Besøg af sundhedsplejersken

Besøg af sundhedsplejersken
Det her billede er ikke fra sundhedsplejerskens besøg. Jeg synes bare, at hun er mega lækkerhaps 🙂

Det her indlæg skal ikke handle om så meget andet, end at vi havde besøg af vores søde, flinke og meget rare sundhedsplejerske i går. Jeg troede faktisk, at det var det sidste besøg, men hun overraskede os positivt med, at hun kommer på besøg igen til august. Det synes jeg er dejligt. Mest fordi jeg bare godt kan lide at snakke med hende.

2 CommentsLæs mere

Anna Olines Klatkager

Anna Olines Klatkager

Det er ikke sådan specielt ofte, at jeg deler erfaringer, råd og oplevelser fra køkkenet her på bloggen. Nu skal I heller ikke blive skræmte, for jeg lover jer, at det ikke kommer til at ske så tit. Sandheden er bare, at jeg efterhånden har erstattet Jonas på posten som “madmor” her hjemme. Ja, du læste rigtigt. Det er primært mig, der står i køkkenet og laver aftensmad hver dag nu. Det er bare sådan, det fungerer bedst i vores hverdag, da Jonas er sent hjemme de fleste dage og vi har en lille pige, der går tidligt i seng. Men det er jo ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg har fandme lært at lave brun sovs og alt muligt andet gøgl. Jeg arbejder naturligvis mest i den børnevenlige menu lige nu. Men mere om dét en anden god gang. I dag skal indlægget nemlig handle om Anna Olines højt elskede klatkager. 

Anna er jo efterhånden så stor, at hun spiser det meste mad selv. Det er efterhånden flere uger siden – et par måneder måske? – at vi måtte droppe skemaden næsten helt. Moset mad siger hende bare ikke en skid. Hun kan lige klare, at hendes øllebrød og havregrød om morgenen er med ske, men så heller ikke mere end det. Frugtmos må faktisk også gerne komme på en ske. Men alt andet vil hun klare selv. Rugbrød, kartofler, grøntsager, kød, you name it. Hun styrer det selv. Det giver et værre svineri ca. 4 gange om dagen, når hun har spist, men jeg er sikker på, at det kun er sundt, at hun gerne vil sidde med maden selv. 

Jeg har dog været inde i en lidt ideløs periode, hvad angår det der mad. Det er jeg nok i virkeligheden stadig. Synes godt det kan være svært at give hende noget “finger-venligt-mad”, hvor meget af det rent faktisk også ender i maven. Men så fik jeg alligevel en idé den anden dag og hvorfor ikke dele den med jer? Måske kan andre få glæde af den. Specielt fordi den er så dejlig nem 🙂 

Jeg har fået bikset nogle klatkager sammen til hende. Tror da nok, at det er det man vil kalde dem? Det gør jeg i hvert fald og jeg bestemmer heldigvis selv her på bloggen. De er super lette og hurtige at lave og Anna eeeeeelsker dem! Og så er de nemme for hende at styre selv og jeg vil absolut mene, at mindst 80% af klatkagen ender i hendes mave. Opskrift følger under billedet.

Opskrift 

Jeg fik ca. 20 klatkager ud af opskriften, men det vil altså være forskelligt afhængigt af, hvilken størrelse, man laver dem i. 

Du skal bruge:

  • 3 dl. havregryn 
  • 6 dl. vand 
  • 2 æg
  • 4 spsk mel 
  • 2 modne bananer 
  • 2 æbler 
  • Evt. vaniljesukker, hvis man har lyst

Sådan gør du:

  • Kog en havregrød af vand og havregryn 
  • Tag grøden af varmen. Kom den i en skål, hvis det er knapt med plads i gryden. Man kan også sagtens blande resten i gryden, hvis den er stor nok. 
  • Tilføj æg og mel til havregrøden og rør godt. 
  • Mos/blend bananerne og rør dem med i. 
  • Skræl æblerne og riv dem på et rivejern. De revne æbler tilføjes og hele blandingen røres godt sammen. 
  • Det er her du også kan tilføje lidt vaniljesukker, hvis du synes. Jeg har brugt en smule, når jeg laver dem – måske en halv teske – og jeg synes det giver en god smag. Men det kan sagtens undværes. 

Klatkagerne kan steges på panden i smør/olie, men kan med fordel også bages i ovnen. Jeg bruger sidstnævnte mulighed. 

Hvis du bruger ovn, hældes dejen ud i små “klatter” på bagepapir på en bradepande. De skal have ca. 20 minutter ved 200 grader varmluft – alt efter størrelse naturligvis, så hold øje med dem undervejs. 

Klatkagerne kan opbevares i køleskab, men de kan også med fordel fryses ned. Jeg frøs hele portionen ned – med undtagelse af den jeg med det samme åd selv og den jeg gav Anna – så kan jeg tage den eller de, jeg skal bruge op aftenen før, jeg skal bruge dem.

Anna spiser klatkagerne som snack eller supplement til hendes måltider. De er også geniale, at have med på tur. 

God fornøjelse med dem 🙂

Nu i egen tremmeseng – del.2

Nu i egen tremmeseng – del.2

Husk lige at få læst del 1 af den her beretning om at komme i sin egen seng. Ellers ved du ikke en ski’ om, hvorfor og hvordan og det er så øv at være bagud, ikk?

Æggehovedet (forklaring nederst i indlægget) på billedet aka. lille’pigen har sovet i sin egen seng i sådan cirkus 2.5 uge nu. Det er kommet væsentligt hurtigere, end vi havde forudset det her hjemme. Det er slet ikke noget, vi har haft fokus på eller på nogen måde haft travlt med. Men når man er ved at kravle sig til ulykker i søvne, så er tremmesengen bare en mere sikker løsning. Fair nok. Vi har sadlet om og det skal der jo også være plads til.

“Så må vi jo bare tage kampen med hende..”

Den nederen og 0 procent positive sætning fik jeg sagt flere gange, da vi besluttede, at hun skulle sove i sin egen seng. Fordi jeg faktisk forventede og regnede med, at det ville blive en kamp. Vores pige er vane- og rutinedyr og så eeeeeeelsker hun bare, at putte i vores seng. Så jo, selvfølgelig regnede jeg ikke med, at hun ville tage det pænt eller let, men det ville jeg heller aldrig forvente af hende. Jonas og jeg havde derfor snakket om, at vi nok gik nogle hårde aftner i møde og sådan måtte det jo bare være. Det er faktisk lidt som om, at de hårde aftner er en my lettere, når man forventer dem. Det er i hvert fald min erfaring.

Nå, men det blev jo så bare en stor fe’ lyvhistorie og en masse unødvendige negative forventninger og bekymringer.

Putning for lortebleer

Lige i tiden er det kun Jonas, der putter hende til natten hjemme ved os. Og hvorfor så det? Jo, den kan vi da godt lige tage også. Faktisk er det bare fordi, at jeg simpelthen ikke har lyst. Turde jeg virkelig skrive det? Ja, det gjorde jeg. Jeg gider pisse meget ikke det der putning. Når vi rammer aftentid og sengetid for lille’pigen, som er ca. omkring kl 19.00 – meget sjældent senere end det, så gider jeg egentlig bare ikke mere, hvis jeg kan slippe. Jeg vil meget hellere ordne de praktiske ting, som jeg ikke har nået i løbet af dagen, fordi jeg har brugt tiden med mit barn. Vaske sutteflasker, rydde op, gøre klar til dagen efter, rydde legetøj væk, gøre rent m.m. Som om jeg bare trænger til at være effektiv praktisk-gris, uden at skulle holde øje med hende på samme tid. Og så synes jeg egentlig, at det er fint, at de to får den tid sammen, da Jonas i hverdagene, ikke ser hende mere end et par timer. Jonas synes også det er fint. Mest fordi vi har slået en handel af: Putning for lortebleer. Han ville sikkert putte hende alligevel, selvom jeg ikke tog alle lortebleerne, men det har bare været så nemt og uproblematisk for mig, at få den handel i hus. Så sådan gør vi det lige i tiden i hvert fald. Og det fungerer.

Godnat og sov godt 

Det er så lige præcis, hvad lille’pigen har gjort. Det er gået overraskende hun-har-taget-røven-på-os-agtigt let. Første aften tog det halvanden time. Den aften var vi begge oppe ved hende på skift og hun endte med at falde i søvn i mine arme, hvorefter jeg kunne lægge hende i sengen. Eller i babynesten som hun bare har fået med over i tremmesengen. Den kender hun jo, så ingen grund til at fjerne den trygge genkendelighed for hende. Næste aften tog det under en time og Jonas klarede det selv. Tredje aften tog det en halv times tid, hvor hun rodede lidt rundt i tremmesengen og havde lidt svært ved at finde ro. Og derfra er det bare gået lettere og lettere. Slet ikke så besværligt, som vi selv havde kørt det op til at blive. De seneste dage har hun ikke sagt et eneste piv, men bare accepteret, at nu er det her hun skal sove. Her til aften, hvor jeg sidder og skriver det her indlæg, tog det under 5 minutter. Nemt med nemt på. Og altså ikke alt det pis, som især jeg havde frygtet.

Egentlig har jeg primært skrevet om lille’pigens oplevelse med at komme i egen seng, fordi der var nogen, der skrev til mig og spurgte til det, da jeg i et tidligere indlæg fik nævnt, at vi var gået i gang med det. Mest fordi de selv ville i gang med samme projekt med eget barn og stod med samme øv-forventninger, som vi selv gjorde. Nå, men de synes nok ikke, at det her indlæg er pisse fedt. Nul brugbare tips og tricks, men bare en beretning om, at det gik så glat, som en nysmurt barnerøv. Fuck dig, Leah! Så er det sagt 😉

Putte med mor

Lille’pigen sover naturligvis ikke i egen seng hele natten. Ikke at det er en natuligvis-hed, som der slet ikke er noget der hedder. Det har hele tiden kun været forventningen, at hun skulle kunne puttes i egen seng til at starte med, da hun går væsentligt tidligere i seng end os. Ikke at jeg ikke ind i mellem godt kunne lukke øjnene med hende ved 19 tiden, for det kunne jeg snildt. Men hvem skulle så pleje det ellers så stærkt ophidsende ægteskab med Jonas? Han ville sgu da blive ensom, hvis han skulle fede den i sofaen alene hver aften. Dårlig vittighed. Han ville elske det. Derfor bliver jeg længere oppe. Bare for at irritere ham 😉

Det er så sikkert som amen og tørre kiks i kirken, at lille’pigen kommer over mellem os i løbet af natten. Det kan være alt fra det sekund, jeg rammer soveværelset til nogle timer efter, vi er gået i seng. Det er meget forskelligt, men altid helt fint. Hun er mere end velkommen i vores seng og så længe hun har behov for den tryghed, vil hun få den. Uden tvivl. Jeg sover faktisk også bedre, når hun ligger lige ved siden af mig. Så det er jo win win.

Bonusinfo: Lille’pigen omtales som æggehovedet i det her indlæg og med fare for, at det giver mig mor-politiet på nakken, så forklarer jeg mig lige: Lille’pigen har sådan ca. landets rundeste hoved og det har hun haft fra dag ét af. Så rundt, at hun nok gør sig klogt i at holde sig fra bowlinghallerne. Så rundt og fint, helt uden skævheder og buler, som ellers er meget naturligt og normalt hos små børn. På billedet i det her indlæg er det bare som om, at det er ekstra tydeligt. Det hjælper heller ikke på situationen specielt meget, at hun gror hår ligeså langsomt, som græsset gror i vintermånederne. Derfor æggehoved. Vi elsker hende altså stadig! Hvordan kan man også andet med det fjæs, hun kan stille op? 🙂

Nu i egen tremmeseng – del 1.

Nu i egen tremmeseng – del 1.

Så skete det. Lille’pigen sover i sin egen seng nu. Ikke hele natten, men det vender jeg tilbage til. For bare to-tre uger siden syntes jeg overhovedet ikke, at det var dét vi skulle. Det fungerede da pis’ fint, at hun blev puttet i sin babynest i vores seng og kom over til mig i løbet af natten. Jonas sov i gæsteværelset og selvom han har været savnet i vores egen seng, så har hans snorken været det sådan ca. 0 procent. Så det hele fungerede jo super fint og alle fik den bedst mulige søvn. Nogen kunne endda snorke uden at forstyrre andre.

Men .. 

Så lærte lille’pigen at kravle. Sådan for alvor altså. Sådan at hun nu er i hele hytten, hvis man altså ikke sørger for at lukke døre osv. På den der måde, hvor hun river alle tingene ned fra alle tænkelige steder og på den der måde, hvor vi så på ny indretter hjemmet, så det bliver mest sikkert for hende. Hun kravler selv ud på badeværelset om aftenen efter aftensmaden, fordi hun ved, at hun skal i bad. Hun kravler selv hen til skuffen med babysnacks og alt hendes andet mad, når hun er sulten. Hun ved også, at det er dér mariekiksene er. Jo, jo, hun skal nok blive til noget en dag. Hun kravler selv hen til mig, når hun har brug for mig. Det er så vildt, at min baby kravler. Hvornår blev hun lige så stor? Må jeg overhovedet stadig kalde hende for en baby mere? Vittighed. Hun kommer jo til at være min baby til hun er 33 år. Præcis ligesom alle andre babyer.

Ulykken skete næsten

Fra at hun knækkede kravle-koden for alvor, gik der ikke lang tid, før hun udfoldede sine kravle-evner i søvne. Som om hun ikke har krudt nok i blemåsen om dagen. Jøsses. Hun kravlede ud af babynesten i fuldstændig søvne og lige over i favnen på sin mor. Der er ikke noget galt i, at hun kommer over til mig og sover videre. Det er hun altid velkommen til. Hun kravlede kun ud, når jeg var kommet i seng eller nogle timer senere. Som om hun fornemmede, at nu var jeg kommet i seng. Indtil da lå hun bare bum stille. Men det er så skide meget både datid og fortid nu.

En aften hvor Jonas og jeg sad i stuen i timerne, efter hun var gået i seng, sagde babyalarmen en lille bitte lyd. Ikke noget vi som sådan behøvede at reagere på og på alle mulige andre aftner, havde vi nok bare set an, om der kom mere lyd. Men lige den aften valgte Jonas alligevel at stikke hovedet op til hende. Og hvor var det bare skide heldigt, at han gjorde det! Da han kiggede ind i soveværelset, var babynesten bare tom. Hvor var lille’pigen? Hun møffede rundt i min side af sengen i min dyne, fordi hun ledte efter mig. Og hun var skræmmende tæt på kanten. Av! H-E-L-D-I-G-V-I-S var hun stadig i sengen og ulykken skete ikke. Det kunne have været gået grueligt galt. Hun startede helt sikkert kravleriet i søvne, for ellers havde der været mere lyd på hende. Hun troede nok, at jeg lå der og at hun bare lige kunne parkere sin søde mås hos mig og sove videre. Hun vågnede så, mens hun ledte og Jonas tog hende med ned i stuen.

Børnesikring eller egen tremmeseng? 

Så skulle vi jo pludselig til at tage en hurtig beslutning, for allerede næste aften kunne vi jo ikke putte hende i babynesten i vores seng, som vi ellers hele tiden havde gjort. Enten skulle vi sikre vores seng, så hun ikke kunne falde ud nogen steder. Det ville betyde sengeheste hele fucking vejen rundt, så vi alle kunne sove i én kæmpe stor fed kravlegård. Øh, nej tak! Så var muligheden jo kun, at hun måtte i sin egen seng. Den fine tremmeseng, som alligevel bare stod urørt på hendes værelse. Det var jo klart den nemmeste løsning, da vi havde den og kunne tage den i brug allerede næste aften. Men øv! Jeg har bare ikke været vild med, at hun skulle i egen seng. Eller jeg har i hvert fald ikke haft travlt med det, for jeg synes sgu det er pisse hyggeligt, at have hende med i min egen seng. Og jeg tror virkelig på, at det der samsovning gør noget pisse godt for sådan et lille barn – hvis det fungerer for alle parter vel og mærke. Ellers gør det sgu ikke en skid godt. Og nej, kære mor-politi. Jeg tror ikke at børn, der ikke samsover lider nogen form for overlast. Bare ned med den krogede pegefinger igen.

Så i næste del kan du læse alt om, hvordan det gik med at få hende i egen seng og hvordan jeg har haft det med det. Og hvordan det går nu og hvordan jeg har det med det nu. Der bliver nok at skrive og læse om, så følg endelig med 🙂

Jamen så lærer hun jo aldrig at ..

Jamen så lærer hun jo aldrig at ..

Kender I det der med, når andre synes de ved mere om dit barn, end du selv gør? Altså dig der er moren? Heldigvis er det ikke det, jeg oplever mest, men det sker dog alligevel sådan jævnt ind i mellem. Mest i form af små stikkende kommentarer, som måske eller måske ikke var ment som stikkende.

Det kommer oftest som bemærkninger i min indbakke, hvor det er ganske privat og meget nemt. Ind i mellem også i direkte tale, men så er det oftest fra nogen, som ikke er tæt på mig i hverdagen. De der er tæt på mig og lille’pigen i hverdagen, ved efterhånden godt, at jeg har styr på det og at jeg desuden ikke laver om på, hvordan jeg er mor, fordi nogen mener noget andet end mig.

Jeg kunne godt tænke mig at dele nogle af de ting, som “bekymrer” andre folk i ny og næ. Bare fordi jeg kan og fordi det er skægt. Og fordi vi skal snakke om et eller andet.

 

“Jamen så lærer hun jo aldrig at sove i sin egen seng”

Nej. Det gør hun i hvert fald ikke i morgen. Heller ikke i næste uge og nok heller ikke om en måned. Men der er langt fra dét og så til aldrig, aldrig, aldrig nogen-fucking-sinde. Lille’pigen skal nok komme i sin egen seng, når det er det bedste for hende. Og det er det ikke lige nu. Hun tror desuden, at hendes tremmeseng er en legeplads, så der er så ganske meget uro, hvis man prøver at putte hende i den. Og nok kan vi godt lide sjov og ballade, men ikke når vi skal sove. Så hun får altså lov til at blive i vores seng sin babynest, som nok snart skal skiftes ud med en juniornest, da hun godt kan lide at ligge i sådan en “rede”. I løbet af natten ender hun underligt nok altid med at ligge i favnen på sin mor. Ikke underligt at det også er der, hvor hun altid sover mest roligt og tungt. Og det der med egen seng, det tager vi når tid er og så lærer hun det der. Vi er jo heller ikke begyndt på matematikken endnu, selvom det også er noget, hun gerne skulle kunne en dag. Om ikke andet, så kender jeg ikke mange 13-årige, der stadig kun kan sove i en babynest hos mor og far. Så vi når det nok 😉

 

“Jamen så lærer hun jo aldrig, at være uden sin mor og far”

Vores datter på 7 måneder er ikke rigtig blevet passet af andre end os endnu. “Os” er hendes mor og far. Det er “kun” blevet til en enkelt gang på en halvanden times tid af min mor og det var hverken planlagt eller det, jeg havde mest lyst til. Du kan læse om det HER, hvis du har lyst. Selvom det nu alligevel gik meget fint, så ligger det ikke lige i kortene, at hun skal passes igen i nærmeste fremtid.

Jeg synes simpelthen bare ikke, at det er tid til det endnu. Hun er alt for lille. Altså min pige er alt for lille. Det kan sagtens være en anden sag med alle andres babyer på samme alder. Det fede ved babyer er nemlig, at de pisse meget ikke er ens. Heller ikke i behov. Men lille’pigen er altså for lille. Bum basta! Men jeg kan love jer, at jeg kender ingen 13-årige, der ikke hellere vil på weekend hos bedsteforældrene eller sove hos bedste vennen. Så det når vi nok, når tiden er rigtig for hende.

 

“Jamen så lærer hun jo aldrig, at sove i en stillestående barnevogn. Hun bliver aldrig klar til dagpleje så” 

Jeg er godt klar over, at det ikke er en hemmelighed, at jeg går mange ture med lille’pigen i barnevognen, når hun sover. Det er sådan jeg får den motion, som jeg gerne vil have. Totalt egoistisk mor, ikke sandt? 😉 Det bekymrer åbenbart nogle sjæle, at min datter så ikke kan sove i en stillestående barnevogn. Men jeg kan godt love jer, at det er en stod fed løgn, for det kan hun faktisk godt. For det gør hun nemlig også. Hun sover jo altså flere gange om dagen og vi går ikke tur hver gang. Vi bekymrer os desuden på ingen måde om dagplejetiden endnu eller forbereder os til den. Der er 4 fucking måneder til dagplejestart endnu, så vi når det nok. Børn har det jo også med at tilpasse sig dagligdagen, når de starter i pasning, så det skal vel nok gå. Jeg kender desuden ingen 13-årige, der ikke klarede at sove i en stillestående barnevogn i pasningsordningen. Så det skal nok gå.

 

Uanset hvad der end måtte være en bekymring, så når hun det nok den dag, hvor hun er klar til det 🙂

Ørelægen og lidt om weekendens planer

Ørelægen og lidt om weekendens planer

Tid ved ørelægen lige midt i den vanlige middagslur – det ses på de klattede øjne

Så blev det fredag d. 23 november. Lige netop i dag betyder det for nogen BLACK FRIDAY og en helvedes masse penge op ad lommen. For lille’pigen og jeg har det bare mest handlet om, at vi skulle til ørelægen. Bevares, jeg nåede da at handle lidt julegaver på nettet i morges i bedste Black Friday-stil. Sådan går det, når man har et barn, der står tidligt op. Jeg skal nok endda have kigget lidt mere, når jeg har skrevet det her indlæg. Lille’pigen sover nemlig, så det er med at udnytte tiden.

Nå, tilbage til det med ørelægen. Gennem de seneste måneder har flere anbefalet mig, at få tjekket lille’pigens ører. Særligt gennem de sidste uger, hvor hun har grædt meget om natten. Jeg har været lidt tilbageholdende og sådan “vi ser lige tiden an” – agtig. Det kan jo være både godt og skidt at gøre det. Nu er hun jo også stoppet med at græde om natten. Nå, men jeg endte alligevel med at bestille en tid, for det kan sgu da aldrig skade. Det har ikke været min umiddelbare fornemmelse, at der var noget at komme efter i de ører andet en højst en rest øllebrød og sveskemos. Men vi tog alligevel afsted i dag. Vi skulle med bussen, da Jonas bruger bilen. Det er blevet min erfaring, at det er så meget lettere at tage bussen med lille’pigen i bæreselen, så det gjorde vi også i dag. Hun elskede det! Gåturen op til bussen, selve busturen og gåturen til ørelægen. Der var godt nok meget spændende at kigge på. Og mange mennesker at charme sig ind på. Det var også vores held, at vi tog bæreselen, for der havde ikke været plads til hverken barnevogn eller klapvogn i bussen i dag.

Det gik heldigvis hurtigt ved ørelægen. Vi kom ind til tiden og de sang “Mariehønen Evigglad” for hende, mens de tjekkede hendes ører. Så dejligt personale, det er helt vildt! Jeg elsker virkelig at komme hos dem. Lille’pigen er dog ikke ret begejstret for at blive rørt i ansigtet, så hun gav dem kamp til stregen og overdøvede deres, i følge hende, mægtige lorte sang. Heldigvis var der intet at komme efter i hendes ører, så vi kunne hurtigt smutte hjem igen. Endda så vi kunne nå en bus lige med det samme.

Hun sov hele busturen hjem og vågnede så, da vi nåede i den lokale Rema1000, som åbenbart også er ramt af Black Friday-feberen. Igen var det heldigt, at vi ikke havde barnevognen med. Pheeeew, for et menneskemylder. Nu er vi hjemme igen. Vi har fået frokost, lille’pigen har leget og jeg har pakket nogle julegaver ind. Nu sover hun som sagt lur, mens jeg skriver det her indlæg. I dag er hun endda faldet i søvn med en af hendes nye sutter, som vi har forsøgt at få hende til at acceptere gennem de seneste nok 2-3 måneder. Indtil nu har hun kun ville bruge 0-2 måneders sutter. Min 7 måneder gamle pige har i hvert fald ikke travlt.

I aften skal min weekend skydes i gang med finalen i Vild Med Dans. I morgen skal vi alle 3 ud og besøge min storesøster, min niece og min nevø. Jeg har ikke set dem i knap 3 uger. Kan ikke huske, hvornår der sidst er gået så lang tid. Jeg savner dem helt vildt! Så i morgen skal nok blive en god dag. Ellers har vi faktisk ikke nogen planer for weekenden, hvilket også er skønt til tider. Jeg har nogle praktiske ting i hjemmet, som jeg skal have overtalt Jonas til at ordne. Hans højt elskede PlayStation er gået på pension for nogle dage siden, så måske bliver han slet ikke så svær at overtale til det 😉

Måske skal jeg også have bagt nogle julesmåkager. Næste weekend er nemlig fyldt med planer, så det kunne måske være rart, at få det gjort nu. Jeg fik slet ikke bagt sidste år, fordi min kæmpe store gravide krop ikke kunne stå op ret længe ad gangen. Jeg tror ikke, at jeg får lov til at slippe igen i år. Familien vil have deres vaniljekranse, så det skal de få 🙂

Skal du mon lave noget fedt her i weekenden? Og har du mon shoppet amok i dag? Kommentér endelig og når du nu alligevel er i gang, så vær lige en ven og smid et “synes godt om” på min facebookside lige HER.

Nu har jeg været nogens mor i 6 måneder

Nu har jeg været nogens mor i 6 måneder

.. Og ikke bare “nogens” mor. Lille’pigens mor. Verdens bedste Anna Oline. Hold nu kæft hun er dejlig altså. Og i dag er det 6 måneder siden, at hun kom til verden og gjorde mig til mor. Skræmmende og fuldstændig vidunderligt på samme tid. Egentlig har jeg følt mig som en mor længere tid end det. For mig startede det allerede ved den første positive graviditetstest og det bånd, der blev skabt mellem os allerede dér. Det helt specielle mor-datter-bånd, som eksisterede i bedste velgående, selvom jeg faktisk først troede, at vi ventede os en dreng.

Wauw. Og hvilke 6 måneder har det ikke lige været? Jeg tror jeg har været samtlige følelser i følelsesregistret igennem, siden hun blev født. Det har Jonas helt sikkert også. Det startede med ekstrem overvældelse og lettelse efter en semi-lang og semi-hård fødsel ovenpå en semi-hård graviditet. Og på samme tid kom den ekstreme kærlighed. Den eksisterede egentlig allerede i graviditeten også, men den tog for alvor fat i os, da hun lå der på min mave for første gang. Kærligheden der blæste Jonas halvvejs bagover, da den havde haft et mindre fast greb i ham i graviditeten. Det er jo klart, han var jo ligesom ikke den gravide af os. To stks lettede, stolte og forelskede forældre blev født for 6 måneder siden.

Lykken fik dog ikke lov til at fylde det hele ret længe. Faktisk gik der kun knap 12 timer, før lykken måtte deles om pladsen med frustration, ulykke, modløshed og måske starten på en fødselsdepression. Vi havde bestemt ikke den bedste start som forældre, da jeg var indlagt på barselsafsnittet i dagene efter fødslen. Udueligt personale og endnu mere ringe ammehjælp, gjorde nok især starten på mit liv som mor, til en rigtig smertefuld oplevelse. Måske kan du huske historien. Hvis ikke kan du lige læse den HER. Den oplevelse og følelse de gav mig på den afdeling, fik mig til at udskrive mig selv, selvom jeg stadig var møg syg og svækket. Den fik mig også til at opgive noget så essentielt som amning. Jeg siger ikke, at amning er det eneste rigtige, for det er det ikke. Men det fortjener at få en fair chance under ordentlige forhold. Det fik min amning ikke, før jeg selv valgte den fra i nød. Jeg brugte det som en mulighed for, at flygte fra barselsafsnittet. Det er fandme trist, selvom det er ganske rigtigt. Sørgerligt også.

De næste 3 måneders tid var en værre rodebunke. Jeg kæmpede med mine indre dæmoner over min mislykkede amning. Vi kæmpede med en pige, der skreg til sine lungers bristepunkt sådan ca. de fleste af hendes vågne timer. Vi elskede hende højt, men ville samtidig gerne benytte os af den returbillet, som man ikke har på sådan et barn. Det er hårdt, men også ganske rigtigt. Der var masser af afmagt, gråd, frustration og ulykke i et skørt mix af fuldstændig overvældende lykke over, at vi havde fået den her skønne smukke pige. Ikke underligt at man kan have brug for hjælp psykisk, til at håndtere den første tid som forældre.

Nå, men efter ca. 3,5 måneds tid blev alt jo pludselig noget ganske meget andet. Vi fik styr på det der refluks, som var skyld i mange af skrigeturerne. Samtidig voksede hun jo også og hendes lille krop blev mere moden. Pludselig kunne hun godt slå en lille fis uden, at det var jordens undergang. Det gik også lidt bedre med at spise. Hun kom faktisk også i tanke om, at man jo ligeså godt kunne sove om natten. Så det gjorde hun. Heeeeeeele freaking fucking natten lang og det behager sådan nogle trætte, udkørte og meget brugte forældre rigtig godt. Og sådan gik det ellers fremad med fremskridt på fremskridt på fremskridt.

I dag går det rigtig godt. Lille’pigen er ikke længere i underkanten af vægtskalaen, men i stedet er hun lige akkurat på gennemsnittet. Hun spiser stadig som en fugl, men hun får jo tydeligvis det hun skal bruge. Hun har selv valgt sin vanlige natflaske fra for nogle uger siden. Altså den hun fik i søvne nogle timer efter hun var lagt i seng ved 19 tiden. Så nu sover hun fra ja, stadig der ved 19 tiden og så ellers frem til kl 05.00-06.30 stykker. Vi klager ikke. Hun sover dejligt mageligt i sin babynest i vores seng, sammen med mig. Jonas har vi sendt ud af soveværelset og ned i gæsteværelset. Simpelthen fordi han snorker en lille smule for højt, så både lille’pigen og jeg vågner en lille smule for meget. Desuden skal han nu til at afsted på job, før hun måske vågner, så det er meget fint, at han ikke kan komme til at vække hende. Lille’pigen er snu og har fundet ud af, at vågner hun lige til den liiiidt for tidlige side af kl 05.00, da kan hun få lov til at møve sin lille blerøv helt over til mig og så snupper vi ellers lige en times tid eller halvanden mere på den måde. Og vi nyder nærheden begge to!

Sådan ser det ud, når hun møver sin blerøv over til mig om natten. Sådan kan vi også godt finde på, at tage en lur sammen i løbet af dagen. Det er så hyggeligt! <3

Om dagen er der jo efterhånden fuld fart på. Særligt lige i tiden synes jeg godt nok, at det går stærkt. Hun er jo over det hele for pokker. Og det tager hende kun et splitsekund efterhånden. Men det er kun dejligt, at hendes fysik nu tillader det, som hendes hoved gerne vil. Det har hun vist ventet utålmodigt på. Og når ellers hendes mod på at udforske verden bliver lidt for meget for hende selv, jamen så tager hun gerne lidt tid i viklen på mig, hvor hun lige får fyldt tryghedstanken lidt op, inden hun selv viser, at hun er klar til at udforske igen. Lille’pigen er bestemt stadig en meget følsom pige. Særligt sensitiv har været nævnt uafhængigt af hinanden af både sundhedsplejersken og lægen, når jeg har fortalt, hvordan vi oplever hende, når dagen ikke er, som den plejer at være. Det er hun nemlig stadig ikke så pjattet med. Hun er egentlig nem nok, at have med. Fx når vi besøger andre eller tager i IKEA eller hvad vi nu kan finde på. Reaktionen kommer først, når vi kommer hjem (eller hvis vi har været for længe hjemmefra). Så bliver hun ganske vanvittig og ret svær at samarbejde med. Hun har en ganske naturlig skepsis, når hun møder folk, der ikke er hendes mor og far. Nogen synes hun har det meget, jeg synes bare at hun skal holde fast i sin mavefornemmelse om, lige at se folk an en ekstra gang. Eller flere. Lille’pigen reagerer desuden meget på andres følelser og tager dem gerne på sig, ligesom hun også ofte er påvirket af drømme/mareridt. Særligt sensitiv? Det ved jeg ikke om hun er. Måske er hun bare et følsomt menneske? Måske går det over eller måske skal hendes hverdag bare planlægges anderledes på længere sigt. Det finder vi jo ud af med tiden. Jeg er i hvert fald ikke tilhænger af, at sætte sådan en mærkat på hende endnu. Det har vi masser af tid til, hvis det endelig skal være.

Nå, men altså en skøn pige i dejlig skøn trivsel. Og hun er glad og tilfreds langt det meste af tiden. Og fræk som bare pokker. Og charmerende af helvedes til. Og lækker. Og pisse sjov. Ja, hun er bestemt så fantastisk som hun lyder, det meste af tiden og den smule tid, der er tilbage kan hun da godt være et surt og trælst røvhul. Hun er jo altså også kun en baby på 6 måneder, så der er nok ikke noget unaturligt i det.

Vi nyder rollerne som forældre nu. Det er noget ganske andet end i starten. Noget meget andet faktisk. Selvfølgelig kan vi også føle os drænet for overskud ind i mellem. Bevares. Vi er jo kun som alle andre forældre. Men vi ønsker ikke længere at benytte os af den returbillet, som ikke følger med, når man får et barn. Så vi er nået meget langt og vi er meget glade for den lille familie, som vi nu er. Jonas har netop været hjemme på sjælland i weekenden og jeg har været alene med lille’pigen her hjemme. Det føltes på alle måder helt forkert, at vi ikke var sammen i vores lille tresomhed.

Nå, men det her var jo egentlig bare en sludder for en sladder om, hvordan vi går og har det. Det går jo ganske godt, som I nok kunne læse. Også selvom det ikke er regnbuer og uendelig lykke og en nem baby hver eneste dag. Det behøver det heldigvis heller ikke at være og faktisk ville det også være ganske underligt ..