Jeg svor at jeg aldrig …

… skulle savne babybulen og det at være gravid. Til stor forskrækkelse for mig selv er det nu faktisk alligevel en lille bitte smule dét, der nu er sket. Men dog kun en lille bitte smule. Og det er så absolut ikke den sidste del af graviditeten, der her tales om. Svangerskabsforgiftning og indlæggelse, pænt nej tak.

Det savner jeg ved at være gravid:

Babybulen – Ja, bare bulen som den nu var. Stor og rund. At følge maven vokse mere og mere dag for dag. Have hænderne på maven. Følelsen af at man bærer rundt på det mest dyrebare, man nogensinde kommer i nærheden af.

At mærke liv – Det var jo meget hyggeligt, at mærke baby tumle rundt i maven. En hånd der, en fod der, et lille spark og et lille puf med albuen. En helt speciel følelse, som man som kvinde deler med sit ufødte barn.

At det kun var os to – Jeg synes vi havde et helt specielt bånd, da det kun var hende i maven og mig der gik rundt med maven. Bare os to. Vores bånd er selvfølgelig stadig helt specielt og absolut det tætteste, af alle de bånd hun har.

Forventningens mange glæder – Er det en dreng eller en pige? Hvem ligner hun? Hvordan ser hun ud? Hvor lang? Hvor tung? Hvornår kommer hun? Hvordan kommer fødslen til at gå? Og meget mere. Ej, det var jo drøn spændende at forberede sig på livet som mor og mødet med sit lille barn. Nu er der heldigvis kommet svar på mange af de ting og nu er nye glæder heldigvis opstået. Sammen med en masse bekymringer også 😉

Uha, der er mange grunde til at savne at være gravid. Og så kan man godt få lyst til at blive det igen, selvom det slet ikke er planen. Det er faktisk heller det jeg har lyst til, når jeg spørger min sunde fornuft, for den vil ikke være gravid igen.

Jeg tror vi kvinder er født med et babygen. Sådan et gen der piller ved vores sunde fornuft og forstand, så vi får sådan en trang til at få et barn. Eller flere børn, hvis man allerede har et eller flere. Det er endda så stærkt, at det med tiden kan få en kvinde til at glemme, hvor ganske rædselsfuldt og sindsygt smertefuldt det er (i hvert fald for nogen) at føde et barn. Jeg har ikk’ glemt det endnu. Slet, slet ikke. Men jeg kan godt mærke, at det er kommet på afstand og jeg har jo hørt flere kvinder sige, at man glemmer det helt med tiden.

Skørt babygen eller ej, så er der ikk’ en ny graviditet på vej her. Men det er bestemt rart at tænke og se tilbage på den der var 🙂

3 comments / Add your comment below

Skriv et svar