Tilbage til skolegården .. #5

Tilbage til skolegården .. #5

Nu til tiden efter folkeskolen. Det var i øvrigt en kæmpe lettelse, at forlade den del af mit liv. Den dag havde jeg glædet mig til i flere år.

Men lige først: For nogle år tilbage da jeg boede med Jonas i Køge, blev jeg ramt af en personlig krise. En krise der egentlig bare gik på mig selv og mine tanker om mig selv. Jeg vil ikke gå så meget i detaljer med den her krise, jeg vil bare fortælle, at den sendte mig til en psykiaters kontor. Hvor jeg troede problemerne stammede fra noget bestemt, da fik han hurtigt taget hul på en byld, hvor bl.a. min skoletid fyldte rigtig meget. Og det overraskede mig rigtig meget, at det var dét vores snak endte med at handle om. Det var starten på min lange process med at bearbejde min fortid. Nå, det var et lille, men dog nødvendigt sidespring.

Efter folkeskolen skulle de fleste videre til 10. klasse, gymnasiet eller noget helt tredje. Det skulle jeg ikke. Jeg endte faktisk med, at starte på fuldtid på mit daværende studiejob på McDonald’s. Til mine forældre forklarede jeg, at jeg ikke vidste, hvad jeg ville. I virkeligheden handlede det om, at jeg ikke ville havne et nyt sted med nogle fra folkeskolen. Det har jeg aldrig fortalt mine forældre. Jeg havde brug for, at de andre elever kom et år eller to “foran”. Jeg vidste godt, at jeg ville tage en studentereksamen eller lignende på et tidspunkt. Jeg havde bare brug for ro i hovedet. Jeg var ikke skoletræt. Jeg var skoleskræmt.

I 2008 (2 år efter folkeskolen sluttede) startede jeg på Aalborg Studenterkursus til et intenst forløb, hvor man tager 3 års studier på 2 år (en STX). Sådan lød det i hvert fald den gang. Jeg havnede i en rigtig god klasse. Vi var godt blandet aldersmæssigt og fungerede godt sammen socialt. Jeg havde det godt. Og hvor ville jeg bare ønske, at min hårde folkeskoletid ikke havde nogen indflydelse på mine 2 år på Aalborg Studenterkursus. Det kan jeg desværre bare ikke sige. Jeg klarede de skriftlige opgaver rigtig godt og leverede ofte til både 10 og 12 taller. Desværre levede jeg ikke op til kravet om den aktive mundtlige deltagelse i timerne. Det sad simpelthen for meget i mig, at det er klogest at holde sin mund i timerne. Så er der nemlig ingen, der peger fingre af en. Så altså selvom jeg havnede i en klasse, hvor jeg havde det godt og hvor vi var voksne og fornuftige mennesker alle sammen, så kunne jeg simpelthen ikke komme ud af den skal, som jeg var blevet fanget i gennem folkeskoletiden. Jeg turde ikke åbne munden. Det fik narturligvis, men desværre konsekvenser for mit endelige gennemsnit efter de 2 år. Mine gode karakterer fra det skriftlige var dog heldigvis så gode, at jeg kom ud med et nogenlunde pænt gennemsnitligt gennemsnit. Ikke et gennemsnit, som man skal være ked af. Det var bare desværre ikke højt nok til, at jeg kunne gå de veje, som jeg egentlig gerne ville. Det falder selvfølgelig kun tilbage på mig selv, da det var mig, der ikke åbnede munden i timerne. Men jeg véd, at det bunder i det jeg tillærte mig i folkeskolen.

Jeg er ikke ked af den uddannelse, som jeg er endt med i dag. Jeg kan godt lide at være lægesekretær og det passer min personlighed meget godt. Men jeg vil altid tænke på, hvad det kunne have været endt med, hvis jeg ikke var så begrænset af mig selv.

Det der med at være bange for at åbne munden, kommer også til udtryk i andre situationer. Jeg er bestemt ikke den, man hører mest til i et selskab. Altså et større selskab med flere mennesker. Og det er uanset, om det er blandt folk jeg kender godt eller ej. Jeg oplever tit at sidde og tænke på noget, som jeg gerne vil sige, men det kommer fandme aldrig ud. Og vi snakker altså både til familiearrangementer, møder på arbejdet, fester osv. Jeg tror faktisk kun, at det er når jeg er omringet af min egen lille familie, altså Jonas, min mor, søster og sådan, at jeg ikke oplever, at jeg begrænser mig selv. Det er på en måde indbegrebet af tryghed og her behøver jeg ikke frygte, at gøre opmærksom på mig selv.

Så jo, det har da sin pris og sine begrænsninger, at jeg er vokset op med, at det var klogest at tie stille og gøre sig usynlig. Og det er synd, for ind i mellem tror jeg faktisk, at det er fornuftigt nok, det som jeg har på hjerte 😉

 

Og så er der den selvkritiske del af mig 

Jeg er SÅ hård ved mig selv. Det siger Jonas alt for tit og selvom jeg sjældent giver ham ret, så er der nok noget om snakken. Og kritikken af mig selv går, næsten uden undtagelse, altid på mit udseende. Jeg ved godt, at det også er en “kvinde-ting” at synes, at man har en for stor røv og lidt for trætte patter. Eller noget. Men jeg véd at mit stikker dybere end det. Udover at være træt af det udseende, som jeg i mange år blev mobbet med, så har jeg også en helt grundlæggende følelse af at være forkert og ikke god nok. Helt fra yderst til inderst. I mine senere teenageår var det også et problem, når det kom til det der med at finde en kæreste. Når jeg mødte fyre i byen, som faktisk oprigtigt var interesserede i mig, så dukkede mine indre dæmoner altid op og ødelagde det. For de kunne da absolut ikke mene det og de måtte da så afgjort have haft nogle forkerte bagtanker. Jeg er gået glip af mange søde fyre på min vej pga min egen stopklods og ringe syn på mig selv.

Heldigvis mødte jeg Jonas som 19-årig. Jonas var min første rigtige kæreste og heldigvis også min sidste. Der havde været nogle få useriøse kæresterier før ham, men ikke noget at skrive hjem om. Jeg tror ikke, jeg kunne have mødt en, der er mere rigtig for mig end Jonas er. Så kærlig. Så omsorgsfuld. Så overbærende. Så tålmodig. Og rummelig. Så rolig. Så fornuftig. Så empatisk. Så betænksom. Så opmærksom. Jonas og jeg har været sammen i 9 år nu. Der har været op- og nedture, som der er i alle parforhold. Men uden undtagelse har Jonas HVER dag de seneste 9 år, rost både min personlighed og mit udseende. “Du er smuk, Mulle”. “Du er dejlig, Mulle”. “Jeg kan godt lide din mås, Mulle”. Osv. Og jeg lyver virkelig ikke, når jeg siger, at det er på daglig basis og gerne flere gange dagligt. Jeg tror det er meget heldigt, at netop jeg og mit smadrede syn på mig selv, er landet i lige netop hans trygge favn. Tak for dig, Jonas <3

Jeg arbejder meget på, hvordan jeg ser på og taler om mig selv. Det er dagligt i mine tanker og nogle dage er jeg bedre til det end andre dage. Udover at jeg arbejder på at få styr på min krop, som den fysisk ser ud med PCOS og alt det der, så arbejder jeg også meget med, at hvile i mig selv. At vide, at jeg er god nok som jeg er, og at alle dem, der mente noget andet i skoletiden, de tog fejl. Jeg er meget opmærksom på, at min datter ikke skal høre sin mor tale dårligt om sig selv. Det kommer hun aldrig til, for det er der ikke noget godt i for hende. Det har jeg også været opmærksom på med min niece og nevø. Jeg er sikker på, at jeg nok skal blive rigtig god til det en dag. Men sikke et arbejde det er. Og det er altså 12 år siden, jeg sidst blev mobbet med mit udseende. Eller mobbet generelt.

 

Hvis lille’pigen nogensinde bliver mobbet

Jeg håber virkelig aldrig det sker. En ting er at blive drillet lidt, det kommer hun nok til at opleve. Men så bliver det forhåbentlig heller ikke mere end det. Det er virkelig en stor frygt for mig og barnet er end ikke startet i dagpleje endnu. Jeg håber virkelig, at jeg får skabt et så stærkt bånd med hende, at hun virkelig altid vil gøre brug af, at komme til mig, (eller Jonas) hvis der er det mindste. Forhåbentlig også, hvis hun bliver mobbet i skolen. Jeg gik aldrig selv til mine forældre. Aldrig nogensinde. Så jeg gætter på, at de var fuldstændigt uvidende om, hvordan min hverdag i skolen var strikket sammen. Jeg har flere gange sagt til Jonas, at hvis vi en dag bliver gjort opmærksom på, at vores datter er udsat for mobning, så må han nok tage sig af det. Jeg tror jeg har for mange følelser i klemme, til at kunne handle udelukkende med fornuft og rolige hænder. Men nu må vi se. Jeg håber aldrig det sker.

Mobning i dag er sikkert også endnu mere forfærdeligt end for 20 år siden. Ikke at jeg tror konceptet har ændret sig. Jeg tror bare, at det er svært at flygte fra det i dag. Altså ligesom at jeg gik en anden vej hjem fra skole eller gemte mig på toilettet i frikvarteret. I dag kan man ikke flygte, for mobningen fortsætter nok bare på de sociale medier og telefonerne, når skoledagen slutter. Det er altså uhyggeligt at tænke på.

Da jeg var barn, var det min “redning”, at jeg fik ro efter skole og i weekenderne. Og i ferierne. Havde min skoletid været i dag, så er jeg sgu ikke sikker på, at jeg havde siddet her lige nu. Av! Det er nok hårdt sagt, men ikke desto mindre er det nok også ganske rigtigt. Det er uhyggeligt at tænke på. – Til gengæld er det også min opfattelse, at der er langt mere fokus på mobning i dag. Altså på at holde det væk og sikre godt socialt sammenhold i klasserne. Jeg tror ikke, at mine tidligere fraværende lærere ville stå distancen i dag. Det håber jeg i hvert fald ikke.

 

Og så lige det der med tillid

Når vi nu snakker om mine tidligere fraværende lærere, så kan vi da lige snakke om, hvad fanden der skete for dem?! Tænk at stå og glo på, at et barn bliver mobbet og så bare gøre nul og niks. Så er man da vist ikke sit fag værdigt. Af åbentlyse årsager stoppede jeg tidligt med at stole på mine lærere. Derfor gik jeg heller aldrig til dem med mobningen, for det nyttede sgu da nul og en skid. Hverken på den ene eller den anden skole. Det er bare ikke i orden, at lade et barn i stikken på den måde.

Og så var der jo også de to veninder, der pludseligt skred. Det er jo ikke fordi, at de mangler i mit liv i dag overhovedet. Men både dét, mobningen generelt og den manglende hjælp fra lærerne har gjort, at jeg møder mennesker med en vis skepsis i dag. Folk skal fandme ikke for tæt på, før jeg er helt sikker på, at de kun vil mig det godt. Men hvornår bliver man nogensinde helt sikker på det? Aldrig. De fleste mennesker kender vi jo ligesom kun til huden. Jeg har grundlæggende svært ved, at møde nye mennesker i dag. Både at tale med dem, men faktisk også bare at befinde mig i det samme lokale. Alle mine sanser er konstant i bevægelse med høj puls, når jeg er i mødet med nye mennesker eller bare mange mennesker på én gang. Som om jeg hele tiden skal være vågen og klar til at flygte. Det er synd, for det er svært at vise, hvem jeg egentlig er, når jeg ikke kan slappe af. Det er nok også grunden til, at personer i min tætte vennekreds kan tælles på én hånd. Min storesøster har desuden, foruden storesøster-titlen, også titlen som min tætteste og næreste veninde. Det er nok fordi jeg ved, at hun får svært ved at smutte nogen steder 😉 Ikke at jeg tror, at hun har lyst til det. Søster’løgsovs har altid været meget beskyttende overfor mig. Det lærte hun hjemmefra, da der ofte blev sagt: “Nu passer du godt på Leah”. Det var når vi skulle afsted sammen bare hende og mig. Hun har taget det med ind i voksenlivet også. Hun kan fx godt finde på at stikke en arm ind foran mig, hvis vi skal krydse en vej. Bare lige for at være sikker på, at jeg kigger mig ordentligt for. Hun fortæller mig også stadig, at maden er varm og at jeg ikke skal brænde mig på den. Jeg tror aldrig hun kommer til at slippe hendes “beskytter-rolle”, men det gør heller ikke noget. Hun er cool nok og en god veninde og søster. Hun er jo i øvrigt også den eneste, som absolut bare altid har været der. Tak for dig, søster’løgsovs <3

 

Nå men for lige at runde det her møg lange indlæg af, så har mobningen altså haft betydning for min skolegang efter folkeskolen og altså også mine karakterer. Derfor også mit endelige valg af uddannelse. Den har haft stor betydning for, hvordan jeg kigger på mit spejlbillede og mit indre jeg i dag. Og hvordan jeg taler både til og om mig selv. Den gør at jeg allerede nu, frygter min egen datters skolegang. Den har haft afgørende betydning for min nuværende vennekreds og hvordan jeg møder andre mennesker i dag.

Hvor er det egentlig uhyggeligt at tænke på, hvordan børns samspil med og mod hinanden, kan have en så stor og afgørende betydning for fremtiden for et enkelt barn. Afgørende og endda ødelæggende helt ind i voksenlivet.

Jeg har stadig meget arbejde at gøre med mig selv og jeg tænker egentlig, at det nok aldrig slutter helt. Den process vil nok være den del af min hverdag for evigt, men forhåbentlig i mindre og mindre grad, som tiden skrider frem.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, hvem jeg havde været i dag, hvis ikke min opvækst havde været præget af daglig mobning. Og hvor jeg havde været. For det har jo unægteligt været med til at forme den person, som jeg er i dag. Og det liv som jeg nu lever. Jonas sagde faktisk den anden dag, at han på en måde var både ked af og glad for, at jeg har været udsat for det, som jeg har. I første omgang stod han naturligvis overfor et gevaldigt forklaringsproblem. “Hvordan fanden kan du være glad for det?” sagde jeg. Hans forklaring gik så på, at jeg måske ikke var blevet til det menneske, som han elsker så højt i dag. Måske havde vi nemlig slet ikke fundet hinanden så. Og så var vores dejlige datter ikke blevet til. Og vores liv og minder sammen havde aldrig været til. Og det har han jo nok ret i. Men sådan er det jo med livet, ikke? Det er bygget op af fuldstændigt tilfældige tilfældigheder, som vi griber og prøver at få det bedst mulige ud af. Når alt kommer til alt, så trods en fortid med mobning og et efterspil med varige mén, så er jeg fandme glad for, at tilfældige tilfældigheder gjorde, at mit liv er bygget op, som det er i dag.

Nu skal jeg bare lære, at hvile i det menneske, som jeg er blevet. Helt fra inderst til yderst.

Tak fordi I læste med 🙂

Tilbage til skolegården .. #4

Tilbage til skolegården .. #4

Sommeren er slut og det er tid til at skyde 7. klasse i gang. Kun 3 skoleår tilbage før jeg endelig kan komme helt væk. Jep. Jeg talte ned nærmest hver eneste dag.

Det er første dag i de nye klasser og jeg får en kæmpe knude i maven, hver gang jeg ser et tidligere bekendtskab fra den gamle skole. Hvad skulle det betyde for mig? Havde de glemt mig? Tog de mit tidligere faste øgenavn med? Ville de starte, hvor de slap? – Faktisk blev det en blandet oplevelse. Det var et glædeligt gensyn med nogle få fra den gamle skole. Nogle af de få, som den gang ikke var efter mig og heller ikke var medløbere. Heldigvis kom jeg også i klasse med en af de få. En fyr som jeg egentlig altid har haft et fint forhold til. Ikke tæt eller noget, bare fint. Flink fyr. Desværre var der også de gensyn, som jeg godt kunne have været foruden. Dem der startede, hvor de slap. Og også fik nogle af de andre med på vognen. Men heldigvis dukkede mit gamle faste øgenavn aldrig op.

En positiv ting jeg kan sige om den nye klasse er, at lærerne havde været gode til at blande os, så vi faktisk endte med at være en gruppe af piger, der fandt hinanden. Endelig! Det var fantastisk at være en del af noget, hvor man bare kunne være sig selv. Hvor man ikke blev set ned på. Hvor man kunne grine sammen og snakke sammen. Sammenhold. Det var nok den her pigegruppe der gjorde, at jeg klarede de næste og sidste år af skolen.

Men den daglige hetz fra nogle af de andre elever, særligt drengene, forblev intakt. Og den gik stort set altid på mit udseende. Særligt på min vægt og kropsbygning. Var jeg den slankeste pige i klassen? Nej! Var jeg fed? Ja, hvis du spurgte dem, der havde behov for at kommentere og hakke ned på mig. Nej, hvis du kigger rent sundhedsfagligt på det. Jeg var aldrig overvægtig, men jeg var bestemt bygget anderledes. Jeg havde mere fedt på maven end mange af de andre piger. Jeg lignede måske også en, der spiste mere, end jeg rent faktisk gjorde. Altså min krop afspejlede ikke den, som jeg var. Præcis som den heller ikke gør det i dag. Allerede i den tidlige alder, begynder min PCOS at tage kontrol over min krop. Fuldstændig uden at jeg selv ved, at det er det. Vægten stiger og fedtet sætter sig på maven. Kropsbehåringen af den mere mandlige karakter begynder at vise sig. Det skal dog lige understreges, at dette er jeg aldrig blevet drillet med, for jeg lærte hurtigt at skjule det. Heldigvis. Hvad kunne det ellers ikke have endt med? – I dag ved jeg jo, hvorfor min krop reagerede, som den gjorde den gang og hvorfor den har været kropumulig lige siden. PCOS, den lede satan. I dag ved jeg, hvorfor jeg er udfordret og i dag står jeg overfor at skulle have hjælp til, at få den under kontrol, så jeg kan få den krop, som afspejler mig og mit liv bedre. Men tænk jer lige, at være blevet mobbet med noget i årevis, som man ikke kunne gøre for? Noget man ikke havde kontrol over? Noget man selv var ked af? Noget som faktisk var en sygdom? – Hvis nogle af de der mobbede mig, har tilegnet sig bare snerten af fornuft i deres voksne liv, ville jeg faktisk gerne vide, hvad de tænker om, at have mobbet nogen for noget, som faktisk er en sygdom og som faktisk er ganske ukontrollerbart? Jeg tænker ikke, at det giver den bedste smag i munden.

Nå, men som sagt, så fortsætter vanviddet og den daglige hetz. De nye klasser gør det altså ikke meget bedre. Samlet set er det en fuldstændig vanvittig årgang, som jeg går på. En ikke særlig fornuftig cocktail. Mange af eleverne er så stride, at I tror det er løgn. Og altså ikke kun ved mig. Også ved andre, men faktisk også ved lærerne. Jeg husker tydeligt, at flere lærere blev chikaneret dagligt af nogle af eleverne. Det lyder jo for skørt til at være sandt. Jeg synes også at huske, at vi i de nye klasser er på en tur, ja lige nu kan jeg sgu ikke huske om det kun var vores klasse eller hele årgangen, hvor det sociale samvær igen er i fokus. Sådan helt basic: Hvordan taler man til hinanden og hvordan gør man ikke? – Utroligt, men sandt. På den her tur åbner jeg op og fortæller, at jeg er ked af, at blive chikaneret med mit udseende. I øjeblikket virker de forstående. Altså dem der mobbede. Og de lovede også at stoppe. Det havde de naturligvis glemt, da vi kom hjem til skolen igen.

 

I 7. og 8. klasse sker der to ting, som har afgørende betydning for, hvordan jeg møder mennesker i dag. Faktisk er det den samme ting der sker, den sker bare desværre to gange. Da jeg starter på den nye skole i 5. klasse fulgte en af pigerne fra min gamle klasse med. Hun startede bare i en anden klasse på årgangen. Den her pige har jeg egentlig altid haft et OK forhold til. I perioder har vi været meget sammen og i andre perioder ikke så meget. Vores venskab blev faktisk stærkere, da vi sammen flyttede skole og vi så ofte hinanden efter skoletid. Vi var veninder, vil man vel kalde det. For længe siden havde vi faktisk verdens grimmeste venindering sammen. I 7. klasse ender vi desværre ikke i klasse sammen, selvom vi havde håbet og ønsket det. Hun ender til gengæld i klasse med nogle af medlemmerne fra “pigegruppen” fra den klasse, som jeg netop havde forladt. Det viser sig at være afgørende og desværre også ødelæggende for vores venskab. Jeg bemærker at hun tager mere og mere afstand fra mig. SMS beskederne bliver der færre af og de bliver kortere. Vi ses ikke længere efter skole. Hun taler ikke med mig i skolen. En dag spørger jeg hende om, hvad der sker og får at vide, at de her piger fra min tidligere klasse (jeg vil naturligvis ikke nævne navne, men hun fortæller mig altså, hvem det var) siger, at jeg ikke er god for hende at være sammen med, fordi jeg er sådan og sådan og sådan. En lang smørre med nogle af de ting, som jeg blev mobbet med den gang. Hun kan derfor ikke ses med mig mere. Fordi nogle andre siger, at sådan skal det være. Av. Vores kontakt slutter endeligt her og jeg har aldrig talt med hende siden. Men hvor er det en forfærdelig følelse, at blive valgt fra af en veninde, fordi nogle andre mener noget om mig, som hun lader sig påvirke af.

I husker nok, at jeg nævnte den veninde, som jeg øjeblikkeligt klikkede med, da jeg startede på den nye skole i 5. klasse. Hende der var outsideren, allerede inden jeg startede. Hende og jeg hang uløseligt sammen i 3 år. Altså i 5. til og med 7. klasse. I 8. klasse skulle hun på efterskole, hvilket jeg havde det svært med, da hun virkelig var min klippe. Hun var ikke en gang en måned inde i det nye år på efterskolen, før hun valgte at afslutte vores venskab helt ud af den blå luft. På en fucking SMS. Jeg var helt ødelagt den dag og i lang tid efter. Selv min søster husker den dag, hvor det skete. Jeg har talt med den her pige senere hen og mødt hende ved få tilfældige lejligheder. Hun har faktisk undskyldt og sagt, at hun handlede meget forkert og respektløst overfor mig. Jeg har accepteret hendes undskyldning, men så heller ikke mere end det. Vi har aldrig fået kontakten op at køre igen. Ikke at der har været behov for det. Eller lyst.

Nå, men som jeg skrev længere oppe, får netop de to brud på venskaber en stor betydning for, hvordan jeg møder mennesker i dag. Og faktisk har hele min skolegang fået stor betydning for mit liv i dag og netop det, vil jeg komme ind på i næste indlæg, som skal handle om tiden efter skoletiden.

Tilbage til skolegården .. #3

Tilbage til skolegården .. #3

Vi har forladt min gamle skole og ca. 3 år med daglig mobning. Det er nu sommeren, hvor jeg skal starte i 5. klasse efter sommerferien på en ny skole i en anden by. Det er kun 7 km væk, fra den gamle skole og hvor vi bor. Før sommerferien havde jeg været på besøg i min nye klasse. Der var 3 klasser på hver årgang og jeg skulle starte i C. klassen. Altså 5.C. Efter mit besøg i klassen var jeg positivt stemt. Ikke fordi jeg sådan lærte nogen at kende. Jeg glædede mig bare til at komme væk fra det daglige helvede. At starte på en frisk.

Jeg husker tydeligt den første skoledag på den nye skole. Jeg er faktisk den første, der møder ind i lokalet om morgenen. Dog begynder de andre at dukke op meget kort tid efter. Nogen enkelte af mine nye klassekammerater hilser med et forsigtigt “hej”, mens andre kigger væk og finder hen i deres sædvanlige kliker. Fair nok. Er alle ikke lidt generte i den alder? Jeg nærmede mig jo heller ikke rigtig nogen af dem. Vores klasselærer kommer ind. Første time starter og jeg bliver sat ved siden af en pige fra klassen. Vi klikker med det samme og kemien er fantastisk god. Fra dag ét af, bliver hun min bedste veninde på den nye skole. Fedt! – “Desværre” havde hun ikke en heldig rolle i klassen. Hun var outsideren og blev, hvis jeg husker rigtigt, vist også mobbet lidt. Ikke på samme aggressive måde, som jeg selv var blevet det før, men hun var bestemt udenfor og ikke en del af resten af klassen.

Som jeg beskrev i seneste indlæg, kan det godt være “farligt”, at være sammen med outsideren i klassen. Eller mobbeofferet, eller hvad man nu er. Det har det nemlig med at smitte sådan noget. Der går da faktisk heller ikke mange dage, før jeg egentlig har den samme rolle, som jeg havde på den gamle skole. Dog er det på en anden måde. Den her klasse er anderledes. Den er meget præget af kliker og hierarki. Og en generelt rigtig dårlig stemning og et dårligt samspil. Altså på den der rigtig socialt usunde måde. Jeg husker tydeligt “pigegruppen”. I ved jo helt sikkert godt, hvordan piger kan være, når piger er værst. En pigegruppe der var afhængige af hinanden, for overhovedet at kunne være sig selv. Den ene med hovedet så langt oppe i røven på den næste, at man faktisk næsten ikke kunne se dem. Og når først de her piger så ned på en, så havde man et permanent stempel i panden. Automatisk også fra de af drengene, som altid føjede og bøjede sig i støvet for de her piger. Sådan et stempel havde pigen, som jeg blev venner med. Og efter ganske kort tid fik jeg det også. Måske pga mit venskab med hende? Måske fordi en nær relation til mig, havde spredt grimme og meget usande rygter om mig, inden jeg startede på skolen? – Det fandt jeg først ud af nogle måneder inde i 5. klasse, da en af pigerne fra klassen gik til bekendelse og fortalte, hvad der var blevet sagt om mig, inden jeg startede af den her person, som på det tidspunkt var tæt på både mig og min familie. Det er den her person ikke den dag i dag og heldigvis for det da. Og heldigvis på ingen måde et tab for mig og min familie. Tværtimod. Nå, men hvor strengt er det ikke lige? Så var min skolegang på den nye skole jo dømt til at blive en fiasko, allerede inden det overhovedet gik i gang.

5. og 6. klasse på den her skole er ganske rædsomme. Og det er mildt sagt. Jeg havnede tilsyneladende i en klasse, hvor der allerede var store problemer med det sociale, inden jeg startede. Det er uhyggeligt, hvor grimme børn kan være ved hinanden. På den her skole lærte jeg også, at søge pusterum på toiletterne ind i mellem. Jeg fik ikke et permanent øgenavn, som jeg havde på den gamle skole, men jeg var bestemt offer for enormt mange forskellige nedladende kommentarer m.m. Det var hende min veninde også. På en måde var det meget heldigt, at vi havde hinanden. Jeg havde også andre i klassen, som jeg godt kunne snakke med. Både drenge og piger. Det var nemlig heldigvis ikke alle, som var en del af “pigegruppen” og det var heldigvis heller ikke alle drengene, der havde behov for at nedlade andre. Men stemningen i den her klasse var bare altid lidt dårlig og presset. Faktisk havde vores klasse tit hjælp udefra. Sådan noget anti-mobbe-nu-skal-I-være-gode-ved-hinanden-agtig hjælp. Jeg husker også, at have set min klasselærer græde over situationen i klassen op til flere gange. Hvor sygt er det ikke lige? Der var absolut tale om et super dårligt miljø og hvor kan det stadig undre mig meget, at det kunne finde sted. Og hvor var det bare uheldigt, at jeg havnede i sådan en klasse. Særligt med bagagen fra den gamle skole. Jeg havde ikke meget “rygrad”, da jeg kom til klassen, så der skulle ikke meget til, før der næsten ikke var noget tilbage.

Det er også omkring 6. klasse, at fokus på min krop kraftigt bliver større og bliver kommenteret negativt af de, der simpelthen var for dumme til bare at evne at holde deres kæft. Altså dem der altid gik forrest, når det kom til at få andre ned med nakken. Det var også tydeligt, at min krop på mange måder begyndte at skille sig ud fra de andres, men det vil jeg altså lige vende tilbage til senere, for det kræver vist en dybere snak.

Fra 5. og 6. klasse husker jeg:

  • At blive bagtalt faktisk mens jeg kunne både se og høre det.
  • At blive kaldt forskellige øgenavne.
  • At blive holdt udenfor.
  • At blive udstillet og grint af.
  • At føle behov for at kigge mig over skuldrene hvert sekund af hver skoledag.
  • At føle det som det sikreste, hvis jeg bare holdt min mund i timerne.

Af helt specifikke situationer, kan jeg godt lige remse nogle få af dem op for jer:

  • I idrætstimerne var det ikke usædvanligt, at blive jagtet med hockeystave. Eller få kastet bolde efter sig.
  • Det var heller ikke usædvanligt, at blive gemt til sidst i høvdingebold, så man rigtig kunne blive skudt efter.
  • At blive nedgjort pga mit tøj. Jeg husker en dag, hvor jeg havde en strikkestrøje på, hvorefter rygterne og drillerierne gik på, at jeg kom fra et fattigt hjem og derfor ikke havde råd til ordentlig tøj. Herre Gud. Det var en fucking almindelig strikketrøje.
  • Jeg blev mobbet med min fuldstændigt almindelige gennemsnitlige kedelige madpakke og stoppede derfor med at spise i skolen. Ikke sundt, da det betød at jeg gik uden mad det meste af dagen.
  • Under en af vores anti-mobbe-nu-skal-I-være-gode-ved-hinanden-agtige møder i klassen, var der en gang en af drengene, der rejste sig op, fordi han fysisk ville skade mig. Jeg nåede heldigvis at løbe ud af lokalet og væk.
  • At blive kaldt dengse. Nok i så høj grad, at det næsten blev et permanent øgenavn. Den dag i dag, ved jeg stadig ikke hvorfor. Måske fordi jeg ikke var et røvhul overfor vores lærere?
  • Der startede på et tidspunkt en ny pige i klassen, som jeg bl.a. var med til at tage godt i mod. Få dage efter ville hun dog ikke tale med mig mere, da de andre sagde til hende, at jeg var en dengse. Ikke fedt af hverken hende eller de andre.

Egentlig var det altid de samme personer, der satte tingene i gang. Faktisk var der ganske få af de, der satte lavinerne igang. Til gengæld var der rigtig mange medløbere og de er faktisk nogle gange de værste. De er noget og de hjælper med at gøre problemet større, men på samme tid så er de jo så ganske meget uden rygrad, at det faktisk næsten er helt uhyggeligt.

 

Da jeg går på sommerferie i 6. klasse er det sidste gang i denne klasse og endnu en gang med udsigt til en ny klasse. Efter sommerferien skulle der nemlig dannes nye klasser og vi skulle blandes med de resterende to klasser på årgangen. Noget man både kunne glæde sig til og frygte, for der gik jo også nogle stride bananer i de andre klasser, men der var samtidig mulighed for, at få splittet nogle af de gamle kliker op og var man heldig, kunne man også havne sammen med nogle af de søde piger og drenge, som gik i de andre klasser.

Det sværeste ved denne opdeling for mig var nok, at vi også skulle blandes med eleverne fra min gamle skole, da denne skole kun går til og med 6. klasse. Så efter sommerferien ventede altså et gensyn med min gamle klasse fra min gamle skole. Fuck..

Tilbage til skolegården .. #2

Tilbage til skolegården .. #2

Fik du læst mit seneste indlæg? For sulan en byld jeg fik taget hul på. Jeg har længe gerne ville skrive og berette om den tid. Mest for min egen bearbejdnings skyld. Jeg har længe været i tvivl om, hvorvidt det er blogmateriale eller ej. Det handler heller ikke så meget om livet som mor, som er det jeg primært skriver om. Måske skulle det bare have været gemt i min private rodeskuffe. Måske kan det give andre en indsigt i noget, som de heldigvis ikke har haft inde på livet. Måske sidder der en tidligere “mobbeskurk” derude, som får en vældig grim smag i munden. Ikke nødvendigvis en fra min fortid, for jeg tror faktisk ikke de læser med her. Om ikke andet kan folk, der er tæt på mig i dag, få en større indsigt i noget, som de indtil videre nok kun kender brudstykker af. Jeg håber bare, at nogen får noget ud af det. Bare et eller andet.

Nå. Videre med beretningen.

Vikar Ole ville ikke hjælpe. Idiot. Og i løbet af ganske kort tid, er drillerierne blevet til konstant mobning og jeg har ikke længere fred nogen steder. Mit kære grove øgenavn var en fast del af hverdagen og jeg blev pludselig rigtig god til at kigge mig over skuldrene og planlægge dagen, så jeg var mest muligt usynlig for de andre. I hvert fald for de drenge, der var efter mig. Jeg blev god til at smutte på toilettet, lige inden det blev frikvarter. Så kunne jeg nemlig være i fred og ro. I mange år kunne jeg faktisk huske, hvor mange bitte små blå firkantede klinker, der var i den sidste toiletbås på pigetoilettet ude i gården. Jeg talte dem nemlig tit. I dag kan jeg heldigvis ikke huske tallet og det er forhåbentlig fordi, der er kommet en vis afstand til det. Ind i mellem satte omstændighederne eller læren en stopper for, at jeg kunne nå derud og så var det ofte forsent. Desværre. Da jeg ofte opholdte mig på toilettet i frikvarteret, gik jeg jo også glip af frokosten. Det var ikke den store krise, da vi den gang havde væsentligt kortere dage, end man ser i dag. Skoledagen sluttede jo ofte mellem klokken 12.00-13.00 stykker i de mindre klasser. Jeg havde derfor ofte min madpakke med hjem igen og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har siddet på vores terrasse og spist sammen med vores gamle hund, Buster. En speciel og lettere aggressiv pekingeser. Igen har Jonas skrald grinet, når jeg har fortalt ham det. Og igen efterfulgt af, at han synes det er voldsomt sørgerligt. Det er vel på en eller anden måde også lidt tragikomisk. Og meget ensomt.

Jeg fandt også ud af, at gå en anden vej hjem fra skole. Vi boede meget tæt på skolen, men jeg fandt en anden og længere vej hjem, så jeg kunne være i fred og ikke blive råbt af på gaden. Jeg lærte at holde min mund i timerne og ikke række fingeren op, selvom jeg kendte svaret på lærens spørgsmål. Jeg fandt nemlig hurtigt ud af, at jeg end ikke i timerne kunne sige noget, uden det blev kommenteret eller peget fingre af, af nogle af drengene fra klassen. Og igen oplevede jeg, at læren lod det gå ubemærket hen. Som var det bare fuldstændig okay. Så er det ikke svært at tro på, at jeg mistede tilliden til dem, der egentlig skulle passe på mig og sikre min trivsel i skoletiden. Nå, men altså jeg lærte at holde min mund, så jeg ikke fik gjort mig bemærket. Det betød desværre også, at jeg ikke deltog aktivt i timerne, hvilket senere hen i mit liv har påvirket karakterer. Endda helt oppe i gymnasiet. Men dette vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

Det var ret meget hverdagene for mig. Jeg husker også mange enkeltstående tilfælde, men rækkefølgen af dem roder jeg nok lidt rundt i. Alligevel deler jeg nogen af dem, der står klarest i min hukommelse den dag i dag. Dem der stadig gør mig ked af det og dem, der stadig får det til at gøre fysisk ondt, når jeg tænker tilbage på dem.

 

Den med gæren: Vi skulle en gang bage et eller andet i en af timerne og jeg husker ikke, hvad formålet var. Men vi var blevet inddelt i grupper og jeg var blevet sat i gruppe med en af de drenge, der var mest efter mig. Vi var ved at smuldre gær i dejen, mens læren forklarer gærens egenskaber og hvad den gør ved dejen. Altså at den hæver. I den her forbindelse synes drengen lige, at han skulle påpege for hele klassen, at jeg nok var tyk fordi jeg spiste gær. Altså som i at jeg var “hævet”. Jeps, det råbte han lige højt for hele klassen. Igen igen uden lærens indblanding. Gennem hele min skoletid blev jeg drillet med at være tyk. Også selvom jeg egentlig ikke var det. Ikke at jeg nogensinde har været den slankeste pige i klassen, bevares. Men det der med at blive mobbet for at være tyk, vil jeg komme tilbage til senere. I dag viser det sig jo, at der er en grund til, at jeg altid har set ud, som jeg har gjort.

Da jeg fik bank 3 dage i træk: Det var i december. Vi havde i klassen en tradition hver jul, hvor vi alle havde en pakke med og hver dag trak læren (eller var det os elever på skift?) et tilfældigt navn og denne person måtte så vælge en gave. Det her år var en af pakkerne bemærkelsesværdigt stor og i den alder synes man jo, at de store pakker er de bedste. Jeg fik at vide af pigen, der havde haft den med, hvad der var i gaven. En af de drenge der altid var efter mig, fandt ud af at jeg vidste, hvad der var i gaven. I 3 dage jagtede han mig, sparkede mig, slog mig, rev mig i håret, ruskede mig, skubbede mig, truede mig og hvad han nu ellers kunne slippe afsted med. Bare for at få at vide, hvad der var i den fucking pakke. Jeg fortalte det aldrig. Til gengæld opdagede mine forældre, at jeg fik bank, da jeg kom hjem fra skole en dag og lignede noget, der næsten var løgn. Og desuden var meget ked af det. Min mor strøg op på skolens kontor og havde vist nok fat i kraven på min klasselærer. De resulterede i, at drengens forældre blev kontaktet og selvom man kan tænke, at det er for det bedste, så har de fleste børn faktisk ret i, når de siger, at det bare bliver værre, når forældrene bliver indblandet. Desværre! Dagen efter fik jeg nemlig bank igen og denne gang blev jeg truet til, ikke at fortælle mine forældre noget. Så det gav vist bagslag. Og jeg fortalte ikke mine forældre noget. Nå, men til de nysgerrige: I den store gave var der en fucking gul lorte lineal med grimme grønne lorte frøer på. Den var bare pakket ind i en stor kasse.

Den med fyrværkeriet: Det er januar og vi er tilbage i skolen efter juleferien. Jeg starter dagen med, at en af drengene skyder en eller anden form for fyrværkeri efter mig. Hvad det var og hvorfor han havde det med i skole, aner jeg ikke. Men jeg blev meget bange og meget ked af det, da han skød det efter mig. Pisse farligt er det jo også. Hvor mon hans forældre var henne?

Den med billedet ved købmanden: I byen havde vi en lille lokal købmand. I hvert fald indtil han måtte dreje nøglen om og lukke. På parkeringspladsen fandt jeg en dag et billede af mig selv. I ved sådan et skolefoto. Vi havde alle billeder af hinanden, da de blev delt rundt efter vi havde fået taget billeder. Nå, men det her billede lå på parkeringspladsen og var tegnet på, klippet i, lavet huller i og hvad ved jeg. Det var ikke rart, at finde det billede og vide, at nogen havde siddet i fritiden og gjort det ved et billede af mig. Som om det ikke var nok, at være efter mig på skolen.

Den med børnefødselsdagen: Eller faktisk burde der stå børnefødselsdagene. Altså i flertal. Generelt var de der børnefødselsdage et helvede, for jeg brød mig jo aldrig særligt meget om, at ses med klassen, eller dele af den, i min fritid. Jeg husker særligt én fødselsdag, hvor dagen allerede var ødelagt ved selve invitationen, som i den tid blev delt ud i papirform. Det ved jeg ikke, om man gør i dag. Fødselsdagsbarnet, som var en af pigerne fra klassen, delte gladeligt invitationerne ud i klassen i en af timerne. Da hun kom til mig, stoppede hun med at smile og sagde blot: “Jeg inviterer dig jo kun, fordi min mor og far siger jeg skal!”.

Den hvor jeg blev slået på sportspladsen: Af umiddelbart uforklarlige årsager, var en af de større drenge en dag efter mig på sportspladsen, hvor vi var flere klasser, der havde fælles idrætstimer. Jeg husker at han anklager mig for noget, som jeg overhovedet ikke kan have gjort, da jeg ikke var tilstede på hans angivne tidspunkt. Han havde fat i mit tøj, løftede mig op og smed mig ned i jorden. Og skældte mig ud. Igen uden at nogen blandede sig, selvom vi var både mange børn, men også flere voksne tilstede.

Den med fremlæggelsen: Vores dansklærer havde fået sådan en mega skæg ide. Altså som i overhovedet ikke skæg. Vi skulle lave gruppearbejde sammen 2 og 2. Jeg husker ikke helt det præcise emne, men jeg ved at jeg skulle fremlægge noget om pandabjørne. Altså sammen med en anden pige. Det skægge ved det her var, at vi skulle bedømme hinandens fremlæggelser på åbent forum i klassen. Det er måske normalt meget sjovt og lærerigt, men det er det bare på ingen måde, når man i forvejen er klassens skydeskive. Så jeg blev jo haglet ned, mens jeg stod ved siden af den anden pige oppe ved tavlen. Og her var der ingen mulighed for at flygte. Så jo, jeg blev haglet ned, selvom jeg knap havde turde, at åbne munden til fremlæggelsen. Igen foran en lærer, som dog til sidste endte med at sige: “Nå ja. Nu er det vist også nok”.

Udflugten til Lindholm Høje: Der er ikke så meget til den her historie ud over, at jeg spiste den medbragte madpakke mutters alene på en bænk, et stykke væk fra alle de andre. Igen uden der var indblanding fra en lærer. Ensomt.

 

Der findes selvfølgelig flere enkeltstående tilfælde, men jeg har en fornemmelse af, at I ligesom begynder at se et mønster. Så jeg behøver vist ikke gå i deltaljer med flere enkeltstående tilfælde.

 

Men Leah, havde du slet ingen venner? Jo da. Desværre kom og gik de bare meget. Og her tænker jeg særligt på pigerne. I den alder gider man jo ikke lege med det modsatte køn. Mine venskaber var meget præget af, hvem der i øjeblikket ikke fulgte med flokken og holdt mig udenfor. Jeg kan ikke sige, at jeg ikke forstår dem, der smuttede. Vi ved jo alle, at ses man med mobbeofferet, så kan man hurtigt selv blive til et. Og det er ikke sjovt. Så jeg forstår godt dem, der gik sin vej.

 

Nå, men nu har I hørt min beretning om mobning på daglig basis i årene 2. klasse til og med 4. klasse. Altså på den første skole, som jeg gik på. I 5. klasse rykkede jeg nemlig over på en anden skole med alt mulig håb og forventning om, at tiden måske skulle til at blive en anden. Blev den mon det? – Læs med i næste indlæg om tiden fra skolegården.

Tilbage til skolegården .. #1

Tilbage til skolegården .. #1

Hej! Mit navn er Leah. Jeg er efterhånden blevet 28 år gammel og så er jeg lykkeligt gift med Jonas og mor til vores skønne 6 måneder gamle datter. Vi bor i et charmerende hus fra 1920, som har fået et moderne løft, lige inden vi købte det. Et virkelig dejligt hus, som danner den perfekte ramme om vores familieliv. Vores tresomhed. Når jeg ikke barsler den med rollingen, er jeg ansat som lægesekretær på Aalborg Sygehus, hvor jeg har en god håndfuld kollegaer, som jeg er meget glad for. Jeg har få, men virkelig tætte venner og veninder og så er jeg god til kreative sysler, såsom broderi og skrivning. Jeg har masser af drømme for fremtiden, især rejsedrømme og drømme for vores familie, og jeg glæder mig til at udleve så mange af dem, som det kan blive mig muligt. Sammen med Jonas og vores datter. Livet er egentlig ganske godt, ikke? 🙂

 

Jo, jo. Det lyder jo ret godt. Hende Leah er sgu da en heldig pomfrit. Men i det her indlæg, vil jeg gerne tage jer med en tur tilbage i tiden. Ca. 20 år tilbage. En beretning fra en hård og på mange måder ødelæggende tid. Og dem der ødelagde så meget ved slet ikke, hvor meget de faktisk ødelagde. I mig.

Året er (vist nok) 1996, da jeg starter i 0. klasse på den lokale skole i den lille landsby, som jeg er vokset op i. Det hed børnehaveklasse den gang. Det gør det måske stadig nogle steder? Det er fint at gå i børnehaveklasse. Det var også fint, at gå i 1. klasse. Jeg var god til dansk og var en af dem, der hurtigt mestrede at læse og stave på et højt niveau. Til gengæld kunne jeg ikke lægge 2 og 2 sammen og jeg vidste heller ikke, hvor nogle af landene ligger. Fair nok, man kan ikke være god til det hele. I 2. klasse er jeg vel omkring 8 år gammel og det er nu beretningen egentlig begynder. For 2. klasse var sgu ikke så mega skide sjov og det bliver starten på resten af min ikke så super sjove skolegang, som endte med at være fuld af mobning. Og fra 2. klasse er der altså langt til 9. klasse. Ulideligt langt, hvis du hader hvert eneste sekund af det. Og det gjorde jeg.

Den dag i dag ved jeg stadig ikke helt, hvorfor det startede. Gjorde jeg noget forkert? Hmm. Jeg tænker næppe, at jeg kan have gjort noget SÅ forkert, at jeg havde fortjent det der ventede. Nogle gange starter det vel også bare uden nogen grund? For pokker, vi var jo alle stadig små børn den gang. Også dem der mobbede. De vidste tydeligvis ikke bedre og havde heller ingen sans for konsekvenserne af deres handlinger. Igen heller ikke noget, man kan forvente af et barn. Det startede med småtterier. Drillerier, om man vil. Men det eskalerede hurtigt.

 

Men hvad er det der mobning egentlig:

“Mobning er defineret som langvarig vold, fysisk eller psykisk, udført af et individ eller en gruppe og rettet mod en person, som ikke er i stand til at forsvare sig i den aktuelle situation”. 

“Mobning er et forsøg på at skade en anden person og udelukke denne person fra fællesskabet. Fx en bestemt elev i klassen”. Det gøres fx ved:

  • At latterliggøre. Blandt andet ved at bruge nedladende øgenavne
  • At udstille en anden negativt, fx at tale eller skrive grimme og lede ting om den anden
  • At sprede skadelige rygter
  • Flere gange at udelukke den anden fra at være med til aktiviteter
  • Bevidst at ignorere den anden person, for eksempel ved ikke at tale til ham/hende eller vende sig bort
  • At true den anden og få ham/hende til at føle sig utilpas og bange
  • At tage eller ødelægge den andens ting
  • At slå eller få den anden til at gøre ting, som han/hun ikke vil 
  • Osv .. 

 

Jeg husker tydeligt perioden, hvor det begyndte og samtidig eskalerede. Særligt vender jeg i tankerne ofte tilbage til en dag i billedkunstlokalet. Vi havde en vikar den dag og hans navn var Ole. En ung mand med lyse krøller og briller. Han havde en blå skjorte på. Det er på denne dag, at jeg får mit første øgenavn. Et navn der skulle vise sig at hænge ved. Et navn der giver mig gåsehud på den dårlige måde, når jeg hører ordet i dag. Et navn der får det til at gøre fysisk ondt på mig. Ja, det gør det stadig efter så mange år. Et navn der er meget lidt klogt fundet på af et par drenge fra klassen. “Orne”. Det blev mit personlige øgenavn og det hængte ved i flere år fra netop den dag. Et simpelt ord. En orne er et handyr hos arter af svinefamilien. Jeg kan godt forstå, hvis du trækker på smilebåndet, når du hører at dét var mit øgenavn. Hvordan sulan kan man også forbinde dét med en lille pige på 8 år? Jonas skreg af grin første gang han hørte det, hvorefter han så blev ked af det. På mine vegne. For Gud hvor er det sgu da også sørgerligt. Men jeg forstår ham godt. Det er simpelthen så uintelligent fundet på af de par drenge fra klassen. Men ikke desto mindre gjorde det med tiden rigtig ondt.

Nå, men tilbage til billedkunsttimen med Ole som vikar. Jeg husker at blive jagtet og drillet i lokalet. Kaldt “orne” for første gang til stor morskab for de andre. Det hele er stadig nyt, men utrolig ubehageligt og ret ekstremt. Jeg husker mig selv, som værende en relativt fornuftig pige. Jeg går til vikaren Ole og fortæller, at jeg bliver drillet og at det gør mig ked af det. Set i bakspejlet burde Ole vel være kommet mig til undsætning først. Så stort var lokalet altså heller ikke, så han kunne jo godt både se og høre det. Ole svarede: “Ja, det kan jeg godt høre. Det er da godt nok trælst for dig. Det er ikke så godt. Ja, hvad skal vi lige gøre ved det?”. Hvorefter han gør nul og en skid. Det havde været SÅ let for ham, at slå hårdt ned på det med det samme. Smide dem udenfor døren, som man gjorde den gang. Give besked med hjem til deres forældre. Forklare dem konsekvenserne af deres handlinger. Bare et eller andet. Alt andet havde været bedre end hans svar og mangel på handling. Han blev bare siddende. Jeg håber så sandelig ikke, at han er lærer i dag. Det var første gang, jeg følte svigt fra en lærer. En voksen der er til, for at passe på eleverne. For at passe på mig. Jeg tror det var et meget afgørende øjeblik for resten af min skoletid. Måske var drengene stoppet, hvis han slog ned på det med det samme. Og jeg havde nok ikke mistet tilliden til de voksne, hvis han havde haft min ryg. Så havde hele historien måske været anderledes. Hvem ved?

 

Det er starten på min beretning. Jeg har valgt at dele den op i mindre dele. Dels fordi det skal være overskueligt at læse med, men også fordi jeg har brug for åndehuller, mens jeg skriver ned.

Så hvis du har lyst, kan du læse næste del af historien i mit næste indlæg.

Tak fordi du læste med denne gang.

Jeg vil gerne arbejde i en pølsevogn, far

Så blev det Fars Dag. Det er Jonas’ første Fars Dag som far, så den er selvfølgelig ikke gået ubemærket hen her hjemme. Lille’pigen har sgu købt gave til sin far og alt muligt. Men selvom Jonas er en pisse god og fantastisk far, så skal det her indlæg overhovedet ikk’ handle om ham.

Det skal nemlig handle om min egen far. Eller ikke så meget om ham, men mere om hvor pisse træls jeg synes det er, at han ikke er her mere. Jeg vil ikke gå så forfærdelig meget i detaljer om, hvorfor han ikke er her mere, men kort sagt kan jeg da sige, at han døde for 7 år siden af kræft. Lorte kræft. Han var selv lige fyldt 51 år og jeg selv var lige fyldt 21 år. Så I kan jo nok høre, at det var urimeligt røv tidligt, at forlade den her verden. Desværre er kræft ikke en rimelig fætter, men mere et dumt svin.

Jeg savner ikke min far mere i dag end jeg gjorde i går eller jeg vil gøre i morgen. Men jeg bemærker da, at jeg ikke skal fejre ham i dag. Det betyder også, at jeg tænker lidt ekstra på ham i dag. Og det er både med tårer, men satme også med grin og heldigvis for det da. Det behøver ikke være så pisse trist det hele, selvom det faktisk ér pisse trist.

Min far er gået glip af mange ting i mit voksne liv. Det gør man typisk, når man ikke er her mere. Han var der ikke til at følge mig ned af kirkegulvet, da jeg blev gift. Han har heller ikke fået lov til at opleve min datter og hans andre børnebørn. Da jeg var yngre, havde jeg svært ved at finde “min plads” her i livet. Sådan i forhold til uddannelse og job. Jeg har sprunget fra uddannelse til uddannelse og fra job til job rigtig mange gange og det var altid lidt en hovedpine for ham den gamle. Forståeligt, for man vil jo gerne at ens børn klarer sig godt her i livet og finder deres rette hylde. Det piner mig sgu lidt, at han ikke nåede at se, at jeg klarede den. At jeg i dag har fundet et fag, som jeg føler mig hjemme i og som jeg er god til. At jeg gennemførte uddannelsen til lægesekretær og endda med rigtig gode karakterer og det hele. Han ville sgu have været pisse stolt!

I denne sammenhæng tænker jeg tilbage på en drøn sjov historie fra min barndom, som jeg stadig kan skraldgrine af i dag. Den står så tydeligt og klart i min hukommelse og det er ét af mine yndlings minder med min far. I dag har jeg tænkt på det minde flere gange og jeg har grint for mig selv hver gang.

Vi skal tilbage til den tidligere skolealder. Jeg er ret sikker på, at jeg går i 1. klasse, så jeg har vel været omkring 7 år, ikk? Jeg sidder med min far ved spisebordet i køkkenet. Han læser avisen og får en kop kaffe. Samme kop som altid, helt som vanligt. Jeg sidder med nogle skolebøger og laver lektier. Åh, kan I huske hvor lette og hyggeligt lektierne var i den alder? Nå, men her sad jeg med en opgave, der handlede om drømme for fremtiden. “Hvad vil du være, når du bliver stor”- agtigt. Meget hyggeligt og de færreste ved en skid om det i den alder.

“Hvad laver du bette skat?”, spørger min far. Min far kaldte mig altid “bette skat”. “Jeg skal skrive om, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor”, svarer jeg uden at kigge op fra mine bøger. “Nå. Jamen hvad vil du så være, når du bliver stor, tror du?”, spørger han nysgerrigt og kigger op fra sin avis, mens han løfter kaffekoppen og tager en tår. “Jeg vil arbejde i en pølsevogn!”, svarer jeg med alverdens selvsikkerhed i stemmen. Jeg husker lyden af, at han kløjs i kaffen, men det er først her i mit voksne liv, at jeg ved hvorfor. Den gang troede jeg faktisk bare, at han kløjs i kaffen. Det må have krævet en del af ham at bevare den ro han havde, da han spurgte om følgende uden at grine. “Hvorfor kunne du godt tænke dig det, bette skat?”. Jeg lover jer, at han var helt rolig i sin stemme, men inden i må han sgu godt nok have både grint, været lidt nervøs og siddet med et håb om, at mit ambitionsniveau ville stige med tiden. Ikke at der er noget galt i at arbejde i en pølsevogn, men de fleste børn i den alder drømmer jo om at blive astronaut eller prinsesse. Et højere ambitionsniveau, som så bliver tilpasset med årerne som karaktererne og alting passer til det.

Hvorfor ville jeg så arbejde i en pølsevogn? Min forklaring lød på, at folk altid er glade ved en pølsevogn. Jeg kunne godt lide, at gøre folk glade. Det kan jeg stadig. Og så ville jeg gerne arbejde udenfor. Og hvis jeg arbejdede i en pølsevogn, ville min far ofte komme forbi og besøge mig. Ja, det var grundene til pølsevogndrømmen, som jeg forklarede min far. Han kvitterede med et smil, hvor efter vi talte om, at det er godt at have noget at drømme om. Det var en god snak. Bedre og mindre akavet end den vi havde 8-9 år senere, da han stammende og rystende i stemmen prøvede at finde ud af om det var tid til, at jeg begyndte på p-piller. Men det er en anden god historie, som ligger ligeså godt i mindeskuffen, som pølsevognshistorien gør.

I dag er jeg fint tilfreds med, at jeg fandt noget andet at drømme om og altså ikke blev pølsedame i en pølsevogn. Jeg har dog faktisk stået i boderne på Aalborg Stadion en gang, så jeg har egentlig været lidt der henne af. Men havde jeg nu arbejdet i en pølsevogn, så havde jeg sikkert været pisse god til det. Og havde min far levet, havde han helt sikkert besøgt mig ofte. Der er en grund til, at vi den dag i dag i familien stadig fejrer hans fødselsdag ved at spise hotdogs og drikke cocio.

Hold kæft, hvor jeg savner min far!

 

Husk at give jeres far en ekstra krammer i dag.

Glædelig Fars Dag derude!