Ting jeg ikke længere pis’hader ved min krop

Det er nok ikke gået manges næse forbi, at jeg arbejder rigtig meget med mig selv for tiden. Jeg arbejder med at få min krop tilbage i bedst mulige balance ovenpå graviditeten og med den daglige kamp mod PCOS. Jeg arbejder rigtig meget med mit mindset og hvordan jeg tænker om og taler til mig selv. Simpelthen fordi jeg synes, at jeg aldrig har haft noget godt at sige eller tænke.

I bund og grund arbejder jeg med at acceptere mig selv for, hvordan jeg er og hvordan jeg ser ud. At jeg er helt okay – faktisk bedre end det– som jeg er lige nu. Den proces deler jeg glædeligt ud af her på bloggen, for jeg er ret overbevist om, at jeg ikke er ene om, at kæmpe med både selvværd og selvtillid.

Det er jo ikke nogen kæmpe stor hemmelighed, at der raser en eller anden vanvittig perfekthedskultur over de fleste af os. Vores børn vokser op i en verden, hvor det desværre handler alt for meget om, hvad de præstere og målet i sig selv og ikke så meget om selve vejen dertil, desværre. Forventningerne til de unge mennesker er i dag tårnhøje – i hvert fald hvis du spørger mig. Både børn og unge bliver testet i hoved og røv fra de er helt små og frem mod de er voksne. Alt bliver målt og vejet i forhold til, om man er klar til næste skridt i livet. Altså på papiret. Vores hverdag skal helst glide på skinner, mens vi jonglerer med børn, jobs, familieliv og på samme tid skal vi træne, pleje vores udseende og leve op til nogle kropsidealer, hvor de færreste kan følge med. Mest fordi de er komplet vanvittige og urealistiske.

Det er bl.a. den her perfekthedskultur, som jeg selv prøver at takke nej tak til. Det er fordi den fylder for meget i mit hoved, har været en alt for stor del af mit liv og så skaber den unødvendig stress. Og så er det i øvrigt NU, jeg skal sætte ind, hvis jeg vil gøre mit bedste for, at min datter lærer at sige fra overfor det allerede, mens hun vokser op. Det er nødt til at blive en del af mig, før det kan blive en del af hende.

Så i dagens indlæg vil jeg gerne skrive lidt om, hvor jeg selv føler, at jeg har rykket mig markant i denne proces. Det handler rigtig meget om min krop og accepten af, hvordan den nu engang er skabt og ser ud. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er vokset op med massiv mobning om ørerne fra skolekammerater, hvor rigtig meget er gået på mit udseende. Måske læste du mine indlæg om mobning? Ellers kan du finde første indlæg HER og ellers søge videre efter de andre, hvis det har interesse. Mobningen har i høj grad sat sine spor og jeg kan ikke huske et eneste tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke har hadet stort set alt ved min krop. Det er barske løjer og det har min krop i hvert fald ikke fortjent. Jeg sætter nemlig langt større pris på den nu, end jeg har gjort tidligere og jeg skylder den ærligt talt en kæmpe undskyldning.


Disse ting hader jeg ikke længere ved min krop:

Mine korte “stolpe-agtige” ben: Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er særlig høj. Ca. 157 cm kunne det blive til, inden vokseværket gik på pension i sin tid. Mine ben er korte og så er de ret “kompakte”. Tætte, små, buttede ben om man vil. Det har jeg altid været træt af, for det har været svært at finde bukser eller støvler. Og så har jeg ikke følt, at mine ben var særligt feminine. Sådan ser jeg ikke på mine ben nu. Jeg har stadig svært ved at finde bukser og støvler, men pyt sgu da med det. Til gengæld ved jeg i dag, at mine ben jo ikke bare er “stolpe-agtige” uden grund. Jeg véd, at jeg har stærke ben. Jeg har de seneste år både løbet og gået meget og det sætter altså sine spor i form af muskler. Og så elsker jeg bare mine ben for dét de kan. De kan gå, løbe, hoppe og danse. De kan transportere mig fra A til B. Det er der altså nogens ben, der ikke kan, så jeg kan sgu ikke være andet bekendt, end at være skide taknemmelig for de ben jeg har. Uanset hvordan de ser ud, for de VIRKER sgu!


Mine mave-deller: Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har deller og de sidder sgu særligt sådan lidt rundt omkring på maven. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at der er kommet flere deller til, efter jeg har været gravid og født et barn. Det hele er ligesom bare blevet lidt mere løst, slasket og rynket. Jeg er mega æbleformet – det er ofte en følges af PCOS. Det har jeg været træt af det meste af mit liv, men nu har jeg simpelthen valgt IKKE at være så træt af det mere. Ja, jeg har deller og en slasket løs mave, men det har jeg jo mest, fordi jeg er blevet nogens mor. Fordi min krop har skabt og båret et barn, der har vokset sig stor og stærk i min mave. Sådan noget skal sætte sine spor på kroppen og sådan er det. Et par bukser der sidder rigtigt, kan sgu holde meget af det sådan ret godt på plads. Jeg hviler egentlig ret godt i min krop, selvom jeg langt fra er der, hvor jeg vægtmæssigt gerne vil være. For ja, jeg prøver jo stadig at komme ned i vægt. Jeg vil egentlig gerne gøre den der æbleform lidt mindre æblet. Men det handler ikke længere om, hvordan jeg ser ud eller fordi jeg tror livet bliver bedre af det. Det handler udelukkende om sundhed og frygten for at udvikle diverse følgesygdomme. Jeg vil sgu gerne leve mit liv så længe, som overhovedet muligt. Men ser jeg bort fra den frygt, så hviler jeg sgu egentlig ret godt i min krop og med de deller, som den nu engang har.


Min næse: Jeg har hadet min næse så længe, jeg overhovedet kan huske. Jeg kan ikke rigtig forklare hvorfor. Måske synes jeg bare, at den fylder for meget i mit ansigt. Jeg ved det ærligt talt ikke. Dog ved jeg, at det ikke er noget jeg spekulere synderligt meget over mere. Det ville jo nok se mere mærkeligt ud, hvis den slet ikke var der.


Mine bryster: Jeg har bare aldrig været fan af dem. Synes ikke de er sådan specielt pæne og så har jeg altid følt, at de har været lidt i vejen. Oftest også for store, så mit tøj har strammet henover dem. Og så er det ene sgu også lidt større end det andet og så er de flygtet lidt mere sydpå, efter jeg har været gravid. Også selvom jeg ikke har ammet. Men altså.. Det er sgu da for helvede bare bryster og med det rigtige undertøj, så er det sgu ikke så slemt igen. Så kan man jo faktisk slet ikke se ovenstående “problemstillinger”, som jo slet ikke er et problem. Mit liv er jo lige godt uanset, hvordan de ser ud og sidder. Og min mand er ikke utilfreds, så hvorfor skulle jeg være det?


Mine tænder: Det er ikke fordi, at de er mega grimme. De er bare heller ikke specielt pæne. Jeg har spidse hugtands-lignende hjørnetænder og et lille mellemrum mellem mine fortænder. Men til gengæld har de aldrig voldt mig problemer og det har aldrig været nødvendigt at give mig bøjle på. Og hey, så har jeg faktisk aldrig nogensinde haft et hul i en tand. Det er sgu da meget sejt! Og jeg smiler lige godt og ligeså meget, som jeg ville have gjort, hvis mine tænder havde siddet “perfekt”.


Uren hud og hårvækst af mandlig karakter: Jeg har altid haft tendens til fedtet, skinnende og lettere uren hud. Mere uren hud i den periode, hvor PCOS’en brød ud. Helt fra barnsben har jeg lagt mærke til, at jeg havde flere hår på steder, hvor de andre piger ikke havde det. Gerne kraftigere hårvækst også. Der er bl.a. tale om overlæben, men også andre steder på min krop. Det har jeg særligt været ked af de seneste 4 års tid, men selvom jeg ikke just er blevet fan af det, så har jeg dog lært at leve med det. Jeg har fundet ud af, hvordan jeg kan holde både hud og hår på et niveau, hvor ingen overhovedet lægger mærke til det og hvor jeg ikke bruger en helvedes masse tid og energi på at bekæmpe det. Det betyder at jeg ikke nødvendigvis generes af det hver eneste dag mere og det er sgu meget befriende.


Den manglende fertilitet: Av, det er sgu et ømt punkt. Også selvom jeg har fået det helt vidunderlige barn, som jeg så brændende ønskede mig og frygtede, at jeg ikke kunne få. Grundet PCOS’en er jeg jo ramt af bl.a. manglende evne til at danne æg og derved få ægløsning. Ergo er jeg ramt af kraftigt nedsat fertilitet. Det har virkelig været et kæmpe følelsesmæssigt bump på min vej gennem livet og jeg har virkelig været vanvittig ked af, at min krop er skabt på den måde. På en “forkert” måde om man vil. Det har været en lang, sej og hård proces, at bearbejde det hele og jeg er slet ikke færdig med at bearbejde det endnu. Jeg kan godt mærke, at jeg stadig har mange spekulationer og tanker omkring det – også selvom jeg har fået Anna. Men jeg er nået markant længere, end da jeg først blev bekendt med, hvordan min krop er sat sammen i forhold til min evne til at få børn. Jeg har virkelig været sur på min krop over det og jeg har følt uretfærdigheden helt tæt på, men stille og roligt er jeg blevet bedre til at give mere slip og minde mig selv om, at det bliver bare ikke anderledes, så hvorfor skal jeg gå og slå mig selv oven i hovedet med det. Jeg kan jo for pokker da ikke gøre for det. Der ligger et længere skriv bag alle de her tanker omkring, hvordan jeg bearbejder den nedsatte fertilitet den dag i dag – altså efter jeg er blevet nogens mor – og det skriv lover jeg, at I får lov til at læse en dag.


Så har vi vist været rundt omkring det meste af det, som jeg altid eller længe har hadet ved min krop – altså indtil i dag. Det er virkelig en rar og befriende fornemmelse, at jeg ikke længere hænger mig i ligegyldige bagateller på min krop. Min krop definerer jo ikke, hvem jeg er som menneske. Den er “bare” et hylster. Et hylster som jeg afgjort sætter mere pris på nu, fordi jeg har indset og oplevet, hvor meget min krop rent faktisk kan. Den er mega sej jo. Den blev gravid på trods af mega ringe odds. Den har skabt og båret min dejlige datter. Den tillader mig at komme omkring på egen hånd og den begrænser mig på ingen måde i min færden. Min krop fortjener virkelig et kæmpe skulderklap og den fortjener på inden måde alt den skæld ud, som den har fået gennem årernes løb. Det er virkelig befriende, at jeg ikke længere hænger mig i de kropsidealer, som vi er blevet trukket ned over hovedet i vores perfekthedskultur. Det er en fantastisk følelse, at kunne hvile i sig selv, som man ser ud og jeg ville ønske, at jeg havde tilladt mig selv at nå der til meget tidligere i mit liv. Men bedre sent end aldrig.

Skriv et svar