blog. Scanninger over flere dage viste, at et fint lille æg blev dannet. Ægløsningssprøjten blev skudt i maveflæsket på det helt rigtige sekund og næste morgen stod Jonas for sin del. Sædprøven. Hans første oplevelse med dét. Hans oplevelse, hans historie, så det snakker vi ikke mere om i dette indlæg. Jeg tror dog aldrig han glemmer følelsen af, at køre bil med en sædprøve i en plastikbeholder i armhulen klokken alt for tidligt lige inden arbejde. Ikke den typiske morgenrutine. Nå,  men NU snakker vi ikke mere om det.

Første inseminering var jo faktisk super spændende. Men det var også fordi der var en temmelig naiv forventning om, at det var både første og sidste gang. Nu skulle mandens soldater bare skydes op i privaten og så ville resten ske af sig selv. Bum, bum, GRAVID.

Jonas var med til insemineringen, som på mange måder var grænseoverskridende. Jeg lå der på den kolde briks med stængerne oppe, mens en anden mand gjorde mig gravid med min egen mands ingredienser. Så underligt altså. Og igen ikke en situation man havde set sig selv i, før man var i den. Nå, men i det mindste tog det ikke lang tid. Derefter hjem på sofaen og lade kroppen gøre sit. De næste 14 dage frem til testdag var smadder lange. Naturligvis. Og jeg var både gravid og det modsatte i løbet af de dage. Altså i mit hoved jo. Min krop sendte også skøre signaler og generelt var min sindstilstand vist ret utilregnelig. Dagene frem til testdag, lige gyldigt hvilket type forsøg du gennemgår, er altså bare en kategori for sig selv. Uforklarlig.

Testen var latterligt negativ på testdag. Og det blev den ved med at være den efterfølgende uge. Uanset hvilket lys jeg brugte eller hvordan jeg pillede testen fra hinanden. Den forblev negativ. Lortetest. Røvhormoner. Skodæg. Møg sædprøve. Dumme gynækologmand. Forbandede PCOS. Ja, det dækker vel ret godt følelsesregistret. Fuck! Fuck! Fuck!

Min kontakt med gynækologen gjorde ikke situationen bedre i dagene efter testdag. “Du er gravid, hvis du ikke får din menstruation”. Okay professor, hvorfor fanden er testen så negativ og hvorfor får jeg ikke menstruation? Det fik jeg aldrig svaret på. Jeg blev derimod sat på pause året ud, for menstruationen skulle jo nok komme og den var vi nødt til at vente på.

 

Den kom aldrig.

Det tager vi fat på i næste del af “Grusvejen til ønskebarnet”.

 

Kærligst Leah

 

 

Grusvejen til ønskebarnet .. #1

De fleste jer, hvad end I kender mig personligt eller ej, ved godt at jeg netop nu er i lykkelige omstændigheder. Gravid med mit første barn. En pige, som melder sin ankomst til april. Hvor heldig har man lige lov til at være? For heldig er faktisk det helt rigtige ord i netop vores situation.

For vejen her til har ikke været nem. Det ved mange af jer måske allerede. Men jeg synes, at I skal have historien igen. I grove træk. Nye læsere kan jo være kommet til, mens andre måske har brug for en genopfriskning. Nogle ting har jeg heller ikke delt tidligere, men jeg er blevet klar til det nu. Så det er ikke gammelt nyt det hele. Noget er også nyt nyt.

I september 2016 fik jeg konstateret PCOS ved en gynækolog. Forud for dette havde jeg været igennem 9 aldeles rædselsfulde måneder. I hvert fald i forhold til min krop. Mange andre ting i mit liv gik jo altså fint nok. Vigtigt at huske. Jeg stoppede med at spise p-piller, for vi skulle da have en baby. Det skulle der ikke være nogen problemer i. Samtlige kvinder i min familie har haft let ved at opnå graviditet hurtigt og mange af dem har så sandelig også fået mere end rigeligt af børn. Så ingen dårlige udsigter der. Heller ikke i forhold til Jonas var der noget der talte for, at der skulle være problemer med hans udstyr. Så det hele var med en ganske naiv forventning om, at den nok skulle “sidde i skabet” indenfor ganske få måneder. Selvfølgelig da!

Jeg kan ikke understrege tydeligt nok, at det ikke var det, der skete!

De første 9 måneder uden p-piller bød på en massiv vægtøgning. Vi snakker 20-22 kilo og det var mig, der tog dem alle sammen på. For Jonas var det højst et par kilo, men det har helt sikkert ikke været pga. p-pillestoppet. Det må vi lige have slået fast. Jeg fik også uren hud, en god sjat mandehår jævnt fordelt på mit nu noget kun rundere korpus, ustabilitet i blodsukkeret og absolut ikke skyggen af menstruation. Som i fuldstændig tørke på dét område. Det betød jo også, at ingen æg forlod reden og uden ægløsning er der ingen baby. Det er ligesom fakta, som vi ikke kan benægte. En nødvendig ingrediens.

Jeg kæmpede med min læge i mange måneder med ovenstående symptomer. Hun mente, at det var ganske normalt. Det kunne jo også være, at jeg bare havde spist lidt for meget og bevæget mig lidt mindre end jeg plejede. Tak for lort, båtnakke! Tror det er de færreste, der kan spise sig til den tilstand på så kort tid. Og min kost havde i øvrigt ikke ændret sig. Jeg kan ikke understrege tydeligt nok, hvor stort et fjols hun var. Som læge i hvert fald. Da hun ikke gad høre på mig mere, sendte hun mig til gynækolog. Tak for det! Var det måske så svært? Jøsses.

Her blev der taget en god stak blodprøver og den første underlivsundersøgelse med ultralydsscanning blev foretaget. Den første ud af urimeligt mange. Er I klar over, hvor stort et apparat de bruger til det?! Vi snakker et apparat, der kan give de fleste mænd mindreværdskomplekser. Jeg siger det bare.

Nå, men dommen var da klar og tydelig. Ikke til at misforstå. Jeg husker tydeligt at gynækologen sagde: “Hold da op! Det ser jeg alligevel ikke så tit”, da han scannede mig første gang. Ganske få kvinder bryder sig om at høre dét, mens en mand har sit lange apparat og en hånd halvvejs oppe i privaten på en. Tak for kaffe.

Det sjældne syn var to æggestokke fyldt til bristepunktet med tomme follikler. På en scanning ser sådan noget faktisk utrolig flot ud. Det ligner en masse flotte lysende perler. I virkeligheden og på papiret er det et meget grimt syn. Et ødelæggende syn. For det er ikke sådan en kvindes æggestokke skal se ud. Slet ikke hvis hun gerne vil være gravid.

Scanningen var i virkeligheden nok, men blodprøverne bakkede ligeså meget op. Særligt på niveauet af de mandelige kønshormoner og insulinresistensen. “Du har PCOS. Og du har det i en svær grad”. Fedt! En diagnose, som jeg ikke vidste en skid om. Hvis du heller ikke ved en skid om det, kan du læse mere HER.

Følgende sætning glemmer jeg nok aldrig. Med et ualmindeligt udtryksløst fjæs, sagde han: “Leah. I forhold til at opnå graviditet er din tilstand alvorlig. Du har en kraftig PCO. Du skal ikke regne med at blive gravid på naturlig vis. Med fertilitetsbehandling kan man meget i dag og vi er gode til vores arbejde. Men vi kan kun arbejde med dét du har. Vi kan ikke altid skabe mirakler”. Av min arm. Eller i virkeligheden var det jo maven, der gjorde ondt. Og også lidt i “tissefruen” (et andet ord for tissekone skulle der være nogen tvivl. #selvtak) efter besøget af det lange apparat.

Gynækologen opfordrede til, at vi påbegyndte fertilitetsbehandling med samme. Hvis det altså virkelig var dét vi ville. Det var det! Ingen tvivl om det. Og heldigvis skulle vi ikke vente, men kom i gang med det samme. Det er ikke alle steder i landet, at man er så heldig. Ventetid er som regel et væsentlig nøgleord, når man går i fertilitetsbehandling. Det har det ikke været for os. Og det er både på godt og ondt, men det vil jeg vende tilbage til.

Nu begyndte en tid, hvor jeg skulle lære min nye diagnose at kende. En svær tid. Men også motiverende, for nu var der da i det mindste svar og noget at forholde sig til. Noget at tage fat i og noget at finde løsninger til og svar på. Det er jo nemt nok at skrive for mig nu. Nu har jeg jo ligesom også sat mig ind i tingene og jeg har for længst slugt de dårlige nyheder. Og bearbejdet dem. Tilbage i efteråret 2016 var det en lidt anden snak. Da syntes jeg både, at det var uretfærdigt og uforståeligt. Følte faktisk, at jeg var født under en uheldig stjerne. Følte mig som en outsider i en familie med kvinder, hvor ingen havde skyggen af at leve med de samme symptomer som mig. Jeg er tit blevet spurgt, om jeg ikke er træt af, at det lige blev mig der fik diagnosen i familien. Tjo. Men hvem skulle ellers have fået den? Havde min mor fået den er det jo ikke sikkert, at jeg var blevet til. Eller min søster. Havde min søster fået den, er det jo ikke sikkert, at min højt elskede niece og nevø havde været til. Av, den tanke er jo slet ikke til at bære. Så hellere mig selv da. Tror hellere jeg vil vende den om og sige, at når det nu ligger i vores gener, så er det fandme heldigt, at det indtil videre kun er brudt ud hos én. At den ene så er mig, er jo hvad det er. Så kan det til gengæld være, at jeg vinder i lotto en anden dag.

 

I del to af “Grusvejen til ønskebarnet”, vil jeg tage jer med i en verden, der typisk består af hormonbehandlinger, negative tests, frustrationer, nåle, scanninger, sædprøver og så meget andet. Fertilitetsverdenen. Det er ikke det fedeste emne at leve i, men det kan godt være spændende at læse om. Jeg glæder mig til at dele det med jer.

 

Kærligst Leah

Ting jeg måske (ikke måske) har sagt i min graviditet .. #1. trimester

Første mavebillede i slutningen af 1. trimester

 

  • Mulle?! Den er positiv. Jeg tror sku’ den er positiv. Ej, den ér positiv. Tror du ikke også den er positiv? (viser testen til Jonas). Synes du ikke den ser positiv ud? Der er da TO streger. Ikke? Ej, jeg må lige ligge ned. Nu får jeg det helt mærkeligt .. (Den morgen testen var positiv)

 

  • Hvordan mon dét kunne ske? Hvorfor tror du, Mulle? Det’ sku’ da mærkeligt! (Jeg ved godt, hvordan man laver børn på traditionel vis, men vi havde jo ligesom fået at vide, at det ikke ville ske på dén måde).

 

  • Hvordan fanden skal vi mon lyve os ud af den her? Vi lader bare være med at snakke med nogen. (Da ingen måtte vide noget. Det er svært, når man går i fertilitetsbehandling og deler ud af sit fertilitetsliv på www.fertilitetsliv.dk)

 

  • Fy for helvede! Gå lige væk med det der! Adr .. (Da alting lugtede)

 

  • Hvorfor er alting bare så klamt og trælst? (Madlede. Nedsat appetit. Føj, det var ikke sjovt)

 

  • Er du godt klar over, hvor kugle rund jeg bliver? Du kan ligeså godt forberede dig på det! Lover du stadig at elske mig, selvom jeg bliver rund og ikke særligt charmerende? Ellers kan du fandme også bare fucke af! (Sagt til Jonas i et mindre hormonflip)

 

  • Hvorfor er dagene pludselig så irriterende lange? (Utålmodigheden var stor frem til diverse scanninger og offentliggørelse)

 

  • Er der mere ananas? (Da ananas var det eneste rigtige)

 

  • Kom Mulle! Lad os finde et hus. Og købe det! (Jonas bragte ideen på bane først)

 

  • Hvad tror du det er, Mulle? En pige? En dreng? Det er helt sikkert en dreng! Det er jeg sikker på. ( …. Vi skal have en pige)

 

  • Jeg skal fandme lige have patholderen af! (Der var tale om ulideligt ømme bryster)

 

  • Jeg skal altså lige have en time på øjet. (Og så kunne man pludselig sove i 100 år)

 

  • Tror du chefen glæder sig til at blive storebror? Fatter en kanin overhovedet sådan noget? (Vi venter stadig på svaret. Vi tror umiddelbart ikke, at han glæder sig. Hvis du ikke kender chefen, kan du læse om ham HER)

Fandme ikke mens jeg er gravid!

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan PCOS påvirker både min krop og min hverdag. Har du endnu ikke læst det indlæg, kan du finde det HER.

Da jeg fik konstateret PCOS skete der rigtig mange ting lige i røven af hinanden og på én og samme gang. Jeg blev ikke gravid, jeg tog på, kroppen forandrede sig og alt det der, som du har læst i mit tidligere indlæg. Jeg startede i fertilitetsbehandling og lagde mit liv om på mange måder. Særligt i forhold til den strenge kost, som jeg har kæmpet meget med. Dels i forhold til at lære, hvad PCOS-venlig kost er og hvad det bestemt ikke er, men også det der med at acceptere, at jeg ikke kunne spise både dit og dat. Åh, hvor jeg synes det var hårdt. Særligt fordi det hele væltede ned over mig på én gang, men også fordi ALT hvad jeg gjorde og jeg mener virkelig ALT, kun havde ét eneste formål. At blive gravid. Det var hele omdrejningspunktet. Det eneste mål og den ultimative belønning for alt det hårde jeg og vi skulle kæmpe os igennem. Det eneste acceptable resultat af det hele. At blive gravid og få et barn. Wauw, her kan vi tale om at leve under pres, ikke? Og så endda på begrænset kost.

Spiste jeg noget, der ikke var 100% PCOS-venligt, blev jeg ramt af ekstrem dårlig samvittighed. Gik der en dag, hvor jeg ikke dyrkede motion, blev jeg ramt af ekstrem dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed overfor mig selv og min krop, men mest overfor det barn og den graviditet, som jeg så inderligt ønskede mig. For betød det i virkeligheden forskellen mellem den positive og den negative graviditetstest? Tænk at stå med det ansvar på sin samvittighed.

Jeg har tit slået mig selv oven i hovedet, været vred på mig selv, hadet mig selv og haft svært ved at tilgive mig selv, når jeg har handlet på en måde, som ikke passede med PCOS’en. Særligt når jeg tog den ene negative graviditetstest efter den anden. Av, av. Her kan vi vist også tale om et psykisk pres og en ustabilitet, som nok skulle have været håndteret anderledes. Nok også med noget professionel hjælp. Nå, men det kan man jo selvfølgelig altid komme og sige her efterfølgende. Hvem elsker ikke (idiotiske) bagkloge folk?

Da lykken endelig vendte og jeg blev gravid, var jeg slet ikke i tvivl om, at PCOS og graviditet i første omgang ikke skulle følges ad. Jeg har simpelthen haft brug for at skille de to ting fuldstændig ad.

Jeg har derfor valgt, under min graviditet og kun dér, at leve som om jeg ikke har PCOS. Ingen strenge regler i forhold til kost og motion, men i stedet en masse frihed og en tiltrængt pause for hovedet. Jeg tror nemlig (eller véd), at jeg var ved at blive en smule (meget) vanvittig. Og hvem gider det i længden?

Jeg har stadig dyrket motion i det omfang som jeg havde lyst til og i det omfang, som graviditeten har tilladt. Jeg har stadig spist mange fornuftige PCOS-venlige ting, men jeg har fandme også spist brød, hvis jeg havde lyst. Masser af brød. Og pasta. Og ris. Og sukker for den sags skyld. Masser af sukker. Det har ind i mellem betydet, at min hud i ansigtet har demonstreret og slået ud med de velkendte bylde-lignende røde sataner, men det kan i teorien også være fordi jeg er gravid. Det fucker jo trods alt også med hormonbalancen og min var pænt fucked i forvejen. Det har nok også betydet, at jeg har taget et kilo eller to mere på i min graviditet, end jeg havde gjort hvis jeg havde levet fuldstændig PCOS-venligt. Men skidt med de par kilo, når jeg i det store hele billede ikke har taget mere på, end hvad de fleste gør.

Jeg har nydt den her pause fra PCOS’en vanvittig meget. Som i at det har været virkelig virkelig tiltrængt, at få det på afstand for en tid. Glemme det lidt og bare være lykkelig over min graviditet.

Jeg er klar over, at hverdagen med PCOS vil vende tilbage igen. Med alt hvad det nu indebærer af strenge kost- og motionsregler. Det kommer på den anden side af min graviditet, når jeg har født min datter og det er også helt fint. Det kan jo ikke rigtig blive anderledes, når jeg nu en gang har PCOS.

Jeg ser rigtig meget frem til, at skulle integrere PCOS’en i en hverdag, der ikke kun handler om at blive gravid. I en hverdag der faktisk slet ikke skal handle om at blive gravid. Jeg håber og tror, at presset på mig selv og mine skuldre vil være, ja, mindre presset. Mindre dårlig samvittighed og vrede rettet mod mig selv. Det skal nok blive godt og jeg skal nok finde den rette balance i det hele. Balancen der gør, at PCOS’en igen ikke bliver altoverskyggende. Balancen der gør, at jeg kommer nogenlunde og næsten tilbage til den krop jeg havde tilbage i 2015 før vanviddet startede. Med alle de graviditets-hænge-(patter)-partier, der sikkert vil følge med.

 

Kærligst Leah

Er jeg mon den eneste der … #1

 

  • Har et ualmindeligt avanceret og anstrengt forhold til mælk?

 

  • Får det fysisk dårligt af at se andre drikke af mælkekartonen?

 

  • Er rædselsslagen for at drikke det sidste af mælken i mælkekartonen? Vi snakker her om panikangst og en følelse af, at alting nede i maven vender sig 180 grader af ca. 27 omgange. P.s. Jeg fik en gang 200 kr. af Jonas for at drikke det sidste af mælken. Det var overhovedet ikke det værd og jeg får det stadig skidt med mig selv ved tanken.

 

  • Bruger begrebet “slatmælk” om det sidste mælk i mælkekartonen?

 

  • Kun vil drikke mælk hjemme hos mig selv eller min mor? Uden pis. Hvis folk spørger om jeg vil have mælk, er det første jeg tænker: “Hvad i hede hule helvede tænker du på? Gu’ vil jeg da ej have dit mælk! Hvem fanden tror du jeg er?”

 

  • Bliver lidt kvalm, når jeg hører ordet “tykmælk”?

 

  • Kun vil drikke mælk, hvis den er åbnet på den samme dag? (Og selvfølgelig står hjemme ved mig selv eller min mor)

 

  • Ikke kan drikke mælken, hvis jeg først tænker på, hvor den egentlig kommer fra? #kopatsaft

 

  • Ikke forstår hvorfor kærnemælk findes? Og hvorfor nogen overhovedet køber (og drikker) det?

 

  • Har formået at lave et blogindlæg, der kun handler om mælk?

 

  • BLOT TIL INFO: Jeg drak naturligvis ikke glasset med mælk på billedet. Mælken var nemlig fra en karton, der blev åbnet i går.

Når Nordjylland møder Sjælland

Tilbage til 2009

Jonas. Han er min mand og jeg har nævnt ham lidt her på bloggen allerede. Jeg kunne godt tænke mig at dele historien om, hvordan vi endte som “Jonas og Leah”. Før det var vi jo bare “Jonas” og “Leah”. Faktisk var jeg bare “Lea”, men det er en anden historie.

Vi skal tilbage til oktober 2009. Da var jeg 19 år gammel. Jeg var i gang med at tage STX på Aalborg Studenterkursus, jeg boede i min egen lille hyggelige etværelses i Nørresundby nær Aalborg og jeg tjente mine penge ved at arbejde på McDonald’s. En rigtig burgerpige. Jeg var vist nok (ikke vist nok) tit at finde i Jomfru Ane Gade med en lille skid på. Jo, jo. Det var jo sådan det var den gang. Jeg var ikke hende, der mødte mange fyre eller havde mange kærester. Det gjorde jeg ikke så meget i og de få gange jeg endelig gjorde det, ja der blev det sku’ aldrig til noget, som var værd at skrive hjem om. Nitte efter nitte. De få der nu var.

På samme tidspunkt er Jonas også 19 år, dog tættere på de 20 år end jeg var. Han boede hos sine forældre i Strøby Egede, en lille by nær Køge. Det er der han er vokset op. Han tjente penge ved at arbejde i Føtex og glædede sig til den kommende værnepligt, som skulle aftjenes. Han gik vist nok også lidt i byen. Eller i hvert fald til fester. I Køge tager man ikke i byen, som man gør det i Jomfru Ane Gade. Men Jomfru Ane Gade er da vist også en kategori for sig selv. Nå, men Jonas havde vist haft lidt kærester her og der. Jeg har da i hvert fald hørt om et par stykker. Om de var nitter eller ej, vil jeg ikke udtale mig om. Men det var de jo måske (ikke måske) nok. Ellers stoppede historien sku’ nok her.

Og hvordan møder Nordjylland så Sjælland? Tja, det er sådan noget der sommetider sker på internettet. Jeg havde et par veninder i gymnasiet som længe prøvede at få mig på noget netdating. Jeg var skeptisk og ikke meget for det. Netdating var ikke så super brugt den gang, som det er i dag. Slet ikke i vores aldersgruppe. Jeg er desuden den der nervøse type, der end ikke tør sætte sig alene ind i en taxa, fordi taxachaufføren er fremmed. Det har resulteret i mange gåture i besværlige sko hjem fra Jomfru Ane Gade i sin tid. Så hvordan i alverden skulle jeg finde modet til at mødes med en fremmed fra nettet? Nej tak. I hvert fald nej tak indtil jeg til sidst sagde ja tak. Det kunne jo ikke skade at snuse lidt og man behøver jo ikke mødes med nogen.

I starten af oktober 2009 sad jeg der med min nyoprettede bruger på siden, der vist nok hed netdate.dk. Jeg tror ikke den findes i dag. Mange underlige og ikke særligt tiltrækkende mænd skrev til mig. Mænd der pralede med penge. Mænd der elsker at flashe store muskuløse overarme. Mænd der kun er ude på én ting. You know what I mean. Få flinke nok typer skrev også, men der var aldrig sådan bemærkelsesværdig kemi. Men så skrev Jonas89, som brugeren hed. Uden at flashe et par store muskuløse overarme (dem havde han ikke), skrev han en sød besked, der hverken handlede om penge eller sex. Jonas89 var sådan set sød nok, men han vækkede ikke umiddelbart min interesse sådan specielt meget. Jeg svarede på hans besked, som jeg gjorde det med alle de andres. Jeg svarede ALTID, for ellers var min svarprocent ikke på 100%. En anelse OCD? Hvor sulan får du den tanke fra? Jeg regnede ikke med at høre mere fra Jonas89. Altså lige indtil han skrev igen. Og igen. Og igen. Og så igen. Han kunne sku’ alligevel et eller andet. Og jeg kunne ikke lade være med at blive ved med at skrive tilbage. Og til sidst var det ikke kun pga. svarprocenten.

2 dage og mange mange mange beskeder senere lukkede vi vores profiler på datingsiden. Vi havde endnu ikke mødt hinanden. Vi flyttede vores skriverier over på det chatforum, der i sin tid hed MSN. Nogle af jer kan sikkert huske det. Vi skrev og skrev og skrev. Det var lidt spændende. Kemien var tydeligvis god.

Ca. 14 dage efter den første besked, nemlig den 23. oktober 2009, tog Jonas89 toget fra København til Aalborg. Det er altså en tosset lang tur, hvis det så viser sig, at man bliver skuffet over det man ser, når man kommer frem. I teorien kunne jeg jo have været en pervers gammel mandlig stodder med urene hensigter. Modigt af Jonas89. Han blev heldigvis ikke skuffet (nu var jeg jo heller ikke en pervers gammel mandlig stodder med urene hensigter) og det første kys blev allerede plantet den aften. Med det samme lige dér på Aalborg Station. Så gik det ellers så fint derfra og de to turtelduer har været sammen lige siden. Dog med undtagelse af en lille pause på et par uger ca. 6 måneder inde i forholdet. Sjælland skulle lige indse, at han ikke kunne undvære Nordjylland. Han kom selvfølgelig tilbage igen.

Jonas89 hedder naturligvis ikke Jonas89 mere. Han hedder bare Jonas. Og han er min Jonas, som jeg nu har været sammen med i mere end 8 år. Vi blev gift i august 2014 og kan hen på sommeren fejre vores 4 års bryllupsdag. Vi har lige købt et hus sammen og lige om lidt bliver vi forældre til en lille pige. Alt sammen takket være Jonas89, tilfældigheder og hans søde beskeder.

Bryllup i august 2014

 

… Og de levede lykkeligt til deres dages ende. Det regner de da i hvertfald med. Eller noget.

Kærligst Leah

Min hverdag med PCOS

Livet med PCOS er … Ja, jeg vil sku ikke lyve, pynte eller lægge fingre imellem. Livet med PCOS kan være ren røv og nøgler, toppet med hormonelle forstyrrelser, en sjat mandehår, polkaprikket hud i bedste teenagestil og et strejf af lettere (stor) tendens til overvægt. Og lidt mere end det.

It’s babytime, baby!

Ved årsskiftet 2015/2016 stoppede jeg med at spise p-piller. De havde været en del af mig i ca. 10 år på det tidspunkt, hvilket er normalen for mange. Da jeg var 15-16 år blev de fleste piger sat på p-piller. Sådan var det jo bare.

Jeg stoppede selvfølgelig med dem, da det er ualmindelig svært at blive gravid på dem. Og det var netop dét, der var planen og næste skridt i mit og Jonas’ forhold. Det var tid til baby! Et projekt vi kastede os ud i med positive forventninger, spænding og en fortsat naturlig lyst til noget lagengymnastik. Ja, emnet med lagengymnastikken forbliver uåbnet lige nu, men jeg skal nok åbne det i et andet indlæg.

Min krop forandrede sig drastisk i løbet af få måneder efter p-pillestoppet. Som i “hvad i hede hule helvede sker der lige her?!”. Jeg tog på. Rigtig meget faktisk. Og det var på trods af, at jeg holdte et fornuftigt aktivitetsniveau med træning og løb, samt holdte mig til en fornuftig kost, som jeg hele tiden havde gjort. Vi snakker ca. 20-22 kilo ekstra på sidebenene, da det var værst. Det er altså ikke så lidt og det klædte ved gud heller ikke min i forvejen lidt buttede krop. Jeg begyndte også at få uren hud, hvilket jeg ikke har haft de store problemer med tidligere. Her snakker vi om ualmindelig meget fedtet hud og en tendens til de her bylde-lignende røde sataner i ansigtet, som er yderst smertefulde og desuden efterlader huden med dybe sår, som kan tage flere uger om at hele op. Mange af dem har efterladt ar i mit ansigt, som jeg formentlig aldrig kommer helt af med igen.

Hår. Pludselig var der hår på steder, hvor der ikke plejede at vær hår. Hår af mandlig karakter og ikke særligt velkommen på min krop, hvis du spørger mig. Hår på overlæben, halsen, hagen og kinderne. Kraftigere hårvækst på mine lår. Hår på maven, særligt den fine mandlige streg af hår fra navlen og ned. Jeps, den fik jeg også. I kan nok forestille jer, hvad dette kan gøre ved en kvindes opfattelse af sig selv. Ja, av!

Hovedpine kom der også mere af og ubalance i blodsukkeret blev en del af hverdagen. Stod lige pludselig med en krop, der ikke kunne styre, hvornår den skulle have og hvornår den ikke skulle have. Og ikke mindst hvad den skulle have. Det har resulteret i flere svingture i blodsukkeret med rysteture, utilpashed og hvad der nu ellers følger med.

Som om ovenstående ikke skulle være nok, fik jeg selvfølgelig også rod og kaos i min menstruations cyklus. Jeg fik faktisk aldrig menstruation. Uden hjælp fra medicin, har min cyklus formået at være på ca. 365 dage. Kraftige mavesmerter og cystedannelser blev en del af hverdagen. Det samme gjorde den ufrivillige barnløshed, men det må være en historie til et andet indlæg.

Du har PCOS. Og det er i en svær grad

Efter at have gået med ovenstående symptomer i en 9 måneders tid og efter flere resultatløse besøg ved min egen læge, fik jeg konstateret PCOS i september 2016 ved en gynækolog. PCOS i en svær grad for at det ikke skal være helt løgn. I samme sætning fik jeg at vide, at det ikke var givet at jeg kunne blive gravid. Heller ikke med hjælp. Netop fordi graden af PCOS og tilstanden i mine æggestokke var, som den nu en gang var. Rigtig slem. Av, av.

PCOS-venlig kost, motion, motion, motion, ekstrem hudpleje pincet, skrab og voks

Sådan er min hverdag med PCOS. Jeg har måtte lægge min kost om til PCOS-venlig kost, som betyder nej til mange ting. Nej til brød. Nej til pasta, kartofler og ris. Nej til sukker. Også frugtsukker. Nej til mange typer mælkeprodukter. Selvfølgelig kan man ikke sige nej hele tiden og ind i mellem skal der friheder til. Men for min krop kommer et ja til et af nej-tingene  også med en pris. Rod i blodsukkeret eller endnu en bylde-lignende rød satan til samlingen. Under fertilitetsbehandlingen betød det også dårlig samvittighed. Ville dette ja til denne nej-ting betyde forskellen mellem en positiv og en negativ graviditetstest? Av. Av.

Jeg dyrker meget motion, men det har jeg nu altid været flittig til. I hvert fald i mit voksne liv. Det har været alt lige fra fitness, styrketræning, løb og gang. Det svinger lidt i perioder, hvad jeg har mest lyst til, men jeg gør altid kun det, som jeg har mest lyst til. Så bliver det nemlig ikke en sur pligt. Motionen og den PCOS-venlige kost er altafgørende for symptomernes virkning på min krop og det er den vigtigste del i forhold til at kæmpe den urimelige kamp mod kiloene og de andre symptomer. Jeg har endnu ikke formået at få min vægt ned på det den var, før vi gik i gang med projekt baby. Nu hvor jeg er gravid, har det også lidt lange udsigter. Men det skal nu nok komme. Det tror jeg da bestemt. Det skal det bare.

I forhold til hudpleje, ja så er det en gåde som jeg stadig arbejder på. Jeg bruger flere penge på diverse produkter nu, men har endnu ikke fundet det helt rigtige produkt for min hud. Jeg arbejder stadig med at acceptere, at min hud nok ikke bliver så fin og glat, som den var en gang. Jeg har dage, hvor det er så slemt at jeg helst ikke vil udenfor en dør. Jeg har dage, hvor make-up kan gøre meget og så har jeg enkelte dage, hvor det ikke er helt så slemt igen. Det går op og ned hele tiden. Men én ting er sikkert. De bylde-lignende røde sataner er vist kommet for at blive. Desværre.

Den fine fordeling af mandehår kan jeg holde nede på et plan, hvor ikke alle kan se, at jeg har det problem som jeg nu en gang har. Jeg har set andre PCOS kvinder være noget mere ramt på dette punkt end jeg er. Jeg gror trods alt ikke et fuldskæg i løbet af ingen tid, som nogen desværre gør. Så slemt er mit mandehårsproblem dog ikke, men det er slemt nok til, at det kan ses som noget ikke alle kvinder har. Jeg slider en skraber og en pincet hurtigere end gennemsnittet. Ind i mellem får jeg også lavet voksbehandlinger hos en professionel. Et nødvendigt onde. Jeg er endnu ikke nået til at lave voksbehandlinger selv. Jeg tør simpelthen ikke. Det kommer måske i forlængelse af mor-rollen, når der pludselig ikke er den samme tid at bruge foran spejlet mere. Har du evt. gode råd eller erfaring med at lave voksbehandlinger selv, så hører jeg gerne fra dig i kommentarfeltet. Hvis du altså har lyst til at dele det.

Med ovenstående har I fået et indblik i, hvordan det at have PCOS har påvirket mig, min krop og min hverdag. Jeg tror det kan ryste de fleste at lære, hvor omfattende det faktisk kan være. De næste mange mange år skal jeg indrette mit liv efter, at jeg har PCOS. Selvfølgelig uden at det bliver altoverskyggende. Det skal til at være en livsstil og det tager tid. I skrivende stund er jeg gravid, hvilket i høj grad påvirker hvordan jeg vælger at leve med min PCOS. Men mere om det i et andet indlæg.

 

Kærligst Leah

PCOS, helt konkret

Har du fundet teksten “om mig” oppe i venstre hjørne? Og læst den? Super! For så ved du nemlig, at jeg lider af PCOS og at det fylder en del i min hverdag. Det er ikke sikkert, at du ved hvad det er, men det er egentlig helt okay. Jeg anede det heller ikke, før jeg selv stod med diagnosen på egen krop. Jeg har her udarbejdet et lille (måske ikke så lille) skriv om, hvad det der PCOS rent faktisk går ud på. Indlægget her er fuldstændig følelsesfrit og handler udelukkende om, HVAD det er, men ikke HVORDAN det er at leve med det. Den historie får du i næste indlæg.

 

Hvis du vil vide mere om det der PCO / PCOS, så læs med her:

Vægtproblemer, humørsvingninger, hudproblemer, sukkerafhængighed, rod i cyklus eller helt udeblevne menstruationer og ikke skyggen af en graviditet, selvom det er ønsket. Ja, dette er blot nogle af overskrifterne, når vi snakker om PCOS. Man kalder det også for en krop i hormonel ubalance.

PCO(S) er den mest udbredte hormonforstyrrelse blandt kvinder i den fødedygtige alder.

 

Men hvad er det så helt konkret?

Poly = Flere

Cystisk = Med æggeblærer

Ovarie = Æggestok

Syndrom = Symptomkompleks

Rent videnskabeligt skelner man mellem PCO og PCOS:

PCO er en tilstand, hvor man har mange æggeblærer (cyster) på æggestokkene.

PCOS er en tilstand, hvor man også har et eller flere symptomer, foruden mange æggeblærer, som har sammenhæng med PCO.

Disse symptomer er typisk:

  • Uregelmæssige/udeblevne menstruationer
  • Øget hårvækst, typisk af mandlig karakter 
  • Uren hud 
  • Vægtøgning, særligt med tendens til fedt på maven
  • Hovedpine og træthed
  • Manglende mæthedsfornemmelse 
  • Trang til søde sager

 

Nogle kvinder har få og svage symptomer, mens andre er stærkt påvirket med mange og stærke symptomer. Det er vidt forskelligt fra kvinde til kvinde og det er vigtigt at forstå, at tilstanden ikke rammer alle på samme måde, hvorfor det er meget forskelligt, hvordan kvinder oplever at leve med PCO/PCOS.

Kvinder med PCO/PCOS har øget risiko for udvikling af:

  • Type 2-diabetes
  • Overvægt
  • Depression
  • Hjertekarsygdomme 
  • Kolesterolproblemer
  • Ufrivillig barnløshed 

 

Mistænker man, at kunne have PCO/PCOS selv, skal man rette henvendelse til sin læge, som typisk vil henvise videre til en gynækologisk udredning.

For at klarlægge, om en kvinde har PCO/PCOS skal hun scannes og der tages en række blodprøver, der bl.a. viser kvindens androgenniveau og C-peptid-niveau. Er androgenniveauerne (mandlige kønshormoner) for høje, er kvinden i hormonel ubalance og et for højt C-peptid-niveau indikerer insulinresistens. Disse to indikatorer hænger oftest sammen.

Man skal opfylde mindst to ud af disse tre følgende kriterier, for at få diagnosen PCOS:

  • Polycystiske æggestokke (PCO). Dette ses ved en ultralydsscanning. 
  • Ingen eller ganske få ægløsninger, som medfører en uregelmæssig cyklus og infertilitet.  
  • Forhøjede mandlige kønshormoner. Uren hud, insulinresistens og øget hårvækst, som følge af det forhøjede niveau af mandlige kønshormoner. 

 

Når kvindens menstruation udebliver, betyder det også at kvinden ingen ægløsning har. Grunden til dette er, at den hormonelle ubalance medfører en øget produktion af follikler, der ikke kan modnes. Follikler er små hulrum, hvor æggene opbevares. Disse follikler ses, næsten som en perlerække, på kvindes æggestokke, når der laves ultralydsscanning af hendes underliv.

 

Insulinresistens, hvad betyder det? 

Insulin er et hormon, som dannes i bugspytkirtlen. Insulinen regulerer sukkeromsætningen i kroppen. Når vi spiser nedbrydes maden i tarmen til bl.a. sukkerstoffer (kulhydrater). Sukkeret optages i blodet og transporteres til kroppens celler, herunder til musklerne, hvor sukkeret anvendes som energi. Insulinen styrer transporten af sukker ind i cellerne. Hos nogle kvinder med PCOS er denne funktion delvist ødelagt, således at der kræves mere insulin for at sikre transporten ind i cellerne. Har man insulinresistens vil bugspytkirtlen øge udskillelsen af insulin til blodet, så det kompenserer for insulinresistensen. En krop med insulinresistens vil typisk deponere overskydende energi på maven. Når man har PCOS og er insulinresistent er det derfor super vigtigt, at spise en kost der forbedrer insulinfølsomheden og hjælper med at reducere taljeomkredsen.

 

Hvad kan man selv gøre?

Kosten spiller en afgørende rolle for den hormonelle balance. Ved at indtage en PCO-venlig kost, kan man opnå hormonel balance og mindske risikoen for at udvikle de førnævnte følgesygdomme.

Der findes et hav af muligheder for at hente hjælp til at forstå den PCO-venlige kost. Herunder diverse bøger og hjemmesider. En hurtig tur på google kan faktisk gøre dig meget klogere, hvis du vil lære mere og evt. kaste dig ud i at prøve det. På mange fertilitetsklinikker er der ansat sygeplejersker/diætister, som allerede ved meget om den PCO-venlige kost. Her bliver man ofte tilbudt hjælp og inspiration, såfremt der er behov for det.

 

Jeg indrømmer at ovenstående ikke er den mest saftige tekst, men jeg håber at du ved lidt mere om PCOS nu, end du gjorde før du læste dette.

Mit næste blogindlæg kommer til at handle om, hvordan PCOS påvirker min krop og hverdag. Jeg lover at den tekst bliver lidt mere saftig, så læs du endelig bare videre.

 

 

Kærligst Leah