Ting jeg ikke længere pis’hader ved min krop

Ting jeg ikke længere pis’hader ved min krop

Det er nok ikke gået manges næse forbi, at jeg arbejder rigtig meget med mig selv for tiden. Jeg arbejder med at få min krop tilbage i bedst mulige balance ovenpå graviditeten og med den daglige kamp mod PCOS. Jeg arbejder rigtig meget med mit mindset og hvordan jeg tænker om og taler til mig selv. Simpelthen fordi jeg synes, at jeg aldrig har haft noget godt at sige eller tænke.

Leave a commentLæs mere

Jeg har nået mit første delmål – Og så lige en undskyldning

Jeg har nået mit første delmål – Og så lige en undskyldning

Jeg starter sgu lige med den der undskyldning. Den seneste tid har jeg virkelig været ringe til at få skrevet her på bloggen. Der er ikke så mange undskyldninger for dét, jeg har simpelthen bare haft travlt, manglet overskud og så har min datter været jordens største hængeabe de seneste uger og jeg har været hendes hængetræ. That’s it.

4 CommentsLæs mere

At møde omklædningsrummet med oprejst pande

At møde omklædningsrummet med oprejst pande

Jeg er gået frem og tilbage til det her indlæg nogle gange. Og helt til sidste punktum har jeg været i tvivl om, om jeg overhovedet ville klikke på knappen og udgive det. Men du sidder netop nu og læser indlægget, hvilket betyder, at jeg gjorde det. Jeg brød en personlig grænse og bare gjorde det. Det er der vel egentlig nok noget rigtig sejt ved.

3 CommentsLæs mere

Lykkelig

Lykkelig

Jeg står foran spejlet på badeværelset.

Jeg har lige været i bad og har derfor ikke en trevl på kroppen.

Helt splitterravende Hans Jørgen.

Lige dér foran spejlet.

Jeg har smidt håndklædet om mit lange våde hår. 

De sidste vanddråber pibler af mig. 

Gulvet er dejligt varmt. Vi har nemlig gulvvarme. 

Mit nattøj ligger klar. Jeg skal bare lige tage det på. På den nøgne krop. 

Jeg kigger på den. Kroppen.

Min krop. 

Stærkmærkerne. Der er nok af dem. Både på lårene og på maven. Minder fra en graviditet, hvor jeg blev kæmpe stor. 

Det løse maveskind, som rynker rosin-agtigt sammen på min mave. 

Mavedellen (-erne). Også minder fra en graviditet. Men også en påmindelse om min nuværende kamp med PCOS, insulinresistens og overvægt. 

Min kropumulige kamp med min kropumulige krop. 

Jeg er så træt.

Jeg er så træt af den. Kroppen.

Min krop. 

Jeg væmmes. 

Jeg sukker. 

Den er ikke mig.

Jeg er “bedre” end den.

Jeg er sundere, end min hvad min krop viser dig.

Stemningen er som en sort sky. Lige dér på badeværelset, hvor jeg står. Splitterravende Hans Jørgen.

Jeg hader den. Min krop. Jeg mega fucking hader de….

Men så … 

Lyden af latter inde fra stuen. 

Min datter griner.

Skraldgriner.

Et grin der kommer helt nede fra maven. 

Det bedste grin. Min yndlings lyd af alle lyde i hele verden. 

Verdens bedste lyd. 

Verdens dejligste pige. 

Hendes far griner også. 

Verdens bedste far.

Og mand. 

De griner sammen. Far og datter. 

Mine to. Mine bedste yndlings to. 

Jeg elsker dem så højt! 

Jeg er så heldig.

Tænk at jeg har fået dem begge to. 

Min kropumulige krop har dog trods alt velsignet mig med hende.

Min dejlige datter. 

Endda mod alle odds.

Verdens dejligste barn. 

Min mand elsker mig.

Min krop er en bagatel for ham. 

Uden betydning for hans kærlighed. 

Han er blind.

Blind for strækmærker.

Blind for løst rosin-agtigt rynket maveskind.

Blind for mavedeller. 

Blændet af kærlighed?

Måske. 

Latteren fortsætter. Højere og højere. 

Endnu højre. 

Jeg tror snart, at hun græder af grin.

Min skønne pige. 

Jeg elsker hende!

Men hvad er nu det? …

Der løber et sus igennem min krop. Som en eksplosion, selvom jeg er helt stille. 

Det kilder i maven. 

Jeg kan mærke mit hjerte banke. Måske springer det også et slag over. 

Jeg får en tåre eller to i øjnene.

Jeg smiler. Min krop bliver helt varm. 

Lykkelig! Det er følelsen af lykke, der strømmer igennem min ellers kropumulige krop. 

Lige dér er jeg lykkelig. 

Nøgen efter badet midt i min egen foragt for min egen krop. 

LYKKELIG! 

Jeg er ikke perfekt.

Min krop er langt fra perfekt. 

Men det er min mand. 

Og det er min datter i særdeleshed. 

Og lige nu er jeg… 

LYKKELIG!

Når træningstøjet bare er ski’e flot og smart

Når træningstøjet bare er ski’e flot og smart

* Dette indlæg er sponsoreret af Hunkemøller.  

Jeg er stadig i gang med kampen mod de 24 tunge slaskede kilo. Vægten har været i dvale den seneste måneds tid og det udfordrer virkelig min motivation og tålmodighed. Suk! Men der er vel ikke så meget andet at gøre, end at holde fokus og huske på, at det trods alt ikke er 24 kilo det drejer sig om mere. Nu er det 18 komma et-eller-andet. Så det er da bedre end udgangspunktet. Trods alt. Den anden dag sagde min søde nabo: “Hold nu kæft, du har da tabt dig!”. Det er ikke helt så rigtigt. Eller i hvert fald ikke så meget, som hun troede. Men det var da meget sødt og jeg blev lidt glad 🙂

Jeg lunter rundt i træningstøj næsten hver evig eneste dag. Det er praktisk med de mange gåture, jeg går dagligt og så er det mere “fleksibelt” end så meget andet tøj. Jeg har i hvert fald svært ved at tumle rundt på gulvet med lille’pigen i cowboybukser. De strammer fandme for meget. Ja, så ved I da det. De kan i øvrigt heller ikke lukkes lige nu. Sådan! kortene på bordet.

Men nu er der lige noget, som jeg lige skal have det helt på det rene: Hvor mange af jer vidste, at Hunkemøller er mere end lækkert undertøj og nattøj? Jeg anede det altså ikke, før jeg så fandt ud af det. Og godt det skete. For Hunkemøller har altså noget virkelig lækkert træningstøj og det har jeg haft muligheden for at teste noget af i samarbejde med Momster Test.

Jeg har testet:

HKMX Dot Mesh sportsleggins
HKMX løbe t-shirt med korte ærmer
Min primære motion i det daglige består jo af gåture med en sovende lille’pige. Så det er i den sammenhæng, jeg har testet tøjet. Nogle gange er hun mere en skrigende pige, mens hun ligger der i barnevognen, så det er lige før jeg godt tør sige, at tøjet er testet til løb også 😉
Momster, som jo er det fede kvinde-mor-power univers, hvor min blog har hjemme, har deres helt egen testside. Den hedder Momster Test. Her har forskellige skønne kvinder og mødre testet af hav af produkter. Det er altså et ret fedt sted, at søge inspiration. Tip til jer, selv tak! 🙂
Passer træningstøjet på min æbleformede krop? Pakker det “mave-mor-dellen” ind? Og hvad med åbningen i t-shirtens ryg? Står tøjet distancen, når man har et barn der gylper som et vandfald på overarbejde? Er det pengene værd? Find ud af det på Momsters testside Momster Test, inden ret længe.
Jeg tør dog godt indrømme, at jeg har været mere end begejstret for både træningsbukserne og t-shirten. Særligt må jeg fremhæve bukserne, som jeg synes er smadder flotte også.
Står du og mangler nyt lækkert træningstøj, så hold da lige øje med min instagram @leahrundblad – Jeg er nemlig den flinke type, der lige tipper, når anmeldelsen er klar. Selv tak 😉

Sådan hjælper lille’pigen mig med at tabe de tunge slaskede kilo

Sådan hjælper lille’pigen mig med at tabe de tunge slaskede kilo

Jeg er stadig i gang med det her større vægttab. Det startede med 24 kilo og så hed det 19 komma-et-eller-andet kilo. Og status lige nu er, at det hedder 18 komma-et-eller-andet kilo. En smule er der altså sket de seneste 3 ugers tid, men ikke helt så meget. Og det er på trods af, at jeg gik så mega mange lange ture i august måned, at jeg sled hul på et par af mine bukser. 271.5 km er altså ret meget.

Min udfordring er helt sikkert at holde et stabilt blodsukker hele dagen i gennem. Som følge af PCOS har jeg konstant rod i mit blodsukker, hvilket skaber helt vildt meget ubalance i min krop. Hovedpine, kvalme, sukkertrang, you name it. Jeg har det ret ofte i løbet af en helt almindelig dag. Om en lille måneds tid skal jeg til lægen igen. Her forventer jeg at blive henvist videre til sygehuset, så jeg kan få den rette hjælp. Det glæder jeg mig til!

Men indtil da knokler jeg videre på egen hånd. Heldigvis har jeg min glade lille hjælper og ja, jeg hentyder til min dejlige datter. Hun har en kæmpe rolle i det her vægttab. Ikke at hun fatter så meget af det.

Hun hjælper mig ved:

At sove godt i sin barnevogn, så jeg kan gå en masse lange ture. Vi går tur om formiddagen og ind i mellem om eftermiddagen også. 

Hun sover middagslur i viklen på mig. Gerne 2-3 timer. I dette tidsrum kan jeg ikke spise noget, da hun så vågner. Jeg sørger selvfølgelig for, at have fået frokost inden hun ender i viklen, så jeg ikke sidder og er mega sulten og får mere rod i blodsukkeret. 

Nu vi snakker om viklen. Lige når hun er sat i den og inden hun falder i søvn, tager vi gerne nogle ture op og ned af trappen. Lille’pigen vejer omkring 6,7 kilo nu, så det giver da noget ekstra vægt, når jeg skal op og ned. Det får min puls rigtig godt op og lille’pigen har det for grineren over det. 

Og nu vi snakker om trappen. Lille’pigen går i seng ved 19 tiden om aftenen. Hun bliver puttet i soveværelset på 1. sal, mens Jonas og jeg så kan have det for fedt uden barn nede i stuen. Lille’pigen er glad for sin sut, men hun er også god til at komme til at spytte den ud. Så piver hun lidt og det opfanger babyalarmen. Nogle gange snakker hun i søvne og det opfanger babyalarmen. Nogle gange snorker hun og det opfanger babyalarmen også. Og jeg tager gerne turen op og ned af trappen hver gang. Så det bliver til nogle trin i løbet af sådan en aften.  

Hun ruller rundt på sit legetæppe, men giver pænt besked når hun er rullet ud på gulvet. Da vil hun gerne, at jeg flytter hende ind på tæppet igen. Det giver en masse renden frem og tilbage, bukke sig ned, løfte baby og op igen. Ikke noget med at mor skal sidde stille. Tak min skat. 

Tumleri og leg med lille’pigen giver masser af bevægelse. Vi har mange lege, som vi leger hver dag og vi sidder sjældent helt stille ret længe ad gangen. 

Styrkestræning med baby som redskab. Jo, jo. Jeg er så småt kommet i gang med at lave nogle øvelser, der styrker kroppen. Det er  i meget små bidder, da jeg stadig døjer en del med ledsmerter. Men det gode er, at til de få øvelser jeg kan lave, kan lille’pigen hjælpe mig og samtidig gør vi det til en leg. 

Sidste og nok den mest vigtige ting hun hjælper med er at minde mig om, at det skide vægttab så heller ikke er det vigtigste i hele verden. Og at det ikke skal fylde hele min hverdag. At det ikke skal påvirke min opfattelse af mig selv. Hun er nemlig fuldstændig vild med sin mor og hun ser slet ikke alle de ting på min krop, som jeg ser. Hun er egentlig bare glad for, at der er nogle gode brede hofter at sidde på og en god barm og en slasket mave at putte på. Det er nok meget sundt, at det er hende jeg bruger alt min tid med 😉 

 

Fik du læst mine tanker omkring vuggestue eller dagpleje? 

Vægt-politiet har været efter mig

Vægt-politiet har været efter mig

Vi kender jo alle til mor-politiet. Det er dem med de lange krogede pegefingre. Det er før sket, at jeg er blevet hapset af mor-politiet og heldigvis er jeg tilpas pisse ligeglad med det. Men så opdagede jeg, at det der politi kommer i mange forskellige afskygninger. Jeg begyndte nemlig at dele ud af min kamp mod de 24 tunge slaskede kilo. Altså mine 24 tunge slaskede kilo. Ikke andres. Mine. Nå, men det gør jeg så åbenbart heeeeelt forkert og hvor er det da så bare heldigt, at nogen vil fortælle mig det. Med deres lange krogede pegefinger.

For jeg vidste jo slet ikke, at det er dybt forkert af mig og nærmest næsten kriminelt, at jeg deler med jer, at der er et specifikt antal kilo, som jeg gerne vil tabe. Altså at jeg har et mål om et specifikt tal på vægten. Hvor kunne jeg dog gøre det? Skam dig, Leah. Skam dig! – Og gå så ind på dit værelse!

Altså.. Jeg ved faktisk ikke en gang, hvordan jeg skal starte det, som jeg gerne vil sige med det her indlæg. Men jeg kan jo starte med den klassiske: “Tag lige og klap hesten en gang”. Eller “Flet næbbet”. Eller: “Luk ædespalten”. I kan vel selv komme på flere. Jeg tror I ved, hvor jeg vil hen.

Vægt-politiet (som jeg har valgt at kalde dem i mangel på bedre) mener åbenbart, at det er forkert af mig, at gå så meget op i den vægt, som jeg åbenbart udtrykker, at jeg gør. Det er blevet udtrykt, at jeg bør smide min badevægt ud og ikke hænge mig så meget i tallet. Det er ikke sundt for mig. Det er blevet udtrykt, at jeg sender et forkert signal til de unge piger (jeg er ikke sikker på, hvor mange læsere jeg har af de helt unge piger, men jeg gætter på, at det ikk’ er særligt mange). Det er blevet udtrykt, at min mentale tilgang til det her vægttab, ikke er sund. Det er også blevet udtrykt, og den her er nok den groveste, at jeg kommer til at have en negativ indflydelse på min datter i fremtiden. Hun vil angiveligt, som følge af mit nuværende vægttab, få et forskruet syn på egen krop og en usund tilgang til mad. Nå, jeg kunne faktisk fortsætte med det her lidt endnu, men det er så kedeligt, hvis man kun skal læse alt det, der er en smule røv sygt.

Men jeg er tilfældigvis ikke en kvinde af få ord, så lad os endelig snakke lidt om det, ikke? Det kunne have været hyggeligt over en kop kaffe, men jeg vil ikke have så mange krogede pegefingre i min stue. Og så drikker jeg ikke kaffe.

Nå. Hvordan det er blevet til, at jeg skal tabe 24 tunge slaskede kilo, kan du læse om lige HER, hvis du ikke allerede ved det.

Jeg er udemærket godt klar over, at vi lige nu befinder os i en tid, hvor det handler meget (rigtig meget) om, at acceptere sig selv og hinanden præcis, som vi nu er. Det er okay at være overvægtig. Det er også okay ikke at være det. Det er okay at kunne lide mænd eller kvinder uanset, hvilket køn man selv er. Det er okay at tage en høj uddannelse og det er også okay, ikke at gøre det. Det er okay, at have en særlig personlig stil og det er også okay, hvis man bare gerne vil ligne de andre. Hey venner, jeg er helt med jer. Vi er helt på samme side her og jeg synes det er vigtigt, at det med accepten af os selv og andre fortsætter. Det er fandme god stil!

MEN! Man skal vel heller ikke acceptere sig selv eller dele af sig selv, hvis man dybest set virkelig ikke er tilfreds? Jeg kunne arbejde nok så meget med at acceptere de 24 tunge slaskede kilo. Jeg kunne endda omfavne dem, kæle for dem, vise dem frem i en smadder flot garderobe. Stoppe med at bekæmpe dem. Leve med dem og beholde dem til evig tid. Men det har jeg faktisk pisse meget lidt lyst til.

Jeg er egentlig et meget lykkeligt menneske. Jeg har ret mange ting at være lykkelig over og det værdsætter jeg rigtig højt. Jeg jagter ikke lykke med det her vægttab, for det har jeg masser af. Jeg ønsker at tabe de 24 tunge slaskede kilo, fordi de simpelthen ikke er mig. De afspejler ikke mig. De afspejler ikke den måde jeg lever på. De afspejler til gengæld rigtig meget den PCOS, som jeg ikke kan gøre for, at jeg har. De er nemlig kommet pga den. Altså pga den insulinresistens, der følger med PCOS. Jeg bliver ikke et bedre menneske, når jeg har tabt dem. Jeg vil nemlig allerede mene, at jeg er et godt menneske præcis, som jeg er nu. Og som jeg ser ud nu. Mit vægttab handler desuden allermindst om udseende. Til gengæld handler det rigtig meget om sundhed og frygten for at få en af de følgesygdomme, som jeg kan få, hvis jeg ikke kommer af med de ekstra kilo. Livsstilssygdomme, som jeg ikke har lyst til at få ind på livet. Slet ikke nu, hvor jeg er mor og har et ønske om at være i min datters liv så længe, som det overhovedet kan blive muligt.

Når jeg går op i det helt specifikke tal på vægten, så handler det simpelthen om min egen kampgejst. Jeg er sådan et menneske, der skal have et specifikt mål for øje. Et meget nøje og præcist mål. Fakta. Et tal, hvor jeg kan trække fra og synligt se, at jeg kommer tættere på målet. Det er dét, der motiverer mig bedst! Det er dét, der fungerer bedst for mig! Så kan det jo godt være, at naboen har det på en anden måde. Eller dem fra vægt-politiet for den sags skyld. Fred være med det, de skal bare gøre det på deres egen måde. Derfor vil jeg ikke smide min badevægt ud, for det gør det faktisk lidt sværere for mig, at få de her præcise tal. Men blot fordi jeg har et mål for øje med en specifik vægt, betyder det jo ikke, at jeg ikke har evnen til at mærke efter undervejs. Hvis jeg er tilfreds to kilo før målet, jamen så stopper jeg sgu da bare. Måske sker det også, at jeg vil tabe mig endnu mere. Hvem ved? Men tvivl ikke på, at jeg godt kan mærke efter på min egen krop. For det kan jeg sagtens. Jeg har faktisk kendt den krop i en del år efterhånden.

Og hvad angår min datter, så kommer hun ikke til at vokse op med en slankekurs-fikseret mor, der giver hende et forskruet syn på hendes egen krop og en usund tilgang til mad. Men virkeligheden er jo altså, at hun kommer til at vokse op med en mor, der er nødt til at undlade at spise visse fødevarer, for at holde sin krop i balance. Jeg tænker, at det er lidt det samme, som at have en mor med laktoseintolerans eller glutenallergi. Det tænker jeg, at mange børn har klaret uden problemer og uden særlig påvirkning. Min datter kommer uden tvivl også til at vokse op med nogle forældre der fortæller hende, at hun er absolut helt perfekt og smuk, som hun er. Jeg regner desuden med at være færdig med dette vægttab, når hun rammer en alder, hvor hun kan forstå ordet “vægttab”. Så er det ligesom sagt. Og understreget. Og emnet er lukket. Og alligevel ikke. For det kan vel lige nævnes, at hendes far har et ganske afslappet forhold til mad og han er jo altså halvdelen af den indflydelse, hun vil få fra sine forældre.

Jeg er egentlig lidt ked af, at jeg har følt mig nødsaget til at skrive dette indlæg. At jeg følte et behov for at forsvare mig selv. Men det gjorde jeg altså. Jeg bryder mig ikke specielt meget om, at folk skriver til mig, at jeg påvirker unge piger negativt. Det gør mig ked af det. Jeg er desuden fuldstændig uenig, men tager gerne i mod konkrete eksempler. Ellers kan jeg ikke gøre en fløjtende fis ved det. Jeg bliver også ked af det, når folk skriver, at min mentale tilgang til det her vægttab ikke er sund. Og det undrer mig, at nogen kan få disse ord over sine læber. Eller hov, vent. De ord kom jo ikke over nogens læber, mens der i mod ud af fingrene og ned på telefonen og sendt som en privat besked i min indbakke. Så ingen andre kan se den eller hvem, der sendte den. Det er også så nemt, at være så pisse klog, når man sidder med sine krogede pegefingre bag en skærm og ikke kan snakke med mig ansigt til ansigt.

Jeg håber at dette indlæg var første og sidste af sin slags. At jeg ikke behøver at forsvare mit ønske om et vægttab yderligere. Det er nemlig overhovedet ikke derfor, at jeg deler ud af min kamp mod kiloene. Det kunne jeg jo sådan godt lade være min egen private sag. Men nu ved jeg tilfældigvis, at der sidder en del kvinder derude (måske også mænd, men ikke nogen, der har sagt noget), både med og uden PCOS, som rent faktisk bliver inspireret og motiveret af at høre, hvad jeg kæmper med og hvordan jeg gør det.

Så kære vægt-politi. Vil I ikke godt lade være med at ødelægge glæden for andre? Og for mig?

Tak 🙂

Hvis jeg skulle .. #1

Hvis jeg skulle .. #1

.. Bage en kage lige nu, ville jeg bage en kanelkage. Jeg elsker kanelkage! Men jeg prøver også at tabe 24 tunge slaskede kilo, så jeg skal nok ikk’ bage en kage lige nu. Eller spise den gode is, som jeg ved jeg har i fryseren. Suk!

.. Stoppe en dårlig vane, skulle jeg stoppe med at bide negle. Jeg har gjort det, så længe jeg kan huske tilbage og det er så duuuumt, grimt og ikk’ særligt lækkert!

.. Tage en ny uddannelse, ville jeg på nuværende tidspunkt læse til folkeskolelærer. I nyhederne i går aftes tippede de lige om, at der er mangel på matematiklærere. Hmm. Det ville jeg nok aldrig blive med mine elendige matematiske evner.

.. I biografen i morgen, ville jeg være SÅ ligeglad med filmen, så længe der er masser af popcorn. Haps, haps.

.. Bestille en pizza lige nu, ville jeg vælge en helt simpel en. Bare ost og pepperoni. Og hvis de ved et uheld kom til at smide ananas på, ville de få deres pizza smidt lige tilbage i nakken igen. Men jeg skal stadig tabe 24 tunge slaskede kilo, så jeg skal ikk’ have pizza.

.. Holde en fridag fra livet på barsel og livet som mor, ville jeg holde en moster/niece-dag med min skønne niece, Olivia. Hun er 3.5 år. Og hun savner sin “boster” (moster) ligeså meget, som jeg savner hende! <3

.. Undvære en årstid, ville jeg rive sommeren ud af kalenderen. Nok modsat de fleste. Jeg er mest fan af efterår og forår og jeg ville vælge vinter over sommer til hver en tid. Men egentlig vil jeg helst ikke undvære nogen af årstiderne. Jeg elsker at bo i et land, hvor man kan se hvordan årstiderne skifter.

.. Give min datter et andet navn, ville det nok føles underligt, for nu kan hun jo ikke hedde andet. Men jeg har altid været vild med navnet Kaya, så det ville jeg nok vælge. Jonas og jeg var faktisk ikk’ på samme side (eller planet, faktisk), da vi først snakkede babynavne. Hvis du vil vide, hvordan vi endte på samme planet, kan du læse om navnevalget lige HER.

.. Lave noget om ved min krop, ville jeg fjerne alle spor af PCOS og dermed gøre mange ting meget lettere.

.. Læse en bog, ville jeg læse bogen “Kære Zoe Ukhona” af Pelle Hvenegaard.

P.s. Jeg skal faktisk ikk’ tabe 24 tunge slaskede kilo mere, for jeg har jo tabt lidt. Hvis du ikke har læst om det, kan du gøre det lige HER