Tilbage til skolegården .. #1

Hej! Mit navn er Leah. Jeg er efterhånden blevet 28 år gammel og så er jeg lykkeligt gift med Jonas og mor til vores skønne 6 måneder gamle datter. Vi bor i et charmerende hus fra 1920, som har fået et moderne løft, lige inden vi købte det. Et virkelig dejligt hus, som danner den perfekte ramme om vores familieliv. Vores tresomhed. Når jeg ikke barsler den med rollingen, er jeg ansat som lægesekretær på Aalborg Sygehus, hvor jeg har en god håndfuld kollegaer, som jeg er meget glad for. Jeg har få, men virkelig tætte venner og veninder og så er jeg god til kreative sysler, såsom broderi og skrivning. Jeg har masser af drømme for fremtiden, især rejsedrømme og drømme for vores familie, og jeg glæder mig til at udleve så mange af dem, som det kan blive mig muligt. Sammen med Jonas og vores datter. Livet er egentlig ganske godt, ikke? 🙂

 

Jo, jo. Det lyder jo ret godt. Hende Leah er sgu da en heldig pomfrit. Men i det her indlæg, vil jeg gerne tage jer med en tur tilbage i tiden. Ca. 20 år tilbage. En beretning fra en hård og på mange måder ødelæggende tid. Og dem der ødelagde så meget ved slet ikke, hvor meget de faktisk ødelagde. I mig.

Året er (vist nok) 1996, da jeg starter i 0. klasse på den lokale skole i den lille landsby, som jeg er vokset op i. Det hed børnehaveklasse den gang. Det gør det måske stadig nogle steder? Det er fint at gå i børnehaveklasse. Det var også fint, at gå i 1. klasse. Jeg var god til dansk og var en af dem, der hurtigt mestrede at læse og stave på et højt niveau. Til gengæld kunne jeg ikke lægge 2 og 2 sammen og jeg vidste heller ikke, hvor nogle af landene ligger. Fair nok, man kan ikke være god til det hele. I 2. klasse er jeg vel omkring 8 år gammel og det er nu beretningen egentlig begynder. For 2. klasse var sgu ikke så mega skide sjov og det bliver starten på resten af min ikke så super sjove skolegang, som endte med at være fuld af mobning. Og fra 2. klasse er der altså langt til 9. klasse. Ulideligt langt, hvis du hader hvert eneste sekund af det. Og det gjorde jeg.

Den dag i dag ved jeg stadig ikke helt, hvorfor det startede. Gjorde jeg noget forkert? Hmm. Jeg tænker næppe, at jeg kan have gjort noget SÅ forkert, at jeg havde fortjent det der ventede. Nogle gange starter det vel også bare uden nogen grund? For pokker, vi var jo alle stadig små børn den gang. Også dem der mobbede. De vidste tydeligvis ikke bedre og havde heller ingen sans for konsekvenserne af deres handlinger. Igen heller ikke noget, man kan forvente af et barn. Det startede med småtterier. Drillerier, om man vil. Men det eskalerede hurtigt.

 

Men hvad er det der mobning egentlig:

“Mobning er defineret som langvarig vold, fysisk eller psykisk, udført af et individ eller en gruppe og rettet mod en person, som ikke er i stand til at forsvare sig i den aktuelle situation”. 

“Mobning er et forsøg på at skade en anden person og udelukke denne person fra fællesskabet. Fx en bestemt elev i klassen”. Det gøres fx ved:

  • At latterliggøre. Blandt andet ved at bruge nedladende øgenavne
  • At udstille en anden negativt, fx at tale eller skrive grimme og lede ting om den anden
  • At sprede skadelige rygter
  • Flere gange at udelukke den anden fra at være med til aktiviteter
  • Bevidst at ignorere den anden person, for eksempel ved ikke at tale til ham/hende eller vende sig bort
  • At true den anden og få ham/hende til at føle sig utilpas og bange
  • At tage eller ødelægge den andens ting
  • At slå eller få den anden til at gøre ting, som han/hun ikke vil 
  • Osv .. 

 

Jeg husker tydeligt perioden, hvor det begyndte og samtidig eskalerede. Særligt vender jeg i tankerne ofte tilbage til en dag i billedkunstlokalet. Vi havde en vikar den dag og hans navn var Ole. En ung mand med lyse krøller og briller. Han havde en blå skjorte på. Det er på denne dag, at jeg får mit første øgenavn. Et navn der skulle vise sig at hænge ved. Et navn der giver mig gåsehud på den dårlige måde, når jeg hører ordet i dag. Et navn der får det til at gøre fysisk ondt på mig. Ja, det gør det stadig efter så mange år. Et navn der er meget lidt klogt fundet på af et par drenge fra klassen. “Orne”. Det blev mit personlige øgenavn og det hængte ved i flere år fra netop den dag. Et simpelt ord. En orne er et handyr hos arter af svinefamilien. Jeg kan godt forstå, hvis du trækker på smilebåndet, når du hører at dét var mit øgenavn. Hvordan sulan kan man også forbinde dét med en lille pige på 8 år? Jonas skreg af grin første gang han hørte det, hvorefter han så blev ked af det. På mine vegne. For Gud hvor er det sgu da også sørgerligt. Men jeg forstår ham godt. Det er simpelthen så uintelligent fundet på af de par drenge fra klassen. Men ikke desto mindre gjorde det med tiden rigtig ondt.

Nå, men tilbage til billedkunsttimen med Ole som vikar. Jeg husker at blive jagtet og drillet i lokalet. Kaldt “orne” for første gang til stor morskab for de andre. Det hele er stadig nyt, men utrolig ubehageligt og ret ekstremt. Jeg husker mig selv, som værende en relativt fornuftig pige. Jeg går til vikaren Ole og fortæller, at jeg bliver drillet og at det gør mig ked af det. Set i bakspejlet burde Ole vel være kommet mig til undsætning først. Så stort var lokalet altså heller ikke, så han kunne jo godt både se og høre det. Ole svarede: “Ja, det kan jeg godt høre. Det er da godt nok trælst for dig. Det er ikke så godt. Ja, hvad skal vi lige gøre ved det?”. Hvorefter han gør nul og en skid. Det havde været SÅ let for ham, at slå hårdt ned på det med det samme. Smide dem udenfor døren, som man gjorde den gang. Give besked med hjem til deres forældre. Forklare dem konsekvenserne af deres handlinger. Bare et eller andet. Alt andet havde været bedre end hans svar og mangel på handling. Han blev bare siddende. Jeg håber så sandelig ikke, at han er lærer i dag. Det var første gang, jeg følte svigt fra en lærer. En voksen der er til, for at passe på eleverne. For at passe på mig. Jeg tror det var et meget afgørende øjeblik for resten af min skoletid. Måske var drengene stoppet, hvis han slog ned på det med det samme. Og jeg havde nok ikke mistet tilliden til de voksne, hvis han havde haft min ryg. Så havde hele historien måske været anderledes. Hvem ved?

 

Det er starten på min beretning. Jeg har valgt at dele den op i mindre dele. Dels fordi det skal være overskueligt at læse med, men også fordi jeg har brug for åndehuller, mens jeg skriver ned.

Så hvis du har lyst, kan du læse næste del af historien i mit næste indlæg.

Tak fordi du læste med denne gang.

4 comments / Add your comment below

  1. Er så ked af hvad du har måtte gå igennem i din skoletid 😔 Håber du gennem dit skriveri kan tilgive dem som har mobbet dig. Ikke for deres skyld men for din egen😊 Klap dig selv på skulderen for det du har opnået indtil nu😍 Masser af kærlige tanker fra svigermor ❤️

Skriv et svar