Farvel sutteflasker.. Farvel baby?

Det er ikke et specielt pænt eller flot billede, men det viser meget godt, hvad der netop er sket her hjemme: Sutteflaskerne er pakket væk. Nu står de og venter på, at nogen måske vil overtage dem eller også bliver de smidt ud ved lejlighed. Nu synes du nok, at det lyder mega fjollet, men jeg fik faktisk en lille øm mor-knude i maven, da jeg pakkede dem sammen.

For jøsses, hvor var der lige pludselig mange minder i de sutteflasker. Det er der jo virkelig. Altså som i rigtig mange minder. Gode, såvel som dårlige. De er en stor del af min barsel faktisk. De har været med, da jeg kæmpede en indre kamp med, at det alligevel ikke endte med amning. De var med, da vi skulle lære det der med, at være Annas mor og far. De var med, da Anna udviklede refluks og kolik, hvor hun bare græd og græd og græd. Hold kæft vi lavede mange flasker til hende. Og mange af dem smed vi ud igen, fordi den lille orm ikke ville spise. Sutteflaskerne har været med til alle de søvnløse nætter, som vi oplevede i starten af Annas liv. De har også været med til gode stunder. De har skabt en tæt kontakt mellem mor og barn. Og mellem far og barn. For jo, det kan flasken sagtens præcis ligesom amning. De har hjulpet vores datter med at vokse sig stor og stærk. De har fået hende til at sove. De har givet hende tryghed og mættet hende, når hun var sulten.

Sutteflaskerne har bare hele tiden været der, men nu er de der pludselig ikke mere. For Anna gider dem ikke mere. Det er hende selv, der har sat en stopper for det – det er ikke noget, hun er blevet påduttet af os. For vores skyld kunne vi sagtens blive ved.

De seneste 3-4 måneders tid har Anna kun fået én flaske om dagen. Godnat-flasken, som troligt har hjulpet hende i søvn hver aften i lang tid. Det gør den ikke mere, så nu er vi i gang med at opfinde en ny putterutine. Det er faktisk ikke det letteste, men det er nu ikke dét, som det her indlæg skal handle om. Den sludder kan vi jo tage en anden dag.


Farvel baby?

Da Anna lærte at kravle, syntes jeg pludselig at hun blev så stor. Da hun begyndte at spise selv, syntes jeg pludselig at hun blev så stor. Da Anna begyndte at sove igennem, syntes jeg pludselig at hun blev så stor. Da Anna begyndte at interessere sig for at gå, syntes jeg pludselig at hun blev så stor.

Da Anna fravalgte sutteflasken syntes jeg pludselig ikke, at det var ok at hun blev så stor. Der er meget “baby” over det, at få sutteflaske. Det er vel også det de fleste af os tænker på, når vi ser en sutteflaske? Men hvad betyder det så. Er hun så ikke en baby mere? Nej, det er hun jo faktisk ikke. Det er selvfølgelig ikke sutteflasken, der definere det. Hun er jo bare blevet så stor nu, at hun nok passer bedre ind i tumlinge-kategorien. Nu er jeg mor til en tumling. Ikke en baby. En tumling. Hov, så var der lige en lille øm mor-knude igen.

Nøj, hvor gør hun det bare hurtigt. Altså det der med at vokse. Det ene øjeblik er hun ligeså slatten og hjælpeløs som en karklud. To blink med øjnene senere har hun en mening om alting, mens hun mener, at der ikke er noget, hun ikke kan klare. Hun er så frygtløs og klar til verden.


Jeg synes det er underligt at tænke på, at hun ikke længere er så baby-agtig mere. At dét stadie ligesom er slut for os. Og det kommer jo ikke tilbage. Hun bliver kun større fra nu af. Det er ligesom dét, det der vokseværk handler om. Jeg synes det er endnu mere underligt at tænke på, at jeg meget muligt er helt ovre det der baby-stadie. Altså at jeg måske slet ikke skal opleve det igen. At jeg ikke igen skal sidde med en lille hjælpeløs slatten karklud i mine arme, mens jeg giver sutteflaske. Var det godt nok virkelig dét? Er det slut nu? Måske…

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar