En god podcast og lidt om weekendens planer

Så blev det fredag. En af de bedre dage i ugen, hvis du spørger mig. Det er weekend lige om lidt og vores weekend er smækfyldt med planer. Det er vist efterhånden mere reglen, end det er undtagelsen.

I dag kommer min mor på sit ugentlige besøg. Bare for at hygge med os. Jeg laver derfor kartoffel/porre suppe til aftensmad, for det kan hun nemlig rigtig godt lide. Der er ikke noget særligt på programmet for i eftermiddag og aften. Vi skal bare hygge og så vil Anna nok rigtig gerne lege med sin mormor. I aften står den naturligvis på X Factor og snolder. Klassisk fredag.

I morgen tager vi ned og besøger Jonas’ forældre i sommerhuset. Jeg tror der er en farmor og farfar, der glæder sig helt skørt meget til at se deres barnebarn. Vi måtte nemlig aflyse for 14 dage siden, da Anna var for syg til noget som helst der. Men hun er på toppen igen, så vi skal bare afsted og forhåbentlig få en rigtig hyggelig dag. Det plejer vi jo.

På søndag har vi booket min mor til en babysitter-tjans hjemme hos os. Jonas og jeg vil nemlig gerne ud og give den gas med noget havearbejde. Heeeeej Voksenliv! Som tidligere nævnt, så overtog vi en pænt tilgroet have, da vi købte huset og sidste år nåede vi ikke så meget af det, som vi havde planlagt. Livet med en nyfødt var meget vigtigere og desuden kom den mega varme sommer og tørken og gjorde det næsten umuligt for os, at gøre noget som helst. Så nu skal det være. Så vi trodser tvivlsomme våde vejrudsigter og giver os i kast med at fælde træer, grave buske op, klippe til m.m. Jeg glæder mig faktisk til en dag væk fra de moderlige og huslige pligter, for i stedet at få en dag med hårdt arbejde og jord alle vegne. Jeg er smadder sikker på, at Anna og mormor får den dejligste dag sammen.


Alt er nu

Alt er nu. Ikke i morgen – ikke i går. Nu. Lige nu. Livet er nu. 

Titan er en helt almindelig ung mand sidst i sine tyvere. Han søger aktivt efter kærligheden på netdating, præcis som så mange andre gør det. Han møder flere kvinder til den klassiske “mad og vin”, men da han møder Stine, bliver han smask forelsket. Rigtig, rigtig meget forelsket. Stine er en smuk kvinde. En sangerinde med flotte blå øjne og langt lyst hår. Stine er anderledes end de andre piger. Hun giver ham modspil og så er hun sjov. Og hun udfordrer ham.

Det nyforelskede par har mange planer og drømme for fremtiden. Alt tegner rigtig godt, men helt uventet bliver Stine indhentet af en mørk skygge fra hendes fortid. En skygge, som man ikke forventer at møde, når man er en ung kvinde, som kun lige er fyldt 30 år og har både kærligheden og resten af livet foran sig.

En podcast, der i hvert fald for mig, satte nogle tanker om livet i gang. Tanker om taknemmelighed og livets små og store udfordringer. Jeg vil på det kraftigste anbefale, at du har en pakke kleenex ved hånden, når du lytter til denne podcast. Jeg gik tur med barnevognen på landevejene, da jeg hørte den og det var vist ret fint, så jeg kunne være en tudemarie helt for mig selv.

Håber du har nogle gode planer for weekenden og desuden god fornøjelse med podcasten, hvis du kaster dig ud i at lytte til den.

Rigtig god weekend 🙂

Skriv et svar