På besøg i dagplejen

Hun var i hvert fald smadder træt bagefter

Tiden nærmer sig til, at vi her hjemme skal tilbage til virkeligheden efter en virkelig dejlig barsel. Eller egentlig er det jo første gang, at Anna Oline skal ud i virkeligheden. Hun kender jo ikke til andet end det fede barselsliv med mor.

Jeg glæder mig og så glæder jeg mig slet ikke. Jeg tænker, at det er sådan mange mødre oplever det. Den 1. april skal Anna Oline starte i dagpleje og senere i april, skal jeg selv på arbejde igen. Det bliver så mærkeligt, at det ikke er mig, der skal passe hende de fleste af hendes vågne timer, men på samme tid, så er hun bare så klar til at komme ud og vise verden, hvem hun er og hvad hun kan. Det er jo nok det samme, der gør sig gældende for mig.

Lidt om dagplejen

I virkeligheden må jeg slet ikke kalde det for en dagpleje. Der er nemlig nogen, der har brugt unødvendig krudt på at lave en regel om, at private børnepassere ikke må kalde sig for “dagplejere” eller bare “børnepassere” mere. Man skulle ikke tro, at der var tid til at gå op i sådanne bagateller. Nå, så faktisk ved jeg ikke, hvad de nu vil kalde sig, men det finder jeg jo nok ud af.

Anna Oline skal starte i en privat pasningsordning, hvor der er to virkelig skønne unge kvinder om at passe ti livlige unger. Pasningen foregår hjemme hos den ene af de to. Her har de masser af plads i form af to fine legeværelser, en stue og et køkken. Rigeligt med plads til at få brændt en masse energi af. Jeg er egentlig ret vild med, at vi har fundet mellemtingen mellem den “almindelige” dagpleje og så vuggestuen. Jeg kan godt lide, at de er lidt flere børn, uden at være alt for mange. Og at det hele foregår i hyggelige hjemlige rammer og ikke i en institution.

Hvorfor det lige blev den private pasningsordning, kan du læse om HER.

Jeg blev faktisk smask hamrende forelsket i netop denne pasningsordning, allerede da vi flyttede til byen, hvor jeg var gravid med Anna Oline. Jeg så dem altid i bybilledet på deres smarte cykler med plads til alle børn. Altid smilende og fulde af energi. Jeg er så glad for, at vi alligevel endte med at søge en plads hos dem.

En bonus (en meget meget lækker bonus) er, at dagplejen ligger ca. 150 meter fra vores hjem, så det tager ikke andet end et minuts tid, at gå derhen. Det får bestemt vores morgener og eftermiddage med aflevering og hentning til at glide meget lettere.

På besøg

Vi var nede og besøge dem i tirsdags. Faktisk var det vores andet besøg, men sidste gang var tilbage i efteråret, hvor vi skulle mødes og se, om kemien var rigtig. Hvor jeg kunne få luftet mine mange spørgsmål og finde ud af, om det var det rigtige sted. Det var det heldigvis.

Jeg var meget spændt på at se, hvordan Anna Oline reagerede. Hun har ikke været super meget vant til, at omgås andre børn. Halvdelen af ungerne var taget på tur med den ene voksen. Netop for at give Anna Oline lidt ro og luft, til at se det hele an. Til at starte med, var hun meget stille og observerede bare de andre børn. Pludselig vendte hun 180 grader og begyndte bare, at opføre sig, som var hun der hjemme. Spurte rundt, masser af lyd og hun var frygtløs overfor de større børn, hvis legetøj hun bare tog ud af hænderne på dem. Puuuh, hun skal nok få kamp til sit hår dernede, hvor man ikke selv kan bestemme det hele. Heldigvis var de større børn meget søde, til at være forsigtige omkring hende. Også når hun tog deres ting.

Efter halvanden times tid var hun ved at være mættet af de nye indtryk. Og de andre børn var ved at være sultne, da frokosttid nærmede sig. Så vi tog hjem og fik selv noget frokost, inden vi gik en dejlig lang tur med barnevognen.


Vi skal snart på besøg dernede igen. Vi er blevet enige om, at komme forbi regelmæssigt frem til 1. april, for at gøre indkøringen så let som muligt. Jeg glæder mig smadder meget, til at lære dem bedre at kende. Og til at Anna Oline knytter et bånd til dem. Det føles smadder godt i min mave, at det er der hun skal være, når jeg skal ud og arbejde igen. Jeg bliver helt glad, når jeg tænker på alle de ting, som hun snart skal være med til at opleve sammen med de andre børn. Og så glæder jeg mig faktisk også meget til, at jeg skal smøre madpakke til hende. Ja, jeg kan godt lide, at gøre noget ud af sådan noget. Det er dog kun én gang om ugen, at hun skal have sådan en med. Det er den dag, hvor de tager på tur. Åh, det bliver bare SÅ godt for hende.

Men nu vil vi nyde den sidste tid af vores barsel. Den sidste tid, hvor vi bare er os to hjemme hver dag. Det er bare verdens bedste tosomhed, at gå hjemme med hende, så det er med at få det bedste ud af en tid, som vi ikke får tilbage igen. Jeg kan slet ikke forstå, at det allerede snart er slut med barsel. Den er gået alt for stærkt!

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar