Fertilitetsbehandling – Om bearbejdning og dét vi griner af nu

Fertilitetsbehandling er ikke sjovt – slet ikke når man befinder sig midt i det og føler endeløsheden, sorgen, frustrationerne og magtesløsheden helt ind i sjælen. Jeg véd, hvad jeg taler om, for det var jo det meste af vores hverdag for nogen tid tilbage. Heldigvis kom vi ud på en den anden side i meget lykkelige omstændigheder og i dag er vi jo forældre til verdens bedste Anna.

Vi husker stadig alle de hårde ting. Barnløsheden, nålene, hormonernes vanvittige indvirkning, det ukontrollerbare, frustrationerne, sorgen, de fysiske undersøgelser og alt det andet. Det er slet ikke glemt.

I dag har vi “lagt det bag os”. Ment på den måde, at det naturligvis ikke er alt overskyggende i vores hverdag, fordi vi ikke befinder os i det mere. Jeg tror stadig, at jeg personligt har en proces foran mig, der handler om at lære at acceptere, at jeg – som kvinde – er ramt på noget så kvindeligt som min evne til at få børn. Endda grundet en sygdom, der udfordrer min femininitet og kvindelighed med trælse mandehormoner. Fuck altså. Lige præcis dét fylder faktisk stadig ret meget hos mig. Også selvom der ikke umiddelbart er et ønske om flere børn på vores adresse lige nu eller i nærmeste fremtid. Det er en fucked up proces for fanden da.


Men noget kan vi da også grine af

Fertilitetbehandling er meget omstændigt og på mange måder er ens liv og hverdag fuldstændig styret af, hvad behandlingen dikterer. Og man skal sgu stå model til meget og både gøre og høre nogle skøre ting. Det betyder, at vi idag kan trække på smilebåndet og grine af mange af de situationer, som vi har stået i, da vi kæmpede kampen for ønskebarnet. Og jeg vil dele nogle af de ting med jer lige her:

Sædprøven i jakkelommen

Hvor ofte tror du, at det er sket for dig, at du er kørt i bus med en, der havde en sædprøve i jakkelommen? – Jeg er den type, der har taget bussen med en sædprøve i jakkelommen. Jeg husker det tydeligt. Sædprøven skulle afleveres kl. 07.00 om morgenen og da måtte den altså højst være en time gammel. Så vores morgen forløb nogenlunde sådan her: Jonas lavede prøven ude på badeværelset – ikke en typisk morgenaktivitet vel og mærke – hvorefter jeg får den fine lille plastikbeholder i hånden. Det er smadder vigtigt, at sådan en prøve har kropstemperatur, når den afleveres. Derfor gik jeg med den i en knyttet hånd og hånden stak jeg ned i jakkelommen. Derefter gik turen ned til bussen, for at tage turen ind til klinikken klokken lort om morgenen. Det er den skøreste bustur til dato. For mens jeg stod der, med hånden knyttet om plastikbeholderen med den mulige start på vores ønskebarn, var jeg overbevist om, at alle naturligvis kunne se, hvad jeg havde med. Shit man.

Hej skat, hvad laver du?

Det der med at Jonas skulle lave de her sædprøver – altså gentagne gange – var ikke noget vi snakkede for meget om. Jeg tror faktisk, at vi begge havde lidt berøringsangst med det. Jeg vidste selvfølgelig altid, hvornår Jonas skulle aflevere prøver og med den stramme tidsramme, så jeg kunne jeg da også nogenlunde regne ud, hvornår han var i gang med sin opgave. Alligevel skete det, at jeg en dag fik ringet hjem med sætningen: “Hej skat, hvad laver du?” fordi jeg skulle give en kort besked. Hvad jeg så i øjeblikket havde glemt var, at Jonas skulle aflevere en sædprøve en lille times tid efter, at jeg ringede op. Han svarede nogenlunde sådan her: “Øhhhh, jamen.. Øhhh. Jeg, øh, jeg… Hvad tror du jeg laver?”. Og så blev der ellers stille, for så vidste jeg jo godt, hvad jeg lige havde afbrudt ham i. Fuck altså. Stakkels mand.

Den første inseminering

Det var ret spændende, da første inseminering skulle foregå. Den gang var det med en temmelig naiv forventning om, at det ville lykkes i første hug. Med andre ord så skulle vores ønskebarn laves ved første inseminering. Vi havde snakket meget frem og tilbage om, hvorvidt Jonas skulle med eller ej. Jeg syntes at det virkede forkert, hvis han ikke var med, når vores barn “blev lavet”. Nå, men sådan en inseminering er sådan ca. ligeså lidt romantisk, som ordet lyder. Verdens grimmeste ord i øvrigt. Jeg lå der på briksen – nøgen fra livet og ned – fuld skrald på belysningen, gynækologen med hovedet nede ved min tismis’ og en sygeplejerske i baggrunden, der rakte ham instrumenterne. Her fik vi lige en kort brief om den gode sædprøve med de mange gode “svømmere”, inden selvsamme blev ført op i privaten på mig, mens Jonas stod akavet ved min venstre side og ikke vidste, hverken hvordan han skulle gå eller stå. Desværre blev denne akavede og semi-komiske situation ikke starten på vores ønskebarn. Men I tror nok på mig, når jeg siger, at det var første og sidste inseminering, som Jonas var med til.

Historierne der kom fra hjertet

Der sker det med sådan ca. næsten alle mennesker, når de står overfor et barnløst par i behandling, at de får lyst til at hjælpe. Men hjælpe kan de færreste jo i sådan en situation. Så ofte kommer behovet for at hjælpe gerne til udtryk i ord. Trøstende og velmenende ord, der gerne kommer med en beretning om andre barnløse pars kamp. Gode såvel som dårlige beretninger. “Altså jeg kender nogen, der blev gravide, da de bare valgte at fokusere på noget andet. Kan I ikke bare gøre det?”. “Min søsters venindes lillebrors gamle klassekammerat var i behandling i 7 år før det lykkedes. Så måske skal I vente længe endnu jo”. “Altså man hører jo tit, at mange bliver gravide, når der pludselig sker noget andet i deres liv, der ikke handler om fertilitetsbehandling”. Kunne vi bruge andres beretninger til noget? Gode såvel som dårlige? Nope. Ikke til en disse. 

Skemalagt sex

Ja, det har vi altså haft en del af. Anbefalingen var nemlig, at ved hver inseminering kunne vi jo lige smutte hjem og øge chancen for graviditet på egen hånd. Det kunne jo ikke skade, som de sagde. Men altså.. Helt ærligt, ikke? Det er bare for mærkeligt. Lidt for kikset og helt forkert. Det bliver det i hvert fald med tiden. Nogle gange så kikset, at det ikke virkede efter hensigten, hvis I forstår sådan en lille en 😉


Måske er det godt nok, at vi kan trække på smilebåndene over nogle af tingene nu. Vi får os i hvert fald en god griner ind i mellem. Men det betyder selvfølgelig ikke, at lysten til at kaste sig ud i endnu et fertilitetsprojekt er eksisterende – eller nogensinde bliver det for den sags skyld. Det må tiden nok vise.

Skriv et svar